Snow in the Afro, wth?

[Ever Goldstein]

DATO: Fredag November 2057 

TID: 16:58

STED: Ude foran DMU, London, England

VEJR: Snevejr og mild blæst

PÅKLÆDNING: Her

TAG: Luna Clary Daniels

---

Ever havde allerede stillet sig foran DMUs hovedindgang. Han var omkring 2 minutter i god tid, og skulle egentlig bare vente på, at Luna dukkede op. Det gjorde hun vel før eller siden, hvis hun altså ønskede at se ham. For på trods af hendes forsikringer om, at hun havde savnet ham, så var han stadigvæk i tvivl. For hvad hvis de var vokset fra hinanden? Sådan helt? Det ville være katastrofalt. Mere end det faktisk.

Som han stod der var han iklædt et par brune vandrestøvler med snørre, blå jeans og en grå vinterjakke med hætte og lommer. Disse lommer havde han netop nu hænderne stukket ned i, for at kunne holde varmen. Det var trods alt pissekoldt, og så sneede det også! Han havde været fristet til at tage hætten på, men havde droppet det. For tænk hvis den var skyld i, at Luna ikke opdagede ham? Ikke så ham? Troede han havde glemt hende? Det ville bestemt være værre end at fryse og få sne i sin afro.

Så der stod han altså bare og ventede på hende.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

Normalt var Luna altid i god tid, hvad angik møder med andre, men fliserne havde vist sig ar være glatte, så hun var snublet en enkelt gang. Ikke noget alvorlig, men det havde givet hende en våde plet på hendes jeans.

Hun nåede dog DMU og fik allerede på afstand øje på Ever, hvilket smilende fik hende til at vinke.

Som hun nåede helt hen til ham, lagde hun uden ord armene omkring ham i et hjertevarmt kram. ”Ever. Hvor er det rart at se dig igen.” hun holdt krammet lidt før hun så slap ham igen og så op på ham. ”Hvordan har du det?”

[Ever Goldstein]

Ever forsøgte at glatte sin afro en smule ned, men det lykkedes selvfølgelig ikke uden de rigtige hårprodukter. I de godeste Guder nej. Men han vinkede til Luna så snart han så hende, og det så ikke ud til, at hun så ham med det samme, men så så hun ham også og vinkede. Han vinkede naturligvis tilbage, noget begejstret. Så blev han fanget i et kram af den type, som han ikke havde fået ret mange af, siden han blev sendt til USA for at studere.

"Hey," sagde han med sit lidt dovne, drengede smil. Et smil som kun hans venner, gode venner, fik at se.

"Ja, stille og roligt. Lidt ærgerlig. Du ved... kærestesorger og den slags." Han trak på skuldrene, som betød det ikke noget som helst, hvilket det bestemt gjorde. Men altså... ja, Haru Faa var bare et svært emne for ham, skulle han være helt ærlig. Noget han ikke havde lyst til at tale ret meget om. Alligevel fandt han sig selv nævne det, uden at vide hvorfor.

[Luna Clary Daniels]

Luna slap Ever igen og så smilende på ham. Hun var så glad for at han var tilbage og nu hvor hun så ham, kunne hun mærke hvor meget hun egentlig havde savnet ham, hvilket også bare gav hende lyst til at kramme ham igen. Det var så rart at have ham tilbage. 
Smilet blegnede dog lidt, da han fortalte om sine hjertesorger. "åh.. det er jeg ked af at høre. Er det noget du vil snakke om? Jeg giver gerne en kop te og en skulder at græde ved, hvis du har brug for det." måske havde de ikke snakket sammen længe, men Luna var typen der var der for sine venner uanset hvor længe siden det var de sidst havde set hinanden. "hvad hedder han?"Spurgte hun så forsigtigt. Hun forventede hvert fald at det var en han efter hvad Ever havde fortalt dengang de stadig begge gik på Hogwarts. om han ville sige noget vidste hun dog ikke, og hun ville ikke tvinge ham.

[Ever Goldstein]

Ever smilede lidt trist til Luna, også da hun havde sluppet ham ud af krammet. Han vidste ikke rigtig... ja, hvor han skulle starte eller slutte. Eller begynde for den sags skyld. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige, så han smilede bare til hende med et lille nik, og sagde: "Det lyder godt Luna."

Men da hun spurgte til fyrens navn, for selvfølgelig var det en 'ham'. Det sagde jo sig selv. Luna vidste godt, at han var til fyre også. Den nyeste nyhed var dog, at han havde fundet ud af, at han kun var til drenge. At piger faktisk ikke sagde ham noget som helst overhoved. Han var gået fra biseksuel til homoseksuel. Han bed sig i underlæben, og sank et par gange. Kunne han virkelig fortælle, at det var Haru? Kunne han det? Eller ville det være for mærkeligt.

"Vi kan gå op til mig, så kan du få hele historien," sagde han så i en hvisken, og nikkede mod hovedindgangen.

[Luna Clary Daniels]

Det var forståeligt nok, at Ever ikke ønskede at stå der midt i offentligheden og snakke om sine kærestesorger. Det var nok de færreste, der ønskede det. Derfor lagde Luna en arm omkring Ever om smilede beroligende til ham. "Du føre an" På vejen spekulerede hun på hvem denne fyr kunne være. I hendes hoved var det slet ikke muligt, at det kunne være en pige. Det passede ligesom bare ikke til Ever.
Hun huskede, da de begge havde gået på Hogwarts og Ever havde været nervøs for at fortælle at han dengang datede Hart, men det havde bare givet så god mening i Lunas hoved. 

Haru virkede sød, men var vidst også rejst tilbage til Japan, Så hun håbede virkelig ikke at det var ham Ever savnede. Det ville gøre det rigtig svært at hjælpe ham. Uanset skulle hun nok gøre sit for at hjælpe sin ven. De nåede værelset og efter at Luna havde kigget sig lidt omkring vendte hun sig igen imod Ever og smilede varmt og roligt til ham. "Så ja undskyld. Jeg antog lidt det var en han. Hvem er det der giver dig kærestesorger?" Spurgte hun roligt, for også lige at  hjælpe ham lidt igang.

[Ever Goldstein]

Ever smilede til sin veninde, lagde en arm om skuldrene på hende - han var jo højere end hende - og så gik de ellers mod Evers værelse. Eller rettere sagt han og Timorthy Lavoie's værelse. De delte det jo, skulle han lige huske. Da de kom ind på værelset gik han ud i det lille thekøkken, og begyndte at sætte vand over til the. Det virkede som den mest høflige ting at gøre.

"The?" tilbød han hende, og så pegede han på et lille skab, "Den er derinde, bare tag for dig."

"Det er en han. Jeg kom ud som 100 procent homo engang sidste år," svarede han med et skuldertræk, som betød det ingenting. Det gjorde det godt nok, men efterhånden var han kommet over at være 'shiny and new', og havde forstået, at han ikke var sin seksualitet. Han var Ever, bare Ever, og det var også godt nok.

"Det er ja..." Han slog håbløst ud med armen, og hev to kopper frem, nu med ryggen til Luna, "Ja, Haru."

[Luna Clary Daniels]

Luna fulgte med op på værelset og også ud i det lille køkken. Hun ville gerne være hvor Ever var. Ikke fordi hun var genert eller noget, mere for at få så meget ud af deres møde som overhovedet muligt. Hun så i retningen af, hvor teen skulle stå, og fandt der en lækker frugtte, som hun kom i sin kop og så så på Ever mens hanfortalte. 
hendes ansigt lyste op i et smil, da han fortalte at han nu var 100% homo, Luna havde måske nok altid haft det lidt på fornemmelsen. men ville intet sige, da det skulle være noget Ever selv fandt ud af. Nu hvor det var sket kunne hun ikke andet end give ham et kærligt kram og smile yderligere. "Hvor er det dejligt at høre." Komplimenterede hun og kunne slet ikke fjerne sit tandsmil igen. Det var så rart at se Ever på den måde, skønt der var skår i glæden over hjertesorgerne.
Hun måbede lidt, da Ever så fortalte hvem der var skyld i hans hjertekvaler. "Haru? Yuris fætter? Men... Var han ikke flyttet?"

[Ever Goldstein]

Ever smilede til hende, og tændte på stikkontakten, så vandet kunne begynde at koge. Han tog glædeligt imod krammet, som han fik fik. Jo tak, han var også glad for selv bedre at vide hvem han egentlig var. Selvom det havde været en lang rejse. Og så den opdragelsesanstalt i USA... han gøs bare ved tanken. Det havde været et forfærdeligt sted at være, og han ville ikke ønske det for sin værste fjende. Selvom han havde på fornemmelsen, at det Haru havde været igennem havde været værre. Eller også havde Ever bare været mere modstandsdygtig. Det var ikke til at sige.

"Ja, den Haru," svarede han med et svagt smil, smerten tydelig i hans øjne. Det gjorde ondt at tale om Haru. Det gjorde ondt, at den engang sprudlende af energi unge mand var blevet så fjern. Så forkert. Der var sket noget med ham i den tid han havde været i Japan. Noget som aldrig skulle være sket. Noget som aldrig ville være sket, hvis ellers Ever aldrig havde snakket højt om sin Haru, og hans forældre ikke havde overhørt ham.

"Men han vil ikke ha' mig, så det er også lige meget." Han trak på skuldrene og forsøgte at lade som om, at det ikke betød noget. Men DAMN det gjorde det virkelig.

[Luna Clary Daniels]

Luna fulgte Ever rundt i værelset med øjnene og skævede samtidig lidt sengene. Gad vide hvilken seng der tilhørte hvilken dreng? Men det kunne egentlig være lige meget. Det var heller ikke vigtigt nu. Derfor så hun igen mod Ever med et lille prøvende smil. “Jeg tvivler nu på han kan være helt ligeglad med dig. Var I ikke sådan ret tætte?” Det var ikke meget Luna vidste og det var alligevel allerede et år siden. Men Luna håbede da på at Ever alligevel fandt en form for lykke. Hun ønskede virkelig at hjælpe ham, men var ikke helt sikker på hvordan det kunne gøres. 
Evers ord fik hende nu alligevel til at undre sig. “Hvad er det der gør du føler han er ligeglad med dig? Hvis beg da altså må rode i det” spurgte hun høfligt, men ville sagtens kunne forstå, hvis ikke han ønskede at tale om det lige nu. 

[Ever Goldstein]

Vandet var færdig med at kogen, og han begyndte at hælde op i to krus. Han proppede sit eget tebrev i sin kop, og rakte den anden kop til Luna. Han smilede til hende, men der var noget trist over det smil han producerede. Det smil han viste hende. Det nåede aldrig rigtig hans øjne. Og det gjorde ham trist og ked af det.

"Han vil ikke have mig, så meget var da klart ved vores sidste møde," svarede han med et skuldertræk, og gik over og satte sig på sin seng. Det var kinda det eneste sted at sidde. Han klappede på pladsen ved siden af sig, så Luna kunne sætte sig, hvis hun ville. Det var helt op til hende selvfølgelig. Han tog en tår af sin the.

"Rod løs. Det kan ikke gøre mere ondt end det allerede gør," han trak på skuldrene igen, "Han kunne dårligt nok se på mig, da jeg talte til ham. Og mit... ja, kys var alt andet end velkomment. Det var en blank afvisning jeg fik."

[Luna Clary Daniels]

Hun tog imod koppen med varm vand og kom et tebrev i, sådan så teen kunne trække lidt. Derefter satte hun sig over ved siden af Ever. Hun havde ikke det mindste problem i at sidde på sengen. Det var kun hyggeligt. Men det skar hende i hjertet at se hvordan Ever havde det. "Måske Ever ligesom Yuri er bundet af nogle familiere traditioner? Husk på du i første omgang heller ikke ville fortælle mig om dine præferencer? Faa-familien er Japansk, de kan havde nogle ret hæftige regler indenfor familie. Har Haru ældre brødre?"  Det var nok ikke lige det område hun vidste mest om, men noget havde hun da fået med gennem tiden og oveni det, kunne hun jo tydeligvis regne ud, at Haru nok var homoseksuel. En ting der i mange finere kredse blev ser stort ned på.

Ja, det lød godt nok ikke rart. Det kunne ikke være nemt at få sådan en afvisning. Hun pustede lidt på sin te og drak en tår af den, før hun så på ham igen. "Det er jeg ked af at du har oplevet. Jeg håber der er en fornuftig forklaring. Men.. Hvad vil du selv helst nu så? Skal vi glemme ham og tale om hvor dum verden er, eller vil du se om du kan få ham tilbage?" uanset hvad han valgte, ville hun støtte ham 100% sådan var det altid i bandet. Eller det havde det hvert fald været.

[Ever Goldstein]

Ever sad og så ned i sin tekop, og kunne ikke rigtig se op. Men han lyttede til, hvad Luna sagde, også selvom han nok mere havde brug for støtte i, at Haru var dum. Men det kunne han selvfølgelig ikke forvente at få, hvis han ikke selv bad om det, og det kunne han altså bare ikke lige nu. Han sank en klump og nikkede. Jo, det var vel nok anderledes for Haru, men han havde selv skubbet sin familie fra sig, med undtagelse af sin lillebror, fordi hans familie ikke ville acceptere ham, som han var. Og han forstod ikke, hvorfor Haru ikke bare kunne gøre det samme.

"Jeg ved det ikke. Pas. Jeg ved intet om Japan, skal jeg være helt ærlig. Og jeg ved ikke ret meget om Harus familie heller, så om han har ældre brødre har jeg ingen anelse om," svarede han lidt stift, og rejste sig, for at smide tebrevet i vasken. Så satte han sig på sengen ved siden af Luna igen.

"Jeg tror egentlig bare gerne, at jeg vil videre med mit liv. Han vil ikke have mig, og det er bare noget, som jeg må se i øjnene, og så arbejde efter at komme videre og måske finde en anden. På et tidspunkt. Når jeg er klar," kom det fra ham, som han nikkede, "Jeg må indrømme, at jeg ikke har lyst til at kæmpe for nogen, som ikke vil kæmpe for mig."

Han trak på skuldrene.

[Luna Clary Daniels]

Luna sad stille og lyttede mens Ever fortalte. Hun nikkede på de rigtige tidspunkter og lod ellers bare Ever om at føle sine følelser uden ellers at komme med indvendinger, da hun godt kunne høre det ikke var, hvad han havde brug for. Hun løftede stille sin kop og pustede på det dampende indhold og smagte så lidt på teen. "Du skulle have sagt det var så slemt, så havde jeg helt sikkert taget is med." Sagde hun i en kærlig tone, stillede koppen fra sig og lagde armene om sin ven, for at trække ham ind i et kram. Forsigtigt selvfølgelig grundet teen. "For fanden Ever. Undskyld jeg ikke har været her mere. Undskyld jeg ikke har skrevet til dig. Der er så meget på skolen og..." Hun tav og bed let ned i sin underlæbe som tegn på den flovhed, der skyllede ind over hende. "Jeg følte mig nok lidt forladt, da I alle pludselig var væk fra skolen. OG så gik det hele med Spencer og lektier." Hun havde faktisk lidt dårlig samvittighed over hvor lidt hun havde tænk på de andre siden de var gået ud af skolen. Hun skævede til Ever med et lille smil. "Du fortjener den sødeste mand man kan finde, bare så du ved det."

[Ever Goldstein]

Ever sad bare og sad. Efter det han havde fortalt var han helt drænet. Han var helt flad. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Hvad han skulle tro. Det var bare rart, at Luna bakkede ham op. Modsat Yuri Faa som tydeligvis bakkede Haru Faa op. Eller måske ikke, men det var sådan det lød. Måske hun bare forstod ham bedre? De var trods alt fra samme familie, så de kendte til, hvordan det foregik der. Det gjorde Ever altså bare ikke.

"Det ville have været rart. Jeg har faktisk ikke engang noget is tilbage i fryseren. Kom til at æde Timorthy Lavoie's også, fordi jeg følte mig så nederen," svarede han med et skuldertræk, som var det ingenting. Men det var tydeligt, at det var noget. Det kunne enhver god ven af Ever se i hans triste, mørkebrune øjne.

"Det er okay. Jeg kunne ikke have svaret dig, selv hvis jeg ville. Der var en anti-ugle-besværgelse rundt om hele skolen, så ingen breve ville være kommet ind. Din ugle ville bare være kommet tilbage med brevet," fortsatte han, og gav hendes hånd et klem, "Hvordan går det egentlig med din og din bae?"

"Jeg håber, at jeg kan finde sådan en engang. En som også vil kæmpe for mig. Et forhold er et tomandsjob, og hvis ikke det er, så er det ikke det værd," kom det vist fra ham, som han hvilede sit hoved på Lunas skulder, selvom hun godt nok var lavere end ham.