But The Worst In Me Doesn't Want To

[Arian Herakles Mason]

Arian så på Jasper med et utilfreds blik over hans svar. "Det er ikke din opgave at redde mig," svarede han bestemt og så væk fra ham. Han havde ikke brug for, at Jasper prøvede at beskytte ham og hvis Jasper absolut mente han skulle, kunne han i det mindste også godt sige fra hvad. Sandheden var, at varulvene nok ikke kunne se en grund til at gå efter ham. Han var ikke et ømt punkt for Gabriel og han var jo også sikker på, han ikke var det for Jasper. Så det hele kunne i princippet være så damning ligegyldigt. Han sukkede. Han var sikker på, at hvis han fortalte, at han var i familie med Gabriel, så var Jasper færdig med at snakke med ham. Det var ikke ligefrem noget, han lod folk vide. "Min fætter er Gabriel Mason, Jasper, og en eller anden dag, så vil han med garanti prøve at få mig og min bror med i Garden, så jeg har altid en trussel hængende over hovedet alligevel, så jeg ved godt det ikke er julelege," svarede han og så væk. Han kunne ikke fortælle ham det og kigge på ham imens. Han vidste Gabriel var farlig, men han vidste ikke hvad han havde gjort. Ikke ved hans forældre eller ved hans bror.  Han vidste ikke, hvad han havde tænkt sig at gøre. Han var overbevidst om, at han selv på sin værste dage, lignede Gabriel. At mørket var inde i ham, for det var så sandelig fremme. Han kunne ikke fordrage Kimberly og han havde været ond ved hende. Han havde været meget vred, da hans forældre døde, og selvom vreden ikke var ligeså meget fremme mere, så følte han den stadig indimellem. Han havde været sur på Jasper for ikke at elske ham, og han havde besluttet, det var bedre at tage afstand fra ham. 
Han så på ham ved hans ord. "Fordi du ikke fik samleje så," svarede han afvisende og bed sig i læben. "Desuden, så er det okay at vise det gør ondt, Jasper," påpegede han, da han ikke var dum eller blind. Han kunne godt se det gjorde ondt på Jasper og han forstod også hvorfor. En mand, måtte ifølge Arian, godt vise følelser og vise, hvornår det gjorde ondt. Hvordan skulle man ellers hjælpe dem? Han kendte ikke Jasper. Han kendte ikke hans historie. 
Arians blik blev skarpt, som han hørte på hvad Jasper ikke havde brug for. "Hvad har du så brug for? At jeg ser koldt på dig? Jeg ved godt mit blik ikke hjælper og min ord heller ikke gør!" svarede han med armene overkors. Han så på ham, som han begyndte at snakke om varulvene. "Du sagde de.. Hvem slog de ihjel?" spurgte han igen. Han havde en fornemmelse af, det ikke var de mange andre, som de havde slået ihjel. At det var nogen tæt på ham. 
Han så på ham med store øjne som han begyndte at bede ham om at gøre noget og den lange forklaring der kom med, inden han bøjede sig ned og fandt det løse bræt og hev æsken op. Han rejste sig op, fandt den bog han snakkede om og fik æsken op, inden han trykkede koden til den næste æske og langsomt åbnede den, nærmest bange for, hvad han ville finde. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper rystede lidt på hovedet, "Måske ikke, men det er heller ikke min opgave at bringe dig i fare," svarede han tilbage. Arian betød langt mere for Jasper, end han lod vise, netop fordi han godt vidste, at jo flere svagheder han havde, jo mere havde varulvene på ham. Han vidste godt at hver gang han valgte at gå efter en varulv, så var der en chance for at han enten selv døde i kampens hede eller hvis de slap levende fra det, så ville det kunne gå ud over Lawrence som hævn. Hvis Arian vidste for meget eller at Jasper viste hvor meget den yngre mand rent faktisk betød, så ville han også kunne blive et mål for hævntogter. Han stivende fuldstændigt ved Arians næste ord om Gabriel. Havde han fået en hjerneblødning eller var den god nok, det han synes han havde hørt? Han vendte blikket mod Arian og stirrede på ham, som var han lige faldet ned fra himlen. Han rejste sig fra sofaen og humpede over til Arian, hvor han tog en anelse bestemt fat i hans hage, for at tvinge ham til at se på ham, selvom han var meget afkræftet og hans styrke derfor var på et minimum. "Han kommer aldrig til, at røre dig, Arian, ikke på min vagt. Det lover jeg dig," sagde han alvorligt, før han slap ham igen. Han kunne mærke sine ben ryste under sig, han burde virkelig ikke stå op lige nu.
Han fnøs og rystede lidt på hovedet, "Er det virkelig hvad du har af tanker om dig selv? Og om mig, for den sags skyld? Jeg har en søn, Arian, plus jeg er din professor. Jeg kan ikke bare springe ud i et seriøst forhold, uden konsekvenser," sagde han en smule mere hårdt end der egentlig var hans mening og uden at tænke over, hvad han måske lidt indirekte havde sagt. "Pff. Det her er ingenting. Jeg har prøvet det der var værre," slog han det hen. Jo det havde været en slem omgang dette her, men han havde flere gange prøvet det der var værre. Han var da selv kommet hjem om ikke andet.
"Det ved jeg ikke! At du bare gør, som jeg ber dig om," svarede han. Han vidste ikke hvad han havde brug for. Normalvis klarede han det hele selv, så alene det at Arian havde fået lov til, at sy ham, var mere end selv Lawrence nogensinde havde fået lov til, når Jasper var kommet hjem fra jagt. Denne gang var det dog Jaspers tur til at slå blikket væk, da Arian spurgte indtil hvem varulvene havde slået ihjel. "Alle.. Mine forældre.. Bedsteforældre.. Min kone.. To af mine børn.. Alle.." svarede han og førte en hånd op foran sit ansigt, han hadede at snakke om det, for det var jo kun toppen af isbjerget som han havde nævnt.
Han kiggede efter Arian, som han fulgte hans instrukser. "Stil den på gulvet og åben den helt. Træd lidt væk fra den," guidede han videre, da den lille æske ville vokse sig stor og noget af Jaspers varulve-våben samling ville komme frem - største delen var hjemme i hans hus - samt nogle eliksirer af forskellige arter. Blandt andet en som ville få ham til at hele noget hurtigere og en som kunne hele knogler. "Den grønne flaske," sagde han og pegede.

[Arian Herakles Mason]

Arian så på ham og himlede med øjnene. "Det er omvendt heller ikke din opgave at passe på mig," svarede han og bed sig i læben hårdt. Han vidste ikke, han betød noget for Jasper. I hans hoved kom han aldrig til at betyde noget for ham andet end han var en elev, som Jasper havde haft samleje med i noget tid. Arian havde jo været flabet i en af hans timer og Jasper havde taget ham på orde. Det var det og mere var han ikke. Han ville ikke ophøje sig selv og det var nemmere for ham at tale sig selv ned, så Jasper ikke ville gøre det. Arian var jo heller ikke dum. Han vidste varulvene var farlige og især lige nu, men hvis de vidste bare en lille smule om ham og ville mindske Gabriels muligheder for at få endnu en følger, så var han allerede et mål. Arian så på Jasper, som han reagerede. Han reagerede som han forventede og som de få mennesker, han havde fortalt det til, også reagerede. Han ville så heller ikke skælde Jasper ud for den reaktion overhovedet. Han så dog hurtigt væk fra ham igen og lagde først mærke til, han var ovre ved ham, da han tog fast i hans hage. Han kunne godt mærke det ikke var hårdt og ligeså kraftfuldt, som det ellers ville være. Han lod blot de store mørkebrune øjne hvile på ham, som var han en såret, hjemløs hundehvalp. "Der er ikke noget du kan gøre. Hvis han beslutter sig for det, så er min bror og jeg på røven," svarede han blot og ville ikke vise, hvor meget det betød for ham, at Jasper ville passe på ham. Det var bare lige nu... et kort øjebliks svaghed, som Jasper nok ville beskrive det. For Arian var det et kærlighedsøjeblik, men han vidste, at de øjeblikke var flygtige med alle. Han rev sit hoved væk, som Jasper gav slip og så på hans ben. Hvorfor stod han op, når han ikke kunne? Idiot. Han tog fat i ham og skubbede ham ned i sofaen, som han selv sad i.
Han så på Jasper som han fnøs. "Hvad skulle jeg ellers have af tanker om mig selv og om dig? At du har en søn betyder ikke, du ikke kan have en bolleven og det er fint nok, du behøver ikke se mere til mig alligevel. Jeg har forstået du er min professor og det var rart for dig, at jeg var så damning lorte dum, at jeg skulle gå et år om, så du havde let adgang til noget. Det er fint." svarede han og så ikke på ham, mens han sagde det. Han kunne ikke. Skulle han skubbe ham væk, så skulle han gøre det ordentligt. Hans svar var ligeså hårdt som Jaspers, men det var en reaktion på den måde, han selv var blevet talt til. Han vidste ikke, hvordan han mente det. Han vidste slet ikke, hvordan han skulle være i nærheden af ham generelt. "Det er okay," svarede han blot igen og ignorerede hans forsøg på at være en mand. Han kunne ikke se hvorfor han ikke kunne vise, at han havde smerter. "Og hvad ber du mig om? Ikke at reagere på, at du har mistet nogen?" spurgte han direkte og så på ham med et hårdt blik. Det var jo ikke fordi man så på folk på den måde med en ond intention og det var nødvendigvis heller ikke fordi man ville sige til dem, man havde ondt af dem. Det havde Arian lært. Arians blik var fastholdt på Jasper, også selvom Jasper selv slog det væk. Som Jasper forklarede, hvem han havde mistet og han ikke kunne finde nogen form for følelse i Jaspers måde at fortælle, kunne han mærke hvordan hans egne øjne blev fugtige. Der gik heller ikke lang tid før tårerene drev ned ad hans kinder. "Dine børn," svarede han blot og så væk fra ham. Hvis Jasper havde reageret så voldsomt før, så ville han nok heller ikke se ham græde over det. 
Arian gjorde som Jasper bad om og trådte også væk fra æsken og så på med store øjne. "Den her?" spurgte han og tog fat i den, inden han rakte den hen mod Jasper. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

Jasper sukkede let, "Er det bare mig, eller går den her samtale i ring?" spurgte han og tog sig lidt til hovedet. Gad vide om han havde fået sig en hjernerystelse oveni? Jasper indrømmede gerne at Arian ikke havde været andet end samleje det første meget lange stykke tid, men den unge mand var kommet under huden på ham og han kunne intet stille op mod det. Han så Arian som mere end blot en elev han havde (ulovlig) samleje med, men han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det. Han vidste godt Lawrence havde sagt god for det, hvilket selvfølgelig var et stort plus for han kunne aldrig finde på, at indgå et forhold uden Lawrences accept først, men han var heller ikke selv herre over de følelser som Arian satte gang i ham. Han så ind i de brune, fortabte øjne Arian havde sig, med sine egne alvorlige, "Jeg har lige stået ansigt til ansigt med 4 varulve i deres varulveform vel og mærket, og kom levende fra det. Dødsgardens leder skræmmer mig ikke. Han kommer ikke til at røre dig," sagde han, mens benene forsat rystede under ham, til Arian hev ham tilbage ned i sofaen, selvom han måtte skære en ny grimasse af smerte.
Jasper så på Arian med et blik, som afslørede at Arians ord ramte hvor det gjorde ondt, men det var kun hvis man virkelig så dybt ind i hans øjne at man kunne fornemme det. "Fint?" spurgte han og bed tænderne sammen. Han nikkede lidt, "Godt at vide hvor du står, Arian," sagde han så, hvis han ikke så sig selv som andet end Jaspers bolleven, hvordan skulle Jasper så kunne? Inderst inde vidste han jo godt, at han ville mere end det, men det kunne ikke lade sig gøre, især ikke hvis han var ene om de tanker. Han så på ham da han sagde det var okay. "Og hvad så hvis jeg ikke synes det er okay?" spurgte han direkte, var det kun Arian som havde noget at skulle have sagt i alt dette her? Det var jo heller ikke fordi han ville presse Arian til noget han ikke ville eller ikke var klar til.
"Jeg ber dig om, ikke at se på mig, som om jeg er ødelagt eller som om jeg.." han tav lidt og vendte blikket væk, mens han legede lidt med sine hænder, da han ikke kunne finde ud af, hvad han skulle gøre med sig selv lige nu. "Ikke ved hvad følelser er, bare fordi jeg ikke viser dem," mumlede han, han havde følelser ligesom alle andre mennesker, men han viste dem ikke, fordi han vidste at de kunne bruges på at skade ham og dem han holdt af. Han førte en hånd op og ned af sit ansigt. Han græd ikke, det havde han ikke gjort i mange år, det var ikke et behov han havde. "Lawrence er adopteret. Sofie og Jonas er.. var.. biologisk.. 3 og 4 år.." fortalte han stille, nærmest hæst og gned sine øjne med tommelfingeren og pegefingeren på den ene hånd, før han vendte blikket mod Arian. Han græd ikke, mens hans øjne var blanke. Hans mund gled en smule op, da han til gengæld så Arian grad, "Please don't cry," bad han stille og førte sin hånd op for at tørre Arains tåre væk, for en gangs skyld var der rent faktisk en smule følelse i hans ellers døde brune øjne.
Han nikkede lidt, da Arian fandt den rigtige flaske og tog i mod den. "Vend dig om," sagde han da han ikke ønskede at Arian skulle se hvad flaskens indhold gjorde ved ham. Han så lidt på flasken, han vidste det smagte grimt og det ville svig i gennem hele hans krop, værre end noget andet. Det var en eliksir som han selv havde lært at brygge. Der var blandt andet varulve-blod i, som ville gøre at hans åbne sår ville hele hurtigere. Han tog proppen af og tog en stor tår af flasken, efterfulgt af en grimmasse over den grimme smag, men grimmassen blev hurtigt skiftet ud til et som var langt mere smertefuldt et og det lykkedes ham heller ikke at holde et smertefuldt udbrud inde.

[Arian Herakles Mason]

Arian så på Jasper med et hårdt blik. "Så forstå, du ikke skal passe på mig. Det er ikke dit job," påpegede han og så på ham med armene over kors. Jasper havde ikke pligt til at passe på ham. De var ikke kærester og for det andet, så var det bare ikke noget, som han ville lægge over på Jasper. Han var 18 år gammel og derfor gammel nok til at passe på sig selv. Hans bror behøvede ikke længere passe på ham og havde han forældre været i live, havde de heller ikke haft samme ansvar for ham længere. "Det kan godt være, men hos varulve er det ikke af lyst. Hos Gabriel er det fordi han nyder det og han elsker at gøre folk fortræd, manipulere og bestemme." svarede han og bed sig i læben. Han brød sig ikke om, at Jasper vidste, at han var i familie med Gabriel. Han så på ham som han skar en grimasse, og strøg ham over kinden, da han havde fået ham ned at side. 
Arian så ham ind i øjnene. Han var selv såret, men hans sad ikke langt væk. Hans sad ude på tøjet og hans øjne var også fugtige. Han blev ved med at tale grimt om sig selv, for så kunne Jasper i det mindste ikke gøre det. Han blev ved med at sige de var bollevenner, så han ikke forventede noget. Der var en grund til, han havde taget afstand fra ham. "Ja, fint... Hvem siger, det er hvor jeg står? Jeg siger de ting, så du ikke siger dem om mig," svarede han hurtigt og så væk fra ham og kunne mærke hans læbe begyndte at blævre. "Og hvad synes du så?" spurgte han direkte uden at se på ham. 
Han lyttede til Jasper ord og så på ham da han blev tavs og afventede hans svar. "Det gør jeg heller ikke. Jeg kigger på dig som jeg er ked af, hvad der er sket for dig og jeg kender til din sorg. Jeg ved, der ikke er noget, der bare på magiskvis tager den væk. Jeg kigger på dig for at vise, at jeg er her." svarede han og ham direkte. Som han begyndte at forklare, sad Arian og kiggede på hans kropsprog som tårerne trillede ned af hans kinder. Han kunne se, det var noget Jasper ikke var glad for at snakke om og han lagde mærke til de blanke øjne. Han mærkede Jaspers hånd, tørrer en tåre væk fra ham og bed sig i læben. "Jeg kan ikke stoppe," hviskede han. Det var ikke en gang ham selv han græd for.  
"Okay," svarede han og lod sig vende, men kunne ikke lade være da han kunne høre smerte udbrud for Jaspers side. "Jasper?" spurgte han, som han skimtede ham for at tjekke om han stadig var i live. 

[Jasper 'Wolfgang' Rider]

"Det kan godt være det ikke er mit job, Arian, men du kan ikke forvente jeg bare trækker på skulderne og er ligeglad," svarede Jasper og tog sig til hovedet. Han vidste godt, at han burde være ligeglad og lade Arian sejle sin egen sø, men en del af ham hverken kunne eller ville. Hvorfor skulle den dreng også bevæge sig længere og længere ind under huden på ham? Dumme Dreng. Arians alder var underordnet i denne sammenhæng for Jasper, selv Lawrence som var i sine midt tyve'er, passede han stadig så meget på, som overhovedet var ham menneskeligt muligt. "Ikke af lyst? Hvilket verden lever du i? Varulvene tager stomhatteeliksir, de ved præcis hvad de laver, hvilket gør dem endnu farligere," fortalte han og rystede lidt på hovedet, men stoppede hurtigt igen, da det gjorde ondt. Han så på Arian da han mærkede hånden mod sin kind og mærkede hvordan det stak i hans hjerte. Han tog blidt fat i hans hånd og gav den et kort kys.
Jasper mærkede lysten til at banke noget fornuft ind i hovedet på Arian, stige med lynets hast. Havde han haft kræfterne og overskuet til det, så havde han sikkert også gjort det. Det gjorde virkelig ondt indeni, at vide det var sådan Arian så på ham. Et sted var det vel en øjenåbner han kunne have brug for mange år siden. Han vidste godt, at han var blevet kold efter Rachel og børnenes død, men han vidste ikke at det havde været så slemt. Var det så også hans skyld, at Lawrence var blevet så ude af stand til at være i kontakt med sine følelser? Han havde det som om han lige havde fået verdens største mavepuster og al luften var blevet slået ud af ham. Han kunne ikke se på Arian. Han vidste ikke hvad han skulle svare. Han sad bare og stirrede på sine hænder, som rystede og kunne høre sin egen plus. "Hvad jeg synes?" spurgte han stille og tvang sit blik fra sine hænder og hen på Arian, som han så hans læbe blævre. "Jeg synes, jeg har været et kæmpe røvhul, hvis det er sådan du tror jeg ser på os," svarede han og lænede sig ind mod ham, for at fange hans læber i et kort kys, da det krævede en hel del mere energi end normalvis.
Jasper vidste godt, at han kun havde fortalt en meget lille brøkdel af sit liv nu, men det var meget mere end han nogensinde havde fortalt til nogen før, så selvom det måske lød som et lille skridt, så var det et gigantisk skridt for ham. Han lukkede Arian ind og delte noget fra hans fortid, som kun Lawrence vidste. Han rystede lidt på hovedet, "Det er også venligt af dig, Arian, men jeg vil ikke snakke om det," svarede han lavmeldt, det gjorde alt for ondt at snakke om og hvis de skulle snakke videre om det, så ville det være for Arians skyld, ikke Jaspers, og hvis han skulle være helt ærlig, så følte han sig umandiggjort nok i forvejen lige nu, grundet de mange skader og smerten som fulgte med. Fysisk smerte og nu også psykisk. "Jo, du kan," hviskede han tilbage mens han gjorde et forsøg på at følge med i, at tørre tårene væk.
Ha holdt vejret i nogle sekunder, efter udbruddet af smerte og gispede så efter vejret. Han forstillede sig lidt, at det var cirka samme smerte varulvene gik i gennem under en forvandling, men han kunne af logiske årsager ikke vide det. "To sekunder.." gispede han, da Arian sagde hans navn og lukkede øjnene for at koncentrere sig om sin vejrtrækning. De åbne sår på hans ryg begyndte at hele, men han vidste godt han ville få nogle ar efter det her, men det var vel bare flere til samlingen. Han fik det dog hurtigt bedre. Han vendte blikket mod uret, det var to minutter siden første lektion var startet - heldigvis skulle han ikke selv undervise før efter frokost denne dag. Han rejste sig fra sofaen og gik over mod sit skrivebord, hvor han fandt et papir frem og skrev under på at det var hans skyld Arian ikke var mødt op til første og anden lektion, hvorefter han rakte papiret til ham, "Kom ind og læg lidt med mig, hvis du har lyst," sagde han og gik mod sit sovekammer, hvor han tog en t-shirt på og lagde sig så på sengen. Det var meget, meget sjældent Jasper gad bare ligge i sengen og putte, men lige nu lød det ret afslappende.

[Arian Herakles Mason]

"Jo, jeg kan," svarede han uden at uddybe. Han kunne ikke se, hvorfor Jasper pludselig skulle passe på ham, for ja, i hans hoved havde han blot lyttet til hans problemer, fordi han ville få noget ud af det på den anden side. Det var ikke fordi han havde gidet at lytte eller set det som et egentlig problem. Jasper var jo en af de få, han havde fortalt om sine forældre til. Ordene var svære at få over læberne, og den eneste anden han rent faktisk havde sagt det til direkte, det var Kim og det havde været i vrede over, hun havde sagt hans forældre ville være skuffet over ham. De ville de nok, for de havde ikke opdraget ham til at være ond overfor nogen. Hans mor ville være skuffet over, han snakkede sådan til en pige og hans var havde været skuffet over han havde været homoseksuel - og selvom han havde nået at accepteret det inden sin død, meldte angsten sig for det blot var noget, han havde sagt. "Men de kan ikke gøre for det, det er en sygdom... En sygdom vi burde gøre noget imod i stedet for at udrydde dem. De dræber ikke for sjov og for at skabe kaos på samme måde," mumlede han og var ærligt mere bange for Gabriel end varulve. Han mærkede taget i sin hånd og kysset på dem, hvilket fik hans hjerte til at gå stå i et kort sekund, og han blot holdt sin hånd ved hans. Hans berøring ødelagde alt i ham og det gjorde det svært, at holde afstand. 
Arian så på ham. Han så på hans hænder, som rystede. Han havde lyst til at tage fat i dem, men for sin egen skyld, holdt han afstand. Han havde ikke brug for at blive såret yderligere. Han vidste det bedste for ham, var at holde afstand. Der var dog en anden del af ham, der havde lyst til at sige: Elsk mig. Be om. Han ville dog heller ikke have Jasper skulle se ham som værende ynkelig. Han så ham i øjnene, som han vendte sit blik og nikkede til hans spørgsmål. Han betragtede hans læbe, som den blævrede og alt han ville var at plante sine læber mod hans. "Hvordan vil du gerne have jeg skal se os?" hviskede han, inden han selv lænede sig mod Jasper for at gengælde det kys, Jasper ville give ham. 
Arian vidste det var et stort skridt. Han havde ikke behov for at vide alt om Jasper, selvom han gerne ville. Han ville dog hellere have, han åbnede sig lidt efter lidt, for det var bedre end det var før. Han havde jo heller ikke selv været god til det, men han var bedre end Jasper var. "Du behøver heller ikke," svarede han og bed sig i læben. Det var ikke fordi han ville tvinge ham, men han var sikker på det hjalp mere end at holde det inde. Han så på ham med tårerne som trillede ned ad kinderne. Han gjorde sit bedste, men de ville ikke. "Nej," hviskede han tilbage. 
Han bed sig i læben, som han lyttede til Jaspers smerte og følte sig utilpas, men det handlede jo ikke om ham. Han hørte han bad om to sekunder og nikkede blot, selvom Jasper næppe kunne se det og han ville heller ikke bebrejde ham det. Som han rejste sig op, så han på ham med et undrende blik. Hvad skulle han? Han så på papiret, som han fik det og skimtede det, inden han smilte kort. Han så på ham over hans spørgsmål og nikkede. Han havde lyst til at begrave sig i ham og indsnuse hans duft. Indprinte den i hans hjerne og lytte til hans vejrtrækning. Han lagde papiret i lommen og fulgte med ham og lagde sit ved siden af ham, hvor han svang en arm rundt om ham og betragtede hans mørke øjne. 

//Fade Out