Just whistle while you work! (Medmindre det er med Hamish)

[Olivia Rae Roden Wilson]

Torsdag eftermiddag klokken 16.00

Hamish' kontor - Det magiske universitet

Outfit
Hamish Hale McKenzie

---

Olivia gik med tunge skridt ned mod Hamish' kontor. Åbenbart skulle de forberede undervisning sammen, da deres fag var en lille bitte smule beslægtet med hinanden. Hun havde for en uge siden fået en besked fra rektor om, at det var ved at være tid, og han havde sagt det samme til Hamish. Hun havde virkelig ikke lyst til at bruge tid med den starut, men hun kunne jo ikke rigtigt bakke ud, medmindre hun sagde op? Hun stoppede op og stod faktisk og overvejede den mulighed et øjeblik.

"Nej, nu tager du dig sammen, Livia!" Sagde hun til sig selv, og gik videre, Det ville være alt for dumt at sige op, bare for at slippe for Hamish, men det var da en tanke hun havde et par gange om dagen. Desværre kom den tanke også med en rødmen, uden at hun helt var sikker på hvorfor. Rødmen og Hamish... Det måtte være vrede.

Olivia trak vejret dybt, da hun 'endelig' stod foran hans dør. Hun bankede på døren og håbede faktisk, at han ikke var der. Dog var han så irriterende punktlig, at selvfølgelig var han det. Det ville blive så akavet! Deres kys var underligt, og deres sidste møde var heller ikke noget at råbe hurra for. Det her skulle nok gå godt! Eller noget...

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish havde lavet et optrin der ville have gjort enhver dramaqueen ære, da rektor på det magiske universitet havde gjort opmærksom på at tiden var inde til at han og Olivia skulle samarbejde over de næste uger.
Det burde ikke være kommet bag på ham, det var trods alt et tilbagevendende projekt hvert eneste år, det var i forbindelse med hvilke eliksirer aurorer brugte til afhøringer med mere.
Hamish var ikke selv en vanvittig dygtig magiker, og han ville aldrig kunne fremmane en eneste af de eliksirer de skulle bruge, han vidste præcis hvordan det skulle gøres i hovedet, men når det kom til at fremføre magi, gik det altid galt for ham. Som om hans magi hadede ham eller noget i den stil.
Anyway, det var ikke lykkedes at få afskaffet denne latterlige tradition for at sammensmelte de to fag, eder var taget i brug og rektor havde skruet bissen lidt på, hvilket havde efterladt Hamish i et -om muligt, endnu dårligere humør end før han gik ind på kontoret.
Nu var han tilbage på sit eget kontor, små mumlende, negativ og afventende. Han skævede til sit ur, hun ville snart være her og han mærkede maven slå en ubehagelig koldbøtte ved tanken. Han ville bare have hende ud af sit liv, og det kunne kun gå for langsomt!
En banken lød og han sukkede. Måske kunne han lade som om han ikke var der, og så ville hun gå igen? Nej. Det gik ikke. Han ville bare ende i problemer med rektor og han kunne jo ikke gemme sig for evigt. Med dette i baghovedet rankede han ryggen og rettede de kølige blå øjne mod døren. ”Kom ind.” Kommenterede han tørt.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia ville så gerne slippe for det her, men det kunne hun ikke. Medmindre hun fakede en eller anden sygdom? Hvordan havde Hamish det med bakterier? Hun vidste det ikke, men hun ville gætte på dårligt. Hun rystede på hovedet. Var hun syg, blev det jo bare en anden gang. De studerende skulle jo også lære det. Fint. Hun gjorde det for dem.
"Please ikke vær derinde." Hviskede hun bedende for sig selv, men hun hørte ham sige kom ind. Det var ikke det, hun havde håbet på. Hun havde også en fornemmelse af, at han heller ikke havde lyst til, at hun skulle komme.

Hun åbnede døren og kiggede hen på Hamish.
"Hej." Sagde hun og lukkede døren bag sig. Hun havde mest af alt lyst til at være flabet og irriterende, men det ville ikke få tiden til at gå hurtigere. Olivia stod og trippede lidt.
"Jeg tænkte, at vi kunne starte med at lægge en plan." Sagde hun og kiggede hen på ham. Hendes mave slog knuder om sig selv, og hun mærkede en svag rødmen, som hun pænt ignorerede.

[Hamish Hale McKenzie]

I samme sekund Olivia trådte ind på kontoret, mærkede Hamish denne her underlige tryggede stemning -hvilket han selvfølgelig mente var hendes skyld. Det var død ubehageligt. Han nikkede blot imod hende uden at hilse tilbage, hvorefter han gav sig til at organiserer et par blækkrukker på skrivebordet.
Han så først tilbage på hende da hun atter snakkede. Han kunne fornemme den svaglige rødmen i hendes kinder og kunne aflæse på hendes kropssprog at hun havde lige så lidt lyst til at være i denne situation. ”Det ville være det smarteste sted at begynde.” Erklærede han sig enig og gjorde en gestus med hånden, mod stolen overfor.
Han ventede lidt før han atter sankkede. ”Ærlig talt ville jeg hellere bare gøre dette her selv.” Erklærede han, som om han håbede på at hun ville give ham lov. Ikke at han ville kunne praktiseer blandningen af eliksirer bare tilnærmelsesvis så godt som hende. Skønt han var en umådelig klog mand, var hans praksis i magi samt de sociale evner, ikke blandt hans stærke sider. Den del med magien gik ham især på, hvad han ikke ville give for at være lige så dygtig som sin øvrige familie. Både den biologiske og adoptive familien. ”Så nogen øvrige geniale anmærkninger?” Hans stemme var sarkastisk som sædvanlig.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia tøvede en smule, da han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig. Det havde hun faktisk slet ikke lyst til, men nu var det nok lidt sent at prøve at undgå det. Hun satte sig ned på stolen overfor og betragtede ham, som han pillede ved ting på bordet.
Olivia havde en taske med, hvor der lå pergament og andre praktiske ting i. Hun fandt derfor et stykke frem, og gjorde sig klar til at skrive. Hun ignorerede hans bemærkning om at gøre det selv lige indtil han kom med den flabede kommentar om, om hun havde øvrige geniale anmærkninger. Hun lænede sig tilbage og lagde armene over kors.

"Okay... Hvis du kan fortælle mig de 3 første steps i fremgangsmåden til en Wiggenweld eliksir, så går jeg op til rektor og siger, at du sagtens kan klare det her selv. Hvis ikke, så sætter du dig ned på din mås og hjælper mig med planen. Vi har hver vores styrker, så lad os vise hinanden dem, i stedet for at komme med flabede kommentarer, som ingen steder har hjemme, når vi sidder og planlægger undervisning til de studerende, som faktisk gerne vil have noget ud af det her." Sagde hun bestemt og kiggede afventende på ham. Det ville virkelig ødelægge hendes kommentar, hvis han kunne svaret, så det håbede hun selvfølgelig ikke. Men hun ville gøre alvor af hendes 'trussel', hvis han ikke kunne.

// Lad lige som om han ikke sidder ned xD

[Hamish Hale McKenzie]

Han stirrede på hende med faretruende blå øjne som hun gav sin lille prædiken. ”Jeg kan sagtens fortække hvordan jeg kan bare ikke frembrygge den,” mumlede han som et irriteret barn der var blevet sat på plads af sine forældre.
På trods af at både hans biologiske- og adoptivfar samt søskende var ufattelig dygtige til magi, var han lidt af et flop på den font. Det prøvede han så at rette op på ved at være god til alt andet, men med en adoptivfar som Benyamin Hale der ejede eget firma og var en af de dygtigste troldmænd og en adoptivsøster som @castiella, verdenskendt quidditchspiller, så var det lidt svært.
Skumlende begyndte han at rode i pergamenterne. Han havde det så underligt omkring hende. Han hadede det. ”Så lad os komme igang så vi kan få det overstået.” Forslog han stadigvæk mumlende. Han ville bare så frygtelig gerne tilbage til at ignorerer hende, ved tanken gned han let hænderne imod hinanden, måske for at tage fokus væk fra hende. Han følte sig total overvagtsom når hun var der. Som om en del af ham frygtede at han helt umotiveret ville kaste sig over hende uden nogen former for selvkontrol. I det samme slog noget ned i ham som lyn fra en skyklar himmel. ”Kærlighedseliksir!” Udbrød han pludselig som han fløj op af stolen. Hvis hun havde været igang med at snakke om opgaven foran dem havde han ikke hørt det. ”Det giver mening!” Snakkede han videre som om Olivia burde vide hvad han snakkede om, i samme nu begyndte han at traske tænksomt op og ned af gulvet.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde lagt armene over kors efter sin prædiken. Hun kunne godt se, at det ikke ligefrem havde huede ham, at hun havde talt sådan til ham, men hun var bedøvende ligeglad.
"Og derfor er jeg her." Sagde hun og slog ud med armene. Hun var ret god til eliksirer og det havde altid været hendes passion. Dog kunne hun ikke finde ud af besværgelser. Eller det var da blevet en del bedre, men det var ikke godt nok, men sådan var det vel for nogen.
"Så lad os bruge mine vener til at brygge eliksir og din viden om kriminologi til at give de studerende en fantastisk undervisning. Du er hamrende intelligent, s det her skal nok blive godt." Sagde hun, men fortrød med det samme. Ja, han var intelligent, men det behøvede han ikke at få at vide af hende. Det kunne ikke være godt for nogen af dem, hvis han vidste, at hun faktisk beundrede ham for det. Derfor smilede hun blot og kiggede ned på papiret og lignede en, der skulle til at skrive.

Hun startede med at skrive en overskrift.
"Okay, så vi skal starte med at finde ud af, hvornår undervisningen skal finde sted, for så har vi en deadline. Og så skal vi..." Hun fortsatte, men fandt hurtigt ud af, at han faktisk ikke havde hørt efter. Han udbrød noget med en kærlighedeliksir og hun sad og tænkte på, hvor det mon hørte ind henne.
"Øhh. Hamish.. Jeg tror ikke, vi skal bruge en kærlighedseliksir. Hmm medmindre det kunne bruges til at manipulere i en kriminel situation, men.. det er da ikke det, det skal handle om?" Hun anede ikke, hvor han ville hen med det, og hun følte lidt, at hun havde tabt ham.
"Hamish? Hvad giver mening?" Spurgte hun og kiggede forundret på ham.

[Hamish Hale McKenzie]

Ham skumlede i nogle sekunder, irriteret over hendes pointe. "Fint, så lad os komme igang." Sagde hidsede han og lød stadigvæk som et fornærmet barn, der var blevet sat på plads af sin mor.
Et betragtende blik blev sendt i hendes retning, som om han lige skulle gennemskue om hun jokede eller var sandfærdig. "Ja jeg er." Konkluderede han blot. Ærlig talt syntes han at de studerende var temmelig dumme. De fattede sjældent hvad han forsøgte at lære dem, men han kunne sit kram, hvilket nok var grunden til at han stadigvæk havde sit job.
"Hmm?" Han så på hende da hun spurgte ind til hans udbrud. For et kort øjeblik havde han nærmest helt glemt at hun var der, på trods af hun havde siddet og snakket. "Ikke noget." Konkluderede han først, fordi han virkelig ikke ønskede at indvie hende i sit syn. Dog var der noget han blev nødt til at vide, "du kan vel sagtens frembrygge en kærlighedseliksir, ik?" spurgte han så alligevel ind. Han måtte til bunds i dette her. Det var som om at han fuldkommen havde mistet interessen for hvad de egentlig lavede her. Selvfølgelig kunne hun lave en kærlighedseliksir, det var noget af det man lærte på skolebænken, og hun skulle jo -efter sigende, være temmelig dygtig til at brygge miksture sammen.
Han var tydeligvis ligeglad med hvor lidt mening dette emneskift måtte give for hende.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Det kom slet ikke bag på Olivia, at Hamish bare gav hende ret. Heldigvis sagde han ikke mere til det, så de kunne gå videre til den egentlige grund til, at de var der. Jo hurtigere de blev færdige, jo hurtigere kunne de komme hjem igen. Hun havde en hund derhjemme, som ventede på hende. Og hun gad ikke være sammen med Hamish.

Olivia var skrub forvirret. Hun havde lidt opgivet at følge med ham, når han fik sine små monolog-øjeblikke, men er følte hun, at det var relevant, at hun forstod det. De skulle jo faktisk tale om eliksirer, men hun var bare slet ikke med.
Da han så spurgte hende, om hun kunne brygge en kærlighedseliksir, blinkede hun et par gange. Hvorfor ville han dog vide det? Hun havde jo lige sagt, at de ikke ville kunne bruge det.
"Det kan jeg, ja. Men Hamish.. Vil du bruge det til undervisningen? Og hvordan?" Spurgte hun og kløede sig i nakken. Hun måtte ligne et stort spørgsmålstegn. Hun anede ikke, hvad hun havde i vente. Dun dun duuuuun!!!

[Hamish Hale McKenzie]

Interessen omkring den egentlige årsag til deres møde var forsvundet. Lige nu havde han nogle andre, og vigtigere, ting der skulle styr på.
Imens hjernen arbejdede var han begyndt at spankulerer op og ned af gulvet, ansigtet lå i dybe betænksomme folder. "Jeg vidste det! Det må være forklareingen!" Udbrød han, først lød han helt lettet, som havde han løst det største mysterium til dags dato. Dog gled ansigtet efterfølgende over i forvirring over at hun nævnte undervisningen, som kom det bag på ham at hun ikke kunne følge med. "Hvad? Nej selvfølgelig ikke, det ville være tåbeligt." Tilkendegav han med et øjenrul. Hvad i alverden skulle kærlighedseliksir dog have med afhøring at gøre.
"Nej, dette her er langt mere alvorligt!" Fortsatte han så og sendte hende et mistroisk blik. Egentlig var han ikke helt overbevist om at hun kunne finde på at hælde kærlighedseliksir i ham. Hun virkede for retskaffen, men ingen anden løsning gav mening. Han var stoppet op og stod lige nu og gloede uhæmmet på hende, som om han ikke helt kunne bedømme om hun var giftig.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde lidt opgivet at prøve at finde ud af, hvad han snakkede om, så hun sad egentligt bare og ventede på, at han skulle blive færdig. Det varede dog ikke længe, før han faktisk henvendte sig til hende, om det hun havde snakket om. Hun sukkede opgivende.
"Ja, det ved jeg, Hamish. Det er det jeg siger. Men hvis du ikke vil bruge det til undervisningen, hvorfor taler du så om det?" Spurgte hun og så spørgende på ham. Kunne han ikke bare komme til sagen, så de kunne komme videre?
Hun skulle lige til at få ham til at svare hende på en mere bestemt måde, da han pludselig kiggede meget intenst på hende. Hun rykkede sig en smule tilbage i stolen, imens hun kiggede på ham med et lidt skræmt blik. Hvad lavede han? Han skulle vel ikke til at kysse hende? Slå hende? Hendes hoved var totalt i kaos, og hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Til sidst fik hun nok.
"Stop, Hamish! Du gør mig utilpas. Hvad sker der med dig lige nu?" Spurgte hun, og blev pludselig bange for, at han skulle få et syn. Hun kendte ikke lige tegnene så godt endnu, men han så meget mærkelig ud i hovedet.

//Sidder selv med tilbagerykket hoved! Haha!

[Hamish Hale McKenzie]

Han betragtede hende stadigvæk med samme gennemskuende blik. ”Det er en gåde jeg har prøvet at løse omkring mit syn.” sagde han blot, som ville hun vide præcis hvad han snakkede om, skønt han på intet tidspunkt havde indviet hende i det han havde set.
”Jeg gør dig utilpas?!” Fnøs han vantro. Hvad i alverden skulle han så sige. Han anede ikke om hun havde tænkt sig at forgifte ham med kærlighedseliksir. Skulle han tænke helt rationelt så troede han faktisk ikke på at hun kunne finde på det, men hvilken forklaring kunne det ellers have være? Som om han nogensinde ville kysse hende frivilligt, hvorfor i alverden skulle han dog gøre det? Hun var irriterende og frustrerende, som hun altid gik der og smilede høfligt til alle, det var åndsvagt!
Efter den aften de havde snakket sammen, da han havde været fuld, var irritationen over hende begyndt som en underlig knude i maven. En knude der kun var vokset da de havde kysset i ministeriet under den forbandet mistelteen. Og nu var det næsten ulideligt for ham at være i rum med hende. Det var alt sammen hendes skyld! For hvis skyld skulle det ellers være?

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia sad blot og kiggede på Hamish, uden at sige noget. Hun anede simpelthen ikke, hvad hun skulle sige. De var ikke engang kommet i gang med det, de faktisk skulle i gang med, og nu stod han der og fablede om kærlighedseliksir og et syn. Havde han haft et syn om kærlighedseliksir? Ville han bruge det på en? Var han forelsket i en? Olivia vidste det ikke, men hun krympede sig en smule ved hans intense blik.
"Hvad for et syn?" Prøvede hun, imens hun satte sig lidt mere ret op. Hun var utilpas, men det burde hun vel ikke være? Hun kiggede på ham igen og blev helt bekymret for ham. Hun vidste godt, at han ikke havde det godt med at være seer, og selvom hun ikke kunne lide ham, så var der en del af hende, der havde lyst til at berolige ham. Og hvad var nu det for en side af hende??
"Lidt fordi du kigger på mig på den måde!" Sagde hun halvt i forsvar og halv i irritation. Hvorfor kiggede han på hende? De havde ikke tid til den slags. Men måske var der virkelig noget i vejen?
Olivia rejste sig roligt op, og uden at tænke over det, gik hun hen mod Hamish og lagde sin hånd på hans arm. Hun glemte et øjeblik, at han ikke kunne lide det.
"Hamish? Er du okay?" Spurgte hun og prøvede at virke beroligende. "Vil du have noget vand?" Olivia kendte ham ikke ret godt, så måske det her egentligt vat et tegn på, at han slet ikke var okay.

[Hamish Hale McKenzie]

Han burde nok have forudset at hun ville spørge ind til synet nu hvor han selv havde bragt det på banen, men han havde egentlig ikke lyst til at uddybe det. Overhovedet ikke faktisk. Tanken alene fik varmen til at skyde op i hans kinder og han så hurtigt væk fra hende i håb om at hun ikke bemærkede det.
”Hvilken måde?” Spurgte han skarpt, som havde han glemt alt om hun lige havde spurgt ind til hans syn. Igen vendte han sig bort fra hende og stod tænksomt og så lidt frem for sig, imens han forsøgte at samle sine tanker.
Denne tankestrøm blev dog hurtigt afbrudt idet han mærkede hendes hånd på sin arm. Dette gik ham til at fare en smule sammen, som havde hun brændt ham. ”Vær sød ikke at rør ved mig.” Bad han, lidt mere stilfærdig end før, som han havde gjort så mange gange før. Han hadede nærkontakten, han frygtede altid hvad den ville vise ham, skønt det for det meste kun skete når det var hud mod hud, frygtede han alligevel berøringen.
Den pludselige ændring i hendes toneleje fik ham også til at studse. Som var hun faktisk interesseret i han velbefindende. Det kunne vel næppe være tilfældet...kunne det?

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia vidste ikke rigtigt, hvordan hun skulle forklare det. Hvis han ikke selv vidste, hvordan han kiggede på hende, så kunne hun vel ikke rigtigt hjælpe ham, kunne hun? Hun overvejede det et øjeblik, men hans blik gjorde hende en lille smule frustreret, for hun forstod slet ikke, hvad der lige var sket.
"På den måde den.. Som om du ikke helt kan finde ud af, om jeg er et menneske eller en gulerod." Svarede hun, da det var hendes bedste måde at forklare det på.
Tydeligvis valgte han at springe let og elegant over hendes spørgsmål om hvilket syn, og hun valgte ikke at spørge ind til det igen. Det måtte ikke være rart at se den slags. Hun huskede alt for tydeligt, da hun havde fundet ud af, at han havde set hende blive overfaldet. En gysen fór igennem hende ved tanken om det, og hun rystede det af sig. Hun nægtede at tænke på det. Hun vendte tilbage til Hamish, og hun blev helt forskrækket, da det gik op for hende, at hun havde rørt ved ham. Hun havde glemt, at han ikke kunne lide det, men hun ville jo bare gerne hjælpe.
"Undskyld." Sagde hun og slap ham hurtigt igen. Hun trak vejret lidt hurtigere, for det var meget følsomt for ham at blive rørt, og hun hadede faktisk lidt sig selv for at glemme det.
"Hamish, det er jeg virkelig ked af. Jeg glemte det. Du virker bare så.. Jeg ved det ikke." Måske han faktisk var okay, men at han bare tænkte. Men han sagde jo ikke rigtigt noget. Han talte om et syn, og så kiggede han på hende på en meget underlig måde. Pludselig gik noget grusomt op for hende. Var det et syn om hende? Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Hun mærkede panikken fylde kroppen og tårerne fyldte hendes øjne.
"Har du..fået et nyt syn om mig?" Spurgte hun hæst. Ville der ske noget med hende igen? Noget med en kærlighedseliksir. Ville nogen bruge sådan en på hende og så gøre det ved hende, som allerede var blevet gjort. Vejrtrækningen blev til en hyperventilering.