At se sin tvilling for første gang

[Deleted]

Adeline Marche
Tid: søndag kl 11 om formiddagen
Sted: London Zoo - indgangen
Vejr: Høj solskin og skyfrit - Meget varmt
Omgivelser: En del børnefamilier og andre gæster
Outfit

---

Det havde været en virkelig underlig tid det sidste lange stykke tid! Huxi havde næsten lagt alt magi bag sig og brugte yderst sjældent sin stav, han havde aldrig været god til at udføre magi. Han havde fået af vide det var fordi han var født døv, og derfor havde så svært ved det. Selv da han gik på Hogwarts havde de ikke haft muligheden for at give ham hørelsen tilbage, han var født uden trommehinder og derfor ville han ikke kunne komme til at høre, nogensinde og ærligt gjorde det ham bestemt ikke noget overhovedet. Han havde aldrig kunne høre og ville aldrig komme til det, selvom han da ofte godt kunne tænke sig at komme til det. 

Huxi var blevet smidt på børnehjem omkring 2 års alderen, ingen vidste den reelle grund til hvorfor han var kommet på børnehjemmet, det eneste de vidste var at han var blevet afleveret i en kurv pakket ind i et tæppe og sat foran døren på børnehjemmet med de eneste papir i kurven hvor der stod at han skulle navngives "Huxi". Huxi havde altid fået afvide man ikke vidste hvor han familie var og om han havde nogen samt hvem det var. Man vidste ikke engang at han var magiker, da det var en muggler børnehjem han var blevet afleveret på. Man opdagede det først da han fik brevet fra Hogwarts og skulle til at starte der.

En af Huxi's bedste venner havde valgt at hjælpe ham med at prøve at finde frem til sin familie fordi han gerne ville finde den og vide hvorfor han var blevet sendt væk, tros han nok godt kunne regne det ud at det var fordi han var født døv. Han havde så meget vrede og frustrationer over det som hans ven fandt ud af at han var tvilling med en pige og han havde fundet frem til hende for Huxi. Hans bedste ven havde opsøgt hans søster som efter sigende skulle hedder Adeline for at spørge hende om hun ville mødes med Huxi og snakke med ham. Hun havde heldigvis sagt ja til dette og hans bedste ven havde udvekslet hans adresse til hende og et billed af ham. Huxi og Adeline havde skrevet sammen de sidste mange dage og Huxi havde svært ved at kunne tage intiativ til at spørge om hun ville mødes, han var bange for om hun ville skamme sig over ham og måske stikke af når hun opdagede det var seriøst det med at han var døv. Selvom hans bedste ven havde fortalt hende det. Dog fik hans bedste ven skubbet ham udover kanten og fået overtalt ham til at spørge om de skulle mødes og tage en tur i London Zoo sammen. Han bedste ven havde lovede at han nok skulle være der hvis det blev nødvendigt, i forhold til at kunne tale sammen, selvom Huxi var rigtig god til at mundaflæse folk da det var en nødvendighed med hans arbejde. Han kunne bare ikke sige ord rigtig og sådan, da han ikke selv kunne høre det.

Det var nu derfor Huxi stod udenfor London Zoo og ventede med hans bedste ven på at Adeline ville komme, så de kunne mødes hvis hun dukkede op ? Måske hun ikke turde? Måske var hun lige så skide nervøs for det som Huxi var? Heldigvis kunne hans bedste ven tegnsprog, da han fungerede som tegnsprogs tolk for Huxi også når han skulle noget hvor det krævede det. Hans bedste ven havde valgt at tage uddannelsen for at kunne hjælpe ham! Hvilket var noget Huxi satte stor pris på! Hans bedste vens navn var Jazpar og betyd mere for ham end noget andet. Huxi og Jazpar havde lavet en stor frokost kurv til dem så de kunne spise lidt når de blev sultne.

[Adeline Marche]

Adeline havde ikke anet noget om at hun havde en tvillingebror, før hun overhørte en samtale mellem hendes forældre, da hun var 19 år gammel. Det havde været et stort familiedrama, da Adele havde fundet ud af at hun havde en levende tvillingebror, som hendes forældre havde “skaffet sig af med” fordi han var født døv. Det var ikke overraskende for hende, at de havde gjort noget så hjerteløst - hendes forældre var perfektionister og de tålte ikke skampletter i familien.

Fordi han var døv havde Adele lige siden prøvet på at lære sig selv tegnesprog. Det var ikke noget hun var særlig god til, hvilket frustrerede hende, fordi hun var af den holdning at hvis der var noget man ikke kunne lære, så var det fordi man ikke prøvede hårdt nok.

I et par år havde hun droppet at øve sig, fordi hun havde opgivet tanken om nogensinde at høre fra sin bror - der var trods alt også den risiko at han var en fuser ligesom hendes ældre søster, og at han ikke engang kendte til den magiske verden. Og måske var han lykkelig sådan? Hvorfor ødelægge det ved at opsøge ham og vende hans verden på hovedet.

Det var lige indtil hun kom i kontakt med en, der hævdede at kende til hendes bror - og med ét var kontakten blevet skabt og hun havde fundet ud af at de begge havde gået på Hogwarts på samme tid, trods de havde været på forskellige kollegier.

Dagen de skulle mødes havde hun været ekstremt nervøs og hun havde næsten aflyst mødet, fordi hun var bange for at det ikke ville gøre nogen godt at have kontakt efter så mange år uden nogensinde at snakke sammen. Alligevel stod hun nu her udenfor London Zoo og ledte efter hendes bror… og hun fandt ham med blikket, før han fandt hende. I et øjeblik stod hun bare og betragtede ham, prøvede at finde ligheder. Et smil krøb op over hendes læber - hun synes ikke de lignede hinanden, men hun synes han lignede deres mor. Adele tog sig en dyb indånding og gik så hen til ham, “Huxi?” hun stillede sig med fronten til ham, så han kunne se at hun sagde hans navn - eller hun håbede at han kunne se det.

[Deleted]

Huxi stod sammen med Jazpar og afventede at hun ville dukke op. Han stod selv med et billed i hånden for at prøve at finde hende, han kunne jo ikke stille sig op og råbe hendes navn, han vidste ikke engang hvordan han udtalte hendes navn. Dog som en kvinde kom over mod dem var Jazpar hurtigt til at prikke til Huxi og nikke som hun stod foran han nu og hans øjne lande på hendes mund som han kunne se hun udtalte hans navn. Han nikkede ” ja det mig” sagde han med tegnsprog og så på Jazpar som hurtigt over satte til hende. Huxi var meget følsom og det kunne se på ham, han smilte over hele ansigtet og kunne ikke helt lade være med at trille en glædes tåre over at se sin søster!

Han valgt at slå ud med armene for at ville give hende et kram og håbede at hun ville gengælde det for han trængte til at kramme hende. Han havde jo intet familie! Udover Aiden, som han så som en storebror for ham, han havde passet på ham på børnehjemmet! Og Jazpar hans bedste ven som bare altid var der for ham. ” Hey igen Adeline, rart at møde dig igen. Hvis det er går jeg gerne med ind og er sammen med jer og oversætter for dig hvis du vil det. Men det er jer begge to der skal give tilladelsen” Sagde han og så på Adeline før han forklarede det samme til Huxi på tegnsprog. ”For mig gør det intet, men hvis det kan hjælpe os med at snakke er det en god ide” Svarede Huxi og så på Jazpar og derefter på Jazpar som oversatte til adeline. Han var virkelig glad, han kunne virkelig ikke forstå hvordan hans tvillinge søster kunne stå der foran ham! og slet ike at de havde gået på Hogwarts sammen uden at vide noget som helst om det! Det var ufatteligt!

[Adeline Marche]

Det hele føltes meget overvældende for Adeline. Hun ville gerne virke helt ekstatisk og super glad for endelig at møde hendes tvillingebror, og det var hun også, men fordi hun var nervøs og nervøsitet ikke var hendes stærke side, så hun stod ikke med det største smil på læberne - tværtimod så hun meget koncentreret ud og måske en anelse anspændt, fordi hun absolut ikke ville dumme sig, når hun snart skulle til at lave tegnesprog.

Selvom hun var anspændt tog hun dog imod omfavnelsen med åbne arme og hun holdte sin bror ind til sig. Huxi virkede mere følsom end Adele, og hun gav det grunden at han ikke var vokset op med de forældre hun havde haft. Det føltes godt at blive omfavnet og det fik hende også til at sukke noget af nervøsiteten af sig. Omfavnelsen sluttede.

Hun hørte Jazpar stille hende et spørgsmål, men hun valgte selv at henvende sig til Huxi først; og så begyndte hun på sit forsøg med tegnesprog, samt at udtale ordene langsomt “Jeg er glad for endelig at møde dig, Huxi. Da jeg hørte at jeg havde en døv bror, begyndte jeg at lære mig selv tegnesprog,” hun prøvede så vidt muligt at gøre sig forståelig, men hun var bange for at det haltede lidt, og derfor smilede hun nu en smule “Men jeg har meget at lære endnu.”

Først nu kiggede hun over på Jazpar med et mere alvorligt blik og hun kiggede vurderende på ham. Ville han blive et irriterende påhæng, der ville gøre at hun ikke kunne få lige så meget ud af mødet med hendes bror, som hun ønskede? Et elevatorblik op og ned ad Jazpar afgjorde at han nok var en nødvændighed, “Jo, du kan godt komme med - det er måske bedst.”

[Deleted]

Huxi var så nervøs at havde han haft dårlig mave ville han have skidt i bukserne mindst 10 gange indtil videre! Han prøvede virkelig at skjule det så godt som muligt men det var svært for ham, fordi han havde lært at udtrykke sine følelser i ansigts mimik, når han var sammen med andre der ikke kunne tegnsprog og derfor var han at læse som en åben bog.

Normalt ville Huxi have nemmere ved at holde overblik og styr over en samtale når han var sammen med mere end en, men måske handlede det også om han var så skide nervøs, at det var svært helt at følge med. Det var her han ønskede han kunne høre noget! For gud hvor ville det være meget nemmere, men det var ikke nogen mulighed og det vidste han godt. Jazpar og ham havde været hos en ekspert der havde forstand på døve. Men fordi han slet ingen trommehinder eller andet havde inde i øret der gjorde han kunne høre eller komme til at høre kunne de ikke gøre noget. Han skulle tage til USA for at snakke med en der vidste mere om det men Huxi havde ikke pengene til det, så det ville aldrig komme til at blive en mulighed.

Dog fangede han ud af øjenkrogen da han kiggede på Jazpar at Adeline ville sige noget og blikket blev derfor vendt mod hende og han smilede og aflæste hende nøje. Hendes tegnsprog var langt fra perfekt og gik heller ikke lige så hurtigt som når han selv talte med andre der kunne det, fx Jazpar! Men bare det at hun gjorde et forsøg var virkelig dejligt og betød rigtigt meget for ham! For det viste nok et sted for ham at hun havde forsøgt at finde ham, og øvede sig for at kunne tale med ham. ”Jeg har aldrig vidst jeg har en familie, aldrig vidst jeg har en tvilling” Han smilede stort til hende og kiggede omkring sig, han følte virkelig at alle folk stod og kiggede på dem og det var der da også nogle der gjorde men han tog sig ikke så meget af det lige nu. ”Jeg synes det sejt du har prøvet at lære det, du skal nok blive endnu bedre til det søster” Han blinkede til hende før han kiggede over på Jazpar, for ham gjorde det ikke noget om han var der eller ej! Huxi skjulte ikke noget for ham og ville aldrig gøre det, de havde svorgede på aldrig at skjule ting for hinanden!. ” Jeg skal nok undervise dig” grinte han lidt.

Jazpar så over på Adeline og sagde blidt til hende. ”Huxi kan sagens mund aflæse dig, hvis du gerne vil være alene med ham, vil jeg ikke være tilstede hos jer hele tiden. Jeg kan gå med ind parken og gå lidt for mig selv så kan Huxi altid skrive hvis der er noget.” sagde han blidt og mærkede godt hendes elevatorblik. Jazpar flød heller ikke i penge lige som Huxi heller ikke gjorde og han havde bestemt ikke det smarteste og dyreste tøj, hvilket Huxi heller ike havde, han var nok bare bedre til at passe på det end Jazpar var. Jazpar forklarede Huxi hvad han havde sagt til Adeline, selvom Huxi godt fangede det ved at mundaflæse ham. ”Det lyder som en god ide” kom det var Huxi og så over på Adeline.

Dog valgte Huxi at hanke op i kurven han havde taget med, med frokost for at de kunne komme over og få købt billetterne og komme ind, han bryd sig ikke om at stå udenfor parken længere, han kunne se folk var begyndt at pege over på ham og gøre grin med ham. Han hadede sådan noget og derfor ville han bare gerne videre. Huxi Smilede og gjorde et blidt kast med armen for at indikere at nu ville han gerne videre. Som han kom over for at købe en billet, prøvede han at indikere at han ville have 3 voksen billetter, men den unge fyr bag disken gloede bare dumt på ham og gjorde lidt grin af ham. Huxi fik et stik i hjertet, hvorfor var det altid sådan? Han så bede på både Jazpar og Adeline for at få deres hjælp. Jazpar tog pengene som Huxi stod med. ” Hvad så smart-ass, er du dit job værdig. For så tror jeg du sørger for vi 3 kommer gratis ind efter den behandling ellers tror jeg ikke der går mere end et par få minutter før du ikke har noget job mere” Sagde Jazpar lettere vredt til fyren. Jazpar kunne ikke tolere nogen drillede Huxi overhovedet! Huxi stod lidt bag Jazpar så han havde svært ved at finde ud af hvad der foregik og han så over på Adeline ”Hvad sker der?” han undrede sig endnu mere da de blot fik lov at få armbåndene og Jazpar rakte Huxi sine penge tilbage.

[Adeline Marche]

Hun prøvede på at aflæse det han fortalte hende gennem tegnsprog, men hun måtte til sidst kigge over på Jazpar, for at få ham til at oversætte over halvdelen af det hun ikke lige havde fanget.
Da hun fik et oversat kiggede hun over på Huxi igen, med et smil, “Tak - jeg vidste heller ikke noget om dig, før jeg var gået ud af Hogwarts. Vores forældre er ... “ hun overvejede sine ord og nikkede lidt med hovedet, mens hun overvejede ordvalget nøje “...Ikke de bedste mennesker, der findes…” I Adeles øjne var det kun et held at han ikke var vokset op sammen med hendes forældre. Hun var sikker på at hun var blevet et bedre menneske, hvis ikke hun havde haft kendskab til sine forældre og deres perfektionistiske væremåde.

Adeline besluttede sig for at det nok var bedst, hvis Jazpar kom med ind, “Det er nok bedst hvis du kommer med - jeg kan godt mærke at jeg skal øve mig lidt mere,” lo hun, selvom hun ikke syntes det var spor sjovt ikke at kunne kommunikere flydende med sin bror på tomandshånd.

Da Adele endelig opfattede at manden bag disken havde været provokerende over for sin bror, havde Jazpar allerede reageret. Hun var klar til at trække sin stav og forbande ham, men det blev det ikke til - for før hun kunne gøre noget, havde de fået gratis indgang til parken, hvilket gjorde at hun blot skulede vredt til den ansatte, og huskede hans ansigt.
Hun gik hen til sin bror og lagde en arm om hans, så de kunne gå arm i arm - noget gav hende lyst til at gå lidt tæt på ham, nu hvor hun havde set hvordan folk kunne finde på at behandle ham. Hun drejede sit blik over på ham, “Sker det tit for dig at mugglere behandler dig sådan?” hun gik ikke ud fra at magikere ville være sådan!

[Deleted]

Han kunne godt fornemme at Adeline kæmpede med at kommunikere med Huxi på tegnsprog så han satte virkelig stor pris på at have spurgte Jazpar om han ville tage med ham. Det kunne jo være endt helt forkert og galt og han nok aldrig så sin søster igen, hvis de slet ikke havde kunne kommunikere sammen. ”Det tror jeg gerne” var det eneste svar der var kommet fra Huxi til det om deres forældre. Han så sig selv som forældreløs og det ville han nok gøre. Han ville aldrig kunne tilgive dem for at sene ham væk fordi han var døv. Han vidste jo godt det var det der var grunden og den blev særligt bekræftede da han mødte Adeline for nogle minuter sidden, hun var hans tvilling og ikke døv.

Da de endelige var kommet ind i parken, var Huxi stadigvæk en anelse påvirket over episoden med billetdrengen. Men han prøvede ikke at vise det selvom det var tydeligt, dog voksede der et kææææmpe smil på hans læber som han mærkede hendes arm i hans, tros han blev en anelse forskrækket, men der skulle heller ikke ret meget til at han blev det når han ikke var forberedt på berøringer af hans krop. Han så på Jazpar som var ekspert i at gå sådan at han kunne se Huxi og samtidig kunne høre hvad Adeline sagde så han kunne oversat den vej og den anden vej. ”Ja men ikke kun mugglere, også på hogwarts. Særligt dengang, men det ikke noget jeg vil snakke om” sagde han og så på hende som Jazpar havde oversat til hende. Han slap kort hendes arm for at gå over til en stander hvor der hang nogle kort, det var nemmere for at ham at finde ud af hvor de skulle starte, sådan at de kunne finde en vej rundt. Da vejret var godt og der alligevel var en del mennesker i parken. Han kom tilbage og tog hendes arm med et stort smil og foldede kortet ud! Før Jazpar kom helt tæt på dem så de kunne finde en vej rundt. Huxi kiggede kort rundt for at se hvor de stod i forhold til kortet og hvor der var flest mennesker og som han så af de fleste tog den samme vej rundt. ”Skal vi ikke gå modsatte alle andre? Det ikke så fedt hvis man skal stå i kø mellem folk for at se dyrene? Medmindre i er sultne først?” Han kiggede over på Jazpar som var hurtig til at oversætte for Adeline.

[Adeline Marche]

De gik arm i arm og hun kunne umuligt gemme den forbløffelse, der blev malet over hendes ansigt, da hun fandt ud af at han også var blevet mobbet på Hogwarts. Hun havde aldrig selv haft de store problemer på skolen og hun var kommet godt ud af det med nærmest alle - men hun var heller ikke døv og havde aldrig haft nogen særheder, de andre elever kunne drille hende med, ud over at hun var fransk (hvilket bare virkede til at gøre hende mere attraktiv for mange) og at hun ikke havde stor interesse i fyre (som de fleste bare havde troet, var fordi hun var reserveret og spillede kostbar).

Adele åbnede munden for at svare, men han slap hendes arm og var nu på vej over til et kort over parken. Hun stillede sig ved siden af ham og kiggede på kortet, “Jo, skal vi ikke? Jeg er ikke sulten lige nu, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at få set på nogle dyr.” hun var især interesseret i at se på eland-antiloperne, da dette var hendes patronus form og ville være meget spændende at se på i levende live. “Huxi - kender du din patronus? Har de din patronus her i parken?” spurgte hun ham nysgerrigt - det føltes næsten barnligt at spørge om, men hun ville gerne vide alle detaljer om hendes bror.

[Deleted]

Hendes forbløffelse var tydelig! Måske ikke for andre men for Huxi, han kunne aflæse de fleste menensker, undtagen dem der bare var stoneface men de skræmte ham fordi han på ingen måde vidste hvor han havde dem. Men han ville ikke tale mere om det emne for det gjorde ondt på ham hver eneste gang det blev bragt på banen og så var det bare nemmere at holde det skjult og lukke det væk det gjorde han med så mange ting.

Det var med et bekræftende nik en thumps up at de begyndte at gå mod retningen, selvom folk gloede noget på dem over det, tog han sig ikke så meget af det. ”jeg elsker dyr og nyder at bruge tid her inde og andre steder der er dyr, for de svare ikke igen og har fordomme om en” kom det som de stoppede op ved det første sted med dyr, der lå to løver og slappede af mens 4 unger hoppede rundt oven på dem og legede med hinanden, han kunne ikke lade være med at smile over det. ”Dyr er fantastiske skabninger, forstil hvis man kunne hoppe ind i deres tanker og se hvad de tænkte” kom det fra ham som Jazpar var hurtig til at oversætte, da Huxi jo var vandt til at være hurtig med tegnsproget og det vidst ikke så helt ud som om Adeline nåede at fange det. Samme vej oversatte Jazpar hendes spørgsmål til Huxi og han nikkede som svar til Jazpar. Han tøvede dog lidt med at svare på det, for han skulle lige huske efter, det var så længe siden han havde udført en. ”De har den her i parken, men vil holde det hemmeligt til vi når frem til det, ellers er det jo ikke spændende? Hvad er din?” han så på Jazpar og over på Adeline da han oversatte. Der kom to fyre på deres egen alder forbi dem og en af dem stødte ind i Huxi. ”Hovsa jeg hørt dig ikke” kom det grinende fra den ene som han lagde hænderne bag ørerne for at indikere at Huxi ikke kunne høre noget. Det gjorde ondt på Huxi, for han kendte fyrerne! Det var to var Hogwarts! Huxi måtte knytte næverne for ikke at gøre noget dumt. ”Hvad har i aldrig andet og give jer til? Det er så mange år siden i gik ud af skolen, har i virkelig ikke noget liv” kom det spydigt for Jazpar og Huxi valgte blot at stille kurven på jorden og gå videre. Han ville ikke skabe nogle problemer.

[Adeline Marche]

Der gik næsten ikke et øjeblik, hvor Adele ikke havde blikket limet på Huxi - og hans hænder. Hun ville så gerne kunne forstå ham, uden hjælp fra hans tolk. Det ville komme en eller anden dag.
Hun prøvede så igen at kommunikere, så godt hun nu kunne “Dyr er smukke og de eneste på jorden, der er fuldkomment uskyldige… Men jeg kan nu bedre lide at være i selskab med et menneske - jeg tror ikke de tænker så meget? Mest på mad, søvn, samleje og … at vaske dem selv mellem benene,” svarede hun ham og skar en sjov grimasse ved det sidste.

Hun fik også øje på løveungerne og hun stod et øjeblik og observerede dem sammen med hendes bror. Imens de observerede dem, snakkede de om deres patronus - hun var spændt på at se hvad hans ville være - “De har også…” mere nåede hun ikke at sige, før nogen bumpede ind i ham.

Adele drejede blikket mod dem og genkendte dem straks. Magikere - og gamle kollegiefæller. Hun gik med drastiske skridt mod dem uden at tænke, og hun trak sin stav, noget hun havde været klar til at gøre siden episoden ved indgangen.
Hun tog fat i kraven på den største, hvilket hun måtte række rimelig højt op for at få fat i, “Hvad sagde du til min bror?” hvæste hun af ham og plantede staven mod hans mave, så mugglere ikke kunne se den for deres kroppe. Hun stod meget tæt på ham.

Til først virkede de ikke til at tage der seriøst, men da Scabies - den store bølle - genkendte Adele stoppede latteren. “Seriøst, Adele? Er han din bror?” Adele fortrak ikke en mine, mens han stod der og så dum og overvejende ud. Scabies blik gled fra Adele til Huxi og derefter til Adele igen, hvorefter han smed sine hænder en smule overgivende op, om dog en smule provokerende, “Fint, undskyld… Bare… Få din bror til at være lidt mere opmærksom næste gang,” han kiggede over på sine venner og rullede med øjnene. Klart utilfreds.

Det var nok for Adele lige nu. Hun trak staven til sig og lod dem gå igen, “Vi ses, Scabies.”
Han kastede blot et blik efter hende, før de hurtigt var på vej videre igen. Inden de nåede væk, fik hun dog sendt en lille forbandelse hans vej - og en grisehale voksede diskret ud af bukserne på ham… Den ville han nok først opdage senere.

Hun gik hen til sin bror og lagde en hånd på hans skulder, “Er du okay?” hun så ham alvorligt i øjnene. Scabies havde engang været en af hendes bedste venner, så det her var næsten pinligt - selvom det havde gjort at konfrontationen ikke havde eskaleret alt for meget.

[Deleted]

Alt der skete var ikke rart! Han ville bare gerne have en god dag sammen med hans søster! Det var det vigtigste for ham, man alle minder og alting blev revet op i ham hver gang han blev behandlet sådan om det var nogen han kendte eller ikke. Han var blot gået over til et af de andre dyr som Jazpar havde taget kurven og holdt øje med Adeline og hvad der skete, så det var først da hun kom over til Huxi igen at Jazpar gik med hende. ”Det går ham meget på, jeg ved hans aller største ønske er at kunne komme til at høre, men man kan ikke gøre noget, der findes nogle eliksirer men de holder max en time. Det kan ikke give ham hørelsen for altid og eliksiren er ikke godt for ham i længden da det kan lave andre skader på ham. Vi har undersøgt alt, både i mugglernes verden og vores egen” Sagde Jazpar og så på Adeline. ”Inden vi tog afsted hjemme fra, sagde han at det han ønskede allermest var at få lov til at kunne høre din stemme” Sagde han og smilede til Adeline som de kom over til Huxi, han var meget betaget af at kigge på aberne der hoppede rundt og drillede hinanden.

Huxi så på Adeline som han mærkede hende hånden på hans skulder, han nikkede til hende som svar og bed sig lidt i underlæben, han prøvede at skjule virkelighedens følelser om det. ”Forstil dig, hvis man var et dyr? Som en abe der, den kan gøre alt og alle vil nærmest grine af den, fordi de synes det sjovt ikke fordi den er en vandskabning” han så på Jazpar som oversatte for ham og man kunne godt se på Jazpar der skulle ske noget, for at få Huxi’s humør op igen. ”Hvad med at vi tager over og kigger på dit ynglings dyr Huxi?” sagde han og brugte også tegnsprog sådan at han kunne vide hvad der blev sagt. Huxi’s smil på læberne voksede nærmest stolt og kærligt hos ham, han ville med glæde vise Adeline det. ”Det er sjovt at det dyr lige netop er min patronus, når jeg er døv” han grinende og rystede på hovedet af det og lagde sin arm i hendes som han satte kursen.

[Adeline Marche]

Adelines øjne viste stadigvæk den arrighed hun havde følt over de mænd, der havde valgt at gøre nar af hendes bror. Hun måtte tage en dyb indånding da Jazpar begyndte at snakke til hende igen, for hun havde bare så stor en lyst til at vende om og kaste adskillige forbandelser efter dem. Men grissehalen var nok for nu, besluttede hun. “Virkelig? Man skulle tro det ville være en af første prioriteterne at få lavet en eliksir mod døvhed, der ikke havde farlige bivirkninger. Jeg mener, hvor svært kan det være?” det var et retorisk spørgsmål. Hun var ikke i et fantastisk humør lige nu og besluttede sig for at hun kunne gøre det bedre end hvem der end havde prøvet at lave en sådan eliksir. “Så han kommer til at høre min stemme - det skal jeg nok sørge for,” lød det bestemt fra Adele.

Det var sårende at høre at hendes bror havde sådan en holdning. Han var ikke en vandskabning og han fortjente bedre end den holdning. Hun hørte Jazpars indskydelse og hun nikkede, “jeg vil virkelig gerne se dit patronus-dyr, så kom… Det får os nok på bedre tanker,” hun tog imod hans arm og gik sammen med ham mod det.

[Deleted]

Jazpar kunne godt mærke på Adeline at hun var vred over det der var sket, men han ville ikke kommentere på det, for han ville ikke blande sig ind i det. ”Ja, men har forsøgt men da han er født uden trommehinder så kan det ikke lade sig gøre” Sagde han og så på hende med et usikkert smil. ”Jeg tror heller ikke selv han ønsker at have sin hørelse tilbage for altid, men der er bange så mange ting han gerne vil opleve eller rettere høre” Sagde han og smilede. ”Det vil betyde meget for ham ” Sagde Jazpar og smilede stort til hende.

Huxi tog sig ikke så meget af om det sårede hende, for ham var det jo virkeligheden og det fyldte altid mere når han havde sådanne oplevelser som denne og så endda to på engang. ”Det var godt, jeg håber ikke du bange for sådanne dyr” han grinte lidt over det og rystede smilende på hovedet. Før han fulgte dem hen til ”Nattens dyr” huset, hvor de gik indenfor, der var helt mørkt der inde og svært at se hvor de skulle gå og fordi han ikke kunne høre folk, klemte han sig tættere ind til Adeline, i håb om at hun kunne være behjælpeligt med at han ikke endte med at gå ind i nogen eller ikke hørte hvis der kom nogen. Dog som de kom hen til glasburet med flagermus pegede han for at sige det dem.

[Adeline Marche]

Det kunne godt være han var født uden trommehinder - og hun kunne godt forstå at en der var født døv ikke nødvændigvis havde noget behov for at høre, men hun syntes stadigvæk at det var for dårligt at de mest erfarne magikere ikke var kommet på en eller anden måde at helbrede den døvhed hendes bror havde kendt siden han blev født.

“Åh, jeg er ikke bange for dyr - der er mennesker man skal frygte,” svarede hun på tegnsprog, samt talte i håb om på en eller anden måde at kunne kommunikere med sin bror. Hun var varsom med sine skridt, da de trådte ind i grotten. Gulvet de gik på var intet andet end ujævne sten, der fik hulen til at se meget realistisk ud. Hun mærkede sin bror tæt på sig og lagde hendes arm i hans for at føre ham gennem grotten, så han ikke skulle frygte at støde ind i nogen.
De kom til dyret og hun fandt ud af at det var en flagermus, “Så det er din patronus?” spurgte hun ham for at få ekstra bekræftelse, efter at have stået et øjeblik, fascineret af det hurtigt flyvende dyr, der bevægede sig rundt i mørket af grotten.

[Deleted]

Det var virkelig rart at stå der og kigge på flagermusene, tros det var meget besynderligt at hans patronus var et dyr som virkelig havde den bedste hørelse nogensinde, når han ikke selv kunne høre noget overhovedet! Han så på hende og smilede stort over hendes ord, ”jeg elsker dyr, de behandler en så godt, altså dem man kan kæle med” kom det fra ham og han grinte lidt efter, det var svært for Jazpar at være helt sikker på hvad der blev sagt med tegnsproget i bygningen fordi der var så mørkt der inde, men Huxi var glad for det, for så kunne folk ikke bare sådan se han brugte tegnsprog for at kommunikere med folk på. Han nikkede til hendes spørgsmål ”Ja det er det, det er lidt underligt, for det har så meget bedre hørelse end jeg nogensinde vil få” han sendte hende et stort smil efter at have sagt det, han havde det helt fint med ikke at kunne høre, for så var det nemmere at lukke folks lorte ude når det passede ham.