No Place like London

[Haru Faa]

Outfit
Åben Tråd

Det var næsten ikke til at tro, at hans far havde vist ham den tillid, at lade ham flytte til London for at arbejde for ministeriet. Men det havde sikkert også noget at gøre med den stilling der havde åbnet sig for Haru. Personlig assistent for en minister. Det var noget hans far så tilfreds på. 
I Japan var han blevet forlovet og ikke mindst haft en streng uddannelse efter hans flop på Hogwarts, så Haru var nu næsten en helt anden fyr. Håret var ikke længer blå, men i stedet en passende mørk farve, og det glade væsen var blevet overtaget af en rank ung mand, med mappe under armen. En rigtig kontormus.
Det engelsk sprog var blevet noget bedre, men kunne stadig halte lidt. 

Denne aften gik hen gennem Londons gader, han havde valgt at tage en omvej, for at nyde byen i den stille aftenluft. Det var tørvejr og stjerneklart, skønt det endnu ikke var så sent. Men det havde alligevel været en lang dag på arbejde, og Haru glædede sig til at komme tilbage til sin lejlighed og løsne sit slips.

[Ever Goldstein]

PÅKLÆDNING

Ever havde været tilbage i London i nu et års tid eller deromkring, og havde givet lidt op på at finde Haru. Og man kunne vidst roligt sige, at det ikke var fordi, at han ikke havde ledt. For det havde han. Meget og længe. Men eftersom han var blevet forbudt at holde kontakt med sin... var han egentlig Evers kæreste eller eks? De havde trods alt aldrig slået op - så havde han ingen anelse om, hvor den unge asiat kunne befinde sig på nuværende tidspunkt. Selvom han virkelig havde håbet på, at fyren var blevet i London. Det havde gjort hans søgen lettere.

Men nej, det havde han åbenbart ikke, og hvis han havde, så gemte han sig godt nok godt. Rigtig godt. Og Ever savnede ham. Hans hjerte kaldte ensomt efter ham hver eneste aften, fordi han ikke havde formået at slå ham ud af hovedet. Han savnede ham bare helt vildt, og vidste ikke hvordan han skulle eksistere uden ham. Selv så mange år efter, så var det stadigvæk kun Haru, som hans hjerte sukkede efter. Dramatisk? Helt sikkert, men det var nu engang sådan han følte...

Derfor faldt hans mund åben, kæben helt nede om knæene på ham, da han pludselig så det så velkendte ansigt. Håret var godt nok ikke længere blåt, og han var blevet ældre, men han var så godt som 100 procent sikker på, at det var Haru. Det måtte være ham! Ellers var Ever i hvert fald ved at blive vanvittig, hvis han pludselig begyndte at se Haru overalt. Det havde han gjort før. Alligevel fandt han sig selv vinke til ham.

"Haru!" mere gispede end råbte han til ham.

[Haru Faa]

Haru havde meget bevidst ikke opsøgt nogen af sine gamle bekendtskaber, da han var kommet tilbage til London, ikke ud over familien Faa hvert fald. Ellers havde han ikke brug for andre - eller måske rettere, kunne han ikke rigtig overskue at gense andre. Han vidste, at han ikke var den dreng, der engang havde gået på Hogwarts, og den dreng var der ikke længere plads til. Derfor var det også lettere helt at tage afstand til hvem han var dengang.

Men så hørte han en lidt for velkendt stemme råbe hans navn, og stivnede øjeblikkeligt. Hånden, hvorpå hans forlovelsesring så fint sad, blev hurtigt stukket i lommen og dermed gemt væk, før Haru rettede ryggen og så på den næsten velkendte Ever. Hans hjerte sprang næsten et slag over, og han havde mest lyst til at give ham et stort kram, men det gjorde han ikke. Han måtte huske alt det hans far havde lært ham. - Den meget mere kølige side af Haru. 
Haru så på Ever og nikkede kort med hovedet. "Mr. Goldstein. Længe siden." Hans hjerte gallopperede i brystet på ham, og han bad til at han ikke mistede besindelsen, eller fik kludret alt for meget i sine ord. "Går de dæm gåt - Godt?" Han nåede vidst lige at få rettet op på sætningen, men han kunne godt høre, at den ikke var helt god.

[Ever Goldstein]

Evers hjerte hoppede på en behagelig måde i hans bryst. Han var så glad for at se Haru, det var bare helt fantastisk! Han ville vide alt! Hvor havde han været? Hvordan var det gået på Hogwarts efter Ever var blevet sendt til USA? Hvordan havde han det? Og vigtigst af alt: Var han og Haru stadigvæk 'ok'? Det håbede han da virkelig, at de var, for han havde savnet Haru så meget!

Han lagde hovedet på skrå med det samme som Haru tiltalte ham. 'Mr Goldstein'? Tænkte han forvirret. Siden hvornår kaldte Haru ham det? Det var alt sammen meget underligt, skulle han sige sandheden. Det virkede forkert. Haru var så formel lige pludselig, og hans engelsk var blevet bedre. Ikke at det sidste var en dårlig ting, men den første var bestemt. Var han vred på Ever over, at han havde 'forladt' ham bare sådan? Han havde jo aldrig nået at forklare sig, før han var blevet transporteret til USA og ind på en skole, som skulle 'afrette' ham. Ikke at det lykkedes, tænkte han med et smil.

Men smilet forsvandt, da han kom tilbage til, hvordan Haru havde talt til ham lige før.

"Haru? Er det virkelig dig?" Han kunne dårligt tro sine egne øjne. Var det virkelig Haru? Han virkede så... anderledes? Så forkert?

"Yeah, jeg har det godt. Har du det godt?" Hans pande var rynket i bekymring. Det var som om nogen havde hevet alt det der gjorde Haru til Haru ud, og proppet en robot ind i ham i stedet for.

[Haru Faa]

Harus indre skreg efter at give Ever et kram, måske endda et let kys. Et eller andet for at bevise, hvor meget han havde været savnet og manglet, men han huskede på sin faders ord om ikke at skeje ud, det ville vanære familien og så ville de miste alt det de havde. Det kunne han ikke byde dem. Han var bare ikke længere stærk nok til at bryde båndet, og nu i halvmørket tog han sig selv i virkelig at længes efter Ever, men han måtte jo bare være viljestærk.

Det nærmest døde blik så på Ever, som han snakkede på ny og Haru måtte igen forkusere på sit nye jeg og ikke bare kaste armene om sin tidligere flirt og give ham det kram han virkelig længtes efter. "Ja, Det er mig. Jeg har fået job i ministeriet." Haru havde aldrig i sit liv virket som typen der ville kunne finde sig til rette på et kontor. Det var han alt for livlig og glad til, men sådan var det altså endt ud. 
Blikket flakkede lidt før, det så faldt til deres sko, men han skyndte sig at ranke ryggen og kigge stolt fremad. "Jei hare de gåt." Han rømmede sig lidt og kunne godt høre de mange sprog fejl det vældede ind over ham. Han måtte simpelthen fokusere bedre!

[Ever Goldstein]

Ever så forvirret på Haru. Det  ene øjeblik talte han fejlfrit engelsk. Det næste talte han, som Ever huskede ham, da de gik på Hogwarts sammen. Det var dybt underligt, hvis man spurgte Ever i hvert fald. For hvad var det, som gjorde Haru så nervøs? Var det virkelig Ever? Havde han stadigvæk evnen til at gøre den unge mand nervøs? Det fik ham til at smile lidt smørret, som han stod og betragtede sin gamle kæreste.

Men det stoppede hurtigt, som han kunne mærke, at Haru havde forandret sig. Han havde ikke engang prøvet at give Ever et kram, eller bare et håndtryg. Var han virkelig så sur på Ever, at de ikke engang kunne være venlige overfor hinanden længere? Det gjorde ham ked af, og hans smil ændrede sig til et trist et.

"I ministeriet? Wow, sikke en overraskelse! Jeg troede ikke du var typen til den type job." Han kløede sig akavet i nakken og derved også i det krøllede hår, som ikke ligefrem var en afro, men tæt nok på.

"Er du sikker på, at du er okay? Er 'vi' okay?" Han gestikulerede mellem dem.

[Haru Faa]

Haru havde lyst til at råbe og skrige og skeje ud og bare slippe fri af de usynlige æres-kæder der bandt ham til at være denne ranke kontormus. For pokker! Det var Ever han stod over for. Drengen han havde savnet så meget. Drengen hans hjerte havde grædt efter, men han kunne intet gøre, han kunne bare stå der og frygte for udfaldet af denne situation.
Han nikkede bekræftende, som Ever spurgte om han nu havde hørt rigtig. "Ja, ministeriet. Jeg er blevet personlig assistent for en minister. Det er et fornemt job, som kan få mig langt." Hans maver slog knuder som han sagde det, og selvom han prøvede at lyde stolt, så nåede stoltheden aldrig hans øjne. De var tværstimod døde og uden den mindste gnist. 

Det nærmest skar Haru i hjertet, da Ever spurgte om de var okay. Hvad skulle han gøre? Efter lidt betænkningstid, tog han hånden op af lommen og viste Ever den slanke sølvring, som nu sad på hans finder. "Jeg.. Min.. min fa ha laut en fålåvelse for mai." han sank og kunne slet ikke finde ordene. "Ves ek jai sae ja så mested jai familjens æro..." Han sank endnu engang, bange for hvordan Ever ville reagere på det. Bange for om Ever ville vende sig om og gå fra ham.

[Ever Goldstein]

Ever kunne ikke lade vær med at fnyse, da Haru beskrev, at hans job var fornemt, og ville få ham langt. Det var virkelig ikke noget hans Haru nogensinde havde bekymret sig om. Men så måtte Ever også minde sig selv om, at Haru altså ikke var 'hans' længere. Eller det kunne han i hvert fald ikke være sikker på, at han var, selvom han klart ønskede det. Han ville gerne, at de fandt sammen igen. Men det blev slået ud af ham, da Haru hakkede sig igennem, at han var forlovet. Det var som et slag i ansigtet for Ever.

"Så længe du er glad for ham," svarede han følelsestomt, mens hans brune øjne var store af sorg.

"Jeg troede du ville studere?" sagde han så, for ligesom at skifte emne, fordi det gjorde ondt på ham, at Haru havde fundet en anden. Men igen... hvad havde han regnet med? De havde ikke set hinanden i snart 3 år. De havde faktisk ikke engang haft kontakt pr. ugle i de år, fordi Ever var blevet nægtet at måtte skrive til nogen som helst på den nye skole. Og selvom han havde forsøgt at finde Haru, siden han var færdig på skolen, så var det jo først lykkedes nu.

[Haru Faa]

Haru blik der var faldt til jorden hævede sig op for at søge øjenkontakt med Ever, men faldt omgående ned i jorden igen og han begyndte at skrabe lidt i jorden med de ellers så nydelige sko. Han rømmede sig lidt og vrikkede med næsen. "Hinde..." Han turde nærmest ikke se op. Han var næsten helt flov og samtidig var han bange for, hvad alt dette ville gøre ved Ever. 

Han havde sådan savnet ham og nu stod han her, og direkte måske knuste hans hjerte. Haru havde en dårlig smag i munden og følte sig nærmest syg. "ånskyl Ever. Jai var bar ek stærek nåk." 
Hvilket også førte dem over i den nye samtale. Nej, det havde ikke direkte været Harus plan heller at studere, men Ever havde helt ret i at kontormus når var noget nær det sidste han ville vælge. "Jai vil gern væro quidditchspilor. jai..." Han tøvede og så opgivende på Ever, for han så helt tydeligt rankede sig og påtog sig en mere kontoragtig stemme, og dermed også mere engelsk. "Jeg kan ikke svigte min familie. Jeg... blir smidt ud, hvis jeg vanære dem."

[Ever Goldstein]

"Hende?!" peb Ever svagt, nærmest som et såret dyr. Sorgen var tydelig i hans øjne, for han syntes at kende Haru godt nok til at vide, at han langt fra var til piger. Men det kunne selvfølgelig godt være, at han havde ændret sig. Og hvordan det slog Ever hårdere ud, at det var en pige, som Haru var forlovet med? Ja, det vidste han altså ikke, men det gjorde det ikke desto mindre.

"Ikke stærk nok? Jeg-jeg forstår ikke?" stammede han akavet, og kunne ikke engang se på Haru lige nu.

Men så faldt det hele på plads for ham, ved det næste Haru sagde. Det var i virkeligheden ikke noget, som Haru ville: dette her. Det var noget som hans familie havde presset nedover hovedet på ham. Noget som de på en eller anden måde havde tvunget ham til. Noget som Haru ikke havde hjertet med i. Havde Ever så stadigvæk en chance? Han kunne stadigvæk ikke se på ham, hans brune øjne nærmest tågede af sorg, for han vidste at mod en familie så streng, så havde han ikke skyggen af en chance.

"Haru," startede han, bed sig i underlæben og tvang sig selv til at se på ham. "Du ved godt, at deres mening intet betyder ikke? Den betyder ikke noget for mig, og den behøver ikke at betyde noget for dig." Han sank en klump, inden han fortsatte: "Du kan altid komme og bo hos mig, hvis de smider dig ud. Det ved du da godt, ikke?"

[Haru Faa]

Det var ikke rart at se, hvordan havde sårede Ever med sine ord. Indvendt skreg hans hjerte om at stoppe denne komedie og kysse fyren han elskede, men sådan var det ikke. Det var der ikke plads til. Haru blik sværmede om deres fødder, han turde ikke kigge op, men samtidig med, så var hans hænder klar til at gribe ud efter Ever, hvis han vendte sig og gik. Det hele gjorde ondt, og han havde en indre kamp i sig, som han aldrig selv ville kunne vinde. 
"Mien familje har alrede en dårlig gren. jeg ik vil være næste. Yulansquin Faa ble ik gift, nu de åp te mai at gør de ratte." Det lød slet ikke som Haru, skønt det var hans mund ordene netop havde forlagt. Det var tydeligvis ord, han var blevet fodret med de sidste mange måneder, måske år.. hvem kunne egentlig vide det. "Min familje... Faa slægten.. Jeg vel ik vær det riskorn der bringer os ud a balans, ik de riskorn, der ødlæger framtidn." han måtte bide sig i kinden. Ever var lige foran ham sammen med en masse muligheder, men han turde ikke længere sige ja. Førhen ville han havde været med på den værste og sprunget afsted, men nu var sagen en anden. Han var en anden... Ellers skulle prøve at være det.

[Ever Goldstein]

Evers smil vendte nu ned af i en ked af det grimasse, mens han forsøgte at kontrollere sig selv. Forsøgte at lade vær med at gribe Harus skuldre og... ja, og hvad? Kysse ham? Ryste ham til fornuft? Han vidste det ikke engang længere, så han endte blot med at trække på skuldrene. Han kom aldrig til at forstå familier som Harus. Familier som ikke ville det bedste for deres børn - netop det barns lykke. Det var utroligt! 

Men igen, sådan var hans egne forældre også, og det var derfor han havde brudt med dem. Hvis de ville ham noget, så måtte de acceptere, at han var homoseksuel. Lige der var han nok stærkere end Haru - ikke at han var meget for at indrømme det. For på mange måder var han svag. Lige nu for eksempel. Haru var hans svaghed. Det havde han efterhånden vidst længe. Hvis Haru bad ham om at smide alt hvad han havde, for at være sammen med ham, så ville Ever gøre det uden at tænke en eneste tanke. Han ville gøre det på sekunder, hvis blot Haru bad ham.

"Men Haru, kan du da ikke se det? Det her ødelægger den fremtid vi-" Han stoppede sig selv, og rystede på hovedet. "-den fremtid du altid har talt om."

"Men du må selvfølgelig gøre som du vil." Han viftede afvisende med hånden, og havde mest lyst til at gå sin vej. Denne skald af Haru var ikke den Haru han kendte. Det var ikke den Haru han elskede. For ja, han elskede ham rent faktisk, eller han havde i hvert fald gjort det engang. Men denne Haru... denne skald... han ville næsten ønske, at han aldrig havde mødt ham igen. For mindet om Haru var meget bedre end den ægte vare, denne skald af den mand han engang havde kendt, var.

[Haru Faa]

Det var som om Den gamle Haru kortvarigt tittede frem i øjnene på den kontormus, også kaldt Haru, som stod foran Ever lige nu. Han så på fyren han havde elsket så højt, som han stadig elskede men ikke tillod sig at mærke. Men de ord. De ord!! "..VI?.." kom det lidt spørgende, lidt forundrende. Var de stadig et vi?

Det kunne han ikke være, det vidste han godt, men åh hvor han ønskede sig det af dem. og i det øjeblik kiggede han på Ever med kun en ting for øje; Evers bløde fyldige læber. Han kom til at fugte sine læber med tungen, og skulle lige til at læne sig ind imod Ever, da en smertende grimasse lød hen over ansigtet på ham, og det endte med at Haru trådte et skridt væk fra Ever og så meget sørgmodigt på Ever med skyldfølelse lysende ud af øjnene. "Undskyld." Han sank en klump og trak vejret roligt, mens han mærkede hvordan han nu rystede over hele kroppen. Han var bange for at miste Ever igen, hvis ikke han på en eller anden måde viste, at han savnede ham. Men han kunne ikke gøre det her. 

"Kom" lød det kort fra ham, før han så greb fat om Evers håndled og begyndte at trække ham med hen imod en gyde, hvor de ikke så let ville kunne blive set.

[Ever Goldstein]

Ever skar en grimasse. Han ville ønske at Haru ikke havde hørt 'vi'et'. Det ville han virkelig. Han ønskede ikke at lade Haru vide, hvor meget han savnede ham, for han kunne ikke se på Haru, at han havde savnet Ever. På ingen måde. Han virkede kold og fjern - så langt fra den unge mand han havde mødt for nu snart 3 år siden. Det var helt forkert, og ønsket om aldrig at have mødt ham igen løb gennem ham som en steppebrand, og rystede ham i sin grundvold.

"Du," rettede han ham, og rystede på hovedet. Nej, han ville ikke vise, hvor ked af det denne mærkelige, stive 'version' af Haru gjorde ham.

Og da Haru undskyldte, så kunne han ikke andet end at smile sørgmodigt, og græde med blikket. Ingen tårer selvfølgelig, men det var tydeligt, at denne version af Haru ikke bare sårede ham, den fornærmede ham på en eller anden måde. Det fornærmede ham, at Haru bare sådan uden videre kunne være helt ligeglad med ham. For han kunne slet ikke se Harus egen sorg, Evers sorg var alt overskyggende lige nu.

"Hvorhen?" tøvede han usikkert, men hev ikke sin hånd til sig. Han blev bare stående med spørgsmålet skrevet i øjnene: 'Hvad skal vi?', men også: 'Hvad vil du med mig?'.

[Haru Faa]

DU!  Ordet gav rungende genklang i Harus ører. De var altså ikke et par mere. Men nej, selvfølgelig var de ikke det. Det var slut for flere år siden, og Haru var blevet forlovet. Han skævede dog alligevel til Ever, fyren han engang havde forelsket sig i, fyren han havde savnet så ubeskriveligt. Fyren... Der havde været skyld i hans fars hårde metoder til at få Haru på andre tanker. Haru svejede i ryggen ved en tanke, men præsterede dog at skjule den grimasse, der var på vej op i hans ansigt på ny. Kort rystede Haru på hovedet og sukkede.

"Di må ek se!" Lød det fra Haru, som han trak afsted, søgende efter et sted hvor de kunne være bare lidt private. Endelig fandt Haru en gyde, og han trak Ever med sig og plantede ham op ad væggen. "Do dæn enst ja ve ha. mæn deka ja ek. De ek mit val at fløt. jai tængt på dai væior dai." Haru kunne ikke konsentrere sig om at tale rent og langsomt, så det blev nogle sjusket sludder han fik sagt, han håbede dog på at Ever forstod. For en sikkerheds skyld, og fordi han ikke kunne lade være, greb han dog fat om Evers ene hånd og strøg der hans håndryg med sin tommelfinger. To blide strøg og så ikke mere, Det var alt han kunne. "ves vi var vi, jeg køst dai" fortalte han så ærligt, før han slap Ever helt og øgede afstanden mellem dem.