Det kan kun gå galt

[Adeline Marche]

“Nej, du får ikke ros. Ikke i dag.” Hun skrubbede videre, en smule mindre irriteret over hvordan hendes undervisning var endt i dag. “Du skal passe på med mængden af dine ranunkel blomster. Antallet man får at vide er altid vejledende, og afhænger meget af blomstens størrelse…” begyndte hun pludselig, som om han var slået op i en eliksir bog. “...Du har en lille smule for meget ranunkel i, hvilket man kunne se på at din eliksir tog en smule farve efter den lillae blomst. En fejl jeg selv ofte begår. Heldigvis er der ikke nogen store konsekvenser af for meget ranunkel, da det er den helende enhed i eliksiren, som gør at det ikke gør for ondt på dig, når din krop går gennem forandringer. For meget ranunkel vil som det mindste gøre dig en smule sløv i morgen - og værst vil den få dig til at grine som et fjols… Vi kan begge se at du ikke står her og griner, så jeg må konkludere at du kun har puttet en lille smule for meget i din eliksir. Fantastisk arbejde for en første gang, og jeg er sikker på at du ville være en fantastisk heler, hvis du ellers kan holde fokuset til at blive med at lære i stedet for at læne dig op ad dine naturlige, instinktive helende evner.” Det var nok den dybeste ros hun var kommet med i den tid hun havde arbejdet på Hogwarts. Hun kiggede over på ham, “Og hvis du forventer at jeg skal konkurrere mod Dumbledore, så er det klart at du ikke kan se at jeg kan være andet end sur. Dumbledore er den venligste af de professorer der underviser på Hogwarts, som jeg har fået æren af at kalde min kollega,” hendes kinder blev varme og en smule røde, som hun snakkede om Dumbledore.
Adeline var ikke vant til at snakke om sine kollegaer. Især ikke at komplimentere dem. Men hun elskede simpelthen de andre undervisere her på Hogwarts - især Dumbledore, som trods Adelines usikre arroganthed havde taget så varmt imod hende og accepteret hende, selv da hun var ny og nervøs… og forfærdelig. Absolut forfærdelig.

[Raphael Kovinsky]

Det kom fuldstændig bag på ham at hun rent faktisk begyndte at undervise ham lige her midt i en halv eftersidning som sikkert kom senere. Han bed sig lidt i læben og fik lige pludselig ondt i maven over det hun stod og fortalte, måske var hun ikke så slem igen. Måske var hun i virkeligheden god nok inderst inde. Han stoppede sin gøren og lyttede til det hun sagde. Det var først da hun var færdig at han fortsatte med at hælde eliksiren på flaskerne og denne gang lidt hurtigere. Han kunne se hvad hun mente, men ærlig talt, han fandt det ikke lige frem morsomt, eller specielt sjovt at stå i denne situation. Han havene blot fået andre til at grine det var alt? Han sank en klump og ville komme med en beklagelse. “Professor? Undskyld jeg løj, jeg er Raphael Kovinsky” kom det fra ham og holdte blikket hed i eliksiren og hans gøren. Han ville ikke komme ud af dette særlig pænt, og hans mor ville sikkert blive tosset, men det måtte han jo tage med. Han håbede bare inderligt at alt var godt og rart når han stoppede her, men det vidste han at det ikke blev. Tanken om Dombledore fik ham til at rødme. Ikke på grund af Albus, men mere på grund af broderen baldrian, men det var ikke noget han sagde højt. Han sagde ingen ting og han holdte blikket ned i eliksiren som efterhånden var tomt. Så skulle den bare skures, og der måtte sikkert ikke bruges magi alligevel, det ville blive et helved dette her!

[Adeline Marche]

Hun stoppede med at gøre rent og vendte sig om, så hun igen så på eleven, der afslørede hvem han var, før eliksirens virkning havde aftaget. Adeline hævede overrasket sine bryn, og hun skulle faktisk til at sige noget mere, lige inden han kom med sin afsløring, så hendes mund var halvt åben, da han sagde Raphael Kovinsky. “Hr. Kovinsky…” sagde hun højt for sig selv, uden at kigge direkte på ham. I stedet stod hun et øjeblik og overvejede situationen.

Så kiggede hun over på ham..hende?..., uden at smile. “Tak for Deres ærlighed.” hun stod i et øjeblik og kiggede observerende på Kovinsky, før hun så nikkede stille. Eleven havde virket oprigtig i sin erklæring.
“De må gerne gå nu, Hr. Kovinsky - jeg kan se at eliksiren så småt er ved at aftage. God eftermiddag til Dem..” der var ingen glæde i stemmen, men Adeline var ikke vred længere. Nej, hun tog ikke engang sin sorte lille bog op for at skrive hans navn ned - det kunne blive skrevet ned næste gang han lavede ulykker.

[Raphael Kovinsky]

Han måtte bide sig lidt i læben og vendte blikket ned imod kedlen han allerede havde tømt. Han havde ikke styr på hvor mange flasker han havde fyldt mere. Men han håbede bare det blev brugt flittigt. Den flaske han havde taget ville i hvert fald blive brugt nyttigt. Han var bare ikke sikker på hvor godt det var længere. Men han måtte fuldføre den plan han havde lagt for dagen. Der skulle bare gå noget tid så der ikke blev opdaget for meget. “Ja professor” kom det fra ham og samlede sin skoletaske op for at traske mod døren. Han åbnede den og trådte halvt ud af døren inden han vendte sig om og kiggede på hende. “Professor?....” han holdte en lille pause. “Du er god nok” kom det fra ham inden ahm vendte sig helt om go bevægede sig ud af døren for st høre døren lukke efter sig

//out

[Adeline Marche]

Som Adeline var begyndt at pakke sine egne ting sammen, hørte hun Hr. Kovinsky svare. Han havde fortalt hende, før han forlod lokalet, at hun var god nok. Til først vidste hun ikke helt hvad hun skulle svare ham, men hun endte med at sende ham et oprigtigt smil. Da døren så lukkede kunne hun ikke lade være med at fnise lidt og ryste på hovedet, ”Møgunger....” hviskede hun for sig selv, med et smil fortsat op læberne.

//out