Sometimes it takes a storm.

[Charlie Ian Callahan]

Charlie måtte bide sig i tungen for ikke at slynge et eller andet lort ud, der nok ikke ville blive taget specielt godt imod. "Jo det tror jeg bestemt du har. Jeg tror også at du er ekstrem god til at skjule det bag vrede." Svarede han i stedet og sendte hende det samme rolige blik, som han havde sendt hende så mange gange før.
"Nogen vil mene at man søger efter uopnåelige partnere fordi man i virkeligheden frygter at give for meget af sig selv." Slyngede han ud, som var det henvendt til dem begge. Blikket var i mellemtiden blevet fæstnet på den gyldne væske i hans glas. Det var vel både delvist en konstatering omhandlende dem begge, som det var et svar på hendes spørgsmål.
Han bed sig en smule i kinden på ny for ikke at le. Han bed på krogen, "fordi jeg er gift eller fordi du føler at du er kompliceret?" Spurgte han ind.
Hendes ærlighed efterlod ham med en underlig knude i maven. Han havde ondt af hende. Sådan helt oprigtigt ondt af hende. Efter alt det hun havde været igennem. "Sommetider kan det være svært at trække sig selv op helt alene." Konstaterede han. Dette her var uden tvivl et gennembrud og han havde tænkt sig at udnytte det til fulde for at finde ud af hvor han kunne gå ind og arbejde med hende og hvor hendes grænser stod.
Han bemærkede det dårligt nok selv, men han strøg hendes ankel med tommelfingeren som de snakkede som en sølle form for trøst. "Hvad får dig til at tro at jeg spilder min tid? Kunne det forestilles at det eneste jeg ønsker er at hjælpe dig?" Spurgte han roligt.
Samtalen tog hurtigt en endnu mere dyster drejning. Så meget at han bed trangen til at rette hendes navnefejl i sig på ny. Han så til som hun trak sig sammen. Efter ganske kort tøven rykkede han sig over til hendes sammenkrøllede skikkelse i hjørnet og placerede en hånd mod hendes skuldre. "Ingen burde have de tanker om sig selv Piper, du er så meget mere værd end det." Stemmen var blid, men alvorlig, der herskede ingen tvivl om at han mente det.

[Piper June Maganiello]

Hans evne til at analyserer hendes handlinger og tanker, var allerede begyndt at irriterer hende. "Så klog du er." svarede hun irritabelt og dryppende af sarkasme. Ja hun var vred. Hele tiden, og på alle. Det var frustrerende og udtrættende, men hun vidste ikke hvordan man var andet. "Og er det tilfældet for dig?" spurgte hun og havde ikke tænkt sig at lade ham slippe med en eller anden generel sætning fra en af hans lærerbøger.
Hendes blik fulgte hans til det halvfulde glas i hans hånd. Det slog hende at de stort set var fremmede for hinanden, men at hun alligevel følte at hun kendte ham. Hun så tænksomt ud i luften. "Dels fordi du er gift. Og dels fordi at jeg er kompliceret. Du ville bare ende med at blive såret." hun trak skuldrene lidt op under ørene. Faktisk var det hende der havde en tendens til at være den sårede part i et forhold, men det behøvede han jo ikke at vide.
De små strøg over hendes ankel virkede en smule beroligende, til trods for at hun ikke rigtigt bemærkede det selv. "Jeg prøvede at lade andre hjælpe. Men de byggede en halv mur for at rive den ned igen, så jeg tror det er bedst sådan." hendes stemme var ligeså fjernt som hendes blik. Hun greb flasken på bordet og hældte en ny tår op, som hun slugte med det samme. Hvis de skulle have denne her samtale, behøvede hun virkelig at være fuld.
Hun havde trukket sig væk fra ham, og sad bare med det tomme glas i den ene hånd og benene trukket op under brystet. "Ikke uden en bagtanke. Der er altid en bagtanke, og jeg venter stadig på at finde ud af hvad din er." svarede hun bittert. Så lidt tillid havde hun til menneskeheden. Der var intet som en god sameritaner. Hun mærkede hans varme hånd på sin skulder, og lod de mørke øjne se på den som om den var en fjende. Hun var ikke vant til at blive rørt, og når hun gjorde føltes det mest bare.. mærkeligt. Blikket gled tilbage til hans, denne gang med den sædvanlige hårdhed. "Selvfølgelig fortjener jeg mere, ellers havde jeg ikke kæmpet for det i alt den tid!" udbrød hun vredt. Hun rejste sig lidt pludseligt og var nær slublet over bordbenet, men hun fandt balancen inden denne gang, og endte med at stå med ryggen til ham og armene over kors. "Desuden kender du mig ikke. Jeg er ikke særlig likable." pointerede hun som om han ikke allerede havde fundet ud af det. "Du bør gå nu. Det her var en skidt idé" konstaterede hun nu hvor fornuften havde ramt hende et øjeblik. Alting gjorde ondt og hun ville ikke have at han skulle se hende sølle, selvom det havde hun været hele aftenen. Til gengæld havde hun overhovedet ikke bemærket den rasserende storm udenfor.

[Charlie Ian Callahan]

Et selvtilfreds smil formede sig på hans læber. Han var trolds alt ikke på arbejde og kunne derfor godt vise sin lidt mere savage side frem. "Nu du siger det." Han håbede på at det kunne bryde en smule op i den ellers professionelle stemning der ofte kunne følge ham.
Charlie sendte hende et afmålt blik, "man kan vel næppe kalde det uopnåeligt når jeg er gift." Argumenterede han, på trods af at det var præcis tilfældet for ham. Det var så trættende hele tiden at give ud af sig selv til folk der endte med ikke at være interesseret.
Whiskeyen blev atter kært rundt i glasset i cirkulærer bevægelser. "Jeg er blevet såret før. Jeg ville nok kunne håndterer det." Hvorfor var det at han blev ved med at argumenterer som om han faktisk var interesseret. "Er du da ellers generelt bange for at såre folk omkring dig?" Han sippede let til glasset igen og mærkede den skarpe smag rulle på tungen.
Han lyttede og så til som hun lynhurtigt fik likvideret endnu en stor tår. Han begyndte at overveje hvor meget hun mon kunne tåle før hun gik i gulvet. "Bare fordi du har stolet på de forkerte mennesker, betyder det ikke at alle er sådan." Forsøgte han at forklare. Hvis dog bare han var ligeså god til at lytte til sine egne råd engang imellem. En anden ting der gik op for ham, var hvor besejret hun så ud som hun sad der i sofaen, benene trykket op til brystet og med et fjernt glimt i de brune øjne der havde været så levende kort forinden.
"Hvorfor så give op?" Spurgte han med hævet bryn og uden at lade sig anslå af den vrede hun skød imod ham. Til gengæld, havde hun været lige så munter som før, kunne han godt have fundet på at grint af hendes mislykkedes forsøg på at slippe væk fra hans berøring. Dog var der intet at grine af her. "Jeg er en voksen mand, jeg kan godt selv afgøre hvem jeg synes er likeble. Desuden kan jeg ikke gå nu-" Besvarede han og lænede sig tilbage i sofaen imens han holdt glasset frem mod hende, "-jeg har stadigvæk ikke drukket ud." At det så var nær umuligt at gå nogle steder på grund af stormen var en anden side af sagen.

[Piper June Maganiello]

Charlie var stadig under vurdering. På den ene side var han skide irriterende - mest fordi han var den eneste der turde udfordrer hendes tanker, og han var irriterende observant. Til gengæld så var der også en lille del af hende, der fandt ham underholdende for hans kække facon, og provokerende udtalelser, og dette var endnu en af dem. Hun himlede bare med øjnene. For et øjeblik havde hun glemt alt om at han var gift. "God pointe." eftergav hun med en lidt tænksom mine. Hun studererede ham sidde og køre whiskyen rundt i glasset.
"Det siger du nu. Jeg kan være ret.. giftig." indrømmede hun uden at virke særlig angerfuld. Det havde han nok fundet ud af på nuværende tidspunkt. "Men heldigvis er du jo gift, så det er næppe et problem." kommenterede hun og trak bare på skuldrene.
Selvom det lykkedes hende at redde balancen inden hun røg på gulvet igen, så fløj det tomme glas ud af hånden på hende, og splintreredes. Den høje, klirrende lyd af glas, fik hende til at farer forskrækket sammen, hvilket nok var lidt af en overreaktion, men hendes nerver sad ude på tøjet. Hun stod bare med ryggen til ham og forsøgte at få styr på sin vejrtrækning, mens hun stirrede på det ødelagte glas. "Hvilke folk?" spurgte hun med sædvanlig kølighed. Han havde haft ret i sine antagelser. Hun havde ikke nogen omkring sig hun kunne sårer. Hun knyttede hænderne et par gange, før hun satte sig på knæ og begyndte at samle skårene op i hånden, hvilket virkede åndssvagt eftersom hun bare kunne have brugt sin stav. Hans spørgsmål fik hende til at gå lidt i stå. Hun stirrede frem for sig i et lang, tavst øjeblik. "Fordi jeg ikke gider kæmpe mere." svarede hun bundærligt. Hun følte måske ikke længere at hun havde særlig meget at kæmpe for. Hun fortsatte sin gøren med nogle af de helt små stykker, dog kastede hun et kort blik over skulderen for at se hvad han hentydede til. Hun så på det halvtomme glas. "Så tag den med dig." vrissede hun frustreret. "Bare lad mig være." bad hun blev siddende med stykker i hånden, mest fordi det hele kørte lidt for meget rundt til at hun kunne rejse sig uden det ville gå galt.

[Charlie Ian Callahan]

Det var usigelig svært at komme tæt på hende. Dermed ikke sagt at han havde tænkt sig at give op. Hun havde bedt ham om at komme af en årsag. ”Ja, jeg har gået at vide at jeg er ret god til den slags. At komme med gode pointer altså.” Svarede han med et afslappet smil.
”Nok mest imod dig selv.” Hans brune øjne hvilede imod hende for en stund. Han frygtede ikke hendes vrede eller hårdt ord. Hun kunne nok ikke kalde ham noget han ikke havde hørt før. ”For hvis ikke jeg havde været gift havde du kastet dig over mig, fortalt mig du elskede mig og smidt mig ud bagefter?” Brynene blev skudt i vejret. Han forsøgte virkelig at få hende til at forstå at hun ikke ville ende med at såre ham, men hun havde brug for en at læne sig opad.
Lyden af glasset der splintredes, efterfulgt af hendes frygtsomme reaktion, fortalte mere end tusind ord. Hun var så meget on edge at det var et under hun ikke var faldet fra hinanden noget før.
”Alle.” Svarede han ligeud. ”Det er derfor du skubber alle væk, ikke sandt? Især dem som prøver at hjælpe dig. Det er lettere. Hvis ikke du lukker dem ind kan du ikke skuffe dem, og endnu vigtigere; de kan ikke skuffe dig.” Tænkte han højt.
Hendes ord fik ham til at rejse sig fra sofaen. Han stilede sit eget glas fra sig på stuebordet, som havde han faktisk tænkt sig at lytte til hende. Men i stedet for at gå, knælede han ned foran hende og lagde sin hånd over hendes for at stoppe hende i hendes fortagende. ”Så kæmper jeg for dig.” Sagde han blot, de brune øjne var stålfaste, for indikerer at han ikke havde tænkt sig at gå nogen som helst steder.

[Piper June Maganiello]

Charlies arrogante dog afslappede facon, fik hende til at vende øjne ad ham. I alt det her måtte hun i det mindste indrømme at han var vedholden. Hun kunne mærke at han betragtede hende, så hun undlod at se tilbage på ham. Hun vidste at det eneste hun ville møde var medfølelse, og den slags anede hun ikke hvad hun skulle stille op med.
I stedet pillede hun ligegyldige mikrostumper op fra gulvet for at holde sig beskæftiget, men hendes blik var fjernt. "Hvad ved du om det" mumlede hun bare uden at det var ment som et spørgsmål. Stod det til hende ville hun helst lukke samtalen her og aldrig se ham igen, hvilket vidnede om at han var begyndt at kradse lidt i den hårde facade. "Noget i den stil." Sagde hun åndsfraværende og sukkede. Måske havde hun kastet sig over ham for en stund, drevet ham lidt vanvid med sin besidderiskhed, jalousi og mørke sind, indtil han til sidst ville tage benene på nakken og løbe væk. På den anden side, kunne det vel ske alligevel.
Hun hørte ham rejse sig. Det lettede hende. Hun var overbevist om at han endelig havde overgivet sig og ville gå. Hun burde have vidst at han lige skulle gnide salt i såret først. Desværre ramte han igen hovedet på sømmet. Idet hun mærkede den våde fornemmelse at tårer, lukkede hun øjnene for at forhindre det. Hun holdt vejret ubevidst, i frygt for at hvis hun tog et åndedrag ville hun bryde sammen lige foran ham. Hun havde lyst til at fortælle ham hvordan de få der havde prøvet at hjælpe hende, havde haft andre motiver. Hvordan de havde misbrugt hendes tillid, og givet hende en kort illusion af lykke, for derefter at kaste hende tilbage i hullet, men det lød så ynkeligt selv i hendes hoved at hun ikke kunne. I sin tankestrøm var hun næsten overbevist om at han var gået, det var først da hans skikkelse kastede skygger over hende, og hun mærkede varmen fra hans krop idé han gik i hug ved hende, at hun opdagede at han stadig var der, hvilket snød hende til at åbne øjnene. Hun sad stadig med hænderne fulde af skår, da hans hånd nærmest lagde sig som et låg over. Hun så først på deres hænder, derefter op på ham, forvirret, frustreret, bange og ked af det. Alkohollen gjorde det umuligt for hende at holde på følelserne meget længere. Tårerne begyndte at trille ukontrolleret ned af hendes kinder. Nærmest instinktivt slap hun skårene, lod dem falde tilbage på gulvet, og halvt om halvt dumpede ind mod hans krop i søgen efter tryghed - og stabilitet for hele rummet kørte rundt. "Jeg k-ka-k-kan ik-ikke. Jeg e-er så t-træt." lykkedes det hende at frembringe ind mellem en lidt hysterisk hiksteren, som om hun pludselig ikke kontrollerede noget af hendes krop mere.

[Charlie Ian Callahan]

Hans blik var stadigvæk roligt rettet imod hende. ”Nok mere end du bryder dig om.” Konkluderede han, som havde han læst hende tanker. Det var ikke noget han sagde for at lyde provokernede, men han havde trods alt taget en uddannelse for at lære at aflæse den slags.
Hovedet blev tippet en smule på skrå, som forsøgte han at vurderer om hun mente det eller ej. Ikke at det ville ændre noget, han havde stadigvæk tænkt sig at hjælpe hende.
Stilheden imellem dem var massiv som han satte sig foran hende, med hånden over hendes. Det var ikke til at sige hvor længe der gik, men endelig fik han prikket hul på bylden og flere års svigt og elendighed strømmede ud af hende i form af utallige fortrængte tårer.
Helt instinktivt slog han armene omkring hende, som hun fladt ind til ham. Han lod hende hulke imod sin skulder og strøg hende trøstende over håret imens hun blottede sine føleser for ham. ”Det er okay Piper,” sagde han mildt og forsøgte at guide hende lidt udenom glasskårene der atter lå og flød på gulvet, et ret godt match til hvordan hun måtte have det lige nu.”Du behøver ikke at være stærk hele tiden.” Han hvilede hagen ovenpå hendes hoved og lod blot tiden passerer imens hun fik lov til at komme ud med al sin frustration over det uretfærdige liv hun havde levet. Det måtte have bygget sig op i årevis, tænk først at kunne give slip på det nu. Det ville ikke være overstået bare sådan, men dette her var i det mindste en start.

[Piper June Maganiello]

Han havde ret. Én ting var at nogle få havde lært hende at kende, når hun selv havde besluttet sig for at lade dem, men Charlie var en fremmede der læste hende som en åben bog, og ligeså lettende det var ikke at kunne gemme sig, ligeså skræmmende var det, og ligeså meget havde hun lyst til at holde ham på lang afstand.
Hvis alkoholen ikke havde haft indflydelse, ville hun nok have holdt langt mere på sig selv, men hun kunne ikke. "Det er i-ikke okay." hun forsøgte ihærdigt at samle sig, man kunne nærmest se hvor meget hun kæmpede for at stoppe tårestrømmen, men det var næsten som om det kun gjorde det værre. Hun skjulte ansigtet ind mod hans skulder så han om ikke andet ikke skulle se hende.
Fremfor at sidde på hug, var hun dumpet ned på den ene hofte og sad lænet op mod ham, hun burde ikke føle sig så tryg, men noget ved ham gav hende bare en følelse af at det faktisk var okay. Det var ikke kun følelsen af svigt, men ligeså meget skam over at hun var kommet så langt ud.
Piper holdt vejret og fik kæmpet sig lidt op. Hun tørrede de våde øjne og rømmede sig lidt, i et sidste forsøg på at virke fattet. "Der er ingen andre til at være det." hendes stemme dirrede selvom den lød mere fjern. Hendes blik var tomt, man kunne næsten se at hun havde renset sig selv for følelser, fordi hun ikke kunne rumme det. "Gider du hjælpe mig i seng?" spurgte hun, underligt velvidende om at hun ikke ville komme op fra gulvet på egen hånd. På en måde havde hun lyst til at bede ham om at blive, bare for at kunne sove trygt bare én nat. Stadig havde hun ikke set snestormen udenfor, der nok tvang ham til at blive alligevel.

[Charlie Ian Callahan]

Charlies hjerte blødte virkelig for hende. Alle de ting han havde hørt om hende. Hørt om hvor følelseskold og tom hun var, passede ikke. Ikke at han havde troet på rygterne, men her kom det virkelig til udtryk. Hun var ikke følelsesløs, hun havde bare lært at låse det inde for at skærme sig selv.
"Hvorfor skulle det ikke være okay at være ked af det?" Spurgte han mildt som han holdt hende tæt ind til sig. Han drejede hovedet let så hans kind hvilede mod hendes mørke hår. "Ingen kan bare lægge låg på, og regne med at følelserne forsvinder fordi man ignorerer dem længe nok. Tvært imod. Den slags bygger sig op." Forklarede han stille.
Han var ikke helt sikker på hvor længe hun havde accepteret hans trøst, men langsomt var det som om at hun fik stoppet sig selv og begyndte at trække tilbage, bag sine facader. "Jo der er, men det kræver at du lader dem." Sagde han så og lod hende løsne sig fra ham. Der var dog en dyb alvor i hans stemme. Skønt dette her måtte føles som tortur for hende, var det trods alt et gennembrud. Hun havde vist sårbarhed overfor ham, nu vidste han at han kunne få det frem i hende, et krævede blot en stor portion tålmodighed.
Han nikkede til hendes forespørgsel og kom langsomt på benene hvortil han rakte en hånd ned mod hende for at hjælpe hende op. "Faktisk så.." han tøvede og kiggede imod vinduet der afslørede den hylende storm udenfor, "jeg hader lidt at spørge...men kan jeg måske låne din sofa for i nat? Jeg er ikke sikker på at det er sikkert at bevæge sig ud i det der." Han nikkede mod vinduet og bed sig i underlæben, før opmærksomheden atter blev rettet imod hende.

[Piper June Maganiello]

I morgen ville hun skamme sig. Det sidste Piper ville have var medlidenhed, og mænd som Charlie, følte helt ind i deres knoglemarv med de mennesker de mødte, så hun ville skamme sig over at have ladt ham - en fremmede i øvrigt, komme under huden på hende på den måde. Desværre lå hun som hun havde redt og fornuften var stadig ikke vendt tilbage. "Hvad ved du om det? Har du nogensinde forsøgt?" spurgte hun en kende provokerende. "For det virker ganske glimrende for mig." hun så væk, og for første gang ud af vinduet hvor sneen drev ned i massive mængder og malede alt udenfor hvidt. Hun lukkede øjnene et øjeblik for ikke at få et eller andet flip på ham. Hvorfor forstod han ikke, at hun havde forsøgt! Hun havde lukket folk ind, og de havde alle ladet som om at de var opgaven moden, men de havde også allesammen vendt hende ryggen. Hun trak vejret dybt ind, og vendte blikket tilbage mod ham, men denne gang var det med fuldstændig samme hårdhed og bitterhed, malet i det.
En lille kølig brise ramte hende, da han fjernede taget omkring hende, og rejste sig. Hun slog nakken tilbage og så op på ham. Hun tog imod hånden og trak sig selv lidt vaklende på benene. Hele rummet kørte rundt, tårerne der havde gjort hendes hoved tungt, havde ikke hjulpet på noget som helst. Af samme grund slap hun ikke hans hånd, for så var hun bange for at hun bare ville dumpe tilbage. Hendes blik fulgte hans tilbage til vinduet. Hun vidste at han havde ret, han kunne ikke tage ud i det. "Ja, ja, bare du får mig i seng." mumlede hun og tog sig til panden. Det var meget godt hun var suspenderet for i morgen ville hun have det elendigt. Kvalmen var allerede begyndt at melde sin ankomst. "Ved du hvad, jeg ligger mig bare her." konkluderede hun og forsøgte at sætte sig tilbage på gulvet. Lige nu virkede rejsen op i seng så uoverskuelig.

[Charlie Ian Callahan]

Igen blev brynene skudt i vejret af hendes provokerende fremtoning. Han smilede blot svagt. ”Alle har vel forsøgt på et eller andet tidspunkt, i større eller mindre grad.” Et skuldertræk blev tilføjet. ”Og hvis det virker så godt for dig, hvorfor er det så at du har det så skidt? Ikke mere bullshit Piper. Du er ikke okay, uanset hvor meget du forsøger at gemme dig bag dine hårde facader.” Hun kunne trods alt ikke benægte længere, hun havde lige været brudt sammen foran ham.
Det var lidt svært at få hende bakset på benene, og til trods for at hun allerede igen var i færd med at mure sig inde bag sin facade af hårdhed, gik hun trods alt med til at lade ham overnatte. ”Tak.” Sagde han uden at slippe hende.
Han havde dog nær “tabt” hende idet hun forsøgte at sætte sig tilbage på gulvet. Han hankede op i hende og trak hende ind til sig i stedet. ”Nej, det kommer du til at fortryde i morgen, kom nu her.” Sagde han blidt, men bestemt. Han svingede hendes ene arm omkring sin nakke så de nu stod side mod side. Den ene arm støttede hende rundt om livet, imens den anden holdt hendes arm på plads. ”Du kan enten gå selv, eller også bære jeg dig. Jeg nægter at lade dig sove på gulvet.” Det stod ikke til diskussion uanset hvor tøsefornærmet hun så havde tænkt sig at blive over det.

[Piper June Maganiello]

Piper så op på ham og blinkede lidt forundret over hans pludselige attitude. Normalt ville hun være faret i flæsket på ham lige med det samme, men nu overvejede hun i det mindste lige situationen, mest fordi hun havde lidt respekt for at han turde svare hende igen. "Okay Mr. Know-It-all. Du har kendt mig i tre minutter, jeg tvivler på du har regnet mig ud." bed hun en smule irriteret. Faktum var at han havde ret, hun havde det elendigt. Hun havde opsagt et job som hun havde kæmpet hele livet for at få, hun drak sig fuld nærmest hver dag, og hun skubbede alle væk som prøvede at blive en del af hendes liv. Elendigt var slet ikke beskrivende nok for hvordan hun havde det, det irriterede hende bare at Charlie var så pisse observant.
Det føltes lidt som at blive grebet da han hankede op i hende, hvilket resulterede i at hun nærmest hang på ham, for hun havde stort set ingen balance eller styrke i benene. Hun udstødte en lidt klagende lyd over at han ikke bare ville slippe hende og lade hende sove på gulvet, det så meget tiltalende ud lige nu. "Nej jeg gør ej." mumlede hun klassisk Piper-stædig. Hun genvandt bare lidt af styrken og fandt fodfæste, men hun støttede sig stadig op af ham. Hun lod blikket glide overvejende til hans skuldre og overarme. Af en kontornusser og være, måtte hun indrømme at han var ret muskuløs, men den sejr ville hun ikke give ham. "Som om du kunne bærer mig alligevel. Det tungeste du løfter er en kuglepen." bemærkede hun tørt. "Slip mig nu bare, og ræk mig en pude, jeg kan sagtens ligge her." vedblev hun brokkende og så længselsfuldt ned på gulvet. Der var så langt op i seng. Hun burde helt sikkert ikke have drukket det sidste glas.. eller de sidste forrige 8 glas for den sags skyld.

[Charlie Ian Callahan]

Selvfølgelig var der ting omkring hende som han endnu ikke havde gennemskuet, men han syntes alligevel at han var ved at danne sig et rimelig godt billede af hvad der gemte sig under overfladen. Usikkerhed, frygt for at lukke folk ind, selvhad, var bare nogle af de ting han havde spottet hos hende.
”Måske ikke, men jeg tror jeg har regnet mere ud, end du bryder dig om, og derfor går du i forsvar.” Konkluderede han blot.
Han lod hende bruge ham som støtte, som han fik bakset hende på benene, mere eller mindre. Han himlede med øjnene over hendes stædighed, men valgte ikke at kommenterer på det. Det ville være som at diskuterer med et børnehavebarn.
Hendes kommentar burde ikke påvirke ham. Han burde ikke få trang til at “spille med musklerne” -bogstavelig talt. Men ikke desto mindre var det præcis hvad der skete. ”Okay..” mumlede han, tilegnet sig selv, før han i en kvik bevægelse, flyttede den frie arm, den der ikke støttede hende omkring skuldrene, ned langs hendes baglår for så at knække hendes knæhaser omkring den som han løftede hende op i armene. Trangen til blot at kaste hende over skulderen havde også spillet ind, men han ønskede ikke at hun tømte hele sit maveindhold ned af ryggen på ham.
Et let overlegent blik blev rettet imod hende, før han traskede mod soveværelset med hende i armene. Heldigvis vejede hun ikke en stor kvinde, så havde han nok fået sin sag for, men dette her fungerede. ”tungeste….kuglepen...” mumlede han hen for sig selv imens han tog et forsigtigt skridt af gangen op af trappen til hendes “soveværelse” som jo egentlig blot var en hems over køkkenet.

[Piper June Maganiello]

Ministeriet havde virkelig rendt hende i røven så mange gange, men at klistre Charlie på hende, havde nok været deres hidtil mest irriterende påfund. Hvis man lige så bort fra deres beslutning om at slippe en massemorder løs altså. "Tampen er ikke engang varm." svarede hun flabet tilbage, selvom han havde ret i alt hvad han sagde. Om det var alkoholen der begyndte at tage lidt af, eller bare et lille gran af fornuft, var ikke til at vide, men i hvert fald var hun begyndt lukke ham ude igen.
For et øjeblik stod hun næsten allerede og halvsov op af ham, men følelsen af at benene blev slået væk under hende, fik hende til at slå øjnene brat op. Hun gispede højt, og greb per automatik fat i hans skjorte i frygt for at hun var ved at falde. "Hvad laver du!" udbrød hun anklagende. Det gik op for hende at han havde løftet hende op. "Kalder du mig tyk?" Hun så op på ham med et bittert blik, men opgav efter et øjeblik. Den gyngende fornemmelse, gjorde hende svimmel, så hun lukkede øjnene og lagde kinden mod hans bryst mens han bar hende op af stien til den store, uredte seng. "Du er skide irriterende, Charles, ved du godt det?" mumlede hun halvt sovende og med ord der halvt druknede mod hans bryst. Ironisk nok var han også den eneste der havde gidet at prøve. "Kan du ikke bare ligge dig her med mig et øjeblik?" bad hun, for det var åbenbart ikke gået op for hende endnu at hun ikke lå i sin seng, selvom duften af ham var ret kraftig.

[Charlie Ian Callahan]

Han sendte hende et bedrevidende blik. "Fortæl du bare dig selv det. Hvaend der får dig gennem natten." Gav han igen. Ja han var psykolog, og ja han skulle da være professionel, men som regel ville folk jo også gerne have hans hjælp, hvilket gjorde det langt lettere. Og så var der Piper. Han var stadigvæk opsat på at han nok skulle nå ind til hende, men hun lod ham bestemt arbejde for føden.
Charlie svarede ikke lige umildbart på hendes spørgsmål, eftersom det var temmelig tydeligt hvad han lavede. Hans mumlerier havde været en gentagelse af det hun havde sagt til ham, men kvinder opfangede vel altid hvad de ville. Han sendte hende et blik, men hun havde allerede lagt sig ind til ham.
"Se, vi har allerede noget tilfælles." Bemærkede han tørt, dog med et anstrengt smil på læben som han kæmpede sig opad. Hvordan det lykkedes ham at komme helskindet op med hende, uden at falde bagover, var ham en uløst gåde.
Det var netop den tanke han stod og spekulerede en smule over, da hun stillede et meget uventet spørgsmål. Han så ned på hende med spørgende brune øjne. "Her? Som i din seng?" Spurgte han dumt, som skulle han lige sikre sig at de var på samme side. Imens lænede han sig lidt ind over sengen og satte hende ned på kanten af madrassen.