Locked out of heaven

[Lawrence Dale Rider]

Han vidste ikke om det havde virket på hende, hvis det havde været alle andre, men han vidste det var en måde at få folk tilbage til virkeligheden igen. Berøring og stemmer, der gjorde man kunne forholde sig til noget. Han vidste trods alt hvordan det var, når ens hjerne løb løbsk og bare lod alt komme på en gang, og han var god til at skjule det efterhånden. 
Han hørte hendes hakkende vejrtrækning, før han kunne mærke hun rent faktisk slappede af. Han holdt blot fast i hende uden at sige noget som helst, mens han kunne dufte hendes hår, der duftede af en blanding af shampoo og røg for ham, og han lod den indprinte sig selv inde i hans hjerne, som var det et lager, hvor han kunne opbevare den slags forunderlige ting i. Han mærkede hænder hænder glide fra hans ryg og op mod hans skulderblade, og mærkede hendes hænder lukke sig rundt omkring hans bluse, og kunne godt mærke hendes negle igennem, men det gjorde ikke ondt på ham. Han havde efterhånden ikke rigtig nogen smertegrænse med mindre det var noget meget intenst og mod hans bare hud, og selv der ville det nok knapt gøre ondt på ham. 
"Ikke okay? Nok ikke for dig, men min mor begik selvmord og jeg ville hade mig selv, hvis du gjorde det samme og jeg ikke havde så meget som prøvet at hjælpe dig med alt jeg har," påpegede han, mens han ikke så på hende, fordi han stadig viste en svaghed af sig selv, og det var ikke ligefrem noget han havde lyst til eller var blevet opdraget til. Han havde dog vidst, at han ikke fik lov til at argumentere imod om ordene skulle ud eller ej, og derfor kunne han ligeså godt sige det direkte, selvom det ikke var noget han rigtigt gjorde sig i. Han ville have været bekymret om hun havde været i live eller ej, og hvor lidt han ville indrømme det, så skyldes det at hun havde et specielt sted i hans hjerte. Han holdt af hende, og selvom han ikke kunne sige det direkte, så havde han sine måder at vise det på og det her var en af dem. Han vidste dog godt, han kunne være svær at regne ud, for han havde brugt mange år på at opbygge en væg rundt om sig, som ingen kunne trænge igennem. Den skulle være bulletproof, og det var den også blevet mod den konsekvens at han ikke bare lukkede folk ind og han opførte sig som om, at han ikke gav en skid for nogen, uanset hvor meget de egentlig betød for ham. Han vidste godt, han ville miste på det, men det var nemmere at være sådan på forhånd, så han ikke skulle deale med de følelser, der ville komme efterfølgende. "Du måtte al hjertens gerne gå til min far, hvis du mente, det var det eneste der hjalp, så jeg kommer ikke til at forstå det," svarede han ærligt, mens han betragtede hende. Han kunne se hun knyttede sine hænder og lige nu tvivlede han på, at noget han kunne gøre eller sige med hjælpe med mindre han sagde han rent faktisk godt kunne forstå det og han var ked, han gjorde det. "Nej, det forstår jeg," påpegede han og bed sig i læben. Han kunne ikke sige andet og havde hun sådan oprigtigt brug for at slå ham, så kunne hun bare gøre det. Han hørte hendes tunge suk og skjulte sin overraskelse i, hun pludselig snakkede roligt til ham og rent faktisk indviede i, at kontakte hendes forældre. "Okay," svarede han kortfattet og vende snuden samme vej som hende, som hun bevægede sig op. Som han kom op på hendes værelse, lod han sit blik glide hurtigt omkring som han både så alle de tomme alkoholiske drikke og sovepillerne på hendes natbord. Han betragtede hende som hun stod med sin telefon i hånden og satte sig ved siden af hende, som hun satte sig ned på sin seng. Han lod sin hånd hvile på hendes skulder for at give hende eller anden form for opbakning, mens han blot betragtede hende. 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati var ikke vant til, at folk kunne nå ind til hende på den måde som Lawrence lige havde gjort det. Hun var mere vant til, at lukke af for omverden og bare være i sin egen lille bobbel og hvis nogen prøvede at prikke den eller bare så meget se på den, så blev hun sur. Men af en eller anden årsag havde hun ikke smækket døren i hovedet på ham, som hun havde gjort for foreksempel sine forældre, da de havde prøvet at komme indtil hende.
Hun sagde ingenting. Hun stod bare, holdt fast i hans bluse, som var hun bange for han ville gå, mens hendes hoved langsomt lagde sig ind mod hans brystkasse, hvor hun kunne høre hans hjerte slå. Det var den første menneskelige kontakt hun havde haft siden koncerten, men der havde det været på en helt anden måde, der havde det været dans. Det her var bare så beroligende og rart. Han trak hende ind i en verden, hvor det hele var okay. Det var der ingen der før der havde kunne gøre. Selv ikke Patrick.
Hun havde det som om hun gik direkte ind i en mur med hovedet først, mens hun mærkede sin egen mentale lussing. "Det ved jeg godt og det gør mig så inderligt ondt, men jeg er ikke din mor, Lawrence. Hun var ikke dit ansvar dengang, du var kun et barn og jeg er ikke dit ansvar nu, og jeg er ikke selvmordstruet," svarede hun og tog igen sig selv i at skulle til, at lægge en hånd på hans kind, men gjorde det ikke, hun havde det i forvejen som om, at hun havde overskredet hans grænser, da hun havde krammet ham. Men selv hvis hun havde haft selvmords tanker, ville det aldrig kunne blive hans ansvar. Det ville aldrig kunne være hans skyld. Han havde jo ikke gjort andet forkert, end at kontakte hendes forældre. Hun vidste godt at hun var nødt til, at sætte ord på de her ting, men hun brød sig på ingen måder om det. Kunne hun undgå en samtale om følelser og alt hvad der fulgte med, så gjorde hun det i den grad også. "Så du mener dybt seriøst, at det var din eneste mulighed?" spurgte hun direkte, det var ikke fordi hun havde et behov for at han skulle give hende ret, for han måtte mene hvad han ville, det ville hun aldrig gå ind og prøve at påvirke, men det betød ikke, at hun ikke ville forsøge at få ham til, at se det fra hendes side af, men nu kendte han selvfølgelig heller ikke hendes forældre. Det han havde gjort, havde vist dem at hun betød noget for ham. Hun så dog en smule overraket på ham, da han sagde han godt forstod hun ikke var klar til at snakke med sine forældre. "Kan du så ikke også se, at det du er gået til dem, presser mig til, at gøre det alligevel?" spurgte hun og lagde armene over kors, for at gemme sine negle som stadig borede sig ind i hendes håndflader.
Hun tænkte ikke selv over de tomme flasker eller sovepillerne på natbordet, selvom hun måske burde have gjort det, men det var ingen hemmelighed at hun var glad for alkohol - foruden overfor hendes forældre - sovepillerne havde hun recept på, så dem kunne hun også bort forklare, det var ikke fordi hun havde haft planer om at tage en overdosis, og ærligt så hadede hun at tage piller og medicin i det hele taget, fordi hun havde haft sit misbrug, hvor morfin og andre medicinske præparater havde været i brug. Hun mærkede han satte sig ved siden af hende på sengen, det var nu heller ikke fordi der var de helt store valgmuligheder i forhold til sidde pladser. Der var hendes seng og hendes skrivebordsstol. Hans hånd mod hendes skulder fik hende til gengæld til, at vende blikket mod hans knæ, da hun ikke kunne se ham i øjnene lige nu. Hun tog dog en dyb indånding og låse sin mobil op og ganske rigtigt, alt for mange ubesvaret opkald og sms'er, som sociale medier der ønskede hendes opmærksomhed. Hun sukkede tungt og fik så skrevet til sin far. Meget kort, at hun havde det fint og Lawrence var der. Hun lagde hurtigt mobilen tilbage ned i skuffen og rakte ud efter vodkaflasken og tog en tår. Hun skar ikke engang nogen grimmasse, men rakte den til ham, uden at sige noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, udover bare at drikke.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence mærkede hendes hoved mod sit bryst og strøg hende let over ryggen, mens han blot accepterede hendes tilstedeværelse så tæt på ham. Han vidste et eller andet sted godt, han havde ramt rigtigt og fået hende ned på samme niveau, som han var. I virkeligheden. Han ville ikke give slip før hun gjorde, for han ville beskytte hende mod alt ondt der kunne ramme hende og det havde han ikke kunne gøre ved skudepisoden, men det kunne han i det mindste nu, og så måtte det være godt nok for ham. Han vidste ikke en gang at Patrick ikke havde været i stand til at gøre som han kunne nu, han vidste ikke det gjorde ham speciel på nogen måde, men han vidste hvordan det var at være i hendes sted, og gjorde det, han selv havde ønsket nogen havde gjort ved ham.
Han så på hende ved hendes ord, inden han i en hurtig bevægelse slog blikket væk. Han havde aldrig været god til følelser og derfor lod han heller ikke noget som helst indikere om det ramte ham eller ej. "Nej, det er du ikke," påpegede han tørt og svarede med vilje ikke på noget af det andet. Han havde ikke nogen chance for at vide om hun var i en risiko zone eller ej, men han havde gjort sit for at sikre hun ikke var, men han havde ikke forventet at reaktionen ville være så voldsom. "Ja, det mener jeg. Jeg troede i øvrigt du stadig boede hjemme, så jeg kunne ikke vide jeg ville få en anden adresse. Jeg kan ikke se hvordan jeg ellers skulle komme i kontakt med dig, når du ikke besvarede hverken sms eller opkald," påpegede han. Det var ikke fordi han ikke forstod, hvor hun kom fra og hvad hun mente, men ærligt, så havde han gjort det han mente havde været bedst. Han havde tjekket efter livstegn og fundet det, og ønskede hun det, så gik han igen. Han ville bare ikke finde ud af, at hun var død eller hun ikke ønskede at snakke med ham ved at undgå ham helt, for et eller andet sted dybt inde, holdt han jo af hende også selvom det måske ikke rigtigt var gået op for ham. Han havde rent faktisk bekymret sig for et andet menneske, og det var stort for ham. "Jo, det kan jeg godt, men det betyder ikke jeg synes jeg gjorde noget forkert," svarede han hende direkte.
Han spurgte heller ikke ind til sovepillerne. Han vidste hvad der var i dem, og han vidste hun nok havde svært ved at sove. Han vidste også, at sovepiller nødvendigvis heller ikke var et tegn på man ville tage en overdosis. Han havde heller ikke brug for at påpege noget som helst om, at det kunne være et tegn for han ville ikke have smidt noget i hovedet om, at hun ikke var hans mor. Han sad blot ved siden af hende og stirrede mere ud i luften end han kiggede på hendes telefon eller på hende. Han kunne mærke hendes blik havde været på ham, men han kunne også mærke det ikke havde været ved hans ansigt. Han vidste ikke om han skulle flytte sin hånd igen, og han lod den da også glide en smule ned af hendes skulder for at aflæse hende om det ville være bedre han fjernede den. Han hørte hendes dybe suk og kiggede først på hende, da hun lagde sin telefon fra sig og betragtede hende drikke af en vodkaflaske, som hun ikke en gang skar nogen form for grimase. Han vidste ikke om han skulle være dybt imponeret eller om han skulle være bekymret. Han tog imod flasken og tog selv en stor slurk af den hvor heller ikke han skar en eneste grimasse, men bare nød følelsen af varme den gav på vej ned i hans svælg og ned i maven. Han gav hende flasken igen, som han prøvede at fange hendes blik, uden han dog sagde et eneste ord om noget som helst for han havde ikke rigtigt noget at sige til hende.

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati strammede sit greb om Lawrences bluse en smule, da hun mærkede han strøg over hendes ryg. Det var så beroligende at stå der, men samtidig havde hun det underligt med at være så tæt på et andet menneske på den her måde. Hun havde det som om hun gjorde noget, hun slet ikke burde, også selvom det var noget så uskyldigt som et kram. Men på den anden side så var der for pokker gået to år, hun burde jo være kommet videre, og det var jo heller ikke ligefrem fordi Patrick havde været sød ved hende. Alligevel kunne hun mærke lysten til at trække sig - bare en lille smule - meldte sig i hende. Ikke fordi hun havde lyst til, at give slip, men fordi hun havde lyst til at kysse ham, og det var dér hun mente det begyndte at være farligt for hende, at stå sådan med ham. Hun pustede stillede ud, velvidne om at hendes luft nærmest ikke kunne undgå at ramme hans hud, når de stod så tæt, før hun løsede sit greb og trak sig fra ham, med blikket mod gulvet.
Hun så på ham med et blik som var langt blidere, end det som før havde lynet af vrede. "Så lad vær med at behandle mig sådan," svarede hun lidt mere roligt, da hun sådan set godt kunne forstå hvorfor han haft sine bekymringer, men hun var ikke selvmordstruet, det havde hun måske været en smule engang, men hun vidste godt at selvmord var noget af det mest egoistiske folk kunne gøre, og meget kunne man sige om Tati, men egoist var ikke en af dem. "Okay, jeg ved godt jeg ikke nåede, at gi' dig min nye adresse, før jeg tog på tour med Joey, den del tar jeg på mig, men det er stadig ikke kun dig som ikke har fået svar eller jeg ikke har ringet tilbage til," svarede hun og rystede lidt på hovedet af ham igen. Det værste af det hele var uden tvivl, at han havde været alene med hendes forældre, uden hun havde vidst det. Hun vidste jo udmærket hvordan de kunne være, selvom det gik så meget op i, at man skulle elske sin næste og hele det ras. Hun vidste hendes forældre var verdens mestre i at skræmme folk væk, hvis de mente de var dårligt selskab for hende, og hun ønskede ikke at miste Lawrence, for han var kommet under huden på hende og selvom det skræmte hende, så var det også på en eller anden mærkeligt måde, bekræftende i form af, at hun havde fundet ud af, at hun ikke var helt ude af stand til, at holde af en fyr igen, hvilket også bare var skræmmende nok i sig selv. Hun slog en smule opgivende ud med sine hænder, "Glem det. Vi bliver ikke enige." svarede hun direkte tilbage.
Selvom hun ikke var glad for, at gøre brug af sovepillerne, så gjorde hun det de nætter som var virkelig slemme, men det var ganske simpelt for, at kunne holde bare en smule samling på sig selv og ikke fordi hun på nogen måder synes det var sjovt. Hendes blik var fanget på hans knæ, men ikke ret længe, da vodkaen nærmest skrig efter hende. Hun mærkede hans hånd gled lidt ned af hendes skulder, hvilket fik varmen fra hans hånd til at flytte sig med. Hun kunne godt se ud af øjekronen at han kiggede på hende, mens hun tog en tår af flasken, men hendes blik forblev ligefrem for hende, selv da hun rakte ham flasken og han tog i mod den. Hun vendte først blikket mod ham, da han rakte flasken tilbage igen, før hun tog imod den og stillede den tilbage på natbordet, før hun vendte blikket ordenligt imod ham, da han prøvede at fange hendes blik, hvilket fik hende til at bide sig lidt i læben. Hvor var det dog langt ude, nu var lysten til at kysse ham vendt tilbage. Han sad lige der. Hun kunne ikke mere. Hun lænede sig en smule mod ham, ganske langsomt, så han til hver en tid ville kunne trække sig, før hun lod sine læber ganske forsigtigt møde hans, i det et ubehageligt, behageligt sus gik i gennem hende. Følelsen af at hun gjorde noget hun ikke måtte, ikke burde og ikke skulle, men samtidig bare var så rigtig.

[Lawrence Dale Rider]

Lawrence mærkede hun strammede sit greb om hans bluse og forsatte med at stryge hende ned ad hendes ryg. Han vidste ikke hvad hendes tanker var om det og han tænkte slet ikke på Patrick lige nu. Han havde så heldigvis aldrig været i et forhold med ham og det havde efterhånden været mange år siden, de var venner, så det var ikke fordi han var en tilbagevendende tanke, der ramte ham. Han mærkede luften fra hende mod sin hud og gav slip på hende, som hun begyndte at trække sig, inden han rømmede sig en smule. 
Han så hendes blik var blevet anerledes i det korte sekund, han kiggede på hende inden han så væk igen. Han kunne høre hun var langt mere rolig nu, men han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde ikke behandlet hende på samme måde, som han ville have behandlet sin mor på, men det vidste hun jo ikke. "Okay," svarede han køligt tilbage. Han vidste jo godt, hun ikke var hans mor, men det gjorde ikke hans bekymring for hende mindre. "Det ved jeg godt, men det ændre ikke på noget for mig. For mig, kan man ikke bare gå A wall, når man har været i sådan en voldsom episode, uden i det mindste at sige til ens venner og familie, at det det man har brug for, for ellers tror man det værste," påpegede han og bed sig i læben. Han ignorerede hendes ryst på hovedet af ham, mens hans eget blik intet sagde om hverken tanker eller følelser, præcis som de aldrig gjorde end ikke når han var sur. Lawrence var ikke blevet skræmt væk, og selvom det var intimiderende for ham at skulle snakke med hendes forældre, så havde han valgt det som sidste udvej, fordi han ikke vidste hvor hun var, hvordan hun havde det eller noget som helst. Han havde gjort det med udelukkende hende i tankerne. "Fint," svarede han hende tørt. 
Han lagde mærke til, hun ikke så på ham heller ikke da han gav hende vodkaflasken tilbage. Hans blik veg dog ikke fra hende, så han kunne kun se vodkaflasken blev stillet tilbage ud ad øjenkrogen. Han var også ligeglad, for hans fokus var kun et sted og det var på hende. Han betragtede hendes hud, detaljerne i den. Måden hendes kindben formede sig og måden hendes hår faldt. Hun var smuk, men det havde han jo hele tiden tænkt hun var. Han betragtede hendes blik, som hun rent faktisk vendte sig mod ham og lagde mærke til hun bed sig i læben. Han havde lyst til at kysse hende igen, men igen holdt han sig i skindet. Han ville ikke træde udover hendes grænser. Han lagde mærke til hun lænede sig langsomt frem mod ham, og hans blik veg ikke fra hende. Han mærkede pludseligt hendes læber mod sine, hvilket først overraskede ham, inden han gengældte kysset og lagde sine arme rundt om hende for at trække hende indtil sig, dog stadig løst, da han ikke vidste om hun ville, men det føltes rart for ham og han havde jo haft lyst, så hvorfor ikke? 

[Tatianna Mary Maximorff]

Tati kunne mærke hvordan Lawrences hænder sendte små ringe ud i hele hendes krop, som han forsatte med at stryge hende over ryggen. Hun kunne virkelig ikke finde ud af, hvad han gjorde, men det virkede for hun faldt så meget til ro i sit indre, at hun var sikker på, at hun ville kunne stå op og sove lige nu, hvis det skulle være, hvilket nok også skyldes at hun sove så dårligt om natten og hendes krop endelig slappede af. Hun rømmede sig lidt samtidig med ham, hvilket bare fremmede den stille akavethed, før hun stak sine hænder ned i sine lommer på de bukser hun havde på, "Tak," mumlede hun en smule akavet, hvilket nok bare gjorde det endnu være.
Det gjorde ondt på hende, at han havde troet sådan om hende. Hun var virkelig ikke selvmordstruet. Jo hun havde været cutter, men det var mange år siden og det havde mere været det klassiske råb om hjælpe og fascinationen omkring blodet som forlod hendes krop og ikke mindste smerten, og ikke direkte fordi hun havde ville begå selvmord. Hun valgte dog ikke at svare på hans okay. "Du kan ikke generalisere på den måde, Lawrence. Du har det måske sådan, men det er ikke alle, som tænker sådan," svarede hun og lagde de spinkle arme over kors, med stædigheden nærmest lysende ud af hendes øjne, før hun forsatte, "Men det er fint, en anden gang skal jeg nok skrive til dig, men så skal du fandme også love mig, at du aldrig nogensinde, så meget som overvejer at gå til mine forældre bag min ryg igen." At han havde gjort det med den bagtanke, at han havde været bekymret for hende og ikke havde haft andre muligheder, havde hun nogle helt andre meninger omkring, men hun magtede ikke at diskutere det mere, for hun kunne godt fornemme, at de ikke ville komme nogle vegne med det anyway.
Tati havde ikke haft lyst til, at kysse nogen som helst efter Patrick, ikke andre end Lawrence og nu var lysten ganske simpelt blevet for stor til, at hun kunne modstå mere. Han havde vist hende at han var der, at han ville hende og at han havde været bekymret for hende. Ingen af delene var noget hun var vant til, foruden fra sin families side af og Tara. Det sekund hendes læber mødte hans, fortrød hun, men det var kun det ene sekund og udelukkende fordi hun var bange for at han ville afvise hende og hele deres venskab ville ryge i vasken nu. Hun mærkede dog kort efter at han rent faktisk gengældte kysset, hvilket overraskede hende, men først endnu mere da hun mærkede hans arme omkring sig og han trak hende indtil ham. Uden rigtigt at tænke over det, reagerede hendes krop af sig selv i form af, at hun svang det ene ben over ham, så hun sad med et ben på hver side af ham. Hendes hænder bevægede sig om i nakken på ham, mens hun gjorde kysset en smule dybere. Hvor var det dog fantastisk endelig at mærke hans bløde læber mod hendes egne, hun havde på ingen måder lyst til, at stoppe igen og hvor hun dog ikke håbede at han ville sige stop.

// FADE OUT //