Starlight

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel tog imod den lille æske og fik en mindre dosis på fingeren end hvad hun havde taget. Han gled det ind mellem læberne og rakte hende æsken tilbage inden han vendte sig for at lave en simpel mugglercocktail, som han efterhånden havde fået styr på så den ikke smagte helt så meget af søvand længere.
"Han er pisse konservativ, men jeg tror godt vi kan vente med at gifte os til om et par år og sådan," svarede han mens han hældte alkoholen op og fik det mixet med lidt is og mynteblade. Han hældte den op i et lille drink glas og gled den over bardisken til hende med et skævt smil. "Hvad vil du helst have, en pige eller dreng? Eller begge dele?" spurgte han henkastet, de kunne vel lige så godt begynde at snakke om det eneste de kom til at blive gift for at opnå.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

“Er det ikke lidt ligemeget hvornår vi sætter ring på? De vil jo bare gerne have fuldblodshvalpe”, hun himlede med øjnene, for hun havde aldrig helt forstået hvad hypet gik ud på. “Det er vel lidt ligegyldigt alligevel ikke? Vores børn kan vel bare finde sig en halvblods eller en muggler og så er arbejdet borte og vi kunne havde fundet dem vi faktisk ville gifte os med”, kommenterede hun imens hun betragtede Gabriel forberede der eventuelle søvand. Hun havde ihvertfald ikke tænkt sig at klage over hvem end deres unger fandt. “Der er vel forventet en dreng men jeg går ud fra at din konservative far forventer sig en flok? I min familie har jeg et heap full of siblings”, hun rullede nu med øjnene som hun tog fat om drinken og hævede den som en skål. “Hvad med dig? Hvad vil du have?”.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel grinede og fyldte sit glas igen og hævede det til en skål imod hendes. "Jeg vil have en whiskey," svarede han med et fjoget grin og tog en slurk, inden han satte glasset fra sig igen på bardisken. "Ej, spøg til side," han smækkede sine læber lidt sammen mens han tænkte sig om, som om han smagte på hendes spørgsmål. "Egentlig havde jeg ikke rigtig regnet med at få børn," svarede han til sidst med et skuldertræk. "Måske mine præferencer gjorde at tanken om at skulle være far ikke rigtig var nærliggende. Men hvis jeg kunne vælge ville jeg nok helst have en datter. Men ja..." han så sigende på hende, [/b]"min far vil nok helst gerne have drenge til at videreføre arven. Det fjerner jo byrden om en medgift, som om piger ikke er nok værd,"[/b] han himlede lidt med øjnene inden han sukkede. "Og de får nok heller ikke lov til bare at vælge hvem som helst. Fuldblod skal jo forblive fuldblod," bemærkede han henkastet. Han vidste hans far var adamant i det spørgsmål, og han selv var af samme overbevisning. Hvis Warren og Angelique fik børn kunne de jo nemt blive gift, nu når Gabriel og hende ikke var blodsbeslægtet, men de begge var fuldblodspar.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

Aisling kvalte selv et grin ved hans skål og blev nødt til at sætte glasset ned på bardisken så at søvandet skvulpede over kanten. Hun undertrykte et fnis men det blev istedet til et grynt. 'Grisen' var hun blevet kaldt på Hogwarts i en rum tid, indtil at hun var begyndt at omgåes med Gabriel og Elliott, så var der ingen som turde kalde hende øgenavne længere. ''Vi får vel bare en af hver så?'', hun ignorerede prompte idéen om at piger ikke var ligeså meget værd. Hun var ikke opvokset i de fineste kår og hendes tid i Tusmørkegyden var den tid hvor hun havde haft flest penge på lommen nogensinde. Hvordan hendes forældre havde råd til en eventuel 'medgift' anede hun ikke. ''Er det virkelig så vigtigt at de forbliver fuldblod?'', spurgte hun alt imens hun lænede sig indover bardisken, der var centimeter imellem deres ansigter. ''Jeg tror ikke på det dér, jeg tror at en magiker er magiker på grund af den magi de lærer at håndtere'', hun hævede nu langsomt drinken til sine læber imens de store blå øjne mødte hans. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

De havde haft snakken før. Faktisk var det en af de få ting, hvis ikke den eneste, der havde fået dem til at komme op og skændes på Hogwarts, og med god grund. Emnet var betændt for rigtig mange forbandt folk, der mente at fuldblodsmagikere var de eneste "rigtige" magikere, med at være fanatiske. Men det var ikke sådan Gabriel så sig selv. Fanatisk var når man slog mudderblod ihjel og den slags, bare for at være en del af samfundet. Han havde da tjattet til dem en gang imellem på skolen, men at slå dem ihjel var lidt for langt over stregen for ham. De skulle bare kende deres plads, så var han sådan set tilfreds.
"Jeg tror ikke der kommer til at være så meget at rafle om," svarede han for at undgå en længere diskussion. "Der er ingen halvblod eller mudd-muggler gift ind i Darklighterfamilien, og det kommer der heller ikke til at være i fremtiden," han trak på skuldrene. "Det er sådan traditionerne er i de store slægter, og dem kan man ikke rokke ved."

[Aisling Ó Cuinneagáin]

''Var du ved at kalde dem for 'Mudderblod?''', Aisling så på ham, næsten stakåndet fra at vælte over sin sætning. Hun stillede på ny glasset fra sig, og sendte ham et blik som kun var lidt for velkendt. ''Traditioner er til for at blive brudt. Nok kan vi ikke gøre noget i vores led, men måske vores børn kan hvis vi lader dem'', en snigende rødmen fra hans tirrende ord var begyndt at sprede sig på hendes hals og kæbe. Han havde ikke ændret sig en skid, han var stadig den barnerøv hun havde haft gang i på Hogwarts. Hjørnerne af hende slæber pegede nedad og hun fnøs. ''Du lyder allerede som en af dem. Traditionalisterne.. Fanatikerne'', hun satte sig tilbage i stolen og lagde sine arme over kors. Hun havde lyst til at råbe af ham, men holdt istedet vreden nede ved at give sig til at tappe sin pegefinger på sin arm og ignorerer den stædige rødmen. ''Så overbevis mig. Overbevis mig om at fuldblodsmagikerne er så meget bedre, hvad har de som de mugglerfødte ikke har?''. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel sukkede tungt og begravede ansigtet i hænderne som han lod glide ned langsomt mens han så en kende opgivende på hende. "Selv hvis jeg prøver vil du jo ikke høre på det," sagde han og nikkede til hendes meget aflåste kropssprog i form af korslagte arme. "Du har allerede valgt, så du giver mig ikke en chance, selvom det er det, du siger du gør," pointerede han inden han satte albuerne i bardisken og hvilede sit hoved i sine hænder. "Men hvis jeg endelig skal prøve, så har jeg læst studier, ja, studier af fuldblodsmagikere og deres egenskaber. De er generelt bedre. Så altså, der er noget om snakken når man skelner mellem fuldblod og mugglere," han trak på skuldrene. "Jeg kan ikke forklare det anderledes, og det er ikke fordi jeg har brug for det. Traditioner er der til at blive holdt i hævd, og lige med vores familie falder der seriøst brænde ned hvis det ikke er tilfældet." Han vidste godt at emnet var ømtåleligt, men de måtte vel til det før eller senere.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

''Åh hold nu op med at lyde som en tudeprins. Fortæl mig hvad du tænker'', hun kunne ikke lade være med at rulle med øjnene imens han gav sig til at snakke, og hendes gestik ændrede sig ikke en meter. Hendes familie havde aldrig talt om fuldblodet som en nødvendighed, men tværtimod en tilfældighed at de aldrig var blevet 'forurenet' som traditionalisterne måske have sagt. Derfor havde hun heller aldrig forstået nødvendigheden. ''Så det du siger er, egentlig, at det altid har været sådan og det skal bare forblive sådan fordi du ikke ved bedre?'', hun satte sig nu på samme måde som Gabriel med albuerne hvilende på bardisken og hendes ansigt kun et par centimeter fra hans. ''Er du bange for at være anderledes end resten af Darklighter familien? Desuden'', hun blev en anelse stille og bed sig selv i læben. ''Jeg er altså røvdårlig til magi og jeg er altså fuldblod, så den tese holder ikke''. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Han trak på skuldrene som svar. "Der vil altid være afvigelser. Måske er du bare uheldig," påpegede han. "Jeg ved bare at det er sådan det er. Fuldblodsmagikere vil altid have en overhånd når det kommer til at opnå magiske niveauer. Og ja, jeg kan ikke forklare det yderligere. Det har været og vil altid forholde sig sådan. Jeg er ikke bange for at være anderledes, jeg," han strøg en frustreret hånd gennem håret og så til siden, ned på det tomme whiskeyglas på bordpladen bag bardisken hvor han blandede drinks, "jeg ved hvad der forventes af mig, og det er det, jeg følger." svarede han til sidst, hans stemme fast og hans blik rettede sig tilbage op til hende, med en umådelig sjælden men tydelig skarphed. "Fuldblodsmagikere er de bedste, de mest intelligente, det er fra dem vi får de største magikere i samfundet, dem der udretter de store bedrifter, dem der skaber magi i sig selv." Han skruede låget af whiskeyflasken og skænkede endnu et glas til sig selv. Følelsen af glæde var afløst af frustration over at hun ikke kunne se hvad han mente.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

De ord han ytrede, fik Aisling til at hæve begge sine bryn i et form for overrasket udtryk. Hun undertrykte et fnys og lo da han gav sig til at forklare fuldblodsmagikernes forte på grund af noget så underligt som det livsgivende væske. ''Så jeg kan forestille mig, at du ligeså forventer at jeg gør som der bliver sagt og hvad som er forventet?'', hun så ligeså indgående og seriøst på ham som han gjorde på hende. Men kunne hendes blik sætte ild til ham, havde hun let gjort det. Hun greb fat om glasset og tog en stor slurk af sin drink, hun behøvede alkoholen til at vaske bort den dårlige smag hun havde i munden. Samtidig vidste hun at der ikke var noget at gøre, så snart at trolovelsen var blevet indgået mellem deres forældre. ''For mig lyder det bare som endnu et egotrip at sige at man er mere intelligent og 'innovativ' bare fordi man har magi i blodet. Det er absurd. Der er dygtige mugglere som har gjort en masse godt med magi, nogle ministre har også haft mugglerblod i sig''. Tonen ændrede sig dog nu, fra vred til en frustreret nysgerrighed. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Et lille drag i mundvigen der næsten kunne vække minder om hans fars mimik, viste sig som et smil. "Men det er et fåtal," forklarede han mens han gled glasset lidt rundt på bardiskens overflade så det skurrede mod det lakerede træ, der havde set bedre dage. "Fuldblodsmagikere har også den fordel at de kender vores samfund, de er vokset op i det, kulturen og de ting der følger med er en del af deres sjæl, deres liv," han slog ud med armene som for at illustrere liv og sjæl på én gang. "Det kan godt være at der er mugglere til i den magiske verden, det er nu sådan det er engang, men jeg tror man mister noget særligt ved at lade fuldblodsmagikere være sammen med dem," sluttede han af og tog en slurk af sin drink. Han kunne mærke hendes frustration som han så mange gange havde oplevet den i Hogwarts. Men forskellen var her at de ikke bare kunne have et vredt knald og så glemme samtalen til næste gang det blev bragt op. De måtte se det i øjnene sammen, og hun måtte forstå at det var sådan hans og Darklighternes verden var indrettet, og når børnene kom til verden - det ville jo nok være flere - så ville de også være Darklightere og skulle forholde sig til den verden, som familien havde skabt før dem.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

''Okay okay! Jeg kan forstå at man vokser op i en magikerkultur som ikke er påvirket.. Det forstår jeg'', det kunne hun alligevel ikke finde noget at argumentere imod. Intet var bedre end at komme hjem til et fuldt igennem magisk hjem, hvor tallerkener vaskede sig selv og puderne selv fluffede sig til. Et lille smil omfavnede hendes læber. ''Men mugglerne tilfører jo også noget sjovt. Jeg elsker biler. Specielt sådan en.. Øh.. Limousine? De er sjove'', hun smilede nu til Gabriel så at tandsmilet kunne ses. Det var vel bedre at fokusere på noget andet end eugenik når de bestemt ikke kunne blive enige. ''Og øh De der cykler og de der hjul de sætter på deres sko!'', nævnte hun begejstret. Hun havde selv fået sådan nogle på ved seneste job. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel nikkede med et smil. “Åh ja, biler er fede, og ja, vi har jo begge to været i modebranchen, de kan sgu noget med deres teknologi,” indvendte han med et træk på skuldrene. Hvis man kunne kombinere magi og teknologi ville verden se væsentligt anderledes ud, men tanken var også blasfemi. Som at mixe fuldblod og mudderblod. “Men altså, jeg også sådan lidt nysgerrig på hvorfor du sådan er endt op med mig. Har min far vredet armen rundt på dine forældre eller sådan noget?” Spurgte han med en lille panderynke også for at skifte emne. Det var lidt pudsigt trods alt at de var endt sammen nu hvor de nok ikke lige frem havde snakket højt om deres forhold når de opholdt sig i hjemmet i ferierne fra Hogwarts.

[Aisling Ó Cuinneagáin]

Hans spørgsmål fik hende til at rynke på næsen. ''Altså'', startede hun, det drilske glimt var tilbage i hendes øjne men seriøsiteten var alligevel også at skue. ''Jeg aner det ikke. Jeg sender mine forældre et brev en gang om måneden, de tror jeg læser på DMU'', hun trak på skulderen. Hun kunne vel ligeså godt fortælle sin fremtidige husbond sine dygder med det samme, han virkede jo ikke til at være fattig fra dem selv. ''Men jeg ved at mine forældre arbejder i din fars firma. Eller min far gør, min mor er hjemmegående på grund af alle mine søskende'', hun havde aldrig helt fortalt ham hvor mange de egentlig var men hun var sikker på at de fortjente en præmie for at skaffe så mange fuldblodsunger. ''Men det er ihvertfald ikke for penge, det kan jeg love dig''. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

“Det er bare lidt sjovt, er det ikke?” Sagde han med et undrende blik på hende. “Vi hang ud på Hogwarts, havde vores sjov, og så ser vi ikke hinanden igen efter dimissionen før nu, og nu skal vi åbenbart giftes,” han sænkede hovedet lidt mens han overvejede hele situationen. Det var absurd, egentlig, og han ville ikke giftes. Han var for ung til det shit, selvom han vidste at hans far var blevet gift i en alder af tyve år. Det var bare ikke sådan Gabriel følte. Han ville gerne nå at arbejde. Lave noget konstruktivt, inden han slog sig ned og fik unger. Tanken fik det til at vende sig lidt i ham men han skænkede en whiskey mere for at dulme det. Den røgede, skarpe drik var allerede begyndt at virke i hans system. Godt det snart var fyraften for hans vedkommende. Han så tilbage op på hende og smilede skævt. “Det skal sgu nok gå alligevel,” sagde han, om det var til hende eller sig selv var svært at sige.