Strolling

[Matthew J. Darklighter]

De fik taget varerne over til disken og assistenten tjekkede prisen af til et beløb, der ikke var urimeligt, men alligevel ret højt. Han betalte dog ufortrødent og rakte hende den fine, nye kost.
"Den kan du vidst selv bære," sagde han inden han med et sidste myndigt nik til assistenten tog hende med sig ud på det buldrende, travle magikerstræde. "Næste gang der er Quidditch-kamp på Hogwarts må jeg hellere komme og se dig bruge det her, hva'?" sagde han gennem sindet og skævede ned til hende som de gik.

[Angelique Darklighter]

Kosten løftede hun op på skulderen for endnu engang at kunne tage sin fader i armen. Hun forsvandt næsten i hans mørke væld af kappe hår men hendes lysende kappe fik dem nærmere til at resemble en ulige ying og yang. “Tak pappa”, sagde hun som de kom ud af butikken. Men hans nyfundne interesse i hendes sport overraskede hende og hun så derfor straks op på ham med et hævet øjenbryn. ‘Jeg er ikke sikker på at det er noget for dig’, tænkte hun ærligt, selvom hun ikke mente at støde ham bort. Sandheden var nok nærmere at hun var bange for hvad han skulle sige til hendes aggresivitet på banen. ‘Jeg er bange for at du vil nægte at lade mig spille igen’, indrømmede hun så selvom det blot var i tankerne. Et var at han tvang hende til at være med, men noget andet var også at hun helst ikke vil nægtes noget hun faktisk var god til, selvom hun ikke rigtig vil være med.

[Matthew J. Darklighter]

Han standsede så det gav et lille ryk i dem og hun stod foran ham nu som han så ned på hende med et alvorligt blik. Det var ikke fordi han var ubekendt med Quidditch, han havde set billeder i Profettidende fra kampe og des lige, men aldrig selv overværet en kamp, fordi sport generelt sagde ham mindre end de få fjer en papand måtte besidde. Det måtte være en mærkværdigt syn, den unge, hvide pige overfor den høje, mørke mand, et næsten direkte fysisk billede på deres familienavn.
"Nej men det er noget for dig, og det er nok grund til at jeg gerne vil komme og se på, min kære," svarede han ordløst og klappede hendes kind med et lille smil på læberne inden han førte hende videre ved armen. "Jeg forventer at du sender mig en ugle når det er tid."
De nærmede sig udgangen af gaden og der lå en port key som han vidste ledte hen til vejen hvor deres palæ lå ved. Han standsede ved den og sendte hende et blik der sagde at hun skulle gøre sig klar, inden han greb fat om den og de blev båret til deres hjem i et sus til deres fødder ramte fortovet ved den høje mur og gitterporten der ledte ind til skoven, der omkransede palæet.

[Angelique Darklighter]

Et forsigtigt smil spredte sig på hendes læber ved hans ord. Hun nikkede umærkbart, men han vidste også at hun forstod at den ged var barberet og der ikke var mere at hente. Hun greb hans arm indtil de kom nær nøglen hvor hun instinktivt holdt vejret imens hun følte sommerfuglende summe i sin mave.

Palæet bredte sig frem for dem og hun satte straks i løb gennem den store skov for at finde Gabriel og vise ham sin nye kost.

//Out

[Matthew J. Darklighter]

//out