Busted

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia pillede nervøst ved sine fingre og så ned i skødet. Hvorfor var hun egentlig nervøs for at folk skulle vide hun var en weasley? Der var intet flovt i det, selvom det ikke var penge de havde flest af. Måske var hun bare bange. Bange for om nogen af mørkets troldmænd ville jagte hende, skøn hun nok ikke var vigtig nok til at blive jagtet, men altså Voldemort havde jo også jagtede uskyldige. Lydia skævede op til sin kusine igen. "Altså, han fandt først ud af at jeg var Remus's søster, da vi en dag begge to stod midt i Remus' lejlighed. Det var vidst ikke så smart." hun lod fingrene køre nogle gange igennem håret, før hun endelig samlede de lange røde lokker i hånden og trak dem om foran den ene skulder. Millicent nævnte det at opsøge flirts selv, gå i byen og dens slags, det burde hun faktisk gøre. 
Hun så overvejende på sin kusine igen og tænkte på det med jobmuligheder. "Måske jeg skulle arbejde i en butik i diagonalstrædet? eller også.. jeg ved ikke alkymist. Det er ret cool." Det var en af de overvejelser hun egentlig følte sig mest sikker i. Men hvordan det skulle forløbe, det vidste hun stadig ikke.

[Millicent Weasley]

Millie tippede hovedet en kende på skrå. ”Seriøst? Det lyder som en temmelig akavet situation.” Svarede hun med et skævt smil.
Hun betragtede kusinen med et mildt blik. ”Hvad sagde han til det?” Spurgte hun så ind. Hun krunne næppe forestille sig at der var blevet et større ramaskrig fordi hun var en Weasley, nok nærmere fordi hun var søster til Remus.
Millicent lyste op, ”Alkymi er også spændende.” Sage hun ærligt. Det havde en eller anden chamre over sig, og selv mugglere brugte det jo fra tid til anden, eller nogen gjorde i hvert fald. Millie havde set dem sælge magiske sten i deres butikker uden at vide hundrede procent hvad de indebar. ”Så kan du altid ende med at åbne din egen lille alkymi butik.” Opmuntrede hun. ”Jeg ved at de blandt andet studerer i Alkymi på Hales Forskningscenter.” Tilføjede hun så, ikke at hun kendte nogen derfra personligt, men hun havde læst en artikel om det for nylig.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia lod flovt en fingre køre rundt langs kanten af tekoppen mens hun sukkede lidt, men så så op på sin kusine igen der havde ramt hovedet lige på sømmet. "Millie, det var SÅ flovt! Jeg anede ikke, at han ville komme og ja... chokket over at se ham der fik et par yndige museører til at vokse frem på mig. Skønt, tak for den evne far." Set i bakspejlet, havde det nok egentlig set meget komisk ud, hvilket også nu fik Lydia til at grine lidt. Måske var det meget godt lige at snakke med Millie om det. Hun havde faktisk ikke rigtig nævnt episoden for nogen, men det føltes rart. "Ej men så var bunden ligesom lagt og middagen blev bare virkelig akavet. Jeg ved ikke helt om Rem var lidt skuffet over ingen af os havde sagt noget, og ja Horace som han ved, Sagde at han havde brug for lige at tænke det hele igennem." hun drak lidt af sin te. "Jeg har ikke hørt fra ham siden." Det var ærgerligt, men igen nu hvor hun fik mulighed for at snakke det igennem, gjorde det måske ikke helt så ondt længere. Det var som om, at det lidt gav "sagen" en afslutning og kunne blive pakket som et god minde frem for en pinlig episode.
Som Millie snakkede alkymien op, mærkede Lydia hvordan hun faktisk begyndte at smile lidt og mærkede en følelse af at være på vej i den rigtige retning. "Det var slet ikke dumt. Eliksirer og måske, jeg på en måde kunne sælge te også? jeg læste engang noget om hvor meget effekt forskellige urter i te kan have. Det var ret spændende."

[Millicent Weasley]

Millie bed sig i den røde underlæbe for ikke at smile for stort over kusinens fortælling, da det tydeligvis gik hende meget på. ”Du skal ikke brokke dig over dine evner Lydia, det er en del af dig.” Sagde hun roligt og en smule bedrevidende. ”Men jeg forstår godt at det må have været uønsket i lige den situation.” Sådan var det jo med teenagere, for dem var den slags næsten jordens undergang.
Hun lyttede til historien var færdig før hun svarede videre. ”Hvis ikke du har hørt fra ham, var han bare ikke noget for dig. Der er så mange andre flotte fyre at vælge imellem.” Sagde hun og slog lidt ud med hånden, ”lad ikke én dårlig oplevelse forhindre dig i at få nogle gode oplevelser.” Hun smilede varmt til Lydia og tog en tår fra sin kop.
Et opmuntrende nik. ”Det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt.” Forsikrede hun hende. Alkymi var helt utrolig spændende og kunne bruges i rigtigt mange henseender, både inden for spådom, healing måske endda til at hjælpe med at opklare forskellige sager. Der var mange muligheder.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia så på sin ældre kusine og kunne godt lidt fornemme, at Millicent fandt det lidt komisk, okay helt ærligt, så var det ret komisk, set i bakspejlet hvert fald. Lige da det skete havde det ikke været super sjovt. "Jeg ved det godt, jeg er også glad for mine evner... for det meste. Jeg ville bare sådan ønske, at jeg havde bedre styr over dem. Uanset hvor meget far gør, så det bare ikke helt det samme. Han forstår bare ikke alt." Forklarede hun og sukkede kortog rettede lidt på håret. Somme tider spekulerede Lydia på om hun virkelig var den eneste Weasley, der havde det svært med det røde hår og alt det der syntes at skulle leves op til. Det var virkelig forvirrende det hele. 
Modet sank lidt igen. "Nej, jeg har intet hørt. Så det var nok bare det. Men selv hvis du har ret i at der er mange andre, så... hvordan finder jeg dem så? Jeg prøvede en blinddate, men det gik ligesom heller ikke så godt. Det som om det bare ikke sker for mig. Bare se på Gwen. Sidste år til Yulebal fulgtes hun med en prins." Beklagede hun lidt. Ikke for at Millicent skulle have direkte ondt af hende, men hun havde virkelig brug for lige at være ynkelig lidt. 
Det hjalp dog faktisk lidt at finde lidt retning med livet, hvilket også fik hende til at lyse lidt op. "Måske det faktisk slet ikke er så dumt igen."

[Millicent Weasley]

Hun lyttede til kusines struggels, stadigvæk med det lille smil fastlagt i den ene mundvig. Selvfølgelig kunne hun ikke vide hvor let eller svært det var at styre sådanne evner, men hun havde en fornemmelse af at det måtte være som at lære så meget andet. ”Jeg er sikker på at du nok skal lære det med tiden.” Sagde hun i et blidt smil.
Den ældre Weasley lyttede videre og kunne ikke lade være med at rynke brynene en smule over det hun fortalte. ”Lydia du er 18 år, du har ikke travlt.” Sagde hun så. ”Desuden, er du forelsket i denne “prins” Gwen fulgtes med?” Hun regnede nok lidt med at “prins” var mere ment som noget man bare sagde. ”For hvis ikke, er der vel ingen grund til at hænge med mulen over det?” Hun tippede hovedet en kende på skrå igen. ”Jeg kan ikke fortælle dig at du vil finde den eneste ene om en uge, en måned eller om et år, men jeg er sikker på at han nok skal komme når tiden er rigtig.” Hun havde selv været ret heldig med Cosmo dengang, men nu var hun jo ligesom også selv single, og havde bestemt ikke travlt med at “kaste sig selv tilbage på markedet”.
”Nej selvfølgelig ikke.” Konkluderede hun blot med ophøjet pande.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var altid rart at snakke med Millicent. Hun havde en mulighed for at finde ro og fornuft i alt virkede det til. Noget som Lydia virkelig kunne bruge i situationer som denne. Somme tider kunne det dog også være lidt irriterende, når man havde behov for at være frustreret og brokke sig og hun så bare kunne tale det hele ned. 
I dag var dog en af de dage, hvor Lydia bare nød at snakke med sin kusine. "Du har nok ret. Det er altså også blevet bedre siden før du rejste. Det kun hvis der sker noget pludseligt eller jeg bliver overrumplet af noget, at det rigtig tager fat."  forklarede hun og drak så lidt te. Det var virkelig rart at kusinen var hjemme igen. Lydia havde selvfølgelig også Gwendoline Granger-Weasley at snakke med, men somme tider var det rart med en lidt ældre og i samtaler hvor det handlede om fyre, var @remuswl ikke en mulighed!
Hun blev lidt flov, da Millicent kommenterede på hendes endnu unge alder, og kunne måske godt se hun ikke havde helt så meget at klage over, men hun ønskede bare sådan at have en at kæreste rundt med. Måske var det faktisk dumt. Måske burde hun fokusere på andre ting i livet. Det var bare svært. Hun måtte da også ryste på hovedet, da Millicent spurgte ind til endnu en weasley. "Nej ikke rigtig, eller det tror jeg da ikke. Han virker bare så høflig og smuk. Måske var det også bare ønsket om at følges med en til bal. At nogen spurgte mig om jeg ville være deres date." Det lød lidt dum som hun sagde det faktisk, men var det da så slemt at ønske sig at være forelsket? "Hvad hvis jeg aldrig finder en?"  spurgte hun pludselig lidt chokkeret.

[Millicent Weasley]

Millie var nok en af dem i familien, om ikke andet i hendes gren, der havde det største temperament. Hun kunne godt fare ret hurtigt op i en spids, dog kunne hun stadigvæk sagtens sidde og tale andre folk ned. "Jamen det er da herligt." Sagde hun varmt. "Og igen, jeg er sikker på at det nok skal blive ved med at blive bedre jo ældre du bliver." Forsikrede hun. Igen måtte det vel være som at lære at kontrollerer så mange andre ting i livet.
Et næsten legesygt blik formede sig i Millies honningbrune øjne. "Høflig og smuk?" Gentog hun, som forventede hun at der var en historie bag den udtalelse. Selvfølgelig ville hun aldrig opfordre kusinen til at tage Gwens fyr. Den slags ville hun aldrig støtte op om, men derfor kunne hun jo godt høre nærmere.
"Du skal nok finde en." Dette var Millie slet ikke i tvivl om. Det var bare et spørgsmål om tid.

[Lydia Weasley-Lupin]

Der var helt sikkert noget rigtigt i det Millie fortalte, og selvom Lydia tit selv havde tænkt tanken, så hjalp det meget lige at høre ordene sagt fra en andens mund. Det var som om det gjorde dem lettere at forholde sig til. "Ja. Du har ret. det skal nok komme. tak." Hun rejste sig og gik over til Kusinen for at give hende et kram som tegn på den kærlighed, der var imellem dem. Den omtalte Weasley-kærlighed. Der gjorde at den store familie endnu holdt sammen.

Det føltes lidt mærkeligt at hun blev ved med at spørge ind til Gwens kæreste.. eller flirt. Egentlig vidste hun jo ikke hvor meget hun måtte sige omkring dem. Måske Gwendoline Granger-Weasley gerne selv ville fortælle familien om sin kæreste. "Ja." lød det derfor bare lidt kort. "Jeg håber du har ret. Tak fordi du gider lytte på mig Millie."

[Millicent Weasley]

Millie nikkede blot og rejste sig ligeledes for at kramme sin kusine tilbage.
Hun forstod nok ikke helt at Lydia pludselig blev lidt kort for hoved omkring hele delen med fyren. Hun havde jo selv bragt det på banen. Millie prøvede bare at spore sig ind på om hun var jaloux på Gwen over selve kæresten eller bare fordi Gwen havde en kæretste. Lydia lod dog ikke til at ville snakke mere om det, så accepterede Millie.
Det lod også til at være ved at være tid for dem begge at komme lidt videre i deres dagsprogrammer hver især. ”Selvfølgelig, du siger bare til.” Svarede hun med et varmt smil og gik imod hoveddøren for at følge Lydia ud. Hun havde alligevel også selv nogle ting hun skulle have ordnet i dag.

[Lydia Weasley-Lupin]

Uanset om Millie ikke kun e løse alle problemer, så var det virkelig godt at snakke med hende. Det var rart at blive lyttet til uden lige at skulle tænke på andre og det bedste ved det var at hun nu følte sig lidt mere i balance med sig selv.
Lydia var virkelig godt for at Millie var kommet hjem igen og håbede helt sikkert på, at de ville skulle snakke sammen igen snart, men lige nu havde hun en masse ting at tage stilling til. Bl.a. hvad hun ville med sit liv og hvilken uddannelse hun skulle tage. ”Tak Millie. Det vil jeg gøre. Det var virkelig dejligt at se dig igen.” og med de ord rejste hun sig tømte sit krus og gik mod døren.

out