A weekend.. what can come out of it?

[Deleted]

Riikus spørgsmål fik Remus til at sætte albuen i gulvet og læne sit hovede i sin hvilende hånd. ''Nej... Altså... Det er ikke fordi det er en hemmelighed'', svarede han med et par knitrende øjenbryn, som viste hans tydelige forvirring. ''Jeg har... Vi har... Altså min familie kalder mig kontormusen'', forsøgte han at forklare så at det ikke lød så skidt at han ikke havde sagt noget. ''Seksualitet har aldrig været et diskussionsemne, det er bare... Ja arbejde'', han trak på skuldrene imens hans øjne fløj over den andre for at sikre sig at han ikke havde sagt noget forkert. ''Jeg er ikke flov over det, overhovedet... Er du?'', han lod spørgsmålet hvile imens stilheden sænkede sig over dem. Hans kinder var let lyserøde fra den midlertidige ophidselse. Han blev næsten så pinlig over sin egen forklaring at han næsten ikke kunne svare på det næste. ''Jeg kan da selv vælge om jeg vil fejre mine dage med dig? Jeg vil også fejre din fødselsdag med dig, hvis du vil fejre den med mig? Hvornår er den egentlig?''.

[Riku Hamasaki]

Han kiggede måske en anelse alvorligt på den unge fyr, han troede egentlig at man var over det med man ikke kunne være sammen med hvem som helst i hvertfald hvis man var alt andet end fuldblods. Dog var han ikke sikker på at det overhovedet ville være et problem for Remus at fortælle, ikke af hvad han havde kunne læse sig frem til i de mange historie bøger der var om den store troldmands krig. Er du ikke sikker på de blot kalder dig det fordi du ikke laver andet? Du skal ikke gemme dig for hvem du er. Du ligner mig da jeg var i din alder” han nikkede lidt for sig selv og lagde hovedet en anelse på skrå. “Hvad skulle jeg være flov over? Jeg har ingen i mit liv til at jeg skulle være flov over noget. For himlens skyld til ministeriets jule tam tam havde jeg et regnbue jakkesæt på.” Kom det fra ham og var ikke helt sikker på om det egentlig var der Remus måske første gang havde fået øjnen ordentligt op for ham, eller om det var noget tidligere. I hvertfald lagde han ikke skjul på hvem han var, eller hvad han var til. Hvis folk ikke kunne acceptere det... ja så var det ikke hans fejl men nogle andres. “25 maj er min dato, men jeg har virkelig ikke fejret den i.... ja hvertfald næsten 20 år tror jeg... jeg holder virkelig ikke styr på den længere.” Kom det fra ham og lagde sig ned ved siden af Remus og lagde en hånd op af hovedet så den stod i en 90 graders vinkel, så hovedet blev lænet på hånden. 

[Deleted]

Rikus alvorlige blik ramte ham som en sky for solen. Havde han gjort noget forkert ved ikke at bringe det op med sine forældre? Ikke fordi han regnede med at det vil være et problem. Men måske han skulle snakke med Lydia Weasley-Lupin om det. ''Jeg vil bare så gerne blive til noget i ministeriet... Jeg vil gerne gøre en forskel for det magiske samfund, jeg havde jo ikke regnet med...'', han blev stille, han ville jo sige at han ikke havde regnet med at forelske sig, men det virkede så tåbeligt nu. Desuden så krøb den snigende fornemmelse af at føle sig utilstrækkelig og også dårlig til jobbet da han kom til at tænke på Lord Darklighter som efterhånden havde fået ham ind i sit spind. Remus lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb indånding. ''Mmhm jeg kan godt huske det, vældig flamboyant'', han åbnede nu øjnene med et forceret smil. Det var aftenen han for alvor havde indset at manden definitivt lagde an på ham gennem alle gaverne, og selv aften han havde bestemt sig for at gøre noget ved det. ''Jeg skriver det i kalenderen, så skal jeg nok overraske dig'', han sendte ham et sødeligt smil, hvordan kunne man ikke fejre sig selv i så mange år? 

[Riku Hamasaki]

Det var som om Remus skjulte noget han ikke ville sige højt, men hvad det kunne være ville han faktisk ikke presse på med, dog var der en hvis nysgerrighed i ham der alligevel tændte lidt i ham. “Du havde ikke regnet med hvad?” Spurgte han lidt stille og nærmest kun en hviskende. “Uanset hvad kan du sagtens gøre noget for det magiske samfund. Bare se hvad Jasper 'Wolfgang' Rider gjorde der han blev minister og magi. Han satte sig for at hjælpe varulvene og ikke jage dem som vilde dyr. Han startede sit eget parti, og det samme kunne du gøre hvis du har stemmerne til det” han smilte lidt og kiggede på den unge fyr. Uanset hvad Remus havde af planer skulle han bare fuldføre dem, men han måtte aldrig blive en arbejdshest bare for at glemme en hverdag. Den knægt havde familie og venner, det var mere at man kunne sige om ham selv ud over Enzo Lynch.
“Og alligevel fandt jeg dig vældig tiltrækkende... selv den gang” kom det fra ham og smilte en anelse. Han havde faktisk godt kunne lide Remus længe, men det behøvede han jo sådan set ikke at få og vide, i hvert fald ikke endnu når det kom til stykket. “Jeg kommer til at fortryde det” han grinte en smule men inderst inde vidste han at han ville elske at blive fejret bare for en gang skyld.

[Deleted]

Et lille smil fløj ind på hans læber istedet for at svare manden. Han vil ikke presse ham, eller få en unødvendig diskussion om følelser på banen hvis dette blot var et fling. Alligevel var der noget i ham som sagde at det nok var mere end det. “Jeg vil bare være bedre... Jeg er træt af ministrer som Desmond Beaumont, beklager for at jeg taler bramfrit men hvilken nar”, han sukkede dybt og lagde sig nu flag ned på ryggen. “Hørte du at han lukkede suseskakterne til Skt Mungos på selveste juniorlandsholdets landskamp i Quidditch?”. Det forargede stadig Remus at en minister kunne være så ligeglad. Han rullede nu rundt på son mave og så en anelse mere alvorligt på Riku, de havde før haft diskussioner om ministerielle beslutninger. “Desuden så tror jeg at han er varulv. Jeg har set hans kalender, han er altid ude og ‘rejse’ under fuldmånen og dagene efter... og han har nogle ret vilde ar”, hans stemme blev næsten til en hvisken som han delte informationen som var det verdens bedste sladder. Men nu vidste han selvfølgelig ikke hvor meget Riku havde lyst til at sladre om sin kollega og medbeslutningstager. Dog kunne Remus ikke lade være med st føle sig berører ved Rikus anmærkning. “Ih hvor du flirter i aften, det vil jeg gerne have mere af tak”.

[Riku Hamasaki]

Han var ikke helt uenig i det Remus sagde, det havde været en dårlig beslutning som Desmond havde taget. Det havde endda kunne koste nogle livet hvis det var gået helt galt her i Scotland. Men til alt held havde det endnu ikke kostet menneskeliv. Hvad han vidste af, men skete det ville han anklage Desmond for ikke at bruge hovedet. Var det bare sådan franskmænd var? “Jeg forstår godt din holdning til manden, men han havde nok en ide med det. Ikke at jeg siger det var korrekt gjort, men han kunne have sine grunde.” Han havde godt hørt rygterne om hvad Desmond var og ikke var, men ærlig talt så ville han ikke rode for meget i det, selvom manden var et stort mysterium i hans øjne. “Uanset hvad har vores minister ansat ham for en grund, det må vi ikke glemme, men hold din meningen om ham for dig selv. Jeg ved godt det bare er rygter, men det kan gå galt hvis det først bliver opdaget at være falsk.” Han aede Remus på kinden med sin hånd. “Jeg vil ikke have der sker dig noget.. okey?” Kommet fra ham og smilet på hans læber falmede ikke. Han var lykkelig, også selvom hans mave måske knurrede mere end den havde gjort tidligere. “Du kan få alt det du vil have, uanset hvad det er. Om det så er små kys i det skjulte i ministeriets gange” han blinkede en gang til ham og satte sig helt op for at begynde og tage sin skjorte på.

[Deleted]

Remus undertrykte et fnys over Rikus forsøg på at forholde sig nogenlunde pragmatisk. Han havde mest lyst til at storme ind på Jasper's kontor og fortælle om alle sine bekymringer, om end ikke Kendrick Manuel Crawford , men han vidste også at hans unge sind måske gjorde ham mere reckless. Istedet lænede han sit ansigt mod mandens hånd imens han betragtede ham med smalle øjne. ''Du har nok ret, jeg tror bare at jeg generelt ikke bryder mig om ham fordi han altid virker så vred'', han undgik nonchalant at fortælle om incidenten hvor han blev råbt af, kaldt 'halvabe' og ikke mindst truet med en fyreseddel hvis han blev ved med at stille spørgsmål - han ville jo helst beholde sit job, hvis nu Riku tog det op. ''Jeg undrer mig stadig over hvorfor de valgte ham over Kendrick Manuel Crawford '', mumlede han så inden han pustede ud for at slappe af. Ministerielpolitik kunne let få ham op i det røde felt hvor selv fokus vil omslutte ham som en tæt dyne. Remus sendte Riku et sødt smil, det var vel derfor at han var minister når han kunne forholde sig så pragmatisk. ''Hvad hvis jeg vil have mere end det i ministeriets gange?'', spurgte han drillende, som han selv satte sig op og drog sin uldne striktrøje over hovedet og boxershortsne tilbage på. 

[Riku Hamasaki]

“Er franskmænd ikke altid lidt.... stramme i betrækket?” Desmond var faktisk den første franskmand han sådan lige havde mødt sf hvad han kunne huske, og ja han virkede altid så sur, måske var det bare en holdning for at virke mere skræmmende, men Desmond kunne godt slappe lidt af og bløde lidt op, i hvert fald hvis det stod til ham. Han var bare ikke sikker på om Desmond nogen sinde ville gøre det. “Politik kære, det er aldrig til at blive klog på. Desmond havde nok det ekstra der skulle til frem for Mr Crawford.” Han havde stadig ikke gennemskuet Kendrick endnu, og han kom nok aldrig til det. Håhan bevirkede mindst lige så sur på alt og alle som Desmond gjorde. Det var en skam, men han ville ikke blande sig i deres liv, ej heller hvorfor den ene blev valgt fra eller til. Det hele handlede om politik, og skulle han være ærlig... ja så var han ikke ret fod til politik i hvert fald ikke til at kunne stille op som minister for magi. Et lille smil spredte sig på hans læber i det Remus rejste sig for at tage sit tøj på. Selv rejste han sig helt op så tæppet faldt til jorden, blot for at tage sine boxseshorts på. Han startede med at knappe sin skjorte efterfølgende. “Og hvad vil du have mere af på gangene?” Et lille frækt smil spredte sig på hans læber. Han ville aldrig kunne sige nej til Remus og han vidste det godt.

[Deleted]

''Franskmænd er 'frøer' ifølge os brittere, fordi de spiser frø-ben'', forklarede han med et lille krøllet smil, han var ikke sikker på hvor mange kulturelle indforståede vittigheder som japaneren kendte til. ''De bliver også kaldt 'beskidte' på grund af den franske revolution, fordi de krævede 'sæbe' og 'renlighed' over monarki'', han strøg en hånd gennem håret, selv mugglerhistorie kunne han da lidt om, så længe det ikke omhandlede elektronik. ''Og du... Du er burde være stereotypiseret som regelrettet, men jeg er ret sikker på at det vi lige gjorde er ulovligt i en snes lande'', han blinkede itl ham alt imens et frækt smil spredte sig over hans læber. De blå øjne lagde sig straks på Rikus nedre dele idet han begyndte at tage sine klæder på, og alle tanker om sure ministre forduftede. De skulle ikke arbejde nu, også selvom det var så utroligt fascinerende at diskutere dette, og ikke mindst med en anden minister. ''Måske ikke i gangene, men i diverse kosteskabe?'', han blinkede til ham som han trak sine bukser på igen og gled op mod køkkenet. 

[Riku Hamasaki]

Uanset hvad Remus forklarede var han ikke sikker på at han ville forstå det helt. Nu kendte han ikke til så mange kulturer til at kunne forvente en hel masse. Men han vidste en ting... Remus var umådelig sød når han lærte fra sig. Så det eneste han kunne gøre var at smile til ham og nikke i ny og næ. Han sagde ingen ting men knappede blot sin skjorte færdig inden han rettede blikket op p` Remus. “Aha, det gør dem stadig ikke til dårlige mennesker” kom det fra ham og vendte sig om for tá tage fat i sine bukser som slet ikke lå hvor han havde regent med de ville ligge. De var jo nærmest blevet flået af ham af den grådige Remus. Han tog dem på og kiggede lidt ned af sig selv, ja det måtte være fint nom for nu. Før eller senere skulle tøjet jo af igen, hvis ikke det blev flået af ham igen altså. “Jeg er ret sikker på at hvad vi gjorde ville få k9nsekvenser hvis jeg ikke allerede havde vanæret min familie” et mindre grin kom fra ham. På nogle punkter var han ret glad for ikke at snakke med sine forældre igen, men på,den anden side savnede han dem mere end noget andet. Som Remus sidste ord blev han noget overrasket over udtalen og stod med halv åben mund. Havde Remus lige tilbudt sig selv i et kosteskab? Det kunne da ikke være sandt kunne det? Han bevægede sig efter ham ud 8 køkkenet og lagde en hånd rundt om livet på ham. “Nogen gange ved jeg ikke hvad udtænker på. Men du er umådelig fræk når du siger sådan nogle ting.” Han kyssede ham en enkelt gang i nakken og tog sin stav frem for at svinge med den så køleskabet gik op. “Nå hvad kunne du tænke dig at spise?” Spurgte han og kiggede på indholdet han havde taget med.

[Deleted]

''Jeg har selv fransk familie.... Faktisk sågar noget willieblod ude i periferien'', svarede han med et venligt smil inden han fulgte efter Riku. Et frækt grin omsvøb hans slæber som manden kommenterede på hans udsagn. Han vidste ikke at han var helt udstødt, men han vidste at han var langt vej hjemmefra. Remus lænede sig bagover og ind i hans favn. Han duftede af et specifikt rengøringsprodukt som han ikke kunne sætte fingeren på. Et smil omsvøb hans læber, som han med store øjne så køleskabet åbne op. Alligevel kunne han ikke lade være med et sødligt ''Dig'', som han drillende bed ud efter mandens overarm som nu lå ham så nær. Sandheden var at han aldrig havde set så fyldt et køleskab, end ikke da de boede så mange børn sammen. ''Jeg kan spise hvad som helst... Lidt salat måske eller?''

[Riku Hamasaki]

Et lille frækt og lusket smil kom frem på hans læber og dog faldt en tænke ham ind han blev nød til st dele. “Jeg er ret sikker på jeg er lidt sej at tygge il og jer er ret sikker på du ikke er kannibal” han måtte grine lidt af sin egen kommentar og kiggede på ham inden han fjernede hånden helt fra Remus liv. Han var helt sikker på at køleskabet var fyldt med vare, ham havde egnetlig bare købt ind til hele weekenden, men det virkede bare som så meget om end at det egentlig ikke var det. “Salat siger du... du kan ikke leve af salt.. måske vi skulle tage engelsk bøf til. Ja det tror jeg, lidt asparges lidt oversteget kartofler. Ja hmm.. ja måske det bliver det, hvad siger du?” Spurgte han lidt og bevægede sig over til køleskabet for st hive ting ud af det og smide på køkkenøen.

[Deleted]

Remus tog et skridt tilbage alt imens han med store øjne betragtede manden tage madvare efter madvare ud af køleskabet. Han havde aldrig oplevet så meget mad på ét og samme sted, det var jo næsten frådseri. ''Beklager min... Stilhed. Vi havde ikke så meget da jeg voksede op. Nogle gange gik vi sultne i seng, hvorfor vi altid så frem imod at komme til Hogwarts'', fortalte han imens han stillede sig ved disken for at svinge staven så forskellige potter og pander gav sig til at finde sig selv frem fra skabene. Kartoflerne begyndte at skrælle sig selv og snøret smeltede i panden ved en blid sislende lyd. ''Hver gang jeg ser dig så har du en overflod. Det er måske derfor jeg arbejder så hårdt, så at min egen familie ikke skal ende på fattigdomsgrænsen... Men du ved, The curse of the Weasley''. 

[Riku Hamasaki]

Han vendte sig om og kiggede på den unge fyr. Det skar ham faktisk lidt i hjertet at man ikke engang havde haft råd til mad til sine børn. nogle familier havde bare ikke remedierne til det, uanset hvor højt de elskede deres børn, men var det så smart at putte børn i verden? det var en bekymring han havde men han sagde det ikke højt. Han gik over til Remus og lagde armene omkring ham. “Helt.. det er okey. Jeg skal nok hjælpe hvor jeg kan” han ville gøre mere end det, men han havde ikke været meget bedre selv da han var kommet til England. Han havde ikke haft styr på pengene, og der var flere dage han selv var gået uden mad. Han havde solgt sig selv for penge, og han håbede ikke at Remus gjorde det samme, eller nogen i hans familie gjorde det. For det var ikke et værdigt liv. Han fjernede sig fra krammet men lagde hænderne på Remus skuldrer. “Desværre jeg kender ikke den Curse, jeg kender kun navnet for det man har læst i historie bøgerne, men jeg har aldrig hørt om hvad der forbinder jer til en curse... vil du fortælle om det?” Det var ingen tvang på nogen måder og han slap da også Remus skuldrer for st læne sig lidt op sf køkkenøen. Han ville ikke skuffe Remus hvis de to en dsg blev et Per, en drøm han håbede på st få svar på her i weekenden. 

[Deleted]

Omfavnelsen tog han imod med et smil. Han lagde selv sin arme om den ældre herre som han skjulte sit ansigt mod hans hals. Hvorfor at han altid var så rar imod ham gik foruden Remus egen viden. Han sukkede dybt, i det mindste vil han ikke dømme sine egne børn til en sådan fremtid. Remus fingre strøg kærligt over Rikus nakkehår helt til at de skiltes, men det var da en latter begyndte at rumstere i hans indre. Den voksede og blev større og større indtil at han ikke længere kunne holde den inde. Med det rystede Remus på hovedet og bredte sine arme for den stakkels japaner. ''Det er et talesæt, min skat'', svarede han kærligt, selvom at latteren fortsat boblede fra hans indre. Hvad han havde gjort for at fortjene en så kærlig og trolig mand i sit liv havde han endnu ikke forstået. ''Weasley familien har altid været fattig, i flere generationer. DErfor kalder vi det en 'forbandelse', men det er egentlig bare fordi de fleste har fulgt deres hjerte i jobbet'', han kyssede nu Riku på kinden.