Just whistle while you work! (Medmindre det er med Hamish)

[Hamish Hale McKenzie]

I et par meget lange sekunder gloede han bare på hende som om en ekstra arm var vokset frem på hende. Med andre ord, med præcis samme blik som hun lige havde beskrevet. "Det er da en underlig ting at sige. Selvfølgelig ved jeg godt du er et menneske. Gulerødder er mere...orange." Kommenterede han, som havde hun ment det i dyb alvor. Før hun kunne forklare yderligere, viftede han hende dog lidt af med den ene hånd, imens han atter lagde sit ansigt i dybe tænksomme folder.
Han betragtede hende indgående. Hun lignede en der var oprigtig ked af at hun havde overtrådt hans grænser. Han sukkede dybt, "det...er okay." Mumlede han så og slog blikket lidt væk fra hende, imens han selv førte hånden over det sted hun lige havde rødt ham. Det fik en underlig og uvelkommen varme til at sprede sig i hans indre.
Hendes direkte spørgsmål, fik ham dog meget hurtig til at flytte de isblå øjne til hende igen. De løb over hendes ansigt for at lede efter spor om han burde sige noget eller holde det for sig selv. Han ville helt klart foretrække at holde det for sig selv, men hun virkede pludselig bange, og det kunne han egentlig ikke bebrejde hende efter de ting hun havde været igennem. "Jeg har...haft et syn." Sagde han så en smule tøvende, "men jeg kan forsikre dig om at det ikke kommer til at ske." Han lød meget sikker i sin sag som han sagde dette. Han følte sig sikker. Han ville aldrig give efter for så animalistiske drifter. Han var trods alt i kontrol. Altid.
På trods af sikkerheden i hans toneleje, var der et spor af tvivl i de blå øjne. Han havde aldrig oplevet et syn der ikke var gået i opfyldelse, ikke af hvad han vidste i hvert fald, men én gang skulle vel være den første.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia trak en lille bitte smule på smilebåndet, da han kommenterede på hendes forklaring af hans blik. Det kom slet ikke bag på hende, at han havde taget det så seriøst, ej heller at han sagde, at en gulerod var mere orange, end hun var. Det var hun nu alligevel glad for, når det nu kom til stykket. Det ville være ærgerligt, hvis folk synes hun var så orange.
Det kom en lille smule bag på hende, at han tog det så roligt, at hun lige havde rørt ved ham. Ikke, at han var rolig, men hun havde forestillet sig, at han ville være blevet sur på hende, nu hvor hun jo godt vidste, at han ikke kunne lide at blive rørt ved. Hans toneleje overrasket hende, og hendes mave slog knuder om sig selv. Pludselig stod der en nogenlunde følsom mand foran hende, og det kunne hun slet ikke finde ud af. Hun så ikke, hvordan han rørte sin egen arm, for hun var alt for forvirret til at registrere ret meget lige nu.

Olivia var begyndt at få det meget varmt. Hun frygtede, at han havde haft et nyt syn om hende. Da han så sagde, at han havde haft et nyt, gjorde hun store øjne. Tårerne fortsatte med at trille og hendes voldsomme vejrtrækning stoppede. Hun var næsten i choktilstand. Det hjalp absolut ingenting, at han sagde, at det ikke ville ske.
"Er du da ofte ude for, at det ikke sker?" Spurgte hun stille, men hun var på ingen måder rolig. Hun var rædselsslagen.
"Hamish, du er nødt til at fortælle mig, hvad der sker. Er det den samme, der gør det? Bliver jeg....igen?" Hun kunne slet ikke få ordet over sine læber. Det var alt for grusomt at tænke på. "Fortæl mig det!!" Næsten råbte hun pludselig, imens hendes vejrtrækning blev øget endnu engang.

[Hamish Hale McKenzie]

Det der forvirrede den unge professor mest ved hendes berøring, var at der var et eller andet fortrøsningfuldt i det. Og ne lille bitte del af ham. Dybt dybt inde, kunne faktisk godt lide kontakten. Som om det vækkede noget fra et fjernt minde om hvordan det føltes at blive kærtegnet. Han skubbede dog hurtigt alt dette til side. Den dør skulle ikke åbnes! Han gjorde alt for at holde følelsesmæssige aspekter ude af hans hverdag. Det slørede hans dømmekraft og det endte aldrig godt! Ikke for ham i hvert fald.
Alligevel havde han ikke kunne få sig selv til at hæve stemmen over det. Som var den mere bønfaldende afvisning, egentlig mere end bøn om at hun ikke skulle fjerne sig. I hans lille komplekse sind. Hvad i alverden var der galt med ham? Dét latterlige syn havde ødelagt ham! Han måtte til at tage sig sammen, så han rømmede sig og rankede ryggen en smule. Blikket der i hans betænksomhed havde sænket sig til gulvet, blev nu atter hævet og rettet mod hende, skarpt og uigemtrængeligt som fatningen blev genfundet.
Hendes tristhed havde også en irriterende effekt op ham. Han prøvede at hårdfører sig selv. Imens han gentog for sit indre; den dør skal ikkeåbnes, den dør skal ikke åbnes. Igen rømmede han sig, "Nej. Ikke så vidt jeg ved." Indrømmede han og mærkede kinderne brænde en smule, så han flyttede blikket fra hende og gik over mod vinduet. En smule tomt stirrede han ud på det triste vejr, mest fordi han ikke anede hvor han ellers skulle kigge hen. Han var ikke god til at trøste folk. Det var først da hun råbte at han blev revet ud af sin dybe tankegang og reagerede med et sæt, som en skærmt lille dreng. Men igen blev fatningen hurtigt genvundet. Han sank hårdt, "Nej du bliver ikke....voldtaget!" Sagde han næsten med foragt i stemmen. Synet havde jo været med ham selv og den slags kunne aldrig falde ham ind! Men altså al form for intimt kontakt...elller kontakt i det hele taget...ville aldrig falde ham ind. "Jeg havde et syn...om os." Endte han så med af afsløre, mod sin bedre overbevisning.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var i syv sind lige nu. Hun var utroligt bange for, at der skulle ske hende noget igen. Det var hun ikke sikker på, at hun ville kunne klare. Siden det var sket, havde hun kæmpet med at blive bedre til besværgelser, for hvis noget skete igen, ville hun måske være bedre forberedt. Thomas havde trænet med hende, og hun var blevet en del bedre, men der skulle heller ikke så meget til faktisk. Olivia kiggede på Hamish. Han var helt anderledes, end han plejede at være, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle tage det. Mest fordi hun ikke rigtigt forstod, hvad der foregik. Hun fik små tics ved øjet og ved næsen, da han bekræftede hende i, at han ikke havde oplevet syn, der ikke var sket. Hun prøvede at trække vejret stille og roligt, men det var umuligt. Det gjorde det bestemt ikke bedre, da han sagde ordet. Voldtægt. Hun trådte automatisk et skridt tilbage, som var hun blevet slået i maven. Det ord var ikke blevet sagt højt i nærheden af hende i lang tid. Men da det så gik op for hende, at det ikke var det, synes handlede om, kiggede hun lidt mere roligt hen på ham. Hun var stadig forvirret og hendes puls var stadig højere, end den burde være, da hun lige skulle falde ned.
“Gør jeg ikke?” Det var en lettelse, hun slet ikke kunne beskrive. Hun skulle lige til at skælde ham ud, for at gøre hende så bange, selvom han helt sikkert ikke havde ment det sådan, men hun nåede det ikke. Han fik sagt, at synet handlede om dem. Olivia stod og stirrede på ham med store øjne. Hvad skete der med dem? Hun havde 1000 spørgsmål inde i hovedet, men ingen af dem kom ud. Hun kom pludselig i tanke om hans fablen om kærlighedseliksir. Hun spærrede øjnene op og kiggede hen på ham.
“Hamish.. Du tror da vel ikke, at jeg kunne finde på at bruge en kærlighedseliksir på dig, gør du?” Hun lød ikke som en der foragtede tanken, fordi det var ham, men fordi det var for grusomt at gøre.
“Er det det dit syn går ud på?” Spurgte hun og gik forsigtigt hen mod ham, imens hun så lidt bekymret ud.

[Hamish Hale McKenzie]

Det gik op for ham hvor meget han stressede Olivia ud lige nu. Normalt ville han have bidt af hende, irriteret over at hun ikke fangede hvad han prøevde at fortælle hende, skønt han ikke havde givet hende noget at arbejde med. Dog, grundet omstændighederne, tvang han sig selv til at forholde sig nogenlunde rolig. Efter Hamish-standart altså.
Han forsikrede hende derfor med et lidt roligere, ”nej.”
Det var bare så svært at forholde sig rolig i denne situation. Han kunne ikke helt få sig selv til at kigge på hende for længe af gangen. Primært fordi han på ingen måde var god til at trøste folk. Han anede ikke hvordan han skulle forholde sig. Han vidste at mange valgte at give et fortrøstningsfuldt kram, men det var udelukket for ham.
Spørgsmålet fik ham dog til at kigge på hende med et blik der afslørede, at det var præcis hvad han havde haft hende mistænkt for. Dog havde han kort efter slået fast at det ganske simpelt ikke var muligt. Den slags ville hun ikke gøre. Hun var for god af sig.
Blikket blev hvilende på hende i nogle lange sekunder som hun langsomt kom tættere på ham. Han så tænksom ud, men sagde så. ”Jeg er ikke sikker.” Sagde han så og sukkede derefter dybt som han frustreret kørte en hånd gennem de sorte krøller. ”Eller det var ikke, som sådan en kærlighedseliksir..det tror jeg i hvert fald ikke..” Mumlede han så og så næsten flov ud som han igen lod blikket glide rundt til alle andre retninger end hendes.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia faldt langsomt ned igen, og hun tørrede sine øjne i sin trøje. Hvor var det dog irriterende, at hun endnu engang havde grædt foran ham. Det var dog bare en episode som hun havde svært ved at glemme og komme over, og hun var så bange for, at det skulle ske igen. Og det hjalp ikke, at Hamish havde set det, og nu åbenbart havde haft et syn mere, som omhandlede hende. Hvorfor skulle hans syn omhandle hende? Det gjorde bare deres bekendtskab endnu mere akavet, end det var i forvejen.
Olivia prøvede at tyde hans blik, som han kiggede på hende. Havde han hende mistænkt for at ville gøre det? Olivia var totalt forvirret over alt det her, og hun var stadig ikke sikker på, at hun forstod, hvad synet gik ud på. Hun gik endnu tættere på ham, men ikke for tæt, for det var der ingen af dem, der kunne lide.
"Hamish. Fortæl mig, hvad der sker." Sagde hun med en bestemt tone. Hun ville gerne være forberedt. Især hvis nogen prøvede at ruge en kærlighedseliksir mod dem. Kunne det være Thomas? Ej så lavt ville han ikke synke. Hvorfor skulle han dog også gøre det? Hun kiggede på Hamish med sine brune øjne og prøvede at finde hoved og hale i, hvad han tænkte på. Hun følte, at hans syn var virkelig akavet, men hun anede ikke, hvad hun skulle tro. Hun havde en underlig trang til at tage fat i ham igen, men hun lod være.

[Hamish Hale McKenzie]

Pludselig blev han ramt af en let irritation over at han ikke kunne formå at trøste folk. Det var mærkeligt for det havde aldrig generet ham før. Tvært imod. Hans kyniske fremtoning fik ofte folk til at gå før de brød sammen foran ham, og hvis de endelig gjorde, rørte det ham normalt ikke, fordi han syntes den salgs var barnligt. Det hjalp jo ikke at sætte sig og tude! Men noget havde pludselig ændret sig, og han kunne ikke sætte en finger på hvad.
Hun kom tættere på og han sank en klump, men modstod trangen til at træde tilsvarende skridt tilbage.
Det var næsten et år siden han havde haft synet og han havde gjort alt for at undgå hende lige siden. Kysset havde ændret alle spillereglerne på en måde som han ikke kunne forstå og ikke helt turde sætte sig ind i. Han rømmede sig og så væk imens han mærkede kinderne brænde. Rødmede han? Hvad i alverden var der galt med ham, det her var jo latterligt!
”Det skete da vi...da du kyssede mig til julefrokosten.” Han rettede lige sig selv, som var det vigtigt for ham at det var hendes skyld. Han skævede en smule usikkert tilbage til hende. Var det bare ham eller var der pludselig meget varmt herinde? ”Vi øhm...der skete noget imellem os.” Ham der ellers aldrig holdt igen med sin munddiarré, kunne pludselig ikke finde de rette ord. Han var flov og usikker. Måske endda nervøs for at hun ville håne ham eller give ham skylden for det.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia var ved at komme til sig selv igen, for nu havde han da sagt, at ingen ville gøre hende noget. I hvert fald ikke det. Men der var alligevel noget ved hans fremtoning, der bekymrede hende. Det havde ikke været svært for ham at fortælle hende, at han havde set hendes overfald, men det her kunne han ikke engang få sagt. Bevares, han var fuld første gang, men alligevel. Hvordan kunne det være så svært at få ud, hvis det ikke var som det sidste syn.
Det ramte hende på en måde som et slag i ansigtet, da han sagde, at det var sket, da hun kyssede ham. Hun havde haft en fornemmelse af, at der var sket noget dengang, og det var også en af grundende til, at hun fakede en besvimelse. Den største grund var, at hun selv var ved at gå lidt i panik, selvom det havde føltes anderledes end hun havde forventet. Det var som om det var panik blandede med.. ikke panik? Hun rystede tanken af sig, da hun ikke anede, hvad hun havde følt. Men mindet ramte hende i ansigtet og hun stod bare og så på ham. Ja, hun havde kysset ham.. på grund af en mistelten.. Og fordi folk forventede det.. Hun sagde dog ikke noget nu. Der var ingen grund til at diskutere, hvem der kyssede hvem eller hvorfor. Hun betragtede ham, imens han prøvede at få det ud. Det gik også op for hende, at de stod ret tæt. Hun havde forventet, at han ville rykke sig væk, så snart hun kom tæt på, men det gjorde han ikke. Var det så slemt, det der var sket i hans syn, at han ikke tænkte over situationen han stod i nu?
Da det pludselig kom frem, stod hun bare og stirrede på ham. Det havde virket til, at det var det, han havde antydet til med den eliksir, men det lød bare så absurd, da han endelig fik det frem. Hun kunne slet ikke fatte det. Det kom meget bag på hende. Et underligt sus for gennem maven på hende, og hun begyndte at føle sig lidt svimmel. Hun antog bare, at det var fordi hun var ved at gå lidt i panik om tanken om nærkontakt så intimt. Hun trak vejret dybt og kiggede roligt på ham. Eller så roligt, som hun nu kunne.
"Hamish.. Jeg ved godt, at du siger, at dine syn altid sker.. Men jeg kan forsikre dig om, at det her ikke kommer til at ske." Hun prøvede at virke så beroligende som muligt. Ikke kun for hans skyld, men også for sin egen. Hun ville heller ikke have, at det skulle lyde som en kold afvisning, for det var ikke det, der var det store problem. Bevares, hun havde ikke lyst til at være sammen med Hamish. De kunne jo knap nok være i samme rum, uden at de vrissede af hinanden. Dog var der en anden grund. En mere væsentlig grund.
"Jeg kommer ikke til at have den slags forhold til nogen. Det er jeg ret sikker på, og vi ved begge hvorfor." Sagde hun lidt stift. Det var ikke rart for hende at tale om. Det var akavet og virkelig personligt for hende. Hun måtte ud.
"Jeg tror ikke, vi får mere ud af vores arbejde i dag. Jeg liver nødt til at gå." Sagde hun med en klump i halsen. Hun trådte væk fra ham, lidt modvilligt, og pakkede sine ting sammen, som næsten ikke engang var pakket ud. Så vendte hun sig for at gå hen mod døren, men i stedet kiggede hun hen på ham med sine brune øjne.
"Tænk ikke over det. Det virker måske til, at det ikke er alt, der kommer til at gå i opfyldelse." Sagde hun lidt naivt. Hun rakte ud efter ham som en refleks, men inden hun rørte ham, stoppede hun sig selv og trak sin hånd tilbage. "Vi ses." Sagde hun så og nærmest flygtede ud ad døren, selvom der var en del af hende, der havde lyst tul at blive. Men det var bare for akavet og underligt. Dem sammen? Hun forstod ingenting.

//Out