Distract me

[Castor Morgan]

Tilegnet Mazikeen Edwards

Indholdet i glasset blev vippet ugideligt frem og tilbage, mens Castor blot betragtede det. Han havde allerede tømt tre glas af sin Ildwhiskey, men håbet om at det ville hjælpe på hans humør var gået forgæves.
Marietta var rejst. Det var kommet så pludseligt, og havde trukket tæppet fuldkommen væk under ham, og chokket havde måske stadig ikke lagt sig. Han kunne ikke engang huske hvordan han var kommet til baren lige udenfor hjertet af London. Var han gået? Transferet? Han blev enig med sig selv om det sidste, før han tømte indholdet i sit glas på ny.

Baren han befandt sig i var hverken af den fine sort, eller den slibrige. Den var et sted midt imellem, men den var åbenbart fin nok til at have en scene i den ene ende af lokalet til underholdning, hvor der efter alt at dømme lige nu var ved at blive gjort klar til én eller anden optræden. Castor havde hørt nogen tale om en stor stjerne, men han havde ærlig talt ikke fulgt synderlig meget med i samtalerne. Han var mere optaget af indholdet i sit glas, som han fik fyldt op igen.

[Mazikeen Edwards]

Maze drak sjældent berusende væsker, men denne aften havde hun bare haft brug for, at komme lidt ud af sin lejlighed og se noget andet, end den og sit arbejde. Hun var vokset op i en familie, hvor whisky blev serveret på et sølvfad til morgenmaden, til frokosten og aftensmaden. Hun havde dog lært sig selv, at for at have et godt sind, så skulle hun have en sund krop. Foruden den plastikkirurgi, som hendes barm havde været i gennem og de utallige tatoveringer, hun havde sig, så var hun også sund. Hun røg, men hun rørte ikke junkfood. Hun spiste hellere salat end slik og andre søde sager. Hun motionerende hver dag, for at holde sig i form. Der var ikke mange, som troede på hende, når hun fortalte hun var healer. Hun fik alt for ofte af vide, at hun lignede en barbie dukke, med tatovering, eller en biker-chick og på ingen måder en med kompetencerne til at være healer.
Hun havde ikke mange veninder i England, og egentlig heller ikke rigtigt nogle hjemme i Australien. Hun var derfor taget alene afsted. De genrede hende dog ikke. Hun var god til at snakke med nye mennesker. Hun satte sig på en ledig stol, ikke langt fra en mand. Først tænkte hun ikke over, at hun havde set ham før. Hun bestilte en Bloody Mary og det var først, da den blev stillet foran hende, hun vendte blikket mod manden. "Well.. Well.. Well. Godaften Mr. Morgan," lød det roligt fra hende, som hun genkendte manden, der havde været med til, at få hendes far i Azkaban. De blå øjne hvilede på ham.

[Castor Morgan]

Castor havde været fordybet i sine egne tanker, som var begyndt at blive behageligt summende og ufokuserede, da en stemme nåede igennem dem. Den australske accent var én han havde hørt før, men selv da han vendte blikket mod kvinden som talte, måtte han se på hende i et par sekunder før han kunne placere hende. Skuldrene faldt, og han satte sit glas fra sig på bardisken.
"Miss Edwards." lød det halvhjertede svar, og et vagt buk med nakken udgjorde hans hilsen til hende. Han havde kun mødt hende et par gange, men det havde været nok til at gøre et indtryk. Han vidste hvem hun var, og hvem hun var i familie med. Han var dog ikke sikker på om hun bar nag mod ham for at have været med til at spærre hendes far inde eller ej. Han betragtede hende varsomt, før han løftede sit whiskeyglas til læberne igen. "Hvad skylder jeg æren?" spurgte han, før han tog endnu en mundfuld af den brændende væske.

[Mazikeen Edwards]

På trods af at Maze havde boet i England, efterhånden et par, så var hendes australske accent, ikke forsvundet og det ville den nok heller aldrig gøre. Ikke helt i hvert fald. Hun tog sit glas op til læberne og tog en tår, som han satte sit fra sig på bardisken.
Øjenbrynene blev let hævet, "Waow.. Imponerende du kan huske mig. Skal jeg føle mig speciel nu?" spurgte hun, som de blå øjne hvilede på ham. Hun kunne tydeligt genkende ham. Et ansigt, som havde haft så stor indflydelse på hendes liv, ville hun næppe bare sådan lige glemme. Om hun bar nag, vidste hun heller ikke rigtigt selv. Hun vidste jo godt, at det lort hendes far rendte rundt og lavede, var ja.. lort. Så hendes fornuft vidste jo godt, at han var hvor han burde være. Til gengæld, havde hun også set hele miljøet indefra og vidste mere om, hvad der foregik, end så mange andre.
Et let fnys forlod hendes læber. "Tror du jeg bruger min fritid på, at rende rundt og stalke dig eller hvad?" spurgte hun og grinte lidt, mens hun rystede på hovedet. "Nej, min autoritet er sgu mere værd end det. Sorry, prettyface, men så speciel, er du heller ikke," hun blinkede drillende til ham og tog selv en tår mere af sit glas.

[Castor Morgan]

Castor vidste ikke helt hvad han skulle svare hende med. Han huskede hende, men kun i den grad at han huskede sagen med hendes far, og vidste at hun var mafiabossens datter. Det var trods alt ikke fordi han ligefrem havde tilbragt længere tid med at tale med hende, hverken før, under eller efter farens retssag.
Han trak løst på skuldrene. "Jeg ved ikke, hvad du laver i din fritid. Det ville vel ikke være første gang en mafiaboss' fængselsdom har ført til at dem der bragte ham dér kom på en eller anden watchlist." Han havde aldrig set nogen beviser på at Mazikeen selv havde haft noget at gøre i mafiaens gøren, så han, og resten af oblivatorkontoret havde ikke haft hende i måløjet under efterforskningen. Men det betød ikke at han sænkede skuldrene omkring hende.

Det lykkedes hende alligevel at trække et smalt smil over hans læber af hendes drillende kommentar, og han tog endnu en tår af sin whiskey før han vendte sig lidt i stolen, så han sad mere vendt mod hende. "Prettyface... Well. Lige for tiden gør det mig intet at gå lidt under radaren, så det passer mig faktisk fint." Med dét løftede han sit glas mod hendes i en tavs skål, før han bundede resten af sit glas.

[Mazikeen Edwards]

Maze havde egentlig altid prøvet, at holde lav profil, når det kom til hendes fars mafia. Hun havde et job, hvor noget af det vigtigste for hende, var at folk stolet på hende og ikke frygtede hende, hvilket også var en af grundene til, at hun var flyttet så langt væk fra Australien som overhovedet muligt, men hvor de stadig snakkede et sprog hun forstod, selvom mange ting hed noget andet. "Oh, her gik jeg ellers og troede, jeg blev udspioneret af Ministeriet, som om jeg vidste noget om nogen watchlist," svarede hun sarkastisk og himlede let med øjnene. Nok var Maze vokset op i det miljø, men hun havde i sine voksen år, ikke haft noget med mafia at gøre.
Hun grinte lidt. Det var næsten sødt, hvis han virkelig troede, at han og de øvrige auror og hvem der ikke ellers havde været med til, at få hendes far i Azkaban, bare ville slippe godt fra det. Hun anede ikke selv, at hun blev holdt øje med af mafiaen på hendes fars ordre. "Yeah.." sagde hun roligt og tog en tår af sit glas. "Det er sjovt, som I miniserie folk altid tror I ved alting, når I ikke engang ved det halve.." lød det lettere mumlende fra hende, som hun rullede med øjnene og vendte blikket mod bardisken.

[Castor Morgan]

Castor måtte slippe et tørt, humørløst grin af hendes kommentar, mens han betragtede hende med ansigtet lagt en smule på skrå.
"Det er sjovt, jeg ville have troet at én, der mente at hun blev holdt øje med af ministeriet netop ikke ville give udtryk for at der var en grund til at holde øje med hende." påpegede han spydigt. Det var tydeligt på hans væremåde at han ikke var i noget godt humør, og man kunne kun gætte på hvor mange glas han allerede havde fået i sig i løbet af aftenen. Han forsøgte at holde sig selv stabil, men man kunne se hvordan obliviatoren svajede en smule i stolen da han lænede sig frem mod hende. Måske skulle man faktisk sørge for at holde et vågent øje på hende alligevel. Nu, hvor ministeriet åbenbart kun 'vidste det halve', var det måske lønsomt at få hele billedet. Måske var hun bare bedre til at skjule sine spor i mafiaens gøren end hendes far havde været. "Jeg begynder at tro, at der ville være noget at få ud af at holde øje med dig, Edwards." Nærmest for at understrege det lod han blikket hvile på hende uden at blinke.

[Mazikeen Edwards]

Maze hævede lidt det ene øjenbryn og rystede derefter lidt på hovedet. "Jeg har intet at skjule, I kan overvåge mig alt det I vil," svarede hun og gjorde en let gestus med den ene hånd, før hun vendte sig mod sit glas, som hun tog en tår af. Hun var healer, hvilket ikke havde kunne lade sig gøre, hvis hun ikke havde en ren straffeattest. Hun havde aldrig fortalt nogen om, hvordan det havde været, at vokse op som mafiabossens datter, præcis ligesom hun aldrig havde fortalt, at hun havde været kidnappet som barn.
Hun vendte blikket tilbage på ham og lænede sig lidt ind mod ham, "Du kunne også bare spørger. Det kunne jo være jeg var samarbejdsvillig, Mr. Morgan," svarede hun og blinkede til ham, før hun rettede sig op igen, "Jeg har trods alt også en autoritet og tænke på," tilføjede hun, uvidende om, om han vidste hvad hun arbejdede om. "Med mindre det selvfølgelig er en eller anden kinky fantasi du har dig," tilføjede hun og blinkede til ham.

[Castor Morgan]

Castors øjne klemte sig en smule mistroisk sammen af hendes påstand. Tydeligt var det, at han ikke stolede på at få et ærligt svar ud af hende, hvis man blot spurgte. Det ville i hvert fald være højst uventet. Og selv hvis hun faktisk gav et ærligt svar, ville han nok ikke tro på hende, uden en grundig undersøgelse.
Ikke at noget af det som sådan var hans ansvar. Det havde været aurorne som havde stået for alle afhørene, mens obliviatorene bare havde ryddet op, og suppleret ekstra mandkraft til arresterne.

Netop som han skulle til at afgive et svar fortsatte hun, og kom med den drillende bemærkning om ham og hans kinky fantasier, og måden hun blinkede til ham tog ham fuldkommen med bukserne nede.
"Hvad?" spurgte han forvirret, før han trak sig tilbage og rettede sig op i stolen igen. Måske lidt for hurtigt, sådan som stolen rykkede sig usikkert under den forflyttede vægt. Castor måtte i hvert fald gribe om kanten af bardisken for at forblive siddende. Blikket hvilede dog stadig på Maze. Ansigtet var rødt, men det var svært at sige om det var af alkoholen eller noget andet. "Jeg forsikrer dig om at der ikke er nogen fantasiser, Edwards. Hverken den slags, eller nogen andre." konstaterede haan beslutsomt, men han fik tydeligvis mere travlt med at række ud efter sin whiskey for at hælde op i sit glas igen. Men netop som han havde hældt op, og lænede sig tilbage for at drikke det, blev det tydeligt at Castor ikke havde mærket præcis hvor meget stolen havde rykket sig, for ryglænet var i hvert fald ikke i hans ryg længere. Manden endte derfor med at falde ned fra stolen og ramte gulvet med et brag og et støn, og forblev liggende.

[Mazikeen Edwards]

"Du hørte mig godt," svarede Maze roligt og rettede det mørkebrune hår lidt. Hun så til mens Castor rakte ud efter mere at drikke, dog var hendes reflekser for langsomme, til at nå at advare ham om, der ikke længere var et ryglæn til hans ryg, da han lænede sig tilbage og før hun vidste af det, lå han på gulvet. Han lå stille. For stille. Hun sprang hurtigt ned fra sin stol og satte sig på sine knæ ved siden af ham. "Hey. Castor? Castor? Er du okay?" spurgte hun bekymret. Det var nok healer genet der slog ind. Hun lagde en hånd mod hans kind, mens hendes anden hånd hurtigt søgte hans håndled, for at finde en puls.

[Castor Morgan]

Der var ikke meget der tydede på at Castor overhovedet reagerede på Mazikeens forsøg på at få liv i ham. Øjnene var rullet bagover i hovedet på ham, og en usammenhængende jamrende lyd kom fra ham. Ved hans håndled ville Maze kunne mærke en puls, men han havde ikke evnen til at besvare hende med ord. Hovedet dunkede som en satan, og da Castor langsomt førte sin ene hånd til sin nakke, hvor han havde ramt gulvet, var fingrene blodige da han tog den frem igen.
"H-hva... er d-... h..." Hans forsøg på at finde ordene gik ikke, og i stedet faldt hånden slapt ned i gulvet da han mistede bevidstheden.

[Mazikeen Edwards]

Maze fandt pulsen. Det var første step. De jamrende lyde, fortalte hende, at luftvejene var frie. Det var andet step. Hun vendte ham om på siden, så han kom til at ligge i stabilt sideleje og det var her, hun opdagede blodet på hans fingre. Hvor kom det fra? "Hey, jeg har brug for et viskestykke med koldt vand og et med is i. Nu," sagde hun til bartenderen, som hurtigt rakte en kunde viskestykkerne, for at række dem videre til Maze.
Hun kunne nu se, blodet kom fra hans baghoved, hvortil hun vaskede, så godt hun kunne med det våde viskestykke, for derefter at lægge det på med isterningerne i. "For helvede Castor.." mumlede hun, som om han kunne gøre for det. "Vågn op, din idiot!" skældte hun ud, mens hun ruskede let i ham.

[Castor Morgan]

Castor tog en hvislende indånding mellem sammenbidte tænder, da kluden med isterninger blev presset mod hans baghoved, men dét, samt måden hun ruskede i ham, lod da til at hjælpe ham med at give livstegn fra sig igen. Øjnene glippede op, men de flakkede stadig ufokuserede rundt i rummet. Han lå på siden, kunne han bedømme. På et virkelig beskidt gulv. Og folk kiggede på ham. Han havde det som om han skulle kaste op.

"Hvad... M... Mazikeen? Hv-... hvad sker der?" lød det semi-bevidst fra ham.
"Jeg tror han burde komme til hospitalet." lød det fra én af de omkringstående gæster, som begyndte at se sig om i rummet. "Er der en læge her? Eller nogen som kan ringe efter en ambulance?" Tydeligvis én af barens muggler-gæster.

[Mazikeen Edwards]

Maze mærkede en lettelse skylle indover sig, da Castor begyndte, at give livstegn fra sig. Hellere han trak vejret og var konfus, end han ikke trak vejret. At han reagerede på kulden, var også kun et godt tegn. "Du faldt ned af stolen og slog hovedet," svarede hun ham og lagde en hånd mod hans kind, "Har du kvalme?" spurgte hun, da hun vidste det kunne være et tegn på en hjernerystelse.
Maze høre en mand bag sig, snakke om at Castor burde komme på hospitalet, hvilket fik hende til at bide sig lidt i læben. Så længe der ikke var tegn på hjerneblødning, så var der ingen grund til et hospitalsbesøg. Hun vendte blikket mod muggleren, "Jeg er læge. Der er styr på situationen nu. Vend bare tilbage til, hvad end I havde gang i," hun viftede let med den ene hånd, for at få de mange nysgerrige blikke væk, før hun vendte blikket tilbage på Castor. "Kan du komme op og sidde?" spurgte hun langt blidere, end hun havde været før hans styrt.

[Castor Morgan]

Manden som havde foreslået en ambulance så kun tvivlende på Mazikeen i et par sekunder før han løftede hænderne i overgivelse og bakkede bagud. Det samme gjorde resten af gæsterne, som efterlod nok plads til at Mazikeen og Castor ikke blev klemt.

"Mit hoved..." lød det mumlende fra Castor. Han var tydeligt rundt på gulvet, men stadig tilstedeværende nok til at kunne se meningen i hvad hun sagde. Den skallebank han havde passede i hvert fald med hendes forklaring.
Øjnene klemte sig en smule i, og han brugte et par sekunder på at besvare hendes spørgsmål - ikke uden at bemærke det blide tonefald fra hende, men alt for distraheret til at kommentere på det. "Jeg... Jeg kan prøve." stønnede han, inden han forsøgte at sætte sig op. Det gik langsomt, men det lykkedes ham til sidst at komme op i en nogenlunde oprejst siddende stilling. "Rummet snurrer rundt..." lød det dæmpet. Kvalmen trak i ham, og han havde mest af alt lyst til at lægge sig ned igen.