I'm Friends With The Monster

[Zain Rigel]

Priscilla Rigel Cooper
Oxford Street - Sommerfestivalen
August 2057 - Kl. 16
Påklædning

Han havde haft øje på hende i noget tid. Faktisk i et par uger for at være helt korrekt. Det havde været lidt af et tilfælde at han havde opdaget hende faktisk. Han havde forfulgt sin far for en periode, ventet på det rette øjeblik til at tage sin hævn, han havde dog ikke ventet at idioten ville placerer det for ham på et sølvfad. Han havde overvåget en af deres møder, hvilket havde været meget lærerigt.
Så han havde en hidtil ukendt søster og den sjove -og samtidig ret frastødende del, var at hun var pelsløs. Det gjorde nu ingenting, det ville blot så meget nemmere at destruerer hende. Så ynkelig og forsvarsløs. Men men men, hver ting til sin tid, først skulle han lige lege lidt med hende. Rigtigt få Carmine til at vride sig når han, den forviste og misforståede bror, vendte hende imod sin far. Han havde allerede fået én søster til at stole på sig, så det kunne han vel gøre igen.
Det snedige smil spredte sig på hans læber, som han bevægede sig frem mod hende, som hun stod ved en af boderne, en smule afskåret. Han stillede sig ved siden af hende. “To candyserede æbler tak, et til mig, og et til denne nydelige unge frøken.“ Han vendte sig imod hende og sendte hende et charmerende smil, som uproblematisk dækkede over den person han i virkeligheden var.

[Priscilla Rigel Cooper]

Outfit

Tiden, eller nok nærmere oplevelsen med Julian og Thailand var efterhånden glemt. Hun havde fået sit job tilbage på Hogwarts som bibliotekar, og havde fået nogle enkelte glimt af Edward 'Eddie' Rigel , som heldigvis så ud til at være faldet godt til på skolen. Hun havde ikke rigtigt kunne snakke med ham andet end at spørge til, om han havde brug for hjælp eller om han kunne finde, hvad han ledte efter. Men hun var glad for at vide, at han havde det godt. Nu var det dog blevet sommer og skolen holdt lukket. Priscilla havde valgt at besøge sommerfestivalen, det kunne hun vel nok uden der skete de store problemer, og var her blevet fanget af den lækreste søde duft. 
Hun nåede kun lige derhen, som en fyr nogle år ældre end hende smilede til hende og så bestilte to æbler. det var virkelig venligt gjort og hun trådte tættere på og sendte ham et smil, før hun tog imod det ene æble. “Tusind tak, det havde du nu ikke behøvet” lød det høfligt fra hende, mens hun i hovedet allerede var ved at lave en liste over bøger, der startede på en lignende måde. Denne liste indeholdt alt fra eventyr til krimi, men hun følte nu ikke hun kunne tillade sig at være skeptisk, bare fordi fyren var venlig. 

[Zain Rigel]

Han smilede opløftende til hende som hun tog imod æblet, hvorefter han betalte for dem begge. ”Ork jo, engang imellem skal man nyde de gode øjeblikke livet tilbyder en.” Forklarede han sig i en venlig tone.
Han betragtede hende diskret. Med sine mørke øjne og mørke hår, lignede hun ikke de resterende af søskende flokken, men nu havde de jo også alle forskellige mødre, så ingen af dem lignede hundrede procent hinanden.
”Kan De ellers holde varmen?” Spurget han med blikket kortvarrigt vendt mod solen og som han gjorde en lille gestus, til at hun skulle følges med ham. Her var jo mange mennekser, så det burde ikke alamererer hende. Desuden havde han langt mere onskabsfulde baggrundstanker end at skade hende. Det ville være for let. Nej først og fremmest skulle Carmine knuses, så kunne han altid skille sig af med hende bagefter. Eller -skulle hun vise sig at være loyal -ville han måske tildele hende biddet som en gave.
Det måtte tiden vise. Zain havde altid en plan frem til den begyndte at kede ham og han så fandt på en ny.

[Priscilla Rigel Cooper]

Måske var det grundet episoden med Julian, at hun var lidt ekstra forsigtigt med bare at kaste sig ud i det helt vilde. Dog virkede han sød og meget venlig, så måske skulle hun give ham en chance.
Han ord fik hende til at smile. Det var rart at møde en med et venligt sind efter den lidt turbulente tid. ”Du har helt ret, jeg har bare været lidt uheldig på det sidste” forklarede hun så uden at komme nærmere ind på hvor længe “det sidste” var. Det var nok også en faktor, som varierede alt efter humøret. Priscilla følte sig på mange måder i en svær position for tiden. Hun savnede sin familie, - Det meste af den hvert fald, og hun vidste godt samtidig, at hun var nødt til at holde sig fra dem, for at holde dem i sikkerhed. 
Tanken om at hendes ældre bror var derude et sted generede hende, men hun ønskede bare heller ikke at "smide sit liv væk" og lade sig bide. Hun havde tiltro til at hendes far nok skulle holde sit ord om at passe på hende, skønt det indebar at holde hende hemmelig for de fleste, men hun vidste det var nødvendigt, hvert fald så længe hun ikke ville bides.

Hun drejede hovedet og så på den lidt ældre fyr med et høfligt smil på læben. "Det går tak og dig?" Hun rynkede brynene lidt og stoppede så kortvarrigt op. "Jeg tror ikke jeg fik dit navn før?" Hun ville da gerne lige vide, hvem hun egentlig talte til.

[Zain Rigel]

"Uheldig?" Spurgte han med hvad der lød som oprig bekymring. "Hvordan uheldig?" Han tiltede hovedet let på skrå. Han kendte ikke rigtig noget til hende eller hendes historie, det var ret for nylig at han overhovedet fandt ud af at hun eksisterede. Det var nu heller ikke fordi han var interesseret ud af godheden i hans hjerte, måtte han ærligt erkende.
Han sukkede let og smilede så før han tog en bid af æblet. "jo tak, jeg er nu lidt bedre til lidt køligere temperaturer." Indrømmede han ærligt. "Men vi skall selvfølgelig heller ikke klage over solen når den endelig skinner." Endnu et venligt smil. England var jo kendt for det dårlige vejr, så at de havde haft snart en uge med skønt vejr hørte til sjældenhederne.
"Jeg gav dig ikke mit navn." Svarede han med et kryptisk, dog stadigvæk venligt smil. "Undskyld, det er ikke for at være helt mystisk og afvisende." Tilføjede han så. "Jeg får ikke altid den bedste respons når jeg giver mit navn," han forgav til perfektion, at være yderst sørgmodig over den konklusion.

[Priscilla Rigel Cooper]

Hun tøvede som han spurgte ind til hende. Egentlig havde hun ikke rigtig lyst til at tale om det, men samtidig virkede det også bare lidt underligt at lade være nu hun selv lidt havde åbnet for det. "Jeg har bare været i nogle lidt uheldige forhold, og forelsket mig i de forkerte. Jeg har ikke rigtig lyst til at tale om det." Forklarede hun lidt flovt og kiggede væk for ikke at føle sig så dømt af hans blik, som hun nok lidt forventede han ville sende. Hun vidste da godt, at hun forelskede sig for hurtigt, og ofte også i de forkerte. Det var ikke ligefrem noget hun var stolt af.
Det var skørt som de snakkede om vejret, men selvfølgelig var det en fin ting at diskutere, når ikke man kendte hinanden bedre. sandt at sige, så havde det da også været godt vejr længe, noget der ikke skete så ofte i England, eller Skotland for den sags skyld. "Jeg synes nu det er rart med lidt sol. Det giver lidt ekstra energi og gør det nemmere at smile." Kommenterede hun så optimistisk som hun var. Solskinnet var nu rart på flere måder. "Men nej, jeg tror heller ikke vi kan tillade os at klage." Grinede hun lidt og gav ham ret. Hun så dog overrasket på ham, som han proklamerede, at han ikke ville give hende sit navn. Det virkede underligt. "Hvordan ved jeg så hvad jeg skal kalde dig? Mit navn er Priscilla forresten, nogen kalder mig Cilla." Hun tøvede et øjeblik og besluttede så at prøve igen. "Jeg lover jeg ikke griner af dit navn, hvis det er det du er bange for." 

[Zain Rigel]

Han smilede pålagt. Ikke at man ville kunne se det at det var falsk, medmindre man kendte ham. "Udemærket, så skal du slippe." Svarede han blot, et sted en smule lettet over han ikke behøvede at sidde og høre på alt det kærlighedsnonsens. Følelser gjorde folk svage.
Samtaleemnet skiftede og han så lidt frem for sig. "Det er aldrig svært at smile, man skal bare finde de ting der gør en glad." Sagde han blot, og vendte atter blikket imod hende. Han havde da masser af ting at smile af, selv på de mørkeste og mest stormfyldte dage. Der var altid tanken om at få hans far ned med nakken, se hans fortrydelse når Zain vippede ham af pinden og overtog hans flok. -igen. Selv nu fik det den ene mundvig til at krybe let opad, skønt det nok mere virkede som et charmerende smil for hende.
"Cilla," gentog han for lige at smage på det for en kort stund. Han måtte holde et lille fnys inde som hun sagde at hun ikke ville grine. Det var han bestemt ikke bange for. Kendte han sin far ret ville hun være blevet advaret, og latter ville være det sidste i hendes tanker. "Jeg er ikke bange for di griner." Sagde han roligt og sukkede dybt for dramatikken. "Nåh Cilla, nu opholder jeg dig vel ikke fra et møde med venner eller familie?" Sagde han indsmigrende.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var virkelig rart at "slippe" for at skulle fortælle fyren om alle de dårlige ting hun havde oplevet, og Priscilla tog sig nok lidt i dermed også at blive lidt mere imødekommende overfor ham, eller hvert fald slappe noget mere af. Et lille afslappet smil viste sig da også på hendes læber. 
Da fyren så også kommenterede på, at det aldrig rigtig var svært at smile, blev hendes smil kun større. Måske var tingene virkelig ikke så triste som hun fik det til at se ud. "Sig mig, er du altid så positiv?" Ville hun gerne vide og kiggede lidt indgående på ham, mens hun nærmest fornemmede, hvordan også hans smil blev større. Hun havde aldrig lært at læse tanker, så hun antog, at det vel var samtalen og hans glade væsen, der fik smilet frem på hans læber. Hun tænkte ikke det mindste over muligheden for at hun netop stod og snakkede med sin storebror og at selv samme var igang med at brygge på noget lusket.

At han så valgte at kalde hende Cilla, fik hende til at grine. Det måtte jo betyde, at han ønskede et venskab med hende, noget hun godt kunne bruge mere af. Hun havde haft et lidt turbulent liv på nogen områder, og det var ikke mange venner, der havde hængt ved igennem det hele. "Jeg vil vide hvad jeg skal kalde dig?" Prøvede hun igen, men blev så afbrudt af hans spørgsmål. Hun så til siderne og så på ham igen. "Nej nej, jeg øhm.. Er her mest selv i dag." Hun var nok lidt taget afsted i håbet om at få et glimt af sin lillebror Edward 'Eddie' Rigel, men det ville blive alt for kompliceret at fortælle. Desuden var det også bedst at holde for sig selv.

[Zain Rigel]

Spørgsmålet blev besvaret med et let skuldertræk og et smil på læben. "Jeg prøver altid at få det bedste ud af enhver situation." Svarede han hende, "så hvis det er at være positiv, så kan jeg vel godt svare ja til det." Smilet blev bredere og han betragtede hende kortvarigt.
Der var nu noget sandhed i hans ord. Det var ikke løgn at han fik det bedste ud af de ting livet kastede efter ham. Han tog det som en udfordring, en form for syg leg, kunne man vel også sige, men det betød jo ikke at udfaldende var specielt positive, ikke for alle andre end ham i hvert fald.
Han smilede blod roligt tilbage til hende ved hendes lille grin. De blågrå øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder, som overvejede han noget. Det gjorde han også. Han overvejede hvad der viile være sjoves for den lille mindgame. At give hende sandheden om hvem han var, eller holde det skjult lidt endnu.
"Hvis jeg valgte at give dit mit navn, så skal du love mig én ting." Sagde han og rankede ryggen en anelse. Stilheden var mest for at hæve spændingen en smule, herefter fortsatte han. "Du skal love mig at give mig en chance," sagde han venligt. "Give ham en chance", det kunne betyde mange ting, men i dette tilfælde var det han bad om, en chance til at forklare sig inden hun stak af.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det var svært ikke at smile over mandens ord. Han virkede så rolig, som en der hvilede i sig selv og bare levede livet. Det var rart at se og det smittede lidt af på Priscilla, hvert fald delen med at smile. "Det vil jeg helt bestemt mene er positivt."  lød det fra hende, før hun blinkede let til ham. Der var noget interessant ved ham, noget velkendt også. Måske var det bare hans positive væsen, der allerede nu havde fanget hende.
Og så.. Muligheden for at få hans navn blev lagt på bordet igen. Hvorfor navnet skulle være så hemmeligt vidste hun ikke. Han lignede ikke ligefrem en morder som han stod der og så glad ud med rank ryg. "Okay. Jeg giver dig en chance." Konkluderede hun så, og var nok stadig i den tro, at han simpelthen var ked af sit navn, eller måske bare ikke vær helt klar til et nyt venskab. Det kunne jo sagtens være. Sådan havde hun det også i perioder. På intet tidspunkt strejfede tanken hende, at det kunne være hendes storebror.. farlige storebror, som stod overfor hende. Hun regnede helt ærligt med, at netop han ville være bragende ligeglad med hende, og at han slet ikke vill vide at hun fandtes ligesom resten af familien, eftersom hun ikke var en del af flokken.

[Zain Rigel]

”Jamen in that case.” Sagde han blot med endnu et venligt smil. Han betragtede hende i nogle lange sekunder som overvejede han stadigvæk om han skulle afsløre sig selv eller ej. Men sådan var det altid med Zain, han havde en plan indtil den kedede ham og han gik i en anden retning.
”Udemærket, det vil jeg så stole på.” Svarede han med hovedet let på skrå. ”Jeg tror der er en chance for at du allerede har hørt om mig, men jeg frygter lidt at det du har hørt er falske rygter.” Begyndte han med en mine der foregav tristhed til perfektion. Han sukkede tungt. ”Vores møde her var ikke helt tilfældigt, jeg har længe gerne ville møde dig...” han tog en dyb indånding og søgte hendes blik, ”jeg er din bror.” Fortalte han så. Ingen ville kunne gennemskue at den nervøsitet og forlegenhed han udviste på nuværende tidspunkt ikke var ægte. ”Mit navn er Zain.” Fortalte han hende så. ”Og jeg tror vores far har fortalt dig en del om mig, måske endda advaret sig imod mig...selvfølgelig er du i din fulde ret til at sige du ikke vil snakke med mig, men jeg ber dig alligevel om at lytte til mig. Ser du...vores far er ikke den han udgiver sig for at være overfor dig.” Hans blik hvilede afventende i hendes.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla var tydeligvis forvirret over den situation hun stod i her og afventede bare hans navn. Hun forstod dog ikke hvorfor han havde behov for at gøre et så stort nummer ud af det, men han virkede så nervøs, så måske var han før blevet drillet med sit navn eller noget i den dur.
Brynene rynkede sig sammen, som han nævnte at der kunne være en chance for, at hun allerede vidste hvem han var, og en kold fornemmelse begyndte at krybe op omkring hende. Det kunne vel ikke være... "...Zain" i nærmest hviskede hun samtidig med at han også selv gav sig til kende. I ren refleks over frygten for denne hidtil "ukendte" bror, trådte hun et halvt skridt baglæn, men da hun så fik øje på hans ansigtsudtryg, tøvede hun alligevel og så over på manden der skulle være hendes bror. Hun blinkede uforstående nogen gange, han lignede ikke det monster, hun havde fået fortalt han var. "Men..."  prøvede hun men tøvede så. Priscilla tænkte på den reaktion hendes far havde haft, da hun havde fortalt om Julian, hvad hvis dette her var noget lignende? "undskyld, ja. Ja du har ret. han har sagt at du var farlig og at... han har fortalt jeg ikke må tale med dig." men her på gaden var der jo andre folk, vidner hvis han var ude på noget, så det måtte være ret sikkert. "Hvem er han da så? v..vores far?" Der skulle meget til at rykke på hendes billede af faren, men Zain virkede også bare virkelig overbevisende på at det han sagde var rigtigt. Cilla var bare en bibliotekar, men en masse dumme valg i lasten, hun var aldrig rigtig blevet trænet i at gennemskue folk.

[Zain Rigel]

Han afventede det kaos han muligvis havde startet op i hendes hoved. Skønt han indvendigt morede sig kongeligt, viste han det ikke udadtil, han var mester i skuespil.
Han lod hende træde et skridt tilbage uden at gøre antydning for at gribe ud efter hende eller noget. Han forstod hun havde brug for afstanden ved denne information.
Omgående tilbage i offer-rollen, sukkede han blot og nikkede lidt for sig selv, imens de gråblå øjne blev slået ned mod jorden, ”det anede mig.” Indrømmede han. Han holdt den underlegende position i nolge sekunder før han atter rettede blikket mod hendes, et perfekt såret udtryk var at finde i hans øjne.
Roligt så han sig over skuldren som frygtede han at nogen skulle lytte med. ”Han er mange ting, og han har gjort mange umenskelige ting. Det var derfor jeg endte med at stikke af,” igen blev den sørgmodige underlegende persona udspillet til perfektion. ”Måske jeg kan købe dig en kop kaffe eller te? Så kan vi snakke. Jeg synes du har ret til at kende sandheden.” Foreslog han og så i retning af en lille cafe, derefter tilbage til hende, imens han afventede om hun ville tage imod hendes tilbud.

[Priscilla Rigel Cooper]

Egentlig var det ikke helt fremmed for hende, det med at deres far kunne være en tyran. Det var ikke mere end nogle måneder siden, at hun havde fortalt Carmine omkring Julian, hvortil faderen øjeblikkelig var blevet sur og nærmest klar til at dræbe. Ligesom hun tænkte på hvordan han uden problemer havde sendt hendes to mindre brødre til Frankrig, bare sådan, og endda uden at vide, at de havde en søster. Kunne Carmine have behandlet Zain lige så dårligt? "Stak du af? Jeg troede... Nej det er ligemeget. Men.. Du er da.. du ved... Varulv ikke?" ordet varulv, blev sagt med en hvisken, men hun måtte være sikker på hvem han var. hvis der var blevet løjet omkring det andet, så måtte hun vide hvor løgnene stoppede. Det gav mening at få snakket igennem med Zain, de var trods alt søskende og hun ville så gerne kende både sandheden men også sin familie. 
Priscilla selv var stort set også blevet holdt hemmelig, hvilket hun langt hen ad vejen godt forstod, da hun jo netop ikke var varulv. Hun havde selvfølgelig mulig for at blive det, men inderst inde ønskede hun det heller ikke. 

[Zain Rigel]

Zain sendte hende et sigende blik og nikkede så. ”Jeg er varulv, jo, ellers havde jeg slet ikke fået lov til at være en del af familien...men...det kender du nok bedre end nogen anden.” Han sukkede og så sig kort over skulderen som skulle han til at indvie hende i en dyster hemmelighed før han satte kursen mod cafeen og afventede at hun fulgte efter ham.
”Jeg stak af fordi jeg ikke var enig med min fars metoder.” Dette var sandt, men hun behøvede selvfølgelig ikke vide på hvilken måde han var uenig. ”Den eneste grund til jeg ved du eksisterer var fordi jeg selv fandt frem til dig. Far ville aldrig have fortalt mig om dig.” Sagde han med et nyt sørgmodigt udtryk i ansigtet. Han nåede frem til den lille café og åbnede døren som han afventende holdt for hende. Sandhedens time, ville hun lege med eller stritte imod. Zain elskede mindgames, det var altid spændende at se hvordan folk reagerede.