There's a first time for everything

[Matthew J. Darklighter]

Han slog ud i en mild latter mens han tog de sidste notater. “Ikke for udfordret, håber jeg?” Spurgte han med et sigende blik til hende og en slet skjult hentydning til at hun netop havde følt sig overvældet og havde bedt om plads. “Det glæder mig at du ikke fortryder. Måske,” han lagde notesbogen fra sig ned på gulvet og tog selv sit glas og drak for at vise af han var afvæbnet imod hende. Tillidsfuld og åben. “Din lektie til næste gang skal være at konfrontere din familie med dit valg?” Foreslog han med et let hævet øjenbryn til hende for at se om det var en opgave hun var villig til at gå med til. “Ærlighed er vigtigt i vores arbejde her i vores enetimer, men ærlighed udadtil, udenfor rummet, er også vigtigt, og jeg tror du ville have rigtig meget gavn af at tage bladet fra munden, lade din sjæl få ordene formet i sindet og lade kroppen, din fysik, dine stemmebånd simpelthen, tale og sige din mening. Tror du at du kan gøre det?” Spurgte han lidt mere udfordrende og smilede skævt til hende. “Tror du at du kan gøre det for mig?” Tilføjede han.

[Lucilla Locket]

”Kan man være for udfordret?” det var et retorisk spørgsmål, hun modigt stillede. Hun havde været tæt på at være for udfordret, men på den anden side var hun underligt stolt af det hun havde opnået - hun mente selv at hun havde klaret det godt. Derudover følte hun at hun havde lært mere om hende selv, end da hun først var ankommet. Hun rømmede sig, ”Berøringen var udfordrende - jeg er ikke vant til at lade nogen røre mig sådan... men... det er for kurset. Det er professionelt.” en undskyldning hun fortalte sig selv, selvom hun ikke helt vidste hvad berøringen præcist gjorde, ud over at sende skamfulde følelser og tanker gennem hende - samt en følelse af ikke at have kontrollen, indtil hun havde den, da hun sagde fra.
At konfrontere hendes forældre med det valg hun havde taget - at følge en anden drøm end den de havde lagt for hende - det var noget der fik hende til at synke en klump. ”Konfrontere dem? Men... jo, jeg skal nok forsøge... men hvad hvis det går skidt?” hun aede sin arm, mens hun en anelse nervøst ventede på hans guidende hænder... eller stemme - stemme selvfølgelig.
Der var intet hun ønskede mere end at gøre ham stolt til næste gang.

[Matthew J. Darklighter]

“Berøringen er for at jeg kan mærke din reaktion, søde,” forklarede han og rejste sig for at gå hen foran hende og satte sig på knæ, omtrent som ville han fri til hende. Han lagde en varm, tung hånd på hendes og mødte hendes øjne med sit blik. “Du klarede det rigtig flot, og at du sagde da du kunne mærke at det var for meget, betyder for mig at du kender din krop og kan mærke den. Nu skal vi så bare have den til at udføre de ting du er bange for, og det er netop derfor,” han slap hende og rejste sig for at sætte sig lidt venskabeligt ved siden af hende med en arm om hendes skuldre, “du bliver nød til at konfrontere dine forældre med dit valg. Det er dit liv, dit ansvar at være glad, din fremtid,” for hvert dit eller dig, han sagde, prikkede han hende let i brystet som for at understrege sine ord. “Det går ikke skidt, det går ikke godt, det går kun som det skal gå. Hvis dine forældre elsker dig så er de glade på dine vegne, hvis ikke, så kender de dig måske ikke så godt som de burde,” bemærkede han og gav hende et sidste, venskabeligt klem om skuldrene inden han rejste sig. “Jeg tror vi er færdige for idag,” han samlede notesbogen og pennen op og vendte sig imod hende. “Jeg har dog et sidste spørgsmål, hvis det ikke er for personligt, selvfølgelig,” hvad han end kunne spørge om ville nok ikke være lige så personligt som nogle af de tidligere ting han havde spurgt om, “havde din far fundet en mand til dig som du så skulle giftes med? Nu hvor han har et lidt,” han smilede lidt tvivlende, “gammeldags syn på kvinder?” Spurgte han med et mildt smil til hende og foldede hænderne om notesbogen foran sig mens han stod og betragtede hende.

[Lucilla Locket]

Lucilla nikkede forstående, da han forklarede at det var for at mærke hendes reaktioner. Det gav vel god nok mening for hende til at acceptere det.
Som han rejste sig og satte sig foran hende, kunne hun mærke sig selv blive opmærksom og vågen. Den måde han sad på var hende intimt og kærligt og hans hånd føltes varm og tung ovenpå hendes og en del af hende ønskede ikke at han skulle slippe hende igen.
Snart sad han i stedet ved siden af hende og forklarede hende hvorfor det var vigtigt at hun konfronterede sine forældre og det gav god mening for hende. Hun kunne græde, men i stedet smilte hun kærligt til ham og lagde nu sin ene hånd på den hånd der havde prikket til hende. ”Det giver god mening, Matthew... godt - jeg prøver..” sagde hun en smule mere modigt og rettede sig lidt op. Hun tog sin hånd til sig igen og var faktisk klar på at deres dag var slut, men hun blev overrasket over hans sidste spørgsmål. Den havde hun ikke set komme - hvorfor spurgte han? Hun åbnede munden let før hun svarede ”Min far har endnu ikke fundet en han mener ville være et godt match. Han troede han havde fundet en da jeg var femten år, men hans far mistede sit arbejde - og så...” hun skar en grimasse. Hendes far ville ikke lade hende ægte en mand fra en intetsigende familie. Hendes øjne var nysgerrige, meget nysgerrige.

[Matthew J. Darklighter]

Matthew sendte hende et overbærende smil og rakte hende en hånd for at hjælpe hende op fra chaiselongen.
“Well, jeg håber hvem end det bliver, kommer til at værdsætte så god og dygtig en pige som du er,” sagde han med et smil og en hånd på hendes skulder inden han blidt førte hende med sig over til døren som han åbnede mens han lod hende tage sig tid til at finde sin jakke. Istedet for at holde en hånd frem bredte han armene ud og gav hende et kram, holdt det præcis i 10 sekunder inden han slap hende og holdt hende lidt ud fra sig med hænderne om hendes skuldre. “Indtil næste gang, hav det godt, Lucilla, og jeg glæder mig til at høre hvordan det er gået næste gang vi ses,” sagde han afsluttende og holdt døren åben for hende.

[Lucilla Locket]

Lucilla så ham i øjnene, som han hjalp hende op og lagde en hånd på hendes skuldre. Det her var ikke godt - hun vidste godt hvad et crush føltes som, og det her var et hun bare måtte komme sig over, hvis hun ønskede at holde det professionelt. Hun var ikke et barn længere, så hun kunne ikke gå og fnise som en forelsket lille skolepige. Der var ikke nogen tilfredsstillelse ved hans svar, men hun godtog det med et nik og et lille venligt smil. ”Tak, Matthew...” hun lod ham omfavne hende i hvad der føltes som det længste kram hun havde modtaget. Duften af ham var ikke en hun ønskede at glemme.
”Jeg ser frem til vores næste møde. Hav en god aften, min Lord.” hun smilede bredt til ham, som hun sagde lord. Hun vidste han var okay med at hun kaldte ham Matthew, men hun ville også vise sin respekt for ham - sin beundring for hans titel. Hun fik taget frakken på og trådte derpå ud... udmattelsen faldt over hendes krop, men hendes hoved kørte i fuld fart.

//out

[Matthew J. Darklighter]

//out