Vi vil altid være søskende

[Deleted]

Dewey var egentlig en meget betænksom fyr, når han ellers tillod det. Han kunne bestemt også slå hjernen fra og drikke sig i hegnet, men han havde lært at acceptere, at han skulle være rolig omkring Tracy, og han havde forstået på Ben, at alt det med søsteren var rimelig alvorligt. Faktisk havde det været så alvorligt, at han slet ikke ønskede at kende detaljerne på det. 
Blikket fæstnede sig igen på Ben og sendte ham et smil. "Jeg skal nok klare aftensmaden. Det helt fint." Han vendte om for at gå, lige i det, at Jayden nu også kom i til dem, fuldstændig søvndrukken og forpjusket. "Hva' satan, han lever. Hvordan har hovedet det?" Drillede Dewey ham og så kort på de to Monroe søskende før han så svarede Jayden. "Vi planlage lige hvem der skulle lave aftensmad, og du er den heldige vinder af at skulle skrælle kartofler." Slog han fast med et grin og nikkede kort til Benedict.

- Out

[Deleted]

Tracy kunne lige håndtere, at der var en af de andre fyre fra lejligheden, men at de begge var der samtidig, det blev hurtigt for meget for hende. Hun skjulte sig derfor hurtigt bag sin storebror, så man ikke kunne se hende og forblev der mens hun bare lyttede til hvad de sagde. Det var for meget at forholde sig til og kommentere på, men hun kunne også godt mærke, at det var i bedring. Hun så på sin bror og rynkede brynene lidt og så så hen på værelset de delte. "Måske vi kunne.... sætte os i stuen lidt? Hvis altså at vi må?"Hun ville jo egentlig gerne lære de andre at kende, hun var bare så usikker, men det var ikke farlige, det vidste hun godt! Hun skulle bare lærer at slappe af omkring dem.

[Benedict Monroe]

Det var dog utroligt... Nu kom Jaydon også midt i det hele. Kunne de dog ikke bare få lidt fred?! "Guys... Det er lidt for meget af det gode dette her..." kom det fra ham og kiggede ned på sin hånd som stadig gjorde ondt, men han var i det mindste stoppet med at bløde takket være Tracy. Nu var hun bare skræmt fra vid og sans igen.. Hvorfor havde han overhovedet sagt ja til Jayden om at flytte ind?! Det var en skandale lige nu. Han havde tænkt på Tracy da han sagde de skulle flytte og at andre ville passe på hende når han ikke var der. Men var det i det hele taget sikkert for hende? Hvordan skulle hun nogen sinde komme oven på igen hvis det virmlede ind med piger, sprut og højt musik hele tiden? Han tog Tracy i hånden for at få hende ind i stuen hvor han havde efterladt sin øl. "Undskyld Tracy.. Jeg vidste ikke at Jayden var hjemme..." kom det fra ham da de var kommet ind i stuen, og kiggede lidt på hende. På ny satte han sig på sofaen og klappede lidt på puden ved siden af ham, så hun kunne sætte sig ned. Han ville gerne være alene med hende, bare for en gang skyld. Men det var svært i denne her lejlighed. Der var altid nogen her, uanset hvornår man vendte og drejede sit hoved. "Er du okey?" spurgte han og bed sig lidt i læben.

[Deleted]

Tracy så rundt på dem alle og prøvede at smile, før hun taknemmeligt fulgte med Ben tilbage ind i stuen. Det ærgede hende, at hun endnu engang havde krympet sig helt sammen, hun ønskede ikke at være sådan til besvær. Det var bare blevet så naturligt for hende, særligt når ting skete pludseligt som nu. "Det er ok."  lød det lavt fra hende, da han undskyldte over Jayden. Egentlig kunne Tracy jo godt lide Jayden, han var bare meget... over det hele og glad. Men det var også godt, uden ham ville tingene nok måske være endnu sværere. Dewey var sød og ikke helt så farlig, skøn han kunne være langt vildere end Jayden. Det var hvert fald Tracys  oplevelse af ham. Det skete bare ikke helt så tit.

Hun nikkede til hans spørgsmål om at være okay og sendte ham et lille smil. "Jeg kan godt lide at være her. Her.. er rart. Sikkert. Jeg kan bare ikke lide, når de kommer så pludseligt."  forklarede hun ham og satte sig i sofaen og tog en pude i skødet.

[Benedict Monroe]

Han vidste ikke hvad han skulle tage sig til længere. Det hele virkede så overvældende at han ikke vidste om han skulle grine eller græde. Han åbnede og knyttede sin hånd et par gange, den gjorde stadig ondt, men Tracy havde gjort hvad hun kunne, og det var i det mindste en god ting. Han vidste bare ikke hvilket ben han skulle stå på efter hvad hun havde fortalt. Han vidste ikke om han skulle tage til Azkaban og slå deres far ihjel med det samme, eller om han skulle lade det gå ud over Sebastian. Nogen skulle det jo gå ud over, og en eller anden i familien var vel bedre end ingen ting ikke? Han rakte ud efter sin øl og kiggede lidt på den som han tog den op i hånden. Han satte den for munden lidt efter og tømte over halvdelen. Det var nemmere at drikke smerten væk uanset hvilken smerte det var. "Tracy... Vil du starte i skole igen?" kom det fra ham efter han havde taget øllen væk fra munden og sad med den i hånden.

[Deleted]

Tracy sad og betragtede sin bror fra sin plads i sofaen. Det var meget øl han drak. Hun sank en klump og så roligt på ham, men dog en smule bekymret, var han okay? Hun så imod hans hånd, den skulle hvert fald nok komme sig, men så sagde Ben noget, der fik hende til at kigge næsten chokkeret på ham. "Skole?! Men... Hvorfor? Det kan jeg da ikke. Jeg fik aldrig gjort Hogwarts færdig."hun så pinligt med i gulvet. Hun havde ingen penge og hun kunne ikke klare sig selv, skøn hun gerne ville. Hun ville gerne for Christine Blackwood. 
"Jeg øhm... JEg har jo lidt stadig et job... måske." prøvede hun, men var faktisk ikke rigtig sikker på noget lige nu. "JEg kan ikke Ben." endte hun så endelig emd at svare mere direkte, hun turde simpelthen ikke starte, hvad hvis ikke hun kunne gennemføre det?

[Benedict Monroe]

Han vidste det var et langt sku i tågen, men han vidste at der måske ville være et lille håb om at hun sagde ja, desværre vidste han også bare at hun nok aldrig ville gå med til det, også selvom han ville betale for hele gildet. “Hvorfor ikke? Jeg ved du kan gøre det” kom det fra ham og bed sig lidt i læben. Han ville ønske at hun bare kunne sige ja og så få det overstået. Men så kom det med arbejdet. Et arbejde han helst så at hun ikke havde, for slet ikke at nævne noget om den mafia hun også var en del af. Det handlede vel også bare om tid før de ville opspore hende. Jeg vil jo bare gerne... hjælpe” det sidte blev sagt i en hvisken  og mumlen mest for sig selv. Men han ville bare gerne have at hun havde et bedre liv, fik en frisk start på en eller anden måde.

[Deleted]

Det var som sådan ikke fordi hun ikke ville gå med til det, at hun sagde nej, men der var nogle grundlæggende problemer, som gjorde at hun ikke troede det var muligt. "Jeg har intet eksamensbevis, Ben. Jeg har aldrig fuldført Hogwarts." Hun ville faktisk virkelig gerne prøve at komme i gang igen. Hun ville gerne ud og leve et normalt liv. Hun ville gerne grine og have det rart. Lidt ligesom Christine Blackwood fik hende til at føle sig. Men hvordan gjorde hun det?

Forsigtig lagde hun en trøstende på hen på sin brors arm og prøvede at smile  til ham. "Jeg har ikke råd og jeg har kun mine U.G.L.'er at gå ud fra, plus en fortid i Mafiaen. Hvem skulle ville oplærer en som mig?" Hun prøvede hele tiden at overbevise ham med udefra kommende grunde, men så besluttede hun sig alligevel for at være ærligt, hendes hånd blev trukket tilbage og blikket ramte deres fødder. "Jeg.. ved ikke om jeg tør. Hvad hvis jeg ikke kan klare det?"

[Benedict Monroe]

Der var stadig så mange ting han ikke vidste om Tracy. Det at hun ikke engang havde taget sin F.U.T kom faktisk bag på ham. Han havde aldrig helt fået af vide hvornår Tracy var stukket af, blot at hun var stukket af og at Harold Monroe havde prøvet at finde hende lige siden. Måske havde han bare været heldig at det var ham der fandt hende først. Måske var det held i uheld at han havde fundet hende. For lige pludselig havde han hende at tænke på, og han ville gerne gøre alt for at hun havde det godt, lige meget hvad det så var. Men ville hun kunne acceptere det i længden? "Åh.... Jeg vidste ikke... Måske... Hmm.." han kunne ikke engang fuldføre sin sætning, lige pludselig følte han det som et problem det han havde sagt, og det var ikke det der havde været hensigten.

Han stirrede ned på hånden hun havde lagt på hans arm og lyttede til hendes ord. Han fortrød virkelig at han havde sagt noget om en uddannelse, men han havde et inderligt ønske om at hun kunne finde ro på sig selv og nyde det liv han vidste hun havde fortjent. Han havde lyst til at ligge en hånd på hendes hånd men inden han fik gjort det havde hun fjernet den. Han drejede sig lidt i sofaen og lagde benet bøjet op i sofaen. "Ingen behøver at vide din fortid for at du kan lærer" kom det fra ham og kiggede blot på hende som hun kiggede ned imod gulvet. "Du behøver ikke at tænke på hvad det koster, lad mig om det" kom det fra ham og lagde en hånd hen på hendes skulder. "Hey, du kan klare alt, du er stærk, ellers havde du aldrig ladet mig komme lidt ind i dit liv igen." hun var stærkere end hun selv vidste, hun skulle bare indse det.

[Deleted]

Tracy sad i nogle lange minutter og så  på sin bror. Han måtte besidde så mange indre dæmoner, som hun hverken kunne se eller forstå, og alligevel gjorde han alt for at passe på hende frem for sig selv. Måske måtte hun også hjælpe ham lidt. Måske de kunne hjælpe hinanden på en måde. Hun tøvede lidt og smilede så forsigtigt til ham. "Okay Ben.. okay. Jeg ser hvad jeg kan finde ud af med en uddannelse, eller noget andet, men så skal du love mig, at du gør det samme. Jeg ved du elsker at spille guitar, men jeg hører dig aldrig spille. Find et job eller slå igennem med dit musik. Men Ben! Gør noget. Lov mig det." Hun rettede på det blå hår og smilede til ham. Det var tid til at tage hinanden i hånden og komme videre i stedet for altid at sovse rundt i fortiden. Han var der jo for hende, og hun for ham. Så burde det ikke være ligetil?

[Benedict Monroe]

Når det endelig kom til stykket så lignede Tracy og ham hinanden mere end han ville indrømme. Der var ting de tumlede med begge to, og alligevel var det ting de aldrig snakkede om. Han ville bare sørger for at hun havde det godt. Lige meget hvordan han så selv var. Han kunne ikke fordrage at tænke dårlige tanker om hende, han ville bare gerne have at hun åbnede lidt op netop som hun havde gjort her. Dog da hun sagde at hun ville finde ud af noget fik han et smil på læben og havde lyst til at kramme hende. [b"Jeg ved du kan."[/b] kom det fra ham og bed sig lidt i læben kort tid efter. "Jeg har faktisk et job i tankerne, men det kræver en lille ting- Et bank lån... Jeg har udbetalingen til det, og jeg kan spille musik når jeg vil. Men en ting er sikkert... Jeg vil stadig spille musik og prøve at slå igennem, koste hvad det vil" han håbede inderligt at den dag ville komme at han kunne slå igennem. Men lige nu lå hans tanker mest af alt på at eje De Tre Koste som Niklas havde sat til salg.

[Deleted]

Endnu engang mærkede Tracy det lille håb spire i brystet på hende. De kunne faktisk det her. Hun kunne det her. Hun ville måske helt slippe af med stripperen i hende og få et hæderligt arbejde, og hvis Christine Blackwood så bare var lige så sød som hun var engang, så var det faktisk ikke så slemt. Det fik hende til at smile varmt og mere afslappet end man ofte så hende. Det var rart. "Det lyder godt Ben. Det vil jeg glæde mig til at høre mere om" Fortalte hun med et roligt smil og lænede sig ind imod Ben, ind imod trygheden hun fandt hos ham, og lukkede der øjnene lidt. 

-Tænker at oute her

[Benedict Monroe]

Et smil kom frem på hans læber. "Men først, så skal jeg vidst sove en times tid inden @dewey er færdig med aftensmaden" kom det fra ham og rejste sig op. Han kyssede Tracy på panden og aede hende lidt på kinden for at kigge hende direkte i øjnene. "Jeg elsker dig Tracy" kom det fra ham inden han vendte sig om for at bevæge sig imod sit værelse

//Out