Vi vil altid være søskende

[Benedict Monroe]

Tiltænkt: @tracy

Tid/sted: Lejligheden kl 17 Lørdag

Vejr: Solskin ca 20 grader

Outfit

---

Lørdag og så var det tid til at slappe af, eller det håbede han sådan set lidt på. Han håbede ikke at nogle af de andre drenge var hjemme. Han orkede det næsten ikke, men han ville bare heller ikke have det ret godt med at skulle være på. For en gangs skyld havde han været til en ny jobsamtale og han håbede sådan at han fik jobbet. Men efter som at han endnu ikke var slået igennem med sin musik, så håbede han inderligt på at få dette her job. Bare for en enkelt gangs skyld skulle noget gå godt for ham. Han var smadret efter at have spillet musik og haft jobsamtale samme dag, men hvad skulle han gøre. Der måtte nogle penge på bordet så drengene ikke sad med alle udgifterne, han måtte jo bidrage en smule, især nu hvor han også haft slæbt Tracy med. Han havde været ked af at opgive sin taglejlighed i Hogsmead, men det var desværre det han havde måtte være nød til da han fortalte Tracy i retten han ikke havde noget job længere.

Han satte sin guitar på gulvet lige inden for gulvet ved køkken bordet tog en kold øl fra køleskabet og bevægede sig ind i stuen. Han slog sig hårdt ned i sofaen og lænede hovedet tilbage og glide lidt ned i sofaen. Han var træt, og han skulle egentlig klæde om, men ha var udmattet efter at have været til så mange jobsamtaler de sidste par dage uden held. Han lukkede øjnene og nød stilheden der fyldte rummet, for hvem vidste hvornår @jayden og @dewey ville dukke op og komme hjem.. Forhåbentlig var det kun Tracy der var hjemme.

[Deleted]

Outfit

Siden Tracy var flyttet med Ben ind i den større lejlighed, hvor der også boede andre, havde hun holdt meget øje med hvor Ben var og hvornår. De første mange måneder havde hun ikke forladt deres værelse, men havde bare stået i døren for at lytte efter Ben. Det var heldigvis blevet bedre med tiden og hun kunne da nu, ganske uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed, liste ind til Ben, når ikke de andre var der. Dem havde hun ikke delt mange ord med endnu. Hun havde kort vinket til dem en enkelt gang, men det var også det. Hun frygtede deres spørgsmål og deres holdning til hende. 

Denne dag havde hun ligget på sengen i Bens værelse og bladret i en bog om lægeurter, da hun pludselig hørte Ben i køkkenet. Hun kunne genkende rytmen i hans skridt, og høre af selv samme lyd, at han var træt. Måden han gik på fortalte hende meget. Forsigtigt og meget tyst kom hun ud af sengen og på bare fødder listede hun hen til døren og kiggede ud. Her havde været stille, så de andre var nok ikke hjemme, hun kunne altså godt liste sig videre. 
Ben havde smidt sig i sofaen og der gik ikke længe, før Tracy havde sat sig på gulvet ved siden af det ene armlæn og brugte det til ryglæn. Ben vidste sikkert hun var der, også inden hun overhovedet sagde noget, men det gjorde hende intet. Der var dog noget hun måtte fortælle ham. "Jeg øhm..." Hun sank og så ud i rummet, mens hun pillede lidt ved kjolens kant. "Jeg øhm har... mødt en." Lød det usikkert, og hun kunne godt hurtigt fornemme at det godt kunne lyde helt forkert, ud fra hvordan hendes situation så ud. "Igen... altså en fra skolen, fra... før." Hun bed ned i underlæben og afventede så Bens reaktion. Hun ville helst ikke gøre ham sur eller bekymret eller noget. Det vidste hun nu hvor slemt kunne gå, men så tilføjede hun alligevel nok den vigtigste detalje. "Jeg.. kom til at kysse hende..." Og så blev hun stille. Man kunne høre en knappenål falde til gulvet i hendes afventende stilhed.

[Benedict Monroe]

Trætheden over ikke at have noget arbejde, at gå til utallige jobsamtaler uden held tærede  virkelig på ham. Alle vidste jo hvem hans familie var efter hånden. Alle vidste mere eller mindre at en Monroe som havde været auror havde kastet en af de utilgivelige besværgelser. Det gjorde bestemt ikke livet nemmere for ham til disse jobsamtaler. For hvem ville have en tidligere bartender som havde ødelagt en hel bar takket være et familie medlem, for hvem sagde at han ikke bare kunne ligne sin far, også selvom dette Slet IKKE var tilfældet. Han var så træt at hans øjne var lukket helt i. De føltes lidt tungere end normalt, men hvad kunne man forvente af ham. 

Han hørte godt døren til værelset gå op, og han åbnede da også det ene øje for at dreje hovedet en smule. Han vendte hovedet tilbage på plads og lukkede øjet igen. Han satte flaskehalsen for munden og lod den kølige væske glide ned i halsen. Han lagde ikke mærke til at Tracy havde sat sig på gulvet og lænede sig op af armlænet, for ham kunne det bare have været at hun skulle på toilettet. Og alligevel var han overrasket over at hun så helt civiliseret i den kjole han havde fået et glimt af. Først da hun snakkede fjernede han flasken fra munden og rettede hovedet op og åbnede øjne. “Mmmh?” Startede han som hun begyndte at snakke. Han var glad for at hun var kommet lidt ud selvom han ikke havde været hjemme. Det betød vel at hun var ved at komme lidt på benene igen og ikke var så bange hele tiden. Han skulle lige til at sætte flaskehalsen for munden igen da hun sagde at hun havde kysset hende. Først var han dybt overrasket og flaskehalsen blev hurtigt fjernet fra mundvigen igen. “Virkelig? Mener du det? Det er uden pis ikke? Sådan virkelig? Fedt! Hvor er jeg glad for at du er kommet lidt ud af din skal. Det glæder mig virkelig.” Han ville helst ikke nævne Rebecca man han håbede lidt på at Rebecca måske var et glemt kapitel i Tracy ellers så kaotiske liv det sidste lange stykke tid. Han satte flasken på glas bordet og lagde fødderne op i sofaen for at læne sig hen over armlænet hun sad op af. Han lænede sig ned og gav hende et kys i håret. “Jeg er så stolt af dig Tracy, du er kommet langt” han var sikker i sin sag, og han håbede inderligt på at dette her kun gik en vej, og at det var den rigtige vej og ikke den forkerte.

[Deleted]

Den, for hende, meget voldsomme reaktion og de mange spørgsmål fik Tracy til at synke. Måske var det alligevel forkert det hun havde gjort. Måske var det dumt eller for tidligt eller bare forkert. Tøvende og lidt som i trance løftede hun den ene hånds fingre op til læberne og nippede let i sin pegefinger med tænderne, før hun så næsten helt lydløst nikkede. "Det var ikke min mening. jeg.. jeg kunne bare ikke lade være."  hun lagde hovedet tilbage for at kunne kigge op på sin bror, med det forpinte blik der var så velkendt i hendes øjne. Det var tydeligt at læse på hende at hun både var forvirret, men også virkelig skammede sig. "Jeg mødte hende og vi.. vi snakkede og så.. åh Hun spurgte om så mange ting, og..." hun bed ned i læben for ikke at græde igen. Hun følte sig som en misfoster, som noget ulækkert, noget forkert. Christine havde spurgt ind til hvad der var sket siden Hogwarts, og Tracy vidste hun aldrig ville kunne svare på det spørgsmål. Men så mærkede hun pludselig Bens lette kys på hendes hår, hvilket fik hende til at vende sig om imod ham. "Ben.." Tracy tog sig til håret, som sad kysset der stadig. Det var så svært for hende det hele. Så sank hun kort og gentog hans ord. "Langt.. ja.. Jeg.. Er bange." fik hun så fremstammet og så op på ham. Hvad hvis det gik galt igen eller Christine ville droppe hende, når hun fandt ud af hvem Tracy var og hvad hun havde oplevet? Hendes familie var et rent kaos, nok var Harold i fængsel nu, men deres familie var ødelagt for altid og der lå en skamplet på den.

[Benedict Monroe]

Det var som om at Benedict var blevet vågen af dette lille møde med Tracy. Det hele virkede lige gyldigt med jobsamtaler. Tracy havde været ude for lejligheden, og han kunne kun være stolt af hende. Også selvom det måske ikke var det hun selv mente. Men inderst inde vidste han at hun ville få det bedre, og at hun nok skulle klare sig, med eller uden familie. Uanset hvad ville han stadig være der for hende, i tykt og i tyndt, uanset om hun så prøvede at skubbe ham væk, hvilket nok bare ville pine ham mere end hvad godt var. Han tænkte lidt over deres første møde ude for stripklubben efter så mange år adskildt. Hvordan hun sagde at deres far havde forgrebet sig på hende, hvordan hendes liv havde været ødelagt fra barns ben af. Det hele virkede så lang tid siden, og alligevel var det ikke sådan. Der var sket så meget på det lille års tid, og alligevel havde tracy været så meget igennem, men hun var en fighter og han vidste hun ville komme meget længere hvis hun tillod sig det. Han kom lidt til sig selv som hun snakkede og han lyttet intenst til hende. Uanset om det havde været hendes mening eller ej, så. Indset han at hun ikke bare gjorde sådan noget hun at føle noget på et eller andet plan. Måske var det bare lidt nærvær til et andet menneske end ham, men det var ikke noget han ville spørge hende om. I sted for sagde han ingen ting og lyttede bare til hendes næste ord der formede sig på hendes læber. Han nikkede lidt til det hun sagde og sagde så endelig. “Du har intet at skamme dig over Tracy. Du har formået at bevæge dig ud af lejligheden siden jeg måtte opgive min lejlighed i Hogsmead, og det kan jeg kun være stolt af. At du mødte en fra gamle dage kan kun være positivt, uanset hvad hun spurgte om. Alle har hemmeligheder og nogle er bedste at lade vær med og fortælle....” han bed sig lidt i læben og overvejede om han skulle fortsætte men inden han fik tænkt sig mere om åbnede læberne sig og ord formede sig på hans læber. “Vi kan bare ikke helt løbe fra vores længere, ikke eftersom aviserne allerede har skrevet om os...” et suk kom efterfulgt og han var lige ved at opgive det hele. Han orkede ikke længere at være en Monroe, men det kunne han ikke gøre noget ved. Hvis han nogen sinde blev gift, så ville han ændre navn, men hvem ville overhovedet være sammen med en Monroe efter hvad deres far havde gjort? Hans blik blev lidt blankt som han stirrede ned på hende og selvom hun snakkede opfattede han alt hvad det var hun havde sagt. Han var selv bange. Han vidste ikke hvad Sebastian kunne finde på, og han vidste bestemt ikke om Harold ville have muligheden for at flygte fra Azkaban. En ting var sikkert, han var mindst lige så bange som Tracy. For hvis Harold slap ud af Azkaban, så var hans liv på spil og måske også Tracys. “Jeg ved det, jeg er mindst lige så bange som dig” kom det fra ham og sukkede på ny. Han frygtede for deres begges liv, men hvad skulle han stille op hvis Sebastian fandt dem på ny? Og hvad med Harold? Det hele virkede ikke længere ligegyldigt, men han kunne ikke stille noget op.

[Deleted]

Intet at skamme sig over.. Det var det Ben havde sagt. Tracy stoppede og så op på ham igen, men kunne så mærke følelsen af at det hele væltede på ny. Hun bed ned i læben og måtte blinke nogle gange for at få styr på de fugtige øjne. "Du.. forstår det ikke. Han.. Det jeg.." Hun fuldførte ikke sætningen, kunne ikke. Så bare væk og trak benene op til sig og lod panden hvile imod knæene. "Hun spurgte hvor jeg var blevet af, hvorfor jeg var forsvundet. Hun lød så...svigtet." Tracy sank en klump. Det var virkelig ikke nemt. Det var selvfølgelig ikke Bens skyld, han havde gjort alt han kunne og mere til for hende, men skammen der havde sat sig i Tracy kunne ikke bare sådan fjernes. "Måske er det bedst jeg bare glemmer hende. Måske hun bliver mere lykkelig uden mig. Jeg er bare.."  Hun fnøs og så tomt ud i luften. "Jeg er bare en tøs, der har slået rødder i en damning mafia, som smider mig tøj for penge, flirter med mænd og kvinder for at få drikkepenge og som min... min..." hun tøvede sank endnu en klump, og lagde hænderne om sig selv. "Som Harold ikke kan holde sin fingre fra." lydløse tårer løb ned af hendes kinder og hun lagde armene omkring sine ben. Det var så forfærdeligt det hele.
Men så hørte hun Bens ord. Han var også bange, det var ikke godt. Hun tørrede sine kinder med hånden og vendte sig om imod ham. De udtryksløse øjne så op på ham med en slør af bekymring.  "Nej Ben. Nej. Du må ikke være bange, skal ikke være bange. Han gør dig ikke noget. Han... han kan ikke, og jeg skal nok gøre alt jeg kan for ikke at lade ham røre dig. Hvis... hvis han en... en dag slipper ud så... Han får ikke lov til at gøre det igen." Om hendes ord gav mening for ham vidste hun ikke, men det var også ligemeget. Ben skulle bare vide at han ikke behøvede at være bange. Hun skulle nok beskytte ham, som han havde beskyttet hende. så rynkedes hendes bryn dog. "Seb.. har du? har du hørt noget fra ham?" Hun havde ikke selv set noget til sin ældste bror siden retssagen for så længe siden. 

[Benedict Monroe]

Hvordan kunne han nogen sinde få Tracy til at blive glad igen? Efter tabet af Rebecca havde alting også bare ændret sig, han havde virkelig troet at Rebecca ville blive indsæt dette her, men det havde været et mindst lige så stort tab for hende som det havde været for alle andre. Han vidste ikke hvad han skulle sige til Tracy så han sad bare og lyttede til hvad hun sagde. Kunne han nogen sinde sige noget godt til hende lige nu? Kunne han få hende overbevist om at det ville være en god chance at tage? Tracy havde sine meninger nu og hun var mindst lige så bekymret for sit eget liv som han var for hendes. Han fik ondt af hende som hun forklarede sig med mafiaen og hendes,job på stripklubben. Men hvad skulle han gøre, og så nævnte hun navnet. Det navn han helst ikke ville høre.. Deres fars navn. Han havde ødelagt så meget i denne her familie, og han kunne ikke gøre noget for at ændre det. Deres ry var ødelagt for altid, og alle ville se skævt til dem fra nu af, det var han sikker på. Men alligevel bed han sig i læben for ikke at komme med et suk. “Det... Tracy... du er ikke bare en dum pige med problemer. Alle har problemer, og jeg er sikker på at hun også har sine, hun er nok bare nysgerrig på hvem du er nu i forhold til hvem du var en gang. Hvis jeg kunne havde jeg gjort det samme som dig, forsvundet fra jordens overflade og lade alle glemme alt om hvem jeg er. Bruge et dæk navn og håbe man ikke blev genkendt fra aviserne.” Han vidste at han ikke kunne forlade Tracy hverken nu eller senere. Også selvom han vidste at .Jason og Dewey ville passe godt på hende i hans fravær. Men han kunne ikke tillade sig at gå nu. Det ville være for svært for ham at efterlade Tracy helt alene. Men hvad der måske ville være godt for dem ville være en ferie. Væk fra Scotland, og England et sted i verden hvor de kunne glemme alt om alt og alle.
han var bange for fremtiden og hvad den ville bringe, men han skulle være stærk for hende skyld, han skulle være stærk for dem begge to, og alligevel lyttede han til hendes ord. Hvordan skulle hun kunne rede ham når hun ville være lamslået og bange for hvad der ville ske. Det hele ville bare være det samme som før, ske de samme ting, og sen næste gang ville det være langt sværer at finde hende igen. “Uanset hvad der sker skal vi passe på hinanden, om jeg så skal... om jeg skal.....” han kunne ikke fuldføre sætningen, hvordan skulle han kunne leve med at slå et andet menneske ihjel for hvad nytte? At de aldrig ville blive behandlet dårligt igen? For at alting bare skulle blive en normal hverdag, men det ville det jo aldrig blive alligevel. “Sebastian? Nej og jeg håber ikke jeg ser hans irriterende ansigt eller at han finder ud af hvor vi bor. Jeg frygter hvad han kan finde på Tracy. Han råvildt altid være fars kæledægge, og han er lige så modbydelig som far. Uanset hvad skal han holde sig langt væk fra mig” han sagde det med frygt i stemmen, men han var sikker i sin sag. Hvis Sebastian nogen sinde fandt dem frygtede han lige så meget for deres liv som han frygtede hvad han ville gøre ved Sebastian.

[Deleted]

Tracy så op på ham med et mistroisk blik og himlede så med øjnene. "Ja og alle har meldt sig i mafiaen for at slippe af med deres far, som... argh." Hun rejste sig i frustration og begyndte at gå frem og tilbage, noget nyt hun var begyndt på frem for bare at krybe sig helt sammen. Men egentlig var det nok bare gode tegn, selvom hun ikke selv følte det. Selv mærkede Tracy bare en følelse af at være ved at eksplodere og ikke kunne give afkald på alt det der hobede sig op inden i hende. Derfor startede den rastløse gang også frem og tilbage. 
"Hvad skal jeg sige til hende når hun spørger? Jeg har ikke lyst til at skræmme hende væk Ben. Hun er... hun var den jeg." hun stoppede op og så på sin bror. "Hun er den første nogensinde jeg forelskede mig i." Tracy sank en stor klump og frygtede sin brors reaktion. nok var han der for hende nu, men hele det med at hun var til pige, var Tracy ikke sikker på om han helt forstod. De kom fra en gammeldags familie, hvor den slags forhold blev anset for en sygdom, som man kunne kurreres fra. "du skal aldrig ønske dig at gøre det samme som jeg. Du aner ikke hvilke ar jeg har på livet. bare for at... for at han ikke skulle kunne komme mig nær." Det var endnu en lille ting, som hun aldrig før havde nævnt for Ben. Han vidste at hun havde været i mafiaen og havde smidt tøjet, men hvad der ellers var sket i hendes tid hos mafiaen, det snakkede hun aldrig om. Måske var det lidt en fortalelse nu, men en del af hende ønskede også at Ben forstod hvor farligt det kunne være. 

Tracy lyttede til hans ord og da det var hans tur til at hakke sig igennem en sætning, satte hun sig hen i sofaen ved siden af ham. "Det skal du ikke. Det får du ikke lov til." Forsikrede hun ham uden helt at vide, hvad han talte om, men hun kunne høre det var noget alvorligt og som ikke var til at sætte ord på, så det havde nok noget med deres far at gøre.  Utroligt at han fortsat skulle plage dem så meget. Seb derimod var forsvundet, hvilket var godt nok. Tracy havde været træt på at gå med ham under retsagen, endnu en ting som Tracy ikke havde snakket med Ben om, mest af skam over at være hoppet på hans og Harolds ord. "Han kommer ikke herind." Lød det fra hende, næsten som en messen, der var blevet gentaget mange gange før.

[Benedict Monroe]

Hvad var det egentlig Tracy prøvede at fortælle ham som hun ikke kunne fortælle? De havde snart været så meget igennem at han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv til tider. “Hvad Tracy?”  Spurgte han og kiggede på hende. Hvad var det hun prøvede at fortælle som hun ikke kunne sige? Havde hun tavshedspligt, eller hvad skete der lige nu og her? Han stirrede efter hende som hun bevægede sig frem og tilbage, men han sagde ingen ting, han var så vant til hvad hun gjorde, og det var i det mindste bedre end at hun krympede sig samme; og ikke kunne sige noget som hun havde gjort i starten efter sin redning. “Du skal kun fortælle det du har lyst til. Fortæl hende ikke mere end hvad du selv vil. Alle har hemmeligheder, og nogle er bedre at gemme til et senere tidspunkt...” selvom hun havde sagt at det var den første pige hun havde forelsket sig i kom det stadig som et chok. Han var blevet bedre til at acceptere hun var til piger, og det var da en helt naturlig ting nu om dage, men det var bare ikke noget der havde forgået i deres familie. Men selvom Tracy havde sine lyster til samme køn elskede han hende ikke mindre. Hun ville altid være hans søster lige meget om hun så forsvundet fra jordens overflade igen. ‘Uanset hvad så,fortjener du at være lykkelig Tracy. Lidt Lykke kan få verden til at vende sig rundt. Men uanset hvad så har aviserne allerede snakket om vores familie, og alligevel er hun ikke skræmt helt væk, nyd det.” Det var mere end man kunne sige om ham. Han havde prøvet at få dates uden at det havde lykkes for ham. For ham var jo sikkert bare lige som deres far, og han blev sikkert også betragtet som en dødsgarsist af de fleste. Hvem vidste hvad folk egentlig gik og tænkte i sidste ende?
han måtte bide sig lidt i læben og kigge den anden vej inden han svarede hende. “Nej jeg ved det ikke Tracy, det er stadig en af de ting du holder hemmeligt for mig. Hvis jeg bare kunne vide hvad du har lavet i din tid du var væk, hvad der har bragt dig så mange sorger. Men det er en sf de ting du ikke vil snakke om, og hvad gør jeg så? Jeg kan ikke lindre dine sorger, og jeg kan ikke hjælpe dig til at få det liv du ønskede dig en gang...” han kiggede ikke på hende en eneste gang, han ville hellere end gerne betale for hendes uddannelse og det havde han også givet udtryk for, men det var nok bare en af de ting hun ikke ville tage imod.

som hum satte sig ved siden af ham kiggede han på hende og et svagt smil kunne anes på hans læber. Han lænede sig frem for at tage øllen fra bordet og tog en tår mens han lyttede til hendes ord. Han fjernede flasken fra munden og svarede hende endelig. “Uanset hvad kan vi ikke vide hvad der sker i fremtiden, og det gør mig bekymret for hvad Sebastian kan finde på nu hvor Harold ikke er her længere til at beskytte ham”

[Deleted]

"Jeg har ødelagt mit liv. Jeg har taget de dummeste valg. Hvorfor skulle jeg absolut gå med ham den dag og.. da vi var.... var dernede.... jeg..... jeg... j......"læben bævrede på hende og øjnene ble øjeblikkeligt fyldt med vand før hun lagde armen om sig selv som for at finde trøst. Alle billederne blev vist for hendes indre blik og hun måtte koncentrere sig om ikke at skrige, men tog sig alligevel til hovedet med begge hænder og pressede til. "nej nej nej nej nej." messede hunog knugede det blå hår ind mellem fingrene.
Hun kiggede ulykkeligt over på Ben, som det hele på ny flød sammen og hun bare knækkede. "Jeg har set så mange frygtelige ting. været vidne til så meget. Judas han... der var en der havde været ulydig og Judas han... han... straffede ham. Jeg v...var nødt til at.. at gøre ting jeg ikke ville. Jeg har druk... drukket mig så fuld at jeg... og de.. men.. jeg var nødt til det. Det var det eneste jeg kunne gøre for at være i sikkerhed."  hun tav og så flovt ned i gulvet. "Jeg har forført så mange uskyldige mænd for at de ville kunne lave aftaler de aldrig ville komme ud af." Tracy skammede sig så dybt og hun havde ondt i maven. Hun havde aldrig sagt dethøjt før, aldrig sagt hvad hun egentlig gjorde for mafiaen. Men nu vidste Ben det, eller hvert fald mere af det. Det var flovt. "jeg er et modbydeligt menneske." tilføjede hun så og gik igen væk fra Ben. Det strejf af glæde, som før havde været der, var nu væk og hun stod bare med et tomt dødt blik i øjnene og så ned i gulvet. helt lydløst uden at røre på sig.

[Benedict Monroe]

Han hadet virkelig at se Tracy på denne her måde. Hun var begyndt at bryde sammen igen, og det var noget sf det han ikke ønskede skulle ske. Han ville bare se hende glad, se hende smile som hun havde gjort inden alt dette her. Han ville se hende være nyforelsket være den gode gamle Tracy. Men det ville nok være et skud i tågen om overhovedet at drømme om det. Han rejste sig op og gik over til hende. Han lagde hænderne på hver sin side af hendes skuldre. “Rolig Tracy det er okey” kom det fra ham og kiggede på hende. Han ville ønske at han kunne være behjælpelig med at få styr på hendes liv, men det var tydeligtvis ikke sådan hans liv skulle være. For en gangs skyld åbnede Tracy munden for hvad hun havde gjort med sit liv. Det var endnu en indsigt i hendes ellers så fortumlede liv. Hvordan hendes liv havde udviklet sig hele sit liv. Hvordan skulle hun nogen sinde komme igennem dette her helt alene? Han ville ønske at han kunne slette hendes minder, men det ville være så forkert af ham, og så ville hun glemme alt om ham, det ville ikke være en ting han kunne leve med. “Tracy... jeg..” han vidste ikke helt hvad han skulle sige til alt dette her. Hvordan skulle han kunne acceptere alt det hun havde gjort. Han vidste jo ikke engang hvad han skulle sige lige nu. “Det er ikke din skyld Tracy, det har været en måde at slippe væk på. Og du kan slippe væk igen, hvis du tillader mig at hjælpe dig.” Kom det fra ham og bed sig lidt i læben. Han klemte lidt om hendes skuldre  og håbede hun ville tage imod hans hjælp. Men hvordan han skulle få hende ud af mafiaen vidste han ikke, men hvis han skulle overtage hendes plads så gjorde han det gerne.

[Deleted]

Det var så pokkers svært for hende at lade Ben holde om hende når hun havde det som nu. Det kræve så meget af hende, ikke bare at hive sig væk, men det ville være forkert, så langt var hun da nået. Hun ville ikke lukke af for Ben ikke selvom det krævede så meget af hende, og det var på tide at han fik tingene at vide som de var. selvom det gjorde så pokkers ondt at fortælle, selvom hun var flov, selvom hun var bange. "nej det er ikke. Jeg svigtede dig. Jeg skulle ikke have forladt dig uden at sige noget! og så den dag du fandt mig. Jeg... Undskyld! Jeg prøvede at beskytte dig, at holde dig ude af min verden, men det kunne jeg ikke.Det kunne jeg..."stemmen knækkede og en tid stod hun bare lydløst og med hænderne ned langs siden. Dette her var kun et tilløb, det vidste hun godt, men det gjorde Ben nok ikke. Hvad hun egentlig ville fortælle, var hun ikke kommet til endnu. Det var for flovt. Hun bed sig i kinden og sank. "Ben jeg.. Da.. Da Han tog mig.. jeg kæmpede selvfølgelig imod, men jeg kunne ikke komme fri.. kunne ikke... Han... han kom ind i rummet, hvor jeg var bundet og..." Hun græd ikke larmende og hulkende, bare tomt, stille og  helt tyst. Hun rystede over hele kroppen og havde kvalme. Hun var så bange for det rum hun havde været i, turde ikke tænke på det, men var nødt til det, nu hun skulle fortælle om det. "Der var så mørkt og.. rotter... der var rotter alle vegne.. eller det.. det tror jeg, jeg havde bind for øjnene. Jeg kunne ikke se, ikke når jeg ikke måtte. Der var så mørkt, altid mørkt når ikke han var der."  Hun trådte et stridt bagud og øgede dermed afstanden imellem dem. nu var hun nået til det hun var mest flov over, eller dele af det. Hun sank og så ned på deres fødder. "Jeg kunne ikke komme fri, så jeg.. jeg... spillede med på den........ f..flirt..flirtede med ham. jeg... jeg sagde, at jeg gerne ville have ham, at jeg var hans" Det gjorde så ondt, ikke kun at fortælle det men også bare tanken om hvad Ben måtte føle lige nu. Hun sank igen og bed ned i underlæben, men fandt alligevel styrke til at fortsætte. "Jeg.. sagde jeg ville have ham og kæderne blev til bånd.. han.. ville kysses... kærtegnes og jeg...... Jeg prøvede ikke at tænke mens jeg gjorde som han sagde. jeg sagt..... jeg... alt de han ville høre, slog hjernen fra og gav ham hvad han ville men han."  nu hulkede hun. Hun sank sammen og holdt hårdt om sig selv. "jeg var nødt til det. i mens prøvede at finde en måde at slå ham ihjel.. jeg ville dræbe ham, bare få det til at stoppe... jeg ville..."  hun rokkede stille frem og tilbage mens hun græd. det gjorde så ondt nu og hun var så flov over hvad hun fortalte. "Han opdagede min plan og så..." En ny bølge af gråd overmandede hende og så lød ordene, som hun havde sagt så mange gange før "Du må ikke dø, Ben." så blev hun helt stille...

[Benedict Monroe]

Det var som om at Tracy lige pludselig havde skiftet spor, hvad var det hun gerne ville fortælle? Havde han gjort noget galt på en eller anden måde? Ville hun nu fortælle at hun ville stikke af igen og glemme alt om ham? For det kunne han altså ikke acceptere på nogen måder. Men hendes stemme gav genlyd i hans øre. Hvordan kunne hun have svigtet ham? Hvis der nogen det havde svigtet nogen her så var det helt klart ham. Han havde aldrig set hvad der var sket bag lukkede døre. Han havde aldrig lagt mærke til de forandringer hun havde lavet i livet. Han havde altid bare været optaget af deres mor og taget med hende på indkøb i stedet for at blive hjemme. "Du har da ikke svigte mig... Hey.. Hey, det er glemt. Jeg er ikke den samme som den gang, jeg har ændret mig Tracy, jeg er ikke længere den vrede person der ville have dig med hjem, eller den person der var sur på dig for at forlade mig. Du ændrede mig den dag Tracy" han vidste ikke om hun forstod hvad det var han sagde, men det var sandt. Hun havde ændret hans liv den dag og redet ham samme dag. Hun havde fortalt for første gang om de overgreb som deres far havde lavet på hende, og han havde fået det største chok at han nær var blevet kørt ned af en bil, og alligevel havde hun redet ham fra døden. Så han burde egentlig have takket hende for at have åbnet hans øjne for en sandhed der gjorde så pokkers ondt. Det var også derfor han ville beskytte hende så meget nu, for han havde ikke været der for hende da hun boede hjemme, ikke som han egentlig havde ønsket at han var.
Det hele virkede så forvirrende, alle de ord hun sagde med opbremsning gjorde at han blev endnu mere forvirret, hvad snakkede hun om. Hvad havde Mafian gjort ved hende? For det var da stadig den de snakkede om ikke. Men jo mere hun prøvede at fortælle jo mere gik det op for ham hvad det egentlig var hun mente. Han var målløs. Hun havde været i en overlevelses tilstand og gjort alt hvad der skulle gøres bare for at slippe væk fra en gammel klam mand. En mand der burde beskytte hende og ikke udnytte hende på det groveste. Hans arme faldt ned ad siden på ham. Han vidste ikke hvad det var han skulle sige, han var indebrændt og han blev vred, men hvad skulle han gøre nu? Hvordan skulle han nogen sinde kunne gøre noget for at slippe af med den stodder der bare ødelagde alt på sin vej? Langsomt uden at tænke over det blev hans hænder knyttet hårdt ind imod hans håndflader. Han var så indebrændt og vred at hendes stemme blev lav. Det var som om han ikke hørte efter, og alligevel hørte han hvert et ord. Hun havde... Han havde.. Det var frygteligt endnu en gang havde han ikke kunne beskytte hende fra noget. Endnu en gang havde hun måtte finde en måde at overleve på. Hans øjne blev røde og han bed sig hårdt i læben. Da hun endelig var færdig med at fortælle stod han stadig med knyttet hånd og bed sig i læben. Lige pludselig tog fanden ved ham og han hamrede sin højre hånd ind i væggen 7 gange, huden sprækkede på hånden og blodet var tydeligt at se på væggen. Han havde ikke ramt samme sted en eneste gang, og for de sidste 4 slag havde noget blod sprøjtet lidt op af væggen. Han var så arrig over ikke at have hjulpet den han holdte mest af. "Jeg skulle have slået ham ihjel da jeg havde chancen hele sætningen var nærmest en hvisken, men han mente hvert et ord. Hvis han fik muligheden igen ville han slå ham ihjel. Dette her var ikke længere et familie mellemliggende. Dette her var decideret hævn, og der ville kun stå en vinder tilbage på sejrs trappen. Harold eller ham. En ville ligge død og uanset hvem det var ville en af dem få deres vilje med at få Tracy for sig selv.

[Deleted]

Tracy havde ondt i hovedet af de mange tanker, minder og fornemmelser. Derfor tog hun sig igen til hovedet og sank sammen. Hun kunne ikke dette her, var ikke så stærk som hun troede. ”Du må hjælpe mig.. Jeg vil så gerne… Ben.” Tracy så på sin bror og søgte så ind i hans favn. Dét var en ting hun nærmest ikke havde gjort siden de var sluppet væk fra Harold. Indtil nu havde hun haft det svært med at blive rørt ved af andre og undgik det helst, men lige nu i denne stund, der havde hun brug for sin bror, og hun søgte dybt ind i hans favn og græd så, på en måde hun ikke havde grædt på før. Det gjorde så ondt inden i hende og føltes som om hun var ved at blive trukket fra hinanden, hvilket kun lige nu var mere grund for at Ben skulle holde om hende. ”Nej Ben. Du ikke en moder.” konkluderede hun fast og så op på hende med et ansigt fuldstædig vådt af tårer. ”Du må ikke! hører du. uanset hvor mange gange han slog dig ihjel, så får du ikke lov.” Tracy bed slet ikke mærke i at sætningen måske ikke gav mening, for hende gjorde den det jo, og ganske forsigtigt, lod hun sine hænder lægge sig om sin bror, i det første knus hun havde givet ham i meget længe.

[Benedict Monroe]

Det var ikke længere sjovt at være ham, hånden dunkede i smerte men han var lige glad, hans blik virkede tomt og udtryksløs, som om han slet ikke var til stede. Han blinkede nogle gange og stirrede blot ind i væggen og kunne se hvordan blodet havde sprøjtet lidt op af væggen efter at have slået så hårdt og hurtigt. Han skulle lige til at slå på ny da Tracy fik stoppet ham ved at søge ind i hans favn. Han var lamslået over hele situationen og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Han var da glad for at hun gjorde det, men han var virkelig dybt begravet i sorg, smerte og vrede alt sammen på en gang. Han forstod ikke hvordan et sådan klamt menneske stadig kunne leve. HN forstod ikke hvordan Tracy havde kunne holde på den hemmelighed for sig selv. Han vidste ærlig talt ingen ting, og alligevel søgte hun nærvær. Det virkede som om hendes stemme var så langt væk, så lav at han dårligt nok kunne høre det, men alligevel opfattede han alt hvad hun sagde. Trætheden der havde siddet i ham var ikke længere at spore, han. Ham var anspændt i hele kroppen og hans hænder var stadig knyttet hårdt. Blodet fra knoerne trillede længere ned  langs fingerryggen og drybbede ned på gulvet og muligvis på Tracys ellers så fine kjole. Hendes hulken fik ham lidt til sig selv og han måtte blinke nogle gange med øjnen for til sidst at lytte til hendes ord. Han var ikke morder, men det var snart den eneste måde for at slippe for en mand som Harold. Han ville så gerne slippe af med ham, og han frygtede at han ville slippe ud af azkaban. Han frygtede ikke mindst for hans men lige så meget for hendes liv. Det var en frygt der nok aldrig ville ændre sig ordene om at han ikke var morder og at hun ikke gav ham lov fik ham til at slappe list mere af. Hænderne blev åbnet og han kunne mærke en glidende bevægelse på sin højre hånd, det var blot blodet der nu kunne løbe helt ned til finger spidserne. “Er...er... er jeg i virkeligheden død?” Det var et spørgsmål han ikke vidste hvorfor han havde stillet, men var han virkelig blive slået ihjel så mange gange? Var han egentlig bare et spøgelse, og var dette her alt sammen blot ent fængsel af gentagelse af en dag?