I'm The Girl You'd Die For

[Octavia Russell]

Tilegnet: Alaric “AJ” Jacobo
Sted: Det Magiske Universitet.
Tid: September 2057.
Outfit: Link

---

Frokost pausen var endelig begyndt. Det var intro ugen på universitet og indtil videre, så var det slet ikke så slemt, som Octavia havde frygtet. Hun savnede Hogwarts, ingen tvivl om det. Eller... Hun savnede at være tæt på de andre DM'er.. Eller.. Okay, hun savnede at være tæt på Jaxx Winter Turner og hun hadede ikke, at kunne holde øje med Cobra Russell.
Hun havde købt sig en kaffe med en smule mælk i og sad lige nu i græsset, udenfor med en smøg i den anden hånd. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Hun tog en tår af kaffen. Læderjakken med DM's logo lå i græsset ved siden af hende, det var simpelthen for varmt, at have den på, men den var med hende over alt. Hendes DM tatovering, var dog blottet på hendes venstre skulder. Det var den eneste tatovering hun havde. 
Hun så lidt mod sin mobil, for at tjekke klokken. Der var stadig cirka 20 minutter til næste time begyndte. De skulle vidst havde besøg fra en eller anden nyuddannet advokat. Hun havde ærligt ikke hørt ret meget efter, før det var blevet nævnt, at denne nyuddannet, havde to praktikpladser at tilbyde. Hun havde tænkt sig at få den ene. Hvordan vidste hun ikke endnu, men det skulle nok lykkes hende. 

[Alaric “AJ” Jacobo]

AJ havde glædeligt takket ja, da han havde fået en invitation til at snakke til de nye studerende på jurastudiet. Tutorerne havde selvfølgelig spurgt ham, fordi de kunne huske ham som tutor og det så godt ud fra uddannelsen side, fordi han havde gradueret med cum laude. Hvorfor havde han valgt at takke ja? Simpelt. Det var af præcis samme grund, som når han havde valgt at være tutor de forgangende studieår. De nye kvindelige studerende. Der var en mulighed for at score en ung pige, der gerne ville gøre et godt indtryk for at ’sikre’ sig de havde fået en praktikplads eller de havde en til at hjælpe sig gennem de unægtelige svære paragraffer de skulle bruge de næste mange år på at lære. Han havde snakket med sin far – Anson – som havde arrangeret to praktikpladser på Jacobo Law Firm, hvor begge mænd arbejdede. Hans far havde også her gjort det utrykkeligt klart, at han ikke måtte favorisere pigerne, og han derfor skulle vælge et af hvert køn. Modvilligt havde AJ sagt ja, selvfølgelig sir. Han havde trods alt planer for, hvordan det hele skulle foregå. I introugen var alt mere løst, der var kun professorer når man skulle møde dem til forskellige introduktioner til fag, og ellers handlede det hele om at blive rystet sammen. Hvordan gjorde man det? Med øl, selvfølgelig! Han havde en lille kasse i med de ting han skulle bruge og gik henover campus og stoppede, som han så en ung kvinde. Det han bemærkede først og fremmest var om hun var smuk og herefter hendes DM tatovering. Okay, han havde skimtet den før, hvilket var derfor han havde kigget på hende til at starte med. En DM? På Campus? Lukkede de alverdens affald og lort ind nu, eller hvad? ”Hvor hører du til?” spurgte han med en rolig stemme – han havde lært at forholde sig non biased i sine udtryk.

[Octavia Russell]

Octavia sad i sin egen lille verden, hvor hun havde lukket fuldstændigt af for alt og alle omkring sig. Hun hørte intet og så intet. Hun nød bare sin smøg og sin kaffe, men det var kun frem til hendes bobbel blev brudt, da en mandlig stemme henvendte sig til hende. Langsomt åbnede hun øjnene, og skubbede solbrillerne op i håret. Hendes blik gled åbenlyst op ad ham til hun nåede hans ansigt, kun for at glide tilbage ned af ham igen. "Hvor det passer mig," svarede hun ganske roligt, som hun lænede sig lidt tilbage, med hænderne i græsset bag sig, så hun kunne støtte sig til dem. "Hvor hører du til?" spurgte hun retur og tog et hvæs af sin smøg, som blikket gled tilbage op ad ham til hendes øjne nåede hans igen, og et roligt - måske lidt flabet - smil formede sig på hendes læber.

[Alaric “AJ” Jacobo]

AJ bemærkede elevatorblikket. Han troede næppe på, han ville være hendes type. Hun ville vel have en med en læderjakke og tatovering som matchede, og som samtidig så værre ud end nogen kat nogensinde kunne slæbe ind ad døren. Var hun hans type? Ikke som sådan. Han var sikker på, hun kunne gøre en masse beskidt, og det ville han elske. Hun passede dog langt fra ind i hans verden og han kunne heller ikke bedømme hvad hun egentlig læste. Han fnøs kort af hendes ord om, hun hørte til hvor det passede hende. Fiesty. Han betragtede hende som hun lænede sig bagover og kæmpede for ikke at rynke på næsen, som røgen ramte hans næsebor. Det stank. Han bemærkede det flabede smil, hun havde på sine læber, som hun stillede spørgsmålet retur. AJ var en del af en elite. En med penge. Det var også den fremtoning han havde, når han gik i sit dyre mærketøj der ikke havde en eneste folde og var som skræddersyet til ham. ”Hvis det har din interesse, så er jeg på vej ind til de nye jurastuderende med to praktikpladser i et anderkendt og højtstående advokatfirma,” hans stemmeføring var tør og aristokratisk som han snakkede til hende. Han regnede ikke med, hun gik på jurastudiet.

[Octavia Russell]

Octavia var vokset op i en verden, hvor børnene fik en smøg i hånden, i stedet for en sutteflaske og hvor der ingen kære mor var. Hun havde aldrig fået læst en godnathistorie højt eller haft en til at trøste hende, når hun var vågnet midt om natten på grund af mareridt. Suck it up princippet, forklarede vel egentlig meget godt, hvad hun var vokset op med.
Hun så roligt op på ham, "Well, vi skal samme vej, så det er vel ligegyldigt, hvor vi hører til," lød det roligt fra hende, før hun tog en tår af sin kaffe og derefter et nyt hvæs af sin smøg. "Med mindre du vil give et lidt eneundervisning først, eller bare et par gode råd med på vejen," tilføjede hun og blinkede til ham. Hun vidste udmærket godt, at det første folk tænkte om hende, bestemt ikke var fremtidig advokat, men hendes forældre havde knoklet og sparet nogle af de penge op, som de havde tjent ved at låne hende ud, for at hun kunne komme ind på det her studie og tilmed bo på campus. Hun havde derfor ingen planer om, at bakke ud nu. Hun ville blive den bedste advokat nogensinde, så hun kunne beskytte sin familie og gøre dem stolte. Hun rettede sig lidt op igen, før hun rejste sig helt. Let og elegant blev kaffen og smøgen samlet i en hånd, så hun kunne børste sin bagdel ren med den anden, før hun rakte hånden frem mod ham. "Octavia Russell, din fremtidig ven eller fjende," præsenterede hun sig og blinkede drillende til ham.

[Alaric “AJ” Jacobo]

AJ var vokset op med barnepiger og hvad han så end havde peget på. Han havde nærmest et Rolex ur for hver dag i året, og han havde mere end en bil. Han havde en swimming pool i sit hjem, et træningscenter i den ene del af kælderen og bar i den anden. Han levede i luksus og havde gjort det hele sit liv. Dermed ikke sagt, at tilværelsen havde været ligetil for ham. Jo, han havde ikke nogen synlige ar på sjælen og dem han havde, de var begravet så langt væk, at han aldrig ville finde dem. Selvfølgelig var han blevet svigtet, men sådan tænkte han ikke. Han havde hverken haft en far eller en mor der nogensinde havde sagt ’jeg elsker dig’. Han havde ikke haft en kernefamilie, og hans far havde ødelagt det med den ene, der rent faktisk var mulighed for, kunne være en god erstatning for den mor, han kun havde set i sine sommerferier. Han kunne ikke skjule sin mistro i blikket, som hun rent faktisk sagde hun skulle samme vej. Så de lukkede virkelig alskens lort ind nu? Han rømmede sig en smule ved røgen. De brune øjne blev straks en del mere flirtende, selvom han måtte erkende hun var langt under hans standard. For det første fordi hun var DM og for det andet fordi hun måtte være ludfattig. Han kæmpede med ikke at kalde hende en velgørenhedssag. ”Det kan arrangeres,” han blinkede en enkelt gang til hende. ”Og de gode råd kan du få sammen med dit semester,” han kiggede på hende som hun børstede sin bagdel af for snavs og så på hendes hånd. Der var en få millisekunders mikroekspression i hans ansigt, der indikerede væmmelse. Han bed mærke i, hun blinkede til ham. ”AJ Jacobo,” præsenterede han sig uden at tage imod hendes hånd men nikkede med hovedet mod kassen han stod med – så han kunne bruge den som undskyldning. ”Denne vej,” sagde han roligt, som han selv begyndte at gå.

[Octavia Russell]

Octavia anede intet om, at have for meget af noget. Hun havde som barn været heldig, hvis der bare havde været mad nok til hele familien. Det var egentlig utroligt, at de ikke var blevet tvangsfjernet fra deres forældre. Ikke kun hende og hendes søskende, men alle børn i trailerparken. Det var et giftigt miljø og alle vidste det. Hun havde både fysisk og psykiske ar, til at fortælle flere historier omkring det.
Et tilfredst smil meldte sig på hendes læber, mens hun nikkede lidt, "Det vil jeg glæde mig til," svarede hun og blinkede retur til ham. Han lignede ikke en, som normalvis ville have noget som helst at gøre med en som hende, men hun prøvede at være fordomsfri, når man tænkte på hvilken vej i livet hun selv havde valgt at gå, på trods af sin baggrund. "Hm, det var vel et forsøg værd, right?" sagde hun roligt og vendte blikket tilbage på ham, før hun tog et hvæs mere af sin smøg og skodede resten. Hun vendte blikket mod sin hånd, da han valgte ikke at tage den, "Oookay.." mimede hun og rullede let med øjnene, før hun bukkede sig ned efter sin læderjakke, som hun tog på, selvom det var varmt. Hendes sygdom gjorde anyway også, at hun ikke kunne svede, sammen med hun ikke kunne mærke smerte. Hun stak den ene hånd i lommen på læderjakken, mens den anden stadig holdt kaffen. "Aj, aj, sir," svarede hun roligt og fulgte med ham. "Du arbejder vel for Jacobo Advokatfirma? Er du i familie med Anson?" spurgte hun roligt, som de gik og smed skodet ud i en skraldespand de forbipasserede.

[Alaric “AJ” Jacobo]

AJ havde ikke manglet noget materialistisk, mens han var vokset op. Han havde haft meget legetøj – også mere end han nogensinde ville kunne lege med. Han havde haft al den mad, han kunne spise og mere til. Han forstod der var folk ude i verden der ikke havde alle de ting, men han var i bund og grund ligeglad. I hans hoved måtte de arbejde sig op efter det og kunne de ikke det, ja så var de vel bare dovne. Han holdt sig fra kriminalitet og for ham repræsenterede Octavia lige nu det laveste af det laveste – deriblandt selv samme. Han bemærkede det tilfredse smil på hendes læber. ”Det skal du også,” svarede han med en snert af arrogance. Hans stemme lød af penge, når han snakkede. Han havde læst The Great Gatsby og ærligt? Han kunne relatere sig bedre til Daisy og Tom Buchanon, som for de fleste andre læsere var hvad der var galt i en verden med rigdomme og de fristelser, der kom med det. ”Hm, det vil tiden vise om det var,” han blinkede til hende efterfølgende. Han bemærkede hun himlede med øjnene, men han var en mand af principper og det var tydeligt for alle og enhver, at den pige han snakkede med, var kriminel. Havde han noget at have det i? Næ. Han havde blot set logoet på selvsamme jakke, hun lige nu tog på. ”Gætter på at I først er ved at lære at finde rundt på campus?” spurgte han selv med en rolig stemme, som han bevægede sig videre. ”Du har researchet, yeah?” spurgte han som han åbnede en dør og uden at tænke på hende gik ind ad den først. ”Men ja, jeg arbejder for Jacobo Advokatfirma, og jeg kender Mr. Jacobo,” han fortalte ikke det var hans far. Hvad kom det en kriminel ved?

[Octavia Russell]

For Octavia havde legetøj været tomme øldåser, kapsler og andre efterladte ting. Hun havde engang haft en bamse, som hun havde fundet på en vej, formentligt fordi et barn havde tabt den ud af en barnevogn, uden forældrene havde opdaget det. Hun vidste godt hun var law class, men alligevel var stort set alle bange for hende. Folk flyttede sig for hende og det var på trods af, at hun var den eneste DM'er på hele universitet. Folk var vel bange for, at hun piftede og så stod alle DMs medlemmere der? "Jeg prøver at styrer mine impulser," lød det roligt fra hende, før hun blinkede til ham på ny.
Hun vidste godt, hvilke fordomme der var omkring DM, og ja okay, mange af dem var der nok hold i, men hun havde også hørt folk bagtale hende, overbeviste om at alle DM'er drak enhjørningeblod og det var deraf navnet Dirty Mudblood var opstået... Yeeaaah... Nej.. Bare nej. Hun nikkede lidt, "Ja," svarede hun stadig i sin rolige stemmeføring. Heldigvis var universitet ikke ligeså svært at finde rundt på, som Hogwarts havde været de første par år.
Hun vendte blikket mod ham igen, "Selvfølgelig har jeg det. Man bliver ikke den bedste, hvis man ikke ved hvem man skal slå, for at blive den bedste," svarede hun og blinkede til ham på ny, uvidende om, at han allerede havde dømt hende som kriminel. Det var hun vel også på nogle punkter, men hun havde en "ven" i ministeriet og havde derfor en helt ren straffeattest. Hun var vant til dårlig behandling af det modsatte køn, så det at han ikke holdt døren og lod hende gå ind først, tænkte hun ærligt talt ikke rigtigt over, hun gik blot ind efter ham. "Come on. Jeg er ikke dum, Mr. Jacobo," svarede hun og sendte ham et lidt sigende blik, i det han jo før havde præsenteret sig med efternavn. Hun måtte vel bare bede til, at han ikke kendte til hendes efternavn.

[Alaric “AJ” Jacobo]

Han så på hende som hun blinkede til ham. Han tog sig ikke af det. Kunne han godt knalde hende? Ja selvfølgelig. Hun var helt sikkert med på den værste. Var hun for langt under hans niveau? Ja. Også det. Han havde ikke tænkt sig at gøre det, om hun så var den sidste kvinde på jorden. ”Hvordan går det så for dig?” hans stemme var måske lettere uimponeret.
AJ havde sine informationer fra nyheder og så fra de advokater han havde snakket med der enten havde været deres forsvarer eller anklager. Han vidste at de ikke var til at spøge med. Hvordan de var opstået og hvorfor de stadig var her, måtte han indrømme han ikke vidste meget om. Han vidste de gjorde kriminelle handlinger og mere behøvede han heller ikke vide. Han så på hende ved hendes ord. Han kunne være utrolig sjofel overfor hende, men han valgte at lade være og gemme den til anden gang. ”Nogle gange går man blind ind.. Der handler det om at vide, man er den bedste til at starte med,” igen blinkede hun til ham, men han lod sig ikke indfange.i hendes forsøg på at fedte sig ind på ham. Han rettede lidt på de ting han bar, inden han gik videre mod det auditorium, som jura på første semester hørte til. ”Og med det mener du? Jeg har samme efternavn, det siger ikke noget om mit forhold til ham,” han kunne ærligt sige, han hadede at være kendt som Ansons søn. Selvfølgelig betød det også, han havde nem indgang … men mange antog, han kom sovende til det hele. Han havde gradueret universitetet med ære, og det var han bestemt ikke kommet sovende til! Hendes efternavn var forholdsvis normalt, så det havde han ikke dømt hende på. Det var jakken, der primært hjemsøgte ham.

[Octavia Russell]

Octavia havde fra en tidlig alder lært, at hun som kvinde, gjorde hvad mænd ønskede af hende. Langt hen ad vejen gjorde hun det også, men hun havde grænser ligesom alle andre. Hun vippede en enkelt gang med øjenbrynene, "Well, første uge på UNI og jeg er her endnu og ingen er døde, så indtil videre, pretty good," svarede hun med et drillende smil på sine læber.
Hun vidste alle DM'erne havde hendes ryg og hun havde deres. De var familie. Nok var de ikke den type familie, som sad sammen til fødselsdage eller sang mens de gik omkring juletræet, men de havde hinandens ryg. "Jeg takker for de vise ord," svarede hun og najede let, før hun grinte lidt og rystede på hovedet. Hun vidste godt, hun ikke ville blive den bedste fra den ene dag til den anden, men det betød ikke, at hun ikke ville gøre, hvadend det krævede at komme til tops. Hun fulgte med mod auditoriet. "Uuuh jeg fornemmer familie-drama," sagde hun og viftede lidt med hænderne, for at indikere uhyggen bag. Hun fulgte med ind i lokalet og fandt hurtigt en plads, hvor hun tændte for sin magiske computer og satte sig klar. Spændt på hvad han mon havde, at sige til klassen.

[Alaric “AJ” Jacobo]

AJ vidste ikke om hun forsøgte at være sjov. Hvem ville dø på uni? Og hvorfor skulle nogen dø? Han rynkede lidt på brynene. ”Så ikke faret vild,” påpegede han roligt. Han forstod stadig ikke hvad en pige som hende lavede på uni. Havde de haft gang i et velgørenhedsprojekt? Hvordan havde hun fået råd til det? Kriminalitet selvfølgelig, men så meget? Han tog ikke selv stoffer, men han vidste der var af forskellig kvalitet. Kunne de virkelig have så meget af det gode eller solgte de bare virkelig meget crap? Han nikkede kort som hun nejede og takkede for hans ord. Hun var virkelig fra en hel anden verden end ham. Han så hun viftede med hånden og satte kassen som de kom ind, og viftede ligegyldigt med sin egen hånd. ”Ingen familiedrama. Han er min chef, frøken Russell,” han holdt vel af sin far – gjorde han ikke? Han prøvede dog konstant at leve op til høje forventninger og det var …. Trættende. Han så på hun satte sig ned og så udover auditoriet. Der var altid mange på jura. ”Hey alle sammen. Jeg er AJ Jacobo, og jeg arbejder for Jacobo Law Firm,” indledte han. ”Jeg graduerede sidste år med ære, og har siden arbejdet som fuldmægtig advokat. Jeg er også så heldig, jeg har 2 praktikpladser med, så skal vi ikke gå i gang med dem med det samme?” spurgte han så igen på de nye studerende og afventede en reaktion, inden han viftede en tutor over til sig. ”Jeres tutor og jeg her vil stå for jeres opgaver. Hvis mændene går med hende, så bliver kvinderne her hos mig,” han blinkede ud til dem. ”I kassen her har jeg ting vi skal bruge… I kan ligeså godt lære det nu: Det hele er en konkurrence om at være den bedste, så nu skal vi også konkurrere…”

[Octavia Russell]

Octavia var blevet lånt ud til forskellige mænd, allerede fra en meget tidlig alder, og pengene derfra havde betalt for hun kunne komme på uni. Selvfølgelig havde hendes forældre taget af sparekassen, når de havde manglet penge til, ja alt, så det var blevet til flere mænd end hvad der egentlig havde været nødvendigt. Hun havde dog aldrig kendt til andet, så for hende, var det jo normalen.
Hun viftede en pegefinger efter ham, som hun gik mod sin plads, "Aarh, så tror jeg på den, men så tror jeg heller ikke på mere i dag, Mr. Jacobo," svarede hun retur, som hun satte sig og blinkede let til ham. Hun så kort rundt på sine klassekammerater. De skilte sig tydeligvis ud. Eller rettere, det gjorde hun, som den eneste med farvet hår og en læderjakke med et bandelogo på ryggen, der ikke ligefrem skreg god ro og orden.
Klassen jublede og blev en smule urolige, som AJ fortalte han havde to praktikpladser til rådighed. Selv sad Octavia ganske roligt. Hun studerede folkene omkring sig. Analyserede dem. Især mændene som de forlod lokalet med den kvindelige tutor, derefter kvinder i hendes klasse, som hviskede om hvor lækker AJ var. Et let fnys lød fra hende, mens hun rystede lidt på hovedet af de unge kvinder. I hendes øjne var han den type fyr, som godt selv vidste han så godt ud. "Pigerne mod drengen eller hvad?" spurgte hun og smilede lettere flabet til ham.

[Alaric “AJ” Jacobo]

Han så med hende med et blik, der tydeligt fortalte, han ikke havde lyst til at snakke mere om det. Skammede han sig over sin far? På ingen måde. Det handlede dog om, at han ikke brød sig om at folk troede han ikke havde arbejdet for at nå så langt, som han var. Det havde han – og hans far skulle ikke definere hvem han var, hvad han kunne og var i stand til. Hans opvækst havde været præget meget af, han var vokset op med privileger og han levede også højt på dem. Han ejede selv et stort hus med swimming pool, træningscenter og manderum i kælderen. Flere værelser end han nogensinde fik brug for. Han levede for højdepunkterne og festerne. Sjældent var han der til at bevidnes andre nedtur. Groft sagt; han var der aldrig rigtig fra andre end sine søskende. Dybe samtaler, snak om følelser og alt i den dur; det gjorde han ikke. Der var heller ikke noget, der gjorde det for ham. Alt der nogensinde havde gjort ondt, var blevet pakket ind i humor og en fest. AJ nød den berundelse han fik af de mange kvinder og han sendte et charmerende smil rundt i lokalet. Selvfølgelig vidste han, at han så godt ud og han brugte også gerne sit udseende. Han bemærkede straks at Octavia virkede mere rolig end de resterende får. ”Ikke som sådan. Der er en plads til en af jer hver, men I skal ikke lave de samme opgaver,” han blinkede til hende efterfølgende. ”Så hvis I alle stiller Jer op på en række, så kan vi komme i gang, ”

[Octavia Russell]

Octavia var vokset op, uden nogen som helst former for goder. Hendes mor røg ind og ud af fængslet, og lige pt sad hendes far i Azkaban. Angel levede sit stjerne liv og hun savnede sin storebror. Cobra var ude for pædagogisk rækkevidde. Hun havde aldrig været i en svømmehal eller lært at svømme i det hele taget. Eller cykel, for den slags krævede der havde været råd til en cykel. I stedet for, var hun blevet lånt ud til trailerparkens mænd, mænd uden for trailerparken og nogle gange også par, eller flere mænd på én gang. Det var pengene der betalte for hendes kollegie værelse, og hvad hun ellers skulle bruge penge til. Selvfølgelig havde hendes forældre også taget deres del, af de penge hun havde tjent.
Hun kom heller ikke fra en verden, hvor følelserne blev båret uden på tøjet. Man skulle ikke vise svagheder. Som kvinde, skulle hun holde kæft og se godt ud, varte mændene op og tilfredsstille dem. Hun hjalp ikke rigtigt til med noget af det ulovlige, primært fordi hendes straffeattest skulle holdes ren, hvis hun skulle gennemfører den her uddannelse, men det betød ikke, at hun også havde været inde og vende på politistationer, men de havde aldrig haft noget på hende og havde derfor altid måtte lade hende gå igen. Hun havde drukket sig fuld mange gange, hun havde røget siden hun havde været 12 år, og hun havde også taget stoffer nogle gange.
Hun nikkede lidt til AJs ord. Hendes blik hvilede analyserende på ham, som hun rejste sig, for at stille sig ned i rækken. Det var dog tydeligt, at se hvordan de andre unge kvinder, frygtede hende. Hun var dog ligeglad. Hun havde ligeså meget ret til at være der, som de havde. Det var næsten lige til at få hovedpine af, de skingre stemmer, som de andre piger hviskede.