Du siger ikke noget videre!

[Deleted]

Antoinette Haubert
Tid: lørdag d.16 maj 2020 
Sted: Den franske ambassade
Omgivelser: En masse mennesker til et selskab
Outfit: Pænt og stilet tøj

---

Henri og Antoinette var taget hjem om fredagen fra Hogwarts fordi de skulle deltage i et selskab med hans forældre. Hvilket ikke kunne passe meget bedre for Henri! Han havde en bedste ven som ikke havde det godt og han havde lovede at snuppe alkohol med tilbage til skolen, om han fik det ind på skolen måtte han jo kun håbe på, han havde da før smuglet småting med ind på skolen man ikke måtte have med og det var gået fint! Men det havde nu heller ikke været alkoholet! Spørgsmålet var bare om han havde muligheden for at komme til baren eller hans fars barskab på hans kontor uden at blive opdaget alt for meget. Han kunne tale sig ud af det meste men ikke hvis det var hans far der snuppede ham inde på hans kontor! 

Selvom det ikke lige var et selskab som Henri orkede at bruge dagen på, så var han nødt til det og nødt til ikke at vise at han ikke gad det og være ordentligt og høflig, selvom nogle af de kvinder der kom til selskabet havde de grimmeste og mest underlige kjoler på, men han skulle ikke kommentere på det, det var sket en enkelt gang og han ville aldrig gøre det igen, det var sikkert og vist!

Så da selskabet var blevet bløddet lidt op efter maden og Henri havde lidt mere frihed end han havde haft indtil nu under selskabet og derfor også muligheden for at liste væk uden at nogle ville opdage det forhåbentligt. Henri var gået over til hvor det var muligt at få serveret drikkevare når de ikke sad ved bordene og spiste. "Må jeg få noget af det?" Spurgte han med sin ekstra charmerende stemme på fransk. Dog blev han hurtigt afvist som altid, han sukkede lettere irriterede ham som han gik væk fra der.

Henri's blik bevægede sig rundt i rummet for at danne et overblik over hvor deres forældre var og hvor Antoinette var henne, han kunne ikke skuffe Mark! Han måtte skaffe noget, uanset hvad det ville koste. Han kunne umiddelbart ikke lige helt se hvor Antoinette var henne men hans forældre var travlt optaget med at stå og snakke så han tillod sig at smutter over til døren for at komme ud af rummet, lige som han passerede Antoinette. Han sendte hende blot et blik som tydeligt sagde at han var ude på noget, før han gik forbi hende. Døren blev åbnet forsigtigt og han listede ud af døren ud til den private del af ambassaden og lukkede den blidt før han smuttede ned af gangen for at komme over til trappen og op på hans fars private kontor ikke det officielle! Der stod altid alkohol i hans barskab der inde, han havde selv set det. Som han nåede frem til kontoret tog han blidt i døren for ikke at larme for meget, men den var låst... Pokkers" kom det lettere irriterede fra ham. Heldigvis var det en gammel lås og han kunne lirke den op, men det krævede at han var nødt til at få fat på en af Antoinette's hårnåle eller andet i den dur fra hendes værelse, så kursen blev sat mod hendes værelse for at komme ind og hente en hårnål og så bare ud igen, han ville ikke være der inde for længe! 

[Antoinette Haubert]

Outfit

Selskabet var som de plejede at være, gæsterne nogenlunde de samme, maden lige så lækker som altid, men Antoinette var anderledes. Hun sad ved sin plads og blot kiggede rundt, hun var ikke meget for at konversere, sad bare og fandt fejl ved folk. Havde Mrs. Hamilton altid været så snerpet? og hvad med Sir Brenner? Plejede han virkelig at kigge så meget efter kvinderne? Han var da gift. 
En ting stod klart i hendes tanker; okay, to faktisk. 1: Fyren der havde hjulpet hende med at finde hjem den dag, hun var gået med de andre. Jamie Mikaelson Nok havde hun ikke været helt glad for ham til at starte med, men han var pokkers svær at få ud af hovedet. En anden hun tænkte på var Matthew De Loughrey, hendes forlovede.... Hun havde virkelig ikke lyst til at være forlovet, og slet ikke med ham! Men der var nok ikke så meget at gøre ved det.

Hun sukkede engang, før hun tømte sit glas, tørrede sine fingre i servietten og gik så eller imod sit værelse, normalt ville forældrene ikke have at hverken hun eller Henri gik i den del af huset, når der var selskab, men lige nu var Antoinette ligeglad, hun havde brug for ro og havde slet ikke lyst til at være en del af alt det her fest og selskab. Kjolen var virkelig flot på hende og håret sat op som altid, men hun følte sig bare så... tom. Smilet på hendes sart lyserøde læber var da heller ikke så gennemtrængende som det plejede at være, men dog stort nok til, at de der ikke kendte hende, ikke ville ane uråd. 

Antoinette drejede rundt om et hjørne og skulle til at dreje ned af gangen med værelser, da hun så Henri på vej ind på hendes værelse. Det fik hende til at stoppe op med rynket pande og lække hovedet let på skrå i en undren. "Henri? Hvad skal du på mit værelse?" Spurgte hun, som hun gik hen imod ham.

[Deleted]

At Antoinettes værelse ikke var låst, undrede ham ikke rigtigt. Han havde selv altid låst sin dør både når han var på værelset og når han ikke var, han magtede ikke at alle bare vadede der ind ej heller hans forældre! Han kunne også godt finde på at låse døren om natten, hvis han ikke gad vækkes efter en tur ude hele natten hvor han havde drukket og deres forældre ikke skulle vide noget om det. Han kiggede rundt inde på hendes værelse, han kunne nu alligevel ikke lade være med at studerer det, men alligevel var han nærmest ved at brække sig over hendes værelse, det var virkelig tøset, men det var jo sådan hun gerne ville have det og han ville ikke blande sig i det. Han havde jo nok også et rigtig teenager drenge værelse dog med stil selvfølgelig og opryddet, han var ikke typen der gad have et rodet værelse. Men han måtte nu også give at hans søster havde stil! Hun var en smuk pige og han ville for alt i verden ikke have der skete hende noget og han stillede sig gerne ind foran hvis nogen ville gøre hende noget ondt. Det kunne jo godt være at han ikke altid var den sødeste storebror men han elskede hende overalt på jorden og det vidste Antoinette også godt.

Som han var faldet i staver på hendes værelse som han havde kiggede rundt på det, var hans blik låst fast på et billede hun havde hængende på væggen af dem begge to, han huskede godt den dag, det havde været en virkelig dejlig og rigtig hyggelig dag, de havde grinede sammen og hygget sig. Men det var som om da de begge var blevet lidt ældre og Henri havde fået flere og flere venner på Hogwarts og uden for Hogwarts at de var gledet lidt fra hinanden. Stod han lige nu og tænkte at han savnede at lave mere med sin lillesøster?.. Heldigvis blev han afbrudt i sine tanker som han hørte sin søsters stemme og han vendte sig rundt og så på hende og smilede ” Hvad ligner det?” kom det var ham med et kækt smil på læben. ” Jeg skulle bare låne et par hårnåle” Sagde han og havde et skævt smil på læben. Han gik over til hendes bord hvor det så ud til at hun havde en masse hår ting og make up liggende. ” Har du nogen?” spurgte han da han helst ikke ville røre for meget ved det, han magtede ikke at have make up på fingerne eller andet i den dur.

[Antoinette Haubert]

Normalt ville Antoinette nok se lidt anderledes på det der skete på hendes værelse, men eftersom hendes hoved og tanker var et helt andet sted, havde hun sværere ved at kæde to og to sammen, end hun plejede. Hun så derfor meget skeptisk på sin bror og hævede et øjenbryn af ham. "Dit hår er slet ikke langt nok til at bruge hårnåle, og desuden, så vil mor og far slet ikke have at vi er hernede, når vi har gæster, at du ved det!" Hun foldede armene også brysten og stirrede på ham med et noget bestemt blik i øjnene. Det gik ikke på noget tidspunkt op for hende, at hun selv netop stod et sted, hvor de ikke måtte, hvilket gjorde det til et virkelig dårligt argument.

Antoinette skævede imod bordet med hårnåle og så tilbage på sin bror. "Du skal ikke bruge mine ting til at komme ind til fars alkohol. Jeg gider ikke være en del af det Henri. Vil du ikke godt lade være." Spurgte hun og så bedende på ham. Tanken om hans gamle overdosis begyndte igen at rumstere i hendes hoved, men hun nævnte intet om det. Det var en af de ting, man ikke snakkede om. Alt var jo fint nu, så problemerne skulle gemmes væk. Ude af syne ude af sind, det var det deres mor altid havde lært dem, men så nemt var det bare heller ikke altid. "Jeg siger det til far, hvis du tager noget." prøvede hun så uden helt at lyde truende, det var sådan det plejede at være, men hun havde endnu aldrig sagt noget.

[Deleted]

Henri så på hende med store øjne, de samme øjne han altid lavede når Antoinette var alt for god troende, og han kunne da heller ikke lade være med at grine af det ikke højt og ikke længe. ” Hvor du fra at jeg ikke vil have mit pandehår lidt væk fra øjnene? Og du har alligevel så mange så du kan godt undvære nogle” sagde han og så på hende, det var tydeligt fyldt med ironi og at han drillende hende med at hun var alt for godtroende. Det var ikke sagt på en hånelig måde overhovedet. ”uhm, så smut du ned til mor og far og lad mig gøre hvad jeg vil ? Keder du dig aldrig? Har du aldrig lyst til at have det sjovt og bare en gang imellem gøre ting man ikke må? Eller skal du altid være så tør og kedelig?” spurgte og han så på hende og blinkede til hende med et skævt smil. Det var ikke ondt ment eller håneligt men egentligt nok nærmere et lille godt råd om at man en gang imellem godt måtte overtræde reglerne bare lidt. Det var jo ikke fordi han blev væk hele aftenen jo, han skulle nok komme der ned igen, når han havde gemt alkoholen godt på værelset.

Antoinette ville ikke finde ham nogle af dem til ham, så måtte han jo selv gøre det i håb om ikke at få snask på fingrene. Han kiggede rundt på bordet før han rykkede lidt på tingene for at finde nogle. ” En del af hvad? Ville du da snuppe fars alkohol til mig?” sagde han og grinte lidt, han vidste godt hvad hun mente men han drillede hende. ” Hvorfor skulle jeg ?” sagde han og så på hende, som svar til om han ikke godt ville lade være. Han huskede godt alt der var omkring hans overdosis af det han selv kunne huske, men han tænkte ikke rigtig på det, men han vidste godt at Antoinette gjorde, men han ville ikke tale om det på noget tidspunkt. Sket var sket og han talte ikke om det, og han ville ikke svare hvis hun begyndte at tale om det. ”uhmmm right Anto, det siger du hver gang du tør jo ikke sige noget” sagde han og smilede som han fik fat i et par hårnåle der ikke virkede alt for snaskede i hår produkter og andre ting. ”Og hvis du vil vide det, så er det ikke til mig men til en ven” sagde han og så på hende. Han vidste jo godt at hun ikke mente det på en ond måde, men hvorfor blandede hun sig overhovedet i det? Kunne hun ikke bare være ligeglad? Han havde jo ikke i sinde at tage overdosis igen, så hvorfor bekymre sig?

[Antoinette Haubert]

Anto stirrede dumt på sin storebror. hun forstod sig ikke på sarkasme, det var ikke noget hun havde lært og derfor lå det ikke naturligt for hende. "Det ville da se fjollet ud. Du burde sige til mor at du heller vil klippes så. Dit hår er også meget langt."  sagde hun i troen om at det faktisk var håret der var for langt og ikke bare en dum undskyldning hun ikke fangede. Det gav altså ingen mening at Henri ville til at bruge hårnåle, men et sted var det måske også lidt ligegyldigt. hun bed ned i underlæben og tænkte på Jamie igen. måske var hun for sippet? men... "Du skal ikke bruge dem til dit hår skal du?" Spurgte hun uden helt at være sikker på om hun havde gennemskuet ham. 
Antoinette blev stående skønt han sagde hun skulle løbe ud og sladre, hans ord gjorde ondt, men hun lod det ikke ses. Den slags gjorde pæne piger ikke. "Lad være med at bland dig i noget du ikke har forstand på!" spyttede hun så ud, meget ulig hvad hun plejede at svare, når han spurgte om hun aldrig kedede sig. Men hun kunne bare ikke sige hvad der lå i hendes tanker. Tænk hvis han sagde noget til mor og far! "Jeg har faktisk gjort ting jeg ikke må, at du ved det, men det kommer slet ikke dig ved!" kom det lidt kryptisk fra hende.

Snakken om far alkohol var nok ret meget en tabt kamp på forhånd, men hun måtte gøre et forsøg "Nej jeg vil ikke, og du skal heller ikke tage det"  bad hun ham og håbede på han ville lytte, men tvivlede helt ærligt på det. "Kan du ikke bare drikke af den vin der er ved festen?" spurgte hun, men igen lidt halvhjertet. Hun kunne alligevel ikke rigtig koncentrere sig lige nu. Hun bed ned i sin læbe, nok fortalte hun normalt ikke forældrene hvad Henri lavede, men nu var det hele anderledes, hun kunne ikke snakked med dem, tænk hvis de opdagede hvad hun selv lavede så. "En ven?" lød det nu meget skeptisk fra hende. Hun troede ham utroligt nok ikke, noget hun ellers normalt ville gøre.

[Deleted]

Han så på hende, og ærligt han kunne ikke holde et grin tilbage som hun virkelig troede på at det var fordi hans hår var for langt. Han rystede på hovedet, nej hun forstod sig ikke på sarkasme det vidste han godt, det havde Henri heller ikke gjort da han var yngre men det gjorde han nu og han elskede at det! Dog valgte han ikke at svare på det, han ville ikke gøre hende ked af det. Han så på hende og rystede på hovedet. ” Nej Anto” sagde han og bed sig usikkert i læben. Han fik det faktisk lidt skidt med at han var sådan, for han vidste jo godt at Antoinette ikke var andet end god hjertet og hun ikke ville have der skulle ske ham noget.
Dog som hun sagde at hun havde gjort ting hun ikke måtte, kiggede han på hende med store øjne og tydeligt overrasket. ”Hvad?!!” sagde han og så på hende og han begyndte faktisk at blive rigtigt nervøs for hvad hun havde lavet! Han ville jo ikke have der skulle ske hende noget selvom han synes hun var kedelig. Havde hun taget stoffer? Havde hun fundet en fyr? Havde hun haft samleje? Havde hun gjort noget ulovligt?. Han så på hende og gik over til hende og tog hendes hånd blidt og trak hende hen til hendes seng og sagde ” sæt dig lige” stille og blidt. Inden han gik over til hendes dør og kiggede ud om der var nogen på gangen før han lukkede døren. Og gik hen til hende og satte sig. ” Antionette, er der sket noget?” spurgte han kærligt og omsorgsfuldt. Hun vidste at han ville beskytte hende med sig liv og hvis nogen havde gjort hende noget, ville de komme til at fortryde det på en god gammeldags muggler måde! ” Jeg…” han tav, han kunne ikke få ordene ud af munden, han vidste slet ikke hvad han skulle sige! ”Er der nogen der har gjort dig noget?”spugte han og så på hende.

Alt det om alkoholen måtte vente, han skulle nok forklare hende hvad det handlede om! Lige nu var han nødt til at være sikker på at hans søster egentligt var okay og at der ikke var sket hende noget, han kunne altid snuppe alkoholen i nat når hans forældre var hoppet i seng. ” Hver sød at være ærlig for mig Antoinette, jeg siger ikke noget til far eller mor det bliver mellem os” sagde han og fjernede en lille tot hår fra hendes ansigt. ” Jeg skal nok forklare det med alkoholen bagefter, men jeg vil gerne vide hvad du har gjort Antoinette”sagde han og så på hende.

[Antoinette Haubert]

Som Henri nu pludselig fuldkommen skiftede retning og skulle lege sød storebror, blev Antoinette bare irriteret. Han skulle ikke vide hvad der foregik! Han skulle ikke blande sig. "Jeg siger ikke noget Henri, Du skal ikke blande dig. Det har jeg jo sagt lige før."  Forklarede hun og flyttede sig lidt væk fra sin bror. Hvorfor skulle han nu pludselig være så omsorgsfuld. Når hun endelig ikke ville have hans opmærksomhed, så fik hun den. Hvad gjorde man lige ved det? "Nej. Selvfølgelig er der ikke nogen der har gjort mig noget. ikke mere end de plejer hvert fald." forklarede hun afvisende og rettede lidt på sin kjole. Hun havde virkelig ikke lyst til at snakke med ham, og slet ikke at han skulle kende sandheden. Han ville sikkert bare grine af hende, og det ønskede hun bestemt ikke. "Skulle du ikke hente dit dumme alkohol?" Spurgte hun så mest for at få ham væk fra sig. Hun kunne selvfølgelig også altid smide ham ud af værelset, eller bare gå tilbage til fest. De have allerede været væk for længe. "fint, jeg har løjet for mor og far." lød det så fra hende, hvilket var sandt, men dog kun en del af den egentlige sandhed.

[Deleted]

Han så på hende og var slet ikke i tvivl om at hun ikke ønskede at snakke om det, men han ville ikke have der skete hende noget eller at der var sket hende noget! Der var ikke nogen der skulle lægge en finger på Antoinette det var sikkert og vist! ”Antoinette hvad render du og laver? ” sagde han og så på hende med hans kendte blik at han ville vide det nu og hun ikke skulle snakke uden om! ”ikke mere end de plejer? Hvad mener du? Er der nogen der er onde ved dig på skolen?” spurgte han og rejste sig og stillede sig foran hende, han ville ikke lade hende gå før han fik sandheden! Det var sikkert og vist! ”Lad være med at tale uden om Antoinette!” sagde han og så på hende med et alvorligt blik!

Det var med store øjne og åben mund, som han kort stirrede på hende, da hun sagde at hun havde løjet for mor og far! Det havde han alligevel godt nok aldrig troede at hun ville kunne finde på at gøre! ”hvad?” Sagde han spørgende og så på hende. ”Hvad løj du om? Har du en kæreste?” spurgte han og så på hende med et blik der sagde hun ikke skulle forsøge at snakke uden om, og det var tydeligt at se at hun ikke fik lov at gå nogen steder før hun havde forklarede ham det han ville vide!

[Antoinette Haubert]

Anto havde virkelig ikke lyst til denne her snak. Hun havde mest nævnt det hele for at blive anerkendt af sin bror, det var jo ikke meningen at han skulle blive omsorgsfuld og begynde at spørge ind. Hun bed ned i læben, som blev et tydeligt bevis for, at hun ikke ville sige noget højt. "Ikke noget, det var ikke rigtig med vilje, det... skete ligesom bare."  Hun sukkede og så væk. Generelt var hun lige nu ikke meget for at kigge på sin bror, hun vidste det nok bare var et spørgsmål om tid, før hun ville knække og fortælle ham alt. Hun fnøs lidt af hans, for hendes synspunkt, dumme spørgsmål. "De synes jeg er mærkelig. Jeg kan se det på dem. Jeg er ikke som dem, jeg kan ikke finde ud af det Henri." Der var så mange der grinede og gjorde nar af hendes måde at bevæge sig på, hendes måde at tale på og ikke mindst det at hun slet ikke forstod sig på sarkasme overhovedet. 

Hvorfor Henri lige pludselig denne aften valgte at være så stædig og godhjertet vidste hun ikke, men for første gang nogensinde ønskede hun egentlig at han bare ville lade hende være i fred og overse hende, som han så ofte virkede til at gøre. Hun prøvede så godt hun kunne at ignorere, at han påpegede at hun snakkede udenom, men det var egentlig også forholdsvis nemt eftersom han virkede noget overrasket over, at hun havde løjet. Spørgsmålet han så stillede fik hende til at se helt forkert ud i hovedet. "Nej Henri! Jeg er forlovet. Selvfølgelig har jeg ingen kæreste så! Hvad tror du om mig?"

[Deleted]

Henri var godt klar over at Anto ikke ville snakke med ham! Men hun slap ikke for det! Han kunne jo se det på hende! Selvom han så tit gjorde alt han kunne for lade som om hun ikke var der, elskede han hende jo og ville gøre alt for at beskytte hende, hvis nogen gjorde hende ondt! ” De kværker dig hvis de finder du af at du har løjet for dem Antoinette! Fortæl mig hvad det var! Så skal jeg nok tage skraldet, jeg vil ikke have de bliver sure på dig søde! Jeg er vidst vant til at de bliver det på mig” sagde han og blinkede til hende. Han havde fået skæld ud flere gange, men han tog det ikke så tungt som Antoinette nok ville gøre hvis det skete. Henri vidste godt hvordan de andre var overfor Antoinette, eller han vidste til noget af det, og et sted kunne han godt forstå nogle af dem. Men han havde aldrig stoppet dem i at gøre noget fordi han ikke ville ”kendes” ved hende på skolen, for jo han mente hun var mærkelig til tider eller rettere det meste af tiden. ” Vi to er ikke som dem, jeg havde det også sindssygt svært. Men hvorfor det er så meget nemmere for mig end for dig, handler måske om at jeg er bedre til at give slip på alt det vi har opdraget til når vi er på skolen. Antoinette prøv at give slip på det og slap mere af, der ingen der gider en som bare bukker og siger javel og ikke aner hvad ben man skal stå på, det er det de ser skævt på!” sagde han blidt og så på hende, som han fik en god ide som nok ikke var så god en ide alligevel. ”Jeg har en ide!” sagde han og sendte hende et smil som han altid havde når hans gode ideer måske ikke var så gode alligevel. ”Jeg skal nok lære dig det, men det kræver du tager paraderne ned og lægger vores opdragelse lidt væk” sagde han og smilede kærligt til hende.

Han kunne være stædig og godhjertet men han kunne også være lige så pisse irriterende og hadsk og ligeglad mod hende! Men han ville altid elske hende og ingen skulle gøre hende noget, det var sikkert og vidst. Han vidste Antoinette vidste dette, han behøvede ikke engang at sige det til hende! ”Ja jeg ved du forlovede, men er du overhovedet lykkelig? Har du mødt en anden fyr?? jeg siger ikke noget! Men du skjuler noget ! Jeg stopper ikke før du fortæller mig hvad der foregår!” sagde han og så på hende og blev lidt mere bestemt i sin tone.

[Antoinette Haubert]

Han fiskede, det vidste hun godt, men hvad hun skulle gøre ved det, det vidste hun ikke. Hun kunne ikke finde ud af at skubbe ham så langt på afveje at han kom væk fra kernen af det de snakkede om. Det var hun bare ikke god nok til. Der var da også noget tillokkende i det Henri sagde om at lade ham tage skraldet. Hun blev samtidig skræmt af hans ord, og hurtigt krøb hun omkring ham og lagde sig på maven på sin seng, noget der var meget ulig hende, så hun kunne kigge ind under den. Kort efter trak hun et dødt møgbeskidt lig af en kjole ud. Den var bøde ødelagt, så den hang i laser og mudret over hele (resterne) af skørtet. "Jeg sagde til mor og far at jeg ikke kunne lide min kjole længere og derfor smed den ud. Men.."  hun rettede sig op og så igen på sin bror, skyldfølelsen var så tyg at den var til at skære i og det var tydeligt at se hvordan det nagede hende. "Jeg truede ikke sige, at jeg havde ødelagt den, fordi jeg farede vild i London og blev fulgt hjem." Anto tænkte ikke et eneste øjeblik over at hun muligvis netop havde sagt for meget. Hun var ikke vant til hemmeligheder og slet ikke at holde dem hemmeligt. Nu var hun jo begyndt at fortælle, så var hun ikke længere snu nok til kun at nævne kjolen. Med kjolen i hænderne så hun nu meget undrende op på sin bror. "Du vil lærer mig hvad helt bestemt?"  Hun forstod tydeligvis ikke hvad han talte om lige nu. Kjolen blev dog lagt til side på sengen og hun lod kort fingrene stryge over den. Der var en særlig grund til at hun beholdte de sørgelige rester. "Lykkelig?" Det var ikke et spørgsmål hun rigtig besvarede, men sprang det blot over. "Jo jeg har mødt ham. Han er jo elev på Hogwarts som os." Hun nævnte intet om hvad hun egentlig syntes om Matthew De Loughrey, det var i princippet også ligemeget, det var noget deres forældre havde bestemt og så fulgte hun deres ord. "Hvorfor er du så overbevist om at der er en anden? Hvem skulle det være?" igen flakkede hendes øjne, og hun undgik meget bevidst øjekontakt, noget hun ellers normalt gav udtryk for var voldsomt uhøfligt.

[Deleted]

Han så på hende og vidste ikke helt hvad han skulle sige som hun smed sig på maven på sengen og kiggede ind under sengen?? Det gav ikke nogen mening, men som hun trak kjolen op så han den og måbede. ”Antoinette!sagde han stille og blev virkelig nervøs! Var hun blev overfaldet? Havde en mand gjort hans lille søster noget?!!![/B]han tog kjolen og så på den. ” Hvad er der sket, en kjole ser ikke sådan ud bare fordi man fare vild! Antoinette, nu fortæller du mig sandheden, du skjuler noget for mig! ”sagde han og lagde den igen på sengen. ”Hvad skete der den aften? Sig det nu, du får en chance ellers går jeg direkte ned til far med kjolen og så ved du godt hvad der sker”sagde han og hentyd til at en kjole ikke kom til at blive ødelagt på den måde, ved at man farede vild. ”Antoinette du skal på sygehuset og tjekkes, hvis nogen har gjort dig noget”sagde han og sank en klump. Han frygtede faktisk det værste! Han ville slet ikke tænke på ordet! Hvis hans lille søster var blevet udsat for noget som grusomt og sygt, ville han personligt finde personen før myndighederne eller deres far gjorde og til intet gøre ham! ” Hvem fulgte dig hjem og hvad gjorde personen ved dig?” Sagde ham og så på hende.

Han prøvede for nu at skubbe tankerne lidt og prøve at give hende muligheden for at svare og huske tilbage på den aften! ”Hvilken dag var det?” kom det dog hurtigt fra ham. Han huskede godt hun havde haft kjolen på, men han kunne ikke huske hvilken dag og aften det var. ”At være mere fri og give slip på vores opdragelse UDEN at begynde at blive løs på tråden, du er tros alt en kvinde” sagde han og kiggede ned på kjolen og hentyd til det der var sket den aften hun bevist ikke ville tale om, men hun skulle nok komme til det. ”Det ikke ham jeg taler om Antoinette, du virkelig dårlig til at lyve”sagde han og så på hende. ”Hvorfor jeg er så overbevist om det? Har du set dig selv i ansigtet mens vi har snakket? Du skjuler noget, og hvad skulle det være andet end at du ser en fyr?”sagde han lidt mere hårdt denne gang dog.

[Antoinette Haubert]

Antoinette blev stiv af skræk, som hendes bror meget bestemt sagde hendes navn. Hun slog blikket ned men med mellemrum skævede hun dog op til ham. "jegharogsåmistetminringjegfikaffarmor."mumlede hun hurtigt i håbet om at Henri ikke rigtig opfangede hvad det var hun sagde. Men hans hårde tone gjorde det svært for hende at holde noget skjult. Hun tøvede længe før hun endelig langsomt krøb til bekendelse. "Altså... nogen af de andre gik ud og lidt væk for at ryge og drikke, jeg ville gå med, fordi.... jeg ved det ikke. Jeg gik bare med, men så spurgte de om jeg ville smage og ville tvinge mig til at ryge deres ulækre ting." Hun kunne ikke lide tobak og stoffer, de vidste Henri også godt, så at hun havde fået det stukket nærmest i hovedet, var klart ubehageligt for hende. "Jeg ville ikke være der mere, så jeg gik selv tilbage til selskabet, eller det vil sige, jeg prøvede men jeg gik vidst forkert og pludselig lignede alt hinanden." Hun rykkede sig lidt længere op i sengen og dermed lidt væk fra Henri, bare lige for en sikkerheds skyld. "Det havde regnet, så gaderne var stadig våde og jeg ramte i flere vandpytter. Da jeg drejede om et hjørne mødte jeg Jamie Mikaelson, han lovede at følge mig til Buckingham Palace. Derfra kende jeg godt vejen selv. Min kjole gang fast i noglel kasser, og som jeg prøvede at komme fra rev jeg den. vi fulgtes ad og så kom Hund. Den var møg beskidt, så det hjalp ikke rigtig på kjolen. pludselig skulle vi over et hegn, og her sat kjolen fast igen. generelt sad den fat rigtig mange steder og hver gang gik den mere i stykker." Hun blev knaldrød i hovedet da han så snakkede om at skulle tjekkes på sygehuset. Han måtte da være komplet skør, hvis han virkelig mente det. Det betød jo også at han forventede at hun... Havde.. det. Selv ikke der på hendes værelse kunne hun tænke ordet.Den slags gjorde pæne piger bare ikke! Hun krøb helt ind i hjørnet af sin store seng og så forarget på sin bror. "HENRI!! Hvad tror du om mig?! Du ved godt den slags skal gemmes til bryllupsnatten!"  Han kunne lige vove på at trække hende med til et eller andet sygehus. dét ville hun ikke. 
Hun måtte regne lidt tilbage, da han spurgte til hvilken dag det var. Det føltes som evigheder siden, men det var nok bare fordi hun savnede ham. "Jeg tror det er en måned siden eller noget." hun ignorerede fuldstændig det han sagde, bortset fra det sidste. "DEr er ikke noget galt med mit ansigt!"

[Deleted]

Han så på hende og kunne godt se hun var bange, men han var jo ikke ude på at gøre hende bange! Han ville bare have hende til at sige sandheden ikke mere end det! Han hørte godt noget hun mumlede men fangede ikke det hele andet end noget hun havde mistet, vis han hørte rigtigt. ” Sig lige det engang til og tydeligt så jeg kan høre det”sagde han og kørte en hånd igennem hans krøllede hår. Han håbede virkelig ikke det var noget dyrt og meget særligt hun havde mistet eller i det hele taget noget betydningsfuldt, for så ville hun være færdig det var han ret sikker på. Han så skift på hende som hun begyndte at fortælle, han forholde sig i ro og kiggede blot på hende mens han lyttede. Han lod sig ikke afbryde hende, for han kunne godt fornemme at hun havde svært ved at sige det og han ville ikke gøre det sværere end det var. Han hørte et navn en ”jamie Mikaelson” han valgte at printe det ind i hukommelsen, for han skulle finde ud af hvem denne person var! Måske deres far kunne hjælpe ham, men uden at han fik den virkelig grund af vide, han måtte gennem tænke det. ” For fanden Antoinette” sagde han og fik helt ondt af hende, han kiggede ned i gulvet. ” undskyld jeg var så hård”sagde han stille og bed sig usikkert i underlæben. Han vidste ikke helt hvad ben han skulle stå på! Han ville jo bare ikke have der skulle ske han søster noget. ” Gjorde han dig noget?”spurgte han og så på hende, hvis han havde ville han være en død mand når han fandt frem til ham. ” Nej Antoinette jeg tror ikke du kunne finde på det frivilligt, men hvis han nu… øhm altså tvang dig”sagde han og havde nærmest lige så svært ved at snakke om det som hun havde når det kom til stykket! Han havde aldrig selv prøvet noget ikke engang at kysse en pige endnu altså.. Han forstod sig vist heller ikke selv altid på piger. ” Jeg ved godt det skal gemmes til bryllupsnatten, jeg vil bare ikke have nogen gør dig noget du ikke vil have”sagde han og så på hende og så væk. Han skammede sig lidt over at have talt sådan til hende, det gjorde han som regel altid når det kom til stykket, men han var jo storebror og skulle passe på hende. ” Hvorfor har du ikke fortalt mig noget Antionette! Hvis du havde sagt det den aften eller dagen efter havde du ikke behøvet lyve for mor og far! Jeg har sagt til dig at du altid kan komme til mig, hvorfor gør du det ikke?”sagde han og følte sig faktisk en anelse sårede over at hun havde gået med det så længe uden at sige noget til ham. ” Nej jeg mener ikke der er noget galt med dit ansigt, man det var bare tydeligt at se på dig at du skjulte noget”sagde han stille og gik over til vinduet. Det var ved at være godt mørkt udenfor og han overvejede om de begge havde brug for noget luft, han vidste heller ikke hvor længe de havde været væk fra selskabet, men før eller siden vil deres forældre opdage det, hvis det ikke var en af de ansatte der opdagede det og fortalte det til deres forældre.