Lad os snakke ud

[Raphael Kovinsky]

Tiltænkt: Baldrian Zacharias Dumbledore
Tid/sted: Det hylende hus kl 14
Vejr: snevejr 5 grader varmt
Outfit

---

Det var tid til at se Baldrian på ny, og ærlig talt var han ret så nervøs når det kom til stykket. Selvom han havde savnet Baldrians ugler så glemte han aldrig helt hvad der var sket på De Tre Koste, eller hvad der var sket på Albus Dumbledore ll kontor. Han håbede inderligt at noget af det samme ikke ville udspille sig på ny, men han vidste også godt at han ville mærke Baldrians varme og hans læber. Men det måtte helst ikke ske. 
han stod ved hegnet ned imod det hylende hus og kiggede ned imod det. Det var lige før han kunne høre det knirke at langt væk fra det. Han var ikke bange eller noget, men nervøsiteten sad i ham om end at han bare skulle se Baldrian han havde ikke hue på og han frøs ikke. Selvom sneen dalede ned for himlen var det ikke meget der blev liggende på jorden, men det der gjorde ville blive til en god sneboldskamp om nogle dage. Det havde sneet hele dagen, og han håbede inderligt på at set ville blive ved. Der var noget over vinteren han ikke helt kunne forklare. Men der var så mange ting han ikke kunne forklare når det kom til stykket. En lille flok piger rendte forbi ham som gik og hvinede lidt for sig selv. Sikkert over en eller anden fyr han ikke lige vidste hvem var. Men de fortsatte ned imod Hogsmead og han var atter alene igen. “Lad dette her blive en god dag i det mindste” mumlede han mest for sig selv og lænede sig ind over hegnet for at folde sine hænder. Blikket var rettet mod det hylende hus og han så derfor ikke Baldrian der kom gående i det fjerne.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Outfit

Det var svært helt at vide, hvad han kunne forvente af dette nye møde mellem ham selv og Raph. Baldrian prøvede dog at være åben, og håbe på det bedste, men han var nok allerede ved at føle det ret meget som tabt kamp, og det var ikke besynderlig fedt længere. Han ønskede jo ikke at såre Raphael, men omvendt kunne han bare heller ikke holde sig væk, og slet ikke når Raph nu selv havde rakt en hånd ud efter det. 
Skulle Baldrian være helt ærlig, så havde brevet egentlig såret ham lidt. Det virkede til at Raph kun fokuserede på de negative sider af ham, og det mente han ikke selv var det hele billede, ligesom det sårede ham helt enormt, at valget virkede til at stå mellem tilfældig one-night stand og ægteskab. Var der da virkelig ingen gråzoner? Det var det evige sort hvid valg, som Baldrian havde sværest ved at finde sig tilpas i og han var ikke sikker på om Raph kunne forstå det. 

Nu slentrede han dog gennem Hogsmead, med hænderne dybt begravet i lommerne, og nærmede sig roligt og velkendt Det hylende hus. Det var et sted han ofte havde besøgt i sin tid på Hogwarts, så det var ikke ligefrem noget der skræmte ham. Som Han nærmede sig fik han dog øje på Raph og trak ubevidst på smilebåndet, og som han kom tættere på hilste han med et smil. "hei Raph"

[Raphael Kovinsky]

Det var ikke så meget det at han ikke ville have Baldrian dukkede op. Men det var mere tanken om hvad der ville ske når han gjorde det. Ville de blive forenet i det kys han længdes så meget efter? Eller ville de blot give sig i kaste med en dyb alvorlig snak der kunne ende alle steder hen? Han var ikke sikker, og mest af alt skræmte det ham fordi han ikke vidste hvad der ville ske fremadrettet. Han håbede mest på at de en dag kunne kalde sig et par, men han vidste også godt at Baldrian ikke var den type. Han blev det nok heller aldrig, men hvad skulle han gære, og hvad skulle han stille op? Han blev mere og mere nervøs som tiden gik, og han havde mest af alt lyst til at tage hånden op af lommen og bide i sine negle. Men han kunne ikke slippe den gave som Baldrian havde givet ham. Den lå i lommen og han drejede den rundt i hånden, og lade fingeren glide hen over den som han havde gjort så mange gange før. Han blev aldrig træt af at røre ved den. Men han vidste ikke hvor han skulle gå hen eller hvad han skulle sige når det kom til stykket.

Selvom det sneede tog han sig ikke engang af sneen det forblev i håret og ikke smeltede, han tog sig af ingen ting lige nu, lige indtil en stemme afbrød ham der ødelagde roen der var her. Han stoppede sin nussning af gaven og vendte sig langsomt om. Han havde lyst til at løbe i armene på Baldrian og give ham det største kys nogen sinde, men det måtte ikke udvikle sig sådan her. Han bed sig i læben og endelig brød han den stille natur med sin stemme. “Hej Balde, godt du kunne komme” han var lidt på bar bund om hvad han ellers skulle sige, han havde godt nok selv inviteret ham, men der var så mange ting han skulle sige, og han vidste ikke engang hvor han skulle starte. “Jeg øhm...” han stirrede ned i jorden og den nylagte sne der forblev på jorden. Han rømmede sig lidt og lod blikket glide op på Baldrian igen. “Har du det godt?” Spurgte han og mæskede hvordan hjertet hoppede og dansede i hans brystkasse. Det føltes allerede som om det var på vej ud af brystet på ham.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

"Godt du kunne komme" Hvad var dette her? Det lød jo gravalvorligt, med de ord som Ralph lagde for dagen. Det fik Baldrian til at stoppe et stykke fra ham og bare kigge. Var der mon sket noget på skolen? Havde han fået eftersidning pga ham? Hvad var det her egentlig? Havde Det været en pige han stod overfor, ville han næsten tro, at det var noget på niveau med at han havde gjort hende gravid, der var sket, men Raphael og Baldrian havde end ikke været sammen endnu på den måde, og ingen af dem ville kunne blive gravid. Så hvad var dette her?

Igen Stak Baldrian hænderne i lommerne og trådte så alligevel tættere på Raph, mest for ikke at skulle råbe hele området højt, og så endnu et undvigende spørgsmål. Baldrian sukkede og rystede kort på hovedet. "Det går vel fint. Jeg er startet uddannelse og har fået en mentor. Han er ret cool."  Han havde endnu ikke mærket meget til Christopher Campbell, men det var nok til at vide han var god til sit arbejde. Baldrian rynkede dog brynene og så på Raphael. "Men er det det du vil snakke om? Hvordan det går?" Han tvivlede.

[Raphael Kovinsky]

Han måtte bide sig i læben for ikke at få hjertet og kroppen til at reagere som han egentlig gerne ville have det skulle ske. Han ville bare gerne mærke krops varmen fra Baldrian, men han måtte ikke lade hovedet overtage, også selvom den sagde at han skulle være fornuftig. Han lyttede til Baldrians ord og nikkede lidt. Det var vel godt athanasianske var startet uddannelse ikke? Eller nok ikke, baldrian ville sikkert ikke engang have den uddannelse han var i gang med. Så hvorfor gjorde han det overhovedet? “Det er vel meget godt... Eller?” Han bed sig lidt i læben og trådte et skridt tættere på Baldrian som han bevægede sig tættere på ham. Han kunne snart røre ved ham, bare sådan en enkelt berøring var nok ikke? Inderst inde vidste han godt at det var langt fra nok, han ville have lagt mere, og sikkert ikke noget af det Baldrian kunne give ham. Hans blik var rettet imod Baldrians øjne som han snakkede, men det forsvandt hurtigt og han kiggede ned jorden som Baldrian spurgte om det var det han ville snakke om. Han lagde i hvert fald ikke  noget imellem dem. Han gik lige til sagen, og det var lidt det han også havde frygtet ville ske. “Ehm nej.. selvfølgelig ikke..” han lagde armene over kors og krammede sig selv men løftede ikke blikket fra jorden. “Jeg ehm... jeg ville bare.. Balde... ehm..” han bed sig i læben og kiggede lidt op for at møde Baldrians blik. “Jeg ville bare.. Hør, jeg ved godt jeg er en skuffelsens vi ikke vil de samme ting, men jeg ville bare...” hvordan kunne han sige se rigtige ord uden at det blev misforstået? “... du får mig til at føle mig fri, og jeg kunne være mig selv, men... hvordan kan jeglade vær med at miste dig nu?” Han vidste godt at de aldrig ville blive et par, men han havde vel egentlig bare håbet lidt på at Baldrian ville binde sig en smule.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian så på Raph på afstand, lige nu var han meget bevidst om hvor hans grænser lå, og hvor han skulle træde hen, for at overtræde dem. Det ønskede han imidlertidig ikke. Nej Baldrian ville forholde sig på sikker afstand. Dette her var nyt farevande for ham og han var ikke sikker på om han kunne lide det. Det følets som et barn der ikke måtte få sit fredagsslik, som... som en der tiggede, hvor man burde kræve. Baldrian ønskede ikke at have den form for magt over Raphael, han ønskede ikke at kunne styre Raph. Han ønskede at se dem som ligeværdige og som to personer der kunne mødes på midten. "Det er faktisk okay. Det er lidt svært, men jeg kan ret godt lide det." Fortalte han om sin uddannelse. Det var uanset hvordan det var startet lidt en drøm, der gik i opfyldelse, og det var han glad for. Men det havde også givet ham noget mere travlt end han havde været vant til de sidste lange stykke tid, og det kunne godt virke lidt stressende. 

Han lyttede til hvad Raph havde at sige og rynkede undrende brynene som det lød til at Raphael kaldte sig selv for en skuffelse. "Hvem siger du du er en skuffelse overfor?" Baldrian var slet ikke med? Hvad foregik der? Hvem var det Raph havde skuffet? Måske ham selv, det kunne ligne ham. Ikke at der var noget ondt ment i den tanke, men det var det eneste der kunne give mening for Baldrian. Det næste gav lidt mere mening, det at de ikke ville helt det samme. "Men Raph, Jeg kan ikke give dig det du vil have. Jeg vil ikke troppe op til familiemiddag, det er jeg bare ikke klar til. Det ændre dog ikke på, at jeg elsker dig, men jeg er ikke klar til mere." Det var en ærlig snak og det var heller ikke for at han ville ødelægge det for Raph, han var bare nødt til at være super tydelig. "Altså.. Hvis du startede med at være lidt mere large og ikke så sort-hvid, så tænker jeg ikke der er meget at miste. Og SÅ kunne du jo altid bare gøre kur til mig på ny" Det sidste blev mest sagt i dril. Han forventede virkelig ikke at Raph var typen, som på den måde ville kæmpe for noget, og det behøvede han heller ikke.

[Raphael Kovinsky]

I det mindste havde Baldrian da fundet ud af hvad det var han ville med sit liv. Han skulle bare ikke presse sig selv fordi han havde sagt en lille hvid løgn. Specielt for at beskytte ham og ikke sig selv. Ja det havde måske været forkert at de havde stået sådan som de havde gjort midt i en professors kontor. Men det havde ikke været meget bedre hvis de så havde stået oppe i astronomitårnet, for der havde de sikkert ikke engang kunne være alene alligevel. Han sagde ingen ting til Baldrian. For det var jo ikke det han egentlig ville snakke om, men samtidig ville han bare gerne bevæge sig tættere på ham, mærke de der læber mod sine egne, en varme der kunne fylde hans begyndende kolde krop. Men han flyttede sig ikke tættere på, for han var ikke engang sikker på at han ville kunne styre sig hvis han først kom tæt nok på Baldrian.

hans blik var ned imod jorden, men da Baldrian spurgte om en skuffelse måtte han bide sig lidt i underlæben og kigge op fra den tildækkede jord. Han søgte efter Baldrians øjne men sagde intet lige til at starte med. Han beundre ham i et stykke tid og han havde lyst til at gå nærmere. “En skuffelse over for min familie, min mor, min bror Raziel, ikke at yde det jeg skal yde om et år. Ikke at kunne klare mig igennem det de vil have mig igennem, kun fordi det er tvang at jeg skal gøre det.” Der var så mange ting som Baldrian ikke ville kunne forstå og som han ikke engang kunne sige, og så var der lige den ting at han ved en fejl havde agt han skulle være varulvejæger når han blev 18 og gik ud af Hogwarts. Men om Baldrian kunne huske det vidste han ikke, og lige nu var det også lidt lige meget. Hør her... Hvem har snakket om familie middage? Jeg har ikke, desuden ved jeg ikke engang om de ville kunne acceptere en som dig, og den livsstil jeg er ved at finde mig til rette i.” Han vidste ikke hvad hans mor ville sige til at han kom hjem med en fyr en dag. Han vidste ikke engang hvad hans brødrer ville sige til det og det var noget sf det han frygtede lige så meget som at skulle være varulvejæger. “Jeg har ikke tænkt mig at presse dig til noget. Jeg fortalte dig hvad jeg ønskede der skulle ske.... en dag. Men det ændre ikke på at jeg har mine drømme. Jeg ville ikke kunne undvære dig, og du er nok bare mere end et lille crush. Du er mere en forelskelse... min første forelskelse og det kan ingen tage fra mig” han holdte blikket på Baldrian i alt sen tid han snakkede, men han bevægede sig ikke nærmere. Hænderne lå i lommerne på jakken og uden at have lagt mærke til det klemte han om den gave Baldrian havde givet ham for nogle måneder siden

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian så tavst til mens Raphael fortalte om alle sine kvaler. Der var så meget usikkerhed, og altså Baldrian kunne tænke var, at han ikke ønskede at være plasteret på det sår. Han ville ikke være medicinen. Det kunne han ikke. Forsigtig trådte Baldrian hen imod Raphael, han ønskede ikke at det skulle blive intimt eller at de skulle begynde at kysse hinanden, men han tog alligevel fat i Raphs hånd og strøg den let med sin tommelfinger. "Du bliver kun en skuffelse, hvis du lader dig kue. Hold hovedet højt og være den fyr du gerne selv vil. Den fyr jeg elsker at fremprovokere, så du siger dine meninger. Tag det fra en der ved lidt." Baldrian rømmede sig og rankede ryggen. Jo han kunne da godt somme tider føle sig som en skuffelse, men så længe han var tro imod sig selv, så vidste han, at han aldrig blev en skuffelse. "Du er nødt til at tage et standpunkt. DU skal beslutte dig for hvem DU gerne vil være. Det er ikke en opgave for mig, eller din mor eller din storebror. Det er dit valg! Måske mister du noget i svinget, men i sidste ende så finder du dig selv." Han smilede roligt til Raphael og håbede på at han forstod det. "Selvfølgelig er det rarest med nogen til at gribe dig når du falder, og det vil jeg gøre til hver en tid, men jeg vil og kan ikke kæmpe dine kampe." Han rettede sig op og smilede til fyren foran ham. Fyren han længe havde elsket, skønt selvsamme til tider virkede så usikker. Men af og til kom der et glimt af en selvsikker person, og så føles det som at blive forelsket på ny. Inddirekte svare hans ord vel også lidt på al den anden snak. Baldrian var der for Raphael, han elskede ham, men ville bare ikke binde sig for meget eller for hurtigt.

[Raphael Kovinsky]

Han ville virkelig gerne kunne sætte foden ned og bestemme over sit eget liv, men han ville heller ikke svigte dem han havde nærmest. Men han ville bestemt heller ikke have at Baldrian bare var et plaster på det der kunne blive et dybt sår. Han ville bare gerne kunne føle sig fri og alligevel elsket lige meget hvad han gjorde her i livet. Da hans hånd blev taget slog hans hjerte et slag over, og han bed sig lidt i læben. Først stirrede han ned på deres hænder for endelig at løfte hovedet og kigge på Baldrian. Han lyttede til hans ord, og selv dem ramte ham dybt og hårdt vidste han at Baldrian havde ret, men han sagde ikke noget, i stedet kiggede han ind i Baldrians øjne og lyttede til hans næste ord. "Jeg... Jeg kan ikke Baldrian. Jeg kan ikke miste min familie bare fordi jeg har en mening. Hvor skulle jeg være uden en familie. Hvis det at være...." han bed sig i læben og kunne ikke helt gøre sin sætning færdig. "... Hvis familien ønsker at jeg bliver varulvejæger som dem så er det noget jeg bliver nød til. Det er det der holder sammen på familien. Jeg ved ikke hvad der er sket med min far, men dette er en tradition jeg ikke kan bryde. Det er det eneste der holder mig knyttet til dem. Jeg er ikke som dig... Jeg kan ikke bare bryde traditionerne og gå mine egne veje. Jeg har ikke en støttende familie til at gribe mig hvis jeg falder." han stirrede blot på Baldrian og afventede hans ubehag. Han vidst ikke hvad Baldrian ville sige til alt dette her og det skræmte ham mere end noget andet. Han stod til at kunne miste den der betød mest for ham lige nu, men ville det være det hele værd? "Jeg vil ikke have dig til at kæmpe mine kampe. Du skal bare være der når jeg falder og ikke kan rejse mig igen.. For det er sikkert sådan det bliver..." kom det fra ham og trak hånden til sig som Baldrian holdte fast i. "Undskyld jeg er bare... Lidt ved siden af mig selv" kom det fra ham og vendte sig om for at stå med ryggen til ham. Han lagde armene over kors og havde mere ondt af sig selv end nogen andre.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian så på Raphael og mærkede skuffelsen skylle ind over sig. Hvordan kunne han stå og sige sådan, når han tydeligvis ikke havde det godt hvor han var. Når han tydeligvis var ved at miste sig selv? Tavst lyttede han mens Raphael fortalte og prøvede også at se det fra hans synspunkt, men han kunne ikke, det var så tydeligt at Raphael ikke havde det godt hvor han var. 
Baldrian kneb øjnene let i og kiggede på ham. "Har du overvejet, om din familie er bange for at miste dig? Kærlighed skal være gengældt og komme fra hjertet. Det skal ikke tvinges frem og det skal ikke forventes, bare fordi der løber det samme blod i årerne."Hvordan Baldrian var blevet sådan en Dumbledore, anede han ikke. Ordene kom ligesom bare til ham. Måske var det noget af det Albus Dumbledore ll havde ment, da han havde snakket om at blive voksen. Men når Baldrian tænkte efter, så vidste han stadig, at det var hans ord, det var ikke bare nogen han havde fået trukket ned over hovedet. De kom fra hjertet. 
Baldrian så strengt på Raphael igen. "Raph du bliver ikke NØDT til noget. Hvem skal sørge for at du er glad? At du får det DU har brug for. Din familie?! Hvad jeg har hørt dig sige, så tvivler jeg stærkt. De prøver at få dig til at passe ind i noget du ikke er. Og måske holder det jeres familie sammen, men hvad der bør holde en familie sammen er respekt og pladsen til at være den man er!" Baldrian rystede på hovedet og i det Raphael fjernede sin hånd stak han sine egne i lommen. Det gjorde ondt at se hvor de var endt, men Baldrian vidste også hvad han måtte gøre, om så han kunne lide det eller ej. "Nej Raph. Jeg vil ikke være den der griber dig, når ikke du gør andet end at se til. De fald må du søge hjælp til hos din familie. Jeg vil ikke støtte op om noget der er forkert. Der.." Han tøvede lidt og trak på smilebåndet. Hvornår fanden var han blevet sådan en Dumbledore!? "Du vil ikke kunne finde glæden i mørket, hvis ikke du er villig til at tænde et lys." Med de ord vendte han omkring og begyndte at gå.

[Raphael Kovinsky]

Hvordan kunne Baldrian lyde så.... voksen? Han havde måske ret i det han sagde, men han vidste ikke hvad tanker der lå bag hans familie. Hvis de ville være bange for at miste ham, hvorfor ville de så have han skulle være varulvejæger? Det var farligt, og alligevel var det det som de gik mest op i. Slå en varulv ihjel og du gjorde familien stolt. At han så ville være healer var noget de så lidt skævt til, men han ville jo bare have et job han kunne lide. Han ville hjælpe andre der hvor han ikke kunne hjælpe sig selv. Han bed sig i læben og lyttede til Baldrians kloge ord, men han kunne ikke sige noget. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Hvorfor lød Baldrian så voksen? Hvad var der sket med ham siden han havde startet uddannelse? Hvor var den fri fugl der havde ligget i ham, som var lidt lige glad med hvad andre tænkte? Hvor var han selv blevet af? Det var som om at jo flere dage der gik og jo ældre han blev forsvandt han. Han snak ind til det Baldrian ikke ville have. var han ved at miste ham blot fordi han havde bekymringer om sit eget liv? Han ville jo bare gøre alle tilfredse.

Han havde stået tavst og med ryggen til Baldrian at han ikke engang havde hørt ham vende sig om for at gå. “Balde jeg.. mister jeg dig nu?” Det var blot en salig hvisken men Baldrian var allerede gået til at kunne høre det. Han vendte sig om for at skulle sige noget men han så blot ryggen af Baldrian der var på vej væk. Nej det måtte ikke ske “Nej...” kom det stille fra ham og satte benene i gang for at fare hen til baldrian og tog hans hånd for at stoppe ham. “Du... du må ikke gå...” kom det stille fra ham. Det var det sidste han ønskede. Gik Baldrian nu, så var de et overstået kapitel, og det var ikke det han ønskede. “Undskyld” kom det fra ham og bed sig i læben. Han håbede at Baldrian stoppede og ikke rev sig løs. Han ville bare have at Baldrian var der, provokerede ham lidt, irriterede ham, et eller andet der fik ham til at tænke på noget andet. Ærligt så ville han have den gamle Baldrian tilbage, ikke den der voksne person der skulle lyde klog. 

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian hørte den sagte bøn fra Raphael og stoppede op. Fnøs kort før han så vendte sig tilbage om mod Raphael. "hvorfor ikke Raph?" Spurgte han bare kort og så ham direkte i øjnene. Det var hårdt. det vidste han godt, og han måtte kæmpe med sig selv for ikke bare at løbe tilbage hen til Raphael og trøste ham, men det duede ikke. det var ikke vejen frem. 
Raphael tvang Baldrian i en position, som Baldrian hadede at være i, men der måtte også være grænser for, hvad man skulle finde sig i. En grænse som Baldrian mente han havde ramt nu. Det betød dog ikke at han var færdig med at kæmpe. Det betød bare at kampen var blevet en anden. 
"Hvad undskylder du for Raph?"  Spurgte han så ligeud.han havde brug for at høre noget ægte fra Raph, høre en kampgejst eller noget, der kunne bevise at der var grund for at blive. Selvom det virkelig smertede ham at så Raphael så ked af det, så holdt han sig i skindet og lod være med at løbe hen og trøste fyren han elskede. Det var ikke nu. Gjorde han det ville Raphael nok aldrig ændre på tingene og de ville forblive i samme dilemma.

[Raphael Kovinsky]

Han måtte bide sig lidt hårdt i læben. Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre. Han vidste bare at Baldrian ikke måtte gå fra ham. Han ville ikke være den ensomme længere. Hverken nu eller senere i livet. Han ville bare gerne have selvskab, også selvom han var den største idiot der kunne stå på to ben. Han var den der var irriterende, undskyldte for noget han ikke engang skulle undskylde for, og alligevel kæmpede han for ikke at lade tårerne få frit valg. Hvor meget Baldrian end havde haft ret så vidste han at han skulle tænke på noget andet. Han vidste at han måtte kæmpe for hvad han troede på, men ville det koste ham familien? Var det virkelig det hele værd at sige nej? Han stoppede sit bid i læben og kiggede på Baldrian. “Du... du må ikke” det var det dummeste han nogen sinde havde sagt. Det var jo ikke et svar, og alligevel slap han ikke den hånd han stadig holdte fast i. “Kan vi glemme det hele og starte forfra?” Spurgte han og afsøgte de øjne han kunne forsvinde i. Han håbede de kunne starte forfra, og han håbede at Baldrian ville sige ja, men han tvivlede på at det ville ske. Baldrian havde altid været fast i sine meninger, og hvem sagde at han ville gå med til dette her? Spørgsmålet Baldrian stillede kom bag på ham, men de5 overraskede ham ikke rigtig. “For at blande dig ind i det. Jeg burde ikke blande dig ind i det. Det er mig selv der skal finde ud af tingene. Jeg var dum at ødelægge dette møde, og det beklager jeg virkelig” endnu en gang håbede han på at han havde sagt det rigtige men han tvivlede på at han havde gjort det.

[Baldrian Zacharias Dumbledore]

Baldrian gik et par skridt nærmere hen til Ralph skønt han ikke rigtig lige vidste hvordan han skulle gribe tingene an. Kunne han bare lade det fare? Kunne han acceptere dette her?Egentlig var det jo ikke ham der var blevet såret, så jo, det kunne han måske nok, men nyttede det bare at glemme det og starte forfra? Det var ikke fordi han ikke troede på Raphaels ord, men han fornemmere måske lidt at Raph ikke rigtig gjorde. Egentlig var det jo så heller ikke hans valg at ændre på hvem Raphael var, men det var svært bare at se til.
Det endte med at Baldrian tog en dyb indånding og gik endnu tættere på Raphael. "Hør Raph. Jeg skal ikke bestemme hvem du er, ligesom dine forældre ikke skal. Hvis du gerne vil have jeg bliver, så skal jeg nok det. Men jeg har brug for at du pakker offerrollen lidt væk og ser hvad der faktisk sker omkring dig. Det er det eneste jeg kræver." Med de ord lænede Baldrian sig ind og gave så Raphael et blidt kys på kinden. Så kunne han altid irritere ham senere, når han lige havde fundet lidt samling på sig selv igen. 

[Raphael Kovinsky]

Offerrolle?! OFFERROLLE?! Var det sådan Baldrian tænkte om ham her når han stod og åbnet sit hjerte og sin dybeste tanker? Hvor vovede han at tænke på den måde. Han vedte sig om og kiggede en anelse hårdt på ham. "Ved du hvad?!...." han var stille i et stykke tid inden han bed sig i læben. "Nej glem det. Jeg går" kom det fra ham og puttede hænderne i lommen for at gå forbi Baldrian. Han skulle ikke komme her og tro alt muligt. Det var jo ikke Baldrian der havde problemer med familien. Han var ikke det sorte får. Han kendte sine forældre, og alligevel kunne han flygte hvor hen han ville. der var de to anderledes, og alligevel så var Baldrian nærmest.. Helt næsvis som han netop havde sagt det han ville sige.