Det kan kun gå galt

[Raphael Kovinsky]

Tiltænkt: Adeline Marche

Tid/Sted: Eliksir lokalet fredag kl 14

Vejr: Ikke relevant

Påklædning: Hogwarts uniform

---

Eliksir lokalet var så lummert, men for en gangs skyld havde Raphael faktisk glædet sig til denne her time. I en måned havde de brygget på Polyjuice eliksiren og endelig var dagen kommet hvor at den skulle testes. Han havde på ingen måder overvejet hvilket hår han skulle bruge til bryggen, lige indtil at han rent faktisk havde stået tæt på den ny professor i Eliksir. Et år var faldet af hende og han kunne kun finde det sjovt ved at gøre en ting. Bruge hendes hår til noget godt. Noget der kunne gå begge veje, men han måtte vide det. Han var måske lidt en ballademager og gik og hakkede på alle de homoseksuelle. Men det var mest fordi han var usikker på sig selv og hans måde at håndtere sine egne tanker på var at hakke på dem. Desuden virkede den nye professor så skrap at han havde brug for at vise hende ikke alt ting skulle være alvorligt.

Håret der var faldet af Adeline's kappe lå i en flaske foran ham på bordet. Og han ventede egentlig bare på at Adeline sagde at de måtte tage fra kedlen. Men det kunne jo tage evigheder, sådan som hun stod og plaprede om et eller andet han ikke rigtig forstod. Han havde kun dette her fag fordi han ville være healer, og det krævede at han kunne noget om eliksir. Han hadet faget, men samtidig vidste han at det var nødvendigt for hans fremtid. *Kom nu, kom nu, kom nu* tænkte han og begyndte at sidde og trippe med benet

[Adeline Marche]

Adeline var endelig begyndt at finde en rutine her på Hogwarts nu efter en måned på skolen som professor. Eleverne havde ikke været så forfærdelige, som hun havde frygtet - men der var nu alligevel indimellem nogen der kom med de dårligste undskyldninger, for hvorfor de ikke havde læst på deres lektier eller hvorfor de havde lavet en fejl i deres bryg. Det var belastende og Adele havde haft en hel del elever, der ikke havde forstået hvordan man skulle brygge polyjuice eliksiren - så i dag var hendes smil temmelig nedadrettet og hun havde en klar rynke i panden fra hendes irritation. Irritations rynken.
Polyjuice eliksiren havde været det første store projekt hun havde haft startet med sine elever på syvende årgang, og selvom de forskellige brygge ikke var blevet testet endnu, så vidste hun at over halvdelen af klasselokalet havde lavet forfærdelige eliksirer, som hun i hvert fald ikke skulle i nærheden af. Skolesygeplejersken var heldigvis advaret på forhånd.

"...er i med?" spurgte hun og vendte sig væk fra kridttavlen, for at se om eleverne stadigvæk lyttede. Hun havde måske forklaret lidt for grundigt om eliksiren, lignende eliksirer samt deres tydelige forskelle i både lugt, farve, virkning, osv.
En del af eleverne så ud som om de var ved at falde i søvn... Så det var nok tid til at komme i gang med det mest spændende.

"Så... Når det er sagt - så må i nu gerne øse en portion af jeres bryg op i et glas. Jeg håber i alle har husket at medbringe et hår - og hvis nogen af jer har medbragt kæledyrshår, så kan i komme her op og hente et hår ved mit bord." Der var et par elever, der en smule opgivende kom op og hentede hår ved hendes bord. De havde åbenlyst ikke læst på lektien og deres navne blev skrevet ned i hendes sorte lille bog.

[Raphael Kovinsky]

•bla bla bla bla bla... det er da umådeligt kedeligt, du er så tør! Kom nu til sagen!• tænkte han og prøvede ihærdigt at lytte efter hvad det var hun sagde, men det var alt sammen praktisk og umådeligt kedeligt at han ikke orkede at høre helhjertet efter. I stedet gled hans tanker hen på breven han havde fået af Baldrian Zacharias Dumbledore. Hvis han nu havde dem med lige her kunne han have læst nogen af dem, bare sådan smugkigget, men så igen han ville bare være blevet irriteret, og så ville det gå ud over timen.. det ville ende i kaos, og så igen efter hvad han havde tænkt sig så skulle det nok blive kaos alligevel, eller sådan lige der omkring. Han var sikker på at dette FUT år ville blive svært, og han skulle bare få en god karakter i dette fag ellers kunne hans fremtidsdrømme være ødelagt. Han håbede inderligt at professor Marche ville tø lidt op i løbet af året, men han tvivlede stærkt, og så slog det ham, hvis han nu alligevel lignende professor Marche, kunne han ikke opspore professor Dombledore? Bare for at flirte lidt med ham, give ham et kys på kinden og så tage den der fra. Det ville være en skide god plan at kæde professor Marche og Albus Dumbledore ll sammen! Den bedste ide ever! Baldrian havde alligevel været en klog mand, men ville det så betyde at han rent faktisk stod selv og flitrtede med professor Dombledore? Ja det gjorde det vel egentlig, men hvis de nu kunne blive kædet sammen, så kunne det være hun ikke var så sur hele tiden.
sådan som han havde siddet og tænkt og stirrede på tavlen da hun ENDELIG vendte sig om for at sige noget helt andet. Endelig skulle de i gang med at tage den eliksir, og han havde været meget omhyggelig med sin, så han håbede den var lavet rigtig. På den anden side kunne det jo også gå galt. Det var kun tiden der kunne vise den sag. Så da de endelig måtte øse et portion op i et glas var han hurtigt til at rejse sig op fra stolen. Han tog fat i opøseren fra sin kedel og hældte langsomt op i koppen. Han havde allerede glasset klart med håret fra professor Marche’s kappe, og an håbede virkelig ikke at det var et dyrehår efter som det havde været knækket. Der var kun en måde at finde ud af det på. Nu skulle hun bare give tegn til at de måtte smide håret i koppen og så drikke eliksiren. Han var edderspændt!

[Adeline Marche]

"Okay! Nu hvor i alle ser ud til at have... En eller anden bryg i glasset foran jer - halvdelen af jer formentlig polyjuice eliksir - så må i gerne drikke jer en tår. Jeg advarer jer; Hvis i så meget som tager en enkelt dråbe af jeres bryg med ud ad klasselokalet, så vanker der eftersidning."

Hun kiggede ud over sit klasselokale, som virkede meget opmærksomme lige nu, "Ja, så begynd! Vi har ikke hele dagen!" og så begyndte kaosset ellers.
Det første uheld var ude allerede to minutter efter den første elev havde drukket af en bryg, Adeline havde lagt mærke til var en helt forkert og flydende konsistens med en masse bobler.
Det undrede hende ikke, da hun begyndte at kaste tudser op midt i klasselokalet, "Op til hospitalsfløjen, omgående, med mindre du har lyst til at oversvømme klasselokalet med tudser," hun gik hen til eleven, ikke for at hjælpe hende, men for at samle tudserne op i et glas - de kunne jo bruges til ingredienser senere.
"Andre der har brug for et visit i hospitalsfløjen?" og selvfølgelig var der en fra Gryffindor der alligevel havde prøvet kæledyrs-ruten, "Uglefjer er måske ikke et kæledyrshår, men det siger vel sig selv at det heller ikke virker? Flyv du op i hospitalsfløjen med dig - jeg er sikker på at du nok skal finde vej, med de store øjne du har fået dig," vrissede hun halv irriteret.

Hvad mon hun ellers skulle stå over for i dag?

[Raphael Kovinsky]

Nu skete det virkelig hun havde givet lov. Forsigtigt puttede han håret i bryggen og det begyndte langsomt at synke ned i glasset, som om håret vejede mere end det skulle. Han var lidt usikker på om han egentlig havde formået at lave eliksiren rigtigt og han skulle da også lige til at tage en tår af den da han hørte hendes stemme på ny. Han kiggede op fra glasset. Kunne hun andet end at lyde så sur. Ja alle var da ikke lige gode til Eliksir, men det var altså også en svær eliksir at brygge, det tog trods alt en måned at brygge og så mange ting kunne gå galt. Han måtte synke en klump da hun nævnte alle de dyre hår og fjer der var blevet brugt. Nu tvivlede han på om han skulle drikke sin egen bryg, men der var ingen vej uden om håret var kommet i og der var kun en vej tilbage. Han satte glasset for læberne og tog ikke bare en tår som han skulle, han tømte hele glasset. Det smagte afskyeligt og var klumpet. Det var ikke noget af det han havde forventet.

Glasset ramte gulvet som han tabte det i det forvandlingen skete. Hans hår ændrede sig og blev længere, hans begyndende muskler skrumpede ind til noget helt andet og han blev højere og mere slank. Langsomt boblede hans hud og han begyndte mere og mere at ligne Adeline. Langt om længe hvad der virkede som flere minutter stod han i sit Hogwarts outfit og lignede Adeline. Han stirrede ned af sig selv og så på nogle af eleverne der stirrede på ham. "Så chop chop, videre, ryd kedlerne, dig der op på hospitalsfløjen" kom det fra ham og selv hans stemme lød anderledes og han var ikke sikker på om han gjorde det bevidst eller om det var eliksiren der havde haft sit indtog. Det gjorde ham faktisk en lille smule nervøs. Men når alt kom til alt lagde han armene over kors og kiggede på sin professor som han lignede på en prik.

[Adeline Marche]

Ja, hvad skulle Adeline ellers se i dag? Den største overraskelse var nok den, der ventede hende, da hun pludselig hørte lyden af sin egen stemme. Men det var ikke hende der talte.
Hun tog sig en ekstra ekstra dyb indånding, før hun vendte sig om og fik øje på en elev, der lignede hende på en prik. Automatisk lagde Adeline en hånd mod hendes hår på hovedet, mens hun overvejede hvordan den lille skurk havde skaffet sig et hår fra hende!

Hun åbnede munden for at sige noget, men hun var så rasende at der ingen lyd kom ud. Kinderne var røde. Hun havde ikke forbudt dem at tage et hår fra en professor, så hvad kunne hun i det hele taget stille op imod denne elev?
"Hvad skal det her forestille?!" spurgte hun hårdt og højt, mens hun gik over imod det der mest af alt lignede hendes eget spejlbillede. "ALLESAMMEN, undervisningen er forbi. Alle ud, med mindre i vil have eftersidning," men eleverne havde ikke hørt efter hende, fordi de havde haft travlt med at grine af det faktum at der var to professorer. Hvem skulle man lytte til? For åbenbart var denne dobbelgænger tæt nok på Adeline i opførsel at de ikke vidste hvem der var den ægte varer! Det sårede hende.
Hun kiggede sig selv i øjnene og skulede, som for at finde ud af hvilken elev der gemte sig bag polyjuice eliksirens effekt, "Dit navn, så jeg kan skrive et langt brev til dine forældre i aften, tak!" hun tog sin lille bog frem, så hun kunne skrive det ned. Hun var vred, meget vred.

[Raphael Kovinsky]

Mærkeligt nok fandt han det hylende morsomt sådan at give sig ud for at være en sur dame. Han manglede bare lige essensen af hende. Men den anede han ikke engang om han kunne fastholde. Hun var så sur og bestemt, kunne han være det samme? Han skulle dog lige til at sige noget da hun kom ham i forkøbet. Han lagde hovedet lidt på skrå. Det sagde jo sig selv hvad dette skul”e forstille. Det var jo hende! Hun skulle vel ikke bruge briller allerede vel? “Jamen jeg er jo professor Marche, hvem er de sådan at udgive dig for mig sådan en fusker frem med staven så jeg kan tilintegøre dig.”  Kom det fra ha: og hørte endnu flere stå og fnise og grine i det skjulte, også selvom hun allerede havde sagt det ville vente en eftersidning hvis ikke de gik. “Mit navn? @basil er navnet. Hvem er de og hvilken forræder er de?” Kom det fra ham og ville på ingen måder give sit rigtige navn, det var bedre st give Vasils navn for de var ikke på bølgelængde alligevel og Basil var blot en kujon og en irriterende dreng der blot krævede at få sin vilje. 

[Adeline Marche]

"Jeg skal love dig for at du ikke er Basil Falcon - tror du jeg er blind? Jeg kan udemærket se at du hører til hos Gryffindor, og ikke Slytherin," jo som overhoved af Slytherin kollegiet, så vidste hun bestemt godt at Basil Falcon var en Slytherin.

"ALLE ud!" sagde hun langt højere denne gang og i en meget streng tone, før hun så vendte sit blik mod sig selv igen, "undtagen dig!" hvæsede hun, "Du bliver her... Vi skal nok få løst hvem du er... Om vi så skal vente indtil eliksiren stopper med at virke," hendes kinder kogede af vrede og samtidigt følte hun sig også dybt til grin over at hendes undervisning var gået så dårligt. "Indtil da kan du begynde at rydde op for dine klassekammerater," det var en beordring, og hun ville ikke spørge ham to gange. Selvfølgelig skulle han nok gøre, som der blev sagt! Nu var legen slut, og det havde de andre elever også fundet ud af - de var begyndt at pakke sammen for at forlade lokalet.

[Raphael Kovinsky]

“Jeg er da særdeles Basil... hvorfor skulle en Gryffindor elev gøre sådan noget her?!” Kom det anklagende fra ham, lige indtil han kiggede ned af sig selv og lagde mærke til løve emblemet på kappen.. “åh... eller jeg mener... hold kæft hvor er du sur!” Kom det fra ham og rystede på hovedet så det lyse hår svang til alle sider. Han var bestemt ikke vant til st have langt hår. Endnu engang råbte hun at de alle sammen skulle gå ud og han vendte sig da også om for at begynde afgå lige indtil han blev stoppet. han satte sig ned på den nærmeste stol og lagde armene over kors. Det var da uretfærdigt! Så kunne hun bare have ladet vær med at sige de skulle brygge denne her eliksir. Fejlen var helt hendes egen! Det kunne lige så godt have været et kattehår hun havde haft på kappen! Et kort fnys kom fra ham som han blev bedt om at rydde op og han lagde armene over kors. “Og hvis jeg nægter?” Kom det fra ham og lænede sig lidt længere tilbage i stolen. Der var jo bare lige den ting.. han skulle bruge mere polyjuice eliksir for at fuldføre sin plan. Heldigvis havde han halveret hendes lange hår da han skulle bruge det. Så han havde stadig lidt. Han rejste sig op fra stolen og bevægede sig hen til sin kedel. Det var i det mindste den eliksir han havde set virke. Uden hun opdages det tog han en flakse fra bordet og fyldte den op med eliksiren for hurtigt at smutte den ned i lommen på sig selv. “Og hvad så med eliksiren professor sur?” Kom det fra ham og rørte lidt i kedlen. Havde hun ikke en kæreste der kunne gøre hende lidt glad eller noget?

[Adeline Marche]

Adelines læber var klemt sammen i en stram linje. Det var næsten lige før hun ingen læber havde at se, så meget strammede hun, fordi hun gjorde sig så umage for ikke at begynde at råbe franske skældsord af den lille møgunge. Alligevel prøvede hun på at tænke en smule positivt:
x. En del af eleverne havde lavet ekstremt dårlige eliksirer, som nok omgående ville sende dem på hospitalsfløjen.
x. Denne elev havde formået at lave en ekstremt god polyjuice eliksir.
Det var frustrerende at denne elev havde den attitude de havde, for med lidt fokus og bedre opførsel kunne der nemt være tale om en mønsterelev. Det var ikke sagen.

"Når jeg finder ud af hvem du er, så kan du love dig for at dine forældre får besked..." kommenterede hun, mens hun selv begyndte at hjælpe til med at gøre rent. Det meste røg direkte i en håndvask. "Og for at give dig et svar på dit spørgsmål, så kan jeg fortælle dig at hvis du nægter, så er det en tur på rektors kontor, samt en samtale med Gryffindors overhoved om hvorvidt du er den type Hogwarts ønsker skal repræsentere sig," jo, en bortvisning var hun ikke bleg for, hvis ikke eleven strammede sig lidt an.
"Du kan bare hælde dem alle ud... Alle på nær din egen," det sidste blev sagt en smule mere sammenbidt.

[Raphael Kovinsky]

Hvordan kunne en professor være så stram i betrækket?! Det var da forfærdeligt! Og selvom hun ville skrive hjem til hans mor så blev han dn smule bange. Han hadet når hans mor skulle indblandes i tingene. For han vidste aldrig hvordan hans mor eller brødrer ville kunne reagere. De havde trods alt bestemt hans skæbne når han blev 18. Til den tid var der ikke nogen måde at undslippe, han kunne lige så godt lave balladen nu det ville være for farligt når han blev varulve jæger. For det var i sandhed den skæbne han skulle ind i på hans 18 års fødselsdag. Den første jagt ville være forfærdelig, men hvad skulle hangaren ved det? For fanden han ville jo ikke engang acceptere at han var til fyre! Ikke sådan rigtigt, også selvom Baldrian var umådelig dejlig og at han havde kysset ham. Det var så småt blevet virkeligt st han havde givet sig ud i lidt kærlighed.
han begyndte at tage de ulækre og forkerte eliksirer for at hælde dem ud, men uanset hvor han kiggede hen var det lange lyse hår i vejen. Hvordan kunne man dog ikke blive irriteret på sådan noget hår?!”og hvor vil professoren have at min eliksir skal sættes hen?” Spurgte han lidt sammenbidt. Hvis hun skulle være sur så kunne han altså også godt være det. Han havde alligevel nogle ting han skulle ud med. Selvom han havde på fornemmelsen at inden han gik her fra, så ville han stor tude over hendes behandling, og de ting hun sagde. Som om han ikke havde nok at tænke på ud over en bortvisning fra noget han elskede så højt. Han ville jo heller ikke være på tværs. “Du bad kig selv om st skaffe et hår, at det så blev dit... det kan vel ikke sætte dit pis i kog?” Spurgte han lidt forsigtigt og kiggede på hende mens han gik over til sin egen eliksir og drejede lidt rundt i den med en ske.

[Adeline Marche]

”Der står tomme beholdere i skabet der ovre,” hun pegede over på et skab, mens hun stod og skrubbede en beskidt kedel af, ”Og pas på…. Hvis du vælter min krukke med drageskæld skal jeg personligt sende dig til det nærmeste dragereservat, så du selv kan plukke nogle nye til mig!” lød advarslen fra hende.

Hun måtte prøve at falde ned. Vise at hun ikke kun var vred. ”Jeg ved godt at jeg selv bad jer om at skaffe et hår – det var trods alt mig, der bad jer om at lave en polyjuice eliksir! Men måske skulle jeg have specificeret hvor vigtigt det er at tage håret fra en der har givet jer tilladelse til det. Du aner jo ikke hvilket hår du tager fra mig! Det kunne være en kat eller en hund…” skældte hun ud igen. Hun var næsten forpustet over at skulle snakke så meget i den hårde tone.

”Men” kom det igen sammenbidt fra hende ”…Når det er sagt, så synes jeg du burde ændre din attitude, unge mand. Din eliksir var den bedste af alle i dag, og hvis ikke det havde været fordi du skulle lave en scene… Så kunne det måske havde været sådan en besked dine forældre fik – at du havde gjort et fantastisk stykke arbejde,” hun kiggede ikke på ham, men skrubbede blot videre, som om hun intet havde sagt.

[Raphael Kovinsky]

Hvor var hun strid! Helt ærligt hvordan kunne hun være så strid af en professor at gære?! Og hende skulle han have resten af skoleårets blot for at bestå sin F.U.T så han kunne blive healer. Havde det så været det smarteste at gøre? Han var ikke sikker, alligevel bevægede han sig over til skabet og hæv nogle tomme flakser ned uden så meget som at røre dem med dragskæl. Han ville dø hvis han kom til et dragereservat! han kunne dårligt nok finde ud af magiske dyrs pasning og pleje! Det var jo ikke dem han ville helbrede! Han traskede tilbage med favnen fuld af flasker i mod sin kedel, og satte flaskerne så godt ned han kunne. Godt nok væltede novelle af dem men i det mindste ikke ned på gulvet. For det ville hun sikkert også blive vred over! “Men det var jo ikke fra en kat eller en hund! Det var et hår fra dig..  du virker heller ikke som typen der har et dyr. Så kan det vel være lige meget. Nu har jeg haft dig i over en måned, og alligevel smiler d7 aldrig når man rent faktisk gær noget godt i timerne. Næh nej, jeg ville bare sprede lidt sjov og spas, og så er dette takken...” mumlede han mere end noget andet, selvom hun sagtens ville kunne høre det overvejede han overhovedet hvorfor se skulle have haft ny professor. Han ærgrede sig over at han aldrig fik ros af nogen mere. Ikke engang Baldrian Zacharias Dumbledore gav ham en ros for noget som helst. Måske var han bare ikke den der skulle roses. Alligevel kom hendes næste ord som en overraskelse. Det fik ham til at få dårlig smag i munden. Nu havde han altså både @carol og nu Adeline efter sig. Typisk ham at rode sig ind i lort blot for at lette en stemning. “Ja ja, tror min mor er ret lige glad efter som hun har andre planer for mig når jeg bliver 18... det er jo ikke engang sikkert jeg må blive healer alligevel... hvis jeg overhovedet overlever den første jagt..” det sidste kom som en mumlen hun nok ikke ville kunne høre. Men han vidste ikke hvor god en hørelse hun havde eller om hun var kommet tættere på. Han stod blot og fyldte flaskerne op med sin polyjuice eliksir. Han kunne ikke fortælle en professor hvad planen var, han kunne ikke fortælle det til nogen, og alligevel havde Baldrian fået det af vide ved en fejl. Forelskelse gjorde helt klart blind.

[Adeline Marche]

“Men det kunne have været fra en kat eller hund,” bed hun skarpt og hurtigt tilbage efter eleven, som bare ikke ville give op. Hvad havde hun sagt ja til, da hun sagde ja til stillingen her på Hogwarts! Hun kunne jo ikke finde ud af de dumme børn.
“Hvis du ikke har set mig smile, så skulle du overveje om du virkelig har gjort noget der var godt nok til at fortjene et smil fra min side. Desuden går du ikke i skole for at se mig smile, men for at lære noget,” Adeline begyndte at skrubbe en anelse hårdere.

Alligevel kastede hun et blik over på ham, da han begyndte at snakke om hvor ligeglad hans mor var. Det sidste han sagde fik hun ikke med, men hun kiggede alligevel undrende på ham, “Hvad var det du mumlede? At mumle er ikke høfligt - nogen kunne jo tro at du var ude på at kaste en forbandelse over en.” Det var det hun altid var blevet fortalt af hendes mor, når hun havde mumlet utydelige ord.

[Raphael Kovinsky]

Hvor var hun dog irriterende. På en eller anden måde kunne han faktisk godt forstå hende, selvom han ikke ville have lavet ballade. Han ville bare gerne hvad der skulle ske lidt sjov i alt denne her alvorlig ting som eliksir lokalet. Han havde lyst til at fnyse, men han gjorde det ikke. Han ville endnu mindre være til besvær eller gør hende endnu mere oprevet. Han begyndte langsomt at fylde eliksiren på flaskerne men i et langsomt tempo og lyttede blot til hendes alvorlige ord uden at sige noget som helst. “Der er en grund til st eliksir er mit bedste fag. Jeg vil bruge det til noget, noget menings fyldt, noget der kan gavne andre, og alligevel får man ikke ros, blot for at lave lidt spas..” han kiggede ned i kedlen og havde slet ikke lyst til st være her med den sure madame. Man skulle tro hun var franskmand, de var altid så sure når han så dem i diagonalstræde. Han havde kun fyldt 6 flasker da han stoppede og kiggede på hende. Kunne han nogen sinde for tillid til en som hende? Ville hun nogen siden altid være så sur? Kunne han overhovedet betro sig til en voksen med en hemmelighed som hans. Det var ulovligt st være varulvejæger, go hans mor og brødrer kunne komme i problemer hvis det blev opdaget. Men alligevel vidste han ikke hvad han skulle sige. “Så god en magiker er jeg slet ikke, og hvad jeg mumlede skal du ikke blande dig i. Det er hemmeligt.” Han kunne ikke sige det til hende. Han havde allerede talt over sig hos Baldrina, det måtte ikke ske igen. Dette her var en skole, og han ville komme i langt flere problemer hvis en voksen fik det af vide. “Desuden er det ikke høfligt altid at være så sur. Kunne d7 ikke være mere som professor Dombledore? Han smiler da i det mindste...” det var en henkastet bemærkning, men nok ikke det smarteste st sige til en der allerede var sur på ham.