I'm Sorry My Child

[Elise Maude St. Martin]

Hvor ville hun ønske bare at hun kunne forsvinde langt væk. Længere væk end bare til Ma. Helt til Frankrig, tage hjem sammen med sine veninder og så bare være der resten af sommeren. Men det kunne hun ikke. Hun vidste at hun ville få hjemve alligevel, og hun ville aldrig kunne undvære sin Ma eller Mére når det kom til stykket. Bare det at hun gik på skolen sendte hun breve til dem mindst en gang om ugen og nogle gange to. Det ville helt sikkert blive langt værre nu når hun skulle starte på en helt ny skole og dårligt nok kunne sproget. Hun hørte banket på døren, og hun gjorde sig allerede forstillinger om at det var nu hun skulle hen til Ma. Hun blev hentet nu, og hun ville bare ikke! Det var ikke fair at hun skulle afsted der hen når hun bare ville med til Frankrig. Hun ville jo ikke være til besvær, det var hun da ellers aldrig... Eller var hun i virkeligheden til besvær? Hun kiggede op fra puden og bed sig i læben. "Jeg vil ikke afsted!" råbte hun stadig med tårrene trillende ned af kinderne. Hvis hun bare kunne overtale sin Mére til at lade hende komme med, men hun vidste også godt at det helt sikkert ville blive svært.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sank en klump, som Elise bekendtgjorde, at hun ikke ville af sted. Det fik hendes hjerte til at synke helt ned i maven, men hvad skulle hun gøre? På nuværende tidspunkt var hun altså ikke i stand til at tage sig af Elise, sådan som hun burde. Kunne pigen ikke forstå, at hun gjorde det for hendes eget bedste? Med et trist smil åbnede hun døren ind til Elises værelse.

"Det er bare mig mon coeur," sagde hun og gik hen til sengen, hvor Elise sad.

"Må jeg?" Hun gestikulerede i retning af sengen, for at spørge, om hun måtte sætte sig ned. Hun følte lidt mere, at de var på lige fod, når de begge sad ned. Fremfor at Delphine stod op og tårnede over hende. Det brød hun sig faktisk virkelig ikke om. De skulle meget gerne være i nogenlunde samme højde.

[Elise Maude St. Martin]

De røde øjne var at sporre på hende. Men hun var lige glad, hun brugte ikke engang makeup endnu, og hvis hun havde gjort det havde det siddet helt forkert. Hun kiggede hen på døren som den blev åbnet og hun vendte sig om med armene over kors. Hun ville slet ikke kigge på Delphine. Tårene trillede stadig ned af kinderne på hende, men hun ville ikke så meget som vise det. Hun var stædig, og det vidste Delphine godt. "Det er dit hjem det bestemmer du vel selv" kom det fra hende og kiggede stadig ikke på Delphine. Blikket var rettet ud imod vinduet ikke på noget bestmet. Men det kunne vel også være lige meget, hun havde mistet sin grand mere

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine sank og sank, men klumpen i hendes hals ville ikke forsvinde. Måske var hun selvisk, men hun ønskede ikke, at hendes datter skulle se, hvor stor en sorg hun var i. Det havde så den bivirkning, at hun måske virkede nærmest ligeglad, men det tog hun altså med. Hun var Elises Mére, og hun ville ikke vise, at hun var svag og havde følelser - glæde? Ja, men sorg? Nej.

"Det er også dit hjem, mon coeur," kom det trist fra hende, som hun forsøgte at finde ud af, hvordan hun skulle få Elise til at forstå. Mest af alt fordi hun ikke engang forstod det selv. Hun tørrede en tåre bort, allerede inden den nåede hendes kind, og så på Elise, som havde ryggen til og tydeligt armene over kors. Igen sank hun, men klumpen blev siddende.

"Forstå at jeg sender dig til din Ma, fordi det er det bedste at gøre. Det er ikke for at straffe dig. Du skal nok komme med til bisættelsen, og du skal nok få lov til at se dine venner. Men jeg kan simpelthen ikke-" Hun gik i stå, og mærkede gråden i halsen, men hun pressede den ned igen. "Du bliver nødt til at stole på, at jeg vil det bedste for dig."

[Elise Maude St. Martin]

Hvorfor var det hele så pokkers svært? Hvorfor kunne hun ikke bare få sin vilje bare for en gangs skyld? Ja hun havde nogle gode forældre, men lige nu hadet hun sin mere så meget at hun kunne skrige. Det fik hende til at eksplodere indvendig, og af en eller årsag begyndt hendes næse at blive mere spids. Langsomt forvandlede den sig til noget der lignede et næb og hendes hårfarve blev langsomt mere sort, selv lagde hun ikke mærke til noget da alt hendes fokus og vrede var rettet imod Delphine. Uanset hvad Delphine sagde kunne det ikke være helt sandt. Hendes arme var korslagte og hendes øjne lyste af vrede. “Hvorfor kan jeg ikke bare komme med?! Det er slet ikke fair! Jeg vil bare... hvorfor må jeg ikke?” Det sidste blev sagt stille og hun vendte sig imod spejlet der stod ved siden af hende. Hendes øjne var lukket og kort tid efter åbnede hun dem for at kigge i sit egentlig spejlbillede. Hun kom med et skrig og hun brød endnu mere sammen som hun slet ikke kunne kende sig selv. Tårerne løb ned af kinderne på hende, nu var hun jo bare en freak! Hun satte hænderne for ansigtet og gled langsomt med på gulvet mens hun hulkede smerten og frustrationen ud.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine kunne godt se, at hendes datter ikke var tilfreds med hendes beslutning. Det havde hun trods alt ikke været helt fra starten af, så det var meget tydeligt. Hendes bestemte ansigtsudtryk blev dog kun mere forvirret, da hendes datter pludselig forandrede og forvandlede sig foran hendes øjne. Det forbavsede hende meget det der skete, og hun kunne ikke finde hoved og hale i, hvordan i alverden det var sket. Hvad foregik der lige?

"Elise, mon coeur, tag en dyb indånding," forsøgte hun at sige, men blev afbrudt af Elises vredesudbrud, som blev efterfulgt af et skrig og Elise som brød sammen på gulvet.

"Elise," startede hun, men vidste ikke hvad hun skulle sige, og så alligevel vidste hun det godt.

"Tag en dyb indånding med mig." Hun tog selv en dyb indånding for at demonstrere.

[Elise Maude St. Martin]

Lige meget hvad Delphine så ville sige nu kunne hun slet ikke høre efter. Ikke nok med at hendes grand Mere var gået bort, men nu skulle hun også blive skolens freak. Det var bestemt ikke hendes dag på nogen måde! Alligevel hørte hun hvad hendes Mere sagde og hun prøvede at trække vejret roligt og i dybe indåndninger. Men alligevel skete der intet med hendes udseende, hun var alt for fokuseret på hvordan hun så ud nu, og hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. "JEg er en freak..." hulkede hun og begravede ansigtet i hænderne. Alt ting havde lige pludselig ændret sig på det groveste, og hun brød sig virkelig ikke om det.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine forsøgte at smile beroligende til sin datter, selvom hun ærlig talt ikke var sikkert på, hvad det var der foregik. Hvorfor hun pludselig ændrede sit udseende på den måde. Det havde hun aldrig set Elise gøre før, og hun forstod ikke rigtig hvordan det i det hele taget gik til! Med rynket pande så hun på sin datter, for så at gribe hendes kinder i sine hænder.

"Mon coeur, du er ingen freak, du er bare..." Og her gik hun selvfølgelig i stå, tragisk nok. Men så kom hun i tanke om, hvad det kunne være. Metamorpmagus! Det var det det hed!

"Elise, du ved godt, at du er adopteret ikke? At din mére og maman ønskede dig så meget, at de blev nødt til at have dig, da de så dig? At du var, er, vores specielle lille pige, og at du altid vil være det, uanset hvordan du ser ud. Men det der-" Hun gestikulerede i retning af sin datters næb, "-der er et ord for det."

[Elise Maude St. Martin]

Lige pludselig fortrød hun en smule at være en del af alt dette her. Kunne det ikke bare være lige meget. Hun var en freak og det ville hun altid være. Men nu? Bare det at Delphine stoppede sin sætning gjorde det ikke lige frem nemmere. Hun prøvede at bevare roen og trække vejret roligt, men alligevel forblev næbbet der. Hun kunne se det som hun kiggede ned på næsen og så ind i Delphines øjne. Hun lyttede til ordene der kom fra hende og hun prøvede at høre godt efter. Men alligevel ville hun inderst inde bare nyde at mærke et kram, der var allerede sket så meget, og det var svært at forstå det alt sammen. "Bare sig det... I vil ikke have mig mere, jeg er en freak..." kom det fra hende og havde lyst til at græde endnu mere, men det kunne hun ikke, hun havde allerede skreget og grædt så meget.

[Delphine Modeste St. Martin]

"Selvfølgelig vil vi have dig petit oiseau! Du må aldrig tro, at vi ikke vil have dig!" sagde Delphine forfærdet, og måtte blinke nogle tårer væk.

Hun lagde armene om Elise, hvis datteren altså ville tillade det, og holdt hende tæt ind til sig. Hun ville gerne kunne forklare det hele, selvom hun næppe kunne. Det var en lukket adoption, så hun havde ingen anelse om, hvem der var Elises biologiske forældre. Ikke at det betød noget. Ikke for Delphine i hvert fald. Hun elskede Elise som sin egen, og ville have hende som sin datter for altid, uanset hvad, så var Elise hendes datter. Hende og Blanches datter, selvom hun og Blanche ikke altid kunne enes.

"Og du er ikke en freak. Det hedder at være en Metamorpmagus," sagde hun blidt, og aede Elise over håret, "Det betyder, at man ved egen vilje kan ændre sit udseende. Selvom det også kan ske, at man komme til at gøre det, hvis man kæmper med nogle følelser. Det der hjælper-" sagde hun eftertænksomt, og forsøgte at huske på, hvad hun havde lært i sin skoletid, "-er at tale åbent om de følelser. Det vil få dem til at gå væk, og du vil ligne dig igen."

[Elise Maude St. Martin]

Så de ville ikke af med hende, det var vel en ret god ting ikke? Hun vidste ikke længere om hun skulle grine eller om hun skulle græde lidt mere. Mest af alt havde hun bare lyst til at være her ved sin Mére hun bed sig i læven og lod sig omfavne og straks begravede hun sit ansigt ind i tøjet på Delphine. Hun lyttede intenst til hvad det var hun sagde og hun forstod det ikke helt. "Metamorphmagus?" kom det spørgende fra hende da hun havde fjernet ansigtet fra Delphines tøj. "Jeg vil jo bare være mig, ikke sådan her, hjælp mig" kom det fra hende og begravede ansigtet på ny. Langsomt uden hun selv opdagede det forsvandt det mindre lille næb fra hendes ansigt og erstattede det med hendes egen næse.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine aede Elise over håret, da hendes omfavnelse blev accepteret, og holdt hende ind til sig. Hun kunne mærke hvordan pigen trak vejret alt for hurtigt. Men det blev snart erstattet af en tvungen, langsommere vejrtrækning. God pige! Tænkte hun og blev ved med at ae hende over håret, og fortælle, at det nok skulle gå.

Så kunne hun mærke, at næbet langsomt forsvandt mod sin krop, og at det blev erstattet af en næse. Hun smilede, og aede hende stadigvæk over håret.

"Det er godt min pige," sagde hun med et smil på læben, og trak Elise lidt ud fra sig.

"Se. Du skulle bare slappe lidt af," kom det fra hende, mens hun pegede på spejlet, så Elise kunne se, at næbet var væk.

[Elise Maude St. Martin]

Selvom det var en trist dag og der var sket sp meget så var der alligevel noget der var noget der lykkes for hende. Men lige pludselig ramte en træthed hende. Hun havde grædt så meget, råbt og skreget og alligevel kunne hun ikke se grunden til hun ikke måtte tage med til Frankrig. Hun ville bare være sammen med sin Mere. Men hun var ung, og havde ingen mening. Når hun blev ældre måtte hun vel forhåbentlig gerne bestemme en smule, eller det håbede hun egentlig inderligt på at hun måtte. Hendes vejrtrækning var stadig rolig, og hun vendte sig om for at kigge i spejlet. Hun tog sig lidt til næsen blot for at mærke at næsen var som den skulle være og det ikke var et magisk spejl.

[Delphine Modeste St. Martin]

Delphine aede Elise over håret endnu en gang. Så smilede hun til sin datter. Hun kunne godt se, at hun var træt, så hun ville lade hende alene snart. Pigen var tydeligvis overtræt over deres diskussion, og det ville give bedre mening at fortsætte den senere. Eller i morgen. Uanset hvad, så ville Elise ende hos Blanche Elaine Beaumont. Sådan var det, og sådan skulle det være. Hun hjalp Elise med at lægge sig ned på sengen, og kyssede hendes pande, for så at forlade hendes værelse.

// AFSLUTTET //