Sometimes it takes a storm.

[Piper June Maganiello]

Tid: 21:20

Sted: Pipers Lejlighed

Til: Charlie Ian Callahan

_________________________________________________

Den lille lejlighed i London var henlagt i mørke med undtagelse af en enkelt brændende olielampe. Udenfor faldt sneen, julen nærmede sig, og hele dagen havde glade børn væltet sig rundt i de hvide masser, fulde af barnlig glæde og latter. Hen over eftermiddagen var det dog taget til, og til sidst var vinden blevet så kraftig og mørket så tæt, at de fleste havde søgt indenfor. 
Selv Londons kentde julebelysning hang slukket og henlagde byen mørk og øde med undtagelse af taxerne der stædigt kørte videre. Piper sad i en tung, gammel lænestol foran det store vindue i stuen og fulgte med i aftentrafikken med et tomt blik. Ved siden af hende stod en flaske whiskey med en sølle bundslat tilbage. Hun havde fået tvungen fri efter hun havde forsøgt at afleverer sin opsigelse. Den var ikke blevet taget imod, istedet havde hun fået hvad cheferne kaldte 'betænkningstid', men tankerne havde mildest talt drevet hende så meget til vanvid, at hun havde drukket både den og sin fornuft ud. 
Hendes lejlighed bar stadig præg af det raserianfald hun havde haft den dag de havde sluppet Theodore ud, og Benyamin havde besøgt hende. Glaskårene var væk, og de ødelagte møbler, men det havde resulteret i at lejligheden nu virkede tom og klinisk i stedet. Hun tænkte flygtigt på Benyamin. Ham havde hun kun hørt ganske lidt fra efter hendes sidste lidt for festlige aften, hvor hun var endt med at kysse ham, i desperation efter at mærke et eller andet. 
Hun havde nærmest allerede glemt den ugle hun havde sendt afsted for en times tid siden til Charlie, den psykolog ministeriet havde tvunget hende til at se, i et svagt øjeblik. Hun havde set familier gå nede på gaden, par holde i hånden, ingen var alene og alligevel sad hun og følte sig mere ensom en nogensinde. Julen var altid svær, og i år måske ekstra meget. Hun forsøgte at køre hånden igennem hendes uglede lokker. Hun sad bare der og følte ingenting, hvilket var en kæmpe lettelse. Samtidig var der den lille stemme i hendes hoved der skreg af hende at hun var langt ude og ved at miste sig selv, men lige nu var hun ligeglad. Hun så slidt ud. Hendes røde øjne afslørede at hun havde grædt for nyligt, og hun var mat i huden og sort under øjnene efter manglen på søvn. 

[Charlie Ian Callahan]

Charlie havde modtaget hasteuglen sent om aftnen. Vinden var taget til og havde gjort transferering mere problematisk, man kunne ikke vide om man ville få transfereret sig ind i en vildtfaren paraply. Sneen hvirvlede op for hvert kraftigt vindstød og gjorde det næsten umuligt at se for langt frem for sig.
Han havde siddet hjemme foran pejsen da uglen var dukket op. Den var blevet lukket ind og sad nu derhjemme og forsøgte at pleje sig selv. Andrea Montés Callahan var på arbejde så Charlie havde blot efterladt en note til hende om at han var taget ud.
Det var faktisk kommet ret meget bag på ham at han havde hørt fra hende, men samtidig havde det været en lettelse. Han havde hørt at hun var blevet hjemsendt og skønt han var uenig i den beslutning, havde han ikke noget at skulle have sagt.
Som han langt om længe nåede hoveddøren var han godt gennemblødt af at gå gennem snedyngerne. Han bankede på og trak så de sorte læderhandsker af, skønt hans fingre alligevel føltes som istapper. Det gik op for ham at døren var åben, han åbnede den langsomt og gik indenfor. "Piper?" Kaldte han som han hang frakken fra sig på knagen og stillede de våde sko. Dette afslørede nogle hæslige røde julesokker med nissehuer på.
Det var her han fik øje på hende i lænestolen. Han nærmede sig langsomt. "Jeg fik din ugle." Begyndte han.

[Piper June Maganiello]

Piper hørte godt skridt på gangen. Der var engang hvor det ville have stresset hende, og hvor hun havde gjort alt for at skjule sig, men nu om dage glemte hun ofte at låse eller sårgar bare lukke døren. Hun undrede sig ikke engang over hvem der besøgte hende på denne her tid, i det her vejr, for hun havde lykkeligt glemt alt om hendes kald på hjælp.
Idet hans stemme lød i døren, kravlede hun op i stolen omvendt, så hun sad på knæ og kiggede op over ryglænet med et lidt for bredt smil. "Chaaarles! udbrød hun med lidt for stor begejstreng. "Vil du have en drink?" tilbød hun og greb flasken hvorefter hun vendte sig lidt for hurtigt i stolen og kom til at ligge for meget vægt forkert, så hun tippede med den bagover og gled ned over ryglænet til gulvet med et ordentligt 'dunk' hvilket nok afslørede hendes tilstand lidt. Heldigvis var flasken næsen tom, for hun spildte ikke noget på gulvet.
Hun kom til at grine, indtil hans farverige sokker fangede hendes blik. I en lidt vild bevægelse, fik hun vendt sig rundt på maven og betragtede dem. "Hvad er det der?" spurgte hun med en skeptisk næserynken. Aldrig havde hun set noget så gyseligt, men det glemte hun til gengæld hurtigt igen. På den anden side, var det nok også det mest julede der var at finde i hjemmet.
Var beskeden nået frem bare en time før, ville han have set hende på et langt mere sårbart punkt, desværre havde hun haft lidt for god tid til at drikke sorgerne væk. Hun forsøgte at rejse sig på alle fire, men endte hver gang bare med at ligge og rode lidt rundt, hvilket formentlig var et lidt ynkeligt syn. "Gider du lige..?" spurgte hun og hentydede til at han skulle hjælpe hende med at komme op.

[Charlie Ian Callahan]

Han stoppede op som han fik øje på hende -og den næsten tomme flaske. Måden hun sad i stolen fik ham til at tænke på en lille pige. Han tog en lidt dyb indånding. Det var ikke ligefrem den "nødssituation" som han havde været forberedt på. "Charlie," rettede han hende og kom langsomt længere frem. Under andre omstændigheder ville han måske have fundet hendes næsten barnlige begejstring underholdende, men ikke lige i dette tilfælde, når han vidste at det skyldtes alt for meget alkohol.
Han rømmede sig, "du er fuld." Kommenterede han og så på hende med et uimponeret blik som hun væltede med stolen. En let hovedrysten kunne ikke tilbageholdes før han gik det sidste stykke frem mod hende, med henblik på at hjælpe hende op. Dog havnede hendes opmærksomhed på hans sokker før han nåede det. Han så ned på dem og havde faktisk glemt at han havde taget dem på. Han sendte hende et skævt smil, "ja undskyld mig, næste gang bør du måske efterlade et dresscode-notat når du inviterer folk på hjemmebesøg." Kommenterede han og lod først nu blikket glide rundt i det lettere tomme og ellers rodede etablasiment. "Men du får måske ikke gæster så tit." Det var nok mere en kommentar end et egentlig spørgsmål.
Roligt bukkede han sig frem og forsøgte sig med at trække hende op og stå. Hendes fuldskab og ynkelighed gav ham kun et bedre tegnet billede over hvor fortabt hun nok i virkeligheden var, og skønt han måske ikke lige havde satset på at bruge aftenen på en alt for fuld Piper, havde hun da trods alt kontaktet ham, så måske dette var chancen til at komme lidt ind under huden på hende.

[Piper June Maganiello]

Det var ikke unormalt for Piper at tage et par glas inden sengetid, på den måde kunne hun snyde sig til et par timers sammenhængende søvn, men at placerer hende i hjemmet en hel dag, alene med sine egne tanker. Tingene havde bare taget overhånd. Til gengæld var hun ikke så sur som hun plejede at være. Hun gjorde en affærdigende håndbevægelse. "Ja, ja, okay Charles." svarede hun og var sikker på at hun havde korrigeret sig selv.
Efter et par mislykkedes forsøg på at komme op, landede hun på ryggen med sit mørke hår spredt ud over det hele. Den ene lok lå på tværs af hendes ansigt, men hun fjernede den ikke. "Ja." indrømmede hun ufortrødent.
Jo tættere på han kom, deres mere lyste hans farverige strømper rummet op. Hun kom til at grine, og holdt hånden op for munden i et virkelig ringe forsøg på at holde det tilbage. "Du burde virkelig ikke have dem der på nogle steder. De skære i øjnene." Grinede hun, før hun faldt slapt hen igen. Hendes kinder gjorde helt ondt, hun lo stort set aldrig mere. Hun forsøgte at puste totten væk fra ansigtet, men den var for tung. "Jeg bryder mig ikke om gæster." svarede hun og bemærkede ikke rigtigt fornærmelsen der lå i ordene. Det meste af sit liv, havde hun været nødt til at leve i isolation, med kun meget få omkring sig, nu om dage var det bare blevet en vane.
Da han endelig tog sig sammen til at hjælpe hende, greb hun fat om hans arm, og trak sig på benene ved hans hjælp, det lykkedes hende at komme op, men hendes balance var noget kompromiteret, så havde det ikke været for ham, var hun nok faldet igen. I stedet for faldt hun ind mod hans krop og greb fat i hans skjorte for at finde balancen. "Uf.. jeg er vidst ret fuld." sagde hun som om det var en ny åbenbaring og rynkede på panden. "Du dufter ret godt til gengæld." hun snusede til ham og så ret imponeret ud. Det sørgelige var at fulde Piper, nok i højere grad afspejlede den kvinde hun engang havde været. Ligeså filterløs som altid, ligeså provokerende, men dog i langt bedre humør.

[Charlie Ian Callahan]

Charlie åbnede munden for at rette hende for anden gang, men indså hurtigt at det ikke nyttede noget, og stoppede derfor sig selv. Han betragtede det meget sølle syn der udformede sig foran ham idet hun ihærdigt forsøgte at kæmpe sig op. Hun havde virkelig nået bunden, og det var på trods af at hendes humør virkede betragteligt bedre end sidst de havde mødtes. Som var alkohol en eller anden makaber mirakelkur.
Hans brune øjne gled atter ned til sokkerne som han nu stod helt hende ved hende. Havde de været tættere og havde det ikke været ualmindelig uprofessionelt, kunne han godt have fundet på at stikke tæerne helt op i hovedet på hende bare for underholdningens skyld. "Jeg synes nu de giver et temmelig frisk pust." Argumenterede han blot og rankede ryggen en anelse.
Med et overbærende blik, gled han ned i hug ved siden af hende, og fjernede den tot hun selv havde failet med at puste væk. "Dét siger du ikke." Kommenterede han tørt og rettede sig derefter op igen, for at give hende hånden op.
Han troede også lige det var lykkedes for ham, men blev hurtigt klar over at hun var ved at lave et styrtdyk. Som om de havde fuldkommen samme tankegang, trådt han et skridt frem idet hun greb ud efter ham, hvilket blot resulterede i at hun væltede ind i ham, i stedet for at kolliderer med gulvet igen. "Er du? Hmm. Du skjuler det ellers så godt." Igen var der en tør kant i hans stemme, men blikket var dog mildt nok til at afsløre at han blot lavede lidt sjov med hende.
Som de stod der, hende med et fast greb i hans skjorte og ham med armene om hende, for at forhindre hende i at vælte, kunne synet måske være blevet misforstået udefra. En realisation der også ramte ham ved hendes kommentar og efterfølgende snifferi. "Oookay, lad os finde noget vand til dig." Med hænderne mod hendes skuldre for at stabiliserer hende, trådte han et skridt tilbage. Han følte sig pludselig selv en lille smule tør i halsen. Med en rolig bevægelse, og den vedvarende afstand, guidede han hende frem mod sofaen for at hun skulle sætte sig.

[Piper June Maganiello]

Alkohol var en eller anden markaber kur for hende. Det var også grunden til at hun var blevet mere og mere forfalden. Trods hendes humør var bedre, så træf hun dog nogle vældig ukloge beslutninger som havde en tendens til at skubbe folk væk på samme måde som når hun bare var sig selv. "Du må være single med de sokker." fortsatte hun og så ned på dem og kom til at grine igen, indtil tårerne trillede ned af hendes kinder af morskab.
Alkoholen havde bedøvet hende så tilstrækkeligt, at hun ikke engang blinkede da hans hånd endte foran hendes ansigt og fjernede lokken fra hendes ansigt. Hun smilede bare og lod ham trække hende på benene.
Hans skjorte blev krøllet sammen i hendes hånd, da hun klamrede sig til ham for at holde balancen. Hun stod og svajede lidt, indtil hun endelig overgav sig og lænede sig ind mod hans krop, den virkede så.. fast. Ikke at hun havde upassende fantasier om sin psykolog, det var mere ment praktisk.
På nuværende tidspunkt, bekymrede hun sig meget lidt om hvordan de fremstod udadtil. Der var jo ikke andre end dem. "Vand?" gentog hun med en skuffet panderynken. Hun lod ham støtte hende ved skuldrene, og slentrede lidt hen til sofaen hvor hun dumpede ned. "Du kunne også bare tage en drink med mig?" foreslog hun og slog hovedet tilbage mod ryglænet. En lille del af hende vidste godt at det her var langt ud og slet ikke godt. Måske når det her var overstået, var det lykkedes hende at overbevise ham om at hun var en tabt sag. "Og jeg ved hvad du tænker" sagde hun påstående. "Hvad vil cheferne ikke sige? Men den gode nyhed er at de er ligeglade, for jeg har sagt op!" hun slog hun med armene og begyndte at le som en eller anden manisk. At de så ikke rigtigt havde taget imod opsigelsen, var en helt anden snak. Pointen var at Charles ikke længere var hendes psykolog, så han kunne glædeligt tage en drink sammen med hende.

[Charlie Ian Callahan]

Tydeligvis kunne hun ikke helt lade tankerne om sokkerne ligge. "Faktisk er jeg gift," konkluderede han så, ikke at han havde tænkt sig at fortælle hende at ægteskabet var en løgn. Andrea Montés Callahan var en tæt veninde, han havde giftet sig med hende, for at hun kunne få opholdstilladelse i landet. De havde endda hver deres værelse i lejligheden og fungerede blot som roomies. Alligevel lige i dette tilfælde kunne han bruge det som argument, hvor sørgeligt det så end var.
Det kom bag på ham at hun lænede sig ind mod ham, og næsten som i en automatisk handling, slog han armene tættere om hende i et kram. Uden helt at vide om det var det der havde været hendes formål.
Han smilede imod hende, "det er et fristende tilbud, men jeg tænker ikke at du hidkaldte mig for at have en drinking-boddy." Igen blev brynene skudt i vejret. Han troede på at en del af hende havde tilkaldt ham, fordi hun ønskede at snakke, og hun vidste at han kunne tilbyde hende et neutralt øre.
Han nåede ikke at svare hende på, at det egentlig ikke var det han havde tænkt på -skønt det var en god pointe, før hun smed bomben. Munden gled let op, "har du sagt op?" Spurgte han en anelse chokeret imens han kiggede i et par af hendes skabe for at finde et glas. Det blev fyldt op med vand, og han kom hen for at sætte sig ved siden af hende på sofaen. Det maniske grin der fulgte, bekræftede ham kun endnu mere i hvor fortabt hun egentlig var.
Charlie tænkte sig en smule om, "okay, jeg har en deal til dig." Begyndte han så, "jeg tage en drink med dig-" han var trods alt ikke på arbejde, og hun ville nok alligevel være for fuld til at bemærke hvor meget han i bund og grund drak, han kunne nøjes med at sippe til drinken, "-men så skal vi også snakke, og du skal være hundrede procent ærlig overfor mig." Sagde han bestemt. Hendes "gode humør" her kunne forhåbentlig vendes til hans fordel.

[Piper June Maganiello]

Hun så på ham med hovedet tiltet lidt på skrå. "Det giver underligt nok mere mening." konkluderede hun og lod for sidste gang blikket dale skeptisk til hans sokker. Kun en kone ville synes det var frækt. "Alle de gode er alligevel taget." mumlede hun - ikke fordi hun på noget tidspunkt havde set ham som et partnerpotentiale. Han var alt for ung til hende anyways.
Havde alkoholen ikke bedøvet hende, så ville hans omfavnelse nok have freaket hende ud, men for et øjeblik stod hun bare ind mod hans varme krop og nød det i stilhed, så længe det varede.
Hun dumpede til sidst ned i sofaen og lod hovedet hvile på sofaryggen mens hun stirrede op i loftet. Det hele sejlede lidt. "Det var faktisk lige præcis derfor jeg kaldte! Det var dig der hentydede at jeg ikke socialiserede nok, så her er jeg.. socialiserende." udbrød hun men rynkede lidt på panden da det gik op for hende at 'socialiserende' muligvis ikke var et ord. Hun slog det hen uden at kommenterer det yderligere. Hun nikkede og rakte armene ud for at tage imod glasset med vand. Trods hun for et øjeblik siden havde været ret afvisende, så tog hun en stor tår. Hun rettede sig en smule op og rømmede sig, som om hun havde besluttet sig for at samle sig bare en smule sammen. Det lykkedes ikke. Hun så på ham med et undrende blik. "Vil du virkelig lege psykolog nu?" spurgte hun bare for at være sikker. Hun endte med at sukke tungt. "Men fint. Bare du kommer med noget bedre end det her." hun løftede glasset med vand. I morgen ville hun nok komme til at hade sig selv for at have mistet kontrollen på denne her måde, men lige nu var det frygtelig befriende.

[Charlie Ian Callahan]

Han rynkede atter brynene, havde hun lige sagt det han synes han havde hørt? Det havde han nok ikke, hun virkede ikke som typen der ville falde for en som ham. ”Var det et kompliment jeg lige hørte der?” Spurgte han med et fremtrædende på læberne.
Charlie satte sig selv bedre til rette i sofaen ”jeg tænkte nu med dine venner eller veninder, men altså jeg det her er da bedre end at du sidder alene.” Skuldrene rullede en enkelt gang. Hun var godt vissen, og han ville faktisk have det en smule skidt med at lade hende være alene. Han forsøgte også at holde et strait face, ved hendes lille selv opdigtede ord.
En lettelse skyllede ind over ham som hun tog en seriøs tår af glasset. Det lod til at hun trængte til det. ”Hvis jeg ville lege psykolog havde jeg ikke sagt ja til drinken. Dette her er….interessebesøg.” Forsøgte han sig med og tilføjede et uskyldigt smil for troværdigheden. Ikke at det var en løgn, han fik jo teknisk set ikke penge for at være her, så man kunne vel kalde det interesse….eller sympati, men “interesse” faldt nok i bedre jord.
”Udemærket.” Sagde han og nikkede, ”hvad skal vi så drikke?” Ikke at han var speciel vandt til at drikke, han fik da et glas rødvin i ny og næ og en ildwhisky fra tid til anden, men det var da nok et par år siden, at han havde siddet og drukket bare for at drikke. Forhåbentlig lagde hun ikke mærke til hvis han snød lidt. Det var i hvert fald planen, ellers ville han måske ende på samme måde som hende, hvilket måske ikke var det allermest ansvarlige move.

[Piper June Maganiello]

Piper fnes, nærmest som en ung teenagepige der stod foran sit crush. Det forsvandt dog lidt ved hans smørrede smil, der i stedet gav hende lyst til at tværre det ud i ansigtet på ham. Glade mennesker irriterende hende. Hun trak lusket på smilebåndet. "Ja altså, havde du været en 10 år ældre følelsesmæssig afstumpet og utilgængelig idiot, så var jeg helt sikkert hoppet på dig." bemærkede hun, som om det skulle være en fornærmelse, når det i virkeligheden var et skjult kompliment. Det var kun godt han ikke var noget af alt det.
"Hvorfor er det så forfærdeligt at være alene? Kan jeg ikke bare nyde mit eget selskab?" foreslog hun og himlede med øjnene. Hun forstod ikke alt hans snak om venner og veninder. Måske fordi det var meget længe siden hun havde fået den slags. Hun tømte vandglasset hvorefter hun satte det fra sig med et 'ahh' suk.
Hendes overlæbe glinsede lidt af de sidste dråber hun ikke havde fået tørret væk. "Interesse?" gentog hun og rynkede skeptisk på panden. "Interesse for hvad?" spurgte hun videre og lød nærmest som om hun væmmedes ved tanken. Hun forstod uanset ikke hvorfor han blev ved med at synes hun var så interessant.
Hun slog hænderne begejstret sammen, og rejste sig med lidt støtte fra sofaen, så hun kunne nå hen til en gammel teak træ skænk, for at finde en flaske nede i gemmerne. "A-ha!" udbrød hun triumferende og vendte sig mod ham. "Ild-whisky - 50 år gammel, sødet med skovbær fra Den Forbudte Skov." forklarede hun og væltede nærmest tilbage til sofaen med den og to glas. Hun satte dem på bordet, og hældte en ret stor tår op til dem begge to, hvorefter hun tog dem begge op og rakte ham det ene. "Skål." For et øjeblik sendte hun ham et smil der ikke prøvede at kvæle sig selv før det kom frem, men et oprigtigt, bredt smil der fik hendes øjne til at se levende ud for en gangs skyld. og så undrede folk sig over hvorfor hun drak.

[Charlie Ian Callahan]

Det pigede crush damnede helt op med Charlies hoved, primært fordi han på ingen måder havde forventet det af hende. Hun var ikke typen der fnes som en lille skolepige, hun kunne lige så godt have været en vrinskende hund. Da det forsvandt lige så hurtigt som det var dukket op, gled hans smil også lidt af, og for et ganske kort øjeblik synes han at se noget arrigskab i hendes brune øjne. Hvis han kunne få bare 5 minutter inde i hendes hoved. På den anden side var det måske meget godt at han ikke praktiserede legilimensi.
Han åbnede munden for at sige noget, men nåede at stoppe sig selv. At fortælle hende at det lød som farkomplekser, eftersom det temmelig meget var en beskrivelse af hendes far, ville nok ikke falde i god jord. I stedet rømmede han sig og ændrede sin udtale til, "så du har en type?" Han smilede, denne gang lidt mere diskret.
Charlie lod de brune øjne løbe ned over hende, med tydelig skepsis. "Jo selvfølgelig er det i orden, men altså du ligner ikke ligefrem en der nyder dit eget selskab." Dette blev sagt i en venlig, men ærlig tone. Hun lignede en der var væltet ud over desperationens rand, og nu lå i et roderi af selvynk og selvhad.
Hendes spørgsmål blev besvaret med et skuldertræk, og en ærlig udtalelse. "Interesse for dig." Modsat hendes overbevisning, var han faktisk bekymret for hende.
Det gav et mindre gib i ham som hun klappede højt og strøg op fra sofaen. En let bekymring blev skjult bag et smil, idet hun kom tilbage med en whiskey, der med garenti kunne slå benene væk under ham, hvis ikke han passede lidt på.
Smilet hun sendte ham, smittede omgående af på ham. Det var så ægte og glædestrålende. Så modsat den person hun fremstod at være på arbejdet. Han tog sig selv i blot at stirre på hende, med et ligeså bredt smil, men blev drevet tilbage til virkeligheden ved hendes skålen. Han rømmede sig og skålede med, før han tog en tår og skar en passende grimasse derefter, som whiskyen brændte ned gennem halsen. Den var virkelig god.

[Piper June Maganiello]

Inde bag facaden var der ét stort rod. Et rod som Charlie nu havde påtaget sig ansvaret for at rydde op. På sit vis havde Piper ondt af ham, fordi han tilsyneladende ikke havde nogen idé om hvad han var gået ind til. Andre før ham havde prøvet, og fejlet på største vis. "Daddy Issues." påpegede hun forklarende som om hun havde læst hvad han tænkte.
Hun lod glasset klinge med hans, og tog endnu en bedøvende tår af den søde nektar. Hun var nået til et punkt hvor hun ikke engang skar en grimasse mere.
Hun satte glasset fra sig, og slyngede sig op i sofaen, så hun lå med hovedet på armlænet og benene smækket hen over hans. "Det var jo det jeg sagde." svarede hun en smule irriteret over at han åbenbart ikke hørte efter. "Har du ikke også det? En type altså." Inden hun lod ham svare, spændte hun i mavemusklerne for at sætte sig en lille smule op. Hun lignede en der havde fået en genial tanke. "Mænd som dig vil altid redde hele verden. Jeg vil vædde med at du kan lide messy kvinder. Jeg ville være din type." konkluderede hun, selvom det alene var baseret på fordomme. Hun lagde sig ned igen med hænderne foldet over maven, og stirrede op i loftet.
"Baseret på hvad? At jeg er fuld? Tro mig jeg har sjældent hygget mig så meget." Noget i hendes stemme blev sørgmodigt. Måske fordi det var sandt, og det var sørgeligt at hun ikke kunne være i sig selv eller genkende sig selv uden at hæmme sin hjerne med alkohol. Hun satte sig igen lidt op, men hvilede denne gang lidt på albuerne. Hun betragtede ham. "Men hvorfor? Jeg er ingen for dig, hvorfor er du så interesseret mig?" spurgte hun. Auroren dukkede lidt op i hende, for selvom det var ment som nysgerrighed, så lød det nærmest lidt anklagende og mistroisk selvom det ikke var helt sådan ment. Måske en lille smule.

[Charlie Ian Callahan]

Han betragtede hende som hun selv sagde det han havde tænkt. "Det overrasker mig lidt at du siger det." Indrømmede han en kende tænksomt. Det var nok alkoholen der satte sine spor der.
Roligt kørte han den gyldne væske lidt rundt i glasset, nok mest for at vidne tid. "Jo, den uopnåelige type." Sagde han ærligt med et skævt smil. Først Kimberly Sunshine som han havde været vild med gennem skoletiden, selv efter han fandt ud af at hun havde noget med en ældre fyr, havde han alligevel jublet over at hun gik på date med ham -frem til hun havde endt med halvt at knalde x'en ude i gyden. Fed date. Så var der Nikki Elicia Adams . De havde været tætte venner gennem så mange år, og bedste som han begyndte at tro at de kunne være noget mere, var hendes crush blevet ledig på markedet og hun var hoppet derhen. Nu var han så gift med en veninde som han ikke anså som værende andet og det var nok også for det bedste. Tankerne gav ham faktisk en trang til at tage en tår mere af glasset.
Hendes konstatering fik ham til at sende hende et snedigt blik, "tja jeg har nok altid haft en ting for brunetter." Skønt det var sandt, var det sagt i sjov. Måske ikke det allermest gennemtænkte taget i betragtning af hvor fuld hun var.
Charlie faldt en smule mere sammen i sofaen og han drejede hovedet for at kigge på hende. Hånden med glasset hvilede på armlænet imens den frie hånd lå over hendes ankler. "Baseret på hvor meget du kæmper for at holde din hårde facade oppe, skønt du i virkeligheden ligner en der er ved at falde fra hinanden." Svarede han ærligt, uden at være sikker på om han overskred en grænse.
Han tog sig ikke af den anklagende tone, men så blot på hende med rolige brune øjne, "du mener måske ikke at du fortjener interessen?" Sendte han spørgsmålet tilbage mod hende.

[Piper June Maganiello]

Hun himlede irriteret med øjnene. "Hvorfor? Tror du ikke jeg har den mindste smule selverkendelse?" spurgte hun, men havde nok i virkeligheden besvaret sit eget spørgsmål. Folk gav hende simpelthen alt for lidt credit. Hans indrømmelse fik hende til at smile en smule for selvtilfredst. "Jeg vidste det! Ikke at jeg kan bebrejde dig, det er en kedelig tendens jeg deler" indrømmede hun og sendte et sigende blik ned i glasset før hun tog en tår og satte det fra sig, for at ligge sig til rette igen. "Men jeg ved hvad mit problem er. Hvad er dit?" spurgte hun en smule nsygerrigt. Charlie virkede jo som en mand med styr på dig selv. Han var gift, havde perfekte sokker, og åbenbart svarene på alt, og han var langt over middelmådig af udseende. Hun kunne ikke se hvorfor han faldt for uopnåelige kvinder, det var en ting som ødelagte folk gjorde. Folk som hende.
Hans kommentar fik hende til at køre hånden gennem sit lange, mørke hår med et selvsikkert udtryk. "Jeg tænkte det nok. Men jeg advarer dig lige med det samme. Du skal ikke falde for mig, det vil bare gøre dit liv alt for kompliceret." pointerede hun hjælpsomt, hvilket helt sikkert kun var på grund af alkoholen. Hun var ikke sikker på hvorfor han skulle falde for hende, han havde jo åbenbart allerede opdaget hvor kompliceret hun var. Havde hun været ædru ville hun nok have opdaget at han begyndte på sin psykolog ting, men hun var for fuld til at stoppe det, og hoppede lige i. En del af det handlede nok også om, at hun på en måde havde lyst til at være ærlig for en gangs skyld. Hun stirrede op i loftet. "Jeg er ikke ved at falde fra hinanden. Jeg faldt fra hinanden for lang tid siden, nu prøver jeg bare at bygge det op igen." forsvarede hun sig. Et projekt der ret åbenlyst gik virkelig skidt.
Hans spørgsmål ramte en øm nerve i hende. Hun kunne ikke rigtigt skjule det, så i stedet så hun ud i det mørke rum de opholdt sig i. "Jeg kan bare ikke se hvad du får ud af det. Eller hvorfor du gider at spilde din tid." tilføjede hun og undlod helt bevidst at svare på det reelle spørgsmål. "Jeg er træt Charles, modsat hvad alle andre åbenbart tror, så kender jeg mine egne problemer, men jeg orker ikke at gøre noget ved dem mere. Jeg vil bare ligge her og drikke mig fuld, glemme at verden eksisterer indtil den er blevet mere værd eller jeg ikke længere er i den." Det gik hurtigt op for hende at hun havde talt over sig. Hun trak benene til sig, og satte sig op i hjørnet af sofaen uden at se på ham.