Busted

[Millicent Weasley]

Lydia Weasley-Lupin

Diagonalstræde

November - 2057

Omkring middag

Påklædning

---

Millie var ikke særlig begejstret for at være hjemme igen. For det første var det grå og regnfyldte vejr lang mere kedeligt end det havde været i New York, men det værste var stilheden. Eller nu var det jo ikke fordi der som sådan var stille midt inde i London, men i forhold til New York, lod alt jo nærmest til at gå i slowmotion.
Ingen i familien vidste hun var kommet hjem for et par uger siden. Hun havde ikke haft mod til at opsøge dem, for det indebar at hun skulle fortælle dem hvilken fiasko turen havde været og at hun havde løjet da hun sagde at hun "levede drømmen". 
Efter en optræden i Cosmo Wolfgang cirkus var hun blevet opsøgt af en talenspejder som åbenbart var ved at stable et show på benene i New York. Millie havde omgående hevet rødderne op for at forfølge den drøm. Hun havde da også optrådt i New York, men aldrig for noget stort og pragende publikum som hun var blevet lovet. Hun havde hele tiden håbet på at i morgen ville blive bedre, frem til det lille teater måtte dreje nøglen og hun stod uden job. Og her var hun så. Hjemme igen. Besejret og en smule opgivende.
Hun var lige kommet hjem fra ministeriet hvor hun havde smidt en ansøgning som retsmediciner for aurorkontoret. Hun havde før arbejdet som patolog på Skt. Mungos, før hun rejste vel og mærke, og var uddannet indenfor faget, men havde ikke kunne få det job tilbage. Det gjorde nu heller ikke noget, jobbet som retsmediciner lød ærlig talt lidt mere spændende.
Hun satte indkøbsposen ned som hun havde hængende over den ene arm, imens hun studerede en af butiksruderne, skulle hun lige købe Alt For Heksene med hjem og læse i aften...

[Lydia Weasley-Lupin]

Outfit

Lydia var ude for at lede efter en fødselsdagsgave til sin ældre bror Remus. de to havde en helt særligt forhold, ikke fordi hun ikke kunne lide sine andre søskende, eller resten af familien for den sags skyld, men det er alligevel et særligt bånd imellem hende og den ældre bror.
Som hun gik gennem diagonalstrædet kiggede hun på butikkerne og fik først på boghandlen. Det var et år siden nu, at hun mødt Horace derinde. Selvfølgelig var det ikke blevet til noget. Han var nok et helt andet sted i livet, men hun kunne da godt savne det. Nok mest fordi det havde sat gang i noget i hende og hun bare ikke rigtig kunne finde en god kæreste, som hun ellers gerne ville.

Med disse tanker i hovedet gik hun videre. Hun nåede dog ikke langt for efter yderligere nogle skridt, fik hun øje på en rødhåret kvinde, som hun ikke burde se her. Eller jo, hvis det virkelig var hende, ville Lydia blive meget glad, men Millie var jo i New York ikke? Efter lidt betænkningstid, besluttede Lydia for at undersøge det nærmere. Hun havde da ikke hørt noget om at Millie skulle være på besøg? Forsigtigt gik Lydia derfor hen til den rødhårede kvinde og stoppede op på respektabelt afstand, i tilfælde af hun nu tog fejl. "Millie? Er det virkelig dig? Hvad laver du her?" Spørgsmålene fløj ud af munden på hende, før hun igen lige fik hold om sig selv. "hej"

[Millicent Weasley]

Millie havde ikke forventet at blive opdaget. Selvfølgelig var muligheden der altid når nu man gjorde sine shopperier i Diagonalstræde. Hun havde været tilbage nogle uger, men ikke rigtigt haft den store lyst til at opsøge nogen. Fiaskoen havde været for stor til at hun havde mod på at se dem i øjnene endnu. Derfor passede det hende heller ikke specielt godt da en velkendt stemme lød bag hende.
Hun snurrede rundt og så overrasket på sin kusine. "Lydia!" Udbrød hun overrasket, men kort efter blev trangen til at grave sig ned i et dybt hul, erstattet med glæden over at se hendes velkendte ansigt, skønt hun var skudt i vejret siden sidst de havde set hinanden.
Den unge heks slap poserne og omfavnede Lydia, de rødmalede læber var vendt opad i et oprigtigt glædeligt smil. "Hvor er det bare længe siden." Hun slap knuset og så kort op og ned af hende, "hvor er du blevet stor." Hun smilede igen, man kunne virkelig se den slags i teenageårerne. "Har du det godt?" Hun undlod bevidst at svare på spørgsmålet hun selv var blevet stillet, i håb om at Lydia ikke ville bemærke det.

[Lydia Weasley-Lupin]

Der var en del år imellem Lydia og hendes kusine, men alle Weasleyerne snakkede ret godt sammen, når altså de var der. Millie havde været rejst til USA, og var derfor gået glip af en del, men har var hun altså så. "Er du hjemme og besøge dine forældre?" Spurgte Lydia så. Hun havde ikke lige hørt, at Millie skulle komme, men hvis ikke hun besøgte familien, hvad kunne hun så næsten ellers lave i London? Det havde virket ret alvorligt, da hun var flyttet. 
Hun kom dog til at grine lidt over Kusinens kommentar til hendes højde. "Så meget er jeg altså ikke vokset. Det er maks et par cm eller noget."  selv mente hun ikke hun rigtig vare blevet højere. Det føltes ikke sådan hvert fald. "Men jeg har det godt... Sådan da. livet er lidt svært, men altså sådan er det nok bare at være ung." Smilede hun og trak så let på skuldrene. Egentlig tog hun det ikke så tungt, men det fyldte da lidt. "Hvordan går det med dig?" Spurgte hun så og forventede nok den gode historie om hvor meget succes hun havde fået. Millie var trods alt rimelig cool.

[Millicent Weasley]

Millie rømmede sig let og slog blikket ned ganske kort. ”Nej jeg..” hun tøvede lidt og tænkte over sine ord, før hun tog mod til sig og bare blev enige med sig selv om at sige det som det var. ”Jeg er tilbage. Altså for good denne gang.” Hun smilede roligt. ”Der er bare ikke nogen der ved det endnu.” Dette indikerede selvfølgelig at Lydia helst skulle holde tæt.
Hun sendte sine kusine et skævt smil, ”ikke kun i højden, sådan, i det hele. Du ligner mere en ung smuk kvinde, end et barn.” forklarede hun varmt.
Et let suk forlod de røde læber, ”desværre er det ikke kun når man er ung, livet vil altid have sine udfordringer.” Forklarede hun roligt, ”men det er også okay, det er med til at forme os til dem vi skal være.” Hun blinkede og rodede let op i sit røde hår. ”Men måske du kan fortælle mig mere om det over en kop te?” Bød hun. Hun begyndte at gå i retning af sin lejlighed og gik lidt ud fra Lydia fulgte efter.
”Tjo det går. Det er underligt at være hjemme igen, men jeg føler at det er det rette tidspunkt.” Forklarede hun med et let suk. ”Jeg har faktisk lige været inde på ministeriet og smide en ansøgning.” Forklarede hun videre.

[Lydia Weasley-Lupin]

Til en start forstod hun ikke kusinens tøven, men så dæmrede det for hende, og hun nikkede forstående og sendte hende et lille smil. Det var rart at have Millicent tilbage, for Lydia havde hun bestemt været savnet, men Lydia var omvendt set også et kæmpe familiemenneske. Hun forstod dog godt den underliggende tone i ordene og nikkede indforstået. "Bare rolig, jeg siger ikke noget" Erklærede hun med et venligt smil, og tog tingene helt roligt.
Lydia havde det dog svært ved at få at vide hun var gået fra barn til kvinde, det var ikke lige det fedeste helt at få at vide, når nu man i forvejen bøvlede med kærlighedsproblemer. Hun sukkede lidt. det var svært at være ung, som hun. "Jeg håber det hele bliver lettere en dag."  Konkluderede hun stille for sig selv og gik så med, en kop te lød dejligt, og hun ville gerne høre om kusinens oplevelser i USA. "Jeg skal gerne fortælle dig det. Måske du kan sige mig så, hvad jeg gør forkert. Bare du ikke nævner det for Remus. Jeg lidt han stadig regner med at jeg er 12" grinede hun lidt, skønt hun mente det helt seriøst. Remus kunne nemt blive lidt for meget storebror, når det galt hendes kærlighedsliv. Mens de gik kiggede Lydia overrasket på Millicent, det var ikke lige hvad hun havde forventet. "Skal du arbejdet i ministeriet?" Det lignede da ikke rigtig hende, gjorde det?

[Millicent Weasley]

Millie smilede taknemmeligt. "Om ikke andet til jeg har snakket med Cosmo Wolfgang," sukkede hun, og skar en let grimasse. Hun ville helst ikke at han hørte det andre steder fra og hun havde hørt rygter om at han var blevet ret tæt med Agnes Weasley.
"Herligt, tro mig det er en ting jeg virkelig har savnet, rigtig god te." Indrømmede hun. Selvfølgelig lavede de også te i USA, og det var nok komplet indbildning, men for hende smagte det altså bare bedre herhjemme.
Den ene rødhårede så på den anden med undren i de brune øjne? "Gør forkert? Hvad mener du?" Spurgte hun ind som hun nåede opgangen, "og bare rolig, det forbliver vores lille hemmelighed." hun holdt døren for kusinen og gik op af trapperne hvor hun låste dem ind i lejligheden.
Poserne blev stille på køkkenbordet før hun atter vendte sig mod Lydia hvorefter hun trak let på skuldrene. "Det håber jeg. De havde en åben stilling da de lige har åbnet deres egen retsmediciner afdeling." Forklarede hun, "det er lidt mere spændende at hjælpe med at opklare mord, end det jeg lavede som patolog på Skt. Mungos. Det giver bare lidt mere mening på en eller anden måde." Forklarede hun tænksomt.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var forståeligt nok at Millicent gerne selv ville være den, der fortalte Cosmo, at hun var tilbage, ikke at Lydia rigtig snakkede med Cosmo. Han ville sikkert anse dem for at være tæt på familie, men det virkede alligevel mærkeligt. Det måtte være svært at have et barn med en mand, som man ikke var i forhold med. ikke at Lydia helt vidste eller forstod hvad der var sket imellem dem. 
Det var nok også en af grundende til at hun blot fulgte med uden rigtig at sige mere til det. Det var ikke hendes plads at spørge ind til forholdet, eller mangel på sammen.
I stedet lod hun sin ældre kusine spørge ind til hende selv. Hun trak på skuldrene som Millicent søgte om at få uddybet nogle ting. "Det er bare.. Det som om at alle de fyre jeg er på date med bare... Vi passer ligesom ikke sammen. Jeg ville gerne prøve at have en rigtig kæreste, men det bliver aldrig rigtig til noget."  Fortalte hun flovt, men samtidig var det også rart nok at sætte nogle ord på og hun følte sig tryg ved Millicent, til at kunne sige det. Hun fulgte efter ind i lejligheden og så sig lidt omkring, og endte så med at lade øjnene hvile på Millicent. "Skal du arbejde på Mungos?"

[Millicent Weasley]

Millie måtte nok bittert erkende at hendes største fortrydelse var måden hun havde forladt Cosmo og deres datter Fleur på. Det havde ikke været hendes fineste moment, men hun havde ikke følt hun havde haft andre muligheder. Et long distant relationship ville aldrig have fungeret. Hun ville ikke kunne have haft hjertet med i det hvis hun havde tænkt på ham derhjemme, og der ville nok også altid være en underforstået linje om at hun blev nødt til at komme hjem igen. Hun havde været nødt til at kappe sikkerhedslinen.
Tankerne blev skubbet lidt i baggrunden som Lydia atter snakkede. Et smil blev dannet i krogen af de røde læber, ”Lydia søde, du skal nok finde den rette en dag. Den slags kan ikke skyndes på. Desuden er du en stærk og uafhængig kvinde, det skal du ikke skamme dig over.” Sagde hun i en kærlig, men bestemt tone.
Millicent rystede på hovedet ved kusinens spørgsmål, ”nej som sagt har jeg søgt ind som retsmediciner i ministeriet. Det virker mere meningsfuldt end det jeg lavede på Skt. Mungos før i tiden.” Hun smilede. Eftersom hun lige var kommet tilbage for 14 dage siden havde hun endnu ikke fået et arbejde og hun håbede virkelig at hun ville blive taget i betragtning til jobbet i ministeriet.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var helt ærligt virkelig svært bare at sidde der og lytte på kusinens ord, selvom Lydia inderst inde godt vidste at det var sandt. Hun ville bare så gerne opleve det at have en kæreste. Mærke en der holdt af hende og have en at elske. En del af hende var måske lidt bange for at det aldrig kom til at ske, generelt var hun meget usikker på sig selv, hvad fremtiden angik. "Men helt ærligt Millie, Jeg føler mig bare så... Jeg ved det ikke, det føles som om jeg bare svømmer lidt rundt i blinde. Har du nogensinde haft det sådan?"  Spurgte hun så roligt. Der var opstået en lille fuge mellem brynene på hende, Millie var heldig, hun havde oplevet så meget. Lydia vidste end ikke hvad hun rigtig ville med sit liv. 

Det gik op for Lydia at hun i første omgang havde hørt forkert og hun fik en anelse røde ører. "nååh ja, det sagde du også. Så retsmediciner.. Er det ikke sådan.. farligt?" Spurgte hun men var faktisk ikke helt sikker på hvad et sådan job indebar.

[Millicent Weasley]

Hun gav sig til at lave noget te til dem begge og lænede sig roligt op imod køkkenbordet imens hun ventede på at vandet skulle koge. Hun tog kusinens ord ind og tyggede lidt på dem før hun svarede. ”Jo altså, sådan tror jeg alle har det fra tid til anden.” Indrømmede hun. ”Men måske er det så på tide at du tager en chance af en eller anden art? Fx flytter hjemmefra, du ved kommer lidt ud, og får skabt dig et liv som er dit eget.” Millie var nok den der havde taget den største leap of faith i hendes søskendeflok, og skønt det ikke var endt som hun havde håbet på, havde hun ikke mistet håbet.
Tevandet dampede og den lille kedel gav sig til at hyle. Med et let svirp med staven, blev det kogende vand fyldt op i de to store krus hun havde stillet frem. ”Min pointe er bare, sommetider bliver man nødt til at tage en chance, og ja sommetider brænder vi nallerne, men der er også sådan vi bliver en erfaring rigere. Så om det betyder at finde sit eget sted at bo, at starte på en uddannelse man måske ikke ved om man er kvalificeret til eller bare at snakke til en fyr man normalt ikke ville turde opsøge.” Hun rakte kruset frem til Lydia, ”hvad er det værste der kan ske?” Hun smilede opmuntrende og pustede ned i sin egen kop. ”Men sig mig, er der en speciel fyr i tankerne?” De brune øjne havde et venligt legesygt skær ved spørgsmålet.

[Lydia Weasley-Lupin]

Millicent var på mange måder den kloge kusine, hvert fald hvis man spurgte Lydia. Sådan klog på livserferring og samtidig også ganske fornuftig. Måske var det netop det Lydia havde brig for lige nu, skønt det føltes uhyggelig skræmmende alt det som Millicent opfordrede til. Lydia ventede dog med at svare til hun lige havde drukket lidt af sin te, men så prøvede hun. Hun skulle bare lige have sat ordene rigtig sammen. "Altså. Der var en... En af Remus' bedste venner. Det vidste jeg dog ikke på det tidspunkt. Han var virkelig sød, men så alligevel gik det ikke. Siden har jeg prøvet et par dates, men det som om det ikke er helt rigtigt. Som om det bare ikke lige klikker. Forstår du?" Hun sukkede lidt og pustede på den dampende te. "Det hele er generelt lidt svært. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal med mit liv. Altså jeg er startet på uni, men det er lige så meget for bare at høre til et sted. Jeg har ikke den der store drøm. The one and only ting."  Lydias hår falmede langsomt i farven jo mere hun fortalte. Ikke at det var noget hun selv rigtigt mærkede, men den varme rødorangeglød, tonede langsomt ned og væk. 

[Millicent Weasley]

Millie drak selv lidt af sin te, imens hun lyttede til kusinen klage sin nød. For at være helt ærlig elskede hun at være go-to kusinen når det kom til den slags. Hun var generelt ret glad for gossip, men selvfølgelig var hun også meget interesseret i at hjælpe sin familie så godt hun kunne.
”En af Remus venner?” Gentog hun med et glimt i øjet, der fortalte at hun gerne ville høre mere om den historie. Hun rømmede sig lidt da hun samtidig også godt kunne fornemme at det ikke lige var dér fokusset måske skulle placeres. ”Jeg forstår godt at det er frustrerende,” begyndte hun og hold tekoppen imellem sine hænder. ”Men igen du er ung, du skal nok finde din plads.” Forsikrede hun med et varmt smil, hvorefter hun tænkte sig lidt om ”men lad os starte med hvad du interesserer dig for? Er du mest til et job med spænding som Auror eller måske noget med drager. Vil du hjælpe folk som enten healer eller noget andet indenfor sundhed,” hun tænkte lidt mere, ”vil du hellere noget hvor du måske en dag kan gøre en forskel i samfundet ved et job i ministeriet, underholdning som skuespiller eller sanger, er du mere til de små detaljer som tryllestavsmager eller eliksirbrygger.” Hun sukkede let, ”der er så mange muligheder og jeg gennemgår gerne lige så mange du har brug for.” Hun blinkede og rettede let på sig, ”og hvad angår fyrerne, det forstår jeg udemærket, men kan de måske handle om at det er svært at finde ud af hvad du har brug for, hvis ikke du helt føler at du har fundet dig selv?” Hun tippede hovedet let på skrå.

[Lydia Weasley-Lupin]

Varmen steg op i kinderne på Lydia, så hendes kinder sikkert blev røde. Hun bed lidt ned i en fingernegl, ikke super stolt over hele episoden der var sket for så længe siden efterhånden. Det var vel egentlig efterhånden et år siden? Wauw tiden gik alligevel hurtigt! "ja men.. Han øhm han vidste ikke jeg var Remus' lillesøster. Han vidste ikke jeg var en Weasley." hun lød flov og samtidig med fik hendes hår en mere brunlig nuance, så det ikke længere var helt så rusten-rød. Det gik dog op for hende, og hun rystede lidt på hovedet og fik den rigtige farve tilbage. Hun var blevet lidt bedre til at styre sine evner, men det kunne stadig løbe løbsk, hvis hun blev overrumplet af en følelse. "Jeg synes bare virkelig det er svært." sukkede hun og drak lidt af koppen før hun fortsatte. "Jeg kan godt lide kunst, men jeg kan også godt lide at hjælpe folk. Autot skal jeg hvertfald helt sikkert IKKE være, men hmm.." hun måtte tænke igen. Hvad ville hun egentlig. Det virkede så svært sikkert at beslutte sig for noget. Hvad hvis hun valgte forkert? hun lod uddannelse være uddannelse og så på kusinen igen. "Jeg tror bare jeg savner en god og spændende date. Sådan lidt glæde du ved." prøvede hun at forklare sig og håbede Millicent ville forstå.

[Millicent Weasley]

Millicent så en smule uforstående på sin kusine. "Gør det da nogen forskel at du er en Weasley?" Spurgte hun undrende, "jeg kunne forstå hvis du sagde, at han ikke vidste at du var Remus lillesøster." Millie havde aldrig set dem som værende anderledes end nogen som helst andre slægter og hun var ikke helt sikker på om det var det Lydia mente.
Milliecent så hendes hår skifte farve for et kort øjeblik. Hun smilede kort, "det ér svært, der er så mange muligheder." Eniggjorde hun sig. "Men du ved du ikke skal være auror, så har du da skåret én mulighed fra." Sagde hun med et drilsk glimt i øjet. "Så er der kun resten tilbage."
Hun tippede hovedet en smule på skrå. Her kunne hun godt mærke at hun var meget anderledes end de øvrige Weasleyer. For hende kom karrierer før datinglivet. Hun kunne ikke sætte sig ind i at gøre sig afhængig af en mand, og det var på trods af at hun havde været sammen med Cosmo i mange år og havde et barn med ham. Men igen, det var jo også endt med at hun var smuttet alligevel. Hun brød sig bare ikke om tanken af at nogen skulle holde hende tilbage.
"Tja, så må du vel begynde at opsøge det?" Forslog hun så, "gå i byen med nogle veninder, eller noget i den stil." Forslog hun, "jeg tvivler på at han selv kommer og banker på din dør." Hun sendte kusinen et lidt overbærende blik.