Hjerternes tid

[Antoinette Haubert]

Tråd til Jamie Mikaelson
Dec. - 2057
Outfit

---

Antoinette havde været hjemme fra skolen igen, fordi hendes familie fik vigtigt besøg fra Belgien. Selvom hun godt forstod, hvorfor hun burde være der sammen med familien, gik det hende også lidt på fordi hun igen så ville gå glip af livet på Hogwarts. Et sted hvor hun endnu ikke helt var faldet godt til, og det gjorde det ikke nemmere at hun hele tiden blev trukket hjem, men pligterne skulle overholdes, så hun holdt sine meninger for sig selv. Det klædte ikke en ung kvinde som hende at være utilfreds. 

Hele weekenden havde hun dog tænkt på en helt bestemt person, også lidt mere end hun nok egentlig ville være ved, eftersom hun jo var forlovet til anden side, men håbet om at få et glimt af Jamie ar vokset. Hun savnede ham og ville gerne se sin ven igen. Det var endt i at hun havde snakket med familiens kok om hjælp til en julegave, som hun ville se om hun kunne få ned til Jamie. Sidst de havde snakket sammen, havde han vidst nok sagt noget om, at han boede nede ved broen, så det var der hun ville hen! Den kunne vel heller ikke være så svær at finde?

Sammen med Tony havde hun pakket en sportstaske med et varmt tæppe, en termokande med varm kakao, skumfiduser, en klase bananer, et glas nutela, julesmåkager og chokoladekiks. Det var alt sammen en del af gaven, men den centrale del af hendes gave var et sæt helt nye Converse sko, sorte. Hun ville gerne give ham noget, som han ville blive glad for, men han virkede ikke som typen der rendte med særlig meget nips, derfor havde sko og godter virkede som en god løsning. sportstasken blev svunget overskulderen og passede slet ikke til hendes fine lille jeg, heller ikke selvom den var af læder, men det var den mest praktiske måde hun lige kunne have tingene på.. Hun ville nemlig gerne gøre dette her selv. Tony havde dog heldigvis tilbudt at køre hende ned til broen, så hun ikke skulle gå hele vejen. Det havde hun glædeligt sagt ja til.

Noget tid efter parkerede han ved broen og hun steg ud, gav ham et kys på kinden og begav sig så usikkert og forsigtigt ned mod der, hvor hun håbede på at kunne finde Jamie. ".. Ja...Jamie?!.." Hun var med et blevet meget nervøs. Hver gang hun hørte en lyd kiggede hun i retningen af den, for at se hvad det var, mens hun ledte efter Jamie og håbede på snart at finde ham.

[Jamie Mikaelson]

Indgangen - Campen (Se lige bort fra hende der står i vejen xD)

Outfit

---

Broen var en af de mange broer der forenede London over floden. Hans tilholdssted var sammen med mange andre hjemløse ved en af de mere ubefærdede broer i en yderste del af byen. Primært for at undgå at de blev smidt væk. Der var ganske simpelt færre mennesker på disse kanter.
Lige nu sad han ved et bål en af de andre ældre havde lavet og lyttede til Earl og Skøre Shane debatterer om hvorvidt regeringen havde været årsag til det voldsomme snefald der havde været de sidste par dage. Skøre Shane, påstod at Kineserne måtte have en vejrmaskine som kunne fremmane denne form for problemer og at de nu testede den her i England for at ryde gaderne for "folk som dem".
Jamie himlede let med øjnene over denne påstand, men sagde intet, den debat havde kørt i dagevis, og han havde opgivet at sige noget, for "han var jo kun en dreng" så det vidste han ikke noget om.
Som han sad der med knæene mod brystet og pustede en smule varme i de iskolde hænder, hørte han pludselig noget. Det lød som om nogen havde kaldt han navn. Langsomt rejste han og gik mod åbningen til den kloarkindgang hvor selve campen var slået op for at være mere i ly for elementerne.
Han stak hovedet udenfor og mærkede kuldegysningen glide gennem sig som et iskoldt vindstød ramte ham i ansigtet.
Øjnene løb en smule i vand og han var derfor ikke helt sikker på om det han så var rigtigt, dog blev han kort efter opmærksom på at det var den blonde pige fra i sommers. Den eneste grund til at han vidste det var hende, var fordi hun var en af de eneste han havde fortalt sit navn til udover selvfølgelig den flok hjemløse han boede sammen med. "Prinsesse," udbrød han eftersom han ikke kunne huske hendes navn. Han trådte helt ud for at komme frem mod hende, "er du faret vild igen?" Spurgte han og hævede et bryn af hende.

[Antoinette Haubert]

Antoinette var ret sikker på hun var nogenlunde det rigtige sted. Tony havde hvert fald i fortrolighed nævnt, at han vidste hvor disse mennesker hørte til, men der var ikke meget andet at se end nogle store kloakrør, der var helt tilmalet og som bestemt ikke duftede af blomster.
Vinden bed lidt i kinderne, men heldigvis så havde hun en god uldfrakke på, der tog det værste kulde. Jamie kunne da ikke bo her? Det var alt for koldt jo!

Men netop som den tanke strejfede hende, dukkede han op foran hende, og hendes smil voksede. ”Jamie! Hvor er det længe siden. Jeg ha..” ordene var ved at løbe af med hende, før hun så fik sig stoppet, rømmede sig og trak tasken længere op på skulderen. Hun var ikke vant til at være den der bar rundt på ting, på den måde. ”Jeg er stadig ikke prinsesse. Og nej, jeg er heller ikke faret vild. Ikke i dag. Jeg er hjemme fra min skole, og så ville jeg bare gerne ned med en gave til dig” Hun sendte ham et lille smil og rakte ham tasken.

[Jamie Mikaelson]

Han var meget forundret over at se hende. Ikke nok med at de jo kun havde mødt hinanden én gang ved et tilfælde i sommers, men hun var også bare så malplaceret i dette billede af Londons slumkvarter, om muligt endnu mere end sidst.
Den unge fyr hævede blot et bryn af hende, da hun igen påpegede at hun ikke var en prinsesse. "En gave?" Spurgte han undrende og kiggede så på sportstasken som hun rakte frem imod ham. Den så en smule tung ud. "Er det et lig du skal have hjælp til at begrave?" Han lænede sig lidt frem mod hende, "for så kender jeg en fyr.." Han blinkede for at understrege joken, skønt han godt huskede noget med at hun nok overhovedet ikke ville opfatte den.
Derfor tog han imod tasken og vejede den lidt i hånden. "Hvad er det?" Spurgte han nysgerrigt, som om det krævede en beskrivelse før han selv kunne åbne og kigge efter. Han var nu temmelig nysgerrig, han fik aldrig gaver. Ikke på denne måde, hvad man havde måtte man gøre sig fortjent til. Han satte den på en nogenlunde tør plet på jorden og lynede den så op for bedre at kunne få et overblik, skønt han stadigvæk ikke forstod hvorfor hun overhovedet var dukket op med gaver i første omgang.

[Antoinette Haubert]

Anto så stolt på Jamie, ja han spurgte i stil om det var en gave. Så nikkede hun og smilede bekræftigende. ”Ja. Du er min ven og jeg ville gerne give dig en gave i anledningen af julen.” hun smilede stolt og tænkte ikke videre over at hun ikke var helt så stiv som hun havde været i sommers, da de havde mødtes.
De store uskyldige dådyr øjne hvilede på fyren indtil han så foreslog, at hun kunne have et lig i tasken, hvilket straks fik hende til at se forfærdet ud. ”Nej Jamie! Selvfølgelig er det ikke et lig. Juan må ikke bare slå folk ihjel!” troede han virkelig det om hende? Ig hvad var det for noget med at han kendte en mand. ”Du kender en… vent hvad? Er.. Er du?” det kunne næsten ses i øjnene på hende, hvordan hele hendes verden krakelerede. Var han farlig? Og her stor ig forærede ham både det ene og det andet. Hjertet hamrede i brystet på hende, men så spurgte Jamie til gaven. ”Der er et vant tæppe, så du ikke kommer til at fryse. I termokanden er der varm kakao og der skulle gerne være en bøtte med skumfiduser, som du kan komme i kakao. Termokanden kan du bare beholde når den er tømt. Der er nogle bananer og et glas nutela. Jeg mindes du sagde i sommers at du kunne lide banner. Prøv at spise dem med nutela. Det er himmelsk. Småkagerne har Tony bagt og er de bedste der findes! Chokoladekiks er også altid godt godt. Og…” hun havde beskrevet tingene, som Jamie har fundet dem. ”et par nye sko. Jeg håber det er den rigtige størrelse, og at du kan lide dem.” Hun smilede og så afventende på ham, for at se hvordan han ville reagere.

[Jamie Mikaelson]

”Ven?” Gentog han en anelse vantro. Han kunne ikke engang huske hendes rigtige navn. Han vidste ikke helt om han troede på venskaber. Dem han nok var tættest på var Tammy Windsor og @avery. Men måske hun ikke havde nogen venner siden hun gik ud fra at man var venner efter at have mødt hinanden én gang.
Han sukkede let som hun endnu engang ikke opfangede joken. ”Må man ikke? Der kan man bare se.” Kørte han alligevel joken lidt videre.
Den unge fyr så bare undrende på hende, ”er jeg hvad?” Skønt han havde sagt det i sjov, så kendte han da nok et par stykker der kunne lokkes til den slags for den rette pris, ikke at han havde tænkt sig at udnytte det naturligvis.
Som han begyndte at trække tingene op fra tasken, gik det op for ham, hvor meget omtanke hun nok havde haft lagt i det. Ikke at han ville kunne beholde det hele for sig selv, så egoistiks var han ikke når han vidste at nogen af de andre hjemløse ikke havde det ligeså “let” som ham. Han var ung og havde da til tider lidt charme, derudover vare han let på fingrene og havde nemt ved lommetyverier når han ikke lavede små magitricks for et par håndøre. Han var en af de heldige. Desuden havde han lært at det ofte var dem der ikke havde noget, som var bedst til at dele, var dem som var vant til ikke selv at have noget.
Skoene blev fundet frem og han trak dem op, selv hvis de ikke var hans størrelse, ville de stadigvæk være en opgradering hvor hvad han havde nu. Han fik hurtigt skiftet dem, ”tunsind tak, det kan ikke have været helt billigt.” Konstaterede han taknemmeligt som han begyndte at pakke tingene ned i tasken på ny.

[Antoinette Haubert]

Glæden fortog sig langsomt fra Antoinettes ansigt, som hun hørte det enkelte ensomme ord fra Jamie. Så de var altså ikke venner alligevel? havde hun taget fejl dengang? Det begyndte at gøre ondt i brystet på hende og hun bed sig i kinden. En dame græd ikke foran andre, men lige nu var det svært at holde den glade facade oppe. Hun forstod det ikke. Han havde jo kysset hende og sagt de var venner. men det var de altså ikke?
Antoinette vaklede et lille skridt tilbage og så på ham. "Ja? jeg troede..." hun slog blikket ned og mærkede hvor dum hun følte sig. Hun havde ondt i maven og var ikke længere fyldt af samme glæde som før. Fordi hun var høflig opdraget ble hun dog stående da de stadig var midt i en samtale og det derfor ville være uhøfligt bare at gå, skønt det var hvad hun havde mest lyst til lige nu. "nej man må ikke."  kom det så fra hende og så sig omkring, som for at tjekke om nogen havde hørt den samtale de havde. og for at svar på hendes næste spørgsmål endte hun med at gå tættere på og sænke stemmen til en hvisken ".. morder.."
Det hele blev dog hurtigt glemt, mens Jamie pakkede gaverne ud og hun kunne fokusere på bare at fortælle. Der kom da også et nyt smil frem på hendes læber, som Jamie tog skoene på og det faktisk så ud til at passe ham. "Det..." hun var lige ved at sige noget om at være venner, men det lød jo til det ikke var det de var. "Se det som min taknemmelse for din hjælp i sommers."

[Jamie Mikaelson]

Han så glæden forlade hendes øjne, som havde nogen slukket for den på en kontakt. Normalvis ville han ikke havde den fjerneste dårlige samvittighed over dette, men der var alligevel noget ved situationen der gav ham en lidt dårlig smag i munden.
Langsomt strakte han en hånd frem mod hende, ”hør det var ikke sådan ment Prinsesse, men normalt tager den slags tid. Venskaber altså.” Forsøgte han at forklare sig, ”men du virker cool nok, vi kan godt være venner.” Den slags lod til at betyde mere for hende end det gjorde for ham, men han ville da ikke tage juleglæden ud af hende, og da slet ikke når hun nu var så gavmild.
”Om jeg er en morder?” Gentog han uden at gøre samme anstrengelse for at dæmpe sig. Han grinede kort, ”nej selvfølgelig ikke. Jeg laver bare sjov.” Han slog ud med hånden. Det var ret grinern så nært hun tog alting.
Han betragtede hende en smule, ”så nu er vi kvit eller har du tænkt dig at gøre det til en vane at kigge forbi?” Spurgte han med et skævt smil, ”for altså, så må jeg hellere rydde op i mit telt.” Igen en joke som han ikke var sikker på om hun ville opfatte eller ej.

[Antoinette Haubert]

Anto så ned i jorden. Hun ønskede ikke hans medlidenhed bare fordi hun nu var blevet ked af at de altså ikke var venner, som hun havde troet. Hun havde lyst til at spæne tilbage op til Tony, køre hjem og aldrig se sig tilbage, men det fik hun ligesom heller ikke så meget ud af. Derfor rykkede hun bare lidt på sig og så igen på ham. "Jeg er altså stadig ikke prinsesse. Det har jeg forklaret dig. Jamie jeg..." Hun tav lidt. Det var tydeligvis svært for hende det hun ville til at sige nu. "Jeg har aldrig rigtig haft en ven. Jeg.. Jeg ved bare at du er den første, hvor jeg ikke føler mig som en helt så stor særlig." Det gjorde ondt at sige, men hele pointen var jo egentlig at han bare var sød ved hende - den ene gang de havde mødtes.  "Alle på min skole se mig som en Wierdo. Alle dem der snakker med mig til mine forældres samtaler er ude på at få det ene eller det andet virker det til. Du... Du er anderledes, og jeg kan godt lide det. Selvom jeg nok ikke forstår alt hvad du siger." Hun skævede usikkert til ham og bad til, at han ikke ville begynde at grine af hendes ord. Hun ville bare så gerne have en ven. En der kunne gøre hende glad og som hun kunne bruge tid sammen med når ikke hun lige broderede eller spillede musik.
Da han så fortalte hentydningen om Mord var for sjov, mærkede hun rødmen stige op i hendes kinder. "åh... Undskyld. Jeg..." Det var så svært at vide hvornår det der blev sagt passede og hvornår det ikke gjorde, men med Jamie lød det til at det nærmest var halvdelen, han sagde, som ikke passede. Den tanke fik hende igen til at rynke brynene og hælde hovedet let på skrå. "Hvorfor gør du altid det der? Siger ting der ikke passer?" Spurgte hun så uden at virke vred bare uforstående. Med henblik på dette tog hun også frygtelig lang tid om at svare på resten af hans ord. Det var sikkert tydeligt i øjnene, at hun prøvede at regne ud, hvorvidt det var alvor eller joke. Hun endte dog med at besvare spørgsmålet med et spørgsmål. "Hvis jeg må? og du har lyst til at ses med mig. og.. hvis du ikke gider rydde op, kan vi bare ses andre steder." Hun så sig lidt omkring hvor de stod. Det var nok ikke lige det mest rene sted.

[Jamie Mikaelson]

Der opstod end lidt akavet stemning imellem dem og Jamie tyggede lidt på underlæben uden helt at vide om han skulle sige noget. Det var svært når de ikke rigtigt kendte hinanden. "Muligvis, men jeg er ikke særlig god til at høre efter." Kommenterede han blot med et let skuldertræk. "og du ligner stadigvæk en prinsesse." Konkluderede han.
Igen studerede han hende med et intenst blik som hun snakkede, armene var faldet let over kors for at skærme sig mod den kolde vind. "Du er en særling-" rettede han hende ufortrødent før han fortsatte, "-men det er da ikke noget at have nedtur på over, de fedeste folk er som regel særlinger." Han smilede skævt til hende. "Normale folk er kedelige og forudsigelige." Han mente det faktisk. Han boede trods alt sammen med en del "særlinger", var nok også en selv, hvis sandheden skulle frem. Det var sådan folk så dem, og det havde han det helt fint med.
Spørgsmålet fik ham til at stirre på hende i nogle lange sekunder, "det kaldes sarkasme, prinsesse." Sagde han blot. "Og så er det bare praktisk ikke altid at fortælle sandheden." Han trak på skuldrene igen. Løgne havde fået ham ud af mange problemer.
"Alle er velkomne her," sagde han blot og gjorde et kast med hånden mod indgangen til kloarken. "Altså lige på nær strisserne." Når de kom, blev de altid flyttet ud. Han fnøs let over hun igen ikke havde opfattet sarkasmen, "jeg bor i en del af en kloark, jeg tænker ikke at mit rodede telt vil være det du har de største problemer med, igen det var en joke." De blå øjne hvilede på hende.

[Antoinette Haubert]

Anto kom til at le ad Jamies ord og slog omgående hånden op for munden, for at prøve at stoppe det. "Undskyld. Det bare... Jeg kan godt lide det ved dig. At du ikke er helt til at regne med. Du følger jo slet ikke samme etikette som jeg. Det føles så rart og frit." Forklarede hun med et smil selvom skyldfølelsen var at se i hendes øjne. Jamie var alt det hun ikke måtte være og lige nu var det nok særligt det der tiltrak hende. Hun så ned ad sig selv, som han kommenterede på at hun lignede en prinsesse. "Det er altså bare en af mine hverdags jakker, jeg har på." men jo man skulle være godt blind for ikke at kunne se, at den stadig var noget pænere end gennemsnittet. hun ejede dog ikke "værre" Det skulle da lige være hendes skoleuniform på Hogwarts dog.
Som han studerede hende mærkede hun trang til at g et lille skridt baglæns, hvilket hun derfor gjorde. Her sank hun en klump og så på ham med nu bankende hjerte. "men du taler med mig alligevel. Du... Jeg tager nok fejl, men... Jeg følte mig faktisk fri sammen med dig. Jeg troede... Måske var det også derfor jeg håbede på vi kunne være venner." Hun sank lidt sammen i den ellers så finde holdning og lod igen blikket hvile i jorden. Hun var så pokkers ensom, og selv når hun troede hun fik en ven, var det også bare løgn. Var det da for meget at håbe på? Måske var normale folk kedelige som han sagde, men normale folk følte sig sikkert ikke som en freak. Mormale folk havde sikkert venner. Hun så først op på ham igen, da han præsenterede hende for ordet sarkasme. "Så du siger jeg skal lyve?"  hun lagde hovedet let på skrå. "Og du lyver for mig?" Hun forstod det ikke rigtig. han virkede så ærlig, så ham-agtig. men nu sagde han at han løgn? Måske havde det generelt været dumt at komme. "Jeg har set folk der boede på slotte, der var værre mennesker end dig Jamie. For mig gør det ikke noget hvordan du bor."

[Jamie Mikaelson]

Han så en smule uforstående på hende som hun begyndte at le, men ikke desto mindre formede der sig et let smil i mundvigen. "Neej, alle de der regler og pis og papir er ikke lige mig." Indrømmede han. Jo selvfølgelig kunne han godt lide at være fri, men hvem kunne ikke godt drømme om en varm seng at sove i sommetider.
"Der kan du selv se." Svarede han blot, som havde hun lige bekræftiget hans pointe med den oplysning.
Jamie lyttede som hun forklarede, armene var blevet kastet over kors for at holde lidt på varmen. "Jeg siger da heller ikke at vi ikke kan blive venner, men vil du ikke hellere have at det er ægte frem for at det er påtaget?" Spurgte han undrende. Bare fordi man kaldte sig venner med ord, var det jo handlingerne der afgjorde om man var venner eller ej.
Igen fulgte et skuldertræk hendes spørgsmål. "altså ikke hele tiden, men engang imellem skader det ikke. Som for eksempel, hvis dine forældre spørger dig om hvor du har været henne hele dagen." Forsøgte han at forklare i en afmålt tone. Hun skulle da ikke komme og sige at de ville være okay med det bekendtskab hun havde gjort sig her.
Tydeligvis var joken stadigvæk ikke blevet opfanget. Han tyggede på underlæben. "Det var stadigvæk for sjov. Jeg er ikke bange for at du ser hvordan jeg bor." Indrømmede han derefter i en nonchalant tone.

[Antoinette Haubert]

Pis og papir.... Han havde sådan en mærværdig måde at snakke på, så gro. Alligevel var det noget af det hun virkelig godt kunne lide ved ham. Han var ikke snobbet eller havde næsten i sky. det var virkelig rart og samtidig så følte hun sig virkelig velkommen. "Du har virkelig en speciel måde at tale på, men jeg tror jeg forstår dig." Hun lod stille fingrene løbe gennem håret og sendte ham et lille forsigtigt smil, før hun så så ned af sig selv. "Jamie? Er øhm.. Er det en god ting du kalder mig prinsesse? Eller er det mere ligesom de andre?" Hun kunne ikke rigtig finde ud af det. Fra nogen lød prinsesse næsten som en dårlig ting, mens hun jo også blev kaldet prinsesse af sin mor. Det værste var at hun måske efterhånden godt lidt kunne lide, når Jamie kaldte hende prinsesse. Men generelt var hele hans sprog så forvirrende.
Hun forstod godt pointen med hans venne-snak men der var bare en ting, som så ville sætte en kæp i hjulet for dem. "Men Jamie, hvornår skulle vi kunne ses? Normalt går jeg i skole i Skotland, og når jeg endelig er hjemme, så er det for at deltage i et selskab eller andet. Jeg er endda allerede meget mere hjemme end de andre elever." Hun sukkede lidt. Måske hun kunne foreslå at sende en ugle, men det ville jo også lyde lidt mærkeligt, særligt når han var muggler. Måske hun kunne sende brevene til Tony og så få ham til at sende den videre, men... Mon Jamie overhovedet kunne læse og skrive? "Jeg indrømmer gerne jeg nok ikke kommer til at sige hele sandheden.. ligesom efter vores sidste møde..." Hun tav og så flovt op på ham. "Jeg fortalte mine forældre, at jeg var faret vild. Og da min bror fandt min ødelagte kjole, så sagde jeg bare at jeg havde siddet fast, men selv var kommet fri. Undskyld, men de vil nok ikke rigtig kunne forstå det, hvis de vidste jeg talte med dig. Ligesom de i dag kun ved at jeg er ude at køre en tur med Tony." Anto forventede nok lidt, at Jamie kunne huske navnet på deres kok fra sidste møde, og sagde derfor intet for at uddybe det. Så lagde hun hovedet lidt på skrå og så på Jamie, han så ud til at fryse lidt. "Er der varmere hvor du bor? Vi kunne gå i læ lidt så måske?"

[Jamie Mikaelson]

Et lille fnys lød fra ham. Han havde en mærkelig måde at tale på, hvad skulle han så sige om hende. ”Jeg tror at jeg snakker sådan rimelig gennemsnitligt. Måske en smule grov i munden hvis man lytter til folks mening, hvilket jeg sjældent gør.” Han trak på den ene skulder.
Hovedet blev tiltet på skrå. ”Ligesom de andre? Hvad mener du?” Spurgte han blot ind.
Igen måtte han trække op skuldrene, ”aner det ikke, men altså du ved jo hvor jeg befinder mig, så du kan jo bare kigge forbi.” Hvad ellers kunne han sige? Det var jo ikke ligefrem fordi han kunne besøge hende på hvadend fin skole hun gik på.
Et selvtilfreds smil formede sig på læberne og armene blev kastet over kors. ”Så altså du løj for dem.” Kommenterede han bedrevidende. Der var noget virkelig underholdende i at hun nærmest lød til at se en løgn, på lige fod med en voldsom forbrydelse. Han huskede stadigvæk ikke hvem Tony var, skønt hun vidst næsten lige havde fortalt ham det. Var det hendes kok eller sådan noget ligende? Var det ikke det hun havde sagt?
”Det kan vi godt, men altså det er ikke rigtigt et sted for en fin pige.” Sagde han med et sigende blik. Alligevel begyndte han at gå i retning af kloarkindgangen. Når de nåede helt ind til campen, var der trods alt bål og den slags til at holde kulden lidt i ave.

[Antoinette Haubert]

Hun så roligt, men også mere nysgerrigt på ham. Han var virkelig spændende på sin helt specielle måde. Det var ikke noget hun var vant til. "Men du bruger sådan nogle.. grimme ord." Hun kæmpede lidt for det men gentog så hans vending fra tidligere. "P-pis og papir. Hvem siger sådan? hvad betyder det overhovedet?" Hovedet blev tiltet lidt til siden, mens hun overvejede det, men bed så mærke i at han ikke svarede hende på spørgsmålet om hvorvidt det var en god ting, at han kaldt hende prinsesse. Men måske havde han blot brug for at få uddybet inden han svarede hende. "Der er folk på skolen, som kan være nedladende. De... De kommentere på at jeg ikke høre til på skolen, men også at jeg er et dukkebarn, eller kalder mig Dronning af snobstrup. Det... Det er ikke så rart at høre på. Særligt ikke når de samtidig ler ad mig." Jamie havde aldrig rigtig leet af hende. Kun nogle få gange, men det virkede anderledes. Det gjorde heller ikke så ondt faktisk. Ikke som de andre. Den begyndende tristhed, blev afløst af et smil, da han mere eller mindre inviterede hende til at komme igen en anden gang. "Det vil jeg meget gerne, måske jeg næste gang kan låne et par bukser eller noget af min storebror, hvis du mener jeg ikke er passende påklædt til dit hjem." foreslog hun så lidt for sig selv.

Kort tid efter slog hun dog brat øjnene op, som hun blev beskyldt for at lyve. "Nej. Nej jeg lyver ikke. Jeg.. undlod bare nogle detaljer!" Pludselig kom hun i tanke om det kys han havde givet hende ved deres sidste møde og en summen baskede sig igennem hendes mave. Åh nej, hvad skulle det nu betyde?! Hun rømmede sig og huskede på at hun var en lady og hvordan de burde opføre sig, alligevel skævede hun dog diskret til hans læber for et kort sekund. "Man må ikke lyve. Det klæder ikke en pige." Forklarede hun regelret, som hun havde hørt det så mange gange.
Hun fulgte forsigtigt med ham og prøvede så vidst muligt hverken at få snask på sine sko eller på sit tøj. Det var dog svært. Det var underligt at se, hvad de nåede ind til, og Anto stoppede helt op for bare at kigge. Der så faktisk nærmest hyggeligt ud. Det var som om folk havde bygget små huler. Men så ramte en tanke hende og hun så bekymret på Jamie. "Bor du her?"