Despair

[Adrian Russo]

Chrissandra Lupin Pendareva

Skt. Mungos

Juni - 2057

Omkring kl. 15

---

Adrian havde fået tidligere fri for arbejde så han kunne tage ind og besøge Leonardo på Skt. Mungos. Hvis Adrian troede at han selv var hårdt ramt af nyheden omkring Alastair, så var det da intet at regne imod hvordan Leo havde det. Fjolset havde nær taget livet af sig selv i en brandert for nogle dage siden, hvilket også var skyld i hans indlæggelse lige nu.
Kendall passede børnene derhjemme og Adrian forsøgte desperat at holde sans og samling på alting, men det var tæt på umuligt. Ikke nok med han selv var slået ud over Alastairs død, nu skulle han også til at passe ekstra godt på Leonardo, der tydeligvis var et mørkt sted. Kendall var støttende, men det var tydeligt at hun ikke brød sig om at Adrian skulle blandes ind i sin lillebrors problemer, men hvad pokker kunne han ellers gøre?
Han lukkede stille døren indtil stuen hvor Leo lå og sov. Han havde været der et par timer hvor han havde hørt på Leos brokkerier, nu var han endelig faldet til ro, og Adiran ville gå ned og tage sig en kop te nede i cafeen. Eller det var i hvert fald planen. Han burde nok se at komme hjem, men barnegråd og huslige pligter virkede bare temmelig uoverskueligt på nuværende tidspunkt. I det samme så han en blond kvinde komme frem mod ham. Han mindes at have set hende før, men kunne ikke lige erindre hvor. ”Kan jeg hjælpe dig?” Spurgte han som hun kom helt frem til døren. Hun var ikke en af sygeplejerskerne, eller hun bar i hvert fald ikke uniform.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Outfit uden solbriller og kasket

Chrissandra havde ikke rigtigt sovet siden Leos ulykke. Selvom de ikke var tætte som sådan, så havde de alligevel knyttet et eller andet form for bånd, da han havde boet hos hende, og han var trods alt far til hendes datter. De havde været bedste venner i skoletiden, og derfor var hun blevet virkelig fortvivlet, hun havde fundet ham. Hun havde klaret situationen godt. Hun havde holdt hovedet koldt og fået ham på hospitalet, uden at tøve. Det havde reddet hans liv, at hun var kommet, og hun var så taknemmelig for sin timing. Chriss havde ikke talt med Leo, men hun havde været der hver dag. De første par dage, var hun ikke taget hjem, og heller ikke været på Hogwarts. Hun havde fået Ethan til at tilse eksamen i besværgelser for 5. årgang. Hun havde haft det samme tøj på i et par dage, som var fyldt med blod, men en sygeplejerske havde bedt hende om at tage hjem og få noget søvn. Hun havde selvfølgelig gjort det, da hun godt kunne se logikken i det, men det var svært at forlade ham.

Nu var hun kommet tilbage til hospitalet for at se til ham, og denne gang ville hun se, om det var muligt at tale med ham. Hun håbede, at han var mere vågen. Hun havde sorte rande under øjnene, hendes hår sad mere løst end normalt, da hun ikke havde gjort noget ved det, og hun havde afslappende tøj på! Det var ikke normalt for hende at have den slags tøj på ude i offentligheden. Chriss var ikke en forfængelig kvinde, men hun bare så glad for kjoler og stilfulde jeans. Hun kunne bare ikke overskue det nu. Hun havde grædt og hun havde hverken sovet eller spist. Hun kunne slet ikke forstå, hvorfor Leo havde gjort, hvad han havde gjort.

Chriss gik med rolige skridt hen mod den stue, hvor Leo lå, men hun blev mødt af en mand. Han virkede bekendt, men hun kunne ikke lige placere ham. Han mindede dog lidt om Leo. Mere kunne hun ikke overskue at tænke over det. Han talte dog til hende.
"Hej.. Jeg ville bare se til Leo." Sagde hun en smule fortvivlet. Var det Leos bror? Hun vidste, at han havde et par stykker, men det var tydeligvis ikke Alastair, for han var Leos enæggede tvilling, og så meget lignede ham her heller ikke.

[Adrian Russo]

Han havde godt kunne mærke på Kendall at han havde brugt rigtigt mange timer på hospitalet for at være ved Leonardos side. De havde snakket lidt sammen, men Leo var som en lukket østers. Han ønskede ikke at snakke om hvad der var sket, og svarede kun med en halvfornærmet fnysen, eller sarkastiske kommentarer.
Det var faktisk næsten lettere når han sov.
Et par dybe rynker formede sig på hans pande som hun sagde at hun var her for at se til Leonardo. For at være ærlig vidste Adiran godt at Leo havde en del fjender og han var nok altid lidt mistænksom når folk sagde de kendte ham. Primært fordi han aldrig gav udtryk for at have nogen venner. ”Han sover lige nu. Undskyld, men hvem er du? Hvordan kender du Leonardo?” Spurgte han uden at gøre antydning til at flytte sig fra døren. Hun så ret træt og opgivende ud, alt han vidste var bare at hun ikke havde været der imens han havde været hos Leo. Det kunne selvfølgelig også være at hun bare ikke havde fået lov til at gå ind, hun var jo ikke familie. Så skulle Leo da have noget han ikke lige havde fået fortalt. Ikke at dét ville være så mærkeligt.
Han var selv temmelig plaget af situaitonen, og havde en ide om, at han ikke så meget bedre ud end hende på givende tidspunkt.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss førte træt en hånd gennem det lange lyse hår, imens hun betragtede manden foran sig. Hun vidste slet ikke, hvordan hun skulle begynde at forklare, hvordan hende og Leo kendte hinanden, og hvorfor var det også vigtigt? Hun forstod ikke så meget lige nu. Han måtte næsten være en af brødrene, når han spurgte ind til det. Hun kunne nemt sige, at de bare var venner, men var det overhovedet overbevisende? Hun vidste godt, at Leo ikke var den med flest venner. Hun mærkede en tåre trille, og hun tørrede den væk.
"Vi er.. venner.. Gamle venner." Tøvede hun en smule. Selvom det for nogen måske ville virke underligt, at hun reagerede sådan over Leo, så gav det mening for hende. Han havde altid betydet rigtig meget for hende, også selvom de ikke havde snakket sammen i mange år.
"Hør. Jeg har siddet her hele natten. Jeg vil bare gerne vide, om han er okay." Det var ikke fordi manden virkede som om han var sur på hende eller ikke ville lade hende se Leo, men hun følte alligevel, at hun på en eller anden måde skulle forsvare sine intentioner.
"Jeg har ikke fået lov til at se ham endnu." Sagde hun og kiggede en smile bedende på banden, med hendes grønne øjne. Hun kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. Det var både fordi, det var kommet som et chok, at han havde gjort det, fordi hun var bekymret, og fordi hun var så utrolig træt.

[Adrian Russo]

Igen formede der sig en rynken mellem hans bryn. Han kunne ikke huske at han på noget tidspunkt havde hørt Leo omtale nogen venner. At all. "Okaay?" På den anden side virkede hun oprigtigt ked af at han lå derinde. Han rystede let på hovedet. "Undskyld, det er ikke for at lyde mistænksom. Jeg ved bare at Leo har en del flere fjender end venner." Indrømmede han så en smule skamfuldt.
Han lagde hovedet let på skrå, "det er fordi de kun lader familie se ham." Svarede han med et skuldertræk. Ikke for at være afvisende, men fordi det var hospitalets politik.
Der var altså et eller andet virkelig bekendt over hende, hvis bare han lige kunne sætte finger på det. "Undskyld, det her lyder måske dumt, men....har jeg mødt dig før? Du virker...bekendt." Adrian havde aldrig rigtigt fuldt med i Quidditch så han ville ikke kunne placerer at det var derfra han havde set hende før. Eller fra Hogwarts, men han huskede dårligt nok dem han gik på årgang med så en der gik to år under ham, var nok ikke den han havde lagt mest mærke til.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss kunne mærke, at hun begyndte at blive en lille smule frustreret over manden. Hun havde sagt, at de var gamle venner, men det var åbenbart ikke godt nok? Skulle han have hendes ID? Se et klasse billede fra deres tid på Hogwarts? Hvad ville han havde? Hun sukkede dog bare, og vidste godt, at han nok ikke gjorde det for at være ond.
"Vi var gode venner på Hogwarts, og for noget tid siden boede han hos mig, fordi han var kommet til skade. Desuden er han f.." Hun stoppede sig selv, og rystede så på hovedet. Denne fremmede mand skulle ikke vide, at Leo var ar til hendes datter. Og da slet ikke før, at hun fik det fortalt til Leo selv.
"Men kan du så ikke bare sige, om han er okay?" Hun lød nu lidt desperat. Hvorfor sagde han det ikke bare?

Hun kiggede nu på manden foran sig lidt mere. Familie. Hvis han måtte se Leo, måtte han være familie.
"Adrian?" Spurgte hun, da hun jo kunne se, at det ikke var Alastair. Hun undrede sig, da han synes, at hun virkede bekendt. Altså han kunne have set hende spille Quidditch. Eller da de gik på Hogwarts. Hun anede det ikke.
"Øhh.. Jamen.. Måske fra Hogwarts? Quidditch måske." Hun trak på skuldrende og satte sig ned på en af stolene, der stod på gangen. Hun var blevet lidt mere opgivende. Var han død, havde Emiliya da fået lov til at møde ham, også selvom hun på det tidspunkt ikke vidste, at det var hendes far.

[Adrian Russo]

Han vidste godt at han måske virkede overbeskyttende, men han havde allerede lige mistet én bror i Azkaban, han skulle ikke til at miste den anden. Heller ikke selvom Leo hellere ville lade livet end at bede Adrian om hjælp. ”Var han kommet til skade?” Adrian underede sig desværre ikke engang over at han ikke havde hørt det. Leo fortalte ham sjældent noget, de to brødre var ikke videre tætte.
Adrian lod blikket glide ind mod stuen og sukkede så let. ”Han er okay, men han hviler lige nu.” Svarede han så, denne gang i et lidt mildere tonefald. Det have været en lang dag, men det skulle selvfølgelig ikke gå ud over hende.
Genkendelsen fra hende kom en smule bag på ham, ”ja,” besvarede han så, og forventede nok at hun kort efter ville fortælle hvor de kendte hinanden fra, men i stedet svarede hun på det forgående spørgsmål og han blev klar over hvor han havde set hende før.
”Quiddutch!” Gentog han så, måske lidt højere end ment, det blev endda understreget med et knips. ”Du var anfører for Falmouth Falcons, rigth?” Det forklarede selvfølgelig ikke hvor hun kendte han fra, eller hvorda hun og Leo kendte hinanden. ”Men hvor kender du mit navn fra?” Tilføjede han så. Hans blik fulgte hendes hen til stolene og han gjorde en gestus mod dem, som for at indikerer at de kunne sætte sig lidt ned.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss hadede, at hun ikke måtte komme ind og se til Leo. Det var trods alt hende, der var kommet med ham. Han havde været død, hvis det ikke var for hende. Ikke at han ikke stadig kunne dø, men alligevel. Det irriterede hende, men hun vidste jo godt, at der var regler. I teorien var hun en slags familie, men det havde hun jo ikke ligefrem tænkt sig at sige højt.
Hun var meget distraheret, da hun svarede manden foran sig.
"Ja, da han blev angrebet af en varulv." Sagde hun, og kiggede hen mod døren til det værelse, som Leo lå på. Det gik så op for hende, at manden måske slet ikke anede, at Leo var blevet angrebet, så hun kiggede nu på ham en smule undskyldende.
"Han kom sig over det." Skyndte hun sig at sige. Burde hun have kontaktet nogen dengang? Hun slog tanken væk igen, da det var længe siden. Det var dumt at tænke på det nu. Endelig fik hun svar på, om han var okay.
"Åh det er jeg glad for! Tak." Sagde hun og lagde sin hånd på mandens arm og gav den et klem. En enkelt tåre løb ned ad hendes kind, så hun fjernede hånden fra hans arm og tørrede sin kind og pustede ud.

Det gav et lille sæt i hende, da han lod til at kunne kende hende fra Quidditch. Da hun nu havde fået svar på Leos tilstand, kunne hun finde et lille smil frem.
"Det er rigtigt, ja. Anfører og angriber." Sagde hun og nikkede. Hun trak på skuldrende.
"Jeg gættede bare. Jeg gik ud fra, at du er familie, og du ligner Leo tilpas nok til at være hans bror, men du er ikke Alastair, da han og Leo er enæggede tvillinger, så jeg gættede på Adrian. Jeg var jo venner med Leo, da vi var unge, så han har fortalt om sin familie." Sagde hun og kiggede hen mod stolene, som han pegede i retningen af dem.

[Adrian Russo]

Adrian gjorde lidt store øjne ved hendes ord. Tydeligvis blev han overrasket over at høre hvad hun havde at fortælle. ”En varulv?” Gentog han, ”blev han bidt?” Han følte sig pludselig virkelig dum at han måtte stå og udspørge denne fremmede kvinde om sin lillebror, fordi han aldrig selv fortalte noget.
Han bemærkede godt hendes følelsesladet reaktion og han rømmede sig som han så kort ned i gulvet. ”I var måske ret tætte, altså dengang?” Spurgte han så.
Det var som om det klikkede for ham og han knipsede kort med den ene hånd, ”ah jeg tænkte nok det var der jeg havde set dig.” Han smilede pludselig varmt og imødekommende.
Smilet fortog sig dog hurtigt og blikket blev mørknedes af sorg da hun nævnte Alastair. Adrian havde heller ikke været tæt med ham, men trods alt tættere end med Leo over de sidste par år. ”Nej...Al gik desværre bort for en uges tid siden.” Sukkede han trist til mode. Han anede ikke at dette var et scam og at broderen stadigvæk levede i Azkaban, men havde bedt om at blive erklæret død for at skåne familien. ”Hvad har han da fortalt om familien?” Der var en let skepsis i stemmen. Problemet var at Russofamilien var kompliceret -for at sige det mildt. Det var langt fra den lykkelige lille familie med trygge rammer, som Adrian forsøgte at skabe for sine egne børn.
Han nikkede til hendes anmodning og satte kursen mod stolene, de kunne jo lige så godt sætte sig.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss bed sig i læben, da manden foran hende blev meget overrasket over det hun fortalte. Hun vidste ikke, om det havde været en hemmelighed, eller om de bare ikke var så tætte. Burde hun havde kontakten hans familie dengang? Eller det burde han måske selv havde gjort eller have bedt hende om, hvis det var meningen.
Hun kiggede igen på manden.
"Undskyld. Det var ikke sådan, du burde have fået det at vide. Han blev angrebet, ja, men han blev ikke bidt. Fra hvad jeg så, virkede det ikke til, at varulven overhovedet prøvede." Sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg prøvede at følge op på sagen bagefter, men der var ikke andre end mig, der så noget, og jeg så jo kun ulveformen." Sagde hun lidt fortvivlet.
"Vi var tætte på Hogwarts, ja. Der var han min bedste ven, indtil...Ja det er ligemeget. Vi var venner dengang." Sagde hun. Han behøvede da ikke at vide, at Leo stoppede med at snakke med hende. Det var ikke vigtigt nu.

Chriss smilede tilbage til ham, og hun blev lidt mere sig selv igen. Tårerne var stoppede med at trille. Nu havde hun nok bare virkelig puffy øjne. Det var sikkert kønt, hvis man altså ikke kiggede på hende. Hun var stolt af sin karriere, så at han havde set hende der, smigrede hende da. Hun sagde dog ikke noget. Hun smilede bare.

Da han pludselig sagde, at Alastair var død, slog Chriss hånden op for munden. Hun kendte ham ikke ret godt, men det var da tragisk. Uden at tænke over det, lagde hun en hånd på Adrians arm og gav den et lille klem.
"Det er jeg virkelig ked af at høre." Sagde hun. Var det mon derfor, Leo havde hygget hånden af sig selv? Hun gik hen til stolene, for nu havde hun virkelig brug for at sidde ned.
Hun trak lidt på skuldrende til hans spørgsmål.
"Åh det er så længe siden. Jeg har i hvert fald kendt til jeres navne. Ham og Alastair var vist også ret tætte i skolen. Men jeg kan ikke huske, hvad han ellers har sagt, men jeg synes at huske, at der var lidt prolemer? Men det skal jeg ikke snage i." Sagde hun og kiggede hen på ham med et lille smil.

[Adrian Russo]

Adrians læber trak sig sammen til en tynd streg. Han var ikke sur på hende, hun kunne jo ikke gøre for det, men han var godt nok irriteret over at Leo havde afskåret sig så meget. Han vidste udmærket godt at Leonardo afskyede Adrian og alt hvad han stod for, men som tingene var lige nu, var Adrian den eneste han havde -måske lige med undtagelse af Chrissandra åbenbart. ”Det gør ikke noget, det kunne du ikke vide.” Han sukkede let, ”vi er ikke så tætte.”
Han var ikke sikker på hvorfor hun stoppede sin egen sætning og tiltede hovedet let på skrå. ”Indtil hvad?” Spurgte han nysgerrigt, selvom det måske ikke var hans plads at spørge ind til.
Hendes omsorg fik ham til at sende hende et taknemmeligt smil, men smerten stod tydeligt skrevet i hans blå øjne. Det havde været ufattelig hårdt at få at vide. Adrian havde trods alt været tættere med Al end med Leo. Men nu var han bare virkelig bekymret for den yngre tvilling.
Egentlig var Adrian ikke sikker på hvor meget Leo ville have at han fortalte, men på den anden side var det jo også hans egen historie. ”De var meget tætte ja. Det har de altid været.” Sagde han med et suk, ”men ja...vores familie har ikke ligefrem været velafbalanceret.” Erkendte han med et skævt ansigtsudtryk og satte sig.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss havde det ikke helt godt med at fortælle Adrian en masse om Leo, hvis de ikke var tætte, men på den anden side, så var de brødre. Og Leo kunne ikke rigtigt protestere lige nu, kunne han?
"Nej. Det var lidt tilfældigt, at vi begyndte at tale sammen igen." Sagde hun og lænede sig lidt tilbage i stolen. Hun tænkte tilbage på da de havde mødt hinanden igen efter alle de år. De havde et meget kompliceret forhold, og det var også derfor, at det var så svært for hende at få sagt, at han havde en datter. Hun skævede til Adrian. Han havde jo så faktisk en niece, som han ikke kendte til. Åh det blev lige lidt mere akavet at sidde sammen med ham.

Hun sukkede let og kiggede væk fra ham igen. Hun synes samtalen var blevet lidt personlig, men på en eller anden måde føltes det ikke så unaturligt for hende. Hun var nu også generelt en åben person.
"Altså.. jeg ved det ikke helt. En dag stoppede han bare med at tale til mig. Vi var så tætte. Ja, jeg var faktisk en lille smule lun på ham, men han gad mig bare ikke mere." Sagde hun og var klar over, at det var lidt flere detaljer, end hun måske havde bestemt sig for fra starten, men de var hvad 15 dengang? Så det gik nok.

Chriss kunne godt se, at det gjorde ondt på ham. Hun fik helt ondt i maven, og hendes moren i hende havde lyst til at give ham et kram. Det ville dog nok være lidt underligt, eftersom de ikke kendte hinanden.
"Jeg ved godt, at vi ikke ligefrem kender hinanden, men har du brug for at tale om ham, så gør det endelig." Sagde hun og så på ham med varme øjne. Hun havde ikke glemt Leo, men Adrian havde fortalt, at han nok skulle klare det.

[Adrian Russo]

Adiran nikkede let. Var der måske en svag klokke der begyndte at ringe omkring hende, Leonardo og Alastair? Hvor Al og Leo altid havde været spasmagerne der lavede ballade på skolen og rodede sig ud i problemer, havde Adrian været damernes ven. Han var arrogant og havde ofte synes at brødrene var ufattelig barnlige. Han bar nu også en lidt tungere byrde fra forældrene end de havde gjort.
En lille rynken formede sig mellem hans bryn. Al og Leo havde været meget tætte dengang på Hogwarts. Det havde være de to mod resten af verden, og noget sagde ham at der ikke rigtigt havde været plads til andre.
"Ham og Al var temmelig uadskillige, det skulle ikke undre mig om Leo slet ikke bemærkede den slags." Indrømmede han med et let medfølende grimasse. Han ville ikke snakke dårligt om de døde, men set med hans øjne havde tvillingernes forhold ikke været det sundeste. Ingen af dem brød sig om hvis den anden fik opmærksomhed ude fra.
Hendes tilbud fik ham til at smile svagt til hende, skønt hans blå øjne ikke helt fulgte med i smilet. "Det er okay, men tak." Stemmen var neddæmpet og rolig. Han ønskede ikke belemre hende, eller nogen andre for den sags skyld, med deres triste barndom. Igen var det nok heller ikke helt hans plads at fortælle hende. Det var jo Leo hun var venner med.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss trak på skuldrende. Hun var også ret sikker på, at Leo ikke anede noget om hendes følelser dengang, men derfor havde de jo stadig været rigtig gode venner, for ikke at sige bedste venner.
"Nok ikke. Jeg spurgte ham faktisk for noget tid siden, hvad der var sket, men det sneg han sig let, og knap så elegant, udenom." Sagde hun med et grin. Det havde dog været ret irriterende, at han ikke bare kunne svare hende, men det måtte han jo selv om.

Hun kunne nu godt forstå det, hvis Adrian ikke ville tale med hende om den slags, for de kendte jo ikke hinanden. Det faldt hende bare naturligt at tilbyde den slags, og det havde det altid gjort. Hun sendte ham et beroligede smil.
"Er der noget, jeg kan hente til dig? Kaffe? Mad? Hvornår har du sidst spist?" Spurgte hun lidt efter. Hun vidste ikke, hvor længe han havde været der. For selvom det først var nu hun så ham, kunne han sagtens have vadet rundt et andet sted jo. Hvis han havde det som hun så ud, så var de begge skidt kørende.

[Adrian Russo]

Adrian trak en smule diskret på skuldrene. ”Tja, er der noget Leo er god til, så er det at snige sig udenom.” Svarede han. Et let sørgmodigt smil var at finde på hans læber. ”Om så elegant eller ej.” Det havde nu altid været lillebroderens ekspertise. Alastair havde nok altid været den modigste af de tre brødre, hvilket var pudsigt eftersom det var Adrian der var endt på Gryffindor. Men Al havde aldrig været bange for at stå op for det han troede på eller gå mod folk, mange andre ville flygte fra. Leo var mere den snedige af dem. Ham som altid kunne weasel sin vej ud af alt. Og så var der Adrian, der som altid forsøgte at tilfredsstille alle. En uopnåelig opgave, havde han med bitterhed måtte erfare.
Tanken om Al gjorde ham atter lidt trist til mode, men han forsøgt at blive i samtalen for at holde hans hjerne lidt beskæftiget.
Hendes venlighed slog benene lidt væk under ham. Han var vandt til at gøre alt selv. Der havde aldrig rigtigt været nogen i hans liv til at bære ham, eller hjælpe. Det var ofte ham der hjalp og støttrede alle andre. Han rystede let på hovedet, ”nej tak, men vi kan måske gå ned og kigge sammen. Leo sover alligevel og du ligner også en der måske godt kunne bruge et eller andet?” Han håbede at hun ville sige ja om ikke andet så bare for at se noget lidt andet end gangen og Leos stue hvor han havde befundet sig de sidste mange timer.