Distract me

[Mazikeen Edwards]

Teknisk set var Maze ikke læge. Hun var healer, men professionen svarede til det samme, hvis man skulle sammenligne mugglerjobs og magikerjobs, så det var vel ikke helt løgn. Hun kunne bare ikke bruge magi lige nu, til at hjælpe ham, da der var for mange muggler omkring dem.
Hun nikkede lidt, "Ja. Har du kvalme?" spurgte hun igen, for at finde ud af om han kunne have en hjernerystelse. Det var nok hendes største bekymring lige nu. En hjerneblødning skulle der trods alt en del mere til, men hun kunne selvfølgelig ikke udelukke noget, før hun fik undersøgt ham nærmere.
Hun støttede ham lidt, til han kom op og sidde nogenlunde oprejst på gulvet. "Er du okay?" spurgte hun forsat i den blide stemme. Hun nikkede lidt, da han fortalte rummet snurret rundt, "Du har nok fået dig en hjernerystelse, Castor. Kom lad mig følge dig hjem. Kan du komme op og stå?" spurgte hun og stillede sig ved siden af ham, for at støtte ham.

[Castor Morgan]

Castor kunne kun give et sløvt nik fra sig, da hun spurgte til hans kvalme, fuldt ud overbevist om at ethvert forsøg på at svare med ord kun ville bevise det fysisk. Det hjalp heller ikke at hans hoved dunkede som en fanden, og han var ikke sikker på om det stammede fra hvad han havde drukket i løbet af aftenen, eller fra faldet.

Hun var alligevel så blid mod ham, mens hun hjalpl ham. Til trods for at han ikke lige frem havde været enormt høflig mod hende. Han havde faktisk været ret grov.
"Mmmh..." lød det ubestemmeligt fra ham. Han var ærlig talt ikke sikker på om han havde lyst til at komme hjem, men det var måske bedst. Lady var trods alt stadig derhjemme.
Det hjalp en del at hun stillede sig som støtte, men Castor var stadig langt fra stabil til bens, og lænede sig en smule ind mod Mazikeen da han endelig kom op i en oprejst stilling. Det var nødvendigt, jo mere han mærkede svimmelheden. "Tak... Maze..." mumlede han grødet.

[Mazikeen Edwards]

Maze nikkede lidt og prøvede, at få øjenkontakt med Castor, da han svagt nikkede til hendes spørgsmål. Hun ville gerne tjekke hans pupiller, men helst uden han vidste det. Hun var dog ikke i tvivl om, om det var slaget eller alkoholen, der gjorde han havde ondt i hovedet nu. Det var klart en blanding, så der var vel ikke noget rigtigt eller forkert svar.
Maze kunne sagtens være noget af en kælling, men når folk kom til skade, så tog hendes healer-hjerte over. Alle fortjente at blive behandlet lige, når det kom til skader, sygdom og alt der imellem. Hun havde stået og taget imod kriminelle, men stadig givet dem præcis samme behandling, som en lovlydig.
Hun støttede og hjalp ham, så godt hun kunne. Heldigvis var hun en del stærkere, end hun så ud ved første øjekast. Hun skævede lidt mod ham, ved hans mumlende ord, "Bare vent til du ser regningen," drillede hun og sendte ham et lille smil. "Kom," hun begyndte at gå roligt mod baglokalet, hvor de forhåbentlig kunne transfere sig væk, uden nogle mugglere, ville opdage noget.

[Castor Morgan]

Under normale omstændigheder kunne det have været at hendes spøgefulde hentydning ville have fået ham til at grine, eller i det mindste til at smile. For øjeblikket havde Castor hverken viljen eller evnen til nogen af dem, og endte kun med at give en udånding gennem næsen fra sig, som det eneste tegn på morskab. Han var ligeglad med regningen, så længe han kunne komme hjem og i seng.
Med Mazes hjælp kom de ud til baglokalet og væk fra nysgerrige mugglerblikke, og med en sug i luften forsvandt de begge to.

Sekundet senere kunne de igen træde op i opgangen til Castors lejlighed. At transfere var en ubehagelig oplevelse i sig selv, men det føltes mange gange værre, når man var fuld og havde slået hovedet. Castor måtte støtte sig en smule mere til Maze, mens han nikkede op af trappen.
"Det er deroppe. Døren til venstre." forklarede han. Fra den anden side af døren kunne man høre lyden af en lille King Charles Spaniel som begyndte at gø ivrigt.

[Mazikeen Edwards]

Maze havde udelukkende sagt sine ord i sjov. Hun kunne aldrig finde på, at tage betaling for, at hjælpe andre. Uanset hvordan hun havde det med Castor privat, så var han stadig et menneske, som havde brug for hjælp. Hun vidste godt, at hospitaler og lægehjælp generelt, ikke var gratis i det engelske samfund, men det var ikke hende som healer, der udskrev regningerne.
Hun nikkede lidt, som han nikkede op af trappen. Selvfølgelig var der trapper. Det var typisk hendes held. Hun støttede ham op af trappen og hørte tydeligt hundens gøen på den anden side af døren. "Vær sød og sig, din hund har det fint med fremmede?" spurgte hun og så lidt på ham. "Har du din nøgle på dig?" spurgte hun og prøvede at mærke efter på hans jakkelommer.

[Castor Morgan]

Castor hvislede sammenbidt, mens de langsomt bevægede sig op af trappen. Hans hoved dunkede, og Ladys gøen hjalp ikke på det. Forhåbentligvis ville hun falde til ro, så snart de kom indenfor.
"Hun er sød. Du har ikke noget at være bange for." forsikrede han hende om, før han stak sin frie hånd ned i sin ene bukselomme og fiskede et nøglebundt op.

"Jeg troede du var en heks og kunne åbne døre." Kommentaren var tør, men der var en uomtvistelig spøgefuld undertone gemt i ordene, men han lod det kun rokke ham fra koncentrationen det tog ham at stikke den rigtige nøgle i låsen i et enkelt sekund, før han kunne lukke dem indenfor.

Omgående blev de mødt af den lille King Charles Spaniel som løb dem i møde og sprang op af Castors ben, så han blev nødt til at puffe hunden væk med hånden. "Ja, ja, Lady, jeg er hjemme." tyssede han prøvende. Det så ud til at hjælpe på hendes gøen, men det kunne måske også komme af at hun havde vendt sin opmærksomhed mod den fremmede kvinde, som hun i stedet begyndte at springe op af benet på. "Hrm. Hun kan vist lide dig."

[Mazikeen Edwards]

Maze nikkede lidt, som tegn til hun havde hørt Castors svar. Hun var ikke bange for hunde, men det var altid rart at vide, hvad man gik ind til, for lige nu lød det som en vagthund. Dog beroligede hans ord hende. Hun grinte falsk, "Sjovt, selv om heks, kan jeg åbne en dør hurtigere end du åbenbart kan på mugglermanéer," svarede hun med en lettere tør respons, men havde et lille, drillende smil i mundvigen. Hun lod ham gå ind først, før hun selv fulgte med og lukkede hoveddøren efter dem.
Hun så ned mod den lille King Charles Spaniel, som hoppede op af Castors ben og kunne ikke lade vær med at smile lidt. Hun satte sig ned i hug til hunden, "Selvfølgelig, hun har god smag," svarede hun og smilede op til ham, før hun nussede hunden lidt bag ørerne, "Lady? Som i Lady og Vagabonden?" spurgte hun og huskede bogen hun havde læst som barn. "Orrh, hvem er en god hund?" spurgte hun med et toneleje der kun var reserveret til dyr og børn.

[Castor Morgan]

Hans hoved dunkede stadig som en forhammer, men Castor kunne ikke helt lade være med at trække en smule på smilebåndet af Mazes spydigheder, som han alligevel ikke undede noget svar til. Mere end noget andet havde han bare lyst til at komme ned og ligge, men det var tydeligt at Lady behøvede lidt opmærksomhed.

"Det kan godt være." mumlede han som svar til hendes teori, mens Lady lykkeligt bjæffede af Maze, og gik lidt rundt i ring om sig selv for at se ekstra bedårende ud for sin nye ven. "Det var ikke mig som gav hende navnet." tilføjede han, mens mundvigerne igen faldt, og han med fortumlede skridt bevægede sig videre ind i lejligheden, så han kunne falde fladt ned i sofaen.

[Mazikeen Edwards]

Maze glemte næsten helt, hvorfor hun overhovedet var hjemme hos Castor, da al hendes opmærksomhed var blevet vendt mod Lady, som hun fornøjet hilste på. Hun havde ikke selv dyr, primært fordi hun arbejdede så meget, så hun syntes det ville være synd, hvis de skulle være alene hjemme i så mange timer af gangen.
Hun vendte blikket mod Castor, som han slog sig ned i sofaen, "Hvem gjorde så?" spurgte hun og rejste sig op fra sin position i hug, men selvfølgelig ikke uden lige at nusse Lady lidt på hovedet igen, inden hun gik mod Castor. "Hvordan har hovedet det?" spurgte hun og satte sig i sofaen ved siden af ham.

[Castor Morgan]

Lady havde nydt godt af Mazikeens opmærksomhed, men så snart hun så ud til at være tilfreds, løb hun på korte ben til sofaen i stuen og sprang op til Castor for at smide sig i hans brystkasse. Castor selv havde én hånd liggende mod panden, mens den anden dovent blev løftet for at klø Lady bag øret.

"Min k... eks-kæreste gav hende navnet." lød det tonløst fra ham. Det var ikke et emne han havde lyst til at diskutere, hverken med Maze eller nogen anden, men det var ikke fordi det var nemt at undgå. Specielt når hans hjem stadig bar Mariettas personlige præg, efter at hun havde boet sammen med ham.
Med Maze placeret i sofaen med ham bed Castor et støn i sig. "Jeg har det... fint. Jeg skal nok bare sove det ud." påstod han, fuldt bevidst om at hans hoved dunkede som var han blevet ramt af en vildfaren smasher. "... Tak, for at du hjalp mig hjem." lød det alligevel fra ham, da han drejede hovedet mod hende.

[Mazikeen Edwards]

Maze fulgte den lille hund med øjnene, som den tog pladsen på Castors brystkasse, hvor den fik en lettere doven, men alligevel anerkendende kløen bag øret. Hun skar en let grimasse, "Urgh.. Og lad mig gætte, det er for sent at skifte navnet nu?" spurgte hun. Det måtte være utroligt nedern, med mindre de selvfølgelig var endt på en venskabelige måde. Hun havde selv kun været i et seriøst forhold og var stadig venner med den mand, Sidney Lynch . Ikke at se sås ret ofte mere, den slags gled oftes ud i sandet helt af sig selv.
Hun så undskyldende på ham, som hun satte sig ved siden af ham i sofaen. Hun nikkede lidt, "Har du nogen til, at se efter dig de næste par uger?" spurgte hun, da hun mistænke han havde fået sig en ret kraftig hjernerystelse, uden at kunne vide det selvfølgelig. Hun sendte ham et lille smil, som han vendte blikket mod hende og viftede lidt med den ene hånd, "Det var så lidt, Castor," svarede hun og bed sig lidt i læben. "Kan jeg hente et glas vand eller noget til dig?" spurgte hun og vendte blikket mod Lady.

[Castor Morgan]

Det eneste svar Maze fik på spørgsmålet om Ladys navn var en bekræftende lyd fra Castor, som ikke magtede at sætte ord til emnet. I realiteten kunne han vel give Lady et andet navn, men hun reagerede allerede på det. Desuden ville det føles forkert at kalde hende noget andet nu.

"De næste par uger?" Castor gav et tørt grin fra sig, men der var intet smil som fulgte med det. "Er det ikke en smule overdrevet? Men så er det ikke mig, der er healeren..." mumlede han, før han til sidst måtte ryste let på hovedet. "Jeg bor alene. I bedste fald har jeg mine naboer, men... det er det." Marietta var rejst. Callum, hans bror, var som sunket i jorden igen, og nu havde han den ekstra viden om broderens tilstand at tilføje til sine bekymringer for ham. "Jeg klarer mig. Jeg er også sikker på at jeg er én af de sidste, du har lyst til at bruge tid og kræfter på." Helbreder eller ej, kom Castor næppe bort fra at han havde spillet en rolle i hendes fars arrest. Han ville ikke bebrejde hende for at bære nag mod ham. "Lidt vand ville ellers være rart. Køkkenet er lige derinde." Han pegede over skulderen og mod døråbningen til køkkenet.

[Mazikeen Edwards]

Maze nikkede lidt, to uger virkede måske som lang tid. "Jeg er 99 procent sikker på, du har fået en hjernerystelse, så ja, to uger," svarede hun. Læberne blev klemt en smule sammen. Naboer. Det var ikke helt godt nok, hvis man spurgte Maze. Hun så helst der var nogen ved ham størstedelen af tiden. Hans naboer kunne vel heller ikke stå op og vække ham om natten, for at tjekke han stadig var ved bevidsthed? "Hvad med dine forældre? Kan du bo der i en kort periode?" spurgte hun roligt, men begyndte at få en fornemmelse af, hvordan hun kom til at hænge på den her opgave.
Hun bed sig let i den fyldige underlæbe, "Det kan jeg ikke modargumentere, men Castor, en hjernerystelse, er altså ikke noget man joker med," svarede hun ærligt. Nej han var ikke hendes ynglingsperson, men han havde for pokker også smidt hendes far i Azkaban - velfortjent, javist, men alligevel. Hun nikkede lidt og rejste sig fra sofaen. Det tog hende et par skabsåbninger, før hun fandt skabet med glas og fyldte det med koldt vand fra vandhanen. "Værsgo," hun rakte glasset til ham. Hun sukkede lidt. Han var som sagt ikke hendes ynglingsperson, men hendes healerhjerte, kunne heller ikke bare vende ryggen til en tilskadekommet. "Jeg kan blive til i morgen, du skal ikke være alene, Castor," hun fortrød nærmest ordene, samtidig med de forlod hendes læber.

[Castor Morgan]

To ugers hvile? Alene tanken på den mængde papirarbejde han ville blive mødt med når han kom tilbage på arbejde efter to uger var nok til at give ham lyst til gøre ende på det hele med det samme. Han måtte hellere kontakte sine assistenter den følgende morgen så de kunne håndtere det hele og gøre overgangen nemmere.

"Mine forældre er døde." fortalte han kort, mens han tog imod vandglasset hun kom med. Først nu mærkede han hvor dræbende tørstig han faktisk var, og han vendte bunden i vejret på glasset og drak et par gode mundfulde.
Det halvtomme glas blev sat på sofabordet før hans blik igen fokuserede sig på Mazikeen. I et par lange sekunder sagde han ingenting, mens han blot betragtede hende vurderende. I et flygtigt øjeblik fangede han sig i at mistænke hende for at have bagtanker; hun ville være i hans lejlighed mens han var sårbar. Hvis hun ønskede hævn for hans bidrag til at sende hendes far til Azkaban kunne hun ikke få nogen bedre mulighed. Han nåede dog at tale sig selv fra det; hvis hun ønskede hævn havde hun allerede haft rigeligt med muligheder mens han havde været ude af den. Og i stedet havde hun hjulpet ham hjem.

Skuldrene faldt og Castor gav et dæmpet suk fra ham.
"Udmærket." gav han endelig. "Hvis du synes det er bedst. Du kan sove inde i... i mit soveværelse, hvis du har lyst. Jeg har ærlig talt ikke lyst til at rejse mig fra sofaen igen." Han forsøgte ikke at tænke for meget på sidste gang en kvinde havde overnattet i hans lejlighed. Det var kun en enkelt nat, så Maze kunne få ro i sjælen.

[Mazikeen Edwards]

Maze måtte bide sig let i læben, som Castor fortalte hans forældre ikke længere var blandt dem. "Det er jeg ked af, Castor, det var ikke min mening, at hive op i noget," hendes stemme blev langt mere blid, end den normalvis var, når hun snakkede til ham.
Hun tippede hovedet lidt til den ene side, som han så på hende, "Hvad er der?" spurgte hun og rynkede let på øjenbrynene. Hvorfor så han sådan på hende? Hun havde ingen bagtanker med, at være i hans hjem, foruden han ikke skulle være alene med sin hjernerystelse. Det lå ikke til Maze at være hævngerrig. Selvfølgelig var hun ret negativ over, at han havde været med til at sende hendes far i Azkaban, men modsat resten af Edwards familien, så var Maze ret god til at tænke i konsekvenser af de ting man gjorde. Hendes far havde altid været på den forkerte side af loven, så hun kunne godt se, hvorfor det havde været nødvendigt, at sende ham afsted. Hun vidste til gengæld også, hvad det gjorde ved resten af familien og det var nok mere dét, hun frygtede.
Maze bed sig let i læben og nikkede lidt. Hun vidste ærligt talt ikke helt, hvordan hun havde det med at skulle sove i hans seng, men så længe det var uden ham, så gik det nok. Hun satte sig ned i hug og nussede Lady lidt, før hun rettede sig op igen. "Har du en t-shirt eller noget, jeg kan låne og sove i?" spurgte hun.