I'm Friends With The Monster

[Priscilla Rigel Cooper]

Nææh hun havde jo aldrig rigtig selv fået lov at være med i familie. Ikke 100% hvert fald. Selvom Carmine besøgte hende en sjælden gang, så havde hun aldrig helt følt jeg som en del af familien. Cilla blinkede et par gange med øjnene og sukkede så. ”Ja desværre. Jeg har aldrig rigtig været en del af familien. Bare fordi jeg ikke er varulv. Måske er det virkelig forkert det han gør?” Cilla så på sin bror. Han virkede ikke som det monster, deres far havde malet ham til at være. Hvad hvis faktisk Zain havde ret? Han virkede jo slet ikke som det onde lede monster hun var blevet advaret imod. ” men Zain… jeg øhm… har han løjet?” hun kunne ikke rigtig forstå det som hun gik ind af den åbne dør.

[Zain Rigel]

Zain skjulte den lille triumf han følte ved at hun begyndte at stille lidt spørgsmålstegn ved Carmine. ”Præcis.” Sagde han en kende dramatisk. ”Vores kære far har ikke engang fortalt nogen om dig, ikke mig, ikke flokken, jeg tror ikke at nogen aner du eksisterer.” Forklarede han, ”Honestly tror jeg han er lidt flov over at han fik et barn der ikke er varulv.” Zain fnøs, ”er det ikke latterligt?” Han rystede på hovedet. ”Men igen, han har gjort så mange latterlige ting i tidens løb.” Igen så han lidt frem for sig som han fandt et bord de kunne sætte sig ved. ”Har han nogensinde tilbudt dig at blive en af os? Altså forvandle dig til en varulv?” Spurgte han så. Denne gang var lå der lidt oprigtig nysgerrighed i spørgsmålet.
Zain skød brynene i vejret og så tilbage på hende, imens han ud af øjenkrogen holdt øje med servitricen så de kunne bestille. ”Det har han sikkert, men i hvilken situation snakker vi om?” Spurgte han så.

[Priscilla Rigel Cooper]

Priscilla så ned i jorden, da hun hørte sin brors ord om deres far. Det gjorde ondt at høre, hun VAR blevet pakket væk. Selvom Carmine altid havde ment det var for det bedste, og sagt at han bare ville beskytte hende, så var hun blevet gemt af vejen, ligesom Edward 'Eddie' Rigel også var det. Ham måtte hun heller ikke snakke med, end ikke nu hvor hun havde set ham op til flere gange på Hogwarts. Det gjorde virkelig ondt at få det at vide. "Jeg.... Jeg har altid troet på ham. Troet at han... han sagde det var bedst sådan. Jeg havde jo også min mor. Så jeg har ikke manglet noget." Om hun prøvede at forsvare Carmine lidt, vidste hun ikke rigtig. Hun mindede sig selv om, at han havde gjort det bedste han kunne, at han altid havde mødt op, når hun havde bedt om det... men aldrig frivilligt? Aldrig havde han opsøgt hende...
Zains ord gjorde ondt. Var det sådan det var? Var de flove over hende? Nej, nej det kunne ikke passe. Carmine passede på hende! Sådan var det. "Han har tilbudt mig det. Deres... Jeres liv. Efter jeg blev kidn... efter en tur til Thailand. Han.. han elsker mig, som en far bør gøre. Han..."  Prøvede hun at overbevise sig selv om, men det var pludselig blevet svært. Zain gav bare mere mening og han stillede spørgsmålstegn, ved ting hun altid bare havde accepteret. Han virkede så venlig. Slet ikke som det monster hun var blevet advaret imod.
Hun så på sin bror igen, og fik ondt i maven. havde hun været med til at holde ham ude, uden grund. "Han siger du er farlig, at du er ude på at... at vende os imod ham. tage flokken.... tror jeg, agtigt. Jeg er ikke meget inde i den del af livet. Men han sige du er farlig for os." Man skulle nok egentlig tro, at Cilla var blevet klogere, efter at være blevet kidnappet, og næsten solgt, men det var hendes bror, og han virkede som en der led, det kunne hun ikke bare ignorere.

[Zain Rigel]

Igen kom der et lille fnys fra ham. ”Tja vi har vel alle troet på ham engang.” Konkluderede han blot, som var det en begynderfejl.
Zain betragtede hende med et næsten blankt udtryk. Han kunne fornemme hendes usikkerhed, som var det små vibrationer i luften. ”Kidnappet?” Sluttede han let overrasket ordet for hende. ”Så selv da du var kidnappet sendte han ikke nogen ud efter dig?” Han fnøs igen. ”Ham må godt nok have været ophængt hvis ikke han mente det var vigtigt nok.” Zain rystede let på hovedet. Sandheden var at Carmine i den grad havde været ophængt under hendes kidnapning. I en kælder ved en varulvejæger takket være Zain. Men altså, det behøvede hun jo ikke at få at vide. ”Men det er fint at han elsker dig, det skal du værdsætte, mig prøver han at få myrdet.” Sagde han med et skuldertræk, som stod de blot og havde en sludder om vejret.
”Vende jer imod ham?” Gentog Zain overrakset. Det havde han svært ved at forestille sig Carmine havde gættet, han havde selv først udtænkt den, efter sin egen mening, geniale plan kort før han opsøgte Priscilla. Den originale ide havde været at slagte alt Carmines ynkelige samlejeaffald og sende deres hoveder til ham i en pakke. Det ville have været fortrinneligt, men dette her, det var bare langt bedre. ”Den eneste grund til han synes jeg er farlig er fordi jeg kender sandheden om ham.” Konkluderede han blot i et overbevisende tonefald. Det passede ikke. Carmine vidste præcis hvad Zain var i stand til og det var derfor han frygtede ham. Det burde han også gøre. Han burde frygte ham helt ind i sjælen. ”Men hør, jeg synes kun det er godt at du har et tæt forhold til ham, jeg ville også bare møde dig, se dig med mine egne øjne, og selvfølgelig fortælle dig hvad jeg ved om ham, nu hvor jeg fandt frem til du eksisterer.” Sukkede han, ”vi kommer nok ikke til at se hinanden igen, det vil han aldrig tillade,” Han fik det virkelig til at lyde som om at det gjorde oprigtigt ondt på ham at han ikke måtte have noget bekendtskab til sin lillesøster.

[Priscilla Rigel Cooper]

Det kunne ikke passe. Zain tog fejl. Sådan var deres far ikke. Carmine kom altid, når Priscilla havde brug for ham, han komaltid når hun bad ham om det, men nej ikke da hun havde været kidnappet. Ikke da hun virkelig havde haft brug for ham. Skuffelsen var svær at skjule. Det havde ramt hende hårdt at høre Zain konkludere det. Sige det højt. "Han kom ikke nej. men... Jeg vil helst ikke tale om det." Egentlig var det lidt flovt, for da hun så var kommet hjem igen, og havde fortalt ham om det, havde Carmine været klar til at rive hovedet af Julian, men Priscilla havde stoppet ham, fordi hun havde forelsket sig. Det virkede dumt nu. Dumt og virkelig virkelig flovt.
Priscilla stirrede på Zain med let åben mund. "Myrde? Helt seriøst?" Det var alligevel voldsomt. De kunne vel snakke om tingene først? prøve at løse det i stedet, og gerne uden nogen af dem kom alvorligt til skade. 
"Ja, er det ikke sådan noget agtigt, man gør?" Egentlig vidste hun det ikke helt, altså hvad grunden var til at de alle var blevet splittet, hun vidste bare hun ikke ville tænke på, at Carmine frygtede Zain kunne finde på at slå sine søskende ihjel, ikke når hun var der sammen med ham, uden nogen andre i nærheden. Nu lød det jo så også til at det slet ikke var et problem, men Priscilla var samtidig og blevet meget i tvivl. Hvor af dem kunne hun egentlig stole på? Hvem af dem sagde sandheden? En af dem løj hvert fald helt bestemt, men hvem? Det lød til at Zain var ved allerede at tage afsked igen, hvilket fik Priscilla til at stoppe op uden overhovedet at tænke over det. "VENT!"  Råbte hun, men sænkede så stemmen en anelse. "Vil du ikke blive. Det kunne jo være vores hemmelighed." Foreslog hun så. Hun måtte vide mere om hvem hun kunne stole på af dem. 

[Zain Rigel]

Han havde ramt et ømt punkt, perfekt. Han måtte virkelig lægge bånd på sig selv for ikke at smile. Folk var så nemme. ”Det er også helt i orden, jeg vil ikke presse dig til noget.” Forsikrede han hurtigt med begge hænder holdt op for sig.
”Åh ja,” han nikkede, og sukkede på ny, ”Det sidste jeg hørte var at han havde lavet en eller anden alliance med en varulvejæger, men det ville ikke være første gang han slog ihjel så det er vel hvad man kan forvente.” Igen blev der slået lidt ud med hånden.
Han havde fundet sin far taget til fange af denne varulvejæger. Zain havde valgt at snuppe Carmines månesten og låse jægeren inde sammen med ham i den tro at Carmine ville pelse hende når fuldmånen steg og selv ende med at dø af sult i hendes kælder. Det havde været så perfekt, men de havde åbenbart fundet en løsning, for de bar i hvert fald begge stadigvæk i live. Uheldigvis.
Han trak op skuldrene med en forbløffet mine, ”det ved jeg ikke, er det? Men altså uanset hvad vores far har sagt og prøvet at bilde dig ind, så er det ikke alt du skal tro på.”
Zain tøvede og så lidt på hende, et lille smil meldte sig i mundvigen. ”Han ville blive pisse sur.” Advarede han, ”Jeg ville nødigt give dig problemer.” Han sendte et næsten undskyldende blik.

[Priscilla Rigel Cooper]

Zains ord ramte virkelig Priscilla, det var helt tydeligt at se. Hun blev både forundret og chokkeret over den viden hun fik ud af sin ældre bror. "hvad? Det mener du ikke vel?" Det lød slet ikke som den man hun kendte. Sådan var han ikke, og da Zain så kunne forklare det med at Carmine angiveligt skulle myrde folk, og også havde interesse i at dræbe ham, gik hun helt i stå. "men... Det kan han da ikke bare? Så du mener helt ærligt, at han har indgået et samarbejde med en varulvejæger, for at få ramt på dig? Men han er jo også selv varulv. Er det ikke farligt?" Det virkede nærmest helt dumt det han lød til at have gang i, og hvor mange havde han egentlig slået ihjel gennem tiden? Zain fik det hvert fald til at lyde som mere end bare en lille håndfuld. Hun følte dog stadig hun var på vagt overfor den ældre bror, men han virkede jo faktisk som et offer i alt dette her. Hun nikkede forstående til at det ikke var alt man skulle tro på. Det lød bestemt ikke til alt var så lige til og så sandt, som hun troede. Hun følte sig med et ligepludselig langt udenfor familien og kunne slet ikke mærke den velkendte fornemmelse af at være stolt familiemedlem.  "Jeg forstår det ikke alt dette her. Men lige nu lyder det til, at du er blevet behandlet helt forkert. Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du har brug for det." Sluttede hun så af, og håbede på han blev lidt endnu.

[Zain Rigel]

Dette her var næsten bedre end juleaften. Hun var så fuldkommen udvidende om hvad Carmine havde rendt rundt og lavet at det næsten var for let. Zain elskede det. Åh en røvtur han kunne sende sin kære fader på når sandhederne kom på bordet.
”Ork jo, jeg har skam beviser for at han ikke har helt rent mel i posen. På tilholdsstedet har han sågar en fangekælder.” Plabrede han videre, ”jeg ville gerne vise dig den, men jeg er ikke rigtig velkommen derhjemme.” Forklarede han sigende. ”Han har raseret flere varulveflokke, dræbt alle der ikke ville slutte sig til ham.” Dette var rent faktisk sandt, hvilket gjorde det så meget sjovere at fortælle om.
Han trak på skuldrene med hensyn til varulvejægeren. ”Jeg ved ikke hundrede procent hvad deres alliance går ud på, men jeg er hundrede procent sikker på at det kommer til hans egen fordel.” Han rystede let på hovedet.
Et venligt smil, eller hvad der forestillede et venligt smil, blev rettet imod hende. ”Tusind tak. Det betyder meget.” Løj han uanfægtet, ”jeg tror ikke der er så meget du kan gøre, jeg vil som sagt helt ikke sætte dig i midten af alt dette her.” Han tyggede kort på sin underlæbe. ”Det bedste du kan give mig for nu, har du allerede givet mig. En chance for at møde dig og forklare mig.” Han fik næsten kvalme over sig selv, men det var trods alt den slags der virkede i de fleste tilfælde. ”Jeg ved godt at det er tosset, men jeg vil gerne holde kontakten, men igen skal det være op til dig, for han bliver nok ikke begejstret hvis han finder ud af det.” Zain skar en ny grimasse.

[Priscilla Rigel Cooper]

For Priscilla føltes det som glas der splintredes. Hendes forholdsvis perfekte billede (hun vidste godt at Carmine ikke var en direkte engel) var en løgn. Hun var blevet snydt. Var det måske bare fordi hun ikke var varulv? spørgsmålene hobede sig op i hende, og hun kunne mærke hvordan hun næsten fysisk vaklede ved den nye sandhed. "Nej. Nej det kan ikke passe. Du lyver. Det er bare noget du siger, for at vende mig imod ham."  Men faktisk var Priscilla ikke så overbevist længere. Hun var ikke sikker på hvem hun skulle tro på, og hun havde ikke rigtig nogen af snakke med det omkring, men direkte fangekældere? Kunne hendes far virkelig finde på det?
Da Zain så snakkede om hvordan han havde jagtes andre varulveflokke, havde hun svært ved helt at håndtere det. "Vel kun onde og farlige varulve?" Spurgte hun i håbet om at hendes far ikke var så stort et monster, som han blev malet til at være. Hun kunne ikke forstå det, han havde altid været så venlig over for hende. og kærlig også..
Hun forstod ikke noget som helst, og havde mest lyst til at opsøge sin far på stedet og så udspørge ham. Igen så hun på Zain og rystede på hovedet. "Sådan er han ikke. Du.. du lyver." gentog hun sig selv og glemte alt om at være imødekommende overfor ham.

[Zain Rigel]

Denne nye vending kom egentlig ikke bag på Zain. Det betød jo blot at han havde ramt et sted hvor det gjorde ondt. Men sådan var det jo med sandheden sommetider. ”Du vælger selv om du vil tro mig.” Sagde han roligt, ”og jeg ville da ønske at jeg løj for dig. Men det jeg siger er sandt.” Han fastholdt hendes blik.
”Nogen af dem ja. Andre passede blot sig selv.” Svarede han med et let skuldertræk. ”Og så er der alle dem han har bidt gennem tiden.” Zain så kort frem for sig, ”se du, han mener ikke at ikke-varulve er lige så værdifulde som varulvene er. Det er derfor han kalder dem...jer…pelsløse. Det er et øgenavn.” Endnu et dramatisk suk. ”Jeg siger ikke at jeg er en engel, men man er vel hvad man er opdraget til. Siden jeg var lille blev jeg indlært med at ikke-varulve var ynkelige og hjælpeløse. At vi er den overordnede magt. Eller burde være det.” Han rystede på hovedet og sendte hende et forpint blik. ”Jeg er blevet klogere med årene, men han er stadigvæk racistisk omkring det.” Igen en fejlfri løgn. Eller delvist. Carmine var ikke tilfreds med de pelsløse, men Zain var langt værre.
Hendes afvisning tog Zain som sit que. Han holdt forsvarende hænderne op for sig. ”Som sagt ønsker jeg ikke at bringe dig i problemer Priscilla. Du bestemmer selv om du vil tro mig, men du kan jo altid prøve at spørge vores kære far om nogle af de ting jeg har præsenteret dig for, så får vi jo at se hvem der er løgneren.” Med disse ord bakkede han væk og forsvandt ind i menneskemængden.
Første skridt på planen var sat i værk. Han skulle nok opsøge hende igen, men for nu, kunne hun lige få lov til at tygge på de sandheder han havde præsenteret hende for.

// out