Locked out of heaven

[Tatianna Mary Maximorff]

Lawrence Dale Rider
Hjemme hos Tatianna.
August 2055 omkring klokken 12 formiddag.
Outfit

---

Tatianna var kommet hjem fra turnéen for lidt over en måned siden. Hun havde siden Joey var blevet skudt på scenen kun sendt én sms, som havde været til hendes far, hvori hun blot havde skrevet, at hun var okay og han og hendes mor ikke skulle bekymre sig. Siden da havde hun ikke rørt sin mobil. Hvor mange ubesvarede opkald og sms'er der end måtte ligge på den, havde hun ikke haft overskud til. Hun havde dårligt nok overskud til de tre andre hun boede sammen med. Hun havde lukket sig inde på sit værelse og forlod det faktisk kun for, at komme på toilettet og bade, og ryge selvfølgelig. Selv hendes højt elskede Audi havde stået stille siden hun var kommet hjem. Hendes youtube kanal og blog havde ligeledes været uberørt. Hun havde ikke været på Facebook eller andre sociale medier, da hun var 'bange' for at blive overfuseret af spørgsmål eller billeder fra hele skudepisoden. Det var slemt nok hun havde maredit omkring det.
Hun vidste hun var alene hjemme i det store hus i dagtimerne, hvilket hun nød, for så var der ingen som prøvede at snakke med hende om det der var sket. Hun havde snakket nok om det, både med politifolk, læger og Joey. Hun lå på sin seng med blikket mod vinduet. Solen skinnede, hun burde nok gå ned i haven og sætte sig, for at få lidt frisk luft, nu hvor hun havde chancen og ikke ville blive overfaldet af Tara, som selvfølgelig var bekymret. Hun nåede kun lige at sætte sig op i sengen, da hun hørte ringklokken, hvilket fik hende til at rynke lidt på brynene. Med et let suk rejste hun sig og begav sig ud fra værelset, "Kommer.." informerede hun, uviden om om personen på den anden side af døren, ville kunne høre hende. Hun åbnede døren, egentlig mest forberedt på at det var en af de andre som havde fået tidligt fri og havde glemt nøgle eller sådan noget, hun så derfor overrasket på Lawrence, da det gik op for hende at det ikke var tilfældet. "Hey.. ehm.. Kom indenfor," sagde hun en smule hæst, da hendes stemme ikke blev brugt meget disse dage. Hun trådte til side og lukkede døren efter ham. "Hva så?" spurgte hun lidt i mangle på bedre.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde prøvet at kontakte Tati ligesiden han havde læst hvad der var sket til Joeys koncert. Han havde både ringet og skrevet, selvom han flere gange havde bildt sig ind, han var ligeglad og det var nysgerrighed der drev ham. Han vidste dog godt, han egentlig ikke var en nysgerrig person og han kunne også sagtens finde ud af at være ligeglad, han var bare ikke med hende. Han var nået til et punkt, hvor det havde stået på længe nok. Paradoksalt nok, havde det været ham, havde han brændt alle broer og ikke ønsket, hun skulle opsøge ham, hvis han havde afslået sig alt kontakt, men han ville i det mindste sige til folk de kunne skride ad helvedes til, og denne besked havde han ikke fået, så han vidste ikke hvad Tati ønskede fra ham. Han havde tidligere på dagen været på besøg hos hendes forældre og var blevet mødt af det store bekendte muskelbundt, som havde sendt ham et blik og givet ham en adresse, og hvis nogen skulle spørge - så var det på ingen måde akavet. 
Han var efterfølgende taget hen på adressen og havde nu officielt også ringet på døren, mens han hørte Tatis stemme inde fra den anden side. I det mindste var hun i live. Han var i gang med en smøg, som han afventede at døren ville åbne sig og stod som nærmest altid når han var ude med både solbriller og beanie på, så ingen ville tro han var Charles. Han så på Tati som døren åbnede sig, og askese sin smøg, som hun bad ham komme indenfor og tog et skridt ind uden at sige noget, inden han blot så på hende for at vurdere hendes tilstand og blot for at se om hun var mere død end i live. Hva så? Var det virkelig alt hun kunne fremmane, efter hun ikke havde svaret ham i en måned? "Du har ikke taget din telefon eller besvaret mine sms'er," besvarede han blot, som han tog solbrillerne af, så de grønne øjne kom til syne og så alvorligt på hende. Han så aldrig bekymret ud, da han holdt sine følelser inde i sig selv. Både fordi han ikke ville vise svagheder, men også fordi han langt hellere ville holde alt inde i sig selv. "Så ville tjekke om du er okay efter den koncert," påpegede han videre ikke ret lang tid efter hans konstatering om, hun ikke havde svaret ham i flere dage efterhånden. Ja flere uger, faktisk. Han havde dog ikke fulgt med i hendes YouTube eller hendes blog, men ærligt, de ting var heller ikke lige så meget ham. Han havde også kun en telefon på grund af hans arbejde og det tillod ham, at tage billeder af de ting, han lavede.  

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde ingen anelse om, at Lawrence (ligesom så mange andre) havde prøvet at kontakte hende. Hverken på sms eller opkald. Hendes mobil var godt nok opladet, men den var helt på lydløs, selv ikke vibratoren var tændt og den lå i skuffen på hendes natbord. Præcis hvor den havde ligget siden hun var kommet hjem. Hun havde heller ingen idé om, at Lawrence kunne have fundet på at tage hjem til hendes forældre, for at komme i kontakt med hende.
Hun kunne sagtens kende ham, selvom han gemte sig bag sine solbriller og beanie, men det var nok fordi hun var blevet vant til at se ham sådan, når de havde gået udendørs. Hun kunne dog godt forstå, hvorfor han gjorde det, det havde hun nok også selv gjort. Hun studerede ham lidt, som han slukkede sin smøg og trådte indenfor, selvom det foregik i tavshed og skulle lige til at spørger ham, om der var noget galt, da han endelig selv åbnede munden. Hun måtte dog spærre de nøddebrune øjne op. Han lød mest af alt som en jaloux kæreste og så vidt hun vidste, så var det ikke kærester de var, men venner. Okay ja, hun ville lyve hvis hun påstod, at hun ikke et par gange havde følt sig fristet til at kysse ham, men hendes samvittighed havde ikke tilladt hende andet end at have tanken og lysten. Hun åbnede munden for at svare ham, men igen var hun for langsomt i optrækket og hans påpegelse lød, hvilket kun understøttede hans første sætning i form af at han lød som en jaloux kæreste. "Oookay... Ehm, for det første, du er ikke den eneste som ikke har fået svar, det er der ingen som har. For det andet, så nej, men det bliver jeg, jeg har bare brug for tid. For det tredje, hvornår sagde du igen, at vi var blevet kæreste? For lige nu lyder du ærligt talt, som en bekymret og måske lidt jaloux kæreste," svarede hun, dog var det sidste sagt med et drillende smil over sine læber, mens hun lagde sine slanke arme over kors og så afventende på ham. Hendes øjne smilede dog ikke rigtigt med som de plejede, når hun drillede ham og hun havde ingen make-up på, selvom det ikke nødvendigvis var et sjældent syn, hun kunne sagtens forlade sit hjem uden krismaling i hele hovedet, da hun mente naturlig skønhed kunne være ligeså smuk som make-up.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence ville egentlig bare gerne have at vide, om det var fordi hun ikke ønskede at snakke med ham mere eller havde brug for tid. Det var ikke fordi han ville forstyrre hvad end hun ville kalde den proces, hun havde gang i. Han var ikke vant til at håndtere sine egne følelser, men han lod andre gøre det. Han var bare ikke god til at være en del af det, men han lavede da check ups for at sikre sig, de var okay eller bare nogenlunde hvad end det var de gennemgik. 
Lawrence hadede, når fan girls stoppede op og ville snakke med ham, fordi de troede han var Charles. Nogen blev endda ved med at holde fast i, at han var Charles og ville ikke forstå, når han sagde de var to vidt forskellige personer og ikke havde noget med hinanden at gøre. Nogen blev sure, men det var ikke hans problem. Hans problem var mere når de var for pågående. Han tog sit overtøj af i tavshed og så på hende ved hendes svar. Hans blik sagde ikke hvor overrasket han var over nogle af de ting hun sagde. Der var ingen følelser at spore hos ham, som hans grønne øjne bare kiggede på hende. En jaloux kæreste? Hvad? Talte venner ikke sådan til hinanden? Han stod i nogle sekunders tavshed, inden han overhovedet lagde mærke til hun jokede med noget af det, men han kunne godt mærke, hun ikke var som hun plejede, hvilket han på ingen måde bebrejdede hende. "Det er også fint nok, at du ikke har svaret nogen, men hvis du gerne vil have folk til at lade dig være i fred og ikke tro, du måske ligger død i en eller anden gyde, så kan du jo starte med at skrive: damn af alle sammen jeg gider Jer ikke, eller et eller andet," påpegede han med en kølig stemme, hvilket der ikke rigtigt var noget nyt i, da det bare var måden han snakkede på. Han ville ikke implicere sig selv og sige han var bekymret, men det havde han jo været. "Og jeg er ked af at høre, du ikke har det okay, men jeg håber du ved, at du har nogen der gerne vil dig," påpegede han, uden han ville inddrage sig selv for meget, da han aldrig havde været god til den slags. Han havde ved flere lejligheder også haft lyst til at kysse hende, men han holdt sig i skinnet. "Og til det med den jaloux ekskæreste... Hvad?" spurgte han med et løftet øjenbryn, nærmest helt alvorligt sammenlignet med hende. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Den eneste måde Tatianna håndterede sine følelser på, var at lukke sig selv inde. Normalvis tyede hun også til alkohol, fordi alting var bare nemmere at håndtere når ens følelser ikke kom i vejen for noget. Stofferne havde også været hendes bedste ven i mange år, men hun vidste godt, at hvis hun faldt i bare en enkelt gang med dem, så ville hun aldrig komme ud af det igen. Hun havde også langt de fleste dage drukket godt med alkohol, men det stadie var hun så småt begyndt at komme videre fra.
Hun lod sit blik hvile på ham, mens han tog sit overtøj af. Hun havde ingen idé om, hvordan hun skulle aflæse ham lige nu. Han lød virkelig som en der rent faktisk bekymrede sig, på sin egen mærkelige måde, men samtidig var hans øjne og hele hans kropssprog lige så ligeglad som det plejede at være. "Fordi det er hvad du ville have gjort eller hvad? Sådan er jeg ikke, Lawrence, jeg ber ikke folk om at damne af, med mindre jeg virkelig mener det," svarede hun og kunne mærke frustrationen begyndte at vokse i hende. Hvad forventede han af hende? Hun havde stået under en meter fra Joey da han var blevet skudt. Hun havde været indensmurt i hans blod i et forsøg på, at stoppe blødningen og enhver høj pistollignede lyd fik hende til, at spjætte som en kat når man tændte for en støvsuger. Hun havde mareridts og vågnede om natten badende i sved, fordi hun genoplevede det hele gang på gang.
Hun hævede let begge øjenbryn, "Nogen der gerne vil mig?" spurgte hun og trådte et par skridt tættere på ham, uden at bryde øjenkontakten, men stadig med armene over kors, "Hvad med dig Lawrence? Vil du mig? Vil du mig virkelig?" spurgte hun med øjnene en smule sammen knebet og så alvorligt på ham. Det her var et af de øjeblikke, hvor hun kunne mærke hun havde lyst til at kysse ham, men hun gjorde det ikke, hendes øjne flakkede en smule mens hun afventede hans svar.
"Jeg sagde ikke ekskæreste, jeg sagde kæreste," rettede hun ham, stadig med det lidt drillende smil over sine læber, "Du tropper op på min adresse. Du siger ikke engang hej til mig, men lægge ud med at jeg ikke har svaret.. Dig.. Vent lige lidt.. Hvor har du min adresse fra?" spurgte hun og så på ham med store øjne, da det pludselig gik op for hende, at hun ikke havde nået at give ham, hendes nye adresse før hun var taget på tour med Joey og hun var ikke til at finde på nettet med adresse eller telefonnummer fordi hendes bror var FBI agent, så hele familien var af sikkerhedsmæssige årsager ikke til at opspore.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence havde ogsÃ¥ selv været en, der en gang tyede til græs og alkohol, nÃ¥r han havde nogen følelser han ikke kunne komme af med. Nu tatoverede han eller blev tatoveret i stedet og det gav ham noget andet, end substanser kunne give ham. Han vidste godt hvordan det var at have svære følelser og han forstod jo ogsÃ¥, hun havde nogle følelser og gik gennem noget, som var svært. Bare fordi hans attitude var at ignorere og fortrænge det, betød jo ikke hun skulle gøre det pÃ¥ nogen mÃ¥de. 
Han sÃ¥ pÃ¥ hende med et ligegyldigt blik. Hvad troede hun om ham? At han ville sige det til nogen, uden han mente det? NÃ¥r han bad folk om at gÃ¥, sÃ¥ mente han det skam og han fortrød det sjældent. Han havde bedt mange mennesker i hans liv om at skride ad helvedes til og de fÃ¥ han havde holdt fast i, havde han holdt pÃ¥ afstand i en periode, men gjort det klart overfor dem at det var midlertidligt. "Og det gør jeg eller hvad?" spurgte han i et dybt suk, der skulle dulme hans lyst til at spørge hende, hvorvidt hun kendte ham bedre end han selv gjorde. "Foruden, nÃ¥r man ikke svare nogen sÃ¥ længe, sÃ¥ ved man ikke om du er i live eller om du fÃ¥r mad eller generelt sovet eller noget som helst," pÃ¥pegede han med den mildeste stemme han overhovedet kunne fremmane og det var svært for ham. Ikke fordi hun gjorde det svært - jo til dels lige nu, men det var bare ikke ham. 
Han lagde mærke til, hun gik tættere pÃ¥ ham som hun spurgte ham om nogen ville hende. Han bed sig i læben, sÃ¥ pÃ¥ hendes alvorlige blik og derefter ganske kort hendes læber og de arme, hun havde til at være overkors. Havde han haft noget i munden havde han sprøjtet det ud ved hendes spørgsmÃ¥l. Han hadede, nÃ¥r nogen spurgte ham sÃ¥ direkte om sÃ¥danne ting og han ville hellere komme med et indirekte svar. Hans blik veg ikke fra hende, og han tilkendegav heller ikke sin overraskelse over hendes spørgsmÃ¥l. "Jeg er her nu," pÃ¥pegede han blot som svar. 
"Whatever," pÃ¥pegede han med en ligegyldig stemme. Han var stadig alvorlig og ikke pÃ¥ et punkt, hvor hun skulle joke med hans bekymring. Han sÃ¥ pÃ¥ hende som hun pludselig gik i stÃ¥ og bed sig i læben. "Du havde ikke svaret mig sÃ¥ vidste ikke hvordan du havde det eller noget, sÃ¥ jeg tog hjem til dine forældre... hvor de i øvrigt fortalte mig du ikke bo længere, sÃ¥ din far gav mig din nye adresse," forklarede han sig og sÃ¥ væk fra hende, som var det nærmest en smule skamfuldt. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tatianna kunne mærke hvordan frustrationen forsat byggede sig op indeni hende, hun kunne nærmest høre sine alkoholiske drikke oppe på hendes værelse kaldte på hende. "Hvad ved jeg? Du er ikke ligefrem en åben bog Lawrence, jeg har ingen idé om hvad du gør, når du har brug for at være alene," svarede hun direkte, mens hun meget ihærdigt forsøgte at skjule sin frustration over alt dette her. Hvor godt eller dårligt det gik for hende, vidste hun ikke. Hun mærkede dog et underligt, beroligende sus gå i gennem hele hendes krop, da hans toneleje pludselig ændrede sig. Nu gjorde han det igen, hans ord var bekymrende, den eneste forskel fra nu og alle de andre gange, var bare at den her gang lød han rent faktisk også bekymret. "Du.." hun sank lidt, "Bekymre dig for mig," sagde hun lavmeldt og trak vejret en smule hakkende.
Hun bed sig lidt i indersiden af sin ene kind og nikkede lidt, mens hun lod sine arme falde ned langs sine sider, som sank hun sine parader. Hun bemærkede godt, at han et kort øjeblik havde brudt øjenkontakten, men at hans blik havde været på hendes læber og hendes arme, havde hun ikke bemærket. Hun nikkede lidt igen, "Ja.. Det er du.." svarede hun stille og mærkede sit hjerte banke, mens hun ubevidst tog et skridt tættere på ham igen, "Men du svarede ikke på mit spørgsmål," påpegede hun tilbage og lod hovedet tippe en smule til den ene side, uden at bryde øjenkontakt til ham, selvom hun stod ret tæt på ham nu.
Hun bed sig lidt i læben af hans whatever. Dog måtte hun spærre de brune øjne helt op og hun var sikker på, at man kunne høre hendes kæbe ramme gulvet over hans forklaring. "DU HVAD?!" udbrød hun og stirrede på ham, som om han lige havde fortalt han havde været oppe og slås med en løve og havde vundet med sine bare nævner. "For damn sake Lawrence! Du kunne ligeså godt have smidt mig ind til løverne i zoologisk have, iført en kødkjole!" hun mærkede trængen til at stikke ham en lige højre overdøve den tidligere lyst til at kysse ham. Hun gjorde det dog ikke, hun lod i stedet begge sine hænder begrave sig i hendes hår. Hun lukkede øjnene og pustede tungt ud, før hun åbnede dem igen, "Jeg har brug for en smøg nu," sagde hun og greb sin jakke og gik mod havedøren, mens hun regnede med at han ville følge med.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence så på hende med et hårdt blik over hendes ord. "Jeg ville ikke være off grid i en måned, men bede folk om at lære mig være, så jeg i de i det mindste ved, at jeg ikke er død!" svarede han med armene overkors og også hårdere end det var tænkt. Han havde altid en eller anden frygt for, at det kunne være folk havde begået selvmord og han ikke havde opdaget det eller haft muligheden for at hjælpe dem. Det var en traume han bar fra sin barndom og han ville nok bære den hele sit voksenliv. Det var ikke fordi han ville bestemme over folk eller fordi han skulle vide alt, men han havde brug for at se et livstegn så han i det mindste havde en garanti for at de var live og ja, han blev bekymret når en han før havde snakket meget med pludselig slet ikke svarede ham uanset hvad han gjorde. Han vidste det hun gik igennem var svært, han havde selv oplevet noget lignende bare da han havde været langt yngre, end han var nu. Som hun påpegede, at han bekymrede sig for hende, så han skamfuldt ned i gulvet, mens han lyttede til hendes hakkende vejrtrækning. For ham var det et tegn på svaghed, for det var bekymring. "Ja," svarede han mumlende. Hvad fanden troede hun ellers, når han opsøgte hende? Han havde lyst til at give hende et kram, men han gjorde det ikke. Han var al for reserveret til den slags og han brød sig egentlig heller ikke ret meget om berøring. 
Lawrence betragtede hende som hun tog et skridt tættere på ham og han ville kunne nå hende og hive hende helt indtil sig uden at holde hende for godt fast, for an ville ikke trænge hende op i en krog. Hen holdt sig dog i skindet og så ind i hendes brune øjne. Han kunne forestille sig at de nærmest gav en reflektion i hans grønne øjne. "Ja," hviskede han og betragtede hende tippe i hovedet, mens hun påpegede han ikke svarede på hendes spørgsmål. Han bed sig i læben. "Jo, jeg gjorde," mumlede han. 
Han så på hende som hun blev en anelse mere hysterisk end han havde forventet. Lige nu tog han dog imod alt hun havde og sige og måtte indrømme, han synes hun overdrev. "Igen, Tati. Intet svar i en måned, skal vi virkelig diskutere det her?" spurgte han og rullede lidt med øjnene. Han fulgte med hende udenfor som hun sagde hun havde brug for en smøg. "Jeg tog hjem til dem, fordi jeg troede du stadig boede der. Sagde intet om du ikke havde svaret mig, men spurgte bare hvor din nye adresse var, fordi du havde glemt at informere mig, så helt hvordan har jeg kastet dig for løverne?" spurgte han direkte og stod i døråbningen. Han havde ikke et behov for at ryge. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tatianna mærkede det hårde blik hun fik fra Lawrence. Det var som om hans grønne øjne borrede sig ind i hendes samvittighed, hvilket nok var en af de ting som var mest frustrerende for hende. Hun havde jo reageret præcist ligesom dengang Patrick var død. Det her var selvfølgelig ikke ligeså slemt, men hun følte hun igen havde snydt døden igen. "Jeg er ikke død, Lawrence, jeg har bare brug for plads og tid og det får jeg ikke, hvis jeg ikke går off grid," svarede hun og slog let ud med hænderne før de blev lagt over kors igen. Hun havde så mange bekendtskaber, folk der fulgte hendes YouTube-kanal og/eller blog, samt hendes venner og veninder, for slet ikke at nævne hele hendes familie, som hun vidste ville kime hende ned, hvis hun ikke afskar sig. Tanken om hans traume fra hans barndom, havde ikke slået hende endnu, men det hele ville selvfølgelig give så meget mere mening, hvis hun bare tænkte så langt. Hendes blik veg ikke fra ham, selvom han så mod gulvet af hendes påpegelse. Hun mærkede et underligt stik i hjertet, da han mumlede ja til at han bekymrede sig, hvilket fik hende til at bide sig hårdt i læben, mens hun nikkede lidt. "Okay.. Undskyld.." svarede hun stille, det havde ikke været hendes mening at gøre nogen som helst bekymret for hende, men da slet ikke ham. Folk der ikke vidste hvordan hun reagerede når hun havde brug for 'mig-tid', kunne jo ikke vide, at det ikke var unormalt for hende.
Hendes øjne flakkede en smule, som hun ikke helt kunne finde ud af hvilket et af hans øjne hun skulle fokusere på. "Du er her nu.." sagde hun lavmeldt, da han hviskede ja. Han var der. Det er mere end hvad nogen andre havde været. Jo selvfølgelig havde hendes familie prøvet og Tara havde også prøvet, men ingen af hendes venner eller veninder, var troppet op, som han havde gjort nu og på den måde vist, at han ret faktisk var der. "Du vil mig," hviskede hun, da han mumlede han havde svaret. Hendes hjerte sad nærmest helt oppe i halsen på hende, mens hendes blik stadig flakkede let.
"Én måned og du vælger at kontakte mine forældre? Jeg kan love dig for, vi skal diskutere det her," svarede hun og så på ham med øjne som nærmest lynede og prøvede meget ihærdigt at ignorere at han rullede med øjnene af hende. Den eneste grund til, at hun reagrede som hun gjorde lige nu, var fordi hun i forvejen godt vidste hendes forældre var bekymret nok, de behøvede ikke at skulle bekymre sig om, om der nu var en ny Patrick på vej ind i hendes liv også. Hun tændte sin smøg med en stormligther, præcis som hun plejede, da hun ikke kunne lide ild, og tog et langt hvæs af sin smøg og holdt røgen inde til hendes lunger nærmest gav efter og hun var fysisk nødt til, at lade røgen svie ud igen. Hun vendte blikket væk fra ham, "På grund af Patrick," svarede hun og rystede lidt på hovedet, før hun vendte blikket tilbage på ham. "De har sikkert ringet og skrevet mindst fyrre gang siden du tog derfra, og eftersom jeg stadig ikke har min mobil på mig til, at svare dem og forsikre dem om, at du ikke.. er ham.. Er det kun fantasien som sætter grænser for, hvad de tror sker lige nu," sagde hun og sukkede tungt. Det var nok det sidste hun magtede lige nu. Hun tog et par lange hvæs mere af sin smøg. 

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence tænkte ikke over, hvordan hun tolkede hans blik. Han vidste, han havde fortalt hende, at hans mor dræbte hans far og hende selv, så derfor kunne man ikke bare gå off grid med ham. Man var nødt til at sige det, for hvis han holdt af folk, så frygtede han naturligvis det værste. Han ville hade sig selv, hvis han overså tegnene og ikke havde gjort noget for at afværge det. "Det kunne du have været og det er fint, bare giv en form for service meddelelse og så havde jeg ikke kontaktet dig," påpegede han og så stadig ikke på hende. Han havde været damning bange og lige nu skjulene han det bag et hårdt ydre. Han vidste, hvordan det var at holde fast i mere end man kunne bære eller hvordan det var at opleve noget, der ændrede hele ens verden, så han ville forstå det uden at stille spørgsmålstegn ved det. Var det noget han skulle vide, regnede han med, han ville få det at vide. Det her var bare bare noget han havde brug for, og langt fra fordi han ville bestemme eller troede han var universets centrum, men det gjorde ham sindssyg at folk bare skred uden han vidste, hvad der skete med dem på grund af hans barndom. Han ville ønske han kunne lade det gå og sætte sig selv fri, men det hang ham tungt ned ad ryggen og det var nok bare en bagage han altid ville have med sig. Han bed sig i læben over hendes undskyld. "Det er okay.." mumlede han, men så stadig ikke på hende. Han hadede sådan noget her.
"Ja," svarede han nærmest hviskende. Han havde lyst til at kysse hende, men han holdt det behov for sig selv. Han ville ikke gøre noget, som overskred hendes grænser på nogen måde. "Ja," hviskede han til han ville hende og var så tæt på at tage fat om hendes hofter og trække hende helt indtil sig, men han holdt sin koncentration og den korte afstand i mellem dem. De var venner og han ville bestemt heller ikke føle, han udnyttede en sårbar situation. 
Han sukkede over hun havde tænkt sig at diskutere det. "Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg ville besøge dig og du havde ikke fortalt mig, du var flyttet," påpegede han og kunne mærke behovet for smøgen, begyndte at stige. Han fandt derfor en i en hurtig bevægelse sin pakke, proppede en smøg i munden og tændte den. Han tog et langt hiv, som han så på hende som hun nævnte Patrick. På grund af Patrick? Hvad? Sammenlignede hun seriøst ham med det latterlige røvhul? "Hvad? Hvorfor ville de give mig din nye adresse, hvis jeg var ligesom ham?" spurgte han hårdt og med et uforstående blik i sine øjne. "Eller tror du jeg truede mig til at få din adresse eller hvad, fordi det er hvad Patrick ville gøre eller hvad? De gav mig den helt frivilligt, fordi jeg spurgte dem pænt," påpegede han. Han måtte indrømme, at hvis det var sådan hun mente han var, så ville han hellere gå nu. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tatianna vidste godt, at Lawrence mor havde begået selvmord og taget hans far med sig i graven i den proces, hun vidste også godt at sådan noget selvfølgelig ikke var noget man bare lige kom sig over, men noget som med al sandsynlighed ville sidde i ham for altid, præcis ligesom det med Patrick gjorde i hende og nu dette her med Joey. "Men det er jeg ikke, okay? Hvad skulle jeg have sagt Lawrence? Joey blev skudt! På scenen! Jeg stod under en meter fra ham! Hans blod var over alt! På mine hænder. Mit tøj. Han kunne have været død. Det var ikke ligefrem fordi servicekvinden kom frem i mig i den situation," svarede hun og mærkede den efterhånden velkendte kvalme snige sig ind på hende, som kom hver gang hun tænkte på det der var sket, mens hendes hjerne begyndte at sende adrenalin ud i hele hendes system, som om hun stod i det mareridt igen. Hun slog ligeledes blikket væk fra ham og pustede tungt ud, for at få sig selv til at slappe af igen. Hun vendte dog blikket tilbage på ham, da han sagde det var okay. Hvorfor så han ikke på hende? Det var her det slog hende. damn. Hendes ar på hendes arme var jo tydeligt fordi hun engang havde været cutter, og hvis han troede hun havde været død, så gav det hele jo pludselig mening. Hans mor. "Hey.. Se på mig, Jackass.. Jeg er okay, der er ikke noget at bekymre sig for, okay?" spurgte hun langt blidere end hun normalvis snakkede til ham, men kaldte ham med vilje stadig for Jackass, som nok mere eller mindre var blevet hans kælenavn fra hendes side af.
Hun sank lidt, ved hans første ja. Det var så lokkende. Hans læber var lige der. Hvorfor kyssede han ikke hende? Kunne han ikke se, hun gerne ville? Eller var det fordi han ikke ville? Hun turde ikke tage første skridt, for hvad nu hvis det ville damne hele deres venskab op? Hun nød jo at bruge tid sammen med ham. Hendes vejrtrækning blev en smule mere overfladisk, da hans andet ja lød. Hun mærkede hvordan hendes krop begyndte, at reagere af sig selv i form af hendes ene hånd som langsomt begyndte at hæve sig. Hendes hånd ville op til hans kind og hendes læber ville møde hans. Hun nåede dog at stoppe sig selv, inden hun nåede ret langt. Hun vendte blikket mod gulvet i en rømmen og satte hænderne i siderne på sig selv. "Jeg er glad for du kom," sagde hun stille, nærmest som om hun var flov over, hvor hendes tanker havde været.
Hun rullede med øjnene, "Orh pff, jeg ved ikke. Måske ventet til jeg kontaktede dig eventuelt?" spurgte hun og slog let ud med armene, før hun vendte blikket væk fra ham, da han tændte sin smøg. Hende og ild ville aldrig blive gode venner. "Ligesom ham?! De ville sgu da ikke give dig min adresse, hvis de havde bare den mindste lille mistanke om, at du er ligesom han var! Det er jo tydeligt et tegn på, at de kan li dig!" svarede hun hårdt. Det hele dirrede i hende af vrede. Hendes hjerte pumpede hurtigere end hendes krop kunne følge med. "Hvad fanden snakker du om?! Tror du dybt seriøst det havde gjort nogen som helst forskel, hvordan du havde spurgt efter min adresse? Hvis mine forældre ikke mente du er værdig i mit liv, tro mig, så havde du ikke fået den, om du så havde holdt en pistol for deres pande, eller havde lagt dig på knæ og tigget og bedt om den. Så prøv, bare lige for et øjeblik, og forstil dig jeg var din datter, som før havde været i et damned up forhold og du lige havde sendt en tatoveret, hård dude, som du kun havde mødt én gang hjem til, og du stadig intet hørte. Ville du bare trække på skudrene og tænke: det går sgu nok. Eller ville du blive endnu bekymret og give dig selv skylden, hvis der skete noget?" spurgte hun og tog et hvæs mere af sin smøg, mens hendes blik ikke veg fra.

[Lawrence Dale Rider]

Han så på hende som hun hun begyndte at forklare hvad der egentlig var sket og kunne se, hun fik det dårligt. Han brugte så meget af sin dag på at være stille og blot iagttage folk, så det var egentlig ikke svært for ham at se. Han overvejede, om det ville hjælpe at kramme hende for at få hende tilbage til den virkelighed, der var her nu i stedet for den, der genspillede sig i hendes hovedet. Igen og igen. Han kendte det. På hans værste dage, havde han også scener, der blev ved med at spille inde i hans hoved, om og om igen, med mindre han beskæftigede sig. Han hadede dog selv berøring, så han var ikke sikker på, det ville hjælpe hende. Han tog sin hånd ud efter hendes, snittede den kort. Mon det hjalp? "Tati." sagde han og brugte for anden gang en blidere stemme end han normalt ville have brugt. "Du havde ikke behøvet at forklare hvorfor, bare at du var off grid. Jeg ved godt, det du går igennem nu, er svært. Tro mig. Jeg er bare glad for er i live," sagde han direkte og forsatte i samme toneleje. Det var nok det mest direkte han kunne være med sådan noget som helst, der omhandlede at anerkende og have følelser. Lawrence så på hende, som hun sagde sit velkendte jackass og bad ham om det. Han hadede sådan noget her. Lyden af hendes blide toneleje ringede i hans ører. De grønne øjne hvilede på hende analyserende. Helt okay var hun ikke. Hun var i live. Han anede ikke hvad han skulle svare, så i stedet tog han fat i hendes hånd og holdt den. En smule akavet og som om han skammede sig, men hun var en af de få personer, han ikke havde noget imod at røre. 
Lawrence kunne ikke se hvad hun ville. Hun stod dog forfærdelig tæt på, hvilket gjorde det svært for ham at holde sig i skinnet. Han havde lyst til at holde om hende, kysse hende. Forfærdeligt nok, faldt hans tanke også på at snige sin hånd under hendes trøje. Ikke nødvendigvis på en seksuel måde, men bare for at få en rå, autentisk oplevelse af hud mod hud. Han så hun løftede sin hånd og den faldt igen. Han fulgte hendes blik ned ad. Han rømmede sig. "Også jeg," svarede han fraværende, da hans tanker stadig var et andet sted. 
Han så på hende med hårde øjne. "Skal jeg gentage mig selv? Jeg vidste ikke om du var i live, for jeg ved det du gik igennem og stadig går igennem, ikke er let, Tati. Jeg ville hade mig selv...." han stoppede sig selv. Nej, ikke følelsessnak. Han ville gå i baglås og ikke få sagt, det han gerne ville sige. Hun ville misforstå ham, og det handlede ikke om ham. Det handlede om hende. Han lod Jaspers ord om følelser og svaghed ringe i sine ører. Overtage. Ikke snakke om det. Ikke vise folk svagheder. Han tog endnu et langt hvæs af sin smøg og spærrede øjnene op ved hendes ord. Hans lyst til at skride blev kun større. At de kunne lide ham, forpligtede ham. Det her var grunden til han ikke ville møde forældre. "Hvad fanden er så problemet?" spurgte han hende direkte, inden han sukkede højlydt. Han fattede det ikke. Han kunne se hun var vred, men han stod upåvirket med den mest rolige, kølige stemme og hans ligegyldige attitude, han altid havde med sig. "Hvis det er et damning problem, hvorfor fanden gav de den så til mig? Jeg kan slet ikke se, hvad du mener," påpegede han og lagde armene overkors. Han fattede det virkelig ikke. Hvorfor skulle de være bekymret, når de selv gav den til ham? Var det fordi de ville vide, hun ikke havde været i nærheden af sin telefon? Nej, han fattede det virkelig ikke. Han havde bare lyst til at gå sin vej, tage hjem og drikke en øl. Ja, det var fandme lige før, han fik lyst til at hygge sig med en god portion græs, for så kunne det være hendes forældre ikke ville kunne lide ham. 

[Tatianna Mary Maximorff]

I Tatiannas hoved var det eneste som genspillede sig igen og igen, lyden af pistolen, de mange fans skrig, lyden af Joeys krop som ramte gulvet. Hendes eget hjerte som bankede. Hun var i en helt anden tid. Hun var tilbage på scenen i Miami. Hendes hænder begyndte at ryste en smule, men stoppede det sekund hans hånd snittede hendes hånd, som et svagt gisp brød hendes læber og hun vendte tilbage til virkeligheden der var foran hende lige nu. Hun havde ikke engang bemærket hendes øjne var blevet blanke. Nej hun var ikke okay. Hans blide stemme ramte hendes trommehinder. Hun havde lyst til at kaste sig i armene på ham, men hun gjorde det ikke. Hun havde brug for det, men hun ville ikke tillade sig selv det. "Det er jeg også.." svarede hun hæst og vendte blikket lidt væk fra ham, mens hun prøvede at få styr på sig selv. Hun hadede nok det her mindst ligeså meget som han gjorde. Men hun var glad for hun var i live, hun havde intet dødsønske overhovedet. Hun søgte hans grønne øjne, hans forbandet smukke grønne øjne. Hendes blik flakkede dog en smule, fra hans øjne til deres hænder, da hun mærkede han tog hendes hånd. Han tog hendes hånd, men hvorfor? Han hadede jo berøring, hvilket var en af grundene til, at hun ikke selv havde lagt op til det kram hun havde følt for. Hun vendte blikket tilbage fra deres hænder til hans øjne, og sendte ham et svagt smil, mens hun gav hans hånd et blidt klem.
Hun havde nærmest lyst til at råbe af ham, at han skulle kysse hende, for at gøre det tydeligt for ham, men igen var hendes frygt for at ødelægge venskabet og ikke mindst for at han slet ikke havde lyst til at kysse hende, større. Hun havde ikke været sammen med nogen, end ikke kysset nogen, siden Patricks død, så det var vel heller ikke så underligt, at hendes krop var begyndt at hungre efter bare en eller anden form for berøring. Oh damn it. Hun tog det sidste lille skridt mod ham, som var den eneste afstand mellem dem og lagde sine arme omkring ham, "Find dig i det.." sagde hun stille, selvom det nok mere lød som en bøn, og lagde hovedet mod hans skulder. Hun holdt dog ikke strammere fast om ham, end at han ville kunne flytte hendes hænder og arme, hvis han ikke ville have det.
Hun hævede begge øjenbryn da han stoppede midt i sin sætning, "Jeg fornemmer et 'hvis'," sagde hun for at få ham til, at færdiggøre sin sætning, nok mere nysgerrig efter hvordan han ville afslutte den, så hun mere eller mindre glemte at være sur. Men det var kun for et øjeblik, før han fik sat hendes pis i kog igen. Skulle hun virkelig skære det ud i pap for ham? "Problemet er du gik bag om ryggen på mig," svarede hun direkte tilbage og rystede på hovedet af ham. Hun var stadig vred, eller også mindede følelsen af vrede og sorg bare for meget om hinanden til, at hun kunne mærke forskel lige nu. Hun tog et langt hvæs mere af sin smøg, selvom der næsten ikke var mere tilbage af den. "De gav dig den, fordi de kan li dig og fordi de heller ikke har hørt fra mig. Så nu hvor du er kommet igennem til mig, får du en ekstra stjerne i deres bog, hjertelig tillykke!" svarede hun hårdt tilbage og tog det sidste hvæs af sin smøg, før hun slukkede den i askebægeret. "Er du klar over hvilket tredjegradsforhør jeg var igennem efter sidste gang? De testede dig, Jackass, og hvis jeg ikke kontakter dem snart, så dumper du," tilføjede hun og kiggede mod hans smøg, for at se om han var ved at være færdig. Hun havde virkelig brug for noget alkohol lige nu.

[Lawrence Dale Rider]

Han havde lagt mærke til hendes rystende hænder. Han vidste hvor hun var og han vidste præcist hvordan det var. Han ville ønske, nogen havde vidst hvordan de skulle hjælpe ham og derfor havde han selv gjort ting, der fik ham tilbage til virkeligheden. En af grundene til, han blandt andet havde så mange tatovereringer var for at mærke smerten (selvom de efterhånden ikke gjorde ondt på ham) og komme tilbage til den rigtige virkelighed, og ikke den virkelighed, der spillede sig i hans hoved. Han hadede berøring ja, men han hadede det ikke så meget fra hende af. Hun var en af de få, hvor han egentlig kunne lide det også når han ikke bad om det. Han ville ikke ude i en smøre om 'i det mindste var hun i live', for han vidste, det ikke hjalp. I stedet mindede han hende blot om, hun var det og han var glad for hun var det. Han gik ikke ind for at shame et offer. "Ja.." hviskede han og lod sine grønne øjne finde hendes, da det lignede hun søgte ham. Han mærkede klemmet på sin hånd og klemmede igen, ganske blidt. 
Han så hun tog et skridt mod ham og mærkede derefter hendes arme løst omkring sig. Hørte hendes stille ord, og slog sine arme om hende og rykkede hende helt tæt indtil sig. Han fandt sig i det, men han gjorde det uden at sige noget til hendes ord. Han holdt hende bare, for han kunne mærke hun havde brug for det og selvom hendes arme var løst omkring ham, så var hans ikke om hendes. Selvfølgelig kunne hun komme ud, hvis hun ville ved at trække sig og så ville han give slip, men lige nu gav han ikke slip. Han var der for hende. 
Han så på hende, da hun ville have ham til at afslutte sin sætning. Han var stædig og havde sine principper og det var ikke at vise følelser og svagheder. Han bed sig i læben, for han fik nok ikke lov til at slippe. "Hvis jeg kunne have gjort noget, og jeg ikke gjorde det," mumlede han, mens han så væk fra hende. "Hvad fanden skulle jeg ellers gøre?! Du tog ikke din telefon, jeg troede du stadig boede hjemme," påpegede han. Han var irriteret inde i, men der var ikke nogen form for irritation at spore i hans ansigt. Han tog et nyt hvæs af sin smøg som hun fortalte videre om hvorfor han fik adressen og rullede med øjnene over hendes hårde tone. "De kunne jo bare have opsøgt dig, ligesom jeg lige har gjort og så må du jo kontakte dem, Tati," påpegede han inden han askede sin egen smøg samme sted som hende. Han kunne virkelig godt bruge at drikke sig sanseløs, men han var ikke sikker på, han ville gøre det sammen med hende. Han havde vist hende, han var der og han blev mødt med et 'du gik bag om ryggen på mig', når alt han kunne gøre var netop det. Han havde forstået hvis hun havde kontaktet eksempelvis Jasper for at få fat i ham, selvom han havde givet en besked om, han ikke ville se nogen og de skulle stoppe med at kontakte ham, fordi sådan var han. Han havde med vilje ignoreret hendes bemærkning om, at de havde testet ham og hun havde været gennem et forhør. Han kunne ikke være i det, for var det hans problem? Nej, egentlig ikke. Han havde aldrig bedt dem om at kunne li ham, og han havde så sandelig heller aldrig bedt dem om, at de skulle kunne lide ham. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati havde altid været meget påpasselig med at ligge ordene i munden på folk. Derfor havde hun antaget, at da Lawrence havde fortalt hende, at han ikke var glad for berøring foruden når han selv bad om det, så var berøring fra hendes side af ingen undtagelse og hun ville ikke overskride hans grænser. Hun bed sig i læben over hans ja, og mærkede hans klem tilbage, mens hun så ind i hans grønne øjne. Tænk at så lidt, kunne få hende til at blive jordbundet igen, men havde det virket, hvis det havde været hvem som helst? Hun tvivlede faktisk.
Som hun mærkede han rent faktisk ikke bare fandt sig i, at hun krammede ham, men han rent faktisk rykkede hende indtil ham og holdt om hende, træk hun vejret en smule hakkene, før hun kunne mærke hele hendes krop slappede helt af. Han duftede så godt. Hendes hænder gled nærmeste ukontrolleret fra det nederste af hans ryg og op til hans skulderblade, før hendes hænder lukkede sig om stoffet på hans bluse. Om han kunne mærke hendes lange negle igennem, vidste hun ikke og hun tænkte ærligt talt ikke længere lige nu, end at det bare var så rart at stå der i hans arme og han måtte ikke give slip. Ikke endnu.
Tati havde bestemt ikke tænkt sig, at lade ham snige sig uden om den her. Han kunne ikke bare fyre en halv sætning af til hende og så forvente hun bare ville lade den ligge der. "Det er ikke dit ansvar. Misforstå mig ikke, Lawrence, jeg sætte pris på din bekymring, men det der... Det ikke okay," svarede hun, en del af den frustration som lå i hende lige nu, var nok at hun ikke kunne gennemskue hvorfor han var bekymret. Hun stod jo lige foran ham og var i live. "Og det gav dig retten til, at gå til mine forældre eller hvad? Hvordan ville du selv ha det, hvis jeg var gået til din far?" spurgte hun i et eller andet disperat forsøg på, at få ham til at se det fra hendes side af. Hun knyttede sine hænder i et forsøg på, at få sig selv til at falde ned med hjælp fra smerten, fra neglene som borerede sig ind i hendes håndflader, men det virkede ikke rigtigt for hende. "Det har de prøvet! Jeg lukkede dem bare ikke ind, for jeg er ikke klar til at høre på dem," svarede hun og modstod fristelsen til at stikke ham en dumflad for at rulle øjne af hende. Hun sukkede tungt og satte hænderne i siderne med blikket mod fliserne, "Lad os bare gå ind.. Så må jeg sende dem en sms.." sagde hun en del mere roligt end hun havde været og gik indenfor igen og op af trapperne. Igen regnede hun med at han ville følge med. Hun skubbede døren op. Det var egentlig ikke fordi der var rodet, men der stod flere tomme alkoholiske flasker rundt omkring, samt sovepiller på hendes natbord, fordi hun ikke kunne falde i søvn om aftenen. Hun gik hen og åbnede skuffen på sit natbord og tog sin mobil op, men det var som om hun gik i stå. Hun kunne ikke få sig selv til, at låse den op, for hun vidste godt der ville ligge alt for mange sms'er, ubesvaret opkald og notifikationer fra alverdens sociale medier. Hun satte sig på sengekanten. For pokker den halv tomme vodka flaske som stod på hendes natbord lokkende lige nu.