I'm Friends With The Monster

[Raquel Janea Monroe]

Tid: Omkring 23:30

Sted: High Tec. Inc. 

Til: Aaron Sasha Cockburn og @cassandra

_________________________________________________________________________

Raquel trykkede knappen til elevatoren og ventede lettere utålmodigt. Klokken var blevet mange, så de fleste folk var taget hjem fra Hight Tec. Inc, men takket være et mangeårigt venskab, hvis man da kunne kalde det det, med ejeren af firmaet, havde hun mulighed for at komme på disse sene aftentimer. Foyeren var mørkelagt. Man skulle ikke tro at en kvinde som hende var mørkerad, men hun havde alt for mange gange befundet sig i mørket, og vidste hvad der kunne lurer i skyggerne. Desværre var det ikke helt tilladt at bruge magi her, så hun var tvunget til at udstå mørket til endnu. Med et 'pling' stoppede elevatoren foran hende og dørene åbnede sig. 
Raquel trådte ind. Uden alle menneskerne virkede rummet overraskende stort. Hun trykkede på knappen til øverste etage hvor Aarons kontor var, og lænede sig lidt på af den ene væg. På den modsatte side var der et stort spejl, der genspejlede hendes skikkelse. Hendes lange, mørke hår var silkeblødt og hang i bløde krøller ned over hendes ene skulder. Hun var iklædt et meget professionelt sæt, bestående af en stram, højtajlet nederdel samt en bodorød skjorte der klædte hendes lidt eksotiske hud. 
Det tog ikke elevatoren mange sekunder at nå den øverste etage. Hun rettede lidt på sin læbestift inden dørene gik op og lod hende træde ude. Det store lokale hvor sekretærerne og assistenterne havde deres bor var tomt. Godt nok var der lys i en lille lampe på et af skrivebordene, men det så ryddeligt ud, så hun gik ud fra at det var forladt ligeså. Til gengæld kunne hun ane lys fra Aarons kontor. Døren stod på klem, hvilket fik hende til at trække let på smilebåndet. Med målrettede dog elegante skridt, gik hun hen til døren. Hendes hæle klikkede mod gulvet og gav rungende genlyd i de tomme lokaler. Hun skubbede døren op. Der var lys, men kontoret var tomt, hvilket formentlig betød at han var her et sted, men var optaget i øjeblikket, så hun tillod sig bare at gå ind. Et øjeblik stod hun på den ene side af skrivebordet og skævede hen over noget af papirarbejdet der lå på skrivebordet, dog interesserede det hende kun kortvarigt. Hun vendte sig om, og lænede sig op af skrivebordet, så kanten støttede ved hendes lænd og hun stod med front til døren og ventede på at han havde tænkt sig at vende tilbage.  

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron havde været inde ved arkiverne for at checke op på en gammel sag som Ministeriet havde bedt ham undersøge nærmere. Det var ikke unormalt for ham at blive tillagt den form for opgaver fra deres side, men det var jo også en stor del af det der fik firmaet til at løbe rundt.
Han var alene på afdelingen – så vidt han var vidste – det skete yderst sjældent, at folk fik lyst til at blive på arbejdet frem til klokken halv tolv om natten. Nu var Aaron trods alt også en retfærdig chef og han forventede ikke at folk blev så sent, men det gjorde også at når de så endelig havde meget arbejde, blev de gerne til de var færdige. Det var den type medarbejdere som han forfremmede til at sidde i toppen fordi de viste at de faktisk gerne ville det.

Han snuppede filmappen ud af arkivskuffen og bevægede sig tilbage til gangen der blev fuldkommen mørklagt som han slukkede lyset i det rum han lige havde været. Efter at have vendt sig lidt til mørket, gik han ned langs gangen. Ingen grund til at tænde lyset der bare på en eller anden måde virkede alt for skarpt på denne tid af aftenen.
Som han kom ned for enden til det store lokale ved elevatorerne og sekretariatet holdt til, så han godt den lille tændte skrivebordslampe, men besluttede at han kunne slukke den når han gik hjem så havde han da lidt lys at gå efter. Han gik ind på kontoret og fik øjeblikkelig øje på Raquel der stod elegant og feminin ved hans skrivebord.
Det smil som ellers kun blev reserveret til nære venner og familie gled over hans læber. ”Godaften,” imødekom han med rolig stemme og gik frem mod hende efter at have lukket døren efter sig. Det var altid en glædelig overraskelse at se hende.

[Raquel Janea Monroe]

Allerede inden hun kunne se Aarons skikkelse, bemærkede Raquel lyden af hans lidt tunge skridt, som hun efterhånden genkendte så godt. Alderen var begyndt at præge hende nu, men det gjorde hende ikke mindre smuk i de flestes øjne, ud over hendes egne. Hun anstrengte sig hårdt for at bevarer en del af sin ynde, trods mænd - specielt dem af status endnu kiggede efter hende, dog havde hun ikke den helt samme, ungdommelige charme der kunne sno dem om hendes lillefinger. Aaron var ikke anderledes på den måde, men han var en god ven, så hun nærede respekt for ham, modsat de andre. Hendes slanke fingre trommede hen over skrivebordets kant og hun så op på ham idet han kom ind af døren.
Den mand var flot nok til at tage pusten fra enhver kvinde, hende inklusiv. Dog gengældte hun blot sit smil med et typisk glat et af slagsen. Hun rettede sig op med et uinteresseret dog intenst blik, der efterhånden bare var blevet en del af hendes værn mod verdens mænd. "Godaften Aaron. Jeg tænkte nok du ville være her," indrømmede hun og gik rundt om hans skrivebord for at betragte byen fra hans vindue. De var højt oppe, det var smukt at se alt aftenbelysningen glimte.

"I har travlt for tiden?" det var formuleret som et spørgsmål men lød egentlig mere som en konklusion. Selvom hun så i vinduet, betragtede hun hans muskuløse skikkelse i dets spejlbillede mere end hun egentlig så på udsigten. Endelig vendte hun sig rundt. "Jeg kedede mig og besluttede at aflægge et besøg. Det er længe siden," forklarede hun inden han fik meget mulighed for spørge om hvad hun lavede der. Der var ikke unormalt at de havde nogle sene besøgstider her, når det kom til hende. De fleste var ikke ensomme, de fleste havde en familie, men ikke Raquel. Hun havde altid været alene og påstod at nyde det, men somme tider fik ensomheden skovlen under hende og hun søgte til desperate muligheder i form af Aaron.

[Aaron Sasha Cockburn]

Han hold sagsmappen lidt op med den ene hånd og stødte ryggen af den mod håndfladen på den anden hånd et par gange for at samle papirerne indeni. "Et godt bud, det er trods alt her jeg bruger det meste af min tid." Erkendte han. Aaron havde ikke meget fritid på hånden, specielt ikke disse dage. Det var længe siden at han havde været ude og nyde naturen, men han kunne godt mærke at han trængte til at komme lidt væk og få den travle hverdag en smule på afstand.
Det enorme pres der lå på firmaet disse dage havde gjort ham anspændt, hvilket medførte irritation over unødvendige ting. Han ønskede at være en god chef og ikke rende rundt og snerre af sit personale så når han havde disse perioder lukkede han sig ofte bare inde på kontoret og kom kun ud når det var yderst nødvendigt eller når alle andre var taget hjem.

Med afslappede skridt gik han hen til skrivebordet og lagde mappen fra sig på toppen af den bunke han allerede havde stablet. "Ja, det er en af de perioder." Indrømmede han og gik rund om skrivebordet for at stille sig ved siden af hende og studere nattebylivet under dem. Selvom jakkesættet sad som det skulle uden den mindste forkerte fold og slipset var strammet op havde han sat det halvlange blonde hår i en mindre knold. Dette var ellers kun noget han gjorde når han var alene på afdelingen eller når han var på ferie. Det virkede lidt som et drengerøvslook han ikke var meget for at folk i firmaet skulle se.
Eftersom det ikke var første gang Raquel havde set det gjorde han intet for at tage elastikken ud af håret. Han så på hende da hun forklarede sig. Ikke at hun behøvede at gøre det, han sagde aldrig nej tak til hendes besøg. Hun var en god veninde og de fordele der kom af at være venner med hende, ville han da heller ikke afslå sig. Han smilede afslappet til hende, "jeg kan kun erklære mig enig." Besvarede han, "du ser godt ud til aften," det var en fuldkommen underordnet kommentar for Raquel så altid godt ud, hun var en af (hvis ikke den) smukkeste kvinde han kendte.

[Raquel Janea Monroe]

Raquel skævede kort ned mod hans papirer og nikkede istemmende. Hun mistede hurtigt interessen for hans arbejde, ikke fordi hun fandt det uinteressant, men fordi hun tillod sit eget at fylde hverdagen ud. "Ministeriet har travlt for tiden. Jeg kunne næsten regne ud at de holdt dig beskæftiget til langt ud på natten," alle vidste at Raquel havde mange 'venner', de fleste af dem var magtfulde pengemænd der alle gjorde alt for at please hende så de kunne få et stykke af kagen, men det var kun lykkedes for overraskende få af disse, specielt de seneste år. Man kunne vel næsten påstå at hun havde udviklet en form for patentlighed.

Armene foldede hun hen over sit bryst idet han stilte sig ved siden af. Man kunne i spejlbilledet se at de var hinandens modsætninge, han var lys hun var mørk, men han var en del højere end hende trods de høje hæle hun altid iklædte sig. Det var en af de mange ting hun nød ved ham, hans krop var massiv, det føltes.. trygt. Hun vendte blikket mod ham og skjulte ikke at hendes blik kort vandrede ned over hans figur. Aaron var en af meget få mænd der havde imponeret hende på sit udseende. "Så jeg er ikke forkert på den, hvis jeg antager at du kunne bruge en overspringshandling?" hun fugtede læberne, og vendte sig rundt så hun stod med fronten til ham. Hans måde at komplimentere hende på gav hende lige præcis det hun altid søgte - anerkendelse, og hun havde for længe siden opdaget at dette var måden at få den på, specielt efter Evans død. Hun skyndte sig at kaste ham fra sine tanker og fokuserede alene på Aaron. "Du ved lige hvad en kvinde vil høre," konstaterede hun og lagde hovedet lidt flirtende på skrå. Det kunne godt være at han ofte skammede sig over sin lille knold, men der var noget.. søgt.. drenget over det på en eller anden måde, som fik hende til at slappe mere af. Roligt bakkede hun bagud til hendes lænd igen stødte mod skrivebordet. Hendes blik var både lokkende og lidt afventende.

[Aaron Sasha Cockburn]

Han så kort frem for sig og lod en hånd glide ned over ansigtet og skægstubbene. ”Ja tak. Der er en del der rør på sig for tiden, nogen ville måske finde det en kende alarmerende, men Ministeriet har jo styr på det – påstår de.” Der var en kende skepsis at finde i Aarons stemme.
Eftersom han tit hjalp eller rettere ”skulle stå til rådighed” når aurorne skulle finde visse personer vidste han lidt om hvor mange kriminelle der lurede i krogene og efter udbruddet i Azkaban hvor en af tidens værste dødsgardister Sage Cornelly var sluppet ud, så havde de været ret meget on the edge, hvilket var endt ud i langt flere arbejdsopgaver end et almindeligt menneske ville kunne håndterer. Aaron var virkelig også begyndt at se lidt længselsfuldt efter en weekend hvor han bare kunne komme ud og være ham om det så skulle være telttur, riverrafting eller klatring. Bare væk fra den travle hverdag og væk fra den linde strøm af uglepost, emails og telefonopringninger.

De blå øjne lyste nærmest øjeblikkeligt op med en drengede forhåbninger ved hendes tilbud som han kun alt for godt vidste hvad betød. Normalvis var den slags bestemt ikke noget han gjorde på kontoret, men Raquel var undtagelsen. Hun ville altid kunne lokke ham med på den værste nærmest uanset hvor og hvornår. Det var den svaghed hun satte i ham. Ham der ellers altid gik op i at være professionel.
Han fulgte med hende hen til bordet uden at bryde øjenkontakten. Han gik tæt på hende og smilede, ”du ved jeg altid kan bruge en overspringshandling når du er i nærheden”. Sagde han ærligt og lod de store hænder glide op af hendes arme. ”Desuden gør du det altid nemt for at komplimenterer dig.” Han lænede sig lidt mere frem mod hende, men i stedet for at fange hendes læber, valgte han at give hende to passionerede kys på halsen. Allerede nu kunne han mærke hjertet begynde at pumpe lidt hurtigere i brystet.

// FADE OUT //

[Deleted]

Cassandra følte sig en lille smule utilpas over at have set hvad hun netop havde set. Hun holdt stramt om dørhåndtaget i frygt for at en af dem skulle finde på at komme ud af deres lille elskovshule. Efterhånden som brikkerne faldt på plads, begyndte hun at føle sig mere vred end utilpas. Her gik hun og gjorde alt for at imponere ham, på grund af hans betagende arbejdsmorale, og så brugte han kontoret til den slags udskejelser.
Et sted inde bag døren hørte hun sit navn råbt. Det var første gang han nogensinde havde brugt det, hun var faktisk lidt overrasket over at han overhovedet kendte det. Da hun hørte hans hurtige skridt komme tættere på, slap hun dørhåndtaget og småløb hen til sit skrivebord for at samle sine ting sammen.
Desværre var hun så forfjamsket at hun kom til at smide alle de papirer hun havde arbejdet med hele dagen, på gulvet. De flød ud og lagde sig ud over kontoret, i det øjeblik kunne hun have skudt sig selv.

Døren gik op. Cass forsøgte at virke fattet, men hun havde lyst til at råbe af ham som en forurettet kæreste, desværre vidste hun godt at hun ikke havde ret til det. "Det er okay. Jeg er på vej hjem," skyndte hun sig at sige og gik ned på knæ for at rage papirerne til sig uden at tænke på den orden, hun havde brugt de sidste 10 timer på at sørge for. Han ville nok ikke blive særlig imponeret over hende når alt kom til alt. "Jeg er ked af at jeg forstyrrede. Jeg undrede mig bare over lyset, og tænkte at jeg.. men det er okay," hendes stemme dirrede og afslørede at hun ikke helt var okay. Af alle gange hun havde drømt om at se ham halvnøgen var det ikke ligefrem sådan hun havde forestille tsig det skulle foregår. Med alle papirene i armene, rejste hun sig op. Hendes hår hang ret uglet efter hun havde stået med hovedet nedad. Hun så på ham og lod blikket løbe ned over hans krop. "Ehm.. Deres lynlås står åben.. Sir," tilføjede hun og kløede sig lidt akavet ved tindingen. Hun havde lyst til at råbe at hun sagde op på stedet, men noget afholdt hende trods alt.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron ville nok for evigt være dyb betaget af Raquel og hendes ynde. Hun var virkelig den type kvinde som kunne få alle mænd op af stolene. Det kunne godt være at de ikke havde nogen connection på et dybde følelsesladet niveau, men de var trods alt venner - med ret så fantastiske fordele. Han undertrykte en næsten dyrisk lyd med udspring fra hans strube som hun begravede sine fingre i hans hår hvilket næsten trak hestehalen ud. Hendes lange negle snoede sig om hans lokker og tændte endnu mere op under ham end før.
Den fantastiske følelse som Raquel kunne fremdrive i ham ved hendes berørtinger blev kun mere og mere berusende som tingene skred frem og han stønnede sagte som hun endelig sneg en hånd ned omkring ham under tøjet.
Dette var selvfølgelig ufattelig antiklimatisk da det var i samme sekund Cassandra besluttede sig for at komme ind og ødelægge hele stemningen. Aaron banede da også en smule hele vejen ud af kontoret velvidende om at Raquels forståelse nok ikke var helt så stor som hendes rolige attitude gav udtryk for. Han regnede ikke med at hun ville være der når han vendte tilbage, det var hun for stolt til. Ikke at han ville kunne forsætte velvidende om at Cassandra var lige ude på den anden side, så måske var det bedst på den måde. Det ville jo ikke være sidste gang ham og Raquel fik muligheden for at "nyde hinandens selskab" selvom han nok skulle kæmpe lidt hårdere for det næste gang de sås.

Han var ikke dum og han vidst at han virkelig havde jokket i spinaten denne gang. Med hurtige lange skidt var han henne ved hendes skrive bord i tide til at se hende smide hele sit arbejde på gulvet hvilket gav ham et stik af dårlig samvittighed. Han vidste at hun arbejdede hårdt - også selvom han aldrig rigtigt havde givet sig tid til at rose hende for det - og det gjorde bare hele denne her situation så meget værre.
"Nej." Sagde han bestemt, "nej det er ikke okay. Det var ufattelig uprofessionelt af mig og det beklager jeg dybt." Han mente det bundærligt. Igen var firmaet hans kæreste eje. Han havde respekt som chef, ikke fordi han var et frygtet røvhul, men fordi han faktisk var en god chef. Men altså man skulle jo ikke kunne ligge to og to sammen for at indse at dette her ikke havde været en "god chef" situation.
Han sukkede og lod en hånd køre gennem det lettere undrede hår som han trak elastikken med ud og lod det falde ned i ansigtet. "Du skal ikke undskylde, det er mig som har lavet fejlen her." Sagde han bestemt imens han forsøgte at finde en måde hvorpå han kunne gøre det godt igen så han ikke ville ende med en retsag om samlejechikane på nakken. Han ville nu også gerne hjælpe hende med at samle sine papirer sammen, men havde en ide om at hun nok ikke havde den store lyst til at røre noget han havde rørt ved lige nu taget i betragtning af hvor hans fingre lige havde været.
For første gang overfor en ansat mærkede han en brændende rødmen stige op i kinderne ved hendes ord. Blikket gled ned af ham selv for at finde hendes påstand ganske rigtig. Han sukkede dybt og skyndte sig at lukke den. "Tak." Mumlede han som et barn der havde fået sideballe af sin mor.

[Deleted]

Det var lykkes Cassandra at samle papirerne op fra gulvet, nu stod hun og knugede dem ind mod sit bryst som om de kunne give hende nogen trøst. Selvom hun virkede akavet, så var hun fattet, hvilket alene skyldtes hendes stædighed, for ærlig talt, havde hun lyst til at tude. Hun skulle til at bortforklare hans undskyldning igen, men tog sig selv i det. I stedet rystede hun lidt på hovedet og sukkede. "De har ret. Det var uprofessionelt," hun sagde det alene fordi hun havde brug for at udtrykke bare lidt af sin frustration, men så snart hun havde sagt det, holdt hun vejret for et øjeblik. "Men det er Deres kontor, De kan gøre hvad De lyster. Jeg så desuden knapt ingenting. Bare rolig, jeg siger intet," lovede hun selvom hun inderst inde havde lyst til at han skulle lide lidt for det her. Hun skyndte sig at vende ryggen til ham, så han ikke skulle se hendes kinder brænde rødglødende. Hun lagde papirerne på bordet og begyndte at bladre dem igennem som om hun søgte efter et eller andet, men i virkeligheden prøvede hun bare på at se beskæftiget ud. "Intet problem," mumlede hun stadig med ryggen til. På en måde håbede hun at han bare ville gå. "Jeg var uanset ved at være færdig her. Jeg mangler blot at sorterer disse dokumenter igen, så er de klar til Deres møde i morgen." hun stoppede med at bladre og stirrede bare ned på papirerne.
Det ironiske var nok at det her var første gang han reelt set havde snakket til hende. Somme tider lagde han papirarbejdet på skrivebordet med en note, ellers gav han hende et kort opkald med en ordre, men han havde aldrig rigtigt talt med hende.. eller lagt mærke til hende, det undrede hende at han overhovedet kendte hendes navn. En pludselig vrede sneg sig op i hende igen. Hun åbnede munden men lukkede den igen uden at sige noget. Hun forsøgte virkelig at holde det inde, men boblen brast. Endelig vendte hun sig mod ham igen. "Ærlig talt. Jeg er ligeglad med hvem du gør det med, hvornår og hvor, det må guderne vide at jeg hellere end gerne blander mig uden om. Men hvad der ikke er okay, er at jeg har arbejdet for Dem i flere år, og De har aldrig så meget som besværet Dem med at lære mit navn før jeg tager Dem med hånden i kagedåsen. Det er ikke okay!" hun råbte ikke men hendes stemme var oprevet og højere end normalt. På halvvejen gik der op for hende hvad hun lige havde sagt, så hun skyndte sig at tilføje et: "Sir," som om det ville gøre op for hendes lille udbrud. Hun kunne have bidt tungen af sig selv, men i stedet vendte hun ryggen til ham igen. Hendes øjne var fulde af vand. Hun græd ikke men hun var på randen til det, denne gang af flovhed over at skælde ham ud.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron blev faktisk temmelig overrasket over at hun gav ham ret. Ja det var uprofessionelt, men indtil nu havde hun blot været en eller anden lille grå mus som han dårlig havde bemærket, han havde fået indtryk af at han ikke kunne lave specielt mange fejl i hedes nærvær, i hvert fald erindrede han ikke at hun havde påpeget nogen overfor ham hvilket blot ledte ham til måske at udnyttet hendes arbejdsiver en smule. Igen var han sådan set en fair chef, men når hun ligefrem gerne ville påtage sig ekstra opgaver der gjorde hans tilværelse lettere havde han ikke sagt nej skønt han måske burde.
Han betragtede hende en smule med sine genneborende blå øjne imens han havde en indre debat om hvorvidt han skulle tage hendes ord for det eller ej. Han kunne selvfølgelig altid obliviate hendes hukommelse, men det havde han det trods alt skidt med. Han ville ikke bare rode rundt i folks hoveder slet ikke når han selv havde sat sig i situationen. Han vidste at hun var fuser - lidt baggrundcheck gjorde han trods alt når han ansatte nye, især så langt oppe i ledelsen. Dog ikke helt nok til at vide at hun ingenting kendte til magi. Han gik nok lidt ud fra hun gjorde eftersom hun var fuser.
Han rømmede sig en smule. "Jeg ville i hvert fald sætte stor pris på om det kunne blive imellem os og så kan jeg selvfølgelig garanterer at det ikke kommer til at ske igen." Forsikrede han hende. "Hør Ms. Brooks," Hen tog en lidt dyb indånding som var det han skulle til at sige meget grænseoverskridende. "Hvis De lader papirerne ligge skal jeg nok selv få styr på dem til mødet." Dette var en ret stor ting når det kom fra ham. Han påtog sig aldrig den slags opgaver, men det følte han måske lidt han skyldte hende når han på sin vis havde været årsag til at hun havde tabt det hele på gulvet.

Udbruddet hun kom med kom fuldkommen bag på ham hvilket kunne ses på hans fuldkommen åbne mund og overraskede blik. Hende der altid var så stille og aldrig sagde noget havde lige fået ham til at tabe mælet. Dog ikke i for lang tid, han tog altid gerne en udfordring op når den ramte ham der hvor det gjorde ondt: Hvis nogen betvivlede hans evner som værende en god og retfærdig chef. "Jeg har hundredevis af ansatte i mit firma Ms. Brooks, over halvdelen af disse ansætter jeg ikke engang selv. Hvordan forventer De at jeg skal kunne huske navnene på alle der kommer ind og ud i mit firma?" Han lod armene falde over kors, "desuden kunne jeg da Deres navn før, jeg laver da mine baggrundscheck når jeg ansætter folk så tæt på mig." Han vidste godt at han nok ikke stod i en position til at svare igen, men han følte sig ret truffet ved hendes udtale og den slags kunne han ikke bare lade ligge. Dog var hans stemme og hundrede procent kontrolleret eftersom han ikke blev vred over hun ytrede sin mening, men i stedet fandt en smule respekt i det. Han kunne godt lide når folk ikke bare føjede ham, men turde være ærlige - også selvom de tog fejl.
I det samme lød en højlydt skrappe og lyden af vingebasken Aaron rettede en smule overrasket blikket fra hende og ned mod den bagerste dør i rummet der stod åben. Han måtte ved en fejl have ladet den stå lidt åben da han havde været inde og checke ugleposten tidligere. Han havde ellers altid den dør forsvarligt lukket med kode og det hele eftersom der jo også arbejde mugglere i hans firma og de sommetider kom op på denne etage. En stor slørugle slog et par bask med vingerne som den landede på Cassandras skrivebord og i processen viftede hendes papirer på gulvet igen. Den kiggede fra den ene til den anden uden at vise den mindste smule frygt for de to personer der befandt sig under en meter fra den. Selvfølgelig viste den ikke frygt. Det var Aarons ugle som til syneladende havde set sit snit til at komme på aftenvisit.
Havde Aaron læst ordentligt på lektien havde han nok været klar over at Cassandra ikke anede noget som helst om den magiske verden og ville i det tilfælde have spillet langt mere overraket over situationen end han egentlig var. Dette var dog ikke tilfælde så i stedet endte han med at stirre bebrejdende på fuglen som var den et barn der havde listet sig ud af sin seng efter sengetid.

[Deleted]

Indtil nu havde Aaron været fejlfri i hendes øjne. Han havde nok en eller anden form for helgenstatus, selvom han aldrig havde taget notits af hende. Nu begyndte hun a mistænke at det var fordi hendes jader ikke var den rigtige størrelse, og hun ikke var en eller anden overdreven smuk supermodel, for det var tilsyneladende de typer han involverede sig med. Det burde ikke skuffe hende, men det gjorde det.
Cass lod den lidt pinlige tavshed ligge tungt mellem dem i noget der føltes som en evighed. I hvert fald var det længe nok til at gøre hende usikkerhed. Man kunne fornemme hvordan hendes blik langsomt sank, og hun pillede lidt nervøst ved bunken af papir for at holde sig beskæftiget. Hun nikkede forstående, men stod i virkeligheden og hidsede sig lidt op over at hun nu skulle holde på hans beskidte lille hemmelighed. Nu var hun blevet den slags sekretær. "Naturligvis," svarede hun bare. Hun så ned på papirene og rystede så på hovedet. "Nej. Det er okay, jeg tager mig af det. De er alligevel lavet efter mit system," pointerede hun, selvom hendes hjerte sank lidt ved tanken om hvor mange timers ekstra arbejde det lige havde givet hende.
Hendes vrede var egentlig faldet igen, mere overtaget af en form for panik over hvad hun havde nået at kaste i hovedet på ham. Hun burde have vidst at han ikke bare ville give efter. Til gengæld så hældte han lidt benzin på bålet, og fik frustrationen til at slå gnist igen. Hun anede ikke hvor hun fik sit pludselige mod fra. Hun lagde papirerene, lidt unødvendigt hårdt på skrivebordet og vendte sig mod ham. "Folk i Deres firma knokler for Dem Sir. Der er 6 etager i denne bygning, og de eneste De viser Deres respekt og anerkendelse til er dem der arbejder på de sidste 2 etager. Måske De skulle finde en måde at få Deres medarbejdere til at føle deres værdig er lige," hun virkede pludselig meget stålfast, og ikke spor usikker.. for et øjeblik. "... bare en idé," tilføjede hun med svag mumlen og lod blikket flakke væk igen.
Hun ville have kommenteret på at han havde kendt hendes navn efter hun var rykket etager op og ikke før, men uglen der skrappende fløj ind af vinduet målrettet mod ham, fik hende til at glemme alt. Hun stod med munden let åben og lignede en der ikke rigtigt troede hendes egne øjne. Hun så hjælpeløst til mens papirene igen fløj ud over gulvet og uglen stak benet frem mod Aaron der virkede helt afslappet. "Er det.. en ugle?" spurgte hun og rynkede chokeret på panden.

[Aaron Sasha Cockburn]

Aaron var godt klar over at mange kvinder vendte hovedet efter ham, men han var ikke typen der som sådan gjorde noget ved det. Det kunne godt være at folk troede at han var en player og han havde da også haft one-night-stands, måske handlede det også lidt om øjet der så, for lige for tiden hyggede han sig kun med Raquel og Valentyna. Det var sådan set nok for ham, men nu var det jo også de færreste der havde to at hygge sig med på samme tid. På det punkt var han nok lidt priviligeret, men altså det var ikke fordi nogen af dem blev holdt for nar i det. Valentyna var helt okay med Raquel var der og omvendt.
Han nikkede kort, men så stadigvæk langt fra lettet ud på trods af at hun havde sagt ja til at holde det skjult. Der var bare ingen grund til at dem i firmaet fik nys om at han sommetider fik hot besøg på kontoret efter lukketid, det stank bare lidt for langt væk af alt muligt han ikke ville sættes i bås med.
Hovedet blev dog tiltet en smule på skrå da hun afslog hans hjælp. Han havde nu også rigeligt med arbejde at se til selv inden han kunne smutte hjem for i dag desværre, men han havde lidt svært ved at overskue det med den akavede stemning der havde bredt sig imellem dem. "Og De mener at Deres system er bedre end mit eget?" Han hævede et bryn, dette her bar blot en udfordring ment i sjov. En meget svag antydning af et smil kunne anes i den ene mundvig.

Aaron tog hendes argument ind og var hurtig klar med et modargument, "Og de for løn for det Ms. Brooks. Folk i mit firma er her ikke for at skabe venskaber, de er her for at arbejde så de kan få deres løn og betale deres regninger." Gav han igen i en rolig tone, for ham var en frisk debat som dette her nærmest en stressrelief for ham. "Jeg kan navnene på de folk hvis navne jeg skal bruge. Igen jeg kan ikke gå og huske hundredvis af navne, jeg er en fair chef, men jeg er da ked af hvis ikke De har den opfattelse?" Endnu en udfordrnede undertone var at finde i hans stemmeføring.
Det var først ved hendes overraskede kommentar at Aaron lidt følte at han havde overset et eller andet. Han kiggede på hende derefter på uglen og så tilbage igen. Hun var da fuser, det var han sket ikke i tvivl om, så hvorfor lød hun så så overrasket?
Han rømmede sig en smule og så på den forventningsfulde fugl. "Øh ja det.....det er det vel..." Sagde han og blev for anden gang den aften følte han sig lidt malplaceret. Han strøg den kort over hovedet og så så på Cassandra igen, hvorfor følte han lidt at han burde forklare situationen? Han rømmede sig. "Vi bruger den lidt som en slags..brevdue..altså min familie...det startede som en joke om vi kunne træne en ugle som en brevdue. Min bror fandt den som unge.." Han skar en kort grimasse uden at være helt sikker på om han havde reddet situationen - dom han for øvrigt stadigvæk ikke var sikker på hvorfor skulle reddes? Kendte hun ikke til magi?

[Deleted]

Det havde nok været naivt af hende at tro at en mand som Aaron, der var så ombejlet, ikke væltede sig i smukke kvinder. Hun burde have vidst at han aldrig ville se efter en kvinde som hende, i forhold til Raquel var hun ikke bare kedelig, hun var ubetydelig. Hendes blik gled kort ned på hendes barm. Nej hun havde ikke engang det halve af den dames kavalergang. Det gik op for hende at det måske var et lidt akavet tidspunkt at studerer den slags på, så hun så hurtigt op og lod som absolut ingenting. "Med alt respekt, ja," indrømmede hun ufortrødent. Hun havde brugt lang tid på at udvikle sit system, det var effektivt, overskueligt og korrekt.
Mens han morede sig panikkede hun en lille smule, og vidste ikke helt om hun kunne tillade sig at smile. I stedet så hun bare ligeså nervøs ud som hun havde gjort under nærmest hele denne seance.

Cass stirrede vantro på uglen. Den var flot.. og sød, men hun havde aldrig set en så tæt på, og Aaron virkede besynderligt naturlig omkring det. Hun havde lidt glemt hvad det var de stod og diskuterede. "Aha..." sagde hun bare uden at se på ham. Man kunne høre at hun ikke troede på ham, men hun besluttede sig for ikke at gå mere ind i det. Hun rystede på hovedet og tvang sig selv tilbage til det egentlige samtaleemne, selvom det var svært ikke at kommenterer på uglen. "Uanset. Jeg mener ikke at De bør være besties med Deres ansatte, jeg siger bare at lidt værdighed og respekt, ville øge effektiviteten betragteligt," hun hævede hovedet i et forsøg på at se mere sikker på end hun følte sig. "Jeg synes De er en henrivende chef. Men jeg er også blevet en af dem der har betydning for Deres arbejde. Før følte jeg mig overset og uværdsat. Jeg følte ikke at mit arbejde var ligeså vigtigt som de andres. De har et firma, Sir, der er brug for alle, desværre er der få der bliver fremhævet," hun var ikke sikker på hvordan hele situationen var endt i denne samtale, men det var Cassandas evige forbandelse at hun var ude af stand til at lyve, end ikke overfor Aaron.
"Denne her aften er blevet utrolig underlig. Jeg tror det er på tide at jeg tager hjem nu," hun rynkede på panden og så sig lidt omkring, som om hun pludselig havde mistet overblikket over situationen lidt. Papirene kunne hun nå at ordne i morgen hvis hun mødte tidligere ind, ærlig talt orkede hun ikke meget mere i dag.

[Aaron Sasha Cockburn]

Måske var det en smule underligt, men Aaron havde lidt glemt akavetheden i situationen i det sekund hun havde udfordret ham. Han var altid glad for en kvinde som kunne sige ham imod, det var også derfor han både var tiltrukket af Raquel og Valentyna. De var begge to kvinder med ben i næsen der ikke havde noget imod at sætte ham på plads hvis de mente at han trådte over stregen, eller bare generelt hvis de mente at han trængte til at blive slået lidt ned.
Aaron havde som sådan ikke nogen "type" udover personligheden. Man forstillede sig måske at han var til barbiedukker med blå øjne, blond hår og store bryster, men ærligt talt kunne en kvinde være gudesmuk og alligevel ikke sige ham det fjerneste fordi hun var dum som en dør. Han blev altid fanget af personligheden. Måske derfor han også kun havde kvinder i sit liv der kunne finde ud af at sige fra overfor ham. Hans forhenværende kæreste havde faktisk også være plus-size, det var dog nogle år siden nu. "Det var De ikke bange for at indrømme." Konstaterede han med et glimt i øjet og lod hovedet falde en smule på skrå. "Men De har nok ret. Jeg har faktisk lettere ved at finde rundt i tingene når De har ordnet det." Indrømmede han så og kørte en hånd gennem håret for derefter at samle det i en mindre hestehale efter Raquel havde haft fat i det, det var dog ikke helt langt nok til at det hele kunne være der og igen var det normalt ikke en frisure han bar foran sine ansatte da den fik ham til at fremstå mere afslappet end han brød sig om.

Han rømmede sig lidt og håbede inderligt på at løgnene havde overbevist hende. Dog var han ikke helt sikker. Han tog brevet fra benet og gav den et kort strøg over dens pragtige fjerdragt før den lettede med en sagte tuden og fløj afsted. Aaron så kort efter den og vendte sig så mod Cassandra denne gang med et lidt for bredt smil på læben som for at understrege hvor komplet normalt denne situaiton burde være. (hæhæ you know, this face: LINK)
Tænksomt førte han en hånd op og strøg skægstubbene kort som overvejede han hendes forslag, "okay, jeg bider på. Så hvordan foreslår De helt nøjagtigt at jeg gør det? Stiller mig op i Forhallen hver morgen og giver hånd til mine ansatte når de møder ind?" Han hævede brynene.
Henrivende der var noget ved det ord der morede ham betragteligt og han måtte slå blikket en smule ned og bide sig en smule i kinderne for ikke at give hende det indtryk at han ikke tog hende seriøst. Dog genfandt han hurtigt fatningen som hun forsatte, den slags tog han trods alt meget seriøst. "Selvfølgelig har jeg intet ønske om at folk ikke skal føle sig værdsat," sagde han roligt, "men det er stadigvæk "bare" et job for lang de fleste. Dem der giver noget ekstra bliver belønnet med højere stillinger - såsom Dem selv - men De skal tænke på at uanset hvor store stillinger de har vil de altid sige ja til et job hvis de bliver tilbudt noget med en højere løn og bedre mødetider." Han satte faktisk pris på denne lille samtale, det var som at han fik et nyt indtryk af den lille grå mus hun havde været frem til denne aften.
Han rømmede sig kort og nikkede så da hun sagde at hun ville se at komme hjem. "Så må De komme godt hjem Ms. Brooks." Endnu et lille smil faldt til hendes side. Det var ikke så tit at han gjorde den slags, men på den anden side så havde hun allerede set sider af ham til aften som ingen nogensinde skulle se, så et lille smil gjorde ikke den store forskel.

[Deleted]

Normalt var Cassandra på ingen måde usikker. Hun kunne godt blive angstprovokeret specielt af stærke, lækre mænd eller overdrevende autoritære kvinder, men hun havde faktisk en grundlæggende tro på sine egne evner, hvilket var årsagen til at hun turde sige en mand som Aaron imod. "Hvis jeg ikke indrømmede det, ville det være det samme som at sige at jeg ikke stolede på mit eget system, og derved ikke mine arbejdsevner, og det ville vidst pretty much være et selvmål," hun nikkede samtidig med at hun gjorde et lille træk på skuldrene. Det var første gang de var alene. Hun havde regnet med at hun ville være langt mere nervøs, at hun slet ikke ville kunne få et ord over læberne, men på en mærkelig måde fik han hende til at føle sig afslappet samtidig med at hun følte sig rædselsslagen.
Cass hævede hovedet lidt stolt da han komplimenterede hendes arbejde. Det havde han heller ikke ligefrem gjort før. "Så er alle jo glade," konstaterede hun.
Et par gange sørgede hun helt bevidst for at se ud af vinduet eller alle andre steder hen, for ikke bare at stå og stirre på ham, men når han strøg hånden gennem håret var det som om hendes ben smeltede en lille smule hver gang.
Dog var uglen et ret naturligt blikfang, og mens Aaron tog det ret pænt, så følte hun sig meget forvirret. Hvem pokker havde en ugle anyways? Hun så på hans smil med et ret skeptisk blik der sagde at han slet ikke overbeviste hende.
Hun rystede på hovedet. "De nedgøre mig, Sir. Kunne De forestille Dem at noget så simpelt som en notits om de mindre prestigefyldte afdelinger i nyhedsbrevet, ville gøre en forskel? Eller et kort visit på nogle af afdelingerne i løbet af en måned, ville få folk til at føle sig værdsatte? Jo større loyalitet De skaber her på stedet, des mere folk respekterer Dem og Deres sag, des flere folk vil blive på trods af at der er steder der tilbyder flere penge og bedre mødetider. Man skal ikke undervurderer fællesskabets kraft," forklarede hun med nogle meget livlige armfakter. Jimmy havde altid drillet hende lidt med hendes alt for tydelige kropssprog.
"Uanset.. jeg kan ikke finde alle svarende for Dem, Sir. De må have en.. fortsat god aften. Vi ses i morgen," hun samlede sine ting sammen og opdagede at hun stadig rystede på hænderne. Den mand gjorde hende så helvedes nervøs. Hun sendte ham et sidste.. mere oprigtigt smil og forlod kontoret.