Professor og professor imellem

[Delphine Modeste St. Martin]

"Qui. Den er-" Hun så eftertænksomt frem for sig, uden rigtig at fokusere på virkelig at se noget som helst, "-tré, tré smuk. Udsøgte bygninger, nok gamle, men meget kunstfærdige. Stilen er... ja, typisk fransk."

"Aha, ja det husker jeg godt fra min tid på Beauxbatons. Der arbejdede jeg, før jeg kom her til Grande Bretagne," svarede hun eftertænksomt. Jo, hun huskede godt, at eleverne kunne være slemme, grove og frække, men det kunne vel alligevel ikke være så slemt kunne det? Eller havde hun bare glemt alt om, hvor slemt det var? Det var da klart en mulighed.

"Men ja, elverne har deres egne idéer, og går deres egne veje. Ikke altid det klogeste." Hun havde svært ved at holde masken over, at Adeline lige havde kaldt eleverne for dumme. Det var alligevel noget mere bramfridt end hun lige havde forventet. Dog havde hun en god fornemmelse med denne professor. Som om at hun var en man kunne stole på.

De fortsatte op af trapperne.

[Adeline Marche]

“Typisk fransk,” hun legede med ordene. Det havde hun hørt før - men oftest var det ord brugt af andre for at beskrive hende selv. Adeline mente nu ikke at hun var typisk fransk.
“Det er et stort spring. Så i havde boet her i omtrent et år nu… Men hvad fik jer til at flytte? Og er der ingen mand i billedet?” spurgte hun hende forvirret. Det var ikke så ofte Adeline fik lov at træffe på enlige mødre.
Adelines øjne fulgte opmærksomt kvinden, så opmærksomt at hun glemte at kigge hvor hun trådte. Hun væltede over et trappetrin og hun ramte knæet ned på kanten af trappetrinet. I hvad der føltes som et kaotisk moment, udbrød hun "Merde!" og holdte sin hånd mod sit knæ, før hun så grinte undskyldende, "Nogen gange overvejer jeg om trappetrinene laver ekstra trin her og der, ligesom de også rykker sig i tide og utide."

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine nikkede af Adeline. Ja. Typisk fransk. Det var ordene. Hun kunne ikke beskrive det bedre end det. Eftertænksomt bed hun sig i underlæben, og forsøgte at komme på ord, som kunne beskrive det bedre. Et eller andet som kunne få Professoren ved siden af hende til at forstå, hvor fantastiske bygningerne var.

"De er fra 1700-tallet men velholdte," fik hun så endelig frem med endnu et nik, og lyttede til spørgsmålet hun fik. Et spørgsmål som fik hende til at le. En mand? Hvad i alverden skulle hun, som lesbisk kvinde, med sådan en? Men på den anden side, så vidste Adeline selvfølgelig ikke noget om hendes seksualitet, så hendes latter døede hen, og hun smilede stramt - næsten lidt forlegent.

"Pardon," sagde hun akavet, og så ned på sine hænder, "Der er ingen mand i billedet. Der har aldrig været. Min kone, well, ekskone, bor endnu i Frankrig. Man kan vel sige, at jeg trængte til luftforandring."

Men så pludselig faldt Adeline - tilsyneladende - over sine egne fødder, og Delphine greb ud efter hende, men var ikke hurtig nok, hvilket førte til at Adeline slog sit knæ. Uden at tænke for meget lagde hun hånden på kvindens skulder, før hun knælede ved siden af hende.

"Er du okay?" var hendes første ord, da hun hørte hende bande, men kommentaren om, at trappen lavede ekstra trin var morsom. Hun klukkede let, og smilede mere frit, glad for at den akavede stemning var væk. Hun nikkede dog af hendes ord. Det ville give mening, at hvis trapperne kunne flytte og bevæge sig, så kunne de også lave ekstra trin. Den købte hun gerne.

"Det er velsagtens meget muligt," svarede hun næsten lidt alvorligt, før hun rakte hånden frem mod hende igen, "Kan du støtte på det?"

[Adeline Marche]

Adeline fik sat sig på et trappetrin. Hun havde knap nok nået at høre at Delphine havde erklæret sig selv… ja, vel lesbisk! … før hun havde slået knæet på trinet. Hun rynkede brynene sammen, både over at det gjorde en lille smule ondt, men også fordi… “Pardon, siger du at du er lesbisk?” hun rettede et forvirret blik mod hende.

Det var ikke et ord Adeline kunne huske hun havde nævnt før. Det var så fremmed for hendes læber, men da det først var kommet ud, virkede det måske en smule mere anklagende end hvad hun havde ment. Hun skænkede hendes hånd på hendes skulder et enkelt blik, før hun igen så afventende på den hjælpsomme professor, der rakte sin hånd frem. Hun tog imod hendes hånd, men hendes blik ventede åbenlyst på et svar.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine var ved at kløjse i sit eget spyt, da Adeline noget så direkte spurgte hende, om hun sagde, at hun var lesbisk. Hun rystede på hovedet, men smilede alligevel. Faktisk var hun lidt overrasket over, at det kom så meget bag på Professoren. Havde de ikke sådan... halv-flirtet lidt mere eller mindre fra da de mødte hinanden? Eller var det alt sammen i Delphines hoved? Sikke et rod hun havde fået lavet her. Hun sank en klump, som smilet forsvandt.

"Homoseksuel ja?" svarede hun lidt usikkert, og så på sine hænder.

Alligevel fandt hun sig selv hjælpe Adeline op. Hun vidste godt, at der fandtes homofober, og det var ikke fordi hun ikke havde mødt og overkommet dem før, men det var første gang, at hun var blevet lidt tiltrukket af en. Måske endda lidt småforelsket også? Sikke noget værre rod! Hun sukkede træt, og vendte siden til Adeline. For hun havde to valg: Enten kunne hun undskylde for det, hvilket hun aldrig i sit liv havde gjort før, eller også kunne hun 'owne' det, og være stolt af den hun nu engang var.

"Jeg nægter at skamme mig over noget, som jeg har været hele mit liv Professor, så hvis du har kritik af det, så foreslår jeg, at du behersker dig. Sådan at vi i det mindste kan have et rent professionelt forhold," kom det køligt fra hende.