I'm Sorry My Child

[Delphine Modeste St. Martin]

DATO: Juli Søndag 2057

TID: Eftermiddag

STED: Delphine's lejlighed, York, England

VEJR: Regnvejr og gråt

PÅKLÆDNING: Her

TAG: Elise Maude St. Martin

---

Delphine sad i køkkenet og ventede på, at Elise kom hjem. Hun var ude med nogle venner, og det havde passet Delphine ret godt. Hun havde brugt hele dagen på at tude sine øjne ud i sin seng hele dagen. Men nu måtte hun tage sig sammen. Datteren kom snart hjem, og hun måtte være voksen. Sorgen måtte vente, og så måtte hun tude videre, lydløst, når Elise var gået i seng igen.

Hun sad der i et par beige bukser med snørebinding, en sort nattop og en cardigan over skuldrene i samme farve. Hun havde ikke kunne tage sig sammen til at klæde sig ordentligt, fordi hun var så sørgmodig og ovenud ked af det. Normalt havde hun haft en strøget skjorte på, og en pencil-nederdel og meget gerne også et par hæle, men her sad hun med bare fødder og i nattøj. For helt ærligt så anede hun ikke, hvordan hun skulle komme igennem dagen. Og den næste. Og den næste.

Med et suk tog hun en tår af sin kaffe. Hun ville ikke drikke sig fra sans og samling - sådan som hun havde lyst til - så længe Elise var hos hende. Det måtte ske, hvis det skete, når hun skulle være hos Blanche.

[Elise Maude St. Martin]

Outfit

Efter flytningen til England havde Elise fortrudt alt. Hun hadet det allerede, og selvom hun faktisk skulle lære et nyt sprog var det ikke nemt for hende. Tanken om at starte på en ny skole skræmte hende, for hun anede ikke engang hvordan det ville blive, ville de lære det samme eller hvad skulle der ske, hun vidste det ikke og så alligevel havde hun fået nogle veninder her over fra frankrig der skulle på ferie. De var som sendt fra himlen for hun skulle snart starte på Hogwarts og hun ville ønske at hun kunne tage dem med sig.

Selvom Delphine havde givet hende penge til at hygge med veninderne var hun alligvel faret lidt vild det helt nye sted men havde langt om længe fundet vejen hen til lejligheden. Hun trådte ind af døren og tog skoene af satte dem pænt på en hylde og råbte. "Salut Mére jeg er hjemme nu" Hun havde stadig lidt svært ved det engelske og snakkede helst fransk hvis hun kunne komme til det. Hun trådte ind i stuen og havde retningen af sit værelse med en pose i hånden. Hun havde købt en ny kjole hun ville elske at have på inden længe, for hun skulle jo blot gå i skoleuniform om ikke så længe, og det var ikke lige frem noget af det hun så frem til. Hun så ikke engang på Delphine som hun bevægede sig forbi køkkenet. Hun var målrettet i at nå sit værelse, hun ville gerne læse lidt op på skolen hun skulle gå på.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sad og drak kaffe, da hun hørte låsen klikke åben, og derefter lyden af fodtrin, som datteren kom ind i lejligheden. Hun blev hilst på, og så var Elise ellers på vej videre. Til at starte med, så lod hun hende gå for sig selv, for hun vidste ikke hvor hun skulle starte og forhold til den samtale de skulle til at have. Det ville blive mærkeligt og akavet, og hvor skulle hun i det hele taget begynde? Ja, hun vidste det ikke.

"Mon coeur?" kaldte hun så fra køkkenet, og gik mod Elises værelse i det tøj hun havde på, som kunne kvalificeres som nattøj for de fleste mennesker - Delphine inklusiv.

"Moin coeur? Kan vi tale?" sagde hun til den lukkede dør, efter at have banket på. Hun var ikke den type mor, som brasede ind på sin datters værelse. Særligt fordi Elise var teenager nu, og hun skulle have lov til at have bare lidt privatliv, som hendes irriterende mor ikke skulle blande sig i.

[Elise Maude St. Martin]

Døren var pænt blevet lukket efter sig da hun ramte værelset. Ikke fordi hun skulle noget specielt, men hvis hun nu kunne skifte til den nye kjole, så ville det jo være perfekt. Det var jo ikke fordi hun skulle stå og skifte tøj foran sin mor, hun var trods alt ved at få former ved brystkassen, og det ville ikke vare længe før der skulle købes bh'er, men det var hun alligevel for genert til at sige til Blanche Elaine Beaumont eller Delphine, og selvom det skulle være en ret åbne mødre. Hun hørte ikke det første kald som Delphine sagde men hørte banket på døren. "Oui" kom det fra hende og bevægede sig hen til døren for at åbne den. Efter hun havde åbnet den vendte hun sig om og bevægede sig tilbage til den blå kjole der lå på sengen. "Hvad... ehm.. er der?" hun var virkelig dårlig til engelsk og ville 10 gange hellere snakke Fransk, men det var et nyt land og et nyt sprog, hun skulle vel lære det på et eller andet tidspunkt.

[Delphine Modeste St. Martin]

"Mon coeur," sagde hun med et smil, som ikke nåede til hendes øjne, da døren blev åbnet. Hun rakte frem, men Elise havde allerede vendt sig om. Det fik hende til at smile trist. Hun så også, hvad der optog hendes datter mest: En blå kjole som lå på sengen. Selvfølgelig.

"Mon coeur, vi skal tale sammen. Kan vi gå ind i stuen?" spurgte hun, nu på fransk, for hun vidste det var den nemmeste måde at tage denne samtale på. Især fordi hun vidste, at det engelske ikke var hendes datters stærkeste side. Nok ville hun gerne have, at Elise brugte sit engelsk så meget som muligt, men til lige netop denne samtale, så ville det nok være bedst at slå og i fransk. Det ville være nemmest for Elise at forstå, og nemmest for Delphine at fortælle.

Da de ord var sagt, så forlod hun Elises værelse til fordel for stuen, og satte sig ned på den lyserøde sofa med en forventning om, at Elise fulgte med.

[Elise Maude St. Martin]

På ny sagde Delphine de to små ord. Var der noget galt siden hun blev ved med at sige det. Havde hun gjort noget galt? Nej det kunne hun da ikke have gjort. Ja hun havde været vred over at skulle flytte, men det havde da også været alt. Hun var kommet over det, eller sådan mere eller mindre. Var der noget andet galt og så blev hun lidt i tvivl, men samtidig håbede hun på at Delphine ville fortælle de skulle flytte tilbage. "Okey" kom det fra hende og lod et sidste blik glide hen over kjolen inden hun fulgte med ind imod stuen. Måske hun ville fortælle at Blanche flyttede ind igne?! Det ville være dejligt og så kunne de rigtig være en familie igen! Hun blev helt glad inden i ved den tanke og hun håbede inderligt at det var det der skulle siges. Som Delphine satte sig ned i sofaen kiggede hun lidt mere på det tøj hun havde på. Var hun på vej i seng? Skulle hun over til Blanche nu? For det ville hun altså også gerne! Hun elskede dem begge to lige meget! "Går du i seng?" spurgte hun i det franske efter at have sat sig op af armlænet og lagt benene op inde under sig så hun sad i skrædderstilling.

[Delphine Modeste St. Martin]

"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte, petit moineau," sagde hun så stille at lyttede man ikke efter, så ville man ikke høre hende. Hun vidste helt ærligt ikke hvor hun skulle begynde. Og det faktum at Elise smilede så glad lige nu, bragte et trist smil frem på Delphines læber. Hun troede sikkert, at hun ville sige, at de skulle flytte tilbage til Paris. Men nej, det var ikke det der var nyheden. Den var meget værere.

"Nej, det skal jeg ikke. Men-" Hun gik i stå, som hun måtte blinke tårerne væk og sank en klump i halsen, som ikke ville synkes. Hun sank og sank, men den ville ikke gå væk, så hun måtte fortsætte som det var lige nu.

"-din Grand-Mére Lois. Hun-" Igen blinkede hun tårer væk, og rakte ud efter sin datters hånd, for at give den et klem.

"-hun er ikke iblandt os længere," sagde hun så til sidst, og så ned i jorden. Hun kunne ikke bære at se sorgen i sit barns ansigt, men hun havde slået armene om sig selv i et fast kram, som hun ønskede at give til sin datter, men hun vidste ikke, hvordan hun ville tage det. Hun havde været så glad for Delphines mor, og hun kunne ikke bære, at hun aldrig skulle se sin grand-mére igen. Det var bare for trist. Til sidst åbnede hun dog armene, og tilbød Elise det kram hun måske gerne ville have. Eller i hvert fald havde brug for.

[Elise Maude St. Martin]

Hun forstod ikke helt hvad det hvad det var der skete. Hvorfor var hendes mor på den måde. Der var noget galt, men hun vidste ikke hvad. Forhåbentlig var det at de skulle tilbage til Frankrig, for det ville hun sætte stor pris på! Og så begyndte hun at... Var det tåre hun kunne se i Delphines øjne eller hvad var det? Og så blev der rakt ud efter hendes hånd som hun tog. "Kommer hun på besøg? Der er så meget...." hun fik aldrig gjort sin sætning færdig før Delphines næste ord ramte hende. Hun kunne mærke en vrede stige op i hende. Hvad mente hun med de ord? Hun stirrede på de åbne arme som Delphnie gjorde antag til hun skulle søge trykhed. "Jeg forstår ikke. Hun er jo i Frankrig!" der var en smule vrede at spore i hendes stemme, men hun vidste ikke hvordan hun skulle udtrykke sig eftersom hun ikke helt havde forstået hvad det var Delphine havde sagt. "Hun.. Hvad... Er du okey?" hun søgte ind i Delphines arme og lagde armene om bag hendes ryg.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine kunne mærke Elises vrede som et slag i ansigtet, også selvom den ikke var rettet mod hende. Eller det gik hun da ud fra, at den ikke var. Det virkede i hvert fald ikke sådan. Hun havde stadigvæk åbne arme, skulle Elise havde brug for et kram. Selvom hun i dette øjeblik ikke var sikker på, om det var for at give Elise tryghed eller om det var fordi hun selv trængte til et kram lige nu.

"Ja, men hun... hun er væk. Der skete en frygtelig-" Hun vejede kort sine ord, inden hun fortsatte, for hun kunne ikke fortælle præcis hvad der var sket til så ungt et barn. Og hun havde ikke hjerte til at sige, at hendes kære Mormor Lois var blevet myrdet. Det kunne hun ikke bære at fortælle sin datter.

"-hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," endte hun med at sige med et skælvende suk der efterfulgte det sidste ord.

Så søgte Elise hende endelig, og Delphine lagde armene om hende i et nærmest knusende kram. Et kram der skulle fortælle Elise, at hvadend hun følte, så var det okay. Det skulle nok blive okay. Ikke det samme som før, men det ville blive okay. På et tidspunkt. Hun gav hende endnu et klem, og nikkede mod datterens skulder, mens hun blinkede tårer bort på en aggressiv måde. Hun kunne ikke græde foran sin datter. Hun skulle være den stærke lige nu.

"Jeg er okay, jeg er okay," gentog hun og gav pigen et klem mere. "Pépé Leroy er i Frankrig lige nu. Det kan være, at jeg også skal derned, og hjælpe ham med at planlægge..." Hun gjorde en bevægelse med hånden, som kunne hun ikke kunne få sig selv til at sige ordet 'begravelse'. Så sank hun en klump, eller prøvede den var der stadigvæk efter hun havde sunket, og tog en dyb indånding, mens hun talte ned i Elises hår.

"Du skal være hos din Ma, mens jeg er væk." Hun gik i stå, men tog sig sammen og fortsatte: "Måske allerede fra i morgen af." 

[Elise Maude St. Martin]

Hvad var det som delphine fortalte? Det kunne ikke være sandt. Hvordan kunne hun bare være.... væk? Hun levede da ellers så godt, og hun havde været hos hende mange gange.,, hun kunne da ikke bare... hun knyttede næven og begyndte at slå ind i ryggen på Delphine. “Nej det passer ikke... du lyver” kom det fra hende og prøvede til sidst at skubbe sig væk fra Delphine greb. Hun ville ikke være med til det. Hvordan kunne man også være det forkerte sted, hun forstod det ikke, og alt imens virkede Delphine så stærk. “Mere jeg tror ikke på dig. Du lyver” endnu engang slog hun ud efter Delphine og ville rejse sig op da de sidste ord ramte hende. Skulle hun være hos Ma? Ville hun slet ikke have at hun var der? Hun ville jo ikke gå i vejen, hun ville ikke stå og være sammen med Ma uden at kunne gøre noget som helst. “Nej, jeg vil ikke være hos Ma! Jeg vil med til Frankrig!” Hvordan kunne hun sige at hun skulle væk der fra. Blev hun bare kastet til siden for slet ikke at kunne være sammen med sin mere? Nej det måtte ikke være sandt. Hun ville jo også gerne have lov til at sige farvel. 

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine tog de slag hun fik. Elise skulle have lov til at få sine frustrationer ud, og at det gik ud over hende var helt ok. Det kunne hun leve med. Hun havde også slået væggen til hun havde sår på knoerne, da hun havde fået nyheden. Det havde været hendes første reaktion, men så var hun blevet passiv. Tavs. Hun havde siddet med blødende knoer, indtil hun havde kunne tage sig sammen til at finde sin stav og heale dem igen. Så Elise ikke skulle se det.

Men hun slap datteren, så snart hun mærkede modvilje. Hun så også slaget, så det ikke komme men så det, og nåede at undvige, og gribe sin datters hånd, som hun hurtigt slap igen. Pigen havde brug for at bruge sin vrede, og selvfølgelig skulle Delphine som mor stå for skud. Selvfølgelig. Hun ville gøre alt for sin datter, også tage imod aggressionerne. Hvis hun kunne, så havde hun givet halvdelen af sig selv for, at hendes mor var i live igen.

"Jeg lyver ikke. Mon coeur jeg ville ØNSKE jeg løj. Det ville jeg virkelig," startede hun og mærkede klumpen i halsen vokse og vokse.

Hun bebrejdede også sig selv. Hvis hun havde været der, hvis de stadigvæk havde været i Frankrig, så kunne de måske have reddet Lois. Selvom det selvfølgelig var helt vildt urealistisk, så var det det hun troede på lige nu. At det ikke var sket. At tidslinjen ville have været forstyrret, og at Grand-Mére Lois havde været hjemme i Delphine og Elises gamle lejlighed i stedet for. Alle andre steder end der hvor dødsgardisterne havde fået ram på hende. Hun vidste engang engang, om det var overlagt eller om Grand-Mére Lois bare havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

"Mon petit moineau, du må være stærk," nærmest gispede hun, for at holde sine egne tårer tilbage.

"Du må forstå, at det er for dit bedste. Og jeg skal nok tillade, at du kommer med til Frankrig, men først til begravelsen," fortsatte hun og blinkede tårerne væk denne gang, mens klumpen i halsen bare voksede og voksede til hun dårligt kunne tale.

"Du må være stærk og blive hos Ma, mens-" Hun gik i stå. Hvad skulle hun sige? Hvordan skulle hun sige det? Hun var tom for ord og endte med blot at sige: "Please." Det var det eneste af de mange ord, som kom ud på engelsk.

[Elise Maude St. Martin]

Det hele måtte være en stor fed løgn, men alligevel lage mere vægt på at det ikke var en løgn. Det kunne ikke være sandt, det måtte ikke være sandt, og alligevel kunne hun mærke hvordan vreden steg op i hende. Hendes hormoner rasede slog hun ville lagt fra have at det var sandt. Hun mæskede hvordan vreden i hende sat sig i øjnen og fik hende til at fælde en tåre. Måske var hun alligevel lidt påvirket over at miste Grand-mere Lois. Det slog hende hårdt, og alligevel vidste hun ikke hvad hun skulle stille op. Hun fløj opmagasineret sofaen og knyttede hænderne, stod bare og kiggede på Delphine som hun havde lyst til at råbe af. Men hun var tabt for ord. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle sige det var som om ordene havde forsvundet fra hendes ordforråd. Og så fik hun bare af vide hun skulle være stærk. Hvordan skulle hun være stærk når hun ikke engang ville tro på sandheden? Delphine snakkede så meget og alligevel fløj det ind af det ene øre og ud af det andet. “Jeg vil ikke. Jeg vil være sammen med dig!” Kom det fra hende og vendte sig om for at gå væk. Hun ville aldrig have sagt sådan om sin Ma. Hun elskede sin Ma lige så højt som sin Mere men hvorfor følte hun det så som om hun var et problem? Hun begav sig hen til reolen der stod og kiggede på de mange magiske billeder inden hun tog fat i et. Familien stod på og hun mæskede hvordan hendes tåre begyndte at løbe ned af kinderne. Hvorfor kunne hun ikke bare være sammen med Ma også? Det var noget af det hun heller ikke havde fået snakket om. Hun forstod ikke hvorfor alt lige pludselig gik galt med flytning og nu hendes Grand-mere. Hun smed billedet på gulvet og vendte sig om. “Jeg VIL med!”  Hun stampede i gulvet og kiggede ned på,billedet hun havde fået ødelagt. Skårene lå på gulvet og hun satte sig ned på hug og tog fat i billedet for at kigge på sin familie. Det virkede som så længe siden, og alligevel stod dagen i hendes minder som om alt var okey, en af de bedste dage i hendes liv.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sank en klump. Hun kunne mærke Elises vrede, som var det varmen fra pejsen. Den føltes brandvarm mod hendes hud. Som en mur mellem dem, som ingen rigtig kunne bryde eller komme igennem. Det var som om hun ikke kunne nå ind til Elise på nogen måde, og slet ikke gennem den vrede hun udviste lige nu. Med et suk satte hun sig i sofaen igen, og så sørgmodigt på sin datter.

"Elise, du skal ikke med mig, og det er final. Jeg er din mor. Jeg ved hvad der er bedst for dig-" Hun blinkede tårer væk, mens hun så væk fra Elise, så hun ikke kunne se, at hun var ved at græde. Hendes stemme var rimelig hård, men den rystede også let, som hun fortsatte: "-og det bedste for dig er, at du er hos Ma, og sådan bliver det."

"Elise! Gå ind på dit værelse og pak!" kom det mere forskrækket end vredt fra hende, som datteren smed deres familiebillede på gulvet.

En tåre banede sig vej, og trillede ned af den ene kind. Hun så ned, og så på billedet på gulvet mellem alle glasskårene. Det var af hende, Elise og Blanche Elaine Beaumont . Et af de få billeder Delphine havde beholdt af dem alle efter skilsmissen for år tilbage. Der var også andre billeder på reolen, men billedet af Grand-Mére Lois havde hun fjernet allerede den morgen, som hun havde fået brevet. Hun kunne simpelthen ikke holde til at se sin mors ansigt igen og igen vinke til hende, ved siden af Pépé Leroy. Hun kunne ikke tåle at se det billede, for hun kunne ikke gøre det uden at græde.

[Elise Maude St. Martin]

Det var slet ikke retfærdigt dette her! Hvorfor skulle hun bare sendes væk når livet var mest svært? Så kunne hun jo lige så godt lade vær med at tage med til den begravelse. For det måtte hun vel heller ikke i sidste ende? "Du... Du er rigtig dum er du!... Du er bare en rigtig dum.... lebbe!"'lebbe' blev sagt på engelsk, og hun havde ingen ide om hvad det betød, men hun havde hørt det i byen og et eller andet sted lød det som et skældsord, så forhåbetlig var det rigtigt slemt. Men hvad vidste hun også om det engelske sprog? Stort set ingen ting.

Hun smed billedet fra sig som der blev sagt hun skulle gå ind på værelset. Hun trampede igennem hele lokalet og ind imod sit værelse. Da hun først kom der hen smækkede hun med døren så hårdt i at billedet på hendes væk blafrede lidt af vindpustet fra luften. Hun lagde sig ned i sengen og begyndte at hulke som hun begravede hovedet ned i hovedpuden. Hun ville ikke længere være i England. England var dum, og hun ville SLET ikke starte på en ny skole!

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine så noget chokeret ud, som Elise sagde hvad hun sagde. Det var tydeligt for hende, at Elise ikke vidste hvad 'lebbe' betød. Men hun kunne godt forstå på hende, at hun mente det som et skældsord lige der. Og selvom Delphine ikke var så velbevandret i engelske skældsord, så vidste hun godt, at mange unge brugte det som et skældsord. Men det var vel det hun var? Hun var jo trods alt lesbisk, og det kunne hun ikke løbe fra.

"Elise..." hviskede hun selvom datteren allerede var gået ind på sit værelse, som hun havde bedt hende om.

Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle gøre lige nu. Hun blinkede tårer væk, som hun hørte Elise smække med døren. Så sukkede hun, og tørrede endnu et par tårer væk fra sine øjne. Pludselig var hun meget glad for, at hun ikke havde lagt makeup i dag. Mascaraen ville i hvert fald løbe, hvis hun havde haft den på. Hun ejede ikke vandfast, for det var meget dyrere end den almindelige.

Da hun var færdig med at tørre tårer bort, og hidse sig selv ned igen, rejste hun sig og gik ned mod Elises værelse. Hun stoppede ved døren, løftede hånden og tøvede. Havde Elise i virkeligheden bare brug for plads lige nu? Hun var ikke sikker... Hun bankede på, og ventede ellers bare.

"Mon coeur?" bad hun gennem den lukkede dør.