There's a first time for everything

[Lucilla Locket]

Det fik Lucilla til næsten at holde vejret, da han bemærkede at hun brugte ordet dum om sig selv - nedsættende ord. Det var ikke fordi hun selv mente at hendes selvværd var lavt, men det var måske heller ikke på sit højeste. Hun klemte sine læber tappert sammen, nej, hun ville ikke græde foran ham. Et kort øjeblik måtte hun dog alligevel slå blikket væk fra ham og kigge over på et af de døde malerier, fordi hun mærkede hendes øjne blive varme. Hun gav et træk på skuldrene, ”Jeg er ikke blevet kaldt dum før. Min far har sagt at jeg ikke skal tale om ting jeg ikke aner noget om... i mange sammenhænge... men jeg er aldrig blevet kaldt decideret dum. Det føles måske bare som om det er sådan folk de ser mig.” hun tog nu imod æsken med servietter, selvom hun ikke havde brug for dem endnu, og hun takkede ham ganske lavt, inden hun mærkede hans lette berøring mod hendes knæ, hvilket fik hende til at rykke diskret på sig, og hendes blik fandt hans hånd og blikket fulgte den indtil han havde trukket den til sig igen. Så faldt hendes blik atter på hans ansigt. Hans varme smil fik hende til at smelte.

[Matthew J. Darklighter]

Han noterede lystigt ned. "Så du er blevet opfordret til at holde dig tilbage når du egentlig havde noget på sinde af din, hvem var det?, far?" spurgte han mere indgående og lagde hovedet på skrå mens han studerede hendes reaktioner nøje. Hans smil var ikke forsvundet men det var mere neutralt, for at vise hende en vis professionalisme fra han side også, så ikke alting gik op i hat og briller. Han måtte træde forsigtigt i starten. Lege jorden er giftig med hendes følelsesspektrum, indtil hun faldt i med begge ben. "Og det er fordi du ikke ved noget, eller du er blevet fejet ad vejen for andre?" spurgte han oveni. Det var egentlig snyd at gøre det sådan, men han vidste ledende spørgsmål var kimen til at forme tankemønstre, og han kunne mærke hendes tanker var nemme at forme, som modellervoks i hans slanke hænder. Han nikkede til vandglasset. "Husk at drikke lidt hvis du har brug for at tage en pause, det plejer at hjælpe," bemærkede han venligt. Lyset faldt ind udefra haven, naturligt hvidt og som en blid sitren i rummet fra siden ind over hans ansigt og hende på chaiselongen.

[Lucilla Locket]

”Min far..” gentog hun stille efter ham. Det var et ømt emne, kun gjort ømmere af hans gentagelse, samt hans spørgsmål, der stak i hende. Det fik hende til at åbne munden, før hun vidste hvad hun skulle svare ham, ”Jeg mener at man har ret til at tale om både det man ved og ikke ved. Min far - eller andre der ikke har ønsket at lytte, kan jo ikke bare antage at jeg ikke ved noget, hvis de aldrig lader mig tale ud.” lød det en smule mere skarpt og passioneret fra hende, før hun igen fik samlet sit glas op og tog sig en tår... og som hun tog vandet indenbords, var det som om at hendes krop blev mættet. Et par tårer begyndte at trille, og hun tog sig diskret en serviet for at tørre sine øjne. ”og så lærer man heller ikke noget nyt, hvis ikke man bliver rettet på, når man siger noget fejlagtigt.” Hendes forældre havde aldrig haft samme forventninger til hende, som de havde haft til hendes storebror. Han havde fået opmærksomheden, stoltheden og de spændende samtaler, mens hun blev opmuntret til at male eller spille på sin violin. ”Middage med mine forældre og min familie bliver meget hurtigt triviel, når først min bror åbner munden og alle ser til ham og væk fra mig.” Jo, hun fik komplimenter for at være en smuk ung dame, men hun ville også have at de lagde mærke til hendes indre. Sjælen, som Matthew havde nævnt, var vigtig for hende, men hun følte ikke at hun kunne mærke sin egen sjæl længere. Hun tog sig en dyb indånding og rystede på hovedet, ”Undskyld, Lord, men jeg ønsker ikke at sidde her og... det føles som barnlige problemer. Jeg har det fint.” hun følte sig utilpas nu. Lucilla ønskede virkelig ikke at vise sig så ynkelig over for ham.

[Matthew J. Darklighter]

Han noterede stilfærdigt mens hun fortalte, og så ikke op da han bemærkede hun blev rørstrømsk, men lod istedet hende tale færdig og lukkede nænsomt notesbogen om sin finger så han hurtigt kunne slå tilbage op på siden. Faderkomplekser var de bedste at manipulere med. Han sendte hende et varmt, medfølende smil, og øjnene glimtede empatisk om end stadig med en underliggende, kølig glød.
"Du skal ikke undskylde, min pige," sagde han med et venligt tonefald og tog selv en slurk af sit glas for at tune sig ind efter hende og vise hende at alting var ok, og her i rummet bestemte hun tingenes gang. Når man spejlede sig i andres handlinger fik man naturligt deres tillid fordi det gav dem en følelse af kontrol over andre, selv små underbevidste handlinger som at drikke en slurk vand. Han satte glasset fra sig og lod den ene hånd hvile over notesbogens læderforside.
"Det lyder som om du har masser af potentiale som er blevet negligeret, har jeg ret? Din sjæl har, så at sige, ikke fået lov til at folde sig ud der hvor den via sindets motivationer får kroppen til at reagere og åbne op og snakke og tale og blive forstået, er det nogenlunde korrekt?" spurgte han med hovedet lidt på skrå og blikket hvilende på hende, åbent, neutralt, så imødekommende men professionelt som muligt. Han ville rive hver en smule af hendes forsvar ned og bygge hende op igen til sin egen lille soldat, og det her var første skridt i den retning.
"Jeg er meget glad for at du er så åben med mig, Lucilla, tak for det," tilføjede han og en lille trækning i mundvigen indikerede et smil til hende, for at forsikre hende om at alt var ok.

[Lucilla Locket]

Tårerne blev langsomt tørret væk og hun følte sig igen modig nok til at vende blikket hans vej. Han var forstående over for hende og kaldte hende ikke hysterisk for at græde, som hendes far havde gjort, hvis han havde sagt noget der havde fået hende til at hulke.
Selvom mødet var grænseoverskridende og fuldstændigt uden for det hun var komfortabel med, så kunne hun mærke at det her var starten på en relation hun en dag ville kunne føle sig tryg ved, hvis det virkelig var sådan han var, når hun viste sig fra sine svage sider.
”Åh, pas på De ikke får mig til at græde igen,” lo hun og tørrede den sidste dråbe væk fra sin kind. Nej, hun ville ikke komme til at græde igen, mente hun ikke - hun følte at hun havde fået nogenlunde kontrol over følelserne igen. ”Det føles ganske... korrekt. Jeg tror aldrig jeg har prøvet at kigge så dybt ind i mig selv før...” det måtte være magi. ”Tak, fordi De lytter og ikke bare... ja... tak.” hun sukkede lettet og følte sig pludselig ganske afslappet i forhold til da hun først var ankommet.

[Matthew J. Darklighter]

Smilet bredte sig langsomt over hans læber mens han så på hende.
"Det er derfor vi er her, Lucilla," svarede han hendes ord, den bløde, mørke stemme fyldte rummet som et roligt, venligt favntag om hende og selvom han havde lovet sig ikke at gøre det igen, måtte han tilstå at han slap sit sind imod hendes og plantede endnu et frø, et kortvarigt glimt af ham med armene om hende i et kram, intet andet, faderligt, roligt, vuggende blidt frem og tilbage for at trøste hende. Det billede der kort ville flakke for hendes indre blik, og som hun kunne læne sig ind imod.
"Når vi kigger dybest ind i os selv og ser vores svagheder og lærer at erkende at de er der, så tager vi skridtet videre til at blive noget større end vi var før," forklarede han mens han stadig holdt notesbogen lukket og holdt sit blik på hende for at fremstå nærværende og imødekommende overfor hendes usikkerhed. "Vi skal falde for at rejse os. Vi skal fejle for at lære, det er sådan livet er. Mange folk glemmer det og tror at de kan blive en mesterkok eller stor troldmand i løbet af ingen tid når de går på Hogwarts. Men sandheden er at der er meget mere ved livet. Og vi glemmer at få sjælen med. Vi glemmer os selv fordi andre presser os ned og holder os nede så vi ikke kan rejse os igen. Er du vred på din far?" det sidste spørgsmål var ikke skarpt eller direkte, men mere en naturlig udledning af hans ord og hendes udtalelser, og dog alligevel ledende.

[Lucilla Locket]

Aldrig havde hun mødt så vis en mand, og hun havde alligevel mødt mange gennem hendes far og gennem hendes professorer. Hun beundrede ham og det blev afspejlet i det blik hun så på ham med. En følelse af varme bredte sig i hende, når nu hun blev mødt med en sådan forståelse fra hans side. En følelse af at blive holdt om og endelig at få at vide at alt nok skal gå - at han var der for at lytte og for at arbejde med hende og ikke imod hende.

Hans spørgsmål kom ikke helt bag på hende og dog kom hun alligevel med et overrasket stille fnys, ”Jeg har været vred på min far mange gange... men om jeg er vred? Jeg tror nærmere jeg er forvirret over ham. Jeg prøver at være... hans lille pige... og jeg tror også jeg er det i hans øjne sommetider. Men andre gange føler jeg at han ser mig som en der ikke burde være en del af familien - men måske er det fordi min far har et traditionelt syn på kvinder.” og det kunne hun måske bare ikke helt acceptere. Eller måske var der noget dybere... eller måske var hun bare en ængstelig teenager!

[Matthew J. Darklighter]

Han sad blot med hovedet lidt til siden mens han lyttede til hende og nikkede afsluttende inden han atter åbnede notesbogen, tog et par notater og lukkede den atter igen for at være nærværende sammen med hende. Han skulle nok fodre hendes faderkompleks som en gås der skulle fodres og slagtes for at lave foie gras. Hun ville blive hans foie gras.
"Jeg kunne godt tænke mig at røre lidt ved dig nu her, mens vi snakker om det her emne," sagde han uden omsvøb og rejste sig og lagde notesbogen og blækpennen på stolen. Han gik det korte skridt der var mellem stolen og til chaiselongen hvor han tog hende blidt ved hænerne og dirigerede hende om til en position hvor hun lå på ryggen på chaiselongen. Der var plads nok til at han kunne sætte sig på kanten, som hvis hun havde ligget i en seng og han kom ind og satte sig ved hendes side. Han lod hendes venstre arm hvile ned langs hendes side og den anden ligge lidt lige hen under brystet inden han lagde en varm, stor hånd på hendes bløde mave. Han kunne mærke hende igennem stoffet næsten. Hvordan er det at få sat ord på endelig?" spurgte han mildt mens han lod hånden hvile mod hende, tung og samtidig blidt insisterende. Hun havde underskrevet en kontrakt og hun var hans, og han ville forme hende. "Det lyder som noget du måske har båret rundt på en rum tid," tilføjede han konstaterende.

[Lucilla Locket]

Ikke mange øjeblikke gik fra hendes svar til at han insisterede på at skulle røre ved hende. Det gjorde hende igen nervøs, trods hun prøvede at fortælle sig selv at det bare vare en del af det kursus hun skulle igennem for at nå til den fremtid, der ville give hendes liv mening.
”O...okay...” fik hun tøvende fremstammet, før hun lod sig dirigere en anelse anspændt om på ryggen, hvorpå han lagde sin hånd på hendes mave. Det føltes som om tusinde potter og pander slog sig sammen indeni hovedet på hende, som han rørte ved hende, samtidigt med at hun fyldtes med en varme, der steg hende til kinderne.
Selvom situationen gjorde hende nervøs insisterede hun (til sig selv) på at kigge manden i øjnene, som for at holde øje med hvilke intentioner der var i hans blik, selvom hun nok ikke ville kunne gennemskue dem, hvis der var nogle dårlige i blandt.

”Det føles... lettende? Lettende at dele det med nogen... jeg troede jeg ville føle mig mere skyldig for at have sådan nogle tanker - som om jeg er utaknemmelig... men det lettede i stedet, især fordi jeg ikke tror at De ville være sådan over for Deres børn. De virker til at forstå mig bedre end min far.” det var måske lidt pinligt at indrømme, og var det mon for privat? Det fik hende til at slå sit blik en anelse genert væk.

[Matthew J. Darklighter]

Hans hånd bevægede sig op til hendes kraveben og lagde sig fladt over hendes bryst som var han en læge der undersøgte hendes krops struktur. Han smilede smalt mens hun snakkede og lod hende færdiggøre sine ord mens han holdt hendes blik med sit. Han sad let drejet og bøjet ind over hende mens han lod hånden hvile tungt imod hendes brystkasse.
"Har din far nogensinde holdt dig tilbage imod din vilje hvis der var noget du gerne ville opnå? Uddannelse, arbejde, målsætninger, drømme?" spurgte han lidt mere indgående og hans øjne var smalle og undersøgende mens han afventede hendes svar. "Dem der holder os tilbage fra vores drømme er dem, der aldrig kommer til at give os noget positivt i livet," forklarede han roligt og lod sit blik glide lidt ned over hendes ansigt til hendes læber, men han trak blikket helt ned til hans hånd der hvilede mellem hendes bryster mod kjolens stof. "Har du drømt for nylig?" spurgte han stilfærdigt, som om han allerede kendte svaret og blikket gled skarpt tilbage op til hendes øjne.

[Lucilla Locket]

Lucilla kunne mærke temperaturen stige, da hans hånd bevægede sig op over hendes brystkasse. Aldrig havde hun prøvet noget så grænseoverskridende, især nu hvor hun kunne mærke hvordan effekten af hans hånd var en øget puls, som hun var bange for at han kunne mærke.
Med et enkelt ryst på hovedet begyndte hun at svare hans spørgsmål om hendes far ”Det var aldrig et spørgsmål hjemme hos os... han har altid været klar om hans forventninger til mig. Der var en enkelt gang...” hun tænkte tilbage på den gang hun havde drømt om at rejse verden rundt og lære alle de magiske planters navne. ”Men han mente ikke at min drøm egnede sig for en kvinde.” hun følte ikke et behov for at nævne hendes ønske om at studere magiske planter, den gang hun var tolv år.
Hans næste spørgsmål gjorde hende mere nervøs og gav hende følelsen af endnu engang at være smidt tilbage i selv samme drøm om Matthew og hans solide mahogni skrivebord. Det gav hende næsten gåsehud at tænke på det, nu hvor han også havde sin hånd på hende. Hun gjorde alt for at undgå hans blik, men mødte det alligevel. Alt hun kunne få sig selv til var at nikke, mens hun holdte vejret.

[Matthew J. Darklighter]

Han nikkede forstående mens han lod hende snakke og trak blikket til sig og lod det glide ned over hendes krop, vurderende og undersøgende.
“Godt, drømme er vigtige, de fortæller noget om vores dybeste ønsker og hemmeligheder,” sagde han med en filosofisk stemme mens han langsomt trak hånden til sig igen og lagde den tilbage mod hendes mave, denne gang lidt længere nede ad hendes mave. Han hævede blikket tilbage op til hendes ansigt og gav hende et varmt, empatisk smil.
“Hvad var hans forventninger til dig, Lucilla?” Spurgte han mildt og lod hånden hvile tungt på hendes mave, varm og rar og beroligende. Han kunne ikke dy sig for at sende endnu en strøtanke i hendes retning, et billede der måske ville være lidt mere syndigt, som forestillede hans hånd nede under hendes skørt. Et glimt, en kort idé, som kom det fra hendes eget indre. Han ville se hvor meget han kunne rykke med hendes grænser, og hvor meget hun kunne holde fokus mens han distraherede hende og hvordan hendes krop reagerede. Hun var varm og pulsen var højere end den han havde noteret før, hvilket allerede havde været væsentligt højere.

[Lucilla Locket]

Lucilla prøvede at være forstående for at han rørte ved hende, men det føltes mere intimt end hun var tryg med.
”Han forventer at jeg bliver færdig på Hogwarts og gifter mig med en ambitiøs mand med en god fremtid foran sig... og så skal vi have børn, selvfølgelig... og jeg har ikke...” en tanke ramte hende, som distraherede hende en anelse ”Jeg har ikke noget imod den fremtid, men jeg vil gerne have mere end det.”
Da tanken om ham med hånden under hendes kjole strøg gennem hendes tanker begyndte hun at overveje om hun blev nødt til at stoppe ham. Det føltes grænseoverskridende og forkert, så hun satte sig op, ”Undskyld, jeg... kan jeg lige få lov til at sidde op?” hendes kinder var røde og hun kiggede nervøst efter glasset med vand.

[Matthew J. Darklighter]

Han smilede venligt til hende og slap hende med det samme da hun protesterede og rakte hende straks vandet som var det en automatisk indøvet bevægelse.
“Selvfølgelig, kom,” han rejste sig for at give hende plads og gik tilbage til stolen hvor han tog notesbogen og bladrede kort igennem den hen til hendes side hvor han begyndte at notere ned allerede inden han satte sig og lagde det ene ben over det andet med en myndig mine. Han hævede blikket til hende som for at vise hvor afslappet han tog det hele, selvom han kunne have sendt adskillige tanker i hendes retning, måtte han holde sig tilbage. Hun havde nået en grænse og han noterede den sig. 
“Jeg er glad for at se at du ikke har ladt dig holde tilbage, på trods af din fars behandling af dig,” sagde han og vendte tilbage til et mere neutralt tonefald. Det var vigtigt ikke at lægge for meget pres men samtidig teste vandene. “Nu er du her, og jeg tror vi kan få et rigtig godt samarbejde,” hans smil blev bredere og hendes glød bundfældede sig i en skjult fryd. “Tror du ikke også det?” Spurgte han med hovedet lidt på skrå som for at høre hendes mening.Han ville lade hende komme til orde, føle sig hørt og værdsat som hun ikke havde af andre.

[Lucilla Locket]

Lucilla kunne have endt med at føle sig for overvældet til at fortsætte, men at han trak sig da hun bad hende om det fortalte hende om hans professionalisme i hele dette kursus. Han respekterede hendes grænser, men ville som han selv direkte havde nævnt inden de startede, prøve at rykke dem en smule. Det virkede ufarligt nu... i hvert fald mindre farligt. Hun udåndede lettet efter hun havde taget sig en tår vand og hun sendte ham et varmt smil, og i et øjeblik ønskede hun at fortælle ham at hun havde drømt om ham - hans øjne hev hende ind - men hun kæmpede mod sin lyst til at være alt for åben... måske der ville komme en dag hvor hun kunne dele det. ”Jeg tror ikke jeg kommer til at fortryde et øjeblik af det her kursus. Jeg har sjældent følt mig udfordret på den her måde... det er spændende og nyt.” og bestemt ikke noget hun ville fortælle hendes forældre om. Det var for pinligt.