Hey There Juliet

[Spencer Lynch]

Luna Clary Daniels
Hjemme ved Luna
Aug. 2056
Sommerferien
Kl. 18.30

---

Spence havde fået sporet sig frem til hvor Luna boede. Det havde ikke været let, men det var lykkedes. Efter sit indbrud hos Salvador Valentino Herveaux havde han fået lov til at blive et par nætter, hvorfor manden virkede så venlig overfor en indbrudstyv var over Spencers forstand. Ikke fordi han havde stjålet eller ødelagt noget, udover ruden nede i kælderen og dåsemaden i køkkenskabene, men alligevel.
Han stoppede op foran huset, det var stadigvæk lyst udenfor skønt skyggerne var ved at være lange. Var der noget han var god til var det skræmmende nok at snige sig rundt og holde øje med folk. Salvadores hus var ikke det første han var brudt ind i. 
Fra sin plads bag en stor busk i haven, betragtede han en kvinde i køkkenet som var i færd med at lave aftensmad. Det måtte næsten være Lunas mor. Inde i stuen kunne han se en ældre mand. Lunas far gik han ud fra. 
Diskret listede han sig rundt om huset og her fangede hans blik en velkendt skikkelse på en af værelserne på første sal. Luna. Han sneg dig nærmere og gav sig til at kravle op af et gitter ment til at holde de grønne planter op af muren. Heldigvis var han ikke så tung og gitteret lod til at være ret robust. Det klagede i hvert fald ikke som han kravlede op og derefter forsigtigt og bekymringsfrit bankede på hendes rude, som var det det mest normale i verden. 

[Luna Clary Daniels]

Det var noget tid siden af Luna havde haft sit sammenstød med @darko i Hogsmeade, hun havde stadig ikke rigtig fortalt nogen om hvad der var sket, Det var for flovt og hun havde slet ikke lyst til at tænke på det. Derfor havde hun også brugt det meste af sin tid siden på sengen på værelset fordybet i en bog. Det samme denne aften. De fleste hævelser var ved at fortage sig, men det var stadig svært for hende at spise grundet den flækkede læbe. 
Pludselig hørte hun en banken på vinduet og først blev hun bange for om det kunne være en der ville overfalde hende, men som hun skævede derover til, genkendte hun fyren med sin hue. Et smil fandt vej til hendes læber og hun løb over for at åbne vinduet, så han kunne komme ind. "Spence! Hvad laver du her? Hvor har jeg savnet dig!" Han nåede knap nok af komme ind, før hun havde trukket ham til sig i et tæt kram, mest fordi hun havde savnet ham, nærmest kun derfor, men også fordi hun ikke ville have han skulle se det hævede blå øje hun havde, selvom hun havde forsøgt at dække det lidt med makeup, eller se den flækkede læbe, der dog heldigvis var ved at gro sammen.

[Spencer Lynch]

Han var ikke sikker på hvordan hun ville reagerer når han dukkede op på denne måde. Dog blev han hurtigt mødt af et glædeligt smil hvilket lettede hans hjerte omgående. Han tog endda sig selv i at smile tilbage, lidt større end normalt. Måske havde det også noget at gøre med hvor dejligt det var at se hende igen.
Som vinduet blev åbnet faldt hans blå øjne kort på hende og derefter gled de rundt i rummet så han kunne danne sig et indtryk af hvordan hun boede. "Hey. Jeg var i nabolaget..og så savnede jeg dig, så jeg tænkte at jeg ville kigge forbi." Sagde han ærligt imens han besteg det sidste stykke af rosengitteret og kunne kravle ind af vinduet.
Dårligt havde han fået fodfæste på det bløde tæppe før han var blevet trukket ind i et varmt kram. "uf.." udbrød han lavt, da han var lidt uforberedt på det. Dog gengældte han det hurtigt efter.
Han holdt hende tæt i nogle lange sekunder før han let slap grebet og kiggede på hende, denne gang fik han rigtigt taget hende i øjesyn og fik da også omgående øje på den flækkede læbe, smilet dalede og hans genkendelige alvorlige udtryk var tilbage. "Hvad i alverden er der sket med dig?" Spurgte han og førte en hånd op til hendes kæbe, for derefter meget forsigtigt at stryge den sårede læbe med sin tommelfinger. De blå øjne var komplet fokuseret på skaden hun havde pådraget sig.

[Luna Clary Daniels]

Det var ubeskrivelig dejligt at se Spencer igen og hun blev helt varm indeni ved synes af hans smil, hun havde virkelig savnet ham og haft brug for ham. Først efter de havde krammet længe og hun havde nydt hvordan han lagde armene om hende, skønt hun alligevel havde rystet lidt ved omfagnelsen til en start, fordi det mindede hende om oplevelsen med Darko. Hun havde ikke snakket med nogen om det, og dermed var der ingen der havde kunne hjælpe hende med at komme igennem det og komme videre. Men selvfølgelig så Spencer det og blev bekymret. Som han strøg hende over kinden, vred hun sig hurtigt fri og trådte at skridt bagud. "Jeg... Jeg faldt." Hun kiggede ned i gulvet som hun svarede og bagefter vendte hun ryggen til ham. "Undskyld jeg roder sådan. Jeg vidste ikke du kom." Normalt ville det nok ikke betyde noget, men lige nu var det mere en undskyldning, for at komme til at snakke om noget andet end hendes medtagede ansigt. Hun fik samlet en 4-5 bøger op, der lå mere eller mindre smidt i dobbeltsengen, som efterfølgende også blev redt. Så den så pæn ud igen med et vattæppe over. Hun fik samlet nogle tallerkener fra skrivebordet ved vinduet og fra natbordet ved sengen. Hendes værelse lignede ellers et der normalt var holdt pænt, men det var det ikke i dag. Der hang et stort tørklæde over det lange spejl ved siden af reolen som foruden de mange bøger, også husede en stak papirer med noder. Mange af bøgerne var vælten og lå hulter til bulter. I hjørnet ved en lyseblå ukulele distret blevet efterladt og på Skrivebordet var desuden nogle krøllede stykker papir og en fjerpen, som bare lå med blæk i spidsen. 

[Spencer Lynch]

Han havde godt mærket hendes svage skælven som han havde holdt hende i sin favn, men han havde ikke tænkt videre over det, da han havde undskyldt det med at de nok bare var en kuldegysning forårsaget af det åbne vindue. Måske naivt tænkt taget i betragtning af hvor varmt det var udenfor, men igen tænkte han bare ikke så langt. Han hoved var mere fyldt af hvor stor en lettelse det var at se hende igen.
"Du faldt?" Gentog han uden at lyde videre overbevist. Der var noget som ikke helt stemte. Noget i hendes tonefald der lød alt for bekendt fra hans egen fortid af misbrug. Hele hendes kropssprog havde ændret sig. Måske ikke så mærkbart udefra, men han fornemmede det af en eller anden grund. "Nej selvfølgelig ikke, jeg havde ikke sagt jeg kom." Svarede han as a matter of factly.
Han tog et skridt tættere på hende og lod blikket glide rundt i det kaotiske værelse. Det mindede ham lidt om hans eget værelse på børnehjemmet. Han havde aldrig været det store ordensmenneske, men det havde han et tydeligt indtryk af at Luna var, derfor bekymrede det ham. Dette her virkede ikke som den selvsikre "jeg har styr på alt" -Luna han kendte.
"Men flot overskredshandling." Tilføjede han så imens han så til som hun desperat forsøgte at få lidt system i rodet. "Luna, se på mig." Sagde han i et mere bestemt tonefald, som han stillede sig ind foran hende og dermed forhindrede hende i at forsætte sit forsøg på at undgå hans iagttagende blik. "Hvad er der sket?" Hans stemme var alvorlig, "og du skal ikke give mig det bullshit med at du fladt, eller gik ind i en dør eller whatever, jeg har dækket mine mærker gennem hele min barndom, jeg kender undskyldningerne." Hans toneleje indikerede tydeligt at han ikke gad høre hendes undskyldninger.

[Luna Clary Daniels]

Der skulle ikke gå længe før Luna vidste hun var gennemskuet. Måske vidste Spencer ikke hvad der var sket, men han var hurtigt overbevist om at hun ikke var faldet. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke fortælle ham sandheden. Hun var ikke engang sikker på hun kunne få ordene over læberne selv hvis hun besluttede sig for at sige det. 
Det blev kun værre af at han stillede sig i vejen. Hun følte sig som en mus klemt op i en krog af en kat. Måske kunne hun komme omkring ham? Hun forsøgte, først den ene vej, så den anden, men Spencer lod hende ikke komme forbi. 
Det var så flovt det der var sket og det endte med hun bare sank sammen på sengen. “Jeg... no-nogen...” øjnene var fast rettet imod gulvet. Hun kunne ikke se ham i øjnene. Selvom hun vidste han kun ville hende det bedste, så kunne hun ikke. Hun skannede sig sådan. “... Nogen slog,.,, Slog mig...” hun undgik detaljerne om hvordan hun var blevet holdt fast op ad væggen så hun kun lige kunne trække vejret, mens fyren først havde åbnet hendes bukser og derefter sine egne. Selv tanken var ydmygende, og nok til at hun trak benene op og skjulte øjnene, så han ikke kunne se tårerne der var ved at samle sig. 

[Spencer Lynch]

Han betragtede hende afventende. Der gik nok en million tanker gennem hovedet på hende lige nu, igen kendte han desvære situationen fra sig selv og sin egen barndom. Selvom hun ihærdigt forsøgte at snige sig forbi ham, nægtede han at lade hende. Hun skulle ikke undvige dette her.
Da hun om sider lod til at give efter og faldt sammen på sengen satte han sig på kanten ved siden af hende og så på hende med et dybsindigt blik. Det var okay at hun lige skulle samle tankerne og at hun havde svært ved at få det ud, han kunne sagtens give hende tid, så længe hun bare talte sandt.
Forsigtigt og for at vise sin støtte, lod han roligt en hånd glide over madrassen mellem dem, for så at ligge sig over hendes. Hun skulle vide at han var der også selvom han måske ikke normalt var så god til denne her slags.
Da hun endelig indrømmede hvad han næsten desværre godt havde været klar over mærkede han vreden vende sig i ham, men det lykkedes ham at holde den nede for nu. Det var ikke rettet imod hende, men imod hvemend der kunne finde på at udsætte hende for dette her. "Men hvem? Og hvorfor?" Spurgte han ind med den tone af bekymring Spence nu kunne mønstre. Hvis det var Jayson "JJ" Jacobo igen så ville Spence slet ikke tænke på hvad han ville gøre ved ham næste gang de mødtes på gangen, udsmidning eller ej.

[Luna Clary Daniels]

Ved Spencers spørgsmål måtte hun bare trække på skuldrene. Hun anede ikke hvem manden havde været. Hun havde aldrig set ham før. “Jeg kendte ham ikke... han... han lagde bare sin arm om mig og...” det var virkelig ikke rart at snakke om. Hun havde følt sig så fanget. Uden nogen måde at komme fri på. Ikke som det plejede på skolen. Det her havde været alvor. Hun lagde armene om det optukkede ben og hvilede panden imod knæene. “Han... trak mig med ind i en gyde... han... han sagde...” men hun turde ikke gentage hvad han havde sagt. Hun ville ikke. “Jeg bad ham lad.... lade være, derfor slog han mig.... mens han... han... jeg var så bange” pludselig skete der noget hun ikke selv havde regnet med, men behovet for Spencer var større nu end nogensinde. Hun søgte dybt ind i hans favn og lagde armene om ham. “Der kom heldigvis en professor lige efter han også havde åbne sine egne bukser. Ellers så...” hun rystede over hele kroppen og trak sig tæt sammen og ind imod Spencer. 

[Spencer Lynch]

Spencer kunne allerede mærke hvordan farven forlod hans kinder en smule som hun gik i gang med at fortælle. Han foldede sine hænder en smule i skødet og så på hende med et indtrængende blik. Han var ikke helt sikker på om han skulle lægge en arm omkring hende. Han havde lyst til det, men han kendte fra sig selv at det med berøring bare ikke altid var så velkomment efter et overgreb.
Dog havde Spence aldrig været krænket seksuelt, heldigvis, men som hun snakkede om gyden begyndte han at frygte hvor det ville bære hen. Han kunne mærke sin puls stige og blodet bruse i ørernede som vreden i ham steg, dog forholdt han sig komplet rolig udadtil, hvordan det så end lykkedes for ham. Måske var det frygten for at miste hende.
Som hun uden videre søgte ind i hans favn, blev han taget lidt på sengekanten -om man så kunne sige, han havde i hvert faldt ikke regnet med det. Dog helt automatisk mærkede han sig selv slå armene omkring hende. Den ene hånd holdt tæt omkring hende imens den anden holdt hendes hoved mod hans skulder. Lige så overraskende -endda for ham selv -pressede han forsigtigt sine læber imod hendes pande i et stille kys. Det først han rent faktisk havde taget egenrådigt intiativ til. "Det er okay," hviskede han, denne gang var hans stemme en del blidere end den kølige, sarkastiske tone han eller normalt lagde for dagen.
Den del med bukserne fik ham dog til at synke en ekstra gang, han fangede et glimt af sig selv i genspejlingen fra det halvdækkede spejl, hans øjne var ravgule, dog følte han ikke at han ikke havde kontrol, han var bare så inderligt rasende. I frygt for at hun skulle se det skyndte han sig for at lukke øjnene selv og hvile sin hage imod toppen af hendes hoved imens han talte indvendigt til ti. Han forsøgte at koncentrerer sig om hvordan det føltes at have hende i sine arme. "Jeg er så ked af at du skulle udsættes for det Luna," sagde han komplet ærligt. "Jeg er glad for at der kom nogen og hjalp dig." Hvorfor følte han pludselig skyld over ikke at have været der selv?

[Luna Clary Daniels]

Frygten for at han ville fare op og rase omkring hvad der var sket, blev gjort til skamme, som hun mærkede et let kys imod panden. utroligt nok gjorde det hende glad og havde hun haft overskudet til det, ville hun have smilet. Spencer var god nok og hun blev bekræftet gang på gang hvor stærk han var. Selvfølgelig var Luna ikke dum, hun vidste at Spencer måtte være rassende indvendig, men at han lagde det til side for hende, det betød alverden. Hun krøb tættere ind til ham og nød at være tæt på ham. Det var hvad hun havde manglet. Hun følte sig en smule fri over at have fortalt Spencer, hvad der var sket. Nu var hun ikke længere alene, og det betød meget for hende. "Jeg er glad for du kom..." Hun drejede hovedet lidt så hun kunne kigge op på ham. Det var dog ikke nemt fra den vinkel hun var i, hans øjne virkede dystre, men hun mærkede stadig Spencer hos sig, ikke monstret, så hun kommenterede ikke på det. "Jeg turde ikke gøre modstand Spence... Han.. han sagde.. men jeg måtte.. Jeg prøvede at bede ham lade være. Det var derfor han slog mig og.. og.." Hun havde kæmpet for at holde sine ben samlet, men ville ikke sige det. Når først hun sagde det, blev det til en virkelighed hun ikke kunne håndtere. "Du hjælper mig... Vil du øhm... Vil du ikke nok blive her i nat? Kan du det? Jeg kan finde en maddress at sove på, du må gerne få sengen, men.... Jeg... har brug for dig." Luna var 100% ærlig i hvad hun havde brug for og hun var klar til at kigge om at få det. Hun ville ikke skilles fra Spencer lige nu, som hun havde sagt det, så havde hun brug for ham. Det var nok en alternativ måde at fortælle ham, at hun elskede ham, men samtidig var det så meget dybere end bare det. Han var hendes klippe når altid var oprør, hendes rolige klippe som så sjældent kunne blive rykket og lige nu ville hun ikke være ved andre end hos ham.

[Spencer Lynch]

Som hun nok havde frygtet, måtte Spence erkende at han havde lyst til at springe op og skælde verden ud, men han forholdt sig i ro. Han nægtede at skræmme hende igen. På trods af de triste omstændigheder, gav det ham alligevel en form for ro i kroppen at have hende så tæt på sig, som havde han bare lettere ved at finde ro i sig selv når hun var der. Spence vidste hvor stor en ting det var at krybe til bekendelse med denne slags ting, måske endda værre for hende fordi det der var sket hende trods alt havde været nær voldtægt, derfor var fødslen af taknemmelighed over at hun havde betroet sig til ham også næsten overvældende. "Det er jeg virkelig også," indrømmede han. Som deres blikke kortvarigt mødtes slog han omgående sit ned, igen frygtede an om hun skulle se de ravgule øjne og det dermed ville ødelægge øjeblikket, dog var han ikke sikker på om hans øjne atter var blå, han var ikke helt selv herre over det, han vidste bare bare at det blev tricket når han blev virkelig vred.
Den unge varulv strøg nede trøstende over ryggen som hun fortalte, lige nu kunne han ikke gøre så meget andet end bare at lytte og trøste. Han vovede sig til at møde hendes blik som han følte sin egen selvkontrol. Øjnene var atter blå som de mødte hendes, men en sitrende pulsering kunne svagt anes ved hans tinding.
Det var som om at hendes bøn om at få ham til at blive fik ham til at slappe helt af, som havde hun slukket hans aggressioner på en kontakt. "Selvfølgelig kan jeg blive, jeg kan blive lige så længe du vil have det." Han havde ikke nogen at stå til regnskab for. Ikke ifølge ham selv i hvert fald. Han regnede ikke med at Salvador Valentino Herveaux ville savne ham og børnehjemmet var vandt til at han stak af i tide og utide. Det var nok bare ikke noget han måske lige skulle sige til Luna da han var lidt bange for at hendes fornuft ville påbyde ham at kontakte folk og informerer om hvor han var henne. "Og jeg sover på gulvet." Sagde han bestemt. Hun skulle ikke smides ud af sin egen seng på grund af ham, han havde sovet værre steder end et blødt gulvtæppe.

[Luna Clary Daniels]

Luna tørrede øjnene med bagsiden af hånden, hun var selvfølgelig stadig ked af det, men det var ikke nær så slemt længere nu hun ikke var alene med det. Derefter puttede hun sig ind til Spencer og nød den trøst og sikkerhed, der strømmede ud af ham. Hun følte sig enormt heldig over at Spence var kommet og tænkte slet ikke over at familien nok ikke vidste at hun nu havde en dreng på værelset. Det kunne også være ligemeget, det var jeg ikke fordi de lavede noget familien ikke måtte se, skønt Luna til enhver tid ville indrømme at det var rarest med privatliv, når Spencer var der.
Hun kiggede på sin seng og kiggede så igen rundt i værelset, det så ud til en orkan havde været forbi. Det var en smule flovt, nu hun havde gæster, men det havde bare virket så ligegyldigt og uoverskueligt før det. "Jeg plejer altså ikke at rode så meget. Jeg ved ikke lige..." Hvad der var sket? Jo egentlig så vidste hun det jo godt. Spejlet var dækket til fordi hun ikke kunne holde til at se på sig selv, og det andet rod var fordi hun ikke så mening i at lægge ting på plads, eller ikke kunne overskue det. Selv familiebilledet ved siden af seng, fra da Luna var 7 år, var blevet væltet. Det var nok egentlig meget godt lige nu. Så slap Spencer for at se hende med rottehaler og virkelig nørdede briller. Tanken fik hende dog alligevel til at smile lidt og hæve sig op og give Spencer et forsigtigt kys på kinden. "Hvis nu jeg rydder op i min seng, så kan der måske være plads til os begge." Foreslog hun så. Der var ingen bagtanker ved det, hun ville bare gerne føle sig sikker og det gjorde hun hos Spencer.

[Spencer Lynch]

Spence var indrømmet ikke den bedste til at trøste folk. Når folk var kede af det gjorde det ham altid mega ukomfortabel, og han plejede at skynde sig den anden vej så han ikke skulle tage stilling til noget. Med Luna var det dog anderledes. Han ville gerne hjælpe hende, og få hende til at få det bedre, men han vidste også at intet han sagde kunne ændre det der var sket for hende, så han lod i stedet hele trøsten ligge i det usagte, som han kærligt strøg hende over ryggen.
Det var først som hun kommenterede på sit rod at han på ny lod blikket glide rundt. For at bagatelliserer det, trak han let på skuldrene. "Det gør jeg, så det skal du altså ikke tænke på." Spence var virkelig typen der havde rod overalt. På sit værelse, I sin skoletaske, i sit sind. Den form for kaos skræmte ham ikke, faktisk havde han det bedre i rod end når alting var helt cleanet og poleret, det blev bare hurtigt for "falskt" for ham.
Han så ned på hende som hun kyssede hans kind og derved tilbagekaldte sig hans opmærksomhed. "Kun hvis du er okay med det, for jeg kan altså sagtens ligge på gulvet." Han trak let på skuldrene. Som regel når han var stukket af fra børnehjemmet kunne han godt finde på at sove på en bænk eller i et eller andet efterladt hus, så brugte han blot sin rygsæk til hovedpude og så sov han ganske udemærket. Men var der en seng eller en sofa, var det selvfølgelig at fortrække.

[Luna Clary Daniels]

Det var ubeskrivelig rart at have Spencer tæt på sig. Uanset hvor dårlig Spencer end var til at trøste, så var det for Luna nok at han bare var der. Hendes øjne hvilede på ham og hun kunne godt se at han stadig var anspændt, hvilket fik hende til at bekymre sig lidt om Spencer også. "Spence, der skete ikke noget alvorlig. Han.... han..." Men hvordan kunne man på nogen måde retfærdiggøre det. Det var på Niveau med Jayson "JJ" Jacobo, som han slikket hende i ansigtet, men der havde Spencer også mistet besindelsen. Modsat nu havde han dengang glemt Luna. "Nej.. Det jo løgn, men... Jeg vil gerne have dig her. jeg vil ikke være alene uden dig, og det er jeg ligeså meget, hvis du i tænkerne sidder og spekulere over hvad du vil gøre ved ham når du finder ham. Kom ikke at sig det ikke passer at du tænker det." Hun følte efterhånden hun kendte ham ret godt på det punkt og var ret sikker på hun havde ret i sine antagelser. 
Alligevel rejste hun sig nu fra sengen og begyndte at stille bøgerne tilbage i bogreolen og sørge for at hvert fald sengen var pæn. Det ville være hurtigt blot at gøre hele værelset rent med et sving fra tryllestaven, men hun var mugglerfødt og tænkte slet ikke på den slags, plus hun var mindreårig og derfor ikke måtte bruge magi uden for skolen. Hun skævede lidt til Spencer med et smil på læben. "Jeg har set din taske. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan dit værelse ser ud." Der var antydning til et lille smil på hendes læber. Hun kunne huske første gang de havde mødtes på biblioteket, hvor hun havde set ned i Spencers taske og opdaget hvilket kaos der huserede dernede. Nu var det på en måde en del af hans charme.
Øjnene gled fra ham og ned på sengen, de ville sagtens kunne lægge der begge to, også uden at ligge helt klemt sammen, ikke at det ville gøre hende så meget. Spencer gav hende tryghed. "Det ville være rart, hvis du var tæt på" Kom det så stille fra hende, før hun blev rød i kinderne.

[Spencer Lynch]

Det var ikke helt gået op for Spencer selv hvor anspændt han egentlig havde været, før hun forsøgte at bagatelliserer det der var sket. Han frigav kæben, som ellers havde været bidt tæt sammen og rømmede sig så en smule. "Et overfald er altid alvorligt." Rettede han hende. Dét var da én ting hans mor havde lært ham.
Der var noget i ham som rørte sig, en mild varme som ligesom spredte sig fra hans indre ved lyden af at hun gerne ville have han blev. Det kunne godt være at det for mange bare ville være en "nå-ja" ting, men for Spencer som egentlig aldrig havde følt sig særlig ønsket, var det en virkelig stor og betydningsfuld ting.
Igen betragtede han hende kort med vagtsomme øjne, "selvfølgelig tænker jeg det, men jeg har ikke tænkt mig at gøre noget ved det." Kommenterede han ærligt. Dette var primært fordi han havde en ide om at hun ikke ville have han skulle gøre noget ved det, og så den fact at han ikke anede hvem fyren var eller hvordan han skulle få fat i ham. Eller hvad han i det hele taget skulle stille op hvis han ret faktisk fik fat i ham.
Han slap hende da hun rejste sig fra sengen og fulgte hende iagttagende som hun begyndte at rydde op. Havde det været hjemme ved ham havde han nok bare fejet det hele nådesløst ned på gulvet.
Hendes kommentar fik ham svagt til at gengælde smilet, "det forstår jeg godt, min taske er i flot orden i forhold til mit værelse," indrømmede han, "men hey, jeg har system i reddet." Tilføjede han så med et let skuldertræk.
"Tæt på" det lød dejlig beroligende på en eller anden måde, to be honest havde han aldrig delt seng med nogen før, ikke af hvad han kunne erindre i hvert fald, så at sove sammen på den måde ville også være noget nyt for ham, men det var ikke noget han var bekymret for på nogen måde. Han rejste sig og gik hen for at gøre et forsøg på at hjælpe hende med at rydde det sidste af sengen, "okay," svarede han hende. Der var en let lettet tone at spore i hans stemme, netop igen fordi tanken om at ligge sammen med hende faktisk glædede ham. Han forsøgte sig med at sende hende et lille smil og holdt så en bog op foran sig, "Hvor skal denne her være?"