Strolling

[Angelique Darklighter]

Matthew J. Darklighter

Hendes fingre knugede sig så hårdt til hans underarm at knoerne havde indtaget en underlig papirshvid farve på hendes allerede alt for blege hud. Hendes blå blik veg i et kort øjeblik over de mange mennesker der omringede dem, masede og puffede for at kunne komme til de mange butikker, men ligeså hurtigt som hun havde kigget lod hun sit blik faldet på sine hvide sko. Han havde altid yndet at klæde hende i hvidt, at matche hendes blege hud og næsten hvidlige hår. Hun var en fe, et spøgelse, en eventyrsfigur som gik gennem Diagonalstræde, arm i arm og i dyb kontrast med sin fader. Hjertet dunkede hårdt i hendes bryst, og hun kunne høre hvordan blodet susede for hendes øre. Hun havde tigget om at blive efterladt derhjemme, men han havde insisteret på ikke at være hendes pakhest. Desuden skulle de til Madame Malkins, eftersom at hun i sine sidste måneder på Hogwarts havde været udsat for et growthspurt, noget som desværre ikke kunne klares på distance. ’’Papa?’’, spurgte hendes milde stemme, som hun knapt havde brugt andet en til et venligt ’hej’ til Matthews bekendte. Hun havde forblevet stille for ikke at gøre ham mere oprørt angående hendes ønsker at blive hjemme på palæet. Jeg bliver også nødt til at få nye sko til Quidditch, det var nemmere at tænke end at bruge sine ord i hans selskab.

[Matthew J. Darklighter]

Der var ikke mange dage tilbage af ferien inden Angelique skulle tilbage til Hogwarts. Det skar altid i hans hjerte at skulle sige farvel til hende, og han ønskede næsten altid at bruge al den tid han kunne med hende når hun endelig var hjemme. Når hun forsvandt havde han Gabriel at kaste sin kærlighed over. Men det var stadig en bittersød følelse at have hende hjemme, for han vidste at det medførte en afsked der, selvom han ikke ville indrømme det, rørte ham.
Så hendes meddelelse om ikke at ville tage med til Diagnolastræde var faldet for døve ører, og hun havde ikke haft meget at sige imod hans vilje som han tog hende med sig til den eftermiddagstravle troldmandsgade. Der var flere andre Hogwartsstuderende der skulle have de sidste forsyninger i hus inden turen gik hjem til Hogwarts. Han mærkede hendes fingre bore sig i hans arm og så ned på hende for at fokusere på hende. Støjen omkring dem af folk forstummede som han mærkede hende anvende den nemmeste måde at kommunikere med ham på mens der var mange mennesker og lydniveauet var for højt til at normal samtale gav mening.
”Nye sko? Det var ikke en del af aftalen,” svarede han tilbage uden at ytre en lyd. Et løftet øjenbryn var den eneste indikation fysisk på at han havde registeret hendes ord. De var stadig et lille stykke vej fra troldmandsskrædderiet. Han sukkede og så frem for sig, dog med antydningen af et smil. ”Så lad gå,” gav han sig til sidst.

[Angelique Darklighter]

Billeder af smertende svulmede fødder efter Quidditchmatchen og følelsen af en lidt for stram indelukket sko vældede hendes tanker for at lade Matthew vide, at hun ikke havde sagt noget fordi hun ikke havde haft lyst til at tage til Diagonalstræde i første omgang. Quidditch udstyret kunne hun trods alt skjule, men den lidt for korte kappe og stramme knæstrømper var sværere. Hvilken aftale? Det er dig som bragte mig her, måske var det flabet at tænke sådan men hun havde allerede udtrykt sin utilfredshed og at dette absolut ikke var hendes idé. Angelique foretrak at tale i tankerne og forblive stum, det var sådan hun havde opvokset i Darklighter palæet, og specielt efter at Gabriel var startet på Hogwarts imens hun stadig var ganske lille. Derfor, når hun talte fremgik det altid velovervejet og velformuleret, som var hun en maskine der automatisk spyttede citater ud. Men det betød også at hun sjældent kommunikerede hvad hun faktisk havde brug for, hvorfor Matthew til tider var nødsaget til at rode hendes hjerne igennem.  

[Matthew J. Darklighter]

At se hendes tankemønstre faldt så naturligt som at trække vejret efterhånden. Selvom Gabriel og Isobel ikke brød sig om at han brugte sin legillimens på dem, havde Angelique været en udemærket prøveklud mens han havde mestret den svære magi, og deres kommunikation var som en sølvtråd der bandt dem sammen. Han standsede abrupt på gaden så folk måtte undvige at støde ind i dem, det mørke tårn overfor den hvide engel. Med to fingre klemt om næseryggen og en tydelig panderynke tog han en dyb indånding mens et par sekunder fløj forbi og han så for sig hendes andre kvaler ved den seneste Quidditch-kamp.
“Ok, så du skal også have Quidditch-udstyr?” Spurgte han mens han samlede sig og så indgående ned på hende. “Og en NY kost?” Hans blik på hende var en kende skeptisk. “Hvorfor fortæller du mig ikke den slags, min engel?” Han lagde sin ene hånd tungt på hendes skulder og den anden hvilede mod hendes marmorblege kind. “Du ved du kan fortælle mig den slags.”

[Angelique Darklighter]

Dragelort, svor hun idet Matthew tiltvang sig adgang til hendes tanker og den seneste Qudditch kamp fór forbi hendes øjne. Smasheren havde penetreret hendes kost idet hun havde i et lidt for risikofyldt og hæmningsløst øjeblik suset direkte ind i et harmonikasammenstød med kuglen. Skolesygeplejersken havde gispet af chok da hun havde set de skader hun havde pådraget sig, for ikke at tale om det flækkede øjenbryn. Et smil spredte sig på hendes læber som hun nu mødte hans ligeså isnende blå blik og følte hans hånd mod sin blege kind. Behøver jeg at spille Quidditch?, spurgte hun så, de vidste begge at sandheden lå i at Gabriel havde tvunget hende og det var den eneste grund foruden timerne, til at hun faktisk kom ud af opholdsstuen. Desuden nød hun at slå til bolden og hun havde talent. Jeg kan vel bare låne skolens udstyr? Hun fortrød nærmest allerede at hun overhovedet havde tænkt den tanke, for hun vidste hvad hans holdning var til brugte sager, specielt ildelugtende sportsartikler. ''Det behøver ikke at være nogen fin kost, bare den er hurtig'', svarede hun så i sin normale musestemme imens hun rakte hånden frem for at tage hans. 

[Matthew J. Darklighter]

Det var den flygtigste af skygger der havde vist sig på hans ansigt ved tanken om hendes seneste kamp. Generelt brød han sig, meget ulig størstedelen af magikerverdenen, ikke om Quidditch. Det var en barbarisk, forfærdelig basal sportsgren. Han foretrak troldmandsskak, hvis der endelig skulle spilles noget, og at Gabriel havde gennemført at hans engel skulle spille med i så brutal en sportsgren havde han endnu ikke tilgivet, specielt ikke når det viste sig at hendes handlinger og måde at spille på bragte hende i så mange vanskeligheder.
"Vi finder det bedste udstyr, og så skal du også lære at passe bedre på," svarede han hende med et sigende blik. "Og ja, Quidditch er en udemærket mulighed for dig at etablere forbindelser og venskaber," forklarede han inden han placerede en hånd bag hendes læn og førte hende med sig ned ad gaden med kurs mod Madam Malkins. De kunne tage Quidditchudstyret bagefter. Tøjet var i hans mening vigtigere.

[Angelique Darklighter]

Angelique var ganske ligeglad i sin holdning mod Quidditch. Det havde aldrig huet hende men det havde heller aldrig gjort hende ked af det. Tværtimod havde adrenalinen ved at suse afsted og slå hårdt til boldene. Brutaliteten var netop hendes speciale, og jo mere voldsom en kamp jo bedre. Derfor smilede hun som en lille sol ved hans tilbud, det ville bare give hende muligheden for at suse efter flere bolde og måske slå endnu hårdere. ''Jeg passer altid på'', en løgn, men en drilsk en som nu fik hende til at gå en anelse mere letfodet mod Madame Malkins. Klokken bimlede som de begge trådte ind id en lille butik. En sødlig duft af parafume og varmt dampet stof spredte sig omkring dem, og fik Angelique til at nyse mod sin hvide kappe. ''Jamen hvad har vi her? Lady og Lord Darklighter!'', udbrød den første og bedste skrædder som gik dem i møde. Det varede ikke længe inden Angelique var blevet placeret en stol hvor et målebånd gav sig i gang med at måle hvert en centimeter af hende. Hvad tror du at hun vil gøre hvis jeg bed i båndet?, spurgte hun sin fader alt imens båndet var igang med at måle afstanden mellem hendes overlæbe og næsetip. det var tydeligt ved hendes blik, at tanken morede hende. 

[Matthew J. Darklighter]

Matthew hilste høftligt på skrædderen og forklarede hvad der skulle tages mål til. Han fulgte med i hendes kølvand stolt som var det første gang han skulle have sin datters skoleuniform syet. Han huskede det som var det igår, deres første besøg til Madam Malkins for at få hendes klæder til Hogwarts målt til. De flygtige billeder af fortiden lod han glide over til Angelique for at vise hans savn, og måske også hans glæde ved at have hende hjemme igen.
"Hvis du bider i båndet får du ikke nye sko," bemærkede han tørt efter de korte billeder fra fortiden var blevet udvekslet gennem sindet, og han sendte hende et skarpt, advarende blik for at holde hende på måtten. Hun vidste hvad der ville ske når de kom hjem hvis hun begyndte at opføre sig tåbeligt i offentligheden. Et par mentale billeder sendt i hendes retning gjorde hende opmærksom på konsekvenserne af hendes handling, imens skrædderen spurgte ind til materialer og Matthew blot svarede for at få dem til at lave det bedste af det bedste til hende.

[Angelique Darklighter]

Hun skulle aldrig gøre det, bete sig tåbeligt eller få ham til at skamme sig. Hun var trods alt 'englebarnet' derhjemme og den mest artige af dem begge to. Jeg er ikke uciviliseret, besvarede hun ham selvom hun i det øjeblik skrædderen vendte blikket bort, drillende stak tungespidsen ud, men kun i et kort sekund inden hun istedet smilte bredt og varmt, et smil som kunne få hver en person til at dåne. Det fik også skrædderen til at udveksle et par korte ord over Mattthews søde pige, og en let rødmen spredte sig over hendes kinder af generthed. ''Tusind Tak, Madame'', svarede hun venligt som hun hoppede ned fra stolen og fulgte Matthew.

[Matthew J. Darklighter]

"Godt, præcis som det skal være," var det korte svar til hende som de fulgte skrædderen hen til skosektionen. Der var alt hvad hjertet begærede, hvis man altså begærede sko. Helt klart ville Matthew foretrække et par helt simple, pæne sko til hende, men hun skulle selv vælge. Han ville give hende hvilket som helst par, selv butikkens dyreste sko besat med ædelsten og med indlagt sølv.
"Vælg et par, min kære," sagde han og med et lille puf i ryggen på hende skubbede hende over til væggen hvor skrædderen stod med hænderne på ryggen og ventede på at hun bestemte sig.

[Angelique Darklighter]

Angelique måtte tage sig i ikke at falde over sine egne fødder ved hans puf. De mange sko udfoldede sig foran hendes øjne og hun betragtede dem en anelse genert. ''Mmmhmm'', svarede hun som hun tog det første par simple, brune lædersko. De var fine, runde i snuden og feminine. Hun rakte dem til skrædderen med et smil og et nik, inden un på ny gav sig til at kigge mellem de mange rækker. Denne gang løb hendes tanker frit over hvilke sko som hun sparke hårdest med. Hun tænkte scenarierne igennem, at sparke både bolde, koste og eventuelt en modstanders knæ. Et kort billede af at flyve over en quidditchspiller fra Gryffindor og losse dem i fjæset på vejen med skosnuden gjorde dog udvalget. Hun løftede et par tunge læderstøvler med jernisolerede tåspidser. ''Til Quidditch, Madame Malkins'', svarede hun venligt inden hun vendte sig mod Matthew og med udbredte arme straks slog dem om ham som en hurtig og fin omfavnelse som hun nok snart var for gammel til. ''Tak Papa'', med disse ord slap hun inden hun selv strøg mod kassen.

[Matthew J. Darklighter]

Han nåede at indsnuse hendes duft og fingrene flettede sig med hendes lyse lokker i den korte omfavnelse om hendes små skuldre. Hendes berøringer behagede ham og når de i sjældne glimt blev givet i offentligheden var de endnu mere dyrebare. Han ville vise verden at hun var hans.
Efter valg af sko satte han kurs mod skranken sammen med hende og fandt den tunge pung frem med galleoner. Han kunne snildt have købt meget mere til hende, men hun forstod ydmyghed når det kom til kvantitet. De fik de nye udgaver af skoleuniformen bestilt hjem til palæet og lovning på at den ville være færdig inden hun tog tilbage fra ferien.
De forlod skrædderen med skoene i en pose og Matthew måtte bære for Angelique som de nu satte kurs mod Kvalitetsudstyr til Quidditch, der lå et par butikker længere nede.
De trådte ind og blev mødt af en ekspedient med et stort smil. Matthew hilste myndigt på ham og så ned til Angelique.
"Min datter skal have nyt Quidditch-udstyr. Hendes position er basker," forklarede han.

[Angelique Darklighter]

Der var intet spørgsmålstegn ved Angeliques hengivenhed til Matthew. Hun respekterede ham og opførte sig skikkeligt i hans nærvær, hvilket var anderledes end på Hogwarts hvor hun let lod sig rive med i forskellige konfrontationer, ihvertfald ibforhold til Gabriels prægen. Hun hilste venligt på assistenten inden hun selv gik igang med at kigge på de forskellige Quidditch produkter. “Jeg har brug for en ny kost... Jeg havde en Sputnik inden, måske I har en samme eller måske en hurtigere?”, hun skævede til Matthew, hun vil ikke tage imod noget hun ikke virkelig behøvede, men hun vidste også at han ligeså ønskede hende succes. “Og så noget godt beskyttelsesgear, måske en styrthjelm”, forklarede hun imens hun i tankerne hele tiden skævede til Matthew, nervøs for at gå over grænsen.

[Matthew J. Darklighter]

Hendes søgen efter hans godkendelse var en smule komisk for ham. Hun vidste da hun kunne få hvad hun end pegede på!
"Slå dig løs, jeg har galleoner nok med," svarede han stille i sit sind til hende imens de blev ført rundt i butikken for at finde de forskellige ting. Assistenten fremviste til at starte med de bedste og dyreste ting og Matthew nikkede blot for hver ting Angelique sagde hun skulle bruge.
"Hvem skulle tro Quidditch var så dyrt?" sukkede han lidt stille for sig selv da de kom hen til sektionen med koste, som var ubetinget det største område af butikken. Slanke, lange, polerede håndtag, messing beslag om kvistene, lakeringer, impregneringer og gyldne navneskilte. Han vendte sig mod Angelique med et slankt hævet øjenbryn. "Hvilken kan du bedst lide, min engel?" spurgte han med et kort blik til siden til assistenten. Hun var måske hans engel men at dømme efter hvad Gabriel havde fortalt forleden aften var hun en djævel på Quidditchbanen.

[Angelique Darklighter]

Angelique vidste at hun kunne få præcis hvad hun vil have. Men hun forsøgte altid at forblive ydmyg under sin faders vinger. Hun vendte på ny blikket mod ham som de kom til kostesektionen. Hun havde godt hørt hans lille ytren, hvorfor hun med en hvis forsigtighed gav dig til at kigge gennem de mange koste for blot at finde en i udemærket kvalitet. Ekspedienten gav sig også til at hjælpe og snart blomstrede en mystig snak om Quidditch, som fin selv Angelique til at smile. Til slut fik hun udvalgt en kost, en lang smidig kost ud af bleg ask. Hun anede ikke hvad den kostede men sørgede for at lade Matthew vide i tankerne at den let kunne blive trukket fra hendes lommepenge hvis det nu var for galt. Det var trods alt ikke fordi hun brugte sine lommepenge på noget når hun sjældent forlod Hogwarts eller befandt sig i Hogsmeade.