Post by Castor Morgan on Mar 20, 2021 20:13:00 GMT
Castor affejede hendes undskyldning med en viftende håndbevægelse. Det var flere år siden hans forældre var døde, og det var ikke noget som påvirkede ham så meget længere. Han gav den samme tavshed til hendes forvirring over hans blik på hende, mest af alt fordi det nok bare ville gøre det unødvendigt akavet - mere end situationen i forvejen var - hvis han lagde ord på sine tanker.
"Der står et garderobeskab på soveværelset. Bare tag hvad du vil." svarede han, for øjeblikket lettere ligeglad med hvad Maze valgte at bruge. Da hun rejste sig endte han også med at lægge sig fladt i den med hovedet lagt godt tilbage. "Hvis det ikke gør dig noget, har jeg bare lyst til at sove. Sov godt." mumlede han.
Der var gået et par timer da Castors øjne langsomt åbnede sig. Der var mørkt i lejligheden og udenfor, så det var sikkert stadig midt om natten. Han havde ikke meget lyst til at flytte sig, men blandingen af en fuld blære og en kvalmende fornemmelse i maven tvang ham til at skubbe sig på benene og finde vej gennem mørket til badeværelset.
Nogle minutter senere kom han ud igen, stadig groggy og ustabil på benene. Af vane tog han til højre og ned af gangen mod soveværelset, i stedet for at gå ligeud og mod stuen, hvor han havde ligget.
Døren til soveværelset blev skubbet op, og gennem mørket faldt Castors blik på skikkelsen som lå i sengen. Kun halvt vågen blinkede han en gang med øjnene, før et spinkelt smil lagde sig over hans læber. Godt, han havde ikke vækket hende.
Med lydløse skridt sneg Castor sig til sengen, og lige så lydløst - håbede han, i hvert fald - løftede han op i sengen og kravlede under den, placeret bag den kvindelige skikkelse. Hun var varm og behagelig, nåede han at konstatere, da han, med en naturlig bevægelse lagde sig i ske med kvinden, han i sin tilstand bildte sig ind var hans ekskæreste. I bevægelsen fandt hans ene hånd vej under t-shirten og lagde sig fladt over hendes mave, ligesom et kys blev plantet på hendes ene skulder.
"Der står et garderobeskab på soveværelset. Bare tag hvad du vil." svarede han, for øjeblikket lettere ligeglad med hvad Maze valgte at bruge. Da hun rejste sig endte han også med at lægge sig fladt i den med hovedet lagt godt tilbage. "Hvis det ikke gør dig noget, har jeg bare lyst til at sove. Sov godt." mumlede han.
Der var gået et par timer da Castors øjne langsomt åbnede sig. Der var mørkt i lejligheden og udenfor, så det var sikkert stadig midt om natten. Han havde ikke meget lyst til at flytte sig, men blandingen af en fuld blære og en kvalmende fornemmelse i maven tvang ham til at skubbe sig på benene og finde vej gennem mørket til badeværelset.
Nogle minutter senere kom han ud igen, stadig groggy og ustabil på benene. Af vane tog han til højre og ned af gangen mod soveværelset, i stedet for at gå ligeud og mod stuen, hvor han havde ligget.
Døren til soveværelset blev skubbet op, og gennem mørket faldt Castors blik på skikkelsen som lå i sengen. Kun halvt vågen blinkede han en gang med øjnene, før et spinkelt smil lagde sig over hans læber. Godt, han havde ikke vækket hende.
Med lydløse skridt sneg Castor sig til sengen, og lige så lydløst - håbede han, i hvert fald - løftede han op i sengen og kravlede under den, placeret bag den kvindelige skikkelse. Hun var varm og behagelig, nåede han at konstatere, da han, med en naturlig bevægelse lagde sig i ske med kvinden, han i sin tilstand bildte sig ind var hans ekskæreste. I bevægelsen fandt hans ene hånd vej under t-shirten og lagde sig fladt over hendes mave, ligesom et kys blev plantet på hendes ene skulder.
