Post by Deleted on Jan 30, 2021 16:52:18 GMT
Ja, det var kun anden gang hun var her, og alligevel følte hun sig fanget til langt over knæene. Egentlig havde hun haft en forventning om at hun ville elske aftener som denne, men hun kunne bare ikke rigtig finde ro i det. Det var et sumpede tærren af alt for meget frigørelse og lige nu var Matt hendes anker. Hun så på ham ved hans antagelse og havde lyst til at råbe sine frustrationer ud, men det var som om rummet ikke indbød til det. Derfor blev det kun til en trækning over ansigtet. "Du.. " Hun himlede med øjnene. "Fint du har måske ret... delvis ret. Jeg hader det og jeg elsker det. Er det det du gerne vil høre?" Stemmen var irriteret og det var tydeligt at mærke på hende at hun bestemt ikke nød at måtte sige det på den måde. der var en energi der ophobede sig i hendes krop, som hun ikke kunne komme af med. Hun manglede sin kost, sine store armfagter og hele det at reagere. Ikke bare stå fint og fornemt og blidt. Det dræbte hende indefra.
"Ja anonymiteten forsvinder, men jeg husker også du sagde, at man ikke må tale om festerne. Så hvis nu vi antog, jeg fandt sammen med en her, som jeg forelskede mig i. Jeg ville jo ikke ane hvem han var og jeg ville aldrig kunne finde ham igen." argumenterede hun. Jo måske til festen måneden efter, men ville det være nok? desuden kunne hun stadig ikke lide anonymitetens tygge slør. Det... det gjorde hende ensom og afholden fra andre. Måske var det grunden til hun holdt sig til Mr. Darklighter? Ham vidste hun da hvem var. Hun lod sig føre med ham, mens hun blot lyttede til hans stemme og blev måske endda lullet ind i en hypnoselignende tillid til ham, for hun så ikke andet eller andre end ham og stolede blindt på at det han førte hende ud i nu, ville være rart og godt og sikkert med ham.
"Ja anonymiteten forsvinder, men jeg husker også du sagde, at man ikke må tale om festerne. Så hvis nu vi antog, jeg fandt sammen med en her, som jeg forelskede mig i. Jeg ville jo ikke ane hvem han var og jeg ville aldrig kunne finde ham igen." argumenterede hun. Jo måske til festen måneden efter, men ville det være nok? desuden kunne hun stadig ikke lide anonymitetens tygge slør. Det... det gjorde hende ensom og afholden fra andre. Måske var det grunden til hun holdt sig til Mr. Darklighter? Ham vidste hun da hvem var. Hun lod sig føre med ham, mens hun blot lyttede til hans stemme og blev måske endda lullet ind i en hypnoselignende tillid til ham, for hun så ikke andet eller andre end ham og stolede blindt på at det han førte hende ud i nu, ville være rart og godt og sikkert med ham.
