No Place like London

[Ever Goldstein]

Ever lagde hovedet på skrå, som han vagtsomt betragtede Haru. Så lod han sig alligevel trække af sted med af ham. Hvad i alverden var det, som andre ikke måtte se? Han kunne simpelthen ikke gennemskue det, men det kom han nok til. I hvert fald sådan som han trak af sted med ham. 

Så var han pludselig presset op af en væg, og hans hjerte begyndte at hoppe og galopere. Han så usikkert på Haru, og forsøgte at komme lidt baglæns, men han var jo helt oppe af væggen, så der var ikke meget at give af. Så sådan var det ligesom. Som han stod hvor han stod lyttede han til Harus ord. Og med de ord kom den 'rigtige' Haru tilbage til ham. Han sank en klump, da Haru fortalte, at han ville kysse ham, hvis de var et 'vi'.

"Vi er vi, hvis du vil det," sagde han usikkert, og bed sig i læben, som han blev ved med at skæve ned på Harus læber.

Så besluttede han sig for at skide hul i det hele, og trådte et skridt frem mod Haru. Han stod næsten helt oppe i ansigtet på ham, som han gav Haru et par sekunder til at gå væk og undslippe. Så 'skød' han fremad, og ville kysse ham, hvis ikke han altså trådte væk fra ham.

[Haru Faa]

Det virkede som om nogen øgede farten på det hele, Haru havde hvert fald svært ved lige at gennemskue, hvordan de var kommet fra A til B. Ever havde stået op af muren for så kort tid siden, nu stod han lige foran og så så umådelig dejlig ud. Haru skulle lige til at løfte sin ene fod og træde tilbage på sikker afstand, men nåede det ikke før han mærkede de bløde varme læber, og i stedet, om muligt, trådte endnu tættere på Ever. Her lagde han armene om fyren han elskede så højt og hemmeligt, og trak ham ind til sig. 

Nydende lukkede Haru øjnene, klar til at forsvinde ind i Ever, men i det han gjorde det, så han straks sin vrede skuffede far, med hævet stav for hans indre blik. Det gav et gisp i Haru og han slap omgående Ever, gik baglæns indtil hans ryg stødte let imod muren, hvor han så gled ned på jorden.
Hans hjerte hamrede løs i brystet på ham, hans mave slog knuder og koldsveden piplede frem. "Bangō, Bangō, Bangō. Watashi wa ittai dō shita ndarou?" Han så næsten ødelagt op på Ever. "ja kand ek." Nu ville han miste ham. Haru ville for altid miste Ever, det stod klart for ham. Han kunne ikke være den Han havde været engang, og han kunne aldrig fortælle Ever at han elskede ham.

[Ever Goldstein]

Ever måtte indrømme, at han ikke forstod hvad der skete. Det ene øjeblik var han i gang med at kysse Haru, og i det næste gippede det i Haru og han pressede sig op af muren bag ham. Og Ever forstod ingenting. Haru sagde et eller andet på et sprog, som Ever ikke forstod, og så kom han tilbage til engelsk, hvor Ever også kunne være med igen. For han forstod ærlig talt ikke ret meget af det sprog, som han gættede på var japansk - eller noget i den stil.

"Jeg forstår," svarede Ever kort med et bekymret udtryk i ansigtet.

Han trådte selv adskillige skridt baglæns. Han overvejede kort, om han bare skulle løbe sin vej. Var det i virkeligheden ikke lidt fejt? Det var det nok, men det var virkelig det han havde allermest lyst til lige nu. Han så fortabt på Haru et kort øjeblik, før han vendte rundt og begyndte at gå sin vej. Var der noget han havde brug for lige nu, så var det ro til at tænke. Det duede ikke at blive fortabt i sine følelser overfor Haru. Det duede simpelthen ikke.

[Haru Faa]

Det gik op for Haru, at Ever ikke forstod hvad han netop havde sagt fordi han havde snakket japansk. Derfor kiggede han nu skyldbetyngdet på Ever og rømmede sig. "Åndsyld jai vil sige; Hva der galt me mig. Ever jeg..." men så tav han alligevel og så sig omkring. Der var ingen at se og alligevel så Haru noget så bange og forpint ud. Han rystede langsomt på hovedet af sig selv og skulle lige til at gribe ud efter Evers hånd nu også valgte at øge afstanden imellem dem. NØJ det gjorde ondt! Men hvad skulle han gøre? "E-Ever?"  men det så ikke ud til at virker, Ever vendte omkring og begyndte at gå, og Haru stod bare tilbage som en efterladt hundehvalp. 
Afstanden mellem dem blev større og større for hvert skridt der blev taget, indtil Haru så tog et skridt frem mod fyren der på ny havde stjålet hans hjerte. "EVER! vår kan ja fin da i gænd?!"

[Ever Goldstein]

Ever havde vendt ryggen til Haru, og var begyndt at gå sin vej. Hvert eneste skridt væk fra sin elskede smertede ham som tusinde knive i brystet. Hvert skridt væk fra ham gjorde fysisk ondt på Ever, men han bed tænderne sammen, tog sig sammen og skridt for skridt lagde han afstand mellem dem. 

Men da Haru spurgte, hvor han kunne finde Ever igen, så blev Ever vred. Hvor vovede han? Han havde lige blankt afvist Ever, og alligevel havde han den frækhed at ville se ham igen? Kunne han da ikke se, hvor ondt afvisningen havde gjort på Ever? Havde han ikke øjne i hovedet? Eller var han bare forblændet af sine nye idealer? Af sine nye leve-regler? Ever forstod selvfølgelig ingenting. Intet andet end, at Haru åbenbart ikke elskede ham længere. Og alligevel ville han gerne se ham igen. Hvorfor? Ever forstod ingenting.

"Se mig igen?" lo han med ryggen til, som tårerne stak i hans øjne og løb ned af kinderne på ham.

"Til hvilken nytte? Du vil jo tydeligvis ikke ha' mig," sukkede han, og hev sin stav frem, hvorefter han transfererede sig væk derfra. Til et hvilket som helst sted, som ikke var her. At se på Haru gjorde for ondt lige nu.

// OUT //