But The Worst In Me Doesn't Want To

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Arian Herakles Mason
Hogwarts - Gangen mod Jaspers kontor.
Marts 2055 - Omkring klokken 6 om morgen.

---

Jasper gik med så hurtige skridt, hans bens kunne bæger ham, selvom det var humpende og det blødte kraftigt fra hans venstre læg. Han bed smerten i sig. Sådan havde han altid været. Smerte var ikke noget man tale om, om det så var fysisk eller psykisk smerte. Sådan havde han også opdraget Lawrence. Han kunne mærke blodet løb ned af hans ben, samt fra hans ene side. Forbandede varulv! Han havde været på jagt hele natten, da det havde været fuldmåne og selvom han som regel slap afsted uden skrammer, så var det altså ikke lykkedes ham denne gang. Han gik meget målrettet mod sit kontor, så han kunne nå, at komme i bad og lægge sit blodige tøj i blød, så pletterene forhåbentlig ville gå af igen, samt rense sine dybe sår, inden han skulle undervise klokken 10. Han kiggede på sit ur. 4 timer. Super. Han ville måske lige kunne nå, at få sig bare en lille lur inden. Han vidste godt, at burde have været taget direkte til Mungos, han skulle med al sandsynlighed syes med mere end bare lige et par sting, men så var han tilbage til, at smerte ikke var noget man talte om. Han var heldigvis ikke snart ved sit kontor og han var endnu ikke stødt på nogen, hverken elever eller andre professorer. Han førte håndryggen op til munden og kiggede så lidt på den. Great, mere blod. Det måtte komme fra hans mundvige. Han var faktisk ikke helt sikker på, hvor meget han var kommet til skade endnu, da hans hjerne ikke kunne fokusere på så smerte på en gang. Han vidste heller ikke hvor meget blod han havde mistet. Han ville bare ind og i bad og så kigget sig selv i gennem, så han kunne lappe sig selv op, nå en lur og så til time, så denne dag kunne blive overstået.

[Arian Herakles Mason]

Arian kunne ikke sove. Siden den aften, han var stormet ud af Jaspers lejlighed, havde han haft meget på sin hjerne. Han havde haft et skænderi med Kimberly og han havde ikke følt han havde vundet det. Hun havde snakket om, hans forældre ikke var stolt af ham og det kørte også rundt i hans hoved. Han savnede dem hver dag og han var endnu mere blevet overbevidst om, han ikke var andet end en skuffelse. Han gik rundt på Hogwarts’ gange velvidende, han ikke måtte være oppe og han burde lægge i sin seng, men han var ligeglad. Han tænkte ikke over hvor han gik, før han stoppede op. Jaspers kontor. Mon han var derinde? Mon han skulle sige hej? Han havde ikke rigtigt talt med ham efter sidst, men han havde sådan lyst til at høre hans stemme. Arian gik ind mod væggen, da han hørte skridt og så mod lyden. Jasper? Hvorfor var han oppe? Hvorfor lød han som en, der var ved at dø? ”Jasper?” spurgte Arian og bevægede sig hen mod ham, og spærrede øjnene op ved det syn der mødte ham. Hvorfor så han sådan ud? Hvem havde gjort ham fortræd? Han ville ikke en gang spørge om han var okay, for det gav sig selv. ”Hvad har du lavet?” spurgte han i stedet direkte uden egentlig at tænke. Han vidste godt, han ikke burde stille spørgsmål til sine professorer og da slet ikke, når han var oppe og han var den, som teknisk set brød reglerne.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper havde utrolig mange smerter, han vidste ikke om hans hjerne kunne håndtere dem længe nok til, at han ville nå sit kontor, men han var stædig som et æsel, måske endda også mere end det. Han stivende dog, som han hørte sit navn. Stemmen lød bekendt, men han kunne ikke placere den. Shit. Havde han sprunget en trommehinde også? Det var en mulighed. Han så ned af gangen, da han så en skikkelse komme mod ham, men kunne ikke se hvem det var, før Arian var tæt på. "Ikke nu, Arian," sagde han sammenbidt. Ikke fordi han var sur på Arian, men fordi han som altid skjulte sine smerter. Han trak sin tryllestav og låste døren ind til sit kontor op, før han mere eller mindre væltede derind, men lod døren stå åben bag sig. Han sukkede ved spørgsmålet, ja, hvad havde han lavet? Han havde reageret for langsomt på en jagt, som kunne have kostet ham livet, eller endnu værre, gjort ham til et af de bæster, som han jagtede og hadede mere end noget andet i verden. Kunne han fortælle det til Arian? Nej, det kunne han ikke. "Jeg har det fint. Kom ind og lås døren eller gå tilbage til din sovesal," sagde han og begyndte at knappe sin skjorte op, som var mere rød af blod, end hvid som den havde været da han havde taget den på. Han gik ud på det lille badeværelse som hørte til hans kontor og trak sin skjorte af, mens han bed tænderne hårdt sammen. Okay, det kunne være ligemeget med at lægge den i blød, den var revet i stykker, så den var lige til at smide ud. Forpulet lorte bæster. Han skulle nok få sin hævn. Han tænkte ikke over, at han lige nu stod i bar overkrop foran Arian, hvilket også betød, at hans halskæde med de to vielsesringe også var blottet. Han kiggede i spejlet. Fire lange, dybe rifter ned af hans ene side. Hellere det end bid. Han humpede ind til sit skrivebord og åbnede en skuffe, hvor han fandt en flaske alkohol og gik så tilbage til badeværelset og skruede låget af flasken. Han så mod Arian med et skævt smil, "Skål," sagde han som var det hele en joke. Han tog en står tår af flasken, trak bæltet ud af sine bukser og lagde det dobbelt og bed så godt ned i det, før han hældte væsken ud over de fire klo mærker. Han havde lyst til at skrige af smerte, men bæltet i han mund afholdt ham fra, at komme med andet end et smertefyldt gisp. Hans ben rystede en smule under ham. Han vidste at han bare skulle lappe sig selv sammen hurtigt, inden han ville besvime af smerte og det blodtabt han havde påtaget sig.

[Arian Herakles Mason]

Arian blev ved med at kigge på ham. Synet, som mødte ham var grufuldt og han var bange. Bange for Jasper og på hans vegne. Han mærkede spørgsmålene presse sig på, men holdt dem tilbage. Han så på Jasper som han vrissede. ”Hvis ikke nu, hvornår?” spurgte han henkastet og så på ham, som han låste døren op til sit kontor. Han vidste ikke hvad han skulle. Han ville gerne hjælpe ham, men han virkede ikke som om han ville have hjælp. Han virkede som en, der ville klare det selv og Arian ville nyde en hver undskyldning for at komme væk fra Jasper. Som hans ord lød, så han på ham. Skulle han gå tilbage? Inden han overhovedet nåede at svare, valgte hans krop dog for hanm. Han bevægede sig ind på hans kontor og lukkede døren af sig. ”Skal du have hjælp?” spurgte han som han betragtede Jasper opknappe hans skjorte. Arian var lige nu glad for hans storebror var healer, så han i det mindste vidste nogen ting om hvordan man skulle gøre ved sår og det, så han rent faktisk kunne være nyttefuld, hvis Jasper skulle have brug for hjælp. Han var samtidig dog også bange for Jasper skulle dø, da han forestillede sig hans forældre også havde været smurt ind i blod ved deres død. Arian valgte at studere Jaspers overkrop. Klomærkerne. Kurverne og muskulaturen, hans flotte hudtone og brystkasens form. Hans blik stoppede ved hans hals. Ringe. ”Er du gift?” spurgte Arian ham direkte uden at vise nogen form for følelser ved det, uden at spørge til klomærkerne, før det gik op for ham, at de også var der. ”Og hvad har du lavet?” spurgte han igen, insisterende. Vent, han havde ikke nogen kone derhjemme. Hvor var hun? Var hun…? Hans tanker blev afbrudt af Jaspers skål og hans jokende måde og bed sig i læben. ”Det er ikke sjovt, Jasper,” svarede han direkte og så på ham som han hældte alkohol ned i munden og tog fat i hans hånd og klemte den blidt, som han så han havde ondt. Han ville i hvert fald gerne holdes i hånden, når han havde ondt.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper var ikke bange. Det var ikke første gang han var ude for den slags, nej, han var nærmere irriteret og påvirket af de mange smerter selvom han kæmpede for, at det ikke skulle komme til syne. Man viste ikke smerte, man nød den. "Det ved jeg ikke, Arian," svarede han stadig ligeså sammenbidt som før, han kunne ikke koncentrere sig om, at skulle give et svar lige nu og her. Havde det været enhver anden elev end lige Arian, havde Jasper sendt eleven tilbage til deres sovesal med en eftersidning, for at være ude af sin seng på denne tid. Allerede der burde der nok være en eller anden form for klokke, der burde ringe i hans hoved, om at Arian måske var begyndt at betyde lidt mere for ham, end hvad han ønskede. Han rystede på hovedet, "Jeg klare mig," svarede han, da Arian tilbød sin hjælp. Han var vant til at klare sig selv efter den slags nætter her. Selv ikke Lawrence fik lov til at hjælpe ham i sådanne nogle situationer. Jasper var generelt virkelig dårlig til, at tage imod hjælp.
Han tænkte ikke over, at det var første gang han stod i bar overkrop foran den unge mand og bemærkede derfor heller ikke, hvordan han blev studeret, da han var fuldt optaget af at finde alkoholsfalsken frem, samt nål og tråd til, at få sig selv syet sammen. Han vendte derfor overrasket blikket mod Arian, da han spurgte om han var gift. "Den samtale gemmer vi til et andet tidspunkt," svarede han kort for hovedet selvom det egentlig slet ikke var et svar som sådan, velvidne om, at det slet ikke var noget han havde lyst til at snakke om, nogensinde. Han studerede klomærkerne i spejlet, for at finde ud af, hvilket et af dem han skulle starte med. "Lad nu vær med, at stille spørgsmål, du ikke ønsker et svar på," svarede han, da Arian endnu engang spurgte hvad han havde lavet. Det var så lang en forklaring, men han havde det bare sådan, at Arian skulle være sikker på, at han ville vide det, før Jasper bare ville besvare det spørgsmål.
Han trak lidt på den ene skulder, "Slap nu af, skat, det ser værre ud end det er," sagde han uden at tænke over, at han lige havde kaldt Arian for skat, hvilket var et meget stort ord når det kom fra ham. Det var kun hans afdøde kone og børn, som han havde kaldt det, og selvfølgelig Lawrence, da han havde været yngre. Han kiggede ned på sin hånd, da han mærkede klemmet om den. Hvad lavede han? Jasper var ikke vant til den form for medlidenhed. Lawrence var blevet opdraget til, at gå ind på sit værelse og blive der til Jasper hentede ham ud, når han var kommet hjem efter en jagt og Lawrence havde været hjemme og så snakkede de ikke mere om det. "Jeg skal bruge min hånd," sagde han og trak sin hånd til sig, før han kom sit bælte i munden, for ikke at komme til at komme med et udbrud af smerte, da han hældte alkoholen ud over klomærkerne, for at rense dem. Han kneb øjnene hårdt sammen og trak vejret gispende et par gange, før han åbnede dem igen, selvom han syn var begyndt at blive en smule sløret. Han trak sin tryllestav og svang den mod nålen med tråden, for at begynde at lappe sig selv sammen. Det gjorde forbandet ondt, men han gjorde det hurtigt, så det hurtigt ville være overstået. Han spyttede bæltet ud og tog en stor tår af flasken igen, før han vendte blikket mod Arian igen, med et påtaget smil, "Se, det var ikke så slemt. Gider du tjekke min ryg for bidemærker?" spurgte han og vendte sig med ryggen mod Arian.

[Arian Herakles Mason]

Arian så på ham med et hårdt blik. Arian kunne sagtens se han var i smerte. Han forstod ikke, hvorfor han bare kunne vise det og i stedet for skulle snerre af ham. ”Så bliver det nu.” svarede han bestemt og så på ham med de mørke brune øjne. ”Så jeg spørger igen, hvad har du lavet?” spurgte han endnu en gang, bortset fra det ikke helt var et spørgsmål. Han krævede et svar. Hvis han skulle dække for ham eller hjælpe ham, eller hvad fanden Jasper nu end havde forestillet sig, så skulle han have svar. Han skulle vide, hvad han skulle gøre og for at kunne det, så havde han brug for informationer. Arian var, i modsætning til hvad de fleste troede, i stand til at være behjælpelig. Han vidste godt han var en diva til tider og han vidste også, at han var fierce og krævende, men han gav ligeså meget igen, som han tog. ”Hvis du vil have jeg skal gå med, så kan du ligeså godt tage imod min hjælp, ellers er der ingen grund til jeg er her, professor Rider,” svarede han og bed sig i læben. Han prøvede stadig at holde afstand til ham.
Arian ignorerede hans ord. ”Er du gift?” spurgte han igen, som han så på de to vielsesringe. Var det en forlovelsesring og hans vielsesring? Eller? Var hans kone død og var det deres begge? Den ene så meget kvindelig ud. Han pralede gerne med at have flair for den slags. ”Var du gift?” rettede han det til, som han så på detaljerne mere. Han var ikke dum, igen i modsætning til hvad mange nok tænkte om ham. ”Svar mig,” bad han, da han gerne ville have svar på de spørgsmål han stillede, lige meget hvilke slags svar det var.
Som Jasper kaldte ham skat, gik hans verden i stå. Han havde lyst til at kysse ham. damn ham. Han gjorde altid det her ved ham, og han ville ikke ud i det. Han så væk fra ham og svarede ikke på det han sagde. Hans hjerte var varmt samtidig med, det gjorde så forfærdelig ondt. Jasper havde aldrig kaldt ham skat før. Han havde lyst til at tage ordet fra hans læber og låse det i et lille skrin og holde det tæt på sit eget hjerte, som havde han fået en kærlighedserklæring. Han havde lyst til at passe på det, og han genspillede sætningen for sig selv igen og igen. Han stoppede først med at genspille sætningen, da Jasper sagde, han skulle bruge sin hånd. Han lod Jasper trække sin hånd til sig og så bare på hvad han gjorde. Blev syet. Drak af flasken. ”Nej nej… og ja... vent bidemærker?,” spurgte han som han begyndte at se på hans ryg. Han lod sine fingre løbe hen over den og gik i stå ved et mærke, der dog var fra klør. Han tog flasken ud af hånden på Jasper, tog selv en hurtig tår, før han hældte alkohol i det, som Jasper selv lige havde gjort. Han ville ikke kunne gøre det uden at mærke den stærke essens fra alkoholen, der ret hurtigt trængte igennem hans lille krop.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper sendte Arian et ret opgivende blik, et sted kunne han vel ligeså godt give op og bare svare, Arian ville sikkert ikke give op før han havde svaret alligevel. "Været på jagt," svarede han, uden at uddybe yderligere. Arian behøvede ikke vide, hvad Jasper jagtede, det var trods alt ulovligt at jage varulve, da nogen (deriblandt ministeriet) mente de også var mennesker, men Jasper vidste bedre. De var ikke mennesker, selv ikke i deres menneskeforme. De var monstre i menneskeforme det meste af tiden, men deres sande-jeg vandt altid, hver gang månen viste sig i sit fulde. Han så lidt undrende på den unge elev, da han kaldte Jasper for professor Rider, det plejede han jo kun at gøre, når det ikke var alene, men selvfølgelig kunne der komme nogen forbi. Han blik blev dog hurtigt en smule overvejene, "Kan du sy?" spurgte han direkte, for selvom Jasper plejede at klare det selv ved hjælp af magi, så var det jo stadig en udfordring at se sig selv på ryggen og hans læg, da han af biologiske årsager ikke kunne se deromme.
Jasper bed tænderne hårdt sammen, da Arian blot gentog sit spørgsmål, men han svarede ham ikke. Han så blot væk. Han var en meget privat person, han lukkede ikke nogen ind og hans fortid var hans fortid, ikke en eller anden godnathistorie. Han stivende dog fuldstændigt og mærkede et utroligt ubehageligt sus gå i gennem hele hans krop, da Arian rettede sin sætning til datid. Det var som at få en mavepuster og en knytnæve i ansigtet på én gang. Så hellere tilbage så slås med varulvene. Han kunne håndtere sin fysiske smerte, men ikke den psykiske. Han vendte blikket mod Arian, da han bad Jasper om at svare. Han blik var koldere end det plejede at være. "Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men jeg bløder pænt meget lige nu. Tilgiv mig for ikke lige, at være i humør til historietime," svarede han og rystede på hovedet. Han vidste godt, at selv hvis Arian ville lade samtalen ligge, så ville det kun være for nu. Det ville komme frem ved første mulighed som bød sig.
Jasper havde ikke selv bemærket, at han havde kaldt Arian for skat, han bemærkede bare stilheden omkring. Shit. Havde han mistet hørelsen, eller holdt Arian rent faktisk mund for en gangs skyld? Det første lød mest realistisk, men som det langsomt gik op for Jasper, hvad han havde kaldt Arian, så virkede det andet pludselig langt mere realtisk. Han så nok en smule forkert ud i ansigtet, da han vendte blikket mod ham. ".. Sagde jeg lige.. Kaldte jeg dig.." han kunne dårligt færdiggøre sin sætning, på grund af en klump som samlede sig i hans hals. Han rystede derfor lidt på hovedet. Åh nej. Han havde nok lidt flere følelser indblandet i det her, end han ville indrømme.
Han sendte et lille smil, selvom det krævede en del flere kræfter end normalvis, men han havde også mistet en del blod efterhånden og længere tid de var om at få ham syet, jo mere blod ville han også miste. "Ja, bidemærker," svarede han, før han mærkede Arians fingre henover sin ryg. Det var en ubehagelig, behaglig følelse. Han så på ham i spejlet, da han tog flasken og tog en tår af den. Han var ærligt talt ligeglad med om eleverne drak, især Arian og især lige nu. Han greb solidt i håndvasken foran ham, da han mærkede alkoholen i klomærket på sin ryg. Samtlige muskler i hele hans krop spændt op og han gispede af smerte, selvom han selvfølgelig stadig prøvede at holde det inde. "Klør eller tænder?" spurgte han gispende, hvis det var et bid, så kunne han jo ligeså godt ringe og sige farvel til Lawrence og så gøre en ende på alle de her smerter.

[Arian Herakles Mason]

Arian så på ham med et skeptisk blik ved hans forklaring af, hvad han havde lavet. I det mindste var det vel et form for svar, hvilket var bedre end ingenting, men det var stadig kun et halvt svar. "Efter hvad?" spurgte han i samme tone som før. Arian prøvede virkelig at holde afstand til Jasper og det lykkedes ham også ret godt, men det betød ikke, at han ikke var bekymret for ham. Det var han. Han ville bare ikke have Jasper skulle se det for meget og som sagt, skulle han eventuelt dække over ham, så havde han brug for svar. Arian lagde mærke til det undrende blik i Jaspers øjne. Forstod han ikke, det ikke sås alene mere? Han havde tænkt sig at kalde ham professor Rider, men at kalde ham Jasper var en vane, der var svær for ham at vænne af med over en nat. Han kunne altid undskylde sig med, han havde kaldt ham ved hans fornavn grundet det chok, han fik over at se ham og så i den tilstand, han var i. Ved spørgsmålet, så Arian på ham med sine arme over tværs. Havde Jasper ikke lyttet, når han havde fortalt ham ting? "Ja, jeg kan sy," svarede han kort uden at uddybe eller spørge, hvad det var han ville have ham til. En ting var dog at sy i tekstil, men han kunne ikke forestille sig det var meget svære eller for den sags skyld anerledes at sy i hud. Han ville vove påstå, han nok var bedre til det end Jasper var. Han tog nålen og begyndte at bevæge den ind og ud for at lukke hans sår. Han så på ham, da han kiggede væk. Han kunne godt fornemme, han ikke ville svare på det. Han så afventende på ham og da han endelig fik et svar, blev hans blik hårdt. "Professor! Jeg finder mig ikke i, du taler sådan til mig. Jeg er ikke en eller anden dum dreng, så lad vær med at tale til mig mig som om jeg er!" bad han med en bestemt tone, mens han færdiggjorde syningen. "Det er fint, hvis du ikke vil snakke om det, men så sig det!" forsatte han, dog uden at lyde vred. Det sidste var mere forstående. Han var en forstående fyr, det var han. Han vidste godt, han ikke virkede sådan altid, men han var god til at tænke på andre og drage omsorg for dem. Han var bare også glad for at være center for al opmærksomhed. Havde Kim ikke været Dorrans kæreste, var han eksempelvis også sikker på, han ville kunne lide hende. 
Arian så på Jaspers ansigt, som det begyndte at gå op for ham, hvad han havde sagt. Skuffelsen blev tydelig i hans eget ansigt, da Jasper lignede en der fortrød. Hans ord gjorde det ikke bedre. Arian så blot væk fra ham og nikkede. Han havde ikke mere at sige. Han skulle nok hjælpe ham i stilhed og han skulle nok lade det være usagt mellem dem. 
Han søgte hans ryg som han svarede ja til bidemærker. Hvad havde han jagtet? Han ville ikke spørge, for han havde valgt at være stille efter Jasper tydeligvis havde fortrudt hans valg af ord. Han svarede dog heller ikke, men lod stadig sine hænder løbe over hans nøgne ryg. Mærkede hans hud mellem sine fingre. Det ville nok være sidste gang. Havde han vidst, at sidst han havde været hjemme ved Jasper, ville være sidste gang han rørte ham, kyssede ham og var sammen med ham, så havde han gjort det langt anerledes. Nu fik han da i det mindste en chance for at mærke hans hud. "Klør, professor," svarede han kortfattet, inden han tog nålen og begyndte at sy såret sammen. "Færdig," påpegede han og trådte et par skridt bagud. Han var klar til at gå. Han kunne mærke alkoholen gjorde ham mere trist end nødvendigt. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper sukkede tungt og mærkede et svagt trick i det ene øjne, da Arian spurgte hvad han havde jagtet. Skulle han være ærlig? Kunne han stole på, at Arian ikke ville melde ham? Det var trods bund ulovligt, det han gjorde, hver gang fuldmånen viste sig. Han ville ryge direkte i Azkaban, hvis det kom ud at han slog ihjel på den måde han gjorde. Det ville han ikke kunne tilbyde Lawrence, den dreng havde mistet nok i sit liv. Jasper havde stadig skyldfølelse over, at have efterladt Rachel alene med børnene, den nat de var blevet dræbt. En skyld som aldrig ville forlade ham. "Varulve," svarede han kort, men ærligt og så direkte på Arian, for at læse hans reaktion. Han nikkede let, da Arian svarede han kunne sy. Han vidste godt der var forskel på at sy i stof og i hud, men det var en start. "Du kan sy mig sammen," sagde han så, hvis Arian ville hjælpe, så var dét det eneste han kunne komme på.
Hans smerter var nærmest på et ubeskriveligt niveau. Nålen som gik ind og ud gennem hans hud, uden bedøvelse, kunne han håndtere. Det var den psykiske smerte, han ikke kunne forholde sig til. Det gjorde det bestemt heller ikke bedre at måden Arian valgte at svare ham på. "Var. Okay? Og stop så med, at kald mig Professor når vi er alene," svarede han sammenbidt grundet de smerter som hans krop gik igennem lige nu. Han kunne mærke hans ben viberede under ham, han kunne snart ikke stå oprejst mere, han havde mistet alt for meget blod. Han mærkede sit hjerte banke, da Arian vendte blikket væk og nikkede. Han havde altså også hørt Jasper kalde ham skat. "Det har jeg ingen ret til. Min fejl, det beklager jeg.." mumlede han, da han mest af alt aflæste Arians reaktion som, at det ikke havde været okay, hvilket han et sted også godt vidste det ikke havde været, så nu kunne han vel ikke andet end at undskylde for det og tage det på sig, hvilket var den eneste årsag til, at han fortrød sit ord.
Han mærkede en lettelse skyde igennem sig, da Arian svarede det var klør, selvom han stadig blev kaldt professor af den eneste elev som havde ret til, at kalde ham ved hans fornavn, når de var alene vel og mærket. Han pustede tungt ud og nikkede lidt, før han mærkede nålen i gennem sin hud igen og igen og igen. Han holdt næsten vejret, til at mærkede den stikkende smerte stoppe og Arian sagde han var færdig. Han trak vejret meget overfladisk, "Tak," svarede han men blev stående lidt, mens han stadig holdt fast i håndvasken. Han rettede blikket op og så på Arian i spejlet. Hans blik var langt mere påvirket af følelser end det nogensinde havde været før. "Jeg var gift. Lawrence er den eneste jeg har tilbage nu. Er der andet du vil vide?" spurgte han med et lidt rystende stemme, han var ikke vant til at lukke nogen ind, så det var nemmere for ham, at Arian selv spurgte ind til det han ville vide.

[Arian Herakles Mason]

Arian mærkede det løbe koldt ned ad ryggen ved hans direkte svar. ”Varulve?” spurgte han overrasket, men dog lavt i frygt for nogen skulle kunne høre ham stille spørgsmålet. ”Hvorfor?” spurgte han direkte, da han havde tygget lidt på det. Varulve var også mennesker. Arians blide væsen kunne ikke rigtigt tro på, at Jasper ville slå andre mennesker ihjel. Arian var jo – i modsætning til hvad de fleste troede – blid og kærlig. De fleste ville dog nok ikke tro på det, hvis de havde hørt ham bitche på Kimberly, selvom kællingen vitterligt havde fortjent al hans had. ”Skal nok, professor,” svarede han.
Som han syede ham sammen og han betragtede huden komme mod hinanden, gik han lettere i stå ved hans ord. Han havde været gift. Hvad var der sket? Han vidste godt, han irriterede Jasper, men han vidste ikke, det irriterede ham, at blive kaldt professor. Ikke nok til han skulle tale sammenbidt, men så alligevel, så regnede han med det var smerten. ”Var.” gentog han, og bed sig i læben. ”Du ved godt, hvorfor jeg kalder dig det, når vi er alene…” påpegede han og var glad for han ikke var i Jaspers sted. Arian kunne klare en masse smerte men at blive syet uden bedøvelse og få kastet alkohol i åbne sår, det tvivlede han på. Det var jo heller ikke fordi det var nogen småskræmmer, Jasper havde påtaget sig. Arian prøvede at danne ord, men de ville ikke rigtigt frem. Han tog i stedet fast i hans hånd efter han havde syet færdigt. ”Det er okay, det….” han stoppede og lagde sit hoved på skrå. ”Jeg er glad for det,” påpegede han. Det var det eneste han kunne sige. Ikke hvorfor, ikke han havde gemt ordet i sit hjerte for altid. Nej. Jasper gjorde det svært. Svært at tage afstand og svært ikke at falde mere. Dumme lorte Jasper.
Han svarede ikke på hans tak. Han så blot på ham som han så ind i spejlet. Hans blik veg dog, da han sagde han var gift igen og han kun havde Lawrence tilbage. ”Hvad skete der?” spurgte han instinktivt. Jasper havde tydeligvis også mistet nogen, der stod ham nær. Denne gang kaldte han ham endda ikke professor. Han kaldte ham ingenting, han var interesseret i at vide noget om ham og håbede så inderligt, han ville blive lukket ind.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper nikkede lidt, da Arian gentog hans svar. Han så ikke varulve som mennesker, uanset om de låste sig inde og tog deres forholdsregler under fuldmånen eller ej. Han var vokset op i en varulveflok, begge hans forældre havde været varulve, men af en eller anden årsag, så havde genet sprunget ham over, hvilket han var universet taknemlig for. Han ville ikke kunne leve som varulv. "Stop med at spørg indtil det, Arian. Fatter du ikke, at jeg ikke kan passe på dig, hvis du ved for meget? Så lad det ligge," svarede han alvorligt og så på ham med et blik som matchede hans toneleje. Der var jo også en grund til, at han aldrig havde fortalt Lawrence om hans side af familien. Jo mindre de vidste, jo mindre var chancen for, at varulvene ville komme efter dem. Han nikkede blot til, at han nok skulle sy ham sammen og prøvede at ignorere det gjorde ondt indeni, når Arian kaldte ham Professor, når de var alene.
Han skævede lidt mod Arian, da han gentog hans 'var', men svarede ikke på det. Teknisk set var han jo ikke gift mere, han var enkemand, for døden havde skilt dem på den mest brutale og hjerteskærende måde. "Du tar anstand til mig. Det har jeg bemærket, jeg er ikke blind," svarede han og brød ud i et smertefuldt gips, med sammenklemte øjne. Godt nok kunne han klare mange smerte og det var ikke første gang, han var kommet galt afsted på en af sine mange jagte, men det her var klart en af de værre. Adrenalinen var nok det eneste som holdt ham oprejst og ved bevidsthed. Han pustede et par gange tungt ud og spyttede noget blod ud i handvasken, hvorefter han mærkede Arian tog hans hånd. Han vendte blikket mod deres hænder og derefter mod spejlet, for at se den unge mand bag ham, hvis hans mund ikke havde været fyldt med blod - eller sådan føltes det i hvert fald - så havde han vendt sig om og kysset ham, men i stedet vendte han sin hånd, så deres håndflader var mod hinanden og nikkede lidt, "Jeg tar min undskyldning tilbage så," svarede han med et halvt smil, selvom hans øjne ikke rigtigt smilede med, mens fordi han var så tappet fra kræfter lige nu, at selv det at trække vejret, virkede uoverskueligt.
Han tændte for vandhanen og gav sig til at vaske sine hænder, som var blodige ligesom det meste af hans krop. "Døden skilte os. Tror du ikke jeg mente det, da jeg sagde vi havde mere til fælles end du troede, da du fortalte mig dine forældre er døde?" spurgte han og fyldte sine hænder med vand som han kom i ansigtet, for at få snavs og blod væk, og for at lave noget i et eller andet forsøg på at det skulle være nemmere at snakke om det, hvis han koncentrerede sig om at lave noget imens. Han tog flasken og tog en stor tår af den, før han rakte den til Arian, hvis han også ville have en tår. Han tog sin tryllestav og svang den mod en mobbe, som begyndte at vaske gulvet for blod. Han glippede en smule med øjnene og mærkede hans ben gav en smule efter. Adrenalinen var begyndt at lægge sig og nu nærmede det stadie, hvor han bare skulle ligge ned eller måske besvime, sig. "Jeg er nødt til at sidde ned.." mumlede han og slap Arians hånd for, at støtte sig til dørkarmen, som han vaklede ind mod kontorets sofa, selvom det var smertefuldt at sætte sig, eller i det hele taget det at bevæge sig.

[Arian Herakles Mason]

Arian så på Jaspers nik. Han måtte indrømme, at han syn på ham ændrede sig. Arian så alle som værende væsner med følelser. Det var ikke varulvenes skyld, at de fulgte de instinkter der fulgte med det. De var mennesker, når de ikke var ulve. Han så selv sin fætter, som var leder af Dødsgarden og sin anden fætter, der var leder af en bande, som mennesker. Han vidste ikke helt hvem der var den mest sindssyge af dem, og dog, tænkte han nu alligevel det var Gabriel. Han lagde sine arme over kors ved Jaspers svar og så på ham med et stikkende blik. "Jeg kan passe på mig selv, det er sådan set ikke din opgave," svarede han ham direkte. Han vidste ikke, hvorfor alle mente han var så lille, at han gik i stykker bare af, man kiggede på ham. Han havde oplevet mange ting, og han var her stadig. "Desuden, så er der mange ting her i verden, du alligevel ikke kan passe på mig fra, så kom med det," bad han. Han havde ikke fortalt nogen, han var i familie med Gabriel. Han var ikke stolt af det. Heldigvis for ham, var Mason ikke et ualmindeligt efternavn. 
Arian så Jaspers blik og så væk fra ham. Han var nysgerrig. Han ville gerne vide hvad der var sket, men han ville heller ikke lege med ilden. Han vidste ikke, hvor meget Jasper ville fortælle. Han så på ham ved hans ord om, at han tog afstand. "Jeg er her nu," svarede han blot, mens han lod ham gispe af smerte. Han vidste godt, han også tog afstand lige nu. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han ville ikke forklare sig og han ville slet ikke noget, der mindede om at snakke om det. Han holdt blot fast i hans hånd, mens han så på det blod, der var i vasken. Hvorfor ville han sætte sig selv i fare på den måde? Han mærkede Jaspers håndflade mod sin egen og så hans smil. Han vidste godt, han havde ondt. Det kunne han se. Han gengældte det blot. 
Han så på ham, da han forklarede, hvad der var sket. "Det er jeg ked af," sagde han med en mørk stemme og så på ham med et undskyldende blik. Han nikkede. Han vidste godt, han havde ment det. "Hvad skete der?" spurgte han, da han endelig fik taget noget mod til sig og vaskede sine hænder efter ham, da der også var kommet blod på hans hænder. Han tog imod flasken efterfølgende og drak selv en stor tår. Han så på mobben der begyndte at vaske gulvet, inden han så mod Jasper da han begyndte at snakke til ham. Han tog fat under hans skulder for at hjælpe ham over mod sofaen.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper var på stort set alle punkter utrolig følelseskold. Han kunne se et barn i øjnene og slå ham eller hende ihjel, uden at tøve, uden at føle noget som helst, hvis han vidste det barn var en varulv. Han videste udmærket godt, at det ikke gjorde ham bedre end de varulve som havde taget hans kone og børn fra ham, men han kæmpede menneskers sag. Selv mugglere. Han var fuldstændig ligeglad med hvilken blodstatus folk havde. Han kunne sagtens snakke med helt almindelige muggler, de var ligeså meget værd som magikere i hans øjne. Men varulve var ikke mennesker og ingen ville nogensinde kunne ændre hans mening. Han fnøs let, "Det siger jeg ikke du ikke kan i nogle hensener, men ikke det her. Jo mindre du ved, jo bedre," svarede han. Selv ikke Lawrence vidste noget om, hvordan Jaspers barndom havde været. Han snakkede aldrig om sine forældre eller i det hele taget sin familie. "Det betyder ikke, at jeg skal sætte dig i større fare, end hvad verden i forvejen har at byde dig," modargumenterede han og rystede lidt på hovedet.
Han himlede let med øjnene, "Spørgsmålet er ikke, hvornår du er her, men hvor længe du er her," sagde han og bed sig hårdt i læben, grundet alle de smerte han selvfølgelig stadig havde i hele kroppen. Han ville gøre alt for dem han holdt af. Han ville dø for Lawrence, uden at tøve. Indgå en pagt med djævelen, hvis det var dét der skulle til, for at sikre Lawrences fremtid. Skræmmende nok, så var Arian også ved at banke sig vej i gennem den iskolde, hårde mur af jern, som lå omkring Jaspers hjerte. Han var på vej derinde, hvor han ville have en magt over Jasper i form af at kunne såre ham og være en svaghed.
Jasper kneb øjnene lidt sammen og pegede mod Arian i spejlet, "Og dét der, er en af grundene til, at jeg ikke snakker om det," sagde han koldt, mens smilet var forsvundet fra hans læber igen. Han havde ikke brug for nogen skulle have ondt af ham eller prøve at redde ham. "De blev slået ihjel af varulve," svarede han kort uden nogen som helst former for detaljer eller uddybning. Og uden at tænke over, at han havde sagt 'de' og ikke 'hun'. Han gispede lidt af smerte, da Arian støttede ham ind til sofaen. "Kan jeg stole på dig?" spurgte han og så op på ham med sine brune øjne.

[Arian Herakles Mason]

Arian var bestemt ikke typen, der slog ihjel. Han havde været vred noget tid, men nu var det mere blevet et bidrag til hans divaside. Det havde Kimberly i hvert fald oplevet. “Du kan ligeså godt fortælle mig det. Jeg ville være i fare uanset hvad” svarede han ærligt. Der skulle ikke meget eftersøgning til, at man rent faktisk kunne finde ud af, ham og Gabriel har relateret. Han hadede at være i familie med ham, for det betød at uanset hvem han støttede, så ville Gabriels fjender nærmest også per definition være hans fjender. Det samme gjaldt Elijahs fjender. Arian så på ham med et skarpt blik. “Jasper. Jeg kan passe på mig selv og du sætter mig ikke i noget, jeg ikke kan håndtere” svarede han med en rolig stemme. “Desuden, så kan det være ligemeget, for der er så meget, du alligevel ikke kan redde mig fra,” påpegede han direkte. Han var en Mason og det var ikke noget han kunne løbe fra. Heldigvis var der ikke noget der havde regnet det ud, da hans efternavn samtidig også var meget normal.
“Som om at du har bemærket, at jeg har været væk,” påpegede han med et fnøs og så væk fra ham. Han kunne ikke forestille sig, at Jasper havde bemærket det. Han var her nu og ja, når han gik ud ad døren og Jasper var faldet i søvn, så ville han nok gå en langt bue uden om igen. Han gjorde det for at passe på sig selv. Han vidste, de følelser han havde for Jasper, ikke ville blive gengældt uanset hvor meget han ønskede det. Arian anede ikke hvad der foregik inde i Jasper, men så kun det udadtil.
Han så på hans spejlbillede, som han pegede på ham derfra. Hans kolde ord, ramte ham. Hvordan skulle han ellers se på ham? Han så ikke på ham, som var han dødsdømt, men han var oprigtigt ked af, at Jasper havde mistet nogen. “Hvorfor? Man kan alligevel ikke sige noget, der hjælper,” påpegede han. Det var bedre man sagde det end ‘det skal nok gå,’ ifølge ham. Han så på ham med store øjne. “De?” spurgte han og hjalp ham med at få ham ned. “Ja,” hviskede han og så tilbage på ham.

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper rystede lidt på hovedet, selvom han hurtigt måtte stoppe igen, da han kunne mærke han blev svimmel af det, men andet ville vel også være underligt, med den bagtanke om, hvor meget blod han efterhånden havde mistet. "Jo mindre du ved, jo bedre," gentog han blot. Han vidste Lawrences liv allerede var i fare, fordi han ligeså vel kunne være de hævntørstige varulves næste mål, for at ramme Jasper, men han behøvede jo ikke ligefrem at forære dem flere målskiver. Han sukkede tungt. I det mindste var Arian gået over til, at kalde ham ved hans fornavn i stedet for professor nu. "Bare fordi jeg ikke kan redde dig fra alt, betyder det ikke, at jeg skal sætte dit liv i fare, Arian. Det her er ikke julelege, det er liv eller død," svarede han, uviden om, at Arian var i familie med dødsgardens leder. Han havde aldrig haft noget udstående med dødsgarden og han var fuldblod, så han frygtede dem egentlig heller ikke.
"Selvfølgelig har jeg det," sagde han og gispede sammenbidt stadig af smerter, selvom han stadig kæmpede for ikke at vise, hvor ondt han havde. Han havde lagt mærke til, hvordan Arian havde undgået ham og et sted kunne han også godt forstå den unge mand, selvom det irriterede ham. Jaspers søn var ældre end Arian og selvfølgelig måtte det være underligt for ham. Sofia ville have været 12 år nu og Jonas ville have været 11 år. De ville begge to med al sandsynlighed gået her på skolen.
"Fordi jeg ikke har brug for, at du eller nogen andre ser på mig med den der medlidenhed, som alligevel hjælper ligeså lidt som ord gør," svarede han og slog blikket væk, før han kørte en hånd ned foran sit ansigt et par gange. Han tog en stor tår mere af flasken, men var lige ved at få det galt i halsen, da Arian gentog Jaspers 'de'. "Varulve har slået mange ihjel," reddede han i land, var han i hvert fald ret sikker på.
Han nikkede lidt, "Okay hør her.. Der ligger en nøgle på side 29 i nummer tre bog fra højre, på femte hylde," forklarede han og nikkede mod en af reolerne som var fyldt med bøger fra top til tå. "Under min seng, er der et løst bræt. Under det, finder du en æske med en hængelås. Når du låser den op, er der en æske mere nede i, koden til den lås er: 13122029," forklarede han, uden at sige noget om, at koden var Lawrences fødselsdagdato, eller hvad der var i æskerne. Lige nu havde han bare brug for, at vide, at han kunne stole på Arian ikke ville udnytte, hvad end han ville finde deri eller at han nu kendte til både nøglen, det løse bræt under sengen, samt koden.