Phantom of Hogwarts

[Kara O’Callaghan]

DATO: Mandag Oktober 2057  

TID: Formiddag

STED: Forvandlingslokalet, Hogwarts 

VEJR: Regnvejr og torden

PÅKLÆDNING: Her

TAG: Meghan Marsters

---

Kara sad i Forvandlingslokalet, og ventede på at timen skulle starte. Som altid var hun i god tid, og siden det var den første time denne dag, så var hun der et kvarter før timen skulle starte. Hun sad og bladrede i denne årgangs forvandlingsbog, mens hun drømte om at blive voksen og dygtig. Og måske også blive en animagus engang? Det håbede hun da virkelig på! Virkelig, virkelig meget. Det kunne være sejt! Det ville være vanvittigt sejt at kunne forvandle sig til et dyr.

Især hvis man som Kara drømte om at blive Professor i Forvandling ligesom Professor @carol , som underviste i dette fag på Hogwarts. Og selvom Professor Bryce var lidt mærkelig, så var hun flink nok. Og meget fair, når hun gav karakterer.

Som hun sad der, mærkede hun kulde krybbe ned af hendes rygsøjle, og vendte sig om. I døren stod Meghan Marsters. Alle sagde at hun var lidt sær, og der var et eller andet ja, mørkt over hende. Det var mystisk, men skræmte de fleste væk. Der var kun en plads tilbage, og det var den der var ved siden af Kara. Det fik Kara til at gyse, men hun plastrede et stort smil på læberne, og nikkede til pigen.

[Meghan Marsters]

Skønt Meghan selv var i god tid, var pladserne allerede optaget da hun nåede frem. Hun sukkede tungt og kastede et lidt stjålent blik mod hendes yndlingsplads i det allerfjerneste hjønre af lokalet, som lige nu var optaget af en mindre drengegruppe.
De blå øjne scannede atter de forskellige pladser for så at lande på, hvad der lod til, at være den eneste ledige plads. Hun smilede lidt forsigtigt til pigen før hun satte sig på pladsen. Kara O'Callaghan. Meghan kendte navnene på de fleste af sine klassekammerater, skønt hun ikke rigtigt snakkede med nogen af dem. Hun sagde ikke noget, men begyndte lidt stilfærdigt at hive sine bøger frem.
Selvom Meghan måske ikke ligefrem hørte til blandt de populære elever, så nødt hun sin gang på Hogwarts. Det var langt bedre end det børnehjem hun kom fra. Her var hun mere fri, og fik rent faktisk lov til at bruge sin magi. Skønt det ikke opløste den ophobede magi der var samlet i hende efter mange års undertrykkelse, synes hun alligevel at det hjalp en smule, skønt skaden var sket. Hun var en obscurus det kunne ikke ændres. Ikke hende bekendt i hvert fald.

[Kara O’Callaghan]

"Hey." Kara gav Meghan et kort nik, og hev sin egen bog hen imod sig, som hun begyndte at betragte siderne i et forsøg på at finde ud af, hvad de mon skulle lære i dag. Det var selvfølgelig umuligt for hende at gætte, men hun kunne godt lide at prøve alligevel. Hun var trods alt lidt af en stræber, når det kom til stykket.

Og så sagde Kara ikke så meget mere, for der kom Professor Bryce ind af døren. Hun virkede rimelig fattet - for en gangs skyld -, som hun gik frem mod katederet, og satte sig bag bordet.

// Er det ok, at jeg smider Carol ind i tråden engang imellem, når det passer, Viggs? //

[Meghan Marsters]

Hun gengældte hilsnen med sin egen lille, næsten uhørlige ”hey.” Endnu et forsigtigt smil meldte sig før hun rettede blikket imod tavlen.
Et tordenskrald lød i det fjerne og fik det til at give et lile sæt i Meghan som rettede de blå øjne mod vinduerne hvor regnen heftigt trommede mod ruderne. Det så koldt og trist ud udenfor.
Hun skuttede sig lidt og trak skolekappen lidt tættere omkring sig. Hun havde ikke været vandt til at bære skoleuniform der hvor hun kom fra, men havde ret hurtigt vendt sig til det. Der var noget let i ikke at behøve at skulle tage stilling til hvad man skulle have på om morgenen.
Efter lidt trådte professor Bryce ind i lokalet. Meghan fulgte hende med et nysgerrigt blik, spændt på, hvad dagens opgave mon ville lyde på.

// ja selvfølgelig

[Deleted]

Carol var på vej mod sit klasselokale, men hun var måske en liiiiille smule for sent på den. Hun havde haft travlt med et glas af sin bedste whiskey, da det pludselig gik op for hende, hvad klokken var, og så styrtede hun af sted! For at sætte farten op, var hun sprunget frem i sin animagusform: En mankeulv. Og så styrtede hun ellers bare op af trapperne, så hurtigt hendes fire ben kunne bære hende.

Lige ude foran klasselokalet skiftede hun tilbage til menneskelig form, og glattede sit viltre hår. Så trådte hun indenfor, og gik gennem lokalet frem mod katederet. Hun følte sig en lille smule forkvalmet lige nu. Det var ikke godt at løbe så hurtigt, når man havde whiskey splashende rundt i maven. Det var helt bestemt en virkelig dårlig idé hun havde fået der. Selvom hun som professor selvfølgelig heller ikke kunne komme for sent. Især ikke, når det var hende der skulle undervise!

Så hun satte sig bag katederet, og så ud over eleverne. Hun tog en tår af sin lommelærke, før hun skævede til uret. Hun havde nået at være her tre minutter før, at timen startede. Det måtte være en ny rekord! Altså den tid det havde taget hende at komme fra sit kontor til klasseværelset.

"Godt elever!" startede hun med, og klappede i hænderne to gange, som hun rejste sig fra stolen igen. Eleverne tav så snart hun talte, det plejede de i hvert fald, så hun var godt tilfreds. Eller næsten alle tav. En enkelt dreng sad og snakkede med en anden dreng, som tydeligvis forsøgte at tysse på ham.

"Mr. Figgens vær sød at tie stille, så de andre elever rent faktisk kan få gavn af min undervisning. Jeg ved godt, at du ikke er interesseret, men det er de andre måske," bekendtgjorde ham, og det lukkede effektivt munden på ham.

"Nu hvor Mr. Figgens er gået med til at lade jer høre, hvad jeg har at sige, så vil jeg fortælle jer, hvad vi skal lave i dag." Hun tog en dybindånding, og fortsatte så: "For i dag skal vi arbejde med det der kaldes 'switching'. Er der nogen i dette lokale, som kan fortælle mig, hvad 'switching' går ud på?"

Igen så hun ud over klasselokalet, og ventede på, at nogen rakte hånden op.

[Kara O’Callaghan]

Kara sad og så forventningsfuldt på Professor Bryce, som satte sig ned bag katederet og tog en tår af lommelærken. Der gik mange rygter om, hvad der i det hele taget var i Professorens lommelærke, men hvad der var sandt og hvad der var fiktion, var der ingen der vidste. Kara havde da selv tænkt over det, men ikke ligefrem spekuleret sig til invalid over det om aftenen. Drengene i klassen mente, at det var polyjuice eliksir. Det var et rygte som en elev fra en anden årgang - Raphael Kovinsky - havde spredt, og det hang altså ved.

Hun grinede med de andre elever, da Mr. Figgens blev irettesat, men forholdt sig ellers stille og lyttende. Da hun hørte Professor Bryce snakke om 'Switching', så skyndte hun at bladre i sin bog. Så vidt hun vidste, så var det ikke noget hun havde hørt før - lige umiddelbart - men måske hun havde overset det i læsningen til i dag? Snart efter fandt hun det på en helt anden side - hun var en hurtig skimmer - og rakte hånden op.

Så gav hun Meghan en albue i siden, og pegede ned i bogen, hvor definitionen stod. En klar opfordring til, at Meghan også skulle række hånden op. Nok gik de ikke på samme kollegie, men derfor kunne man godt hjælpe andre alligevel. Desuden virkede det som om, at Meghan generelt havde det svært, selvom Kara ikke helt kunne finde ud af, hvor 'det svære' lå hende for pigen.

[Meghan Marsters]

Meghan sagde ingenting til professoren det kom hastende ind i lokalet. Hun sendte dog sidekammeraten et sigende blik, som hun bag katederet dog en slurk af noget, de nok ikke skulle regne med var græskarjuice.
Hun sagde dog ingenting, men valgte i stedet blot at iagttage det lille optrin, som ikke varede mange sekunder. Meghan havde ikke den allerstørste kendskab til de forskellige magiske udtryk, hun havde trods alt brugt det meste af sit liv til at undertrykke denne side af sig selv, hvilket havde givet alvorlige konsekvenser.
Dog gav hun sig til at bladre lidt frem og tilbage i skolebogen i håb om at finde hvad hun havde brug for.
Albuen i siden efterfulgt af den pegende finger, oplyste hurtigt den unge løvinde om hvad ordets betydning indebar i det magiske aspekt. Hun smilede skævt til sidemanden -eller rettere -kvinden, og mimede et “tak”.
Hun følte sig dog ikke helt tilpas nok til selv at række hånden i vejret, i stedet kiggede hun op mod professoren. De isblå øjne hvilede afventende på denne, hun håbede bare ikke at de ville skabe øjenkontakt for det ville ikke være første gang Meghan blev sat til at give et svar skønt hun ikke havde hånden i vejret.

[Kara O’Callaghan]

Kara rullede øjne af sin sidekammerat, og rakte så selv hånden op. Meghan måtte da selv om, om hun ville skaffe sit kollegie point eller ej. Det agtede Kara i hvert fald at gøre, når pigen ikke ville. Der fik hun et nik fra Professor Bryce, og hun rømmede sig, før hun begyndte at forklare.

"Switching er en form for magi, som lader to genstande bytte plads. Således at hvis jeg har et blækhus på bordet, og Meghan har et æble i hånden, så kan jeg bytte om på de to ting. Disse to ting vil derefter muligvis have samme konsistens som før, an på heksen eller troldmandens evner, når besværgelsen kastes," forklarede hun muntert, og skævede til Meghan. Det at hun nævnte pigen, fik alle de andre elever til at kigge på dem. En opmærksomhed som Kara selv var ret tilpas i.

[Deleted]

"Ganske rigtigt unge Frøken O'Callaghan!" kom det næsten begejstret fra Carol, som hun klappede hænderne sammen, for at få elevernes opmærksomhed igen. Hun var ikke just den mest opmærksomme underviser, og ros blev kun givet, når det var fortjent. Og det var det altså i det her tilfælde.

"Gå sammen med din sidemakker, find hver en genstand frem og gå i gang med at øve at få dem til at bytte plads!" skyndte hun på dem, før hun satte sig bag katederet og tog endnu et slurk af sin lommelærke.

[Meghan Marsters]

De himlende øjne fik omgående Meghans smil til at fordufte. Hun havde ikke de allerbedste sociale egenskaber, på børnehjemmet blev hun altid drillet fordi hun var sær, og de himlende øjne var dermed ikke noget nyt for hende.
Roligt lænede hun sig lidt tilbage på stolen og gav sig til at tegne små kruseduller i hjørnet af sit pergament med fjerpennen skønt hun stadigvæk lyttede efter hvad sidemanden forklarede.
Hun mærkede folks blikke vende deres retning og gled langsomt lidt mere ned på stolen. Hun hadede at være i centrum.
Hun så først op igen da opgaven blev givet. Hvorfor lige gruppearbejde. Hun skar en grimasse og lod så de blå øjne mødes med Karas på ny. ”Okay så, hvad tænker du vi skal bruge?” Hendes stemme var mild, næsten uhørlig. Problemet var at hun var meget usikker i sin magi. Hun havde altid ufattelig svært ved at styre den, da det var nyt for hende overhovedet at snakke om den fandtes, hvilket også var grunden til den mørke magi hun havde fået skabt indeni.

[Kara O’Callaghan]

Kara nikkede interesseret, som hun lyttede til Professor Bryce fortælle og forklare. Hun smilede stolt, fordi hun havde haft ret i hvad hun havde sagt. Rosen gled som smør udover en majskolbe henover hende, og gjorde hende helt varm indeni. Hun kunne bestemt godt lide at have ret. Det gjorde hende glad, at hun udførte sin opdage som elev så godt, at hun fortjente ros. Det var bare mega rart!

"Hmm..." Hun så sig rundt på bordet, mens hun tappede med fjeren i enden af fjerpennen mod sin underlæbe. De havde ikke ligefrem ret mange ting på bordet, og det skulle gerne være noget, som de kunne undvære, hvis det gik galt. Derfor duede det ikke at bruge deres bøger fx. En fjerpen måske? Den kunne da undværes.

"Hvad med en fjerpen og..." Hun rodede i lommerne på sin kappe, og trak en kam frem. "Og den her?"

[Meghan Marsters]

Meghan rettede sig en smule på stolen og så interesseret som Kara fremdrog fjerpen og en kam. Det lod til at være gode begynder genstande. Hun rømmede sig en smule og fandt tryllestaven frem. Den føltes stadigvæk uvant i hænderne, hun havde hørt mange snakke om at tryllestaven var som en forlængelse af deres arm. Den connection havde hun slet ikke til den. Hun følte sig faktisk næsten altid lidt småkriminel når hun brugte magi, fordi hun altid havde lært at den slags var farligt.
Hun rømmede sig igen og trak ærmerne en smule op så de sortmalede negle kom til syne. ”Jeg må lige advare dig, jeg er altså ikke så stærk i magisk kunnen.” Hun ville nødig komme til at gøre noget forkert der kunne skade sidemanden. ”Vil du først?” Hun så spørgende på Kara igen. Om ikke andet kunne det trække tiden lidt længere før hun selv skulle gøre brug af magi.

[Kara O’Callaghan]

Kara så mellem de to ting, og forsøgte at få styr på selve besværgelsen. Hun genlæste de ord hun skulle sige, og tjekkede ud hvordan hun skulle bevæge sin stav. Det gjorde hende en smule usikker, at hun skulle gøre det her sammen med Mærkelige Meghan. Især fordi der var et eller andet nærmest uhyggeligt over hende. Noget mystisk og mørkt ved hende. En følelse og fornemmelse, som hun ikke kunne komme sig over.

"Du vil ikke starte?" spurgte hun hende med hovedet tiltet let på skrå. Hun rynkede panden, men nikkede så, da hun så Meghans udtryk, som var næsten skræmt.

"Okay, så lad mig-" Hun løftede sin stav og rømmede sig. Så pegede hun på kammen, lukkede øjnene og mumlede: "Skift plads!"

Så turde hun åbne øjnene, og så på det der før havde været en kam. Det var nu en fjerpen, men da hun rakte ud og mærkede, så føltes det stadigvæk som en kam. Teksturmæssigt altså. Det var meget mærkeligt, men hun havde vidst gjort det rigtigt. Så skubbede hun fjerpenen over mod Meghan.

"Så er det din tur. Skift den tilbage igen," nærmest beordrede hun hende, og pegede på fjerpenen.

[Meghan Marsters]

Meghan var faktisk ikke helt klar over hvad folk kaldte hende bag hendes ryg, men det gav nok ret god mening. Hun var lidt en særling, selv på et sted fyldt med magikere, passede hun ikke hundrede procent ind.
Hun rystede hurtigt på hovedet da Kara spurgte hende om hun ikke ville starte. Det ville hun bestemt ikke. Faktisk ville hun langt hellere slippe hvis hun kunne.
Afmålt så hun til, som den anden mestrede opgaven. Nysgerrigt rakte hun ud efter fjerpennen Kara havde skubbet frem mod hende.
Den føltes meget mærkelig at røre ved. Som var det stadigvæk en kam, men uden at være det. Brynene blev let rynket ved denne misvisende sanseoplevelse.
Først da Kara, i en let beordrende tone, bad hende om at gøre det samme, flyttede hun de blå frygtsomme øjne imod hende. Hun sank tydelig utilpas i situationen. "Ja, okay." Svarede hun usikkert. Tryllestaven blev rettet imod fjeren, og med hamrende hjerte mumlede hun, besværgelsen, men i stedet for at fjeren blev forvandlet tilbage til kammen, begyndte en sort røg at sive ud af hendes tryllestav. Den blev mere vedvarende, og Meghan måtte sætte den anden hånd på tryllestaven for at stå imod.
Da dette heller ikke lod til at virke, slap hun i stedet staven, hvilket ligesom afbrød forbindeslen. Hun fik selvkontrol og røgen forsvandt i en sivende sky. Heldigvis havde det ikke været så slemt som hun havde oplevet de første par gange hun havde forsøgt sig at udøve magi, der havde hele klasseværelset været opslugt af den mørke røg-agtige substans, til en professor var i stand til at inddæmme det. Denne gang havde hun nået at stoppe, så det forhåbentlig kun var Kara der havde bemærket det. Hun sukkede frustreret. "undskyld," mumlede hun og fokuserede på at få sin hjerterytme ned i normal takt igen. Et trick hendes adoptivfar Abraham Maximorff havde forsøgt at lære hende. Problemet var, når hun mistede kontrollen over sin magi, kunne det have store konsekvenser, især hvis hun samtidig mistede kontrollen over sig selv. Det havde hun heldigvis aldrig prøvet, fordi hun følelsesmæssigt var ret velafbalanceret og optimistisk. 

[Kara O’Callaghan]

Kara smilede opmuntrende til Meghan, hvis tur det nu var blevet. Hun nikkede i retning af fjerpennen, men ikke før hun også selv havde mærket på den. Udseende og følelsen af pennen var så forskellige fra hinanden som noget kunne være. Selvom det lignede en fjerpen, og man ville forvente at røre ved noget som føltes som en fjer, så var det som om, at hun rørte ved en kam. Den var plastikagtig og havde 'tænder'. Faktisk var hun ikke i tvivl om, at hvis hun lukkede øjnene, så ville hun kunne overbevise sig selv om, at hun rørte ved en kam. Så virkelig var følelsen.

Men hun kunne ikke andet end at måbe, da sort røg begyndte at sive ud af pigens tryllestav. Med store øjne og åben mund så hun til, mens der kom mere røg.

"Hva... hva' skete der?" spurgte hun noget usikkert. Det var ikke ligefrem fordi, at hun havde forventet, at Meghan ville lykkes med det i første forsøg, men hvor pokker den røg kom fra, det kunne hun altså ikke gennemskue. Den pige blev altså bare mere og mere mærkelig, jo mere hun lærte hende at kende. Det var dybt underligt.