Smerte vs. Smerte

[Haru Faa]

Tråd til Ever Goldstein

Februar - 2058

Outfit

---

Da Haru først havde modtaget det afgørende brev fra Ever, havde det ikke været en svær beslutning at finde ud af hvad han skulle gøre. Han forberedte sig på det værste, men samtidig, så vidste han også at hvis han skulle kæmpe for den han elskede, så var det nu han skulle sætte ind, ellers ville alt være tabt. Han havde derfor planlagt at tage forbi DMU en dag hvor han havde tidligt fri, og så måtte han vel se om han kunne finde Evers værelse.

Det var svært at finde rundt på universitetet, men heldigvis havde han da været der en gang før, for at besøge Yuri Faa, så lidt vidste han dog. Han fandt gangene med kollegieværelser, og efter noget tid også den gang han selv skulle ned af. Hjertet hamrede i brystet på ham, som han nærmede sig Evers værelse. samtidig med at at smerte lagde sig over hans nakke. Mindet om hvor forkert dette her var. Han brugte dog al sin energi på ikke at blive overrumplet af denne følelse. Han VILLE snakke med Ever!
Endelig nåede han døren og Haru bad til at Ever var hjemme som han på ingen måde roligt hævede hånden og bankede på.

[Ever Goldstein]

OUTFIT

Ever var ikke på sit værelse lige nu. Han havde lige været til time, og var på vej tilbage igen. Af tøj var han iklædt en gul sweater, med sort t-shirt under, hvide bukser og et par sorte sneakers. Det var et af hans mere afslappede outfits. Et af de outfits, som han altid befandt sig godt i. Efter at have skrevet et sidste brev til Haru om at lade ham være, havde han gået og mukket lidt. Der var gået et par dage, og hans humør var ikke blevet bedre. Også selvom hans bedste mate Dario, en spansk udvekslingsstudent, prøvede at muntre ham op.

Han havde lige sagt farvel til Dario med kindkys som altid (Han havde på fornemmelsen, at Dario var lidt lun på ham), og var på vej ned mod sit værelse, da han stoppede op. For en i... bandede han indvendigt, og vidste ikke helt, om han bare skulle vende om. Hvor længe ville Haru i det hele taget blive stående? Ville han blive der, hvis Ever stak af nu og dukkede op om et par timer? Ville han stadigvæk være der, når Ever kom tilbage? Han besluttede sig for at sluge lorten, rettede ryggen og gik så selvsikkert som han kunne mod sit værelse med en plan om at gå direkte forbi Haru, og ind på sit værelse.

Men noget stoppede ham. Han forsøgte at sige noget flere gange, men det blev ikke til andet end en mund der åbnede og lukkede et par gange, før han forsøgte at komme forbi Haru og ind på værelset. Uden at ytre et eneste ord til ham.

[Haru Faa]

Der lød et banken på døren, men ingen reagerede. Måske havde han ikke banket hårdt nok og Ever derfor ikke havde hørt ham? For en sikkerheds skyld bankede han på igen, denne gang lidt hårdere men der skete stadig intet. Det fik Haru til at sukke. Dette her ville være hans eneste chance, hvorfor han jo nok bare måtte blive til Ever før eller siden ville komme tilbage til sit værelse.

Haru stod rank op og ned, da han hørte skridt bag sig og snurede omkring og fik øje på Ever. Hans læber trak op i et smil og øjnene strålede, indtil en usynlig smerte skød ned igennem ham så han gav et hurtigt knæk i kroppen, men han ignorerede det, og holdt sit fokus på Ever. Det så ud som om fyren skulle til at sige noget, men der kom ingen ord, og det endte med, at han bare gik forbi HAru, hvilket gjorde mere ondt en den smerte, der lige var strømmet igennem ham. "... Ever?" lød det næsten desperart. "Jeg.. må jai kom mæ ind?" Spurgte han så forsigtigt og usikkert og ventede på svar før han bevægede sig.

[Ever Goldstein]

Det lykkedes Ever at gå forbi Haru og åbnede døren. Den anden dreng gjorde ikke meget modstand. Faktisk ingen overhoved. Ikke fysisk i hvert fald. Men han gjorde det med sine ord. Haru havde altid været bedre med sine ord, hvis Ever skulle være helt ærlig. Han havde altid været god til ord, også selvom hans engelsk ikke var det stærkeste. Han havde flair for det, selvom udtalen ikke var heeeelt så god. Men det havde aldrig betydet noget for Ever. Han havde jo elsket Haru.

"Dig? Med ind på mit værelse? Hvorfor?" Han løftede et øjenbryn. Så stak han hovedet ind på værelset, for at se om Timorthy Lavoie var der. Det var han ikke umiddelbart. Så skulle han i hvert fald være på toilettet.

[Haru Faa]

Evers ord føltes nærmest som slag i ansigtet, men han kunne ikke give op nu. Fandt hans far ud af hvor han var, ville han blive straffet på ny. Derfor kunne han lige så godt sørge for at få alt med, så straffen var det værd. Haru slog derfor ud med armene og så på fyren han elskede. ”Vi os kan snak mit i gangen, hves du bedre vil det.” Haru tøvede og gjorde sig klar til at snakke, klar til den smerte det ville få ham til at tænke på. ”Du mit Angor Ever. Du… er… dæn jai elskor. Dln jai tænker på vær nat. Vær aften. Do gjor mai løkly. Min… min…” Haru skar en grimasse og måtte lukke øjnene for ikke at lade smerten overtage. ”minn far. Han sige jeg skal gør som ham, hvis jeg ik vil væk dragens vred. Det… jeg prøvet at stå imod. Jai tænkt på dai vær gang. Holt dai i mit hjært. Jeg glemt dai aldrig. Jai kun bar ik vær stærk nok.” Tårerne løb ned over hans kinder og men han snakkede havde han lagt armene om sig selv, som kroppen gav sig i små spjæt, som gjorde det fysisk ondt på ham. ”jai ka aldri glem dai. Jeg ka glem mig sæl. De ka farv mit hår, de kan kræve jeg jobber i ministerjet, men min kærlighed holår jeg ve. Var det, som du vil hør?” Haru var næsten forpustet og skar en grimasse af smerte, som han igen så på Ever.

[Ever Goldstein]

Da Haru begyndte at tale, så trak Ever ham med ind på værelset. Han gad altså ikke, at Haru stod og lavede en scene midt på gangen. Han sank dog klump efter klump under den lille tale, som Haru havde forberedt. Mest af alt havde han lyst til at fortælle Haru, at han også elskede ham, men han kunne ikke. Haru var - velsagtens - stadigvæk forlovet, og han nægtede at være Harus hemmelige fryns på sidelinjen. Han nægtede det altså. Skulle de være sammen, så skulle det være 100 procent eller ingenting.

"Jeg kan heller ikke glemme dig Haru, selvom jeg ved, at jeg burde. På den her måde gør det bare mere ondt," mumlede han næsten blidt

"Men Haru, du er jo stadigvæk forlovet med den her pige. Jeg kan og vil ikke være din dirty little secret. Det kan mit hjerte ikke holde til. Måske en tid, mens du samler mod til dig, men det er også det. Vi kan ikke være sammen, hvis vi ikke gør det 100 procent. Forstår du det? Jeg kan respektere, at du er i skabet. Det er fair nok, men det duer ikke, at du gifter dig med en eller anden pige," sukkede han og slog håbløst ud med armene, før han satte sig på sin seng.

[Haru Faa]

Der gik ikke længe før Haru blev trukket med ind på værelset og døren lukket bag ham. Det blev bare noget mere privat og det var helt sikkert godt til denne samtale. Han kunne se Ever blive påvirket af hans ord, men han anede ikke hvad han skulle gøre ved det. Forsigtigt løftede han en hånd for at fjerne tårerne, før han sukkede og kiggede ned på deres fødder. “Jeg vil ha det. Jai ve el.. elsk dai. Jeg... du betyder alt for Mai.” Han begyndte i ren frustration at gå frem og tilbage mens han snakkede om dem imens. “Min far ved ik om problemet, han tro jeg rask. Men sin er de ik.” Forsøgte han sig at forklare før han så gik helt tæt på Ever og greb ud efter hans hånd i håbet om at kunne få lov til at gifte sig med ham. “Min far slor Mai i døds, hvis ik jeg gør som han Sir. Du forstår ik jeg har ik valg” prøvede han at fortælle men kunne slet ikke få det til at give mening det han prøvede at sige. Det fik ham til at at se bedrøvet ud. “Mæn ja ve ha dai!” Slog han ud uden at tænke på konsekvenserne af det. Han skar dog en tydelig grinasse af smerte som afslørede hvor ondt han havde det. Derefter trådte han lidt væk fra Ever. “Hvor længe har jai til at får dai?” Spurgte han klar til kampen. 

[Ever Goldstein]

Ever så på Haru med et løftet øjenbryn. Han forstod hvad Haru sagde, for han elskede også Haru, men ærlig talt så vidste han ikke hvor meget mere smerte han kunne klare. Måske han i virkeligheden havde brug for at komme videre med sit liv. Og for at Haru kom videre med sit. Ikke fordi han ikke elskede Haru, eller fordi han ikke anderkendte at Haru elskede ham, men fordi det gjorde for ondt, at det skulle være på den her måde. Og skulle det fortsætte sådan her, så ville det ødelægge ham.

"Jeg elsker også dig," indrømmede han stille, og lagde armene over kors, "Men jeg kan ikke det her, hvis det er sådan her det skal være."

"Hvorfor kan du ikke bare vende ryggen til dem? Tage med mig, og være glad?" spurgte han uden at tænke til ende.

"Jeg troede også, at jeg heller ikke havde et valg, men det havde jeg." Han smilede opmuntrende til Haru, "Jeg fandt ud af, at jeg selv bestemmer over mit eget liv. Og at ingen andre skal bestemme hvem jeg skal eller ikke skal elske."

Han lyttede igen til Haru, og rystede på hovedet af ham, men han smilede stadigvæk lidt, så det var ikke helt tabt. Han var bare ikke gearet til at forstå Harus situation. Han vidste intet om, hvordan det fungerede i Japan, og derfor havde han ikke baggrund for at forstå, hvorfor Haru ikke bare kunne forlade sin familie og være sammen med Ever. Også selvom han måske gerne ville forstå det. Eller måske ville kunne forstå det, hvis han fik forklaret, hvordan det hang sammen der.

"Hvor længe du har?" kom det noget forbavset fra Ever, som han gjorde store øjne, "Det handler ikke om, hvor lang tid du har Haru. Det handler om, om du virkelig vil have mig. Og om du vil gøre alvor af det. Jeg kan ikke være sammen med dig, hvis du gifter dig med en eller anden pige."

For han kunne ikke holde tanken ud om, at Haru delte bryllupsseng med en pige før ham. Måske han i virkeligheden var jaloux over alt andet?

[Haru Faa]

at høre de tre ord forlade Evers mund, var det bedste Haru kunne drømme om. En tåre af lettelse løb ned over hans kind, skønt han godt vidste det ikke var nok. Men det varmede ham så meget og det var en varme han virkelig havde brug for lige nu. Han havde brug for Ever mere end noget andet. Men det blev hurtigt tydeligt at det ikke var nok at de elskede hinanden. Ever fortalte videre og det fik kun flere tåre til at løbe ned over Harus kinder. 

"JAI KA IK!" Råbte han denne gang, men blev så også selv klar over at han havde råbt, og sank en klump, flov over hvor dårligt han havde opført sig. Så hviskede han i stedet. "Jai kan ik. Min far slå mig ihjel. Måske det værre." Han var tavs lidt men vendte sig så om, så han stod med ryggen til Ever. Først trak han sin jakke af og lagde den på sengen og derefter knappede han sin sorte skjorte op og trak den ned, så den hang ham om håndledene og viste hans bare ryg. En ryg fuld af lange røde striber der krydsede ind over hinanden nogle mere kraftige i farven end andre. "Min far han... " han tav men han trak skjorten op igen og begyndte at knappe knapperne. "Jai ka ik stoppe det. Han... Det kun blive være af løgne. Så jeg skal slå endnu mere. Han stopper først når han er glad."

Da skjorte var knappet vendte han sig rundt igen men så bare ned imod deres fødder. han var flov over hvad han netop havde vist Ever. Men der var en stor forskel på de to. "Jai ik bestemme selv. Han styr mig. Han br... Han bru..."  men han kunne ikke få det sagt. han sank en klump der havde samlet sig i halsen på ham og kunne ikke længere stå stille. Fingrene blev kørt gennem håret. Han følte sig svimmel, dårlig og følte hans ben kunne give efter under ham hvornår det skulle være. "Hvis ik jeg vel dai. Så vil smærten vær holdt op for længst."  pludselig gav det et ryk i hans ansigt, og som han greb ud efter jakken for at svinge den over skulderen, kunne man nemt fornemme at han svang den med sådan en kraft at det nok svarede til et piskesmæld.

[Ever Goldstein]

Ever sank en klump, og så ikke på Haru. Hans råben fik ham til at fare sammen, men han nægtede at se bange ud. Nok hørte han Harus ord, men han forstod dem ikke. Eller han forstod ordene, men ikke meningen bag dem. Det gjorde ham ked af det, at Haru ikke kunne vise mere viljestyrke. At han ikke kunne forstå, at han bestemte selv. At han var en voksen mand, og ikke burde lade sig styre af sine forældre - af sin far.

Men han så op, da Haru trak trøjen ned. Han så godt de røde linjer, som strakte sig over hans hud. Han forstod godt, hvad der var sket, hvilket fik ham til at se ned på gulvet igen. Han havde ikke lyst til at se det, fordi det gjorde ham ondt, at Haru var blevet gjort fortræd. Mest af alt af hans egen far. Men hvis Ever kunne slippe rædslerne fra opdragelsesanstalten, så kunne Haru vel også trodse sin far. Ikke? Det skulle man da tro.

"Jeg slår ham ihjel," mumlede Ever lavmælt, men det var tydeligt, at han talte om Harus far lige der. Han så op på Haru igen, "Fortæl mig hvor han er, og jeg får ham til at stoppe med at plage dig. For altid."

[Haru Faa]

Haru blev overrasket over den hårde tone fra Ever, men også glad. Det var rart nok at føle lidt lidt elsket igen. selvom det var forkert. Det vidste han, men han havde ikke lyst til, at det skulle være forkert. Han rystede da også på hovedet, som Ever proklamerede at han ville slå Harus far ihjel. "Nej.. Det.. Det ka du ik." Fik han sagt og gik stille hen imod døren. Han ønskede ikke Ever forvandlet til Morder og hvad ville det overhovedet nytte noget af det? "Han i Japan. Det ik ham længr der problem" prøvede han så at forklare uden helt at være sikker på at Ever havde forstået kernen af problemet endnu. Han ville dog ikke sige det, da han simpelthen var for flov. Eller også så kunne han ganske simpelt ikke. "Ever. Jeg.. Du skal vid jai gern ve dig. men du må giv ma tid." Bad han. Han havde brug for tid, det var alt han bad om.

[Ever Goldstein]

Ever så på Haru, som så både glad og ulykkelig ud på en gang. What? Hvad skete der? Han fattede brikker lige nu, skulle han være helt ærlig. Ikke en klap! Med hovedet på skrå lyttede han til Haru. Han sagde flere ting, som ikke ligefrem gjorde det mere klart for Ever. Han blev i hvert fald ikke meget klogere, skulle han være helt ærlig. Men han ønskede virkelig, at det Haru sagde ville give mening for ham. På et eller andet tidspunkt i hvert fald. Han var træt af at være efterladt magtesløs.

"Jeg kan, og jeg vil," svarede han bestemt, og lagde armene over kors, mens han lyttede til Haru snakke færdigt.

"Hvem skal jeg så slå ihjel, for at stoppe det her vanvid?!" bed han aggressivt. Han ville bare have Haru, og han ville sætte en stopper for hvad end det stoppede Haru i at være sammen med ham. Uanset hvad han skulle gøre, så ville han gøre det. Det ville han virkelig. Så meget holdt han af - nej elskede - han Haru.

"Tid? Hvor meget tid? Hvor længe?" Hans stemme var stadigvæk skarp, men vreden var tydeligvis ikke rettet mod Haru.

[Haru Faa]

Haru stod og trippede lidt og havde det tydeligvis lidt svært ved situationen. Han bed ned i sin underlæbe og så så op på Ever, for at svare ham, på det spørgsmål han havde forsøgt at undgå. "Mig... Du.. Skal slå mig ihjel for det stoppe." Haru gik et par skridt bagud og dermed også lidt væk fra Ever. Ikke fordi han var bange for Ever, men simpelthen fordi han var flov. "Det min skyld." Han kunne godt høre, at det nok ikke fortalte særlig meget og holdt derfor en hånd op for at stoppe Ever, hvis nu han ville til at sige noget. "Det Mig da slor... øhm.. med pisk.. med.. bælte. Min far.. han  bruge uf... øhm..." Haru måtte lede længe efter ordet og var ikke rigtig sikker på faktisk hvad det hed, men måtte jo så bare bruge noget mindst lige så godt. "Ulovlig formular. Han få mig til at slå og jeg ka ek gør nogt ve det." Harus hoved var sænket imod gulvet, men hans øjne søgte flovt op imod Ever. Nu vidste han det, nu vidste han hvordan det hele hang sammen. "Det stoppe ved bryllup. Men jeg forstå du ik ve vent. Gi ma 2 månder."Forsøgte han. Så skulle han vel nok hunne have det løst ikke?

[Ever Goldstein]

Ever så på Haru med hovedet på skrå. Han forstod ikke helt, hvad Haru snakkede om. Hvorfor skulle han slå Haru ihjel? Betød det, at det var Haru der gjorde det ved sig selv? At han kæmpede mod sig selv? Eller at han i virkeligheden slet ikke ville være sammen med Ever? Hvad skulle det betyde?

"Du... gør det her?" spurgte han forvirret, men lukkede munden, da Haru begyndte at tale igen. Han knyttede sine hænder, da han hørte hvad Harus far gjorde ved ham. En lav knurren bevægede sig op fra hans bryst, gennem halsen og ud af munden. Han havde svært ved at kontrollere sig selv. Så vred var han.

"Haru. Vi må fortælle det til nogen. Vi må... han kan ikke... han MÅ ikke!" gispede han forskrækket, og lagde armene om Haru, og holdt ham ind til sig.

"Jeg sværger, at han ikke får lov til at gøre dig ondt mere. Bliv her," bad han i en hvisken i Harus øre, "Please."

[Haru Faa]

Det føltes som om flere tons vægt blev fjernet fra Harus skulder, da det hele begyndte at give mening for Ever. Det var rart, og det betød også at Haru kunne slappe lidt af nu. Han havde sin Ever hos sig, en følelse der var meget velkommen og fyldte ham med varme. Han lagde sine arme om Ever og mærkede så hvordan hele hans krop gav efter og hans øjne blev fugtige, men han ville ikke græde, så han rankede ryggen lidt og lukkede øjnene et øjeblik for igen at blive stærk. Derefter trak han sig ud af Evers favn. "Jeg elsker kun dig." Lød det så på noget bedre engelsk. Han havde virkelig øvet sig, for at kunne sige det fejlfrit til Ever. Det gjorde fysisk ondt at sige det, og han skar da også en grimasse for sig selv. Behovet for at piske sig selv steg i ham, hvilket gjorde at han igen søgte ind i Evers favn og krammede ham hårdt indtil behovet for pisk igen var væk. "Vi ka ek fortæl det til non." Det ville være alt for farligt, og han ville heller ikke trækker Ever så langt ind i det. Det ville bare ende galt. "Jeg ka klar de. So læng jeg har dig, kan fysisk smerte ik gør mig not."