Hey There Juliet

[Spencer Lynch]

Som hun placerede sit hoved i hans skød begyndte han nærmest per automatik at stryge hende over det mørke hår som hun havde gjort med ham, den lune sommermorgen under træet. Tanken fik ham næsten til at smile lidt. Det var virkelig en ubeskrivelig følelse at være så tæt på hende. Han havde ingen anelse om hvordan hun havde formået at komme ind på livet af ham på denne måde.
Hendes ord fik et uforstående suk til at undslippe ham, han skævede ned til hende og ville ønske at han havde været smidig nok til lige at bukke sig ned og fange hendes læber på ny. Det var lidt som om at nu hvor de officielt var et par, behøvede han ikke at tilbageholde den trang. "Du er ikke rigtig klog." Denne gang trådte det lidt forsigtige smil alligevel frem på hans læber.
Han lod hånden stryge fra hedes hår og ned over hendes kind og kæbelinje. Hun var simpelthen så smuk, og nu kunne han kalde hende for hans. "Du behøver vel ikke mig for at føle dig speciel." Svarede han blidt. Hun var speciel på sin helt egent unikke Luna-agtige måde, og det var lige præcis derfor han var så vild med hende. Han lod hende skubbe huen af og fangede i stedet hendes hånd med sin frie. Lidt forsigtigt førte han den til sine læber og kyssede den blidt.
Der var ingen tvivl om at han lyttede til hendes ord, han havde det samme intense blik rettet imod hende som han altid havde når han lyttede til hvad hun sagde. "Jeg vil prøve at gøre mig bedste for ikke at lukke dig ude." Dette blev sagt med en ømfindige ærlighed i stemmen. Hans blå øjne var rettet imod hende og der var en vis sårbarhed i dem som meget sjældent så dagens lys. Han havde virkelig svært ved at lukke sig op, men hun gjorde det på en eller anden måde bare lidt lettere.
Som hun rettede på sig og derefter placerede et kys mod hans læber holdt han hende lidt fast i det før han atter slap hendes læber så han kunne lægge sig ned ved siden af hende. Han hævede sig op på albuen som han støttede under sit hoved for bedre at kunne kigge ned på hende. Igen gled hånden blidt ned over hendes ansigt og hans tommel strøg kærtegnende hen over hendes læber hvorefter han lænede sig en smule ind over hende for at fange dem på ny. Det var en befriende følelse bare at kunne kysse hende uden at bekymre sig for om hun ville afvise ham.

[Luna Clary Daniels]

Blidt lukkede Luna øjnene og lod bare Spencers stille nussen over hendes hår være i fokus. Det var så rart, så kærkommen og hvad hun havde manglet så længe. et afslappet varmhjertet smil fandt frem til hendes læber, og da Spencer snakkede åbnede hun øjnene og fnøs glad. "Nej det er jeg sikkert ikke, men du får mig ikke til at skifte mening. Jeg er ret stædig som du nok ved." Luna havde nævnt det flere gange, at hun var stædig, men havde bestemt også vist det op til flere gang, lige siden deres første tur i fangekælderen sammen, hvor hun havde nægtet at gå fra ham. Luna var typen der kæmpede med liv og sjæl for hvad hun troede på, hun var den klippe der aldrig ville bøje sig i vinden, eller også havde ingen vind endnu været stærk nok.  - Det da lige foruden mødet med Jayson "JJ" Jacobo, hvor hun havde kæmpet imod så længe hun kunne men var knækket til sidst. Det lå stadig i hende som et ondt minde. Følelsen da han havde slikket hende fik hende til at væmmes. Men tankerne fik hende også til at kigge Spencer i øjnene, et syn, der fik hende til at smile. "Du har de smukkeste blå øjne Spence." Det var måske normalt fyren der fortalte pigen det, men altså når nu ens fyr nu har det med af og til at påtage sig ravgule øjne, så er det vel i orden at påpege at de blå er smukke? Luna kom til at grine lidt for sig selv ved tanken: Hendes fyr. Spencer var hendes. Det var det bedste der kunne ske!
"Uden dig er jeg bare en nørdet ørn, som læser alt for mange bøger, elsker at diskuterer og som er mugglerfødt. Med dig er jeg... Undskyld, jeg ved det her kommer til at lyde rigtig mærkeligt, men det føles som om jeg kan klare alt når du er der og som om det giver mening at være mig. Det... Det er som om jeg virkelig får lov til at være mig, når du er der." Først kiggede hun kort på Spencer, men så kiggede hun væk, dog med et meget forelsket smil til at afsløre hvor glad hun var. 
Det var så rart og kærkommen hvordan Spencer blev ved med at kysse hende og hun gengældte glædeligt hvert eneste kys, selvom det gjorde lidt ondt i læben, hvor hun var blevet ramt af sin overfaldsmand, men hun sagde intet, ville ikke ødelægge øjeblikket. "Du får slet ikke lov til at lukke mig ude, men jeg respektere jeg ikke må blive en del af alt."

[Spencer Lynch]

Han sendte hende et hævet bryn, "ja, det er jeg begyndt at få indtryk af." Svarede han, hans tone var blid, eller i hvert fald så blid som han nu mestrede at gøre den. Han sukkede let og lod stilheden passerer imens de bare mere eller mindre studerede hinanden.
Det lød måske en smule creepy, men han kunne studerer hende i timevis, som forsøgte han at lave en perfekt kopi af hendes ansigt i sit sind. Dette skyldes også at han elskede at tegne hende, igen noget der måske godt kunne lyde lidt mærkeligt hvis man sagde det højt.
De søde ord kom bag på ham, hvilket kom til udtryk i form af en rynken i panden, herefter i et lettere fornøjet grin. Det var ikke hans mening at grine af det hun sagde, for det var virkelig sødt sagt, men det burde vel mere have været ham der fortalte hende at hun havde smukke øjne. "Ej undskyld." Han stoppede sig selv. Det var meget sjældent at han direkte lo, og nu gav det ham næsten dårlig samvittighed. Han tyggede let på underlæben, "det var ikke for at grine af dig, tak, det var sødt sagt." Han rømmede sig let og håbede bare at hun ikke ville tage det ilde op.
Det næste hun sagde, blev der dog ikke grint af. Igen var det tænksomme blik tilbage. Man kunne nærmest se hvordan hvert et ord blev indtaget og analyseret. "Jeg ville ønske at jeg var lige så god til det med ord som du er." Indrømmede han så. Han havde bare usigelig svært ved at sætte ord på sine fødsler, primært fordi han ikke altid helt forstod dem selv.
"Og det lyder ikke mærkeligt, jeg er glad for at du siger det." Han holdt en kort pause, "og jeg er glad for at jeg kan få dig til at føle på den måde." Han mente det. Det herskede der ingen tvivl om.
Indrømmet tænkte han ikke helt over at hendes flækkede læbe nok gjorde kysset en smule smertefuldt for hende. Det eneste han tænkte på var hvilke fantastiske følelser hun formåede at sætte i ham. Som kysset atter blev sluppet lod han sin hånd glide ned over hendes overarm i et blidt strøg. Han havde stadigvæk den mosatte albue plantet i hovedpuden på en sådan måde, at hans hoved kunne hvile imod hans hånd. Næsten hynotiseret fulgte han sin hånd glide ned over hendes arm og derefter op igen, og ned. I lange kærtegnende bevægelser.
Hans blik blev lokket tilbage til hendes som hun atter snakkede, "du er allerede en del af alt. Jeg ved godt at det kan være lidt svært at tro, men mit liv er faktisk ikke så begivenhedsrigt." Svarede han hende, i den lidt kække tone, som hun indtil videre, var den eneste der havde haft glæde af. "Jeg føler at jeg kan snakke med dig om alt." Tilføjede han så.

[Luna Clary Daniels]

Luna så på ham og smilede så op i de blå øjne, lidt uskyldig men også velvidne op at hun var som hun var og det ikke var noget der stod til at ændre. Det var nok godt det samme, hvis ikke hun var så stædig ville de aldrig ligge her sammen nu. "Du ved godt du skylder min stædighed et tak. Uden den havde jeg nok opgivet vores første gruppearbejde inden vi kom igang. Det og så mit behov for at passe mine skoleting." Hun grinede lidt men følte sig alligevel også træls på en måde. Hvem gad sådan en dengse, så hun var. Hun rystede dog tanken af sig hurtigt igen og smilede til ham. Hun var virkelig glad for at de var blevet sat sammen den dag, det ville aldrig være faldet hende ind at Spencer kunne være så sød. Hun havde haft så mange fordomme om ham dengang, de var heldigvis alle kommet til skamme nu. 
Hun himlede dog lidt med øjnene af ham, som han grinede af hendes ord. "Du forstår at få en pige til at føle sig til grin. Kunne du ikke bare acceptere og så forstå hvad jeg mente med det?" Spurgte hun så og hævede sig op på underarmene, så hun kunne kysse ham i længere tid. De var trods alt kærester nu, så det måtte hun vel gerne. 
Hun så dog efterfølgende på ham med et skeptisk udtryk i øjnene. "mener du jeg er god til ord? Hvilke ord? Jeg kan ikke engang forklare ordentligt, hvad du betyder for mig. Men altså.. Jeg vil da gerne hjælpe dig, hvis der noget du gerne vil sige. Dog er jeg ret sikker på du udtrykker dig på andre smukke måder." Hun tænkte selvfølgelig på hans mange tegninger hun havde bladret igennem den tid hun havde haft hans skitsebog, det havde været overraskende at se de mange billeder af hende selv, men samtidig var hun meget beæret. 
"Spence...Der er faktisk en ting vi bør snakke om. Næste fuldmåne... Jeg er klar til at lave en stormhat eliksir nu, og.. og ud over det så er min plan at gennemgå animagis forvandlingen, når vi kommer tilbage på skolen igen."

[Spencer Lynch]

Han kiggede på hende med endnu et af sine betragtende blik. ”Jeg er ikke den nemmeste at snakke med.” Erkendte han roligt. Der var ikke nogen videre skam i hans stemme, han accepterede bare at sådan var det. Han lå lidt og kiggede på hende igen. Det var lidt sjovt som tingene havde udviklet sig imellem dem fra deres første møde, han var godt klar over at han ikke var blandt de mest vellidte elever på skolen, hun havde sikkert heller ikke været voldsomt begejstret for at være blevet sat sammen med ham.
Igen kom det lille skæve smil tilbage på læben for et par korte sekunder. ”Sorry.” Nåede han lige at svare før hendes læber atter var mod hans. Han lænede sig let frem mod hende i kysset og lod hånden fra hendes arm, glide op over hendes skulder og finde hvile i hendes nakke.
Han havde stadigvæk sit ansigt tæt på hendes som deres samtale forsatte. Han overvejede sine ord lidt før han åbnede munden, ”bare sådan generelt,” sagde han stille, han var ikke sikker på hvordan han helt skulle forklare det, ”du er bare god til at udtrykke dig.” Han strøg roligt sin tommel mod hendes kæbelinje som de snakkede, han bemærkede det dårligt nok selv, ”mener du tegningerne? Der er også mange dystre ting deriblandt.” Hun var den eneste person der havde set den ene ud af mange skitsebøger, men der var også mange dystre tegninger deri, da det var hans måde at komme ud med sine frustrationer på.
Den mere alvorlige tone fik ham til at kigge dybsindigt på hende, ”stormhatteeliksir? Mener du den eliksir du snakkede om? Jeg troede at den var tæt på umulig at brygge.” Han tippede hovedet let på skrå. ”Jeg ved stadigvæk ikke med animagien, eller altså det er cool, så længe du stadigvæk bliver uden for tremmerne,” sagde han og slog blikket ned der atter var blevet en smule dystert. ”Jeg stoler ikke på...den del af mig selv.” Ikke at det ville komme som en overraskelse for hende.

[Luna Clary Daniels]

Luna smilede op til Spence, hun havde intet imod hvordan han var. Måske havde det også bare været heldigt hvordan de var begyndt at snakke dengang under gruppearbejdet, og de havde jo også fået ret godt karakter for det, så det var klart et plus. "Det kommer nu an på emnet Spence. Du er ikke så slemt når først der går hul." Det var utroligt hvilke følelser der strømmede omkring i kroppen på hende ved at ligge der på sengen med Spencer halvt over sig. Hendes øjne funklede og hun havde svært ved at stoppe med at smile. Alt udenforseng fandtes ikke lige nu, der var kun hende og Spencer. Mon det var sådan det føltes at være forelsket? Hvert fald var hun ret sikker på, at det ikke ville være klogt at afbryde eller forstyrre dem lige nu.
Luna nød hvert et kys og kærtegn fra Spencer og kom til at grine lidt som han lød overrasket over hendes komplimenter omkring hans tegninger, ligesom hun havde lydt overrasket omkring det han sagde om hendes ord. Hun syntes måske nok de var dystre, men der var bare så meget mere end det. faktisk syntes hun nogle af billederne af hende, var mere uhyggelige, men det var nok fordi de var fra en tid, hvor hun ikke vidste han kunne lide hende og hun faktisk ikke havde opfanget, at han havde tegnet hende. "De er smukke alligevel. og fortæller alle lidt en historie. bare husk..." Hun tøvede lidt, det var måske lidt plat at nævne det, men hun havde alligevel lidt et behov for det. "... Der er altid et lys i mørket."  Derefter smilede hun og strakte halsen, så hun igen kunne kysse ham. Det var måske lidt meget, men hun kunne ikke lade være. Det føltes så ubeskriveligt rart at spencer var der. Hun burde nok fortælle sine forældre at hun havde en fyr på sit værelse, men det kunne godt vente lidt. 
"Den eliksir er tæt på umulig at brygge, derfor har det også krævet en hel del læsning, men nu har jeg styr på det. Jeg skal bare lige bruge nogle enkelte ting fra drivhuset på skolen og så har Professor Dumbledore lovet at tjekke den efter, så vi er sikre på den virker som den skal." Luna fortalte det, som var det det mest naturlige i verden at få en professor til at tjekke en eliksir, hun i første omgang slet ikke måtte lave for skolen. "Det hele kommer jo an på hvad dyr det bliver. Den del har jeg ikke så stor indflydelse på, men altså hvis James Potter og Sirius Black kunne holde styr på Remus Lupin, så kan jeg vel også holde styr på dig." Hun ville så gerne kunne være der for Spencer den ene nat i måneden, mere end hun allerede var og det her virkede som den bedste løsning. "Og ellers må vi jo tage en alfa-kamp" Jokede hun lidt og lod så deres læber forenes inden han kunne nå at komme med modargument om at det var alt for farligt.

[Spencer Lynch]

Spence hævede et bryn af ende, ”den mening er du nok ene om.” Svarede han lidt bedrevidende. Han vidste godt at han var dyster og hans humørsvingninger var ekstreme. Hans temperament var alt for stort og han havde en indre dæmon som han var i konstant kamp med, så han forstod nu godt at han ikke ligefrem var den mest elskede elev på skolen. Det var nu også ligegyldigt, så længe han bare havde Luna.
Hans krop summede behageligt ved at have hende så tæt på sig, det var en rar og varm følelse og han kunne ikke helt lade være med at tænke lidt om hun måske også mærkede det.
Blikket mildnedes ved hendes ord som han blev mindet om den tegning hun havde tegnet i hans skitsebog. Det var den tegning der officielt havde gjort dén skitsebog til hans favorit ud af alle dem han havde formået at fylde gennem årerne -og det var ikke så lidt.
Igen blev kysset gengældt, havde han vidst at dette ville blive resultatet af at bryde ind på hendes værelse, havde han da gjort det længe før. Han kunne ikke helt sætte ord på de følelser hun satte i ham, men han havde aldrig følt sig så tilpas og tryg som han gjorde når han gjorde når han var sammen med hende.
Igen blev der hævet et bryn som han så ned på hende, ”så det du siger er at jeg lægger mit liv i dine hænder?” Spurgte han. Noget i ham kunne på en måde godt lide den tanke. Han vidste at Stormhatteeliksiren var svær at brygge og at det kunne være med livet som indsats for den som indtog den, skulle den være brygget forkert, men hun lod vel på en måde sit liv være i hans hænder når hun blev hos ham fuldmåne efter fuldmåne. Ikke at han kunne komme med nogen indvendinger i den forbindelse, han var jo ikke i kontrol, men hun gjorde det alligevel. Det var en rar følelse lidt at kunne gengælde den tillid.
”Jeg fatter ikke hvordan du har fået en professor til at gå med til det.” Indrømmede han med en let hovedrysten.
Han rynkede let på næsen, ”ikke hvis din animagusform er en mus.” Konkluderede han.
Igen beviste hun hvor godt hun egentlig kendte ham, hendes kommentar om ”alfakampen” fik omgående det dystre udtryk til bage i hans ansigt og han var også klar til at protesterer, men blev fanget med ordene i halsen som hendes læber atter rørte hans. Han glemte lidt sit modargument og gav sig i stedet hen til kysset. En hånd fandt vej til hendes hofte i kanten af hendes bluse. Fingrespidserne sneg sig ind under stoffet, men blev i første omgang der. En smule prøvende gjorde han kysset dybere.

[Luna Clary Daniels]

Luna forstod jo godt hvad Spencer mente, men alligevel fandt hun ham meget interessant. Hun vidste dog også godt at hun var heldig omkring hvor langt hun var noget ind på livet af ham. “Jeg siger bare Spence, du er en af de bedste makkere jeg har haft til skolearbejde.” Det var måske for mange en ligegyldig ting, men for Luna hvor skolen betød så meget, så var det en vigtig ting. 
Hans ord om at lægge sit liv i hendes hænder gav en lille tænkepause. Luna måtte lige gennemgå sit svar i hovedet, før hun sagde ofte højt. “Altså lidt måske. Men jeg ville aldrig give dig en eliksir jeg ikke var sikker på.” Det var da også derfor det havde taget så lang tid som det havde. Det skulle være helt sikkert før hun overhovedet ville overveje det. 
Hun grinede lidt over det kompliment hun anede lå i hans ord. “Det gælder bare om at kunne forhandle og få professoren til at indse jeg gør det alligevel. Ligesom jeg nu faktisk har lov til at være hos dig under fuldmåne... når bare jeg er væk før 8” Det var rart at have den aftale. Det gjorde det noget nemmere når hun skulle ned til Spencer. 
Som hun mærkede hånden på sin hofte og det dybere kys, bøjede hun lidt i det ene ben og lod sig give sig hen til Spencer. En hånd gik nu på opdagelse på hans bryst, uden på tøjet ganske vidst, men det blev det ikke ringere af. “Mus... nej...” lød det så bare lidt fraværende fra hende. Dette kys var blandt de første, som virkelig kunne lukke munden på hende. 

[Spencer Lynch]

Mundvigen trak sig i endnu et svagt smil. Som altid varede det kun ganske kort. "Kun til skolearbejdet?" Udfordrede han hende med et lille glimt i øjet. Han vidste godt hvad hun mente, men han kunne godt lide at udfordre hende lidt engang imellem. "Jeg er i hvert fald glad for at du er så stædig når det kommer til mig." Tilføjede han så i en noget mere alvorlig tone.
Han betragtede hende indgående imens hun tænkte og efterfølgende da hun svarede. Han nikkede blot. "Det ved jeg." Han stolede hundrede procent på hende og det var en virkelig stor ting når det kom fra ham, der aldrig havde stolet på andre end sig selv.
Han sukkede let og lod atter de blå øjne hvile tænksomt på hende. Skønt han ikke var godt til at sige det, så holdt han så inderligt meget af hende. Han burde måske gøre hende opmærksom på det noget oftere, men det var bare som om at det lå i det usagte og det havde han det egentlig ret godt med. Det var lettere på den måde. "Ja du har nogle ret interessante skills der. Måske du skulle overveje at blive politiker," det var ment i sjov, skønt han ikke var i tvivl om at hun ville gøre sig godt indenfor den slags. Hun var god til at tale de små mænds sag og hun havde en fantastisk udholdenhed når det kom til at få sin vilje trumfet igennem.
Han mærkede varmen fra hendes fingre gennem stoffet i hans bluse og dét blandet med det lidt dydere kys, efterlod en varm behagelig fornemmelse i hele kroppen. Han valgte at lade emnet falde til jorden ved at kysset hende igen, det var en debat for en anden dag.
Ganske nænsomt lod han i stedet sin hånd undersøge lidt mere af den bare hud der nu var indenfor hans rækkevidde. Stille og roligt sneg han hånden ind under hendes bluse for at få følelsen af at mærke hendes silkebløde hud mod sin håndflade. Det satte for alvor gang i sommerfuglene i maven, men han holdt sig stadigvæk i skindet og nøjes med kun at lade hånden stryge let op langs hendes side og tilbage igen.

// FADE OUT //