Du siger ikke noget videre!

[Antoinette Haubert]

Antoinette vidste godt at hun var nødt til at gentage sig, så Henri ville kunne forstå hende, men frygtede også virkelig bare at han ville blive sur på hende. Derfor så hun ned i skødet, som hun gentog sig selv. "Jeg har misten den ring, som jeg fik af farmor" Hun sank en klump og forberedte sig på at Henri nok ville råbe op om hvor uansvarlig hun havde været og hvordan pokker hun kunne miste noget så værdigfuldt. Den egentlige sandhed var jo så også at hun ikke rigtig havde mistet ringen, men nærmere givet den som betaling til Jamie, for at han ville vise hende vej hjem. Set i bakspejlet var det nok ikke den bedste måde at gøre det på.
Hun stivnede fuldstændigt, da hun hørte sin bror undskylde, det havde jo ikke været meningen med noget af det. "Nej.. åh nej Henri, det.. du må ikke være ked af det pga mig. Jeg skulle ikke have holdt det hemmeligt. Det er bare fordi han..." Så tav hun. Han hvad helt bestemt? Var havde hun været ved at sige? At han, Jamie Mikaelson, faktisk havde været lidt sød, da hun først havde lært ham at kende? Det kunne hun ikke sige højt! Hun var forlovet og han en gadedreng!
Hans spørgsmål fik hende til at afgive et lille fnys. "Ikke andet end at gøre grin med min personlighed, min verden og... Jeg forstod ikke halvdelen af hvad han sagde. Henri, hvert ord han sagde var sarkastisk. Han.. han troede jeg kom fra et eventyrland.. eller nej, det troede han jo så ikke, fordi spørgsmålet var sarkastisk. Men jeg..." Hun sukkede dybt og lod sig falde bagover ned i sengen. "Han grinede ad mig hele tiden og fik mig til at føle at hele vores opvækst var gammeldags og til grin."  Hun gemte sit ansigt i hænderne fuldstændig ude af sig selv over hvad hun netop havde fortalt, og meget meget forvirret. Hun havde altid levet på hvad hun havde lært, men den dag var første gang hun følte det hele var spild og ikke kunne bruges til noget som helst.
Antoinette skilte et par fingre ad, som hun så kunne se ud igennem og op på sin bror. "Henri! behøver vi virkelig snakke om det her? Tænk hvis nogen hørte os! Det.. det kunne ødelægge alt!" Bare tanken var nok til at gøre hende helt forlegen og flov. "Jeg turde ikke sige noget. Jeg... jeg havde måske heller ikke helt lyst til at sige noget." krøb hun så endelig til kors med. Det var nok ret tydeligt hvad der måske kunne lægge i netop det udsagn, hvilket også fik hende til at sætte sig op igen. "Det jo ikke fordi jeg kan lide ham eller noget! Han.. han... JEg skal jo ikke se ham igen! Jeg... jeg har Matthew De Loughrey, og det er jeg glad for. Henri det er jeg."

[Deleted]

Han så på hende som hun gentog sig, ændrede hans ansigts udtryk sig en hel del! ”A HVAD HAR DU!” kom det fra ham, han var tydeligt vred og tydeligt at hun ikke skulle prøve at snakke uden om dette! ”Er du fuldstændig tabt bag en vogn! Hvordan kan du miste farmors ring! Er du klar over at den er uerstatelig! For fanden Antoinette Haubert! Du opføre dig fandme som et uansvarligt barn der ikke kan finde ud af bruge hovedet!” sagde han hårdt og meget vredt. Han tog hænderne op foran sit ansigt for gned det. ”Du godt klar over at du kommer til at finde den ring igen! Koste hvad det koste vil! Og det bliver lige nu og her! Og så jeg vil ikke høre et eneste ord om at du ikke vil! Så hvis jeg var dig, ville jeg tage nogle andre sko på og se at blive klar! For du kommer til at finde den ring om jeg så skal bruge hele natten på at du finder den!” sagde han og dirrede nærmest af vrede over det! Han kunne sagens lade være og han kunne sagens lade som ingen ting men lige med dette, ville det ikke komme til at ske! Det var noget særligt at, hun havde fået ringen og den kunne ikke købes! Eller erstattes af en anden.. ”Hvis ikke du gå frivilligt med Antionette, så kan jeg love dig for at jeg gå her fra og direkte ned til far og fortæller det!” sagde han og så advarende på hende! Denne gang ville han ikke redde hendes røv, hvis hun nægtede at tage ud og lede efter den og det var tydeligt at høre på hende. ”Seriøst” kom det på fransk fra ham og han måtte gå over til vinduet og kigge ud af det for at tænke på noget andet! Han var virkelig gal og det var der ingen tvivl om. ” Jeg var ked af det Antionette det er jeg ikke længere! Jeg er vred på dig og kan simpelthen ikke forstå hvordan du kan gøre noget så dumt!” kom det ham, dog lykkes det ham at køle lidt ned som hun begyndte at tale om fyren der havde hjulpet hende med at finde hjem. Han hørte på det hun forklarede og kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. ”Hvad er hans navn? Og hvor bor han?” kom det bare fra ham, lige nu var han ligeglad med hvad de havde gjort sammen og ikke gjort sammen, han skulle vide hvem den fyr var. ”Ja kan fandme godt forstå hvorfor han grinte af dig” kom det lettere irriterede fra ham. ” ja det gør vi Antoinette, for du kan åbenbart ikke finde ud af at tage ansvar for dit liv! Seriøst hvor gammel er du!” kom det spydigt fra ham, før han valgte at trække vejret et par gange for at få ro på sin krop og sin temperament, da det var virkelig sjældent at han blev så vred som han var lige nu! Han så på hende med et blik der både var undskyldende men også sagde at hun ikke skulle begynde at sige ham imod! ” som om, hvor tit møder du ham? Hver gang vi er hjemme fra skole?” Sagde han og så på ham med korslagt arme. ”Skift sko!” sagde han og så på hende før han forholdte sig i ro og stilhed.

[Antoinette Haubert]

Som de hårde ord lød fra Henri fyldtes Antoinettes øjne med vand, det var jo slet ikke meningen alt dette her og hun vidste ikke hvordan hun nu skulle komme ud af det. Tårerne løb som han snakkede om hvor dum hun var. Der lød snøft, som hun trak benene op under sig og krøllede sig helt sammen til en kugle. ”Du må ikke råbe af mig. Det var ikke med vilje. Jeg… jeg ville jo bare gerne hjem.” hulkede hun uden at tænke på om det overhovedet gav mening for Henri. Måske var hun virkelig alle de ting han sagde om hende; uansvarlig, dum osv. ”Jeg havde jo ikke andet! Det…. jeg… hvad skulle jeg ellers have gjort?” hun snøftede nogle gange og så op på ham, da det gik op for hende at hun lige havde afsløret sig selv yderligere.
Hun så meget skyldbetynget på Henri da han proklamerede, at hun ville blive sat til at finde den igen. ”Altså… Den er nok ikke sådan rigtig blevet væk… jeg...jeg øhm gav den som betaling, så jeg kunne komme hjem sikkert. Jeg havde ikke andet Henri!” Antoinette kunne være krøbet i et musehul lige nu så lille følte hun sig. Hun ventede bare på den næste salve af skældsord, der ville komme i hendes retning, hvilket også kun fik hende til at græde endnu mere. ”Du må ikke sige noget til far, Henri! Lov mig du ikke siger noget!?” tiggede hun og så meget bedende på ham. Det ville skabe en mindre katastrofe, hvis deres far fandt ud af hvad der foregik. ”hvis du siger noget til far, så fortæller jeg hvad du laver på skolen” Truede hun lidt halvhjertet men prøvede da at virke overbevisende.
Hun vendte hovedet væk for at undgå at svare, men lidt tid efter kom det alligevel ud af hende. ”Han hedder Jamie. Jeg ved ikke hvor han bor. Jeg har kun mødt ham en gang Henri!” Det var måske ikke ligefrem det bedste argument at bruge overfor sin storebror, særligt ikke nu. Som han fortsatte med den hårde nedladende tone, blev Antoinette kun mere ked af det og til sidst prøvede hun også at komme ud fra sengen. ”Lad mig være i fred! Jeg skulle ALDRIG have fortalt dig det” hulkede hun så helt knust.

[Deleted]

Henri så på hende og man var slet ikke i tvivl om at hun var skide ked af det og begyndte også at tude over det. Han var vred og kunne virkelig ikke være den kærlige bror han indimellem kunne være over for hende. Han havde sådan en lyst til at slå hende men han lod være han havde aldrig lagt hånd på hans søster uanset hvor vred han kunne blive på hende! Han sagde ikke noget lige nu, han lod hende tale eller nærmere forklare sig med de kors lagt arme rystede han bare på hovedet af hende. ”drop dine skide latterlige barnlige undskylder Antoinette! Og hvis du ikke letter røven nu og får nogle af sko på, vader jeg virkelig ned til far og henter ham og fortæller ham det hele! Og du vil fortælle far hvad jeg gør på skolen? Kan du bare gøre, jeg vil næppe få lige så mange problemer som dig” Sagde han og man kunne godt mærke at vreden var på vej væk og han faktisk blev mere ked af det hun havde gjort, han havde svært ved at være vred på hende over længere tid. Og hun bare blev mere og mere ked af det gjorde det også endnu mere ondt på ham og det kunne ses på ham. ”For fanden Antoinette! Vi nødt til at få fat på den ring! Og det kan ikke vente! ” sagde han som hun kom ud af sengen. ”Få nogle ordentlige sko på, de nemmere at skjule under kjolen, vi kan ikke skifte tøj for så vi spottet at vi er var ud og væk fra selskabet. ” sagde han noget mere blidt og bed sig i underlæben. Han gik hen til hende som hun kom ud af sengen og tørrede blidt tårrene væk fra hendes kinder og kyssede hendes pande. ”Antionette, jeg elsker dig og det ved du og nu hjælper dig med at få den tilbage” sagde han og sendte hende sit særlige kærlige smil.

[Antoinette Haubert]

Antoinette sank en klump, men nægtede at se på sin storebror. Hun var virkelig ked af det og nu og sur over hvordan han håndterede det hele. Han forstod jo slet ikke hvordan tingene var. Hun havde ikke bare tabt ringen et sted, hun havde givet den væk. Men han ville ikke hverken lytte eller forstå. Dermed virkede det lidt som en tabt kamp. Hans ord ramte hende samtidig virkelig hårdt, måske hårdere end nogensinde før! Modsat hvordan det plejede at være så lukkede hun det bare ind og trak sig mentalt fra ham, frem for som sædvanligt at begynde at græde over det. Dette her var noget andet, og fortsatte han af den vej, kunne han måske ende med at ødelægge noget, der ikke kunne laves igen. Det vidste Antoinette dog intet om selv endnu. "Fint, jeg skal nok gå med dig, men vi finder ikke ringen." forklarede hun så bare og gik hen for at stille sine høje sko og tage et par næsten flade (de fladeste hun nu ejede) ballarinaer, før hun nu vendte sig imod Henri. Blikket i hendes øjne var dødt og hun var helt rød om øjnene af gråd. "Jeg skulle aldrig have fortalt dig noget." Gentog hun sig selv. før hun fandt et lunt sjal som hun kastede om skuldrene på sig. "Du fører an. Du som aldrig gør noget forkert og tror du kan styre hele verden." Vrængede hun af ham. Hun var ligeglad. han opførte sig virkelig uretfærdig og han skulle ikke tro han kunne gøre det hele godt igen ved lige at sige, at han elskede hende. Hun var ikke dum, hun vidste da godt at det ikke passede, at han syntes hun var lige så dum og naiv som alle andre. At han syntes hun var kedelig. Eller det var hvert fald sådan hun troede han havde det med hende. "Jeg har ikke brug for din hjælp."  nævnte hun så bare. "Bare pas dit alkohol og dine smarte venner." Der var noget ved hendes ordvalg, der ikke stemte overens med hvordan hun plejede at snakke, men det var hun ligeglad med, faktisk var det ikke selv noget hun bed mærke i.

[Deleted]

Henri kunne godt se på hende at han havde ”ødelagt” hende for nu, og et sted indeni havde det jo ikke lige frem fedt med det. Men hun måtte jo også bare forstå at hun ikke bare kunne give ting ud på den måde og hvis folk ville have penge eller ting for at hjælpe hende, skulle hun ikke bede om deres hjælp. De havde fået det af vide så mange gange, at man aldrig skulle stole på nogen der tilbyd deres hjælp for penge eller ting de ikke ejede. ”Nej måske finder vi den ikke, men vi kan i det mindste prøve at finde den fyr du gav den til” Sagde han med et lille håb i stemmen om at de ville finde ham og få ringen tilbage! Han vidste hvor meget ringen betød ikke bare for Antoinette men også deres farmor og forældre! Det var en stor ting hun havde fået, hvis man spurgte Henri. Han holdt sine øjne på hende, de var ikke længere hårde eller vrede men blide og lidt triste. ”Måske ikke, men hvad ville du have gjort hvis far spurgte hvor ringen var? Sagt du havde tabt den? Han ville blive mere vred end jeg gjorde, da du fortalte det” sagde han stille og så overvejede at droppe at tage ud og lede efter den, og bare lade hende sejle den sø alene. ”Jeg gør også ting forkert det indrømmer jeg gerne Antoinette men ikke noget så dumt som dette” Sagde han og så på hende, okay han havde nok gjort ting der var dummere, men han havde aldrig! Givet noget som betød noget for familien ud. Hverken tøj, smykker eller andet! Ja han snuppede alkohol, han festede og gjorde ting han ikke måtte på den måde men han ville aldrig! Gøre det som Antoinette havde gjort.

”nå ikke? Sikker på det? Du har ikke en chance for at klare dig der ude alene, det har du jo bevist med din kjole og farmors ring!” sagde han og så på hende, han kunne godt se hendes øjne være røde af gråd men vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det, han kunne jo ikke fjerne det! ”Jeg har i det mindste venner” røg det spydigt ud af ham! ”Jeg…” Sagde han og nåede ikke at sige mere før døren gik op og deres mor stod i døren. ”Sig mig, hvorfor befinder i jer begge heroppe? I kender reglerne begge to” Kom det fra deres mor og så alvorligt på dem begge og trådte lidt længere ind på værelset, man kunne se hvordan blikket gled fra Antoinette til Henri et par gange. ”Hvor har du grædt Antoinette?” sagde hun og så på hende. ”Det ikke noget mor, det min skyld. Det var mig der gjorde hende ked af det” skyndte han sig at sige for at vise Antoinette at han elskede hende og ikke ville lade deres forældre vide hvad der skete. ”Jeg var gået her op for at slappe lidt af, jeg havde bare brug for lidt luft. Men Antoinette opdagede mig og prøvede at få mig med tilbage til selskabet og jeg blev sur på hende og fik sagt nogen ikke så pæne ting mor” Sagde han og så over på Antoinette.

[Antoinette Haubert]

Antoinette bed hårdt ned i sin underlæbe, hun kunne bare ikke fortælle ham sandheden. Der ville opstå for mange spørgsmål og han ville helt sikkert blive vred over, at hun var gået gennem London med en gadedreng. derfor lod hun bare Henri snakke mens hun lukkede ørerne. Han lyttede alligevel ikke til hvad hun sagde, så det kunne være det samme. Lige nu teede han sig bare som en verdensmand, der kunne løse alle problemer. "Men Det var jo betaling for at han fulgte mig hjem. Det ikke rimeligt at tage den fra ham." De kunne i det mindste så tage noget andet med at bytte med, det ville være fair. Men det ville Henri sikkert heller ikke høre tale om. Hun lod derfor være med at sige noget og fulgte bare med. 
Henri snakkede videre og hævede sig selv op over hende, med hvordan han var bedre end hende og hvordan hans ulykker ikke var nær så problematiske, men hvad der så virkelig ramte hende og slog hende ud, kom i sætningen efterfølgende. "Jeg har i det mindste venner" Sætningen rungede i hendes hoved, og det var tydeligt at se hvor såret hun blev. I ren refleks skubbede hun ham hårdt i brystet for hun brød sammen i tårer, hvor kunne han dog finde på at sige den slags! Han nåede da heller ikke at sige mere, før deres mor trådte ind i værelset til dem.
Hun hørte godt Henri lyve om hvad der var sket og sikkert for at beskytte hende, men hun havde mistet alt for ham lige nu. Hun var simpelthen knust over hans hån, og kunne ikke se sig ud af det. "Må jeg blive her mor? Jeg... Jeg... Jeg vil ikke ned igen.." Hulkede hun ulykkeligt og det var tydeligt at se på hende at hun var total ødelagt.

[Deleted]

Henri valgte ikke at sige mere! Han skulle ikke ødelægge mere end han nok allerede havde gjort og han vidste at han på et tidspunkt ville være nødt til at gøre det godt igen, sådan virkelig meget! Som hun skubbede ham hårdt i brystet, snublede han bagover men nåede at genvinde sin balance. Han havde aldrig oplevede hende gøre dette? Havde hun alligevel fået noget styrke siden hun kunne finde på at skubbe ham? ”Anto” sagde han og så på hende, han var virkelig ked af det! Og hvordan hans søster var så knust, kunne han næsten ikke bære det.

Dog som de blev afbrudt af deres mor, håbede han at hun ville tro på det han sagde men det virkede det bedste ikke til! ”Nej, der ingen der går her fra før jeg har fået en forklaring på hvorfor Antoinette er så synder knust Henri. Antoinette forklar mig hvad der er sket min pige, det hele ” Sagde hun og gik over til hende og lagde en blid hånd på hendes skulder og så bestemt over på Henri, der tydeligt ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. ”Hvorfor har du taget dine sko af?” spurgte deres mor og så på Antoinette. ”Forsøgte i at smutte?” kom det fra hende kort efter og med et blik mod Henri. ”Nej mor, slet ikke. Antoientte havde bare ondt i fødderne” prøvede han at redde den med.

[Antoinette Haubert]

Antoinette så bare fra den ene til den anden mens tårerne stadig løb. Det hele ramlede for hende lige nu og hun kunne slet ikke finde samling på sig selv. Det hele var i oprør i hende og hun havde svært ved at finde ro. Hun hadede at Henri forsøgte at redde hende, at han stod der og løj for hendes skyld, når det var ham, der var den onde og lede. "Jeg giver ikke den dumme fest mere! Det er ingen der kan lyde mig og alle griner af mig!!" Tårerne tog til og hun knyttede hænderne hårdt sammen. Hun havde stirret på sin bror, mens hun havde sagt det sidste. Han havde såret hende dybt, det var der slet ingen tvivl om. 
Antoinette så over på sin mor, som hun spurgte til hendes sko. Normalt ville Anto vise stor respekt for sin mor og tale meget pænt, men det blev der intet af i dag. "Jeg gider ikke at snakke om det. Bare få Henri til at gå ud af mit værelse!" Hun så streg over på sin bror før hun så igen vendte blikket imod sin mor, og tørrede øjnene. "Må jeg gerne blive her mor? Jeg vil altså ikke mere. Jeg... jeg..." Så brød hun hulkende sammen.

Deres mor så chokeret på sin datter og lagde armene tæt omkring hende, før hun så så over på Henri med et strengt blik. "Du kan godt spare sig dine undskyldninger. Gå ud til de andre, så snakker jeg med Anto alene. Er det forstået?" Nok var deres mor kærlig, men hun kunne også lyde bestemt, hvis tingene var ved at gå ud af hak.

[Deleted]

Det gjorde ret ondt på Henri at se hvor ødelagt Anto var, han havde så dårlig samvittighed der ikke kunne beskrives på nogen som helst måde. Han sagde dog intet, for han kunne godt mærke at det var ikke lige det han skulle gøre lige nu! Han skulle ikke ødelægge tingene mere end han allerede havde gjort, han bed sig svagt i underlæben over Anto’s ord. Han vidste godt at hvis hun fortalte sandheden ville det gå udover ham, altså hvis hun undlod de ting hun havde fortalt til ham.

Han kiggede ned i gulvet og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, han skulle vidst ikke blande sig i det Anto sagde til deres mor. Han var nervøs sådan virkelig meget! Skulle han bare smutte og prøve at få fat på hans alkohol? Han stak hånden i lommen for at mærke om han havde hårnålen i lommen og den var der, han tog den op for at tjekke efter om det nu også var en og det var det. Han gemte den i hånden igen for at lægge den tilbage i bukselommen. ”Det ikke undskyldninger mor, det sandheden” Sagde han selvom det var løgn, han prøvede at undvige hendes blik, for lige nu kunne man tydeligt aflæse på ham at han løj og det ville være sværere at se, hvis man ikke så hans øjne. Han gik over til hendes sminke bord og tog hårnålen op igen og lod som om han lagde den på plads hvor der lå andre, men snuppede i stedet en mere så han havde to, hvis nu den ene ville gå i stykker. "Mor, øhm må jeg ikke også blive her oppe? Mit humør er heller ikke til at feste mere iaften?" Spurgte han og gik stille og roligt, næsten for roligt mod døren.

[Antoinette Haubert]

Deres mor så strengt på Henri og hævede et bryn, tydeligvis meget skuffet. "Du kan godt tro nej! Skulle vi ende med et selskab, hvor ingen af vores børn er til stede? Du kan se at smutte ud til din far, inden han bliver blandet ind i dette her også." Det var en trussel der var værd at føle på. De vidste alle at deres far var en meget stolt mand og skulle han først opdage nogen af børnene ikke ville deltage i deres selskab, så skulle det nok blive at føle de næste mange uger. 

Derefter rettede hun blikket mod Antoinette igen. "Og du unge dame. Du skal lære at tale ordentlig, det sømmer sig ikke for en ung kvinde at tale sådan der. Desuden af det noget sludder det du siger. Selvfølgelig kan folk lide dig." igen kiggede hun strengt på Henri og afventede tydeligvis at hansagde noget til Antoinette, som fik hende til at stoppe med at græde. Der var ingen tvivl om, at deres mor elskede dem, men det var ikke en hjertevarm og altid omsorgsfuld kærlighed. Somme tider var det også en mere politisk kærlighed, som tænkte på, hvordan de bedst fremmede familien.

Antoinette tørrede øjnene og så fortsat ned i jorden. Hun vidste godt, at der ikke var andet at gøre end tørre øjnene, så kunne hun altid græde videre når fest var slut. Hendes mor havde ret. Unge kvinder græd ikke. Det var der ingen mand, der ville have. "Jeg skal nok gå med ned mor. Jeg er nødt til at rette min makeup først."

[Deleted]

Henri så på deres mor med store øjne! Som hun nævnte at deres far ville komme og blive blandet ind i dette! Ville han ikke det alligevel? Deres mor ville nok alligevel fortælle ham det? ”Seriøst” mumlede han og håbede ikke at hun hørte det, det var ikke for at være uforskammede det kom fra ham, men det røg bare ud af ham mumlende. ”Jeg skal nok gå der ned” sagde han og vendte og drejede den ene hårnål i lommen. Henri så godt deres mors blik og kiggede over på Anto, han vidste ikke helt om han skulle sige sandheden til deres mor og det ville ødelægge hans søster fuldstændig og måske smadre deres forhold til hinanden helt. Han valgte at lade være med det! Men han gik hen til Anto og så på hende med et blidt blik ”Antoinette du er en dejlig pige, den bedste søster man kunne ønske sig på hele jorden og selvom jeg kan være skide dum og virkelig ond ved dig, så elsker jeg dig og jeg virkelig ked af det jeg sagde og gjorde” Sagde han på fransk og så på hende med et blik der tydeligt var ægte og talte sandhed samt at han mente at han var oprigtig ked af det han havde gjort. ”Det min skyld hun er ked af det mor og det skal ikke gå udover hende på nogen måde” Sagde han og så bestemt på deres mor.

Han hadede det noget så inderligt, at de ikke mente en ung kvinde græd! For det var tilladt at græde når man var ked af det, og han havde sådan en inderligt lyst til at svare deres mor igen som hun sagde det! Og det lyste ud af ham, men han lod være for han ville ikke have flere problemer! ”Skal jeg gå nu? Eller vil du have jeg bliver mere?” Sagde han og så på deres mor! Han havde altså en opgave der skulle klares inden festen var slut og han skulle nå det inden Antoinette og deres mor kom ud igen og gik ned til festen, for han ville blive opdaget i det hvis de kom ud på gangen mens han var i gang med at likke låsen op!

[Antoinette Haubert]

Antoinette fandt et lommetørklæde med fine blomsterbroderier frem og tørrederoligt sine øjne, mens hun snøftede et par gange. Hun tilegnede ikke sin bror mange blikke, men som han så gav hende en undskyldning, vidste hun godt, at hun ikke havde andet valg en at accepetere og tage imod den. "Jeg elsker også dig Henri." lød det så fra hende. Ikke at hun helt følte det lige nu, men hun ville ikke i problemer. Dog hørte hun alligevel deres mor rømme sig og sende Antoinette et skarpt blik. "Og du er den bedste bror." disse ord fik moren til at smile. Sådan havde det altid været i familien. Etikette før alt andet, men nu efter hun havde mødt Jamie Mikaelson, virkede det bare forkert. Det var første gang hun nogensinde stilles spørgsmålstegn ved noget, dog ikke højt. Det ville hun alligevel ikke.

Hun så efter Henri som han gik, men hun sagde ikke noget, hverken til ham eller om ham. Hun nåede heller ikke så meget før hendes mor begyndte at sætte hendes hår på plads og rette på makeuppen. Snart var hun så god som ny og der var ikke længere det mindste tegn på at hun kort forinden havde grædt. Hendes mor lagde børste fra sig og gik roligt imod døren hvor hun vendte sig imod sin datter. "Kom så med ned skat. Gæsterne venter."Uden et ord fulgte Antoinette med sin mor tilbage til festen.

[Deleted]

Henri så på hende og smilede, han tillod sig at tørre en tåre væk fra hendes kind, inden han trak hende ind i et blidt kram og hviskede ”Tænk ik på det jeg sagde til dig, jeg lover jeg nok skal fiske det for dig, jeg ved hvor svært det er for dig og jeg lover jeg ordner det” Sagde han uden deres mor kunne høre det og kyssede hende på panden inden han slap hende.

Han så over på sin mor og kunne fornemme at han ikke havde nogen mulighed for at få fat i sprutten før senere i aften! ”Mor, må Antoinette og jeg går en tur i haven senere?” Spurgte han og så på hende lidt usikkert. Han ville ikke skælde Antoinette ud på turen, men han havde fået en plan og han håbede at Antoinette ville være med på den, den ville koste hårdt arbejde for Henri men han ville gerne gøre det. Henri fulgte med dem begge mod festen, for at komme tilbage så deres far ikke blev blandet ind i dette, han orkede det ikke.

[Antoinette Haubert]

Antoinette havde ikke brug for hendes brors hjælp, hun vidste at han havde ment ordene ligesom så mange andre, og hun vidste at den eneste grund til han ville fikse det, var for at rette op på sin egen dårlige samvittighed. Han ville stadig mene hvad han havde sagt, det var hun sikker på.
Hun lod ham kysse sig og smilede bare til ham bagefter som det passede sig for en ung kvinde af finere stand.

Det kom bag på Antoinette, at han spurgte deres mor om de måtte gå en aftentur. Hun havde en ret tydelig ide om, hvad hendes bror havde i tankerne, men sagde ikke noget. Hun skulede bare til ham, på en måde så deres mor ikke kunne se det.
“Jo gør i bare det. Men I skal ikke blive væk for længe, og det bliver først når selskabet er slut”. Antoinette sukkede så var der ligesom ikke så meget mere at gøre ved det.