Smerte vs. Smerte

[Ever Goldstein]

Ever smilede til Haru, og svarede med de samme ord: "Og jeg elsker kun dig."

Så holdt han Haru ind til sig, så længe fyren tillod det. Han ønskede aldrig at slippe ham igen. Han ønskede, at han ikke blev nødt til at gå tilbage til sin familie. Han ønskede, at Haru bare kunne blive her hos ham, og at alt ville være godt igen. Det andet var for problematisk. Det andet gjorde for ondt. Og han ønskede ikke, at det skulle gøre ondt mere. Hverken på ham selve eller på Haru. Det var over hans forstand, at Haru var blevet tvunget til at straffe sig selv på den måde. Han forstod det ikke. Han forstod bare, at han ønskede at dræbe hvem end der havde kastet den forbandelse på hans Haru!

"Jeg forbliver tavs om det. Jeg lover dig, at jeg ikke fortæller en levende, eller død, sjæl," svor han, og klappede Haru på skulderen.

"Du burde ikke være nødt til at gennemgå det her Haru. Det skal du vide, at jeg synes," sagde han så, og skævede til uret, "Men min time starter om lidt, så jeg må løbe. Vi ses snart igen?" Det kom ud mere som et spørgsmål end som en konstatering.

// OUT //

[Haru Faa]

Det var alt Haru havde ønsket sig, at høre Ever igen sige, at han elskede ham. Han mærkede straks hvordan det sved i øjnene, men han prøvede at ignorere det. Var det her virkelig sket? Kunne de virkelig være sammen og måske endda lykkelige?

Haru håbede det, men det måtte være forsigtige og han måtte passe på med, hvad han tænkte. Så snart tankerne blev lidt for lumre omkring Ever, ville trangen til at gøre skade på sig selv stige op i ham, og det ønskede han virkelig ikke. "al får dai. Jeg elsk.." En grimasse fortalte hvordan trangen til at gøre skade på sig selv, steg op i ham og han trådte et skridt væk. "Ånskyl. Jeg gå nu. Vi ses." Med de ord vendte han sig om og nærmest løb ud af værelset uden overhovedet at tjekke om han fik alle sine ting med sig.

- Out