Hey There Juliet

[Luna Clary Daniels]

Det virkede til Spencer blev opmærksom på, hvor anspændt han havde virket, hvert fald så det ud til han løsnede lidt op. Jo selvfølgelig var det en alvorlig ting, men det var desværre en af Lunas evner, at skjule det og bagatellisere det, så det ikke fyldte så meget. Det blev gemt væk et sted i sindet sammen med andre dårlige oplevelser, og så skulle hun ikke tage sig mere af dem. Så kunne hun være glad og tilfreds igen. "Kan vi lade være med at snakke mere om det? Jeg vil helst bare glemme at det er sket?" Forklarede hun så ærligt. Måske burde hun snakke det igennem med en der havde forstand på overgreb, men hun havde det jo fint. Sådan føltes det hvert fald. Det var dog rart at få bekræftet, at han ikke ville gøre noget ved det. Hun ønskede ikke at han skulle op og toppes med nogen, og hendes overfaldsmad havde altså virket stærk.
Luna vendte sig om og måbede til ham, mente han det alvorligt? Det var ikke fordi hun var snoppet, men hvem ville dog kunne dog levet i et sådan rod? "Flot?! Spencer snakker vi om den samme taske her? For hvis vi gør, så tør jeg virkelig ikke spørge til dit værelse! Det da et held du ikke selv bliver væk." Hun kunne ikke forstå, at man kunne rode så meget og slet ikke at man kunne finde ting i roddet. Hun ville slet ikke kunne slappe af i det. Hun fik sat nogle småting på plads, og var igang med at ryste hovedpuden, da Spencer spurgte til en bogs placering, og dermed viste interesse for hendes værelse,hvilket fik hende til at smile glad til ham. Hun kiggede på bogen. "Åh ja den. Ved de andre muggler eventyr... øhm.. 3. hylde til højre." Fortalte hun så i tilfælde af at Spence ikke lige vidste hvilke af bøgerne der var mugglereventyr. Hun afventede at han gik over imod reolen, men lagde så det hun havde i hænderne fra sig. "Vent lidt Spence" Derpå stillede hun sig ind foran Spencer og lagde armene om ham for så at forene deres læber. Det var hverken gennemtænkt eller planlagt, men hun kunne ikke holde sig tilbage. Kysset blev langt og dybt og forsigtig forsøge Luna også at gøre tungen til en del af det. En varm følelse skød ud i Luna, hun havde tænkt på dette her så længe, men var aldrig nået til det fordi tiden aldrig havde været rigtig eller de var blevet afbrudt, men nu, her på værelset, var de alene og de havde al den tid de havde brug for, hvilket Luna også nød godt af, det da medmindre Spence valgte at trække sig.

[Spencer Lynch]

Spencer vidste desværre af personlig erfaring, at det at holde det inde og ikke snakke om det, ikke ligefrem var nogen god løsning. På trods af dette gjorde han det jo selv gang på gang. Han ville dog heller ikke presse hende til at snakke hvis ikke hun havde lyst. Derfor nikkede han blot, men uden at fjerne det indtrængende blik fra hende. "Okay.." han tøvede før han forsatte, "men altså..du ved at du godt kan tale med mig om det...hvis du har brug for det..ik?" Han følte sig virkelig ikke specielt hjælpsom lige nu, men han forsøgte virkelig.
Han sukkede en smule dramatisk, "det gør jeg også sommetider, engang måtte de grave mig fri fordi jeg var blevet fanget i mit eget vasketøj. Det tog dem et par dage men så er det godt jeg har så mange madrester derinde." Svarede han uden at fortrække en mine. Det var løgn, men han forsøgte at løfte stemningen lidt med en dårlig joke. Først efter lidt begyndte et lille smil at trække op i den ene mundvig.
Som han fandt den retmæssige plads til bogen -eller om ikke andet hvad han mente var den retmæssige plads, rakte han op for at sætte den på plads, men stoppede midt i den handling ved hendes ord. Han nåede kun at vende dig lidt mod hende før hun havde swopet ind mellem ham og reolen. Han sendte hende et lidt spørgende blik, men nåede heller ikke mere end det ør han mærkede hendes arme omkring sig og hendes læber imod sine. De føltes varme og bløde, han fangede hurtig at det var en del mere passion i dette kys end der havde været i de få kys de havde delt under tidligere lejligheder. Han mærkede spidsen af hendes tunge løbe over hans læber, hvilket næsten fik ham til at trække sig overrasket tilbage, men han nåede at stoppe sig selv i den handling. Han stivnede kortvarigt, men accepterede så hendes milde ansøgning og gengældte det.
Det var en lidt underlig følelse, men det satte til gengæld virkelig også gang i hans hjerterytme som begyndte at speede lidt op. En behagelig og velkommen varme spredte sig gennem hele hans krop helt ud til fingrespidserne, som nu langsomt bevægede sig op af hendes ryg. Han havde ikke engang selv bemærket at han havde stillet bogen fra sig...eller tabt den..en af delene. Lige nu valgte han hellere at hengive sig hundrede procent til det kys de delte.

[Toby Max Daniels]

Toby stillede de sidste tallerkener på spisebordet og smilede til sin mor. "Toby skat, henter du lige Luna, der er snart aftensmad." Sagde hun i en varm tone. Han nikkede og rettede lidt på de sorte briller før han satte op af trappen.
Han håbede bare at hun ville komme med ned i dag, efter hun var kommet til skade, havde hun jo nærmest barikeret sig på sit værelse. Han brød sig ikke om det. Nu var han godt nok ikke herhjemme hver eneste dag, men de dage han havde været forbi, havde han dårligt set hende. Han havde en eller anden dårlig mavefornemmelse af at hun ikke fortalte hele sandheden om hvad der var sket.
Han nåede øverste trin på trappen og gik ned af gangen, det bløde gulvtæppe sfblødede hans skridt så han var næsten lydløs. Uden at tænke over at banke på, åbnede han døren og kiggede ind. Set i bakspejlet burde han måske have tænkt sig om, og ikke bare braset ind på hendes værelse, men han havde jo ikke ligefrem forventet det syn der nu mødte ham.
Overrasket -og måske lidt i chok, trådte han et skridt baglæns og kom med et overrasket udbrud som havde hun stået på lur bag døren og forskrækket ham da han var trådt ind. "Toby hvad sker der?" Lød det nede fra stuen.
Han blinkede et par gange og så mod trappen, "i-ikke noget mor...der var bare...en edderkop." Svarede han lidt halvhjertet og trådte ind på værelset og lukkede døren efter sig hvortil han stirrede på de to teenagere, "Luna! Hvem er det? Hvad laver han her? Hvordan er han kommet ind? Er det derfor du ikke vil komme ud af dit værelse?" Der var flere spørgsmål som stod i kø, men det var lige dem som han formåede at smide sammen i én sætning inden han blev nødt til at trække vejret.

[Luna Clary Daniels]

Hvad de havde været igang med at snakke om, vidste Luna faktisk ikke. Hun havde fuldstændig glemt det i det kys de nu delte. Nøj hvor havde hun mange gange ligget og tænkt på at sådan kys med Spencer og nu, nu var det endelig blevet en realitet. Et øjeblik havde hun været nervøs for om han ville trække sig, men det gjorde han ikke. Heldigvis. Hun nød at være hos ham, følte sig så sikker og beskyttet og da han så accepterede kysset hun havde indledt, skød en varme ud igennem kroppen på hende, som fik hende til at smile gladere end hun havde gjort længe.
Luna kunne blive i hans favn i evigheder, men heller ikke her, på værelset, hvor hun ellers troede hun havde fred, kunne de få lov at være alene. Fra døren kom nemlig en chokkeret lyd, da Toby afslørede sig selv. Luna havde glemt alt om familie og aftensmad og havde slet ikke hørt Toby komme op.
Hun slap Spencers læber, tørrede sige egne med håndryggen og kiggede så forbi Spencer, som stod med ryggen til døren.
De kunne alle høre deres mor fra køkkenet, som også havde hørt Tobys lille udbrud. Til Lunas store lettelse, valgte han dog at lyve om hvorfor han var blevet forskrækket. Luna himlede dog lidt med øjnene af ham og rystede på hovedet. "Virkelig Toby? En edderkop??" Hun gik forbi Spencer og tænkte ikke videre over at man nu også ville kunne se de tre striber på hendes arm efter arret, der fortalt om den nat, Luna havde fået indblik i hvad Spencer var. Hun kiggede blot på sin bror, og så tilbage på Spencer. "Han er min... Det er Spencer. øhm.. Hej.. Toby - Spencer, Spencer, det er min bror Toby." Hun præsenterede dem for hinanden selvom hun indvendigt var ved at dø over situationen, noget hun ellers sjældent oplevede, men det her var pinligt og hun manglede virkelig ord! "Hvad han... Han ville se til mig.. tror jeg. Tjekke om jeg var okay. fordi... fordi.. Han hørte jeg var kommet galt afsted." Hun bad til at Spencer ikke ville begynde på et eller andet med at forklare sig som han nogengange kunne finde på og samtidig bad hun til at Toby ville tro hendes fortælling, der delvis var rigtig men samtidig fuld af løgn. "Jeg lukkede ham ind." Den del var som sådan ikke løgn, Hun undgik bare detaljen med at det havde været gennem vinduet. "og nej Toby, Spence er først lige kommet. Du ved godt jeg faldt ned ad trappen i sidste uge og slog mig. Det har intet med spencer at gøre." Hun var nervøs for om Toby ville tro hende, og skævede til Spencer, for at finde en måde at overbevise sin bror om at det var sandt, så hun slap for at fortælle om sit overgreb. "Sandheden er, at jeg... Orh Toby helt ærligt!! Du ødelægger det hele! Sandheden er at jeg nok er forelsket -" Hun skævede til Spencer igen. Den del var ikke løgn. "Jeg glemte at kigge mig for i sidste uge, fordi jeg tænkte på Spencer og Jeg er blevet på mit værelse for at læse, og skrive breve til ham." Hun kiggede over på skrivebordet, der stadig var fuld af sammenkrøllede ark. Hvad Toby ikke vidste var at det var sangtekster, men lige nu kunne det sikkert godt gå for kærlighedsbreve.

[Spencer Lynch]

Dette kys satte gang i følelser som Spence ikke helt havde været bekendt med før. Lysten til at holde hende tættere var langt stærkere end han før havde oplevet og bare det at lade sine hænder stryge op langs hendes ryg og ind i hendes hår var en hel sanseoplevelse i sig selv. Spencer var så opslugt af de følelser hun satte i ham, og i at udforske denne nye intense mede at være tæt med hende på.
Inderst inde kunne han mærke trangen til at trække hende helt ind til sig blive større. De var næsten umuligt for ham at modstå, hendes nærhed gav ham følelsen af tryghed. Alt virkede perfekt, og det var som om at de to var de eneste mennesker i verden. Eller sådan føltes det frem til døren gik op og Spencer blev opmærksom på at de ikke længere var alene.
Han rettede blikket imod døren og kunne mærke en irritation over at være blevet afbrudt. Han sagde dog ingenting. Han bemærkede godt de tre ar der forløb over hendes ene arm. Et evigt minde om ham tatoveret på hendes krop. Det var en lidt skræmmende tanke.
Helt automatisk blev ørerne spidset en smule da hun kommetede "min", hun afbrød dog sig selv. Hendes, hendes hvad? Kæreste? Var de kærester? Den tanke havde egentlig ikke rigtigt slået ham måske fordi at det for ham ikke var så vigtigt at sætte ord på hvad de var. Han var virkelig glad for hende og han vidste at hun var glad for ham. Hun elskede ham. Det havde hun i hvert fald sagt. Spencer var bare mere typen der lagde den slags i hansling og ikke i ord, alle kunne sige at de elskede hinanden og så smide en ud bagefter, men at vise man elskede en person betød bare på en eller anden måde mere.
Han forholdt sig tavs som Luna forsøgte at forklare sig ud af situationen. Han havde dårligt anerkendt broderen under præsentationen. Han stod bare ved bogreolen hvor Luna havde efterladt ham, som afventede han yderligere instruktioner. De blå øjne var køligt rettet imod broderen, blikket blev kun afbrudt som han kiggede på Luna idet hun sagde at hun nok var forelsket.

[Toby Max Daniels]

Toby fattede nærmest ikke hvad han lige var gået ind til. Han søde lille uskyldige lillesøster stod der og kyssede med en fremmet dreng. Hvad var dette her? Var hun overhoved gammel nok til den slags? Det følte han ikke hun var, skønt det nok var en anelse naivt. "Ja sorry, jeg panikkede, det var ikke lige dette her jeg var forberedt på at komme ind til." Annoncerede han med et par vilde armfakter.
"Jamen goddag Spencer, det havde været høfligt af dig lige at komme ind og sige hej." Bemærkede han og lod de brune øjne møde den unge fyrs. Der var noget i hans blik som gav Taby en smule kuldgysnnger. "Ved mor godt at han er her?" Toby kendte nok inderste inde allerede svaret, men det forhindrede ham ikke i at stille spørgsmålet.
Toby sendte sin søster et lidt uoverbevist blik og så tilbage på Spencer. Toby ville virkelig gerne være en venlig og imødekommende storebror, han var bare virkelig blevet overrasket. "Forelsket?" Udbrød han igen med overraskelse malet i ansigtet. "Så I er......sammen? Altså kærester?" Spurgte han så ind. Det måtte man jo lidt gå ud fra, men Luna havde bare ikke præsenteret fyren som sin kæreste hvilket nok bekymrede ham en lille smule. Han ville jo ikke have at hun blev udnyttet og såret, og Spencer lignede bare lidt typen der ville købe sig en motorcykel navngivet Gertrud, som han ville køre rundt på uden hjelm og med en dåse grafitti i den ene hånd.
Okay, måske Toby malede fanden en smule på væggen her, men alligevel.

[Luna Clary Daniels]

Det var ikke meget Spencer sagde da TOby kom ind, men det var måske også meget heldigt. På den måde sagde han trods alt heller ikke Lunas løgne imod, dog fik han hans opmærksomhed i øjeblikket, hvor hun fortalte sin bror, at hun var forelsket. Hvordan Spencer egentlig havde det med den oplysning var svær at vurdere, men hun håbede selvfølgelig på at han var enig. Nu havde hun jo også før sagt at hun elskede ham, så det kunne vel ikke komme helt bag på ham. Tanken om faktisk at være forelsket i Spencer varmede Luna, og fik hende til at smile kærligt til ham, før hun vendte blikket imod sin bror igen.
”Du kunne bare have banket på først, så havde du ikke set noget.” kom det så fra Luna som det mest naturlige i verden. Hun vendte sig imod spencer, som Toby begyndte at rette på ham om høflighed og pli. ”Du skal nok få lov at hilse på mine forældre, jeg ville bare gerne have dig for mig selv lidt først.” Derefter blev blikket rettet imod sin bror igen. ”Og nej Toby, mor ved ikke SPencer er her. Han er lige kommet. Sig mig, hvad regner du med? At han har boet i mit skab de sidste 7 dage?” Hun rystede lidt på hovedet af ham, måske skulle tro han aldrig selv havde været forelsket. Det var hvert fald det indtryk han gav hende lige nu.
Tobys afsluttende spørgsmål fik Luna til at tænke. Var de kærester? De havde aldrig rigtig snakket om det. Hun havde bare kysset ham flere gange, og han hende. Hun holdt af ham, mere end hvad hun kunne sætte ord på, faktisk så elskede hun ham, han beskyttede hende. Og måske vigtigst, hun ville blive knust, hvis Spencer en dag stod og kyssede med en anden og holdt om hende frem for Luna. Det blev det afgørende facts i ligningen. ”Hvis du endelig vil vide det Toby så ja, Spencer og jeg er sammen. Og jeg ville elske at kalde ham for min kæreste” Hun skævede til Spencer i håb om at blive bekræftet i den titel, hun netop havde givet dem. Hun ville inderligt gerne være Spencers kæreste, der havde bare aldrig været behov for at sætte ord på det.

[Spencer Lynch]

Det var utroligt at et tilfældigt besøg som dette, der egentlig bare var forårsaget af at han savnede hende, pludselig endte ud i at han mødte hendes bror. Personligt var Spence ikke helt fan. Ikke fordi der var noget i vejen med hendes bror, men igen var han bare generelt ikke god til mennesker og ville faktisk helst undgå dem hvis han kunne komme til det. Altså lige med undtagelse af Luna selvfølgelig.
Han forholdt sig stadigvæk tavs og i baggrunden skønt han godt mødte hendes blik da hun kiggede imod ham. Måske var han nok lidt bange for at hvis han først begyndte at åbne munden ville tingene ende galt. Han tog dog sig selv i at smile meget afgrænset da hun svarede sin bror igen, med kommentaren om at han kunne have banket på.
Smilet forsvandt dog som dug fra solen da hun begyndte at snakke om at møde forældrene. Han opfangede ikke at det kunne være en undskyldning for at få Toby hurtigere ud for hans indre panik var nærmest allerede sat ind, "det tror jeg ikke er nogen god ide." Sagde han fladt ud.
Den unge var ulv ville nok have moret sig videre over den kommende kommentar med skabet hvis ikke han stadigvæk var så fokuseret på ikke at skulle ende ned i stuen med resten af familien. Han var så akavet i sådanne situationer, især hvis han fik unødig opmærksomhed.
Så, for lige at øge den allerede lettere presset situation, kom kæreste-spørgsmålet. Dette satte naturligvis også gang i hans tanker, han var sekunder fra at svare nej, af den simple grund at det jo ikke havde kaldt sig kærester, men så overraskede den smukke ørn ham på ny. Han stirrede kort på hende, rømmede sig så og nikkede som bekræftelse. Han ville så inderligt gerne kalde hende sin kæreste, bare tanken om at hun var hans og ingen andens varmede ham helt ud i fingerspidserne, men samtidig blev han også lidt skræmt af det. Hvad hvis han var elendig til det? Han var jo ikke ligefrem den mest optimistiske og sikreste person at være kærester med, kunne hun virkelig stille sig tilfreds med kun ham, når nu hun kunne få så meget bedre?

[Toby Max Daniels]

Toby stirrede fra den ene til den anden. Han var ikke helt sikker på hvorfor fyren virkede så stille. Der var et eller andet lidt fjendtligt over ham, men det var måske bare Tobys syn på sagen. "Jeg regnede da ikke med at du havde gæster," svarede han og slog lidt ud med hånden hvorefter han rømmede sig. "Hvis nu du havde informeret din kære bror om at du var begyndt at date, kunne det måske være jeg havde været lidt mere påpasselig." Vendte han den med en drilsk undertone.
Han så tilbage på Spencer som Luna begyndte at snakke om at møde forældrene, skønt Spencer ikke lød helt så begejstret. "Pjat, de vil sikkert elske dig." Slyngede han ud i den tro at det udelukkende var fordi Spencer bare var nervøs. Forhåbentlig ville han lukke lidt mere op for lige nu gav han godt nok ikke særlig meget af sig selv.
"Altså det ved jeg da ikke, for bare ti minutter siden anede jeg slet ikke at du var begyndt at kigge efter fyre." Annoncerede han og slog let ud med hånden. "Men altså, hvorfor kommer I ikke bare begge to med ned og spiser?" Forslog han så. Luna trængte alligevel til at se noget andet end værelsets fire vægge.
Han blev atter tavs og kiggede så fra den ene til den anden, med et blik der afslørede at han forsøgte at slå sig til tåls med den information. Tænk at hans søster havde fået en kæreste! Hvordan kunne han have misset det? Han sank. "Det er da...skønt. Hvor har i mødt hinanden henne? På skolen?" Han kunne jo ikke bare sige Hogwarts hvis nu drengen var muggler.

[Luna Clary Daniels]

På mange måder elskede Luna sin storebror, det dog også kun mere grund til at pjatte med ham og pingponge. Hun himlede lidt med øjnene og rystede så på hovedet med et smil. "Toby, jeg er 16 år, selv hvis Spencer ikke var her, så kunne der være mange andre scenarier, du heller ikke ville vade ind i. Men det er måske ikke så vigtigt. Jeg er ikke 10 år gammel længere og sidder og leger med ponyer længere." Okay det var lidt flovt at indrømme hun som mindre havde været ret glad for My little pony, men altså hun kunne da håbe på Spencer ikke kendte til det. Det var da også stoppet, da hun startede på Hogwarts, der havde spændingen om magisk viden været alt for stor og interessen for musik havde været det vindende element. 
Luna kunne godt mærke på Spencer at han ikke var helt med på ideen om at blive vist frem for hendes forældre. Derfor sendte hun ham et lille beroligende smil. Hun ville ikke tvinge ham til noget, heller ikke at komme med nedenunder om det så bare var at sige hej. Blikket blev drejet imod sin bror igen. "Altså.. Faktisk så... Vi vil gerne have lidt tid selv. Så.. vi kommer ned og hilser på senere." Selvfølgelig var der også aspektet i det, at deres mor helt sikkert ville blive nysgerrig og kigge op, his Spencer ikke kom ned og sagde hej. Luna ville bare rigtig gerne snakke med ham først. Han var jo lige kommet. Okay, han havde været der i noget tid, men fokusset havde ligget på noget andet. Hun sukkede lidt og overvejede situationen, for hvordan hun bedst kom ud af det med Spencer. Hun ville også rigtig gerne snakke med ham omkring deres nye titel. Han virkede ikke utilfreds, men det var nok meget godt lige at få det bekræftet. "Toby jeg er altså ikke et barn mere. Hvor gammel var du måske første gang du kiggede efter en pige? du var sikkert 12 eller 13 og hvad med nu? Fortæller du måske mig om hvem du kigger efter? Men når vi er ved det, så må jeg vel hellere fortælle at jeg er blevet forsanger i et band på skolen også." Der var flere grunde for hvorfor Luna snakkede så meget hun gjorde. Dels fordi hun elskede at drille og provokere Toby men også fordi jo mere hun sagde på en gang, jo mere skulle Toby holde rede i. Det kunne nemt gå hen og blive til hendes fordel. 
Hun grinede lidt, da han så spurgte til hvor de havde mødt hinanden, åh nu skulle han virkelig få. "Nej ikke på skolen. Jeg Stak af fra Hogwarts og bevægede mig på eventyr i den forbudte skov, og derinde, dybt inde, der mødte jeg spencer. Han havde gang i et ritual med heksecirkler og døde dyr." Hun havde ligeledes en drillende undertone i stemmen og kom så til at grine af det hele. "Vi blev at sammen i en skoleopgave, og noget tid efter hjalp Spencer mig fordi der var nogle drenge, der var efter mig."  Hun smilede til Spencer og så mere på ham end på sin bror da hun fortsatte. "Hun sørger for altid at være der for mig og hjælper mig, når jeg har brug for det."

[Spencer Lynch]

Spencer følte ikke helt at han havde lyst til at være en del af denne her samtale. Mest fordi at hele situationen gjorde ham en smule utilpas, han var bare ikke god i sociale sammenhæng. Han gloede lidt indtrængende på Lunas bror. Han ville helst ikke virke fjendtlig da han jo ikke var interesseret i at hendes familie skulle hade ham. Han havde dog heller ingen forventning om at de ville komme til at bryde sig om ham. "Det tvivler jeg stærkt på," det blev mere sagt som en mumlen. Igen ønskede han ikke at skabe drama eller noget, han tvivlede bare meget stærkt på det udsagn.
Han undgik dog ikke at sende hende et blik samt et lille smil ved hendes indrømmelse. Åh det skulle han høre mere om når hun fik sin bror ud fra værelset. Han håbede bare inderligt ikke at hun ville lade sig overtale til de skulle spise med. Eller hun måtte gerne, han ventede hellere end gerne heroppe imens hun gik ned for at spise.
Han forsøgte at sende hende et lidt diskret, men sigende blik. Det var dog på ingen måder diskret, ærlig talt kunne han lige så godt have slået vejrmøller så højt blikket tydeligt sagde at han bestemt ikke havde lyst til at gå ned og hilse på. Han ville ikke være en røv, men ham og hyggelige familiescenarier, det passede bare slet ikke sammen.
Spencer drejede omgående hovedet imod Luna som hun gav sig til at fortælle om hans fiktive satanistiske ritualer. Okay, her måtte selv han trække på smilebåndet. Han ville bare så inderligt gerne have at Toby gik nedenunder så han kunne snakke med Luna. Allerede nu føltes han sig temmelig proppet af familie-halløj, men han havde selvfølgelig heller aldrig haft den form for nærhed. "Du klarede nu også en god del af det selv." Måtte han så lige tilføje. Han ønskede ikke at blive fremstillet som helten i historien, da han bestemt ikke følte sig som nogen helt, slet ikke sådan som alt det var endt sidste år.

[Toby Max Daniels]

Toby kunne godt mærke at hans selskab måske ikke var helt ønsket, selvom han hellere end gerne ville vide mere om denne Spencer der dalede hans søster. Han rømmede sig let og mærkede hans kinder brænde en anelse ved hendes kommentar og de korte forstyrrende billeder der truede med at brænde sig fast på hans nethinde. Han rystede hovedet for at slå det ud af hovedet. "Luna!" Udbrød han og sendte hende et lettere foruroligende blik, "sig mig, burde jeg lade døren stå åben når jeg går?" Han tøvede og hold herefter forsvarende hænderne op foran sig med håndfladerne pegende imod teenagerne. "Ved du hvad, vær sød ikke at svare på det." Endte han så.
Han sukkede og smilede lidt vemodigt imod hende. "Jeg ved godt at du ikke er et barn, jeg troede bare ikke at du allerede var så voksen." Indrømmede han, uden at lyde bebrejdende. Han valgte bevidst at ignorerer den del med pigerne, hans første crush havde været i en varulvepige som samtidig var hans bedste vendinde. Sommetider tænkte han stadigvæk på hvad der mon var blevet af Kaya Elisabeth Hansen .
Tanken blev dog hurtigt strøget og erstattet med den næste information, "er du det? Hvorfor fortæller du mig ikke sådan noget?" Denne gang lød han måske en anelse skuffet. Han sukkede, "nå, men det må jeg hellere høre om en anden dag." Han måtte hellere se at komme ned til maden.
Hele forklaringen med Spencer fik ham først til at stirre på hende med næsten åben mund et par sekunder, men det gik heldigvis hurtigt op for ham at hun bare lavede sjov. Ellers vidste han ærligt talt ikke hvad han skulle have gjort. "Haha, meget morsomt." Kommerterede han og bakkede imod døren. "Jeg må hellere komme ned, men jeg håber at I kigger ned senere, jeg fortæller ikke mor han er her, så må du selv afgøre om I vil ned og sige hej." Han sendte Spencer et blik der sagde at han godt havde fanget hans mismod ved den situation, skønt det nok nærmere havde været rettet til Luna. "Men jeg forventer en bedre præsentation en af dagene!" Slog han så smilende fast, før han med et sidste blik i deres retning, forlod værelset og lukkede døren efter sig.

// out

[Luna Clary Daniels]

Luna kunne godt se at Spencer havde fået nok af situationen, ikke fordi han var træt af den som sådan, men alligevel så fornemmede hun at han havde brug for fred til at kunne være sig selv og slappe af. Hun håbede derfor også på at hun kunne få sin bror hurtigt ud af værelset, så de kunne snakke sammen. Nu var der også blevet plads i sengen til at de faktisk kunne være der. 
Hun grinede af hans foruroligende blik og hans meget bestemt "LUNA!" Han var simpelthen så sjov at drille. Særligt når han selv lagde op til det. Det var også meget bedre end at blive pinlig eller irriteret på ham. Hun smøg sig forbi Spencer og hent til sin bror for lige at give ham et kram, det lød hårdt for ham at hun ikke var 10 længere. "Jeg vil altid være din lillesøster Toby. og jeg skal nok fortælle dig om bandet en anden dag, men lige nu vil jeg gerne have lidt tid med Spencer alene. Jeg har ikke set ham siden skoleåret sluttede." Derpå slap hun ham og gik lidt væk så han kunne forlade værelset. Det var rart at han ville holde det hemmeligt at Spencer var der, for ellers ville deres mor sikkert bare komme op også. "Tak Toby, du er den bedste." Hun smilede til ham og så til mens han lukkede døren. Først da den var helt lukket og hun kunne høre sig bror på trappen gik hun over til Spencer igen. Et par lange sekunder stod hun og kiggede på ham, med et lille smil gemt i den ene mundvige. Var de så kærester nu? Sådan uden tvivl eller usikkerhed. "Spencer jeg.. Undskyld at min bror kom brasende, han er ikke så slem. Jeg har bare ikke rigtig fortalt ham så meget om hvad der er sket på skolen, fordi... fordi jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle sige om dig.." Hun tøvede lidt og satte sig så over på sengen, hvor hun kom med et lille fnys. "Så kærester.. Det var ikke lige sådan jeg havde tænkt mig det skulle foregå, men... Jeg vil gerne have dig tæt omkring mig og jeg ville blive ked af det, hvis jeg så dig kysse på andre. Medmindre du selvfølgelig ikke kan lide titlen, så... så skal jeg nok rode mig ud af den uden at du får ballade." For første gang i meget længe, hvis ikke nogensinde, var Luna nervøs for hvad Spencer ville sige. Hvad hvis han ikke ville have hende som kæreste? Så ville hun virkelig stå tilbage som taberen. Men helt ærligt, med det kys, så var hun ikke rigtig i tvivl. Hun klappede blidt på sengen og smilede så til Spencer som en opfordring til at han skulle komme og sætte sig.

[Spencer Lynch]

Spencer var ikke helt sikker på hvor meget han skulle blande sig i deres samtale, så han forsøgte så vidt muligt at holde sig udenfor. Lige nu ønskede han bare at være alene med Luna. Han var ikke som sådan flov over at være blevet "busted," den slags var jo naturligt i deres alder...var det ikke? Tanken om at få lov til bare at ligge og snakke lidt med hende var dog lidt mere indbydende end at møde hele familien. Chancen for at de ville bryde sig om ham var alligevel ret minimal.
Heldigvis varede det ikke længe før han forlod værelset og efterlod de to teenagere alene tilbage. Spencer så på Luna som hun kom tilbage imod ham. Han tippede hovedet let på skrå, som forstod han ikke helt at hun pådrog sig skylden for at hendes bror var kommet ind til dem. "Det er okay." Sagde han med et let skuldertræk og lyttede kort, han kunne ikke længere høre broderen på trappen, så han måtte være nede i stuen igen. Ærligt havde han heller ikke rigtigt fortalt nogen om hende...men han fortalte jo aldrig rigtigt noget om sig selv, så det det havde nok også noget med det at gøre.
Som hun tog emnet om deres "status" op, blev de blå øjne atter alvorlige. Hans hjerne racede for at aflæse om hvorvidt han syntes det var en god ide. Han ville elske at kalde sig hendes kæreste, fordi han godt kunne lide tanken om at hun var hans, men det bekymrede ham at hun gik så meget ned i sin standart. Han kunne ikke måle sig med hende og han ville helst ikke holde hende tilbage.
"Hvad? Nej det behøver du ikke." Hørte han alligevel sig selv sige da hun begyndte at snakke om at "rode sig ud af det". Han tøvede lidt, "eller altså, hvis du helst ikke vil, så forstår jeg det godt." Ærligheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Han sukkede lidt og betragtede hende kort, hvorefter han kom hen til sengen og satte sig ved siden af hende, som han havde gjort før oprydningen var sat igang. "Jeg..kan godt lide tanken om at...være din..og at du er min...jeg er bare ikke sikker på at jeg er særlig god til det." Indrømmede han og mærkede at han faktisk blev lidt flov, han så ned på sine hænder som han gav sig til at fumle lidt med i skødet, "jeg har aldrig været god til at være tæt på nogen og jeg er super dårlig til at lukke folk ind...Hvis du ikke skulle have bemærket det," Han skævede lidt skamfuldt op til hende og skar endnu en grimasse. "Jeg er ret sikker på at du vil kunne få meget bedre." Endte han så. Det var ikke en afvisning, nok nærmere end udmeldling, sådan at hun var sikker på hvad hun gik ind til.

[Luna Clary Daniels]

Det glædede hende at Spence ikke virkede som en der var på vej ud igennem vinduet, eller noget og snart satte sig op i sengen hvor Luna lå. Da han havde set sig lagde hun sig ned på sengen med hovedet hvilende på Spencers lår, så hun lige nu kigge op på. Hun havde glemt næsten hvor smuk han egentlig var at kigge på, og et øjeblik så hun bare på drengen for hun over det sidste lange stykke tid havde forelsket sig i og nu endelig kunne kalde for sin kæreste. Hans ord fik hende til at ryste på hovedet. "Nej Spence, jeg vil kun have dig. Du gør mig lykkelig og får mig til at føle mig speciel. Jeg har brug for dig og du har sikkert også brug for mig. Mig slipper du ikke for. Det må du snart vide." Hun rakte forsigtigt en arm op og skubbede huen af ham med hånden. Hun var så glad for at han var her og hun kunne blive liggende der på senge med ham for evigt var hun sikker på. Familien skulle de ikke tænke mere på. Luna stollede på at Toby nok skulle holde dem fra hendes værelse.
"Jeg ved godt du ikke lukker nogen ind, men du må bare acceptere at jeg ikke vil acceptere at blive efterladt uden for. Jeg er din nu og det vil jeg gerne være. Din kæreste endda... Din..." Hun smilede til ham og lagde sig så bedre til på sengen, ikke så hun kunne sove, men mere for at der kunne blive plads til Spencer ved siden af, hvis han fik lyst til at ligge ned."Jeg vil ikke have andre end dig." Sagde hun så, før hun så valgte at stjæle et nyt kys fra hans læber.