Professor og professor imellem

[Adeline Marche]

OUTFIT
Tilegnet: Delphine Modeste St. Martin
Tidspunkt: Aftensmad på Hogwarts efter juleferien

Adeline havde haft travlt hele juleferien. Så travlt at hun knap nok havde bemærket at der var startet en ny professor for Talmagi, før hun blev introduceret for idéen om at vise hende rundt på Hogwarts. En skam, for den sidste professor havde nu været rimelig rar og havde også haft en god viden omkring eliksirer.
Derfor kunne Adeline heller ikke lade være med at kaste et blik over på den nye professor, så snart Adele var trådt ind i storsalen og så hende sidde på pladsen ved siden af hendes oppe hvor de ansatte spiste. Hendes blik blev sendt for at vurdere hvem hun mon kunne være. Nogle følelser blev vækket i Adeline, som hun ikke helt kunne placere. Hun havde ikke lyst til at lære denne kvinde at kende! Men der var ikke nogen vej udenom det. De skulle trods alt sidde sammen.

Hun fik placeret sig på stolen ved siden af hende og hun havde til først svært ved at kigge Delphines vej. Måske fordi Adele ikke helt vidste hvordan hun skulle virke interesseret - eller måske fordi hun i virkeligheden bare var en smule genert og dårlig til at møde nye mennesker. Endelig vendte hun sig om mod kvinden og sendte hende et vurderende blik gennem de blå øjne, før hun rakte hende hendes hånd, “Professor Marche, eliksirmester og overhoved for Slytherin. Velkommen til Hogwarts, Professor St. Martin.” hun rakte hende høfligt sin hånd for at hilse.

[Delphine Modeste St. Martin]

OUTFIT

På mange måder var Delphine meget glad for at være tilbage i lærergerningen. Hun havde nået at eje Madam Malkins i knap et år, før hun satte butikken til salg. Det var nok sket efter en længere samtale med Blanche Elaine Beaumont. Selvom Blanche var den sidste person hun havde lyst til at tænke på lige nu. Mest fordi hun blev rød i kinderne og varm i... ja, dernede af det. Det var svært ikke at tænke på den 'rusketur' hun havde fået, og hvad hun havde givet igen. Men det skulle hun altså ikke tænke på lige nu, når hun sad i et lokale fyldt med skoleelever. Det var for akavet.

Men de var næsten blevet taget i 'det' af deres datter Elise Maude St. Martin for fanden!

Så hun var altså blevet Professor i Talmagi. Det var faktisk noget, hun havde læst som ekstrafag dengang hun læste tranfiguration, som jo egentlig var hendes 'rigtige' passion. Men Talmagi var også et fantastisk fag, og når man tog en så impulsiv beslutning, så tog man hvad man kunne få. Hvilket måske også var meget godt til at starte med. Hun var meget forbløffet over, hvordan Beauxbatons og Hogwarts var så forskellige. Hogwarts var lidt mere et gammelt slot, mens Beauxbatons var nærmest et kunstværk. Ikke at hun skulle klage. Her var fint.

Og så satte nogen sig ned ved siden af hende. En som fik hende til at skubbe Blanche ud af hovedet igen. En smuk kvinde, selv efter Delphines franske standarder, sad nu ved siden af hende. Fine træk, smukke øjne og det hele. Hun kunne mærke et sug i maven, og fjernede derved sit blik fra hende. Hun rettede på sin kåbe af stjernehimmelstof, og nikkede høfligt til hende.

"Godaften Professor Marche," svarede hun blot med endnu et nik med den fine, franske accent, og forsøgte at holde sig roligt og ikke begynde at rødme eller noget andet lige så fjollet. Nu sad de jo ved siden af hinanden, og kunne ikke rigtig ignorere hinanden. Desuden så sad Professoren på den anden side og gaflede i sig, og havde faktisk ikke engang præsenteret for hende. Så den eneste mulighed for en samtalepartner var altså Professor Marche.

[Adeline Marche]

Et lille smil plantede sig på læberne af Marche, da St Martine havde hilst tilbage på hende. I det mindste var hun ikke så uhøflig at hun bare ignorerede hende. “Jeg ved ikke om De har fået det at vide, men det er meningen at jeg skal vise Dem rundt efter aftensmaden,” hun rakte Delphine en skål med kartofler, hvis hun nu skulle have lyst til sådan nogen. Jo mere Adeline talte, jo tydeligere var det at høre at hun oprindeligt var fransk, trods hun selv i sin ungdom havde gået på Hogwarts.

Den anden kvinde… Adele prøvede på ikke at stirre på hende, men hun kunne ikke helt få sig selv til at fjerne sit blik fra hende. Hendes kjole var noget så ekstravagant, hvis hun ellers skulle putte et ord på det. Selv var Marche iklædt en blanding af en lang blazer med dybe lommer til tryllestaven, samt sorte bukser og en mørk lilla trøje. (OUTFIT)
“Man skulle tro De var astronomi professor,” bemærkede hun, da hun lagde mærke til at kjolens slør viste stjernehimlen.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine lyttede til kvindens ord, og lagde godt mærke at der var den mindste smule accent. Hvilken slags havde hun dog ikke helt styr på. Ikke helt i hvert fald. Men hun gik ud fra noget fra samme sprogstamme som hendes eget franske. Hun nikkede endnu en gang af hendes ord, og gjorde det derved klart, at hun ikke syntes... well, det var i hvert fald ikke en dårlig idé.

"Fantastique!" kom det næsten lidt for begejstret fra hende, før det gik op for hende, at hun havde talt fransk. Det havde ikke været meningen, og hun mærkede varmen i nakken fra forlegenhed.

"Jeg mener, godt. Rart. Ja," kom det forfjamsket fra hende, som hun så ned i tallerkenen. Hun havde stadigvæk ikke øst op på den, men det gik nok også. De havde tid endnu til at spise, så alt skulle nok gå. Hvis ellers hun kunne stoppe med at udbryde ting på fransk. Og hendes tanker gled så videre på, at der ikke var noget bedre end folk der talte et andet sprog i sengen. Pinligt. Akavet. Stop dig selv Delphine! Irettesatte hun sig selv i tankerne.

Hun så derefter op og ned af Professor Marche. Hun var tydeligvis mere beskedent klædt. Eller i hvert fald mindre flamboyant. I forhold til Delphines eget outfit altså. Faktisk følte Delphine sig pludselig 'overdressed', og så rundt på de andre ved bordet. Det fik hende med det samme til at føle sig bedre tilpas, for hun var ikke den eneste, som havde hang til det flamboyante, så det ud til. Og heldigvis for det! Hendes øjne vendte da tilbage til Professoren, og hun gav hende et kort, høfligt smil.

"Franskmænd holder af fint tøj," var hendes eneste kommentar, men den blev hurtigt efterfulgt af, "Tøj er en art."

Så sænkede hun stemmen, og henvendte sig kun til hende. Ingen andre kunne høre hende, så lavt talte hun: "Er det du ved... trop? Ehm, for meget?"

[Adeline Marche]

Adeline vågnede op, da hun hørte Delphine sige noget på fransk. Ingen havde sagt at kvinden var fransk… vent, var det derfor de havde sat hende sammen med kvinden? Bare fordi de begge var franske? Pludselig følte hun sig… hun vidste det ikke helt! Diskrimineret imod? Bare fordi de begge var franske, betød det vel ikke at de absolut skulle kunne bonde sammen over vin og baguettes. Men hun burde måske have regnet det ud, da hun lærte hendes efternavn at kende. St. Martin var meget fransk.

“Fantastique,” gentog hun og lo ganske let, “Hvor længe har De været væk fra Frankrig, Professor?” spurgte hun hende nysgerrigt og tog sig en bid kartoffel med gravy, mens hun kiggede overvejende på Delphines kjole. Hun ville vel ikke sige at den var… jo, måske var den lidt for meget i forhold til hvad Adele gik med, men hun var så også selv før blevet beskrevet som intet mindre end ganske kedelig i sin påklædning, fordi hun ikke klædte sig så feminint, som hendes familiemedlemmer havde ønsket det, “Jeg… det er vel meget… Den klæder dig. Den er meget stor, men den får Deres form… jeg mener… Den passer Dem godt, trods størrelsen. Den er overraskende elegant,” just kill me now.
“Åh tro mig, jeg ved det, Professor. Min familie er selv fra Frankrig. Mine forældre bor der endnu, så det hænder at jeg får lov til at besøge dem i Frankrig,” svarede hun og tog sig en tår vand, i et forsøg på at fugte hendes nu ret så tørre mund. Var hun nervøs?

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine smilede lidt akavet, da Adeline så på hende igen med et noget overrasket ansigtsudtryk. Havde hun sagt noget forkert? Og hvad havde hun sagt forkert? Var det hendes udtale? Eller havde hun brugt et forkert ord? Det var seriøst svært at være franskmand blandt mennesker, som var vokset op med engelsk. Merde Merlin! Bandede hun indvendigt, og forsøgte at lægge ansigtet i høflige folder igen. Men det fik alligevel tippet hendes mundvige lidt op, da Adeline gentog 'fantastique' på perfekt fransk. Så følte hun sig lidt mindre sær.

"Min datter og jeg flyttede hertil for knap et år siden. Så mit engelsk er ikke..." Hun viftede med sin hånd ,for at finde ordet, men gav lidt op, for Adeline ville nok forstå meningen alligevel, men så kom det til hende "... bien," svarede hun eftertænksomt, og begyndte at øse lidt salat og kød op på sin tallerken. Kartoflerne holdt hun sig fra. Om det var en engelsk vane eller ej, så saltede de altid deres kartofler for meget. Det havde hun hurtigt lært, og vidste at det ville være en fortrydelse af smage på dem.

"Merci," svarede hun mens hun så ned i tallerkenen, så Adeline ikke skulle lægge mærke til, at hun rødmede en lille smule. Hun skulle seriøst lære at bruge noget mere rouge, så hun ikke rødmede så tydeligt! Hun kunne dog godt le lidt over Adelines meget forfjamskede sætninger, og det var det som fik hende til at se op igen.

Hun trak vejret ukomfortabelt, fordi hun måske havde strammet sit korset liiiidt for meget. Men hun ville gerne gøre et indtryk, og hun havde måske ikke fået trænet sin ballet nok, siden hun flyttede til England, for hun var - i sine egne øjne - blevet lidt fedladen. Ikke decideret tyk eller fed, men hun følte lidt, at hun havde lidt flere gram fat på maven, end hun havde lyst til.

"Ah. Fransk famille? Du har selv boet der, ja?" svarede hun interesseret, som hun spidede et stykke agurk, og førte det op til munden, for så at tygge grundigt på den.

[Adeline Marche]

Et lille chuckle kunne høres gennem Adelines sammenklemte læber, fra dybt i hendes hals, da hendes nye kollega forklarede at hendes engelsk ikke var så bien.
Derfor slog Adeline over i Fransk, ikke kun af sympati, men fordi hun selv mente at fransk var det smukkere sprog af de to. “Jeg synes dit engelsk er godt - jeg kan forstå hvis du ikke føler dig øvet i det, men jeg går heller ikke ud fra at du har haft megen grund til at tale det dengang du stadigvæk boede i Frankrig,” lød det fra hende, mens hun skar et lille stykke kød af og hævede sin gaffel op mellem sine læber for at tage en bid. Hun tyggede diskret på kødet og vendte igen blikket mod Delphine. Rødmede hun?

“Oui, jeg boede der indtil jeg var ni år, før jeg blev sendt til England for at forberede mig på at gå på Hogwarts. Derefter har jeg boet der i et par år igen i min voksne alder, indtil jeg ikke kunne holde mine forældre ud længere og besluttede mig for at rejse tilbage hertil.” Hun smilte underholdt, over sit eget forhold til sine forældre. Hun kunne stadigvæk huske sin mors ansigtsudtryk, da hun fandt ud af at Adeline ikke havde tænkt sig at gifte sig med ham de havde kåret til at være hendes udkårne, og hun i stedet tog ud og rejse og studere eliksir, indtil hun fik den her stilling på Hogwarts. “Så du har en datter?” hun prøvede på ikke at lyde uinteresseret - men Adeline hadede børn.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine lagde hovedet let på skrå, da hun hørte lyden, som Adeline udstødte. Men så var det ligesom overstået, og Adeline slog over i fransk. Ikke at hun havde behøvet det, men Delphine satte faktisk pris på at kunne tale sit modersmål også. At alt ikke skulle foregå på engelsk hele tiden. Så kunne de måske også have en mere privat samtale kørende, nu hvor Delphine i hvert fald gik ud fra, at ingen andre ved bordet kunne forstå fransk.

"Det er jeg glad for du synes," svarede hun på fransk, og nikkede let til det sidste kvinden havde sagt, "Oui, jeg har aldrig brugt mit engelsk så meget. Dog har jeg været ude og rejse i mine ehm... yngre dage, og derfor har jeg alligevel fået brugt det lidt. Det hjalp en hel del, fordi kort efter flytningen overtog jeg Madam Malkins. Og derfor var nødt til at grave mit engelske op fra, hvor jeg havde begravet det, og komme i gang med at bruge det."

"Merveilleux. Udvekslingsstudent? Lyder som en spændende rejse, men da også noget af en omvæltning. Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne gøre det. Jeg havde for travlt med mine ballet lektioner til at overhoved tænke på at bevæge mig over vandet, skal jeg være ærlig. Og så blev du Professeure?" svarede hun konverserende, og begyndte at skære sit eget kød ud, inden hun spidede en tomat i stedet, førte den op til munden og tyggede.

"Qui, Elise. Hun går her på Hogwarts, anden årgang. På..." Hun så eftertænksomt ud i luften, før hun forsøgte at sige, "Ravenclaw," med fransk udtale, "Køn, lille, blond pige."

[Adeline Marche]

Adelines smil var mere fremtrædende, nu hvor hun sad her forgabt i den nye professor og delte erfaring og historier på deres modersmål. Hvor havde hun savnet at kunne konversere med en anden på det sprog hun var vokset op med.
“Dine yngre dage?” pointerede hun med hævede bryn, “Du ser nu stadigvæk ganske ung ud i mine øjne…” hun vendte sit blik mod sin mad igen, og blev pludselig ramt af en følelse af skam. Hvorfor havde hun lige sagt det? Og pludselig fik Adeline en stærk lyst til at stoppe samtalen mellem hende og kvinden, som hun havde sagt til sig selv, hun ikke ville lære at kende.
“Det kan man vel godt kalde det. Mine forældre lod onkel og tante overtage et værgeskab, så jeg kunne få lov til at gå på Hogwarts. Mine forældre havde den holdning at det var den bedste skole jeg kunne gå på, og siden jeg er deres eneste arving af deres slægtsnavn, så ville de havde jeg fik det bedste af det bedste - altid - koste hvad det vil.” Hun rettede sig en smule op i sin stol. “Og så blev jeg professor. Jeg valgte ikke at klatre for mine forældre, men balancere for mig selv,” hun trak på skuldrene og spiste lidt mere af sin mad. “Så du dansede ballet? Professionelt?” det ville være et stort spring at gå fra balletdanser til professor i Talmagi.

Det gik op for hende hvem hendes datter var, “Ahh, selvfølgelig,” hun nikkede og vidste udmærket godt hvem Elise var. Hun var ikke så hård over for 2. Års eleverne - de skulle trods alt først lige lære hvordan man brugte en kniv ordentligt. “Jo, jeg kender godt din datter - Hun… altså, hun skal nok lære engelsk en dag, er jeg sikker på,” sagde hun måske en anelse direkte. Elise var lidt svær for de andre elever at forstå engang imellem.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine så noget perpleks ud, da Adeline bemærkede, at hun så 'ganske ung ud' i hendes øjne. Var det en scorereplik? Flirtede hun? Ønskede Delphine, at hun flirtede? Og ønskede Delphine at flirte tilbage? Eller havde hun allerede gjort det, og det var det Adeline reagerede på? Hun var ærlig talt noget forvirret lige nu. Derfor sank hun en enkelt gang, og forsøgte at se alle andre steder hen end på Adeline.

Så mumlede hun noget skamfuldt: "32."

"Uhm hm," var hendes eneste svar til Adelines svada om sine forældre. Det lød ikke ligefrem til, at hun havde det allerbedste forhold til dem. Selvom Delphine selvfølgelig kunne tage fejl. Det var sket før. Tit. Måske for tit.

"Ja, jeg dansede professionelt. Det er efterhånden længe siden. Så længe siden, at det føles som et andet liv. Jeg stoppede da-" Hun viftede afvisende ud i luften, og fortsatte: "-det er også lige meget, men efter det blev jeg Professor på Beauxbatons, senere hen Vicerektor. Så ejer af Madam Malkins i et års tid eller deromkring, og så er jeg her nu."

"Elise Maude St. Martin 's engelsk er terrible, jeg ved det. Men jeg prøver at øve det med hende, når hun er hjemme. Tale engelsk til hende og så videre. Det går desværre ikke så godt. Hun insisterer mere eller mindre på at tale fransk derhjemme. Det er... ikke nemt for hende, denne flytning. Hun savner sine venner, selvom jeg har sagt til hende-" Hun stoppede sig selv, tog en dyb ånding og fortsatte forfjamsket "-åh nu sidder jeg bare og rabler. Det må du undskylde."

[Adeline Marche]

“32 er ingen alder, Professor,” lød det fra Adele, uden hun skænkede hende et blik i det øjeblik hun sagde det. Hun blev færdig med sin mad og skubbede sin tallerken en smule fra sig. Ikke længe efter kom en husalf hastigt forbi, samlede tallerknen op og løb sin vej. Det fik Adeline til at smile.

Hendes blå øjne fandt Delphines ansigt, da hun snakkede om hendes fortid, samt hendes datters engelsk. Kvinden havde åbenlyst haft nok at kæmpe med, “Er du færdig med at spise? Jeg kunne vise dig rundt og du kunne snakke lidt mere om din datter, hvis du ønsker det?” tilbød hun. Nej, hun havde ikke den store lyst til at snakke om børn, men hun kunne godt gøre en undtagelse for kvinden, der sad og lød som om hun havde en hel del på sit hjerte. “Du skal ikke undskylde,” hun smilede skævt til hende.

[Delphine Modeste St. Martin]

"Fortæl det til-" Hun gik i stå, og rystede på hovedet, "-nej lige meget."

Hun var blevet kaldt en bitter, gammel kælling før. Eller en anden variation: En kvinde besat af en gammel elsker, som hun aldrig ville ende sammen med igen. Mest af egen vilje, men også fordi hun ikke var i stand til at tilgive hende. Men det var også ligemeget. Det gik nok alt sammen. Tænkte hun og smilede, som hun så på Adeline. Hun skulle nok møde en anden - på et eller andet tidspunkt. Hun havde ikke travlt. Eller det havde hun i hvert fald brugt meget tid på at fortælle sig selv.

"Ja, lad os bare komme videre," svarede hun så med et kort nik, og rejste sig stille fra stolen. Heldigvis faldt hun ikke i hverken kappe eller kjole, så alt gik som det skulle. Hun var ivrig efter at komme væk fra sin egen rablen. Det var direkte pinligt! Hun smilede dog tilbage til Adeline, da hun modtog et smil fra hende.

[Adeline Marche]

Adeline kiggede en enkelt gang helt opmærksomt på Delphine, da hun skulle til at sige noget, men så åbenlyst stoppede sig selv. Hvad handlede det mon om?

Men hun var da klar på at komme videre, hvilket passede Adeline fint. Hun orkede heller ikke larmen fra storsalen et minut længere. Hun rejste sig op og strøg sine hænder ned ad sin blazer, for at rette folderne lidt ud, og derefter begyndte hun at gå mod udgangen af storsalen, indtil de kom til gangen.
Sammen gik de langs gangene, “Så mig forstået har du ikke gået eller været på Hogwarts før, vel?” hun sendte kvinden et enkelt blik og holdte sit lettere intense blik på hende et par sekunder, “jeg går ud fra det er derfor jeg skal vise dig rundt på slottet, som du nok alligevel efter min rundvisning en dag alligevel kommer til at fare vildt i,” forklarede hun sig så i en tone, der næsten kunne kategoriseres som uinteresseret og inadvendt. Adeline var ikke uinteresseret - ikke spor.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine håbede virkelig, at Adeline bare kunne glemme det, som hun havde været ved at sige. Traume var traume, og hun havde ikke lyst til at grave op i det. Ikke lige nu i hvert fald, skulle hun være helt ærlig. Og slet ikke med en kvinde, som skulle være hendes kollega, men som lige nu var helt fremmed for hende.

"Jeg har gået på Beauxbatons-" Den franske accent på 'Beauxbatons' var tydelig, "-de første syv skoleår. Derefter Det Franske Universitet. Så nej, jeg har ikke rigtig været her før. Skal jeg være helt ærlig, så farede jeg vild, da jeg skulle til jobsamtalen. Så det vil ikke være første gang."

Hun smilede forlegent, og strøg en lok hår om bag øret. Så hankede hun lidt op i sin kjole, fordi de var på vej op af en trappe. Bare sådan, at hun ikke kom til at træde på den. Det ville være en ulykke, og det kunne let gå galt.

"Så, hvordan er det at arbejde her? Sådan Professor til Professor?" spurgte hun så, for hun ville godt høre Adelines mening. Den interesserede hende, mest af alt fordi, at hun virkede til at være det man kaldte 'hudløst ærlig'.

[Adeline Marche]

“Beauxbatons,” hun tyggede på navnet. Skolen hvor alle hendes andre familiemedlemmer havde gået, eller i hvert fald den franske del af hendes familie. Hun gav også næsten en latter fra sig, da hun indrømmede at hun var faret vildt da hun var til jobsamtale på skolen. Det trak kort i hendes smil. “Jeg har aldrig haft æren af at gå på Beauxbatons eller se skolen for mig selv. Er det en smuk skole?” spurgte hun mens de gik sammen.

Adelines blik gled over på kvindens hånd, som strøg en lok bag øret på sig selv. Øjnene fulgte hænderne, som nu hankede op i kjolen. Adeline havde næsten selv overset trappen, forid hun havde haft så travlt med at kigge over på Delphine. Hendes blik rettede sig igen opmærksomt fremad foran dem, “Arbejdet her er… Kollegaerne er meget familære, men børnene har deres egne sind og idéer til tider. Jeg ved ikke hvem der er værst, de yngre uvidende elever eller de ældre dumme elever.”