There's a first time for everything

[Matthew J. Darklighter]

Lucilla Locket

Tid: sent på eftermiddagen

Sted: vestfløjen på Darklighterpalæet hvor firmaet har hovedkvarter og kurset sine lokaler

Vejr: mildt snevejr

Vestfløjen indeholdt Darklighterfirmaet Northern Lights Industries hovedkvarter. Udvendigt lignede det det samme, gamle palæ, men indvendigt var det langt mere moderne og minimalistisk indrettet. Hvide fliser, sorte kanter, sterilt, clean og poleret. Man kunne komme til det via hovedbygningen i palæet eller hvis man fortsatte rundt om bygningen kunne man gå igennem en stor dør der åbnede op til en stor receptionshal hvor man kunne se op til de mange etager hvor glasvinduer adskilte etagerne fra hallen, der strakte sig op og op. Der var både kontorer for muggler-forehavender og for det magiske samfunds forbindelser og forretninger. Bag hele den glatte overflade, et sted inde bag en dør lå en lang gang der ledte ned til kursets områder. Der var en større sal tilegnet fysiske gruppe-opgaver, et par kliniske mødelokaler, samt hvad der mest af alt lignede et klasseværelse. Til allersidst, med vinduer ud til den næsten royale have bag palæet, var et enkelt rum med en stol og en chaiselong, som et klassisk værelse til en psykolog. Der var røgelsespinde og små sukkulentplanter samt behagelige billeder af kunst på væggene.

Det var netop dette rum som Matthew valgte til den første lektion til Lucilla. Han stod i receptionshallen og ventede, myndigt klædt i sorte bukser og skjorte, det lange, ravnsorte hår strøget om bag nakken og i kortfattet samtale med den blank-øjede, blonde receptionist mens han afventede Lucillas ankomst. En stak pergamenter fløj af og til gennem luften for at nå deres modtagere rundt omkring ved de forskellige diske og etager. Magi var til stede selvom omgivelserne næsten emmede af et højt profileret forretningsimperium fra mugglerverdenen.

[Lucilla Locket]

Igen var Lucilla havnet ved Darklighter palæet. Denne gang var hun blevet instrueret til at møde Lord Darklighter i Vestfløjen, hvor firmaets og kursets hovedkvarter lå.
Denne gang var hun heldigvis ikke blevet mødt af regn på sin rejse, men blodt mildt snevejr, som havde lagt sig let hen over hendes skuldre og hendes blonde hår, inden hun nåede at træde indenfor.
Lucilla havde denne gang næsten forventet at møde sin Lord ved indgangen ligesom sidste gang, og rigtigt nok stod han i receptionen og talte med receptionisten. Hendes blik tog ham kortvarigt ind, før hun bevægede sig nærmere, indtil hun stod ved siden af ham med et let smil plantet på læberne.
“Lord Darklighter, jeg håber ikke De har ventet længe,” hun var kommet til tiden - et par minutter før faktisk. Hun havde skyndt sig at tage et bad og klæde om efter undervisningen på Hogwarts og var fluks taget af sted for at mødes med hendes nye chef. Hun havde taget et risikabelt valg ved at tage en mønstret grå hverdagskjole på, inden under den sorte frakke. Hun havde ikke de store anelser om hvad de skulle lave i dag, men hun regnede ikke med at de skulle ud og spille Quidditch, så en kjole ville vel være i orden.

[Matthew J. Darklighter]

Han vendte sig imod hende da han hørte døren gå og sendte hende et smalt smil da hun nærmede sig.
“Ah, Lucilla,” han rakte hånden ud til en høflig hilsen og hans anden hånd lagde sig over hendes i et venligt greb mens han modtog hende ved receptionen. “Ingen grund til bekymring jeg skulle alligevel ordne lidt ting,” han pegede over skulderen til receptionisten der skyndte sig at se bort og ned til sine papirer. Matthew slap Lucillas hånd og istedet snoede en arm om hendes skuldre og tog hende med sig ind ad en gang væk fra den lidt livlige indgangshal og ned mod kursets områder.
“Og kald mig bare Matthew når vi er på to-mandshånd, vi får set hinanden nok til at Lord Darklighter bliver lidt trættende at sige hele tiden, så gem det til der er flere omkring os,” tilføjede han med et jovialt tonefald mens de gik og hans fingre om hendes skulder gav hende et venskabeligt klem. Det var vigtigt at etablere et fundament af forståelse og et fortroligt bånd, og derfra arbejde sig videre ind i varmen.

[Lucilla Locket]

Det glædede hende at han så hurtigt genkendte hende. Lucilla vidste at Lord Darklighter var en travl mand og så nye ansiger omtrent hver eneste dag. Han havde ikke nogen indsigelser imod at have ventet på hende, og det fik hende til at lyse op.
Han havde lagt en arm om hendes skulder og det sendte en elektrisk følelse gennem kroppen på hende. Velbehag eller en advarende følelse?
Og så fortalte han hende at hun måtte kalde ham Matthew, når de var på tomands hånd vel og mærke. Det fik hende til at føle sig speciel, at han gav hende denne anerkendelse og opmærksomhed. Han var, når hun overvejede det, desuden nok en af de første voksne mænd der havde tilladt hende at tiltale ham ved fornavn i stedet for det typiske efternavn eller titel.
Lydigt fulgte hun ham og hun lo let, ”Det har De måske ret i, Matthew.” prøvede hun for at smage på hans navn ”Tak, det betyder noget for mig at du ønsker at være en smule mere personlig med mig. Det hjælper på min nervøsitet.” fortalte hun ham stille. Jo, hun var meget nervøs for hvad de skulle i dag.

[Matthew J. Darklighter]

Han sendte hende et næsten blændende smil som de standsede ved den aller sidste dør der stod halvt åbent og viste det private konsultationsrum med stolen og chaiselongen. 
“Det betyder meget for mig at være personlig med dig, Lucilla,” sagde han og viste hende ind foran sig med en arm der skubbede døren op foran hende så hun kunne træde ind i rummet. Billederne derinde var statiske men smuk muggler-kunst, så der ikke var nogen vidner eller ører på væggene. Han kastede et blik ud i gangen bag dem inden han lukkede døren forsigtigt i og slog låsen for inden han vendte sig om mod hende og hans ene hånd lagde sig over sit andet håndled mens han betragtede hende smilende, lyset i rummet fik hans øjne til at glimte som snefnug på en frostklar morgen. “Jeg håber du er ok med den låste dør,” sagde han inden han gik hen og viste hende at hun kunne sætte sig på chaiselongen mens han selv tog plads i stolen ved siden af. En lille læderindbunden notesbog og en sort, glad blækpen lå klar ved foden af stolen og han samlede dem op i skødet. “Der er jo ikke nogen der skal forstyrre os,” tilføjede han med et smil og sigende blik på hende. “Du kan bare tage jakken af og ligge dig til rette,” bad han hende mens han slog op i sin notesbog og skrev lidt ned på en side.

[Lucilla Locket]

Hun trådte ind i konsultationsrummet, hvor hendes blik med det samme fandt chaiselongen og stolen. Det mindede hende om den gang som barn, hvor hun havde fået lov til at lege i samme lokale, som hendes mor havde siddet i, når hun havde været til samtale med en psykisk healer... psykolog? Det var måske det rette ord for det.
Hvis ikke hun allerede var begyndt at rødme før, da Matthew fortalte hende at han ønskede at være personlig med hende, så gjorde hun det i hvert fald nu, hvor døren blev låst og hun vidste at hun skulle til at ligge sig til rette. Han spurgte om hun var okay med den låste dør og hun vidste ikke helt hvad hun ville svare til det - i et split sekund tænkte hun på Thereza og hendes samtale og så smilede hun alligevel, fordi hun måtte minde sig selv om at hvis noget kunne gå galt, så havde hun jo nok hørt rygter om det, ”Jeg vil faktisk helst have døren låst. Det er ikke sjovt, hvis der kommer folk ind og ud af døren, hvis vi skal koncentrere os.”

En anelse anspændt i sin gågang gik hun først hen for at aflevere sin frakke og derefter hen til chaiselongen og tog plads. Først nu lagde hun mærke til at alle billederne... ja, de bevægede sig slet ikke. Det var faktisk en anelse uhyggeligt, fordi hun ikke var vant til denne form for kunst - alligevel vidste hun jo godt at det blot var mugglekunst. Det havde hun jo læst om.
”Er De meget fascineret af mugglekunst, Matthew?” spurgte hun nysgerrigt. Hun lagde sig til rette og kiggede stadigvæk rundt på kunstværkerne.

[Matthew J. Darklighter]

Han lod hende falde til i rummet og smilede som hun lagde sig til rette. Hans blik gled over hende som en sulten ulv der betragtede et bytte det lige havde slæbt ind i sin hule og ventede på at fortære hende. Hvis blikke kunne æde, var hun hans forret, hovedret og dessert.
“Mugglerkunst er, ligesom al anden kunst, værd at forstå, for at forstå dem man færdes blandt,” svarede han og lænede sig lidt tilbage i stolen mens han tog billederne i bedre øjesyn som om han ikke havde set dem før. “De her, specifikt, er flamske malere fra det 16. Århundrede,” forklarede han og så tilbage på hende med et varmt blik. “Kunst er sjælens sprog, Lucilla. Er du kunstnerisk anlagt?” Spurgte han med et lille træk i mundvigen der lignede et smil men ligeså vel kunne være antydningen af at han ville give hende en nedladende kompliment for at spørge ind til hans smag i kunst.

[Lucilla Locket]

Det var interessant at se et lokale fyldt med så mange døde malerier. Hendes forældre ville hade det, men Lucilla følte sig meget betaget af kunsten. Hun ville næsten gå så langt og sige at hun kunne relatere til det livløse kunst.
Da han stillede hende spørgsmålet, vendte hun sit blik om imod Matthew og mødte hans isblå øjne. Hun var usikker på hvordan hun skulle svare - for hun vidste nok umuligt lige så meget som han gjorde om kunst. Hun foldede sine arme under sit bryst “Jeg… Jeg vil sige at jeg er fascineret af kunst. Jeg kan selv finde ud af at male levende billeder, selvom de nok aldrig bliver smukke nok til at hænge i et palæ, som Darklighter palæet,” den sidste del var ikke sagt med usikkerhed, det var nærmere en konstatering - for så ofte malede hun ikke, at hun nogensinde ville blive en berømt og eftertragtet maler. Hendes forældre havde bare altid opfordret hende til at være kreativ.

[Matthew J. Darklighter]

Blækpennens spids skrabede mod notesbogens side, om han enten skrev hendes ord ned, en betragtning heraf eller noget helt andet var ikke til at sige. Pennen trak en lang streg til slut og satte en prik for enden af noget inden han foldede hænderne og så på hende igen.
"Mens du er her på kurset vil jeg foreslå dig at tage dig tid til at male," sagde han, som var det en henkastet bemærkning. "Når man arbejder, som vi arbejder, med kroppen, sjælen og sindet, så er det sundt at have et sted at vende sig til som måske ikke nødvendigvis er andre folk, og få sine tanker ned på papir eller et lærred eller andet kreativt. Det er sundt at bearbejde forandring på den måde," forklarede han. "For vi kommer til at arbejde en del med alle tre facetter. Kroppen er vores skald, vores fysiske kapacitet. Jeg kommer til at udfordre den gennem nogle øvelser - senere," hans smil blev en kende mere tydeligt i hans mundvig. "Sjælen er vores virke, vores individualisme, vores drive. Det er her alle vores lyster og behov og viden bevæger sig rundt i en suppe, mens sindet er hvad der trækker dem ud og gør dem til faktorer for handling eller ord igennem kroppen. Det er et tre-parts system, som du kommer til at stifte bekendtskab med en del," fortalte han mens hans blik hvilede på hende. Han tog en pause og rejste sig og gik hen til et lille sidebord hvor der stod en karaffel med vand og to glas. Han fyldte dem begge (karafflen blev på magisk vis fyldt op igen så snart han var færdig) og gik tilbage for at give hende et og tage et selv. Han drak en slurk og satte det fra sig på gulvet.
"Idag kommer jeg også til at komme lidt ind på det. Vi starter med sjælen, dit drive, dine målsætninger, dine drømme og værste mareridt, så vi kan få kortlagt hvad der skal ske i løbet af kurset. Derefter kigger vi på dit sind, hvordan du omsætter dine tanker til handlinger og konkretiserer dine ønsker for at opnå dem, og til sidst," smilet blev bredere igen mens han lavede en lille punktopstilling i notesbogen, "vil jeg skulle mærke lidt på dig, for at se hvordan din krop tager imod når du vil opnå noget. Men lad os starte lidt mere jordnært, hvordan har du det, lige nu og her mens du ligger her i rummet?" spurgte han og lod blækpennen hvile mens han fjernede blikket til hende.

[Lucilla Locket]

Hun noterede hans bemærkning med et bekræftende lille nik. Lucilla havde før elsket at male portrætter af folk og landskaber - men hun havde nået et punkt, hvor hun ikke følte at hun så nogen udvikling i hendes evne og derfor havde det efterladt hende med en følelse af at være talentløs indtil hun til sidst var stoppet.
Blikket fulgte ham, som hans smil blev tydeligere og som han rejste sig op for at hente dem begge et glas vand. Først nu kunne hun mærke præcis hvor tørstig hun følte sig, da hun endelig sad og sippede til glasset hun var blevet givet. Hun havde valgt at forholde sig lyttende, som om han blot var endnu en professor i et nyt klasselokale.
Da han nævnte alt hvad de ville komme ind på i dag kunne hun godt mærke at det var en smule overvældende, ikke blot at skulle gå i dybe detaljer om drømme og mareridt, men også tanken om at han skulle mærke på hende. ”Det lyder alt sammen... det er meget at tage ind.” svarede hun ham, da han stillede sit spørgsmål, mens hun forsøgte at lyde mindre nervøs end hun var. Hun havde ikke lyst til at fokusere på den bekymring der fulgte hendes tanker mest. ”Jeg føler mig... både tryg, men også som om jeg ikke helt kan slappe af. Det er vel meget normalt? Det er alt sammen meget nyt for mig...” hun kiggede ned på sit glas, mens tankerne om at han ville mærke på hende rungede i hendes hoved. Hun kunne mærke pulsen stige. ”Tager De Dem af alle kursisterne?” sagde hun i en indånding og tog sig modet til at kigge over på ham igen. Manden så intens ud med hans blå øjne og det sorte hår - men han var charmerende og dragende... hans ord kunne skræmme hende, men hans udstråling fik hende til at falde til ro igen.

[Matthew J. Darklighter]

Han skrev et par stikord ned og lagde derefter hovedet lidt på skrå mens han lyttede til hende fortælle hvordan hun havde det. Han smilede uforbeholdent.
"Det er ganske normalt," svarede han. "Alle er lidt nervøse og lidt påpasselige til at starte med, men når der er gået et par gange plejer det at hjælpe og så løsner man mere op. Det tager tid at opbygge tillid. Jeg skal have din, du skal have min," han slog ud i en mild latter for at opbløde stemningen lidt, "jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke også var lidt nervøs," han blinkede sigende til hende og strøg en hånd gennem håret så det kom bag nakken. "Jeg tager mig af alle kursister, ja, men jeg vil sige jeg nok kommer til at arbejde lidt mere, hvad skal man sige?" han kastede et blik søgende ud af vinduet mens han holdt en kunstpause, "intenst med dig," afsluttede han til sidst og lod sit blik glide tilbage til hende. Smilet var farligt, frydefuldt men på samme tid også mildt og blidt. "Hvis du regner med at blive distributør efter kurset skal jeg nok give dig en lidt mere personlig behandling."

[Lucilla Locket]

Lucilla fjernede ikke sine blå øjne fra ham, som han forklarede at de begge blev nødt til at opbygge tillid til hinanden. Det var overraskende beroligt at høre ham på sin måde at bekræfte at det ikke var en forudsætning for ham at han havde hendes tillid med det samme - tillid skulle opbygges. Lucilla havde ikke haft stor grund til ikke at stole på andre i sit liv, ud over et par fyre der havde været en smule for... nærmest besatte af hende... for en periode. Men Matthew var ikke bare en dum teenager - han var en gallant gentleman og en lord.
Det fik hende til at le lettet, da han nævnte at han også var nervøs, ”Hvad har De at være nervøs for, Matthew? De har vel prøvet det her mange gange før,” det blev sagt med et venligt smil på læberne.
Lucilla ville gerne gøre Matthew stolt - sørge for at han ikke kom til at fortryde at have lavet en aftale med en syttenårig der endnu ikke engang var færdig på Hogwarts, så derfor nikkede hun og talte så igen ”Jeg kan sagtens klare intenst arbejde.” Hendes øjne lyste op ved tanken om at blive hans distributør.

[Matthew J. Darklighter]

Han fugtede kort sine læber med en tungespids og lod den langsom glide ind bag tænderne der holdt let i underlæben, ikke et decideret bid, bare en lille friktion, til læben blev sluppet. Det var som en lille usynlig reaktion på hendes ord, men ikke desto mindre var hendes ord som sød musik i hans ører. Han smilede smalt og lænede sig frem for at lægge en hånd varmt på hendes mens han mødte hendes blik med sit, åbenhjertigt virkede det næsten, varmt og medfølende, som en forstående far.
"Jeg er altid nervøs, min pige," sagde han og gav hendes hånd et klem inden han slap hende og lænede hende tilbage. Hans fingre havde kortvarigt hvilet om hendes håndled så han kunne mærke hendes puls og han bemærkede det kort i baghovedet så han kunne notere det bagefter og ikke virke alt for åbenlys i sin handling ved at røre ved hende. "Hvis du ikke er nervøs, så er du vel heller ikke levende og tilstede og klar på hvad der skal ske. Det er krybdyrhjernen i os, vi har den allesammen, om vi er mugglere eller magikere," han prikkede sig mod tindingen, "det er herinde magien foregår, og det er den vi skal have klarlagt for at vide hvilke ting der kan spænde ben for dig i firmaet - når du selvfølgelig er færdig med kurset," tilføjede han smilende og noterede endelig hendes puls i hjørnet af notesbogen inden han så op på hende igen.
"Da du først kom til samtale med mig nævnte jeg at vi skulle arbejde lidt med nogle grænser, så vi kan få effektiviseret dine kompetencer og dit talent. Lad mig høre hvad er nogle af de grænser du har? Måske ting der holder dig tilbage?" spurgte han og holdt pennen klar til at skrive ned.

[Lucilla Locket]

Hendes hjerte bankede hurtigere, da han rørte hendes hånd. Da han kaldte hende for hans pige, vidste hun ikke præcis hvilken følelse der skyllede ind over hende, men følelsen var varm og velkommen, samtidigt med at hun også skammede sig en smule over at tage ord hun så tit havde hørt fra sin egen far, og omdanne dem til noget så... ikke faderligt.

”De har virkelig en effekt på folk, har De ikke, Matthew?” spurgte hun ham, mens hendes læber trak op i et lille skævt smil. ”Jo, jeg er nervøs... men De er virkelig også god til at vinde ens tillid. Jeg ville ønske jeg besad den evne.” hun stillede sit glas fra sig og kiggede igen på Lord Darklighter.
Hun måtte undersøge sin hjerne lidt for at finde hendes begrænsninger i livet, og hun følte at mange af dem fik hende til at lyde som en der ikke havde nogen oprigtige problemer ”Jeg har måske haft en tendens til ikke at lade mig blive bemærket. Jeg føler nogen gange at folk bare ser en blonde og blåøjet pige, uden noget mellem ørerne, når jeg åbner munden for at tale.” hun kunne mærke en klump samle sig i hendes hals og hun måtte rømme sig kort, fordi det gjorde hende en smule følsom at snakke om dette emne. ”Jeg mangler evnen til at få folk til at lytte til mig, når jeg taler. Jeg er måske bare et dumt pigebarn i folks øjne, men jeg er alligevel et dumt pigebarn med holdninger, hvis folk bare gad at lytte.” hun slog over i en næsten lydløs latter, i et håb om ikke at begynde at græde i stedet for.

[Matthew J. Darklighter]

Han smilede til hende men svarede ikke på hendes bemærkning om hans påvirkning på andre. Det var et faktum at han havde tillært sig den metode der gjorde folk mest modtagelige overfor ham, og han var altid beregnende når det kom til sociale sammenhænge.
Han noterede lystigt ned mens hun talte og holdt inde ved hendes sidste ord og så op fra notesbogen. "Du bruger ordet dum, ret ofte, er det noget folk har kaldt dig eller er det et ord du bruger om dig selv for at beskrive hvordan du ser dig selv eller opfatter dig selv?" spurgte han og hans blik blev mere undersøgende på hende. "Alle kan lære at blive hørt," tilføjede han. "Og det er jeg sikker på at du også kan lære," han smilede varmt til hende og greb ud efter en lille boks med servietter der stod i vinduet ved siden af røgelsespinden, hvis røg snoede sig op i en tynd spiral. Han satte boksen på chaiselongen ved siden af hende.
"Bare tag, hvis du føler du får brug for det," forsikrede han hende og idet han satte sig tilbage lod han hånden strejfe hendes knæ blidt.