Hjerternes tid

[Jamie Mikaelson]

Jamie stirrede på hende i nogle lange sekunder. "Det er hvad alle siger når tingene er noget lort." Slyngede han blot ud. Hun måtte virkelig være trådt ud fra en eller anden prinsessefilm.
Jamie kløede sig lidt i håret. Var der noget han ikke duede til, så var det følelsesmæssige aspekter. Han havde selv været så ufattelig meget igennem, hvilket havde gjort ham hård og ligeglad. Han bekymrede sig for de hjemløse der var for svage til at tage vare på sig selv, men holdt heller ikke kæft overfor dem der tog mere end de gav. "Well, du er lidt et dukkebarn." Svarede han med et skuldertræk. Hun virkede lidt som typen hvis største problem bestod af hvilken kjole hun skulle tage på om morgenen og om skoene matchede eller ej.
"Så må du da bare stikke dem en flad og bede dem om at skride." Måske var det fordi at hans reaktion på mobning altid endte ud i slåskampe. Hans temperament løb ofte af med ham på den bekostning.
Han så op og ned af hende. "Altså jeg er ligeglad, du kunne gå derind iført bikini og kaninmaske hvis du føler for det. Jeg mener bare at dit tøj nok bliver ret beskidt, og du slår mig ikke som en der er vandt til at få skidt under neglene." Forklarede han sig.
Han hævede på ny et bryn af hende, "det er basicly det samme." Sagde han blot, tydeligvis underhold over hvor chokeret hun fremstod.
Som han guidede hende ind til forsamlingsstedet blev de mødt af et par nysgerrige blikke, Jamie så tilbage på hende, "nej jeg bor i palæet længere inde." Svarede han sarkastisk, men ændrede så taktik og svare reelt på hendes spørgsmål, "ja, det er her vi holder til. Lige nu i hvert fald." Han så lidt rundt.

[Antoinette Haubert]

Hun stod længe og kiggede på Jamie. Det var tydeligt at se, at hun igen var helt forkert på den, hvilket fik hendes mod til at synke. Hun følte sig så dum nogle gange, uden overhovedet at forstå hvorfor. ”Jeg har ikke hørt det før, må jeg indrømme” Hun sukkede og så flovt ned på deres sko. Hun vidste tydeligvis ikke meget om den verden hun levede i. Hvorfor havde hun aldrig stillet spørgsmålstegn ved det før? Hun havde aldrig hørt folk tale, som Jamie talte. Hun havde aldrig mødt en som Jamie. Det var flovt hun ingenting vidste eller kunne.
Hans ord om, at hun var et dukkebarn gjorde ondt og man kunne næsten se på hende at hun blev såret. ”Er jeg da så slem?” spurgte hun med lav stemme, før hun så til sidst skævede op på Jamie. Måske var det dumt hun var så bekymret for hvad Jamie syntes om hende, men det var Jamie og han virkede til at kunne lide hende. Det gjorde det lidt nemmere, men stadig var det hårdt. Faktisk var det dumt. I hvilken verden ville de nogensinde kunne få lov til at se hinanden rigtig. Hun havde sit liv og han havde hans, der var milevidt mellem dem.

Anto lagde hovedet på skrå, da Jamie kom med et råd. ”.. stikke dem en flad? De mener give dem en Kindhest?” Hendes stemme forvandledes til den noget mere fornemme og forfinede karakter, som hun også kunne have. Det var dog ikke spor bevidst. Men lige den del kendte hun da til. Hun havde blot lært at den slags kun var til overfald.
Hun skulle lige til at spørge om hvorfor hun skulle iklæde sig en maske, måske var det for at dække de røde kinder da var opstået, som han nævnte at hun skulle have bikini på. Heldigvis nåede hun ikke sige noget før han snakkede videre og hun forstod, at det nok havde været sarkasme. ”Tro det eller ej, men jeg har faktisk botanik på Hog… på min skole. Der arbejder vi faktisk en del med jord” forklarede hun næsten en smule stolt over at han tog fejl. Hun nævnte dog intet om at hun brugte lidt for lang tid efter timen på at gøre sine negle i stand igen.
De Kom længere ind og som folk derinde stirrede på hende, rykkede hun sig tættere ind til Jamie. Bare lige for at være sikker. Hun fik øje på en mand med stort fuldskæg, som gjorde hende virkelig bange, hvilket resulterede i, at hun søgte Jamie hånd med sin egen, og flettede sine fingre ind i hans. Hun hørte kun halvt hvad han sagde fordi hun havde travlt med at holde øje med de mange folk. ”Skal du flytte? Til noget bedre?” Det gik op for hende at det ikke var pænt det hun havde sagt. ”Nej undskyld, det var ikke ment sådan, men jeg forstår ikke… hvorfor bor I her? Der er da herberg og andet. Varmere?”

[Jamie Mikaelson]

Han sukkede dybt og rystede en smule på hovedet. ”Det er virkelig en fornem familie du kommer fra, prinsesse.” Sagde han blot. Hvis ikke hun havde hørt så simpelt et udtryk, var det da virkelig en af de familier hvor puddelhunden gik med guldsko.
Hendes spørgsmål fik ham til at skære en let grimasse, ”ja lidt. Men det et fint nok. Jeg tænker ikke at jeg er den der skal dømme folk.” Erkendte han blot med et skuldertræk. Det kunne godt være at hun blev såret, men det var stadigvæk sandheden, han fandt det mærkeligt at hun ikke kendte til den form for udtryk og at hun var så fint på den. Det var som sådan ikke hendes skyld, det handlede jo bare om hvor man voksede op henne. Dog frastødte hun ham ikke ligesom så mange andre af de rige røvhuller der troede at de var bedre mennesker end resten af samfundet, hun forsøgte i det mindste.
”En kindhest?” For en gangs skyld var det ham som gloede uforstående på hende, eller han kunne godt gætte sig til at de mente det samme, men udtrykket havde han aldrig hørt før og det fik ham næsten til at le.
Han hævede et imponeret bryn af hende, ”jaså?” svarede han blot. ”Det vil jeg se før jeg tror det.” han puffede en smule drilsk til hende og hankede lidt mere op i sportstasken som de gik ind i kloarken.
Resten af den gruppe han holdt til med, var flinke og imødekommende. De kunne godt brokkke sig og rulle øjne af rige folk, men de var taknemlige overfor dem der var søde imod dem. Han mærkede hendes hånd i sin, hans første instinkt var at skubbe den væk, han var ikke rigtig vandt til nærhed på den måde, men han regnede godt ud at hun bare var nervøs, og lod hende derfor gøre det. ”Denne vej.” Han nårede frem til teltet og stillede rygsækken derind. Det var ikke stort nok til at man kunne stå oprejst derinde og der var kun plads til at to kunne sover i det, men det var jo også stort nok til ham.
”Nja, vi plejer bare at bive her, vi har et par andre steder hvis nu panserne kommer og smider os væk.” Forklarede han. ”Herberg er ikke lige os, der er for mange regler.” Sagde han med en rynke på næsen. ”Fryser du? For jeg har et ekstra tæppe.” Tilbød han og dykkede på ny ind i teltet for at rode lidt rundt i hvad han havde liggende.

[Antoinette Haubert]

Fornem eller bare gammeldags. Utroligt nok havde hun aldrig rigtig stillet spørgsmål ved det før, men nu virkede det faktisk lidt skørt og meget ensomt. ”Jeps, men der var også en kæmpe tjørnehæk omkring slottet som barn, så den eneste ven jeg havde var en skåret kop” ordene kom ligesom bare til hende, som hun tænkte over ordet prinsesse og ønsket om bare at kunne høre lidt mere til hos ham og måske give ham ret i at hun kom fra en helt forskruet verden.
Hun så på ham, som han snakkede om ikke at dømme. ”hvorfor ikke? Jeg tror du er den mest godhjertede ærlige person jeg nogensinde har mødt og det at du lade en prinsesse….” Hun stoppede sin talestrøm og så sig omkring, før hun så på Jamie igen. ”Hvor er Hund?” spurgte hun og mærkede pludselig manglen af den beskidte hund. Nok havde hun ikke været helt glad for dyret, men den hørte ligesom sammen med Jamie. ”En kindhest ja. Øhm, når din… nogen slår dig over kinden med flad hånd. Den slags kan gøre frygtelig ondt” Hun så flovt væk. Det var ikke et af hendes stolteste øjeblikke og hun huskede stadig hvordan det havde sunget for hendes øre og tårerne der havde pisket ned over kinderne. Det var ikke noget hun ønskede at snakke om. Derfor prøvede hun også at skifte emne for ikke at dvæle i det. ”jeg planter dig gerne en blomst, hvis det skulle være det” kommenterede hun. Hun kunne faktisk ret godt lide natur og i særdeleshed planter. Derfor gjorde det heller ikke helt så meget, hvis hun blev lidt beskidt. Hun kunne jo altid gå i bad bagefter.
Hun fulgte efter ham i den tro at det var mest sikkert, hun slap dog forsigtigt hans hånd, da hun ikke var sikker på om det var godt fortsat at holde ved ham. De nåede teltet og hun kiggede længe på det med hovedet lidt på sned. Først til den ene side og så til den anden. ”Det ser da… sover du virkelig her?” Hun var overrasket. Egentlig vidste hun nok ikke hvad hun havde regnet med, men hun var ret sikker på det ikke var dette her. Igen smilede hun, da han spurgte om hun ville låne et tæppe. ”Tak men.. hvis vi nu skal sidde ned…” Hun tøvede lidt. ”Jeg ville sætte pris på et tæppe eller noget at sidde på. Jeg tror ikke lige din butler har været forbi dit palads i dag” Hun prøvede virkelig at give Jamie lidt igen af det han han gav hende. Men hun var ikke sikker på det lød rigtigt.

[Jamie Mikaelson]

Jamie fnøs let og rystede en anelse på hovedet, ”det værste er, at det næsten ikke ville komme bag på mig.” svarede han blot og rystede en anelse på hovedet. Okay det ville komme bag på ham, hvis det var sandt, men deri lå joken jo ligesom også.
Endnu et fnys og han slog kortvarrigt blikket ned, ”Jeg ved ikke hvad der er mest skræmmende; at jeg er den ærligste og godhjertet person du har mødt, eller at du synes jeg er ærlig og godhjertet in the first place.” Indrømmede han. Han anså bestemt ikke sig selv på den måde. Han havde snydt og bedraget utallige gange, han stjal og han talte dårligt om stort set alle personer. Det var ikke ligefrem noget der vandt “best people” -awarden.
Brynene foldede sig i undren som hun spurgte ind til hunden der havde fulgt ham sidst. Han kastede kort blikket rundt og trak så på skuldrene. ”Pas, han er nok ude og blive kløet bag øret somewhere.” Han var ikke synderlig bekymret. Hund plejede at sove hos ham eller Tammy Windsor, det svingede lidt.
”Det er et ret grinern udtryk, det kunne være jeg skulle bruge det engang imellem.” Sagde han blot.
Han så på hende som om han overvejede muligheden om blomsten. ”Den kan ikke rigtigt blive plantet herinde.” Slyngede han så ud. ”Desuden ville den med største sandsynlighed gå til i løbet af nogle dage, jeg har ikke ligefrem grønne fingre.” Han trak en smule på skuldrene på ny.
Han så tilbage på hende som hun kommenterede på hans soveplads, og nikkede så. ”Jep. Det er blødere end man lige regner med, jeg har en semi-god luftmadras.” Informerede han som var det et af livets store privilegier. Et smil formede sig på læberne som hun brugte sarkasme imod ham, ”nja, jeg gav ham fri i dag.” Svarede han blot og fandt et tætte i det ene hjørne som han rakte frem mod hende. Sportstasken var blevet placeret i teltet.

[Antoinette Haubert]

Anto så længe på ham. Så længe at det nærmest blev en stirren. Hun rynkede brynene let og kiggede fortsat. Alt sammen imens hun prøvede at forstå ham. Men det kunne hun ikke. Kunne han lide hende, eller var hun ligeglad med hende? og så pludselig mens hun kiggede på ham, fangede hendes blik hans læber og hun mærkede sit hjerte springe et slag over, og uden at kunne stoppe formede ordene sig i munden på hende. "Jamie kun... øhn nej ikke noget!" Hun blev total rød i hovedet og så væk, for at han ikke ville Kunne se hendes brændende kinder. Hun kiggede efterfølgende alle andre steder hen end på ham indtil de nåede teltet.

Der blev hun igen så overvældet af indtryk at hun ikke rigtig anede hvad hun skulle gøre eller sige. En semi-god luftmadras! Hun tænkte på sin himmelseng både på Hogwarts og hjemme og fik helt ondt i maven over de forhold han levede under. "Men... Jeg forstår slet ikke hvordan... Hvor er det frygteligt." Endte hun så med at sige og sukkede kort. Det var synd for ham at han ikke havde bedre. At ingen af dem hade bedre. "Du... Fryser du ikke om natten? Og hvad med... med alle dine ting? Der er så lidt plads." Hun lød næsten helt bekymret, og det var tydeligt at høre kærligheden i hendes stemme. Intet af det hun sagde blev sagt nedladende. Hun ville bare gerne at han havde det godt. Hun forstod slet ikke hvordan nogen kunne leve som han gjorde.

[Jamie Mikaelson]

Han kunne godt se at hun havde noget på sinde. Til at starte med lod han hende selv overveje hendes ord, men det gik ikke ubemærket hen, at hendes blik kortvarigt hvilede på hans læber. "Like what you see?" Spurgte han en smule flabet og blinkede til hende, men blev så en anelse mere seriøs, som hun forsøgte sig med en sætning, hun dog hurtigt afbrød. Hvilket han naturligvis ikke ville accepterer. "Hvad?" Spurgte han opfordrende.
Det lod til at være noget lidt pinligt måske, men på den anden side, havde hans erfaring omkring hende, skønt den ikke var stor, nok til at han vidste hun blev flov over nogle lidt sære ting.
"Frygteligt? Tar' du gas på mig? Jeg er da mega heldig." Han lod blikket glide lidt rundt til gruppen af hjemløse der sad ved ilden. "Jeg har langt mere end de fleste af dem." For første gang husede et lidt vedmodigt glimt i hans blå øjne, dog forsvandt det lige så hurtigt som det var dukket op.
Han sendte hende et af sine skæve smil, før han dykkede ind i teltet og satte sig på luftmadrassen. "Jo nogengange, men her er heldigvis læ, så det er ikke så slemt." Et let skuldertræk blev tilføjet.
"Og altså, nu har jeg ikke særlig mange ting." Han så rundt i det lille telt. Der var luftmadrassen, som fyldte det meste, ude langs den ene side af teltvæggen, stod en gammel slidt sportstaske. Den var åben og man kunne ane noget billig dåsemad, samt nogle par slidte sokker. Og så var der naturligvis den nye sportstaske, fyldt med alle goderne fra hende, som næsten så malplaceret ud i de slidte omgivelser.

[Antoinette Haubert]

Selvfølgelig havde han lagt mærke til hendes blik. Hun prøvede derfor at ryste lidt op i skuldrene og rømme sig, men kunne godt mærke hun lidt var nået ind i en blindgyde. Der var ikke rigtig megen udvej for hende. "jaah.... lidt.. måske" kom det så tøvende fra hende mens hun kiggede væk. Hun kunne ikke få sig selv til at kigge på ham, mens han stillede den slags spørgsmål. Spørgsmål der kun blev værre, da han spurgte til, hvad hun havde været ved at sige. "Ik' noget." prøvede hun men eftersom hun var umådelig dårlig til at lyve skinnede det også tydeligt igennem at det ikke var sandt. Der var helt sikkert noget hun havde været ved at sige. 

Det var så mærkeligt for Anto at være der blandt de mange hjemløse, og det var først nu, at det gik rigtigt op for hende, at Jamie ikke bare sådan lige kunne passes ind i hendes verden. Hvilket gjorde hende ret ked af det. Hun ville gerne have hans selskab jo.
Hun så igen på luftmadrassen og så tilbage på ham. "En dag skulle du prøve at sove i min seng. Faktisk så... Næste gang mine forældre ikke er hjemme, så kunne du komme forbi på besøg. Så kunne jeg give dig en masse gode oplevelser." intentionen var ret god i hende, men hun hørte ikke selv den underlæggende tone, der nemt kunne virke nedladende. Hun ville egentlig bare gerne gøre noget godt for ham. Det var så underligt for hende og trist at nogen kunne leve under disse forhold.

[Jamie Mikaelson]

Egentlig havde han ikke forventet at hun ville svare ham, han havde nok nærmere regnet med at hun havde benægtet imens hun var blevet rød op over begge øre. Ikke desto mindre morede det ham betragteligt. Ryggen blev ranket en smule og smilet voksede sig større. "Ikke at jeg kan bebrejde dig, den effekt har jeg ofte på pigerne." Der lå en let kæphøj undertone, som egentlig mest var ment i sjov.
Han tiltede hovedet let på skrå, og mærkede nysgerrigheden ulme i sit indre. "Sig det nu bare," udbrød han utålmodigt og himlede en smule dramatisk med øjnene.
Hendes næste ord, fik ham næsten til at bryde ud i latter. I hans øre lød det som et frækt tilbud, men han var godt klar over at det ikke på nogen måder var sådan hun havde ment det. Så meget havde han da lært om hende. Måske var det også derfor at han ikke tog det nedladende, men i stedet besluttede sig for at gøre hvad han gjorde bedst, at skubbe lidt til hende. "Så du inviterer mig hjem i din seng, til en masse gode oplevelser, næste gang dine forældre ikke er hjemme?" Han vippede flirtende med øjenbrynene. "Det lyder ret hot." Han forsøgte virkelig at holde masken, bare for at se om hun selv ville opfatte hvor meget det lød som om hun inviterede ham hjem til en omgang lagengymnastik.

[Antoinette Haubert]

Han blev pludselig voldsomt irriterende og hun mærkede hvordan farven steg op i kinderne på hende. Hvordan kunne han sige sådan nogle ting? Hun fugtede stille læberne med tungen og så fortsat på ham. Så var så langt fra de folk hun normalt omgik sig med og det var enormt dragende. Men hans ord fik hende til at stoppe op. "Er du sådan her overfor mange piger?" hun var altså ikke noget specielt? Men han opførte sig så flirtende, så... Hun havde nok lidt troet at han også kunne lide hende, men sådan var det måske ikke alligevel. Smilet forduftede og modet sank. "Jeg kom bare sådan til at tænke på da du kyssede mig..." kom det fra hende og hun kunne mærke hvordan hun sikkert blev endnu mere rød i hovedet og så derfor væk. Det var for pinligt og hun havde ikke helt lyst til at være der lige nu.

Anto forstod slet ikke hvilket slags tilbud hun netop havde givet ham. i hendes øre var det jo bare venlighed omend kunne han blive lidt berørt over at hun talte dårligt om hans hjem, men hvad ellers. "Hot?"hun rynkede blikket og så uforstående på ham. "Du mener varmt? JEg ville bare tilbyde dig et sted at sove? ikke andet?" Hun så ret forvirret ud, havde hun måske såret ham?

[Jamie Mikaelson]

Smilet voksede sig kun større af at se hendes forlegenhed. Smilet blev en smule bredere. "Hvorfor? Generer det dig?" Hovedet blev lagt en anelse på skrå som han betragtede hende.
Som kysset blev bragt på bane lod han ganske kort sit blik falde til hendes læber, som huskede han tilbage til hvordan hun havde smagt. "Hvad med det?" Spurgte han ind. Han var faktisk lidt nysgerrig på hvad hendes tanker omkring det var, hun var jo så uskyldig, så hun følte måske at han havde frarøvet hende et eller andet vigtigt.
Han bed godt mærke i den røde farve der spredte sig endnu hurtigere end før. "Du har virkelig svært ved at snakke om den slags hva?" Bemærkede han, og forsøgte på ikke at lyde som om det morede ham for meget.
Igen kom hendes komplette uskyld frem, som hun tydeligvis ikke forstod hvor han ville hen med sætningen. Han kunne have ladet den ligge der, men det var trods alt Jamie, så selvfølgelig skulle han liiiige tage den to the next level. "Du ved godt at det lød som om, at du lige inviterede mig hjem til en omgang lagengymnastik, ik?" Spurgte han, stadigvæk ret underholdt. Dog var han ikke sikker på om hun opfangede hans pointe, eller om den igen gik forbi hendes næse.

[Antoinette Haubert]

"Nej, det.. Jeg ville bare..." Hun tegnede cirkler i jorden med sin ene fod og så ned for at undgå at møde hans blik. Hvorfor skulle han være så... tiltrækkende og så irriterende på samme tid? Kunne han ikke bare være som på film? Men nej, det ville ikke være det samme, måske hvis han var sådan lidt en aladdin type, men det lød ikke ligefrem til at han syntes særligt godt om hende. 
Det ville også være meget forkert uanset hvad! Antoinette var forlovet og hun skulle holde sin dyd til bryllupsnatten, det var allerede gået for langt, med de kys de havde delt! Tanken fik igen hendes blik til at strejfe hans læber. Hun sank en klump da han spurgte ind til det og hun overvejede om det snart ville være muligt for hende at rødme mere end hun allerede havde. "Det... Det var bare... Ik' noget" Sluttede hun så af. Hun måtte virkelig få samling på sig selv og ikke stå der og savle over ham. Det var tid at hanke op i sig selv og så vise sig fra den pæne side hun havde lært sig. 
Hans kommentar fik hende til at nikke og skæve op til ham. "Det høre sig ikke til for en pige at tale om den slags før hun er blevet gift. Ligesom hun ikke bør kysse eller have den slags tanker om andre end sin forlovede." ubevidst rankede hun ryggen lidt og stemmen blev en anelse mere fornem og højtidelig, som om en facade at kunstighed dalede ned over hende. Det  var dog ikke noget hun selv bed mærke i, fordi hun efterfølgende nærmest spjættede over hans forklaring. "NEJ! Nej! Det... Nej... Hvad tror du ikke min familie ville sige? Og værre endnu, hvad min forlovede ville sige. Den slags er forkert! Det kunne jeg aldrig finde på at gøre! ikke før jeg er gift." Konkluderede hun skarpt og rykkede så en anelse væk fra ham, bare i tilfælde af, at han havde fået nogen gode ideer.

[Jamie Mikaelson]

Han betragtede hende med hovedet på skrå imens hun forsøgte at få sin pointe frem. Brynene blev skudt i vejret som hun endnu engang fortrød. Han rullede dramatisk med øjnene, "for himlens skyld, sig det nu bare, hvem skulle jeg sladre til? Hund?" Han slog lidt ud med hånden og rystede på hovedet. Han, som ikke selv havde de vilde grænser, forstod slet ikke hvorfor hele emnet var så tabubelagt for hende. Det var jo bare et kys.
"At tale om hvad? At kysse?" Spurgte han en kende vantro. "Og hvilke slags tanker?" Et snedigt smil formede sig på læberne af ham, han nød situationen lidt for meget lige nu.
Hendes reaktion fik ham til at le, især fordi han faktisk var overrasket over at hun havde forstået hvad han havde hentydet til. Latteren blev efterfulgt af et let skuldertræk, "Det kommer vel an på om de fandt ud af det?" Svarede han med en uskyldig mine og blinkede atter til hende. "Vent vent vent..." der var noget som havde fanget ham i den sætning, "er du forlovet?" Denne gang så han næsten chokeret ud. "Du er hvad...15...16?" Brynene blev skudt i vejret. "Jeg kondolerer." Dét var tydeligvis ikke en situation han misundte hende. Fy for pokker. Han bemærkede godt at hun flyttede på sig, men sagde ingenting til det. "Så du skal giftes med ham før I knalder..." Sagde han direkte og skød på ny brynene i vejret, "hvad så hvis han er elendig i sengen? Hvis han har en eller anden mærkelig fettish med at slikke dig mellem tæerne, eller græder gennem hele seggs-seancen? Så har du ingen mulighed for at springe fra." Jamie var fast besluttet af ikke at lade sig slå ud over den tydelige røde farve hun havde pådraget sig som hele tiden lod til at blive mørkere. "Og hvad med hans kys? Hvordan ved du om han kysser godt hvis du aldrig er blevet kysset rigtigt?" Det de to havde delt var jo kort og uskyldigt, ikke et rigtigt kys.

[Antoinette Haubert]

Det var så forkert, det hun havde gang i. Hun burde ikke stå der og drømme om hans kys eller overveje, hvordan det ville føles at være i hans favn, mens han holdt hende tæt ind til sig. Den slags var forkert og alligevel, så kunne hun ikke holde tankerne på afstand. Det var helt så det kriblede i maven på ham, bare af af se ham. Hans små jokes fik hende heller ikke umiddelbart lige nu til at grine, da faktisk blev lidt såret over samtalen. "Jeg burde slet ikke sige den slags. Ikke tænke på det. " Hun så sig lidt omkring, hun burde virkelig heller ikke være her, så det var nok lidt et dårligt argument. Det var hun dog ligeglad med. "både at snakke om at kysse fremmede og snakke om den slags... samvær. Det er en priv..." Så stoppede hun, for det var det ikke. Det var jo netop ikke længere en privat ting, ikke sådan som de nu havde talt om emnet, Antoinette så på Jamie, med helt nye øjne, og hældte hovedet lidt på skrå. Mon han havde.... Kunne han havde været sammen med en anden kvinde? Tanken fik hende til at skjule sit ansigt af ren flov. "Åh nej, jeg forstår slet ikke jeg snakker om dette her." Det var så inderligt forkert at tale om, og hun overvejede om hun skulle gå hjem og vaske munden med sæbe. Det burde hun næsten med alle de grimme ord! Tænk at hun kunne finde på det. Hvis hendes fader så hende, ville hun sikkert ende med stuearrest ind til sommer, men samtidig var Jamie også bare så interessant. "Jeg kan ikke bare lyve om ting. Tænk hvis nogen fandt ud af at jeg løj. Det ville være en skandale.

Hans noget overraskede udbrud fik hende til at nikke. "Jeg har været forlovet siden jeg var 8 og det gav mening for min og hans familie. Derfor fik de hurtigt lavet en aftale omkring, hvordan det bedst ville kunne fungere." For Anto var det det mest naturlige i verden. Sådan var det og hun skulle vel bare var glad for den aftale der var blevet lavet. "Jeg er 16 ja, og skal giftes før jeg.. Før... nogen tager min dyd. Det er min forlovedes opgave, Alt andet anses som skam og jeg ønsker ikke bringe skam over mine forældre" Prøvede hun at forklare. Hendes største frygt var vel at gøre noget forkert i en sådan grad, at de ikke ville kendes ved hende længere. "Hvis du endelig vil vide det, så vil han jo ikke være uvidende. Det vil blive ham, der hjælper mig igennem det og Vi vil elske hinanden som mand og kone. Desuden af det en ære at føre familien videre, så det er også vigtigere end alt det du nævner." Hun skævede til ham igen. Tænk hvis han nu holdt om hende lige nu, holdt hende tæt ind til sig. det ville sikkert føltes rart. Han virkede så flink, så forbudt og så.. erfarren. Han var med andre ord virkelig spændende! "Du har da kysset mig. Du... var mit første kys husker du nok." Forklarede hun så i den tro at det var sådan kys normalt var. Det havde hvertfald været dejligt.

[Jamie Mikaelson]

Jamie var komplet uvidende om hvilke tanker hun gik og gjorde sig om ham, men han fandt det stadigvæk morsomt at hun havde så svært ved at snakke om det. "Om kys? Nej det virker også super forbudt." Igen drev stemmen af sarkasme.
For ham var intet i det unormalt. Det var jo bare kys og seggs. Intet at være flov over, men en ganske normal ting. Hans bryn blev skudt i vejret idet hun afbrød sig selv. "Teknisk set har du ikke snakket om det, du har hørt på mig nævne det." Besvarede han med et let skuldertræk.
Han lagde ikke skjul på at han slet ikke fattede hvad det store problem var. "Så du kan ikke engang snakke om at kysse, jeg kan godt mærke at jeg er den heldige af os to." Tilføjede han. I det mindste var han fri til at gøre som han ville.
Da snakken drejede sig ind på hendes forlovelse, mærkede han hvor frastødt han blev over tanken. Ikke at det var hendes skyld, men det var jo komplet vanvittigt. "Siden du var 8? Det er jo sygt." Kommenterede han og rystede på hovedet. "Det lader til at du er mere en fange i dit liv end jeg er." Han tyggede kort på underlæben, så ville han sku hellere være hjemløs.
Han kunne ikke lade være med at fnise dit over hendes måde at sige det på. "Din dyd, du er sgu en ægte disneyprinsesse." Konkluderede han og pillede lidt ved snørebåndet på den ene sko. Igen fangede noget hans opmærksomhed og han gloede på hende med hævede bryn igen, "så han må gerne knalde andre, men du må ikke?" Spurgte han så. Han fnøs over hvordan hun beskrev hele situationen. "Wow. Jeg tror lige jeg knækkede mig lidt i munden der." Svarede i et halv grin. Det var næsten sørgeligt at høre på. "Føre familien videre, så du skal være hans ruge-maskine?" Spurgte han kækt.
Han smilede kort over hendes naivitet. "Dét tantekys? Hvis du tror at det var et rigtigt kys, så er jeg sgu bange for hvordan du tror at seggs fungerer." Han betragtede hende underholdt for at se hendes reaktion.