One party to rule them all

[Matthew J. Darklighter]

@victorie

Det var en frostklar aften kort før klokken 20, og mørket havde sænket sig for længe siden. Himlen var mørkeblå, næsten sort, og stjernerne stod tydeligt i himmelbuens zenit. Langs horisonten glødede en azurblå tone og malede skovens trækroner som sorte silhuetter mod den magiske baggrund foroven. Palæet lå som et imponerende bygningsværk i midten af den omkransende skov, og vinduerne lyste orange som et uhyre med facetterede øjne. Hist og her stod de åben så de spøgelseshvide gardiner kunne række ud som gyselige fingre i nattemørket. Foran palæet var en mindre kø på 5-6 stykker samlet i deres smukkeste, mest iøjenfaldende opklædning der, i de fleste tilfælde, ikke efterlod meget til fantasien. Dem der ikke allerede var iført en maske, modtog en fin, sort halvmaske før de trådte ind i palæets entrésal, hvor lyset kastede sig ned over mængden af folk, der cirkulerede blandt hinanden med velkomstdrinks i hænderne. Musik kom fra små klynger af spillende nymfer der svævede rundt under det hvælvede loft hvor søjlerne forbandt sig med konstruktionen.

Der var både folk fra det selvsamme forløb som Matthew havde inddraget Victorie i, ansatte fra firmaet og enkelte familiemedlemmer hist og her forsamlet under palæets tag denne aften, som den månedlige tradition forestod. Omkring tredive til fyrre mennesker, nogenlunde lige fordelt på køn og de fleste i alderen 20 til 30 år. Der var kindkys, kram og mere gæsterne imellem efterhånden som de kom ind i varmen og fik smidt pelsjakker og kapper. Magi var tilladt i det omfang at det gav mening, men ellers var der mere fokus på samtaler, både overfladiske eller dybsindige hvis man ønskede det, dans, drikkelse og hvad der end kunne ske var de øvre etagers forskellige stuer og rum indrettet efter enhver smag, så man kunne fornøje sig udenfor de store festsale, selvom der dog også var arrangeret bløde stole og sofaer og store, runde puffer man kunne indtage hvis man følte for det. Det var ihvertfald ikke uhørt.

Matthew gik blandt gæsterne, klædt i sorte lærredsbukser og en dertilhørende sort skjorte. Om halsen bag han den tynde sølvkæde med det dråbeformede stykke rav indfattet i sølv som var Darklighterfamiliens emblem og symboliserede at han var familiens ubestridte overhoved og samtidig også ejer af firmaet Northern Lights Industries. Han udvekslede korte hilsner mens han scannede mængden af folk og håbede at alle inviterede ville dukke op denne aften.

[Deleted]

Outfit

Det havde taget Victorie længe at vælge det rette tøj til denne fest, som hun var blevet inviteret til for blot tre dage siden. Hun havde flere gange troede, at hun nu havde fundet det rette tøj, men var så alligevel blevet i tvivl og havde skiftet. Derfor var hun nu endt med en sort tæt nederdel, der indebar en lang slids, samt en overdel, der pænt viste hendes trænede krop frem. Det var måske en smule ironisk, at hun klædte sig sådan, når man tænkte på at hun hun var stødt på Sir Darklighter efter at en mand havde gramset på hende, men dette her var anderledes. Dette var en fest, hun selv tog med til. Her var det hendes spilleregler der gælde og takket være Metthew vidste hun lidt om hvad der kom til at foregå. Det lange kulsorte hår var flettet i en sildebensfletning, der lå ned over venstre skulder og makeuppen var neutrav men dog intens om øjnene, hun vidste trods alt at der var en maske der lå og ventede på hende.

Klokken var lidt over otte da hun ankom til hans palæ og hun kunne se hvordan selskabet allerede syntes at være godt igang. Hun tog derfor sin taske, og gik op mod entreen. hvor hun let kunne smutte ind. Hun nåede ikke langt dog før hun fik den obligatoriske maske stukket i hånden og hun måtte stoppe op, for at sætte den på og binde den, før hun kunne se sig omkring.

[Matthew J. Darklighter]

Festerne var noget Matthew havde udviklet som koncept efter han havde mestret sin legillimens, og kunne derfor bruge det som en måde at pinpointe hvem der var mødt op. Selvom det af og til kunne være en kende besværligt med de forskellige inputs fra folk, var det træning for ham, og det gjorde ham kun bedre at bruge sin evne når der var flere mennesker til stede.
Som en ring i vandet sprang hans tanker i forskellige retninger mens han søgte og endte op med at finde sit mål da Victorie trådte ind i entrésalen. Et smalt smil spillede om hans læber som han fik hende bedre i øjesyn da nogle af gæsterne bevægede sig lidt til siden. Han greb ud som en svævende tallerken gled gennem luften og tog en velkomstdrink med i hånden. Han satte kurs mod hende og mødte hendes blik.
"Ah, miss Clairmont," hilste han og rakte hende glasset ved stilken. "Velkommen til!"

[Deleted]

En varm følelse skød gennem Victorie, som hun fik øje på Matthew igen og hun sendte ham et tilpas afmålt smil, da hun tog imod glasset han rakte hende. "Lord Darklighter - Må jeg vel hellere tiltale dig i dag. Mange tak fordi jeg måtte komme. Jeg beklager at jeg er sent på den." Hun havde tydeligvis brugt for lang tid om at blive klar og selvom hun egentlig ville skide det et hvis stykke, så mærkede hun nu bekymringen for om det havde været for uhøflig af hende. Der var allerede mange mennesker og det så ud til at festen havde været i gang i en rum tid. 
Hun kiggede endnu engang rundt i entreen, og så så over på Matthew. "Jeg ved godt, at jeg har været her før, men vil du ikke vise mig rundt? for at være ærlig så aner jeg ikke hvor jeg skal starte med at gå hen." proklamerede hun. Det var en smule pinligt, når man tænkte på hvor sej hun altid var som basker på quidditchbanen. Men dette her, det var ikke lige hendes vante omgivelser.

[Matthew J. Darklighter]

Hans læber spredte sig i et sjældent, bredere smil og han holdt sin arm ud så hun kunne tage den.
"Gerne," sagde han med et lille nik til hende. "Vi kan starte i storsalen," forklarede han hende og ledte hende med sig gennem entrésalen og til højre ad en lang, bred gang med store portrætter og høje vinduer. For enden åbnede en høj dør sig til en sal, der om muligt var endnu større og mere imponerende end entrésalen. Lyset var gyldent, væggene beklædt med historiske gobeliner som taget ud af en riddersal og der var levende musik og gæster der dansede. Langs væggene var bløde stole og sofaer og chaiselonger hvor folk sad indimellem danse og drak og nød hinandens selskab.
"Storsalen er vores festsal, som du kan se," forklarede han og satte sit eget glas fra sig på en bakke der svævede forbi. Vi starter hernede som regel," med en hånd i en glidende bevægelse præsenterede han salen for hende.

[Deleted]

Skønt hun ikke havde set det ofte, så nød hun at se Matthew smile. Det var et godt tegn, det vidste hun og hun kunne langt bedre lide ham i godt humør, end som hendes modstander. Derfor retunerede hun også smilet med en rolig attitude. Generelt var hun en helt anden i dag end hun havde været under deres sidste møde, men hun elskede også fester, som hun selv havde indvilget i at deltage i. Hun fulgte roligt med Matthew og nød egentlig at det var hende der fik hans opmærksomhed, når nu der var så mange til stede til selskabet. "Tak. Her er virkelig stort." han måtte have enormt mange penge for at bo i et hus som dette. Det var imponerende at se. Det var vel nærmest på størrelse med Det Hvide Hus. Der havde hun da trods alt fået lov til at bo lidt, inden hun blev sendt til London. Tanken skyllede op i hende med en blanding af fortabelse, sorg og vrede. Hun prøvede dog at ryste det af sig og koncentrere sig om festen. "Åh. her er virkelig flot. Må jeg byde dig en dans? Eller er der vigtigere ting at se til?" Stemningen var måske lidt for fornem i forhold til hvad hun var vant til af fester, men en fest var i bund og grund en fest, og for hende galt det om at få opmærksomhed.

[Matthew J. Darklighter]

Han sendte hende et smil til siden og rystede undskyldende på hovedet. "Jeg må tilstå jeg ikke danser, miss," svarede han troskyldigt. Der var få ting han ikke formåede, og at danse var ikke just én af dem. "Der er mange former for fysisk aktivitet jeg sætter pris på, men dans er en af de ting jeg ikke finder nogen glæde i," forklarede han. "Mange andre aktiviteter dog," han smilede skælmsk inden han førte hende med sig ud af storsalen igen og tilbage til entrésalen og op ad trappen. Bag dem kunne man se menneskemængden følge hinanden i små klynger, enkelte tog nogle trin med op ad trappen allerede fordybet i hede kys tilsyneladende. Matthew smilede som han så bag sig inden han vendte blikket mod Victorie igen. "Hvad synes du indtil videre?" spurgte han mens de gik op mod reposen hvor første etage bredte sig ud med døre til højre og venstre og et stort åbent rum med en rund fordybning belagt med en madras, puder og skind hvor der allerede var tre gæster i færd med at nyde hinandens selskab.

[Deleted]

Det var ærgerligt at Matthew ikke var en danser. For Victorie var dans en måde at komme hinanden nær. At mærke hinanden, møde hinanden, og nakke mere privat sammen. Alt dette måtte hun dog gøre med en anden eftersom det ikke var noget Matthew gjorde sig i. Uden brok fulgte hun bare med videre med vuggende hofter og drak lidt af sit glas. "En skam. Jeg er sikker på du ville være en god dansepartner." måtte hun dog indrømme, men ville dog ikke give tabt kamp af den grund. Hun var ret sikker på det nok skulle blive en god aften uanset.
Matthew gik op ad den store trappe, og Tori tog sig et øjeblik i lige at kigge ud over forsamlingen, før hun så fulgte efter Matthew igen. Det undrede hende helt ærligt lidt hvordan folk på 1. salen lå og hyggede sig med hinanden sådan til offentlig skue, men det virkede ikke til at bekymre nogen af gæsterne det mindste. Hun fulgte derfor blot efter Matthew indtil de nåede et stort værelse med en overdådig.. seng? "Jeg tror aldrig jeg har oplevet noget lignende." forklarede hun om det så var om værelset eller om festen kunne man selv vurdere.

[Matthew J. Darklighter]

Han måtte le over hendes næsten uskyldige observationer. "Det er sådan vi er, Victorie," forklarede han mens han bevægede sig rundt i den lave sal hvor fordybningen var at se. Nogle trin ledte ned til madrassen fra alle sider. Han vendte sig og slog ud med armene. Flere af dørene der vendte ind mod den lave sal var åbne men det var som tomheden selv, sorte huller hvor enkelte bevægede sig indenfor mens de grinte og skålede og omfavnede hinanden for blot at blive opslugt af mørket derinde.
"Det er her grænserne mellem virkeligheden og fantasi bliver ophævet og man kan gøre som man har lyst," fortalte han og gik hen til kanten af fordybningen. De få der havde været dernede så op og forføjede sig nærmest med det samme, som var de støvkorn der blev hvirvlet op fra bunden af en brønd. Matthew slap hende og satte sig på kanten og lagde hovedet tilbage mens han nød den svage musik der formede baggrunden for omgivelserne. Han tog et kort sip af sin vin og kastede et blik op på hende inden han viftede hende ned imod sig.
"Kom og sid," bad han hende.

[Deleted]

I samme stund blev hun enig med sig selv om, at hun ALDRIG ville fortælle om dette her til Valentine Clairmont. Det var helt sikkert. Men nu var hun her og selvom hun var ved at være lidt skeptisk, så virkede det lettere umuligt at trække sig fra alt det Matthew diskede op med. Hun så ned ad sig selv mens hun for en time siden havde følt sig mega lækker og fræk i sit tøj, følte hun sig nu en smule afklædt og masken generede hendes sådan set også, eller nej det var mere alle de andres masker der generede hende. Hun anede jo ikke hvem nogen var. hun vidste kun hun sad med Matthew, fordi hun kunne høre det på stemmen.
Da han inviterede hende ned ved siden af sig tøvede hun lidt til at starte med. Var det nu en god ide. Hun kiggede lidt omkring, men havde virkelig heller ikke lyst til at stå der alene. Det blev til sidst grunden for at hun satte sig. "Så... hvad har du lyst til lige nu?" Spurgte hun med en fløjsblød stemme. HEllere han sagde det end at hun skulle sige noget.

[Matthew J. Darklighter]

Han lagde en arm om hendes skuldre og lænede sig tilbage mod kanten af et af trinene ned til fordybningens bløde bund.
"Jeg har lyst til at høre om dine indtryk, din indsigt i min verden," svarede han og vendte ansigtet imod hende. Lyset flakkede over hendes hud og afslørede dens glød. Hans øjne var smalle, undersøgende, vurderende inden han lagde sin hånd bag hendes nakke og lod sine fingre kærtegne hendes hud. "En gang om måneden gør vi præcis hvad vi har lyst til her, og det er det smukkeste, mest sublime man er vidne til. Der er ingen hæmninger, ingen regler, ingen love. Folk kan udforske sig selv og opleve sig selv i nye forbindelser. Er det ikke vidunderligt?" spurgte han mens han søgte hende blik.

[Deleted]

Hendes indtryk? Hun så sig lidt omkring, før hun så prøvede at beskrive det. "Her virker overbefolket, men stilfuldt. Det virker til at her er mange og samtidig overvejer jeg om folk her er ensomme. Her virker som en drøm, men samtidig et mareridt. Man får fornemmelsen af at være brikker i dit spil. Legetøj.. dukker du kan tage frem og lege med." med de ord holdt hun inde og så på de nærmest sulte mennesker, der var ved at æde hinanden halvt op. Der var noget barbarisk over det. noget løssluppent som hun ikke kunne lide. At slippe hæmningerne på den måde var slet ikke hende. DEt var uden taktik uden regler. Det var kaos! Det sagde hun dog ikke til ham. "Er der aldrig nogen der kommer ud i noget de ikke kan bunde i?" spurgte hun og var alligevel usikker på en måde som hun sjældent mærkede. Noget ved det hele her gav hende myrekryb.

[Matthew J. Darklighter]

“Ensomme?” Sagde han lidt forundret men trak tanken i langdrag mens han funderede over den. “Ja det er vel klart det kan se sådan ud når man ser det udefra for første gang. Men folk kommer her for at skabe alliancer, bånd og sociale kompetencer. Ved at slippe tøjlerne løs en enkelt dag om måneden, komplet og uforbeholdent, kan man de efterfølgende uger bruge tid og energi på sine pligter og blive mere effektiv, fordi man specifikt har afsat en dag til at få sine behov og nydelsesfulde stunder dækket.” Han lod blikket glide over de små klynger af mennesker der begyndte at sive ind i den lange, lave hal. De indtog de forskellige møbler eller forsvandt ind i mørkerummene. Lydene af latter, suk og støn blandede sig langsomt med musikken. “Folk er her frivilligt, og de ville ikke have det anderledes på nogen måde. Og de fleste vælger selv at gå hvis de ikke føler de kan gennemføre hele forløbet,” forklarede han inden hans blik atter vendte tilbage til hende, og hans smil var uforandret. “Du er også fri til at gå,” tilføjede han men grebet om hendes nakke var måske en blid påmindelse om at han ikke havde tænkt sig at det skulle være så let for hende at komme væk.

[Deleted]

Hun nikkede og hævede et bryn. var det da så svært at forstå. "Ingen kender i sandhed hinanden her. Forelsker du dig, vil du ikke have muligheden for at møde personen igen. Alle her er non-personlige individer. Jo der er da forskel på hvordan vi går klædt, men der er noget smagløst i at blive gjort til ingen. og du.." Hun vendte blikket imod ham og så så indgående på ham med let sammenknebne øjne. "Du har evnerne til at læse enhver tanke i huset. Du ved hvem alle er, eller kan finde ud af det hvis det har interesse for dig. Derfor bliver du automatisk hævet over alle andre. Du lever som en gud og dette er dit folk. Jo vidst de hygger sig og har det rart, men ved du hvordan de har det, når de forlader stedet?" Hun så rundt på dem og lyttede til de mange udbrud af nydelse og glæde. Der var så mange lag af ting at hun ikke kunne tænke klart. Hun drak lidt af sit vinglas og prøvede så at komme op at stå. "Det er et sølvfad for dig, er det ikke? Du håndplukker folk og luller dem ind i drømmen om den frie følelse. at smide hæmningerne. Du får aldrig mig til at smide hæmningerne på samme måde." Lød det fra hende. Hun ville gå, men alligevel blev hun stående. Hun ønskede ikke at forlade stedet. Hvad hvis han tog kontakt til hendes far? den risiko kunne hun ikke løbe. "Hvor meget snakker du overhovedet med de her mennesker? Hodler du øje med dem når de kommer hjem? EN ting er at leve i nydelse, en anden er at fortryde det, når nydelsen er forbi" Det var en følelse hun kendte alt for godt til. Hun begyndte at trippe lidt på fødderne og se sig over skuldrene. Ville hun overhovedet kunne forlade stedet uden en eller anden tog fat i hende og trak hende ind i en farlig leg?

[Matthew J. Darklighter]

Hans læber formede sig i et kurvet smil som undertrykte han et grin over hendes ord og reaktion og vendte sig fuldkommen imod hende. Hans fingre slap hendes nakke og hånden gled over hendes skulder og arm til hendes håndled hvor han tog fat, blidt men insisterende, og trak hende et skridt nærmere så de stod op og ned ad hinanden.
"Det er kun anden gang du er her, min pige," sagde han. "Og alligevel tror jeg at du er for nysgerrig til at vende muligheden for at opleve det her selv ryggen. Ellers ville du ikke være dukket op i aften. Har jeg ikke ret?" spurgte han, hans isblå øjnes blik hvilede på hendes ansigt inden han langsomt bakkende trak hende med sig igennem salen. "Anonymiteten er ophævet så snart man går ud af gitterporten der lukker sig omkring palæet, og man er fri til at opsøge hinanden udenfor palæet. Der er ingen restriktioner på det. Hvis man finder en partner her er der intet der skal holde én fra at opsøge den forbindelse. Tværtimod. Jeg vælger dem der har brug for hjælpen, dem der har brug for at komme mere i forbindelse med sig selv og opnå et bedre, effektivt liv hvor negative følelser ikke får lov til at fylde og trække dem ned. Jeg hjælper dem," forklarede han mens han, skridt for skridt, dirigerede hende med sig uden at slippe hende med blikket, imod en af de mørke døråbninger, "og jeg tror at du ville få rigtig meget ud af at slippe dine hæmninger løs for en stund og opleve præcis hvad det betyder og se verden fra et nyt perspektiv når du kommer ud på den anden side." Med sit sind rakte han ud og forbandt sig med hendes, forbandt sig med hendes vilje og trak hende med sig både fysisk og psykisk, ind i mørket.